Dommerbogen - Guds trofasthed trods Israels synd
Dommernes svagheder er blot med til at fremhæve, at det som Israel i virkeligheden har brug for, er en leder. En sand leder, en Konge, som er en Konge efter Guds hjerte. Det er det, Israel har brug for, og det er dommerne med til at fremhæve også med deres svagheder.
Som Martin nævnte med denne prædiken i dag, så introducerer vi et nyt tiltag, nemlig at give en introduktion til de bibelske bøger, som vi læser igennem i vores skriftslæsning og det er i form af en prædiken.
Så efter ferien begynder vi som sagt læsningen af Dommerbogen, som er den anden af de tidlige profetiske bøger ifølge den jødiske kanon. De tidlige profetiske bøger består af: Josva, Dommerbogen, Samuels bøgerne og Konge bøgerne.
De sene profetiske bøger består af: Esajas, Jeremias, Ezekiel og så de små 12 profeter. De bliver kaldt små ikke fordi de er små profeter, men fordi det er korte bøger, men oprindeligt så var de 12 samlet i en bog. Så vi skal følge den her kanoniske tekstrække, som også var den, der var kendt på Jesu tid, og som Jesus også anerkendte.
Som sagt før, så begynder vi med Dommerbogen efter Femte Mosebog, fordi vi har gennemgået Josva i forbindelse med Helges serie over Josva's bogen.
Så det, jeg gerne vil gøre i dag, er at give os et overblik over den bog, som vi skal læse sammen. Hvad er det for en bog? Hvad handler den om? Hvad er dens budskab? Og hvordan taler bogens budskab til kirken i dag?
Min overskrift er "Guds trofasthed trods Israels synd". Den overskrift opsummerer måske egentlig meget godt hele Dommerbogen. Herren, han udfrier Israels folk fra trældommen i Ægypten, han indgår en pagt med sit folk, med sit ejendomsfolk ved Moses.
Folket kaldes til at være tro mod den pagt, og de kaldes til at følge pagten og Gud, han giver dem også løftet om et land, som de skal indtage, et land som skal være deres land, et land, der flyder med mælk og honning.
Josva, han leder en anden generation af Israels folk ind i det her land. Inden da, så udfordrer han folket til at frygte Herren, til at holde Herrens pagt og til at fjerne deres afguder, så de kan dyrke Herren deres Gud, den Gud, som frelste dem ud af trældommen i Egypten. Det ser vi i Josva's bog 24, kapitel vers 14 til 15, hvor Josva han giver dem den her udfordring.
Hvad er det så folket siger i respons til Josva? De siger, det kunne aldrig falde os ind at svigte Herren og dyrke andre guder, ser vi i vers 16 i Josva 24. Så tænker man; Ej, hvor skønt! Lige indtil man åbner Dommerbogen. Her finder vi ud af, at det der med at holde pagten og det der med ikke at dyrke andre guder, det går ikke så godt.
De svigter Herren i den grad. De synder imod ham, endda på den groveste tænkelige måde. Men Gud, han svigter ikke sin pagt. Han svigter ikke, han er trofast.
Det, vi så ser, det er, hvordan Gud i sin trofasthed, i sin troskab mod sit ord og i sin troskab mod sine løfter og sin pagt både straffer sit folk på grund af deres mange synder. Men han viser også sit folk nåde, når de omvender sig. Det er et gentagende mønster, som vi ser i Dommerbogen.
For hver af de seks store dommere der ser vi det her mønster, eller den her cyklus kunne man også kalde det; Israel gør, hvad der er ondt i Herrens øjne. Gud, Han straffer Israel ved at tillade at Israels fjender angriber dem for en periode.
Så råber Israel så til Herren deres Gud, i deres nød, og Herren lader så dommere fremstå, som udfrier dem. Så nyder de en vis tid med fred igen, indtil den onde cyklus så gentager sig igen, når Israel falder i synd.
Den cyklus og det budskab om Israels synd og Guds trofasthed, bliver rigtig godt opsummeret i Dommerbogen det andet kapitel, så der må I gerne slå op. Vi skal læse fra vers 11 til 23. Der står:
"Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba'alerne. De svigtede Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten; de fulgte andre guder, guder, som folkene rundt om dem dyrkede; de tilbad dem og krænkede Herren. De svigtede Herren og dyrkede Ba'al og Astarterne. Da flammede Herrens vrede op mod Israel, og han overgav dem til folk, som udplyndrede dem. Han gav dem i hænderne på deres fjender på alle sider, så de ikke længere kunne holde stand mod deres fjender. Overalt hvor de rykkede ud, var Herrens hånd imod dem og ramte dem med ulykke, sådan som Herren havde svoret og sagt til dem. Og de kom i stor nød.
Så lod Herren dommere fremstå, som frelste dem fra de folk, der udplyndrede dem. Men heller ikke dommerne adlød de; de horede med andre guder og tilbad dem. De veg hurtigt fra den vej, deres fædre havde vandret ad; fædrene havde adlydt Herrens befalinger, men de gjorde det ikke. Hver gang Herren lod en dommer fremstå blandt dem, var Herren med ham og frelste dem fra deres fjender, så længe dommeren levede. For Herren fik medlidenhed med dem, når de jamrede over, at de blev undertrykt og pint. Men så snart dommeren døde, faldt de tilbage og handlede værre end deres fædre; de fulgte andre guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde gerninger og med deres trodsige adfærd.
Da flammede Herrens vrede op mod Israel, og han sagde: »Dette folk har overtrådt den pagt, jeg pålagde deres fædre, og de har ikke adlydt mig; så vil jeg heller ikke længere fordrive et eneste af de folk, som Josva lod tilbage, da han døde; for med dem kan jeg sætte Israel på prøve og se, om de følger Herrens vej, sådan som deres fædre gjorde, eller de ikke gør det.« Så lod Herren disse folk blive boende; han fordrev dem ikke med det samme og gav dem ikke i Josvas hånd." (Dommerbogen 2,11-23)
Amen. Så jeg vil begynde med at give en lille smule baggrund for bogen her og så besvare det her spørgsmål om bogens budskab: hvad er det egentlig Dommerbogen handler om? Og så skal vi se lidt på Israels dommere. Hvem var de? Hvordan kom syndens onde cyklus til udtryk? Og endeligt så sætter vi fokus på Israels håb. Hvad er Israels håb? Og hvordan leder Gud i sin trofasthed folket hen mod et håb, der er et reelt håb?
Særlig form for lederskab
Lad os begynde med at se lidt på baggrunden for Dommerbogen. Når vi tænker på udtrykket dommer, så tror jeg mange af os har et billede i hovedet af en dommer. Typisk sådan et billede af en retssal, hvor der sidder en dommer for enden af salen med en måske en stor hammer. Og det er i et juridisk system, hvor der er retssager, der skal afgøres. Men i Dommerbogen er det egentlig kun Debora, der tjener i den form for kapacitet, kan man sige. Det ser vi, det fjerde kapitel.
Men selve udtrykket dommer på hebraisk skal forstås ud fra en bredere betydning som leder eller udfrier eller frelser, og det ser vi i kapitel 2, vers 16, at så lod Herren dem fremstå, altså Herren lod dommere fremstå for at frelse folk fra deres fjender.
Så det var hele formålet med, at han rejste dommere op. Det var for at frelse folket fra deres fjender, de fjender, som var omkring dem, og som undertrykte dem.
Det var en særlig form for lederskab, som adskiller sig fra andre typer lederskab, som f.eks. konger, ved at dommerne på en særlig måde fremstod i krisetider uden for de officielle magtstrukturer.
Det var Gud, der udvalgte dem, det var ham, der valgte, hvem det skulle være. Der var ikke nogen blandt folket, der sagde; vi peger på ham. Nej, det var Gud, der pegede på ham. Det var Gud, der kaldte dem og på mirakuløs vis gav dem kraft til den opgave, som de skulle udføre.
Den her opgave, som frelser udførte de sådan set alene i den forstand, at kun de havde fået gaverne til at gøre det. Kun de havde fået kraften fra Gud til at udføre den her opgave.
Så fx. Otniel i kapitel 3 vers 10, hvor der står, at Herrens Ånd kommer over ham. Og om Gideon læser vi kapitel 6 vers 34, hvor der står, at Herrens Ånd iklædte sig Gideon. Jeg har altid godt kunnet lide det udtryk. Herrens Ånd iklædte sig Gideon. Og så fik han bare kraft fra oven til at gøre det, som han skulle gøre.
Den eneste undtagelse, vi har her, det er Abimeleks kongedømme i Sikem. Gideons søn, som overtalte folket til at gøre ham til konge. Han var en konge, hvis ondskab var helt ekstrem. Og det er også en voldsom understregning af, at Israel havde virkelig brug for en sand og retfærdig konge.
Det er i virkeligheden også et centralt tema i Dommerbogen, det her med; hvem skal egentlig lede folket? Hvem skal lede Israel? Folket har ikke bare en syndskrise folk. Folket har også en ledelseskrise i den grad. Den ledelseskrise ser vi godt beskrevet i historierne om Samsung, som vi også kommer ind på om lidt.
Profetisk historisk bog
I forhold til den historiske baggrund for bogen, så spænder Dommerbogen fra en periode lige fra efter Josva's død til perioden frem til kong Saul og kong David omkring en periode på 350 år cirka.
Bogen betegnes som sagt som profetisk, men den litterære genre er historisk og den følger ligesom traditionen i Femte Mosebog, den form for fortællerstil, som vi ser i Femte Mosebog. Så Dommerbogen er en profetisk historisk bog og har ligesom Femte Mosebog den funktion at fortolke historiske begivenheder i lyset af Guds åbenbaring.
Så når man læser bogen, så skal man læse den i tråd med den genre. I tråd med Mosebøgerne, i tråd med loven og have det større billede, den større forståelse for Guds frelsesplan med hele menneskeheden in mente, når man læser den.
Så hvis vi tænker på Mosebøgerne, begynder med Første Mosebog med skabelsen. Gud, Han skabte alting, han skabte verden, han skabte mennesket. Da han gjorde det, så var alting godt, alt var fuldkomment.
Så sker der det, at mennesket synder imod Gud, og de bryder pagten, de bryder Guds lov, de falder fra Guds standard. Og så begynder vi så at følge historien derfra. Med folkets fald, som i virkeligheden gennem Israels historie er en historie, der gentager sig med syndefald, på syndefald, på syndefald.
Men fra starten af ser vi også, hvordan Guds plan om at frelse sit folk bliver åbenbaret lige fra begyndelsen af. Hvad var det, Guds frelsesplan var? Jo, det var en plan om at genoprette det faldne. At skabe fred, at skabe Shalom med sit folk og at frelse dem og redde dem ud af syndens kaos, som hele tiden plagede dem.
Fald, kaos, frelse og fred
Det som Dommerbogen egentlig gør, det er, at den skildrer den her historie om fald, kaos, frelse og fred. Så vi ser det her mønster: Fald, kaos, frelse og fred.
Men når vi læser omkring de her ledere som Gud han rejser op til at frelse folket. Så ser vi, hvordan også de falder, også de bliver plaget af synd og så er spørgsmålet så: jamen, hvis selv de ledere, som Gud han rejser op til at frelse sit folk, når selv de falder, hvor er det så Guds folk står? Det er det store spørgsmål.
Hvem er det, Israel skal spejde efter som deres leder? Og svaret er: De skal spejde efter en konge, der vil lede dem i henhold til Guds pagt. Det er det store behov israel har. Ikke en konge, som bryder pagten med afgudsdyrkelse og ondskab. Ikke sådan en konge. Nej, en konge som holder pagten. En konge, som er en retfærdig konge. Men hvor findes en sådan konge? Det er det store spørgsmål.
En teolog han beskriver Dommerbogen som en usikker bro, der er spændt ud mellem udvandringen og monarkiet. Men kun en tilsyneladende usikker bro, fordi Gud han opretter sit folk selv i usikre tider. Og er det ikke bare historien om menneskeheden, historien om Israels folk, men også historien om kirken, at Gud han opretter sit folk selv i de mest usikre tider, så er Gud en trofast Gud, som opretholder sit folk, for han er trofast.
Selv om udsigten til en retfærdig konge kan synes meget usandsynligt under Dommertiden midt i syndens kaos, så er Gud, der er midt i det hele. Gud han er den Gud, som han er, trofast som han er, den, der holder sit ord og den eneste, som er værd at sætte sin lid til. Så det er sådan set, kan man sige i grove træk bogens overordnede baggrund og budskab.
Hvem var dommerne?
Så lad os se lidt nærmere på selve den profetiske historie og mere specifikt på Israels dommere. Hvem var de? Hvordan brugte Gud dommerne midt i syndens kaos?
Som sagt var der i Israel en ledelseskrise, et ledelsesmæssigt tomrum i den her periode tiden mellem Israels to store ledere, Moses og Josva og så monarkiets begyndelse med Saul og David, som Samuel bøgerne, vi skal læse efterfølgende, de kommer til at tale stærkt om.
Det her ledelsesmæssige tomrum det gav udslag i det, vi læste om i kapitel 2 vers 11 i Dommerbogen her. Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede ba'alerne. De svigtede Herren, deres Gud, som havde frelst dem ud af Egypten. De brød pagten. De fulgte andre guder, og de krænkede Herren.
Det satte den her cyklus i gang, som jeg var inde på med fald, kaos, frelse og fred. Selvfølgelig var det kun på lånt tid før cyklussen startede om igen.
Vi læser om Otniel, Calebs søn, som er den første vi læser om i kapitel 3, som Herren han rejser sig op som en dommer på grund af det fald og den kaos, som kom som et resultat af, at Israel svigtede Herren ved at leve blandt fremmede folkeslag og også begynder at dyrke de guder, som de fremmede folkeslag, de dyrkede.
Otniel går så i krig mod armenerne. Han får magten, og så skaber han fred i Israel i 40 år. Men hvad sker der så? Jo, så sker der det, at israelitterne påny gør, hvad der er ondt i Herrens øjne. Og Herren tillader så, at Moab får magten over Israel i 18 år, indtil at de så råber til Herren om hjælp igen.
Så hører Herren deres råb, og Herren rejser Ehud op. En dommer, der på meget spektakulær vis dræber kongen og befrier Israel til en periode med fred, en ny periode på 80 år med fred i landet.
Der er som sagt seks store dommere, som vi følger i Dommerbogen med Abimelek i parentes og så er der seks mindre dommere. Men det er ikke fordi de er små dommere som sådan, det er mere, fordi de ikke bliver beskrevet så omfattende, der er korte beskrivelser af dem.
Der er f.eks. Shamgar som beskrives kun i et enkelt vers i kapitel 3, vers 31, og så er der Tola og Jair, som vi læser om i kapitel 10, og Ibsan, Elon og Abdon i kapitel 12.
Men selv om beskrivelserne, af de her vi kunne kalde små dommere, selvom de er korte, så har de her dommere meget, meget stor betydning for Israels historie. Shamgar eksempelvis, der kun beskrives i et enkelt vers i kapitel 3 vers 31. Han bliver mindet som helt i Deboras sejrs sang i kapitel 5 vers 6. Så stor betydning havde det.
Men den måde, som historien om dommerne særligt udfolder sig på, er gennem de seks store dommere; Otniel og Ehud, som jeg lige har nævnt. Så er der Debora og Barak, Gideon. Og så er Abimelek, som en anti dommer kunne man kalde ham, og så er der Jefta og så endeligt Samson, som vi læser om.
Ud af de her dommere, så er de mest bemærkelsesværdige nok Debora, Gideon og Samson. Og i vores kommende tekstlæsning, så kommer vi til at læse om Debora i kapitel 4 og 5. Det som er særligt bemærkelsesværdigt ved den her dommer er, at hun som en kvinde sikrede sejr over Israels fjender.
Det gjorde hun med hjælp fra Barak, og Barak var hendes medhjælper i den situation, hun stod i, hvor hun havde behov for én til at gå ind i kampen og lede kampen mod Israels fjender. Men han manglede ligesom også modet til at gøre det. Han gjorde det, men han manglede mod, og derfor måtte Debora jo også træde i karakter og vise mod.
Det gjorde hun ved Guds nåde. Hun viste både initiativ og mod til at gå i krig, selvom hun var en kvinde. Hun får så også hjælp af en anden kvinde Jael som Gud bruger på en meget kreativ måde, med en teltpløk og en hammer til at få aramæer kongen til endelig at bukke under for israelitterne.
Så det kommer vi også til at læse om. Meget spændende små historier, som er meget interessante at følge.
Det er Herren, der sejrer
Men igen det vi skal lægge mærke til, det er, hvordan det i virkeligheden er Herren, der vinder de her sejre for folket. Han bruger forskellige mennesker på forskellige kreative måder til at gøre det, men det er i sidste ende Herren, der vinder sejrerne.
Samtidig med ser vi også, hvordan Herren han aktivt går ind direkte i de her forskellige konfrontationer og er direkte involveret i, at Israel vinder sejre, som vi eksempelvis ser i kapitel 4, vers 15.
Men det centrale fokus i fortællingerne det er på den måde, at Herrens store gerninger de folder sig ud. Herren, hvis navn, kapitel 3, vers 18, er underfuldt. Så det er Herrens store navn, som bliver løftet op, og som bliver herliggjort.
Personligt i min egen bibellæsning gennem tiden har jeg været mest betaget af beretningen om Gideon. Ham læser vi om fra kapitel 6 til 8. Det som særligt har betaget mig ved historien om Gideon, det er hans karakter, som den egentlig mest usandsynlige leder, man kunne forstille sig.
Han var den svageste af sin slægt i Manasse, og han var den yngste af sin fars hus. Som vi læser i kapitel 6, vers 15. Hans tro var svag, han tvivlede rigtig meget, han var bange for konfrontationer. Jeg har gennem tiden, når jeg har læst på en eller anden måde kunne identificere mig ret godt med Gideon.
Men hvad var det så, der gjorde ham til en sejrherrer? Jo, alene det, at Herren tager fat i ham. At Herrens Ånd tager fat i Gideon og giver ham styrke og kraft ved sin ånd. Og når Gideon sejrer over midjanitterne, så er det Herren, der sejrer over midjanitterne, fordi det er Herren, der har taget fat i Gideon. Herrens Ånd, iklæder sig Gideon, som der står. Han gav ham kraft.
Så det er på grund af Herren, at Gideon, som han udtrykker det i kapitel 7 vers 15; Herren har givet midjanitterne lejr i jeres hånd. Så Gideon han fremhæver, hvordan det er Herren, der har gjort det her. Så det, vi ser her, det er, at det er ikke på grund af dommernes styrke, men det er på trods af dommernes svagheder, at Israel vinder sejren.
Dommernes svagheder er blot med til at fremhæve, at det, som Israel i virkeligheden har brug for, er en leder. En sand leder, en Konge, som er en Konge efter Guds hjerte. Det er det, Israel har brug for, og det er dommerne med til at fremhæve også med deres svagheder.
Men vi ser dommernes personlige svagheder komme til udtryk på forskellige måder for Gideon. Til trods for at han virkelig blev rejst op af Herren og blev brugt af Herren på en fantastisk måde og var fyldt med Guds Ånd, jamen så skete der det, at Gideon alligevel faldt for fristelsen til afgudsdyrkelse, som vi læser om i kapitel 8, vers 27. Igen så understreger det Israels behov for en retfærdig konge, en retfærdig konge, som ikke falder for disse fristelser.
Desto mere vi kommer ind i Dommerbogen, desto stærkere bliver den her pointe understreget. Fordi dommernes svagheder de kommer mere og mere frem, og i takt med at de kommer mere og mere frem, så ser vi også, hvordan Israel falder dybere og dybere i synd.
Voldsomheden og ækelheden af Israels synd, det er noget, som gør ret stærkt indtryk, når man læser Dommerbogen, særligt når man kommer hen mod slutningen af bogen. Så hermed også en lille advarsel for lige at være forberedt på, at der kommer nogle meget stærke scener.
Den nok mest omtalte og notoriske dommer af dem alle er Samson. Han er kendt blandt andet for sin overnaturlige styrke. Vi læser, hvordan Herrens Ånd griber Samson. Herrens Ånd griber ham. Det læser vi i kapitel 15, vers 6 og vers 19. Han får simpelthen så meget kraft ved Herrens Ånd, at i en situation, så dræber han tusind mand med et æselkæbe. En ret fantastisk historie.
Herren, han rejser Samson op som en dommer specifikt for at straffe filistrene for den måde, som de havde mishandlet Israel på. Den særlige rolle, som Samson havde som en dommer, bliver fremhævet ved hans kald til at være en Guds nasiræer, det vil sige en, som tager et særligt løfte, nasiræer løftet, om at indvie sig til Yahweh ved at afstå fra alkohol og afstå fra forskellige typer mad, men også at lade sit hår være uklippet.
Samsons unikke kald bliver også fremhævet i kapitel 13, som beskriver, hvordan han fødes af en kvinde, som var ufrugtbar. Det minder os om andre bibelske karakterer som Isak, Jakob og Esau.
Samson han gjorde mægtige gerninger i kraft af den nådegave, som Gud han gav ham. Den sidste gerning, som han gør for Gud, det bliver også den, den sidste sejr, som han vinder over fjenden, som var den største bedrift, som han han gjorde som dommer.
Men meget af historien, når man læser om Samson, er præget af hans egne svagheder, hans egen tilbøjelighed til at falde i sine egne kødelige lyster. Han falder for fremmede kvinder, ligesom Israel faldt for fremmede guder.
En af hans laveste øjeblikke læser vi om i kapitel 16, hvor han fristes til at afsløre sin hemmelighed for Dalila, den kvinde, som han er forelsket i, men som udnytter hans tillid til at overgive ham til filistrene.
I kapitel 16, vers 17, fortæller han hende sin hemmelighed: "hvis mit hår bliver skåret, mister jeg mine kræfter og bliver svag." Og I kan sikkert huske historien, hvordan Daila, hun dysser ham i søvn, og så når han sover, så klipper hun håret på ham og filistrene de griber ham. De stikker øjnene ud på ham. De fængsler ham. Og det hele ser bare sort ud. Men Gud er trofast. Og fjenden har måske heller ikke lige tænkt på, at det der med hår, det er jo også noget, der vokser ud igen.
Det ender med, at Samson ydmyger sig for Herren og hans hår begynder at vokse ud igen. Og han får kraften tilbage til at kæmpe den sidste kamp, som han kæmper, hvor han dræber flere mennesker i sin sidste kamp, end han gjorde, da han levede. Og i den kamp, der dør han jo også selv til sidst.
Så de her historier om dommerne er både dramatiske, de er fantastiske, de er sørgelige, de er tros styrkende, og de er tragiske. De har alle de her elementer. Så i dommerne er der nogle af de samme ting, som vi ser i hele Israels folk, nemlig det her med fald, kaos, frelse og fred.
Når vi ser det, så er det relativt kortvarigt, og vi ser, hvordan den ene dommer bliver afløst af den anden dommer, fordi der er den her cyklus, som hele tiden gentager sig. Og det sker igennem en periode på flere hundrede år. En både fantastisk og tragisk periode i Israels historie, der bliver beskrevet meget præcist i bogens sidste vers, hvor der står, kapitel 21, vers 25: "på den tid var der ingen konge i Israel. Enhver gjorde, hvad han fandt for godt."
Jeg vil gerne citere Thomas Schreiner, der skriver sådan her, citat:
"Dommerbogen understreger, at der ikke var nogen konge i Israel, og Israels fundamentale problem blev ikke løst af dommerne. Webb siger, idet han reflekterer over Samsons liv: klimakset kombinerer paradoksalt bedrifter og nederlag, blindhed og erkendelse, foragt og accept. Derfor ser bogen frem til en dag i fremtiden, når en konge skal fremstå. David er uden tvivl i sigte her. Men David deler nogle af de samme svagheder som dommerne i en vis grad, og derfor peger bogen ultimativt på ankomsten af èn større end David. Jesus, som er Kristus, han er Israels og verdens frelser, og han er den sande Konge, som Israel behøver."
Citat slut. Amen.
Takker skabningen Gud?
Dommerbogens sidste kapitler de slutter med en mørk fortælling, der i virkeligheden er beskrivende for konsekvensen ved ikke at have en retfærdig konge. Der kommer et åndeligt frafald i Israel, som fører til moralsk anarki og dyb, dyb ondskab. Her får man virkelig det der suk, som man kan få nogle gange, når man tænker over ondskaben i verden.
Det der dybe suk, som vi også hører i slutningen af Johannes Åbenbaring: "kom, Herre Jesus, kom!" Og det er et suk, der har til hensigt at få læserens tanker over på Israels håb, som er Guds trofasthed trods Israels synd. Det er Israels håb. Israels håb er, at Gud er trofast, selvom vi er syndere.
Dommerbogen beskriver en del sejre og freds tider, men de er kun midlertidige. Hvornår kommer den endelige sejr? Hvornår kommer den fuldkomne fred? Folket, de sukker. Folket de mindes Guds løfter. Vi mindes Guds pagt, hvordan han er trofast mod sin pagt, hvordan han er trofast mod sit folk.
Dommerbogen så dramatisk og fantastisk og tragisk, som den er, illustrerer meget godt hele menneskehedens dilemma. Gud, han er Gud. Han er Gud og skaber. Han er vores skaber. Han har åbenbaret sig i skabelsen. Og skaberværket vidner om hans herlighed. Han giver endda skabningen gode gaver. Vi nyder gode gaver. Vi kan trække vejret. Vi kan nyde solskin, som der ikke er så meget lige nu. Men vi kan nyde det, når det er der. Vi kan nyde latter. Vi kan nyde venskaber. Vi kan nyde familie, livet og livets gode gaver. Alle disse ting, som Gud giver til alle mennesker.
Alle mennesker kan nyde det. Men spørgsmålet er; takker skabningen Gud for det? Nej, den dyrker skabelsen i stedet for Skaberen. Det er det, vi ser i verden. Den laver sine egne guder. Den gør sig selv til Gud. Selv hans egne folk, selv vi kan opleve, hvordan vi til tider kan fristes af denne verdens guder og til at tilpasse denne verdens tankegang.
Jesus er Israels håb
Men i modsætning til Israel under dommernes tid, ja så har Gud sendt os en Konge. Han har sendt os en Konge, som er god. En Konge, som er retfærdig. Han har sendt os vores Herre, Jesus Kristus. Jesus han er Israels håb. Vi, som tror på ham, er Guds Israel.
Den sejr, som han har sikret på korset i sin stedfortrædende død, det er en fuldkommen sejr. Og den fred, som han har stiftet for os med Gud. Det er en fuldkommen fred, som vi har fået. Det er denne Konge, og det er denne freds fyrste, som verden må bøje sine knæ for. For at blive befriet fra syndens kaos, som afgudsdyrkelsen i dag skaber i folks hjerter.
For os, der tror, er det Kristus, vi hele tiden må vende os til. Vi har ved tro vendt os til ham. Men når vi har vendt os til ham, så lever vi et liv, hvor vi hele tiden vender os til ham. Er det ikke rigtigt? Det kristne liv er et liv, hvor vi hele tiden vænner os til Kristus. Og hele tiden vender om til ham og siger; Jeg har brug for dig i dag i Kristus. Jeg har brug for din nåde i dag, for at jeg kan leve mit liv til din ære.
Så vi vender os til ham. Vi søger ham. Og vi beder Gud om nåde til, at også vi ikke må lade os besnære af den verdslighed, som hele tiden er omkring os. Verden har brug for den Konge, som den ikke kender, og må præsentere os for denne Konge ved Kristi evangelium.
Men du og jeg, vi har stadig brug for den Konge, som vi nu kender, og som vi har lært at kende ved Guds nåde. Vi har brug for, at han råder i vores liv. Vi har brug for, at han leder os som den gode hyrde, som han er. Vi har brug for, at han retleder os. At han formaner os, at han opdrager os hele tiden, så vi ikke farer vild. At han renser os for al vores synd, og at han helliggør os ved sin ånd. Det har vi brug for.
Vi har brug for til stadighed at komme tilbage til hans bord. Og til at ihukomme, hvad det er, han har gjort for os. Det har vi brug for til stadig at gøre. Fordi ligesom Israel under dommernes tid led under det, som en beskriver som kollektiv hukommelsestab i forhold til pagten, så har vi den samme tendens til også at glemme. Og det er derfor, at Herren indstiftede bordet, vi kunne komme til igen og igen for at blive mindet om Kristi død for os, hvad det er, han gjorde. Så vi forkynder Kristi død, indtil han kommer.
Men Herren han giver os nåde til at komme tilbage, for han er en god og trofast Konge. Han giver os nåde til at ihukomme hans død for os. Hans offer for os, hans sejr for os, at han vendte synd og kaos i vores liv til sejr og fred. Sikke en Frelser vi har. Sikke en Frelser og sikke en Konge.
Han kom ikke til os som en midlertidig Frelser, i en midlertidig periode med en midlertidig fred. Nej, han kom til os som en evig Frelser med et evigt liv og en evig fred. Det var sådan Jesus, han kom til os. Prøv at tænke på det, når vi læser Det Gamle Testamente. Alt i Det Gamle Testamente var midlertidigt, fordi alt arbejdede hen imod det, som skulle vare evigt. Er det ikke fantastisk?
Når vi læser om dommerne; dommerne fejlede, kongerne fejlede, folket fejlede og faldt. Men ved tidernes fylde sendte Gud sin Søn, som en dommer, der ikke fejlede, som en Konge, der ikke faldt, amen. Som det syndfri, lydefri lam, der ofrede sig for os til frelse. Vi har i ham en evig Konge og en evig Gud og Frelser, vor Herre Jesus Kristus. Lad os prise ham. Amen.
