For dit er riget

Hvem er det, der fortjener æren i al evighed? Det er Herren vor Gud, og vi gør derfor ret i at minde os selv om dette forhold, når det er, at vi kommer frem for Gud i bøn.

For dit er riget
audio-thumbnail
For dit er riget
0:00
/2298.148563

Vi er kommet til den sidste del af det sidste vers i Fadervor, og det er også den sidste prædiken i den her serie om bøn. Overskriften er som sagt "For dit er Riget" og vores tekst er Matthæusevangeliet kapitel 6 og vers 13B. Så der må du gerne slå op i din bibel, hvis ikke du allerede har gjort det.

ACTS

Inden vi læser teksten sammen her, så vil jeg bare indlede med noget, som jeg blev mindet om fra et kapitel i en bog, som jeg læste her for nylig omkring puritanerne. I har måske hørt om puritanerne, læst om puritanerne. Der er mange meninger om puritanerne og de er også kendt for mange ting. Men en ting, som kendetegnede puritanerne, det var deres liv med Gud i bøn.

Matthew Henry, som jeg også vil citere lidt senere, han var en af dem, og han levede fra 1662 til 1714 og skrev blandt andet om bøn, i hans kendte værk "A method for prayer". Nogle af jer kan måske huske det her akronym "ACTS" i forhold til bøn. A C T S, nogle af jer som kan huske dem? Det står for adoration, confession, thanksgiving og supplication, beundring eller lovprisning, bekendelse, taksigelse og bønfaldelse.

Matthew Henrys metode den hed A C P T I C, det var jo en puritaner, forstår du ikke? De havde et helt andet niveau i forhold til detaljegrad. Så det var adoration, confession, petition for ourselves intercession for others og conclusion, beundring, bekendelse, bøn for sig selv, taksigelse, bøn for andre og konklusion.

Lovprisning og tilbedelse

Så det vi skal se i dag, det er, at konklusionen på Fadervor både er adoration og conclusion faktisk, det er en meget, meget stærk adoration og conclusion. En konklusion, som udtrykker en beundring og en lovprisning af, hvem Gud er, at Han er den, som er Herren i Riget. Han er den, som har al magten, og den, der fortjener al æren til al evighed. Amen.

Så lad os beundre Ham i dag. Lad os beundre Ham med den her konklusion på serien. Lad os se hen til Ham med hjerter, der lovpriser og tilbeder. Lad os se hen til vor Gud med en lovprisning i vores hjerter og endnu engang bede Ham, ligesom Hans disciple bad Ham om; "Herre, lær os at bede".

For dit er Riget og magten og æren i evighed!

Vi læser vores tekst passage her med Matthæusevangeliet kapitel 6 og lad os bare begynde fra vers 5, hvor Jesus starter undervisning omkring bøn:

"Og når I beder, siger Jesus, må i ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres Fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder Ham om det. Derfor skal I bede således: "Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evigheden! Amen." (Matthæus 6,5-13)

Det vi skal gøre som sagt nu, det er at koncentrere os omkring den sidste del af bønnen, den sidste del af vers 13, hvor der står: "For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen." Når vi gør det, vil den opmærksomme læser måske rejse spørgsmålet, om vi i virkeligheden følger Jesu anvisning til sine disciple om, hvordan de skulle bede her. Fordi Jesus, Han lærte i virkeligheden sine disciple, at de skulle afslutte bønnen med den her lovprisning: "for dit er Riget, magten og æren i evigheden! Amen."

Ordene de står i vores danske oversættelse her. Men som sagt, den opmærksomme læser vil måske lægge mærke til, at der forneden i noten ud for vers 13 står, at denne afsluttende lovprisning først er bevidnet i senere håndskrifter. Det vil sige, at der findes mange håndskrifter, som har lovprisningen med. Men fordi de tidligste og særligt dem, der betragtes som de vigtigste Codex Verticanus ikke har den med. Så er det blevet en udbredt antagelse blandt de fleste lærde, at vers 13 her ikke var en del af den oprindelige bøn. Det betyder også, at mange teologer ikke giver den ret meget opmærksomhed. Eksempelvis John MacArthur's kommentar over kapitlet 1 til 7 i Mattæusevangeliet, en kommentar på 506 sider, der bruger han blot fem sætninger på det her vers.

Gennemgribende bibelsk

Jeg vil bruge lidt mere end fem sætninger på at tale ud fra den afsluttende lovprisning, fordi selv om den meget muligt ikke var en del af den oprindelig bøn, så er det, som sætningen her udtrykker, gennemgribende bibelsk. Kan vi blive enige om det? Som Philip Ryken han udtrykker det, citat:

"Hvad kunne være mere bibelsk end at tilskrive Riget, magten og æren til Gud?" Citat slut.

R. C. Sproul han skriver om lovprisningen, citat:

"En af de smukkeste aspekter ved denne afsluttende sætning af Fadervor, efter min mening, er at den vender vores fokus tilbage på Gud."

Den puritanske teolog og bibel kommentator, som jeg nævnte før, Matthew Henry, han bemærkede, hvordan at lovprisning relaterer sig til og henviser til det, bønnen lærer os:

"Vi beder, "komme dit Rige", fordi vi ved, at Rige tilhører Ham. Vi beder "ske din vilje", fordi vi ved, at det er Gud, som har magten, og vi beder "helliget blive dit navn", fordi vi ved, at æren er Hans i al evighed." Citat slut.

Jøderne de afsluttede altid deres bønner med lovprisning. Så muligvis foreslår en teolog sådan her; at det var egentlig Jesu intention, det er et godt bud vil jeg sige, at det var Jesu intention at afslutte Fadervor med en lovprisning. Men lagde det op til Hans efterfølger selv, at de skulle fylde den blanke plads ud. Så "led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde", og så gjorde man måske sådan (håndbevægelser), "for dit er Riget, magten og æren i evigheden! Amen." Det ved vi ikke, men det kunne godt være et meget godt forslag.

Kong David's bøn

Hvorom alting er, så betragter vi her vers 13B som sagt en bibelsk lovprisning, der på en særlig måde genkalder ordene fra Første Krønike 29,11, hvor der står at:

"Din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten, Herre, ja alt i himlen og på jorden; dit er Riget Herre, og du er ophøjet som overhoved over alle." (Første krønike 29,11)

I øvrigt så er Krønike bøgerne i den hebraiske Bibel konklusionen på Det Gamle Testamente, det er de sidste bøger i Det Gamle Testamente.

Så det er Kong Davids bøn, vi ser her: "din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten, Herre, ja, alt i himlen og på jorden; dit er Riget Herre, og du er ophøjet som overhoved over alle." Det er Kong Davids bøn, og den matcher meget præcist det som Fadervor's afsluttende lovprisning udtrykker; at vi frimodigt og med tro og forventning kan bede til vores Fader, fordi at Riget er Hans, og Han har kaldet os ind i Hans Rige. Magten er Hans, og Han har forenet os med Jesus, som Han har ophøjet til det Højeste og givet Ham navnet, som er over alle navne, og det navn, som vi beder i og med myndighed for Gud.

Hvad er i fokus under bøn?

Æren er Hans, og når Han får al æren i og igennem vores liv, så stiller vi os selv i en position over for Gud, hvor den hellige kommunikation, der er mellem vores sjæl og himlen, åbner op for Guds velsignelser til os selv og til dem omkring os. Men det er sådan set sekundært i den forbindelse, fordi primært er det, at der for os, som Guds folk, stiger en lovprisning af ære til Gud, som Judas brev skriver i vers 25: "... ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidernes begyndelse, nu og i al evighed!" Og Johannes Åbenbaringen 4,11: "Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt." Og Johannes Åbenbaring, kapitel 5, vers 13:

"Ham, der sidder på tronen, og Lammet, være pris og ære og lov og magt i evighedernes evigheder." (Joh. Åbenbaring 5,13)

Det er så ofte i vores bønner, at vi forfalder til et uproportioneret fokus på vores egen behov og dem er der selvfølgelig også plads til og hvorfor Jesus Han også lærer os at bede om vort daglige Brød. Det er okay og bede til Gud om, at Han møder vores behov. Men det, som den afsluttende lovprisning her gør, det er, at den sætter bønnen i det rette perspektiv; hvem er det, der råder og hersker i Riget, som kongernes Konge og herrernes Herre? Jo, det er Herren Gud, det er Ham, der har al magt. Det er Ham, der råder og hersker i sit Rige. Hvem er det, som har al magt, og for hvem alle knæ skal bøje sig? Jo, det er Herren Gud. Hvem er det, der fortjener æren i al evighed? Det er Herren vor Gud, og vi gør derfor ret i at minde os selv om dette forhold, når det er, at vi kommer frem for Gud i bøn. Det er Gud, som sidder på tronen. Det er Ham, der har al magt. Det er Ham, der fortjener al ære og pris. Amen.

Falsk lære

Jeg glemmer aldrig for mange år siden, hvor jeg var på en missions tur til Tanzania og skulle følge med på et korstog med en dansk missionær. Vi var en lille gruppe fra Danmark, der rejste med, og om formiddagen, så var der så undervisning for pastorer. Om aftenen var der de her kendte store evangeliske møder med 10.000 deltagere, og til formiddags møderne blev der så prædiket på swahili, og det kan jeg ikke forstå. Måske er der nogen af jer der kan forstå. Jeg kan ikke forstå det i hvert fald.

Jeg havde en ret god tolk, som sad ved siden af mig og var venlig og tolke til mig, hvad det var, der blev undervist om. Til en af lektionerne, så blev der talt omkring bøn, og så blev jeg faktisk meget overrasket over, hvad det var jeg pludselig hørte, at han tolkede til mig. Så håber jeg selvfølgelig, han tolkede rigtigt. Jeg spurgte ham også: "Er det rigtigt, det jeg hører?" Og det sagde han, at det var det.

Prædikanten sagde sådan her: "Du skal ikke spørge Jesus om at give dig det, du har brug for. Du skal befale Ham om at give dig det, du har krav på." Flere gang understregede han; du skal befale, du skal befale. Jeg kunne ikke tro mine egne ører, som sagt, så jeg spurgte tolken: "Er det en korrekt oversættelse af det, han siger her?" Han bekræftede med lidt forvirring i blikket: "Ja, det er faktisk det han siger." Han så heller ikke ud til, at han selv egentlig brød sig om det.

Jeg blev klar over, at det her, det var rent faktisk falsk lære, der blev forkyndt her. Det, som man kalder for et dominion theology, herredømmets teologi som blandt andet er meget populært i trosbevægelsen også i det man kalder for new apostolic reformation teologi. Her lærer man, at den troende skal agere som guder og konger og med guddommelig magt og autoritet til at kunne befale og kommandere ind i den åndelig verden. Det er derfor, man taler om det her "name it and claim it", man har ligesom magt til at kunne få ting til at ske. Selv i en sådan udstrækning, som jeg var vidne til, at selv himlens Gud skulle adlyde den troendes befaling. Sikke et hovmod. Sikke en arrogant og blasfemisk indstilling.

Et levende og helligt offer

Hvad er mennesket i forhold til Gud andet end et skabt væsen? En klat ler formet af pottemageren, enten til tjeneste for Gud, til Hans ære eller som genstand for Hans vrede, bestemt til ødelæggelse, Romerbrevet kapitel 9 vers 22. Salme 8,5:

"hvad er da et menneske, at du husker det, et menneskebarn, at du tager dig af det?" (Salme 8,5)

Hvilken ret har mennesket til at bestemme over Gud? Ingen. Uden Gud så er vi ikke andet end vredens børn. Men de, som Gud i sin nåde frelser, bliver som Efeserbrevet kapitel 2 vers 10 siger: "skabt i Kristus Jesus til gode gerninger". Med et ydmygt hjerte og en tjener ånd, så kaldes vi til, som Romerbrevet kapitel 12 vers 1 siger: "at bringe vores legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag."

Vi er på ingen måder kaldet til at hæve os op til en position, som kun tilkommer Gud. Filipperbrevet kapitel 2 vers 3 siger: "Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed." Apostlen Peter han skriver:

"Gud står de hovmodige imod de ydmyge viser Han nåde, ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil Han ophøje jer, når tiden er inde." (Første Petersbrev 5,5-6.)

På samme måde som vi indleder Fadervor med at anerkende i vores henvendelse til Faderen, at Han er uendelig langt over og højt hævet over os i himlen som vores Gud, vores Far, vor Skaber. Så minder den afsluttende lovprisning her også om, at Han må være alfa og omega. Han må være den første og den sidste i vores liv. Uden Ham så er vi intet.

Med ærefrygt og frimodighed

Når vi kommer til den hellige og den almægtige Gud, som knuser sine fjenders hoveder og issen på dem, der lever i skyld, som der står i salme 68,22, så må det være i en ånd af ærefrygt. Det må være en ånd er ærefrygt vi kommer ind for Guds ansigt. Det må være en ånd af ydmyghed, hvor vi bøjer vores knæ, hvor vi bøjer vores hjerter for Ham, men samtidig også som vi har set det i denne her serie, så kan vi komme frem for Ham med frimodighed. Det skal vi gøre, og det kan vi kun gøre, fordi vi er i Kristus. Vi er blevet arving til alle velsignelserne, fordi vi er i Kristus, og vi er i Ham, så er vi blevet Guds egne børn, og vi kan nu komme til Ham, som er vores egen Far.

Men det er vigtigt at forstå det her med proportionerne i forhold til: hvem er Gud? Han er en hellig Gud. Hvem er vi? Uden Ham så er vi intet. Det er vigtigt at forstå det her forhold til Gud, hvem vi er, og hvem Gud er, når vi kommer frem for Ham i forhold til at have den rette indstilling, når det er, at vi kommer frem til Ham og beder.

Kaste et bibelsk lys

Så nu kigger vi på den afsluttende lovprisning. Så kan vi tale omkring tre ting her i forbindelse med den afsluttende lovprisning her. Det er også med til, når vi kigger på de her ting, at skabe perspektiv i forhold til vores bønneliv. De tre ting, vi ser på her det er; Riget, magten og æren. For dit er Riget står der.

Når jeg nævner falsk lærer, som jeg gjorde her før, med det eksempel jeg nævnte. Så er det ikke fordi jeg ønsker at sætte fokus på det falske, men så er det fordi nogle gange så er det bare med til at fremhæve sandheden i et kontrastforhold, når man sammenligner.

Jesus Han gør faktisk det samme i Hans undervisning om bøn her, hvor Han indleder med at pege på noget, som er forkert. Han indleder faktisk med at pege på falsk lære. Det gjorde Han ved at fremhæve den falske lære og den falske praksis, som mange af jøderne havde på Bibelens tid. Dem Han i vers 5 kalder for hyklerne.

Ofte er det også sundt for os at kigge tilbage på noget af det, som vi måske selv har været eksponeret for, som ikke har været sandheden. Og så kaste et bibelsk lys på det og anerkende, at dét der, det var ikke godt, det var ikke rigtigt, det var ikke sund lære. Det er vigtigt at reflektere over og få kastet Bibelens lys på de ting også.

Et evigt Guds rige

I forhold til det første punkt her; for dit er Riget. Så blev jeg mindet om en undervisningsserie, som jeg i min uvidenhed for mange år tilbage lyttede til. Det var en serie omkring bøn, hvor prædikanten blandt andet kommenterede på Fadervor. Som jeg husker det, så var undervisningen ganske fin, egentlig, lige indtil han begyndte at tale omkring, hvordan at Fadervor faktisk er en forældet bøn. Det begrundede han med, at når vi beder om, at Guds Rige må komme. Men Guds Rige er jo kommet, sagde han, så det er ikke relevant at bede om mere. Igen, så var hans udgangspunkt den her herredømme teologi.

Når man ved, hvad det er for en teologi, der driver de her konklusioner, så giver det mening. Det var den her falske teologi, som faktisk i virkeligheden ophøjer mennesket og som konsekvens nedgør Gud. Fordi her bliver mennesket ligesom herre i sit eget rige. På mange måder så gjorde mange af farisæerne og de skriftkloge det samme. De ophøjede sig selv. De fremhævede sig selv og tiltrak opmærksomhed og ros til sig selv for deres gode ydre religiøse gerninger, som de gjorde på gader og stræder.

Når Jesus så kom og forkyndte Guds Rige, så så de ned på Ham, så så de ned på Guds salvede. Så skumlede de over Ham, som der står i Johannesevangeliet kapitel 6 og vers 41. De skumlede, og det vil sige, de klagede indbyrdes med hinanden og bagtalte Ham, kunne man også sige.

Selv om de havde skrifterne, og de dagligt granskede skrifterne, fordi de mente at have evigt liv i dem, så ringeagtede de Ham, som skrifterne taler om, og forstod ikke, at det var Ham, som var kilden til evigt liv. De forstod ikke, at det Rige, som Jesus forkyndte om, at det Rige, at det var Hans Rige, det forstod de ikke. De forstod ikke, at det var Hans Rige, og at det Rige ikke er et Rige, som de ligesom forestillede sig og kendte for deres egne, ligesom storhedstid i det davidiske kongerige for eksempel.

Men, at det var det evige Davids Rige, som Jesus kom med. Det var et evigt Guds Rige sendt fra himlen, ikke et Rige, som er af denne verden, Johannes 18,36. Men der er et Rige, som er noget andet end det, som er i denne verden. Det er et Rige, som består af retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, Romerbrevet 14,17. Det er et usynligt Rige, som kom ned blandt folket, ikke den slags, hvor man kan sige: "se, der er dét", Lukasevangeliet 17,21. Men det er et Rige, som blev synligt for dem, som kom til Faderen gennem Sønnen. For dem, som kom, blev draget af Faderen til Sønnen, så blev deres øjne åbne, og så kunne de forstå Guds Rige. Så kunne de forstå, hvem David's Søn i virkeligheden var, at det er Messias. Han er døren til det evige Rige og samtidig, så er Han Herre i Guds Rige.

Alt tilhører Gud

Da Israels folk de bragte alle deres rigdomme til Jerusalem på kong David's tid med henblik på Guds tempel. Templet det skulle bygges af Davids søn. Så var det her, at David han udbryd i sin glæde og taknemmelighed, som vi læste fra Første Krønikebog 29,11: "Dit er riget, Herre, og du er ophøjet som overhoved over alle." David han gav det, kan man sige, over til Gud. Han gav det hele over til Gud. Han sagde, at det, vi bygger her Herre, det er et tempel, det hele det er dit. I virkeligheden, så er det ikke ikke vores, det er dit Herre. Det er dig, der er overhovedet, det er dig, der er Herre i det her tempel. Det er dig, som er Herre over alt, du som er den ophøjet.

Samtidig var Davids bøn også profetisk, fordi han bad til den Herre, som senere i historien som sagt skulle kaldes David's Søn, og hvis Rige skulle være det evige Rige, det evige davidiske Rige i henhold til Guds løfter, Første Krønikebog 17,23. Til dit er Riget, David's Søn, Jesus Kristus som Gud, Han har ophøjet over alle, Filipper Brevet 2,9, og givet magten i himlen og på jorden, Matthæus 28,18. Det er Jesus Kristus. Det er Jesu Kristi rige, vi taler om her.

Jesu Kristi kors er vejen

Vi anerkender med den her afsluttende lovprisning i Fadervor, så anerkender vi at det Jesu Rige. Når vi gør det, så må vi huske, at helt centralt for det Rige, der står Jesu Kristi kors. Korset står centralt i det Rige, og det er det, som vi forkynder, når vi også udbreder Guds Rige, så forkynder vi korset. Vi forkynder Kristi kors. Der er ingen vej ind i Guds Rige uden om Jesu Kristi kors. Man må først komme til korset, omvende sig fra sin synd og tro på Kristus, så kan man komme ind i Guds rige.

Kristus Han blev ophøjet overalt, fordi Han fornedrer sig, Han blev lydig, ja lydig indtil døden på et kors, hvor Han tog straffen for sit folk's synder. Det er, når syndere omvender sig til Kristus ved troen på Hans offer, det at Han gav sit liv, og Han sejrede over død og synd i sin opstandelse. Det er dér, hvor en synder kommer ind i Guds rige. Det er et nåde Rige for enhver synder, som omvender sig og tror og anerkender Kristus som Herre, anerkender Kristus som den, der er Konge og Regent på alle områder af sit liv.

Når vi beder, "dit er Riget", så anerkender vi, at vi tilhører Ham i det Rige, som vi er blevet en del af, og at vi intet, intet har noget med os selv at gøre. Det er Hans Rige, og vi er blevet inviteret ind i Hans Rige. Når vi udtrykker stolthed, så udtrykker vi stolthed over Herren. Det er ikke stolthed i os selv, men vi er stolte af Ham, som der også står i Første Korintherbrev kapitel 1 vers 31.

Din er magten

Så kommer vi til den næste del: "Din er magten". Vi har intet i os selv, alt som vi har, det er i Ham. Den anerkendelse udtrykker vi også til Gud med den her afsluttende lovprisning når vi siger: "Din er magten".

Kong David han løftede sin røst til Gud, og han sagde din er storhed, magten, din er storheden, magten. David han var jo en stor konge i et stort kongerige med stor, stor magt. Men den magt, han havde, den havde han kun fordi, at han havde fået givet den magt af Gud, som har al magt. Amen. David han vidste, hvor den sande magt egentlig hørte til. Han vidste, at den eneste grund til, at han havde magt, og at han var velsignet, det var fordi han havde fået den fra Gud.

I virkeligheden så tilhører det hele Gud, og det er Ham, som indsætter og afsætter konger. Det er Ham, som er kongernes Konge, det er Ham, som har al magten, og Han kunne tage det hele fra ham på én dag. Så når vi kommer til Gud i bøn, så kan vi bede også med en forventning til Gud. Det kan vi, fordi vi ved, at den Gud, vi beder til, Han har al magt. Amen.

Forvente svar på bøn

Så vi kan også forvente noget af Gud i henhold til Hans løfter. Vi beder til Gud og vi kommer til Ham med vores ønsker og vores behov, som er efter Hans vilje. Når vi gør det, så kan vi tro på, at Han også er en Gud, der svarer bøn, fordi Han har al magt, og Han har givet os sine løfter. Han er en almægtig Gud, som formår med sin kraft, Efeserbrevet 3,20: "... formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår". Fantastisk løfte.

Vi kan forvente svar på bøn, fordi Gud har magten til at gøre al sin hellige vilje. Når vi beder Fadervor, så er vi afhængige af den magt, som Gud har i forhold til hvert eneste af de seks bønner, som vi beder i Fadervor. Når vi beder om, at Faderens navn må helliges, så gør vi det i tillid til, at Gud har magt til at hellige sig selv i os ved sin Helligånd. Så således, at vi bliver hellige, ligesom Han er hellig. Det er kun ved Guds magt, at vi kan blive hellige, som Han er hellig.

Når vi beder: "komme dit Rige", så gør vi det i tillid til, at Gud Han har magt til at føre syndere til frelse, når korset forkyndes til udbredelsen af Hans rige. Når vi beder: "Din vilje ske som i himlen, således også på jorden", så gør vi det i tillid til, at Gud Han har magt til at gøre alt og gennemføre alt efter sin viljes forsæt, Efeserbrevet 1,11. Når vi beder Ham om at: "forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere", så gør vi det i tillid til, at Gud Han har magt og autoritet til, på grundlag af Jesu blod udgydt for os, at rense os for al uretfærdighed.

Han har magt til at møde alle vores behov. Om det er fysiske behov, om det er åndelige, sjælelige, mentale behov, så har Gud magt til at gribe ind og møde os med sin kærlighed og møde os med sin nåde og sin omsorg og sin hjælp. Det har Gud magt til at gøre. Er det ikke fantastisk? Amen.

Din er æren

Vi udtrykker som troende vor tillid og tro til Gud, når vi lovpriser Ham med ordene: "for dit er Riget og magten". Hvad er det så, vi beder til sidst? Så beder vi: "din er æren", det er den sidste del her. Din er æren.

Med privilegiet af at være blevet ført ind i Guds rige og har set og erfaret Hans magt. Så er der kun en passende ting tilbage for os at gøre, og det er, at give Gud al ære. Det er det eneste, der er passende. "For dit er Riget og magten og æren i evigheden! Amen."

Men farisæerne, og også kætterne i vores tid, havde vranglærerene, mens de tager af og til sig selv, så kaldes vi som Guds børn til at give al ære til Gud. En af de grundlæggende kendetegn ved den afsporede kirke, som i historien også har bevidnet, hvad vi har set med den katolske sekt, det er, at den har taget til sig selv en ære, som kun tilkommer Gud. Vi ser det med for eksempel paven, der agerer som mellemmand mellem Gud og mennesker. Maria, som co mediatrix formidler. De tager den plads, som kun tilkommer Kristus.

Den protestantiske reformation var et et opgør imod det hovmod, som vi ser i den her form for korrumpering af kirken gennem århundreder. Med det, så kom den reformatoriske proklamation; Soli Deo Gloria. Alene Gud tilkommer æren. Frelsen kommer fra Herren alene, og alt det, som kommer til os, er velsignelser. Det kommer ovenfra fra Gud. Ingen kan retfærdigt sige, at det var mig, der gjorde det, det var min fortjeneste. Som Johannes døber han vidnede:

"Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået givet det fra himlen." (Johannesevangeliet 3,27.)

Men når vi lovpriser Gud og siger æren er Hans i al evighed. Så må det, som står som det stærkeste og mest centrale for os, det må være den gave, som Gud Han har sendt til os fra himlen. Og den gave, som Han har sendt til os fra himlen, det er Hans søn, Jesus Kristus. Amen.

Synden stjæler æren

Når vi taler om ære eller herlighed, så tænker vi på Herrens herlighed som udtrykt i Kristus Jesus, Guds Søn, som kom og tog bolig iblandt os og gjorde sin herlighed kendt for mennesker. En herlighed, som den enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Mennesker de så Guds herlighed demonstreret foran deres øjne på den mest fantastiske måde, da Guds enbårne Søn, Han led og døde på korset for at frelse syndere. Der så de Guds herlighed blive åbenbaret. Når mennesker de ser hen til Ham, og når de tror på Kristus til frelse, jamen så er det, at Gud får ære.

Når vi som troende ser hen til korset som udgangspunkt for vores liv, så fører det os til med lovprisninger at udbryde din er æren, Herre, din er æren. Med Paulus i Romerbrevet kapitel 11 og vers 36:

"fra Ham og ved Ham og til Ham er alle ting. Ham være ære er til evig tid! Amen."(Romerbrevet 11,36)

Vor største ønske i alle vores motiver, alle vores handlinger, alt det vi gør. Vor største motiv, det må være at bringe, ære til Gud. Hvad er det så der sker, når vi synder imod Gud? Det der sker, det er, at når vi synder, når vi bryder Hans bud, så forsøger vi faktisk at tage æren til os selv. Vi forsøger sådan set at stjæle æren fra Ham.

Tænk på den første synd, hvorfra al synd udspringer. Adam og Eva de vil have noget til sig selv, som kun tilkommer Gud. Selv om de havde Guds herlighed, så begærede de mere, og de lod sig bedrage af slangen. Men det der skete, var at de, alt imens de troede, de fik noget, så mistede de Guds herlighed. Som Romerbrevet kapitel 3 vers 23 siger: "alle har syndet og mistet herligheden fra Gud." Men når vi som troende gør det, som er velbehageligt for Gud, så bringer vi ære til Gud. Så bringer vi ære til Gud. Så fornægter vi os selv, vi siger, det ikke mig, Herre, men det er dig, som skal æres, som Johannes Døber han sagde: "Han skal blive større, jeg skal blive mindre."

Som Paulus han også sagde: "Dør fra os selv for at leve med Kristus." Som han udtrykte det; korsfæstes med Kristus. Det er der, hvor vi bringer ære til Gud, fordi der så giver vi til Gud, det der i virkeligheden er Hans. Det er, at vi giver Ham vores liv. Vores liv det er Hans. Det er Ham, der fortjener al ære for vores liv.

Tager du selv æren?

Så jeg vil gerne spørge dig: har du givet Ham dit liv? Har du overgivet dit liv til Jesus? Har du vendt om fra din synd og givet dig selv til Ham? Bringer du, med dit liv ære til Gud ved at aflægge det gamle liv, ved at aflægge din synd, ved at vende dig bort fra de ting? Eller tager du ære til dig selv, en ære som kun tilkommer Ham? Stir dig ind i sandhed, kære broder og søster, kære tronende, stir dig i sandhed en lovprisning til Gud fra dit hjerte. Når du i sandhed anerkender, at Riget er Hans, at magten er Hans og æren er Hans i al evighed. Kan du sige med salmisten:

"Kun ét ønsker jeg fra Herren. Kun det længes jeg efter at bo i Herrens hus, så længe jeg lever, så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed og søge svar fra Ham i hans tempel."

Kan du sige det, bror og søster? Med Fader vor, så lærer Herren os, ikke blot, hvordan vi skal bede, men når vi lærer omkring den her bøn, så lærer vi at spørge os selv, om vi kan bede på den her måde, Han lærer os med et oprigtigt hjerte. For det er ikke bare et spørgsmål om at sige de rigtige ord. Det er et spørgsmål om at have den rigtige indstilling og have det rette hjerte, fordi det er også det som den her undervisning begynder med. Som Jesus sagde: "Når I beder, må I ikke være som hyklerne." Hvordan er jeres indstilling? Hvordan er dit hjerte? Det som Jesus, Han kaster lys på her, det er, at Han kaster lys på vores hjerte, og så spørger Han os ikke, hvordan I gør, men hvordan I er.

Hvordan står det til? Det er det, som er det vigtige. Vær ikke som dem. Vær ikke som hyklerne. Vær ikke en, der glemmer Gud og lever for dig selv? Vær ikke en, der søger din egen ære, men ikke Herrens ære alene. Vær ligesom Ham rettere, som du er kaldet til at tjene. Vær ligesom Ham, som du kaldet til at efterligne, som du er kaldet til at vandre med og leve for. Ham, som gav afkald på sig selv og sagde ikke min vilje, men din vilje. Vær som Ham. Må vi blive mindre, og Han blive større i vores liv. Må vi ligne Ham.

Må vi søge Hans ansigt i bøn på den måde og efter det mønster og med det hjerte, som Jesus Han lærte os, hvor Hans er Riget og magten og æren i evighed. Amen.