Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge (del 1)

Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge (del 1)
audio-thumbnail
Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge (del 1)
0:00
/2645.876281

Kære menighed, godt nytår! Dejligt at se jer og at være sammen med jer. Herren har givet os et et nyt år, som ligger foran os. Et nyt år, hvor vi kan leve med ham, og hvor vi kan glæde os i ham. Vi kan tjene ham. Vi kan vidne om ham og i alle livets forhold herliggøre ham. Gud er en vidunderlig Gud, og på grund af Kristus, så har vi det fantastiske privilegium, at vi kan få lov at have fællesskab med ham og fællesskab med hinanden som menighed. Ud af taknemlighed til Gud for alt det, som han har gjort for os, alt det han har gjort i os, så ønsker vi at give ham ære; vi ønsker at herliggøre hans navn. Ofte når vi tænker på at herliggøre Gud, så tænker vi på, hvordan vi kan lovprise ham og tilbede ham, som vi lige har gjort. Vi tænker på, hvordan vi kan fortælle om ham og vidne om hans godhed. Men Bibelen lærer os, at vi er kaldet til at herliggøre Gud med hele vores liv, med alt hvad vi gør, alt hvad vi siger, alt hvad vi tænker.

Her i begyndelsen af det nye år vil vi gerne sætte fokus på et område i vores liv, som vi måske ikke taler om så ofte, men som spiller en helt central rolle i vores liv i forhold til at ære Gud, og det er området omkring penge og økonomi. Det er et område, som vi som kristne har brug for, inklusiv mig selv, at blive undervist i og blive mindet om, fordi vi lever midt i en verden, hvor materialisme og grådighed er i højsædet.

Vi ser, hvordan private økonomier er præget af gæld og overforbrug, hvordan at økonomi bliver behandlet sløset og tilfældigt. Vi ser, hvordan mennesker er plagede af bekymring for, hvordan de skal få tingene til at hænge sammen. Vi ser, at mennesker lader sig friste af kviklån for lige at få råd til til endnu en ferie eller til nogle alt for dyre gadgets. Vi ser også mennesker spiller lotto, fordi de tænker at med nogle millioner på bankbogen, så vil vi da blive lykkelige, så vil vores problemer være løst.

Har Guds ord noget at sige om de her ting? Det har det i den grad. I dag vil jeg gerne dele et par budskaber med jer, som jeg også har delt for nogle år tilbage, da vi som menighed havde et længerevarende tema med titlen: Jeg og mit hus. Det var et tema, som tog udgangspunkt i Josvas vidnesbyrd til Israels folk om, at jeg og mit hus vil tjene Herren. Under dette tema satte vi fokus på en række forskellige ting omkring ægteskab og familieliv, men også i det hele taget praktiske og dagligdags aspekter af det at leve som en kristen. Hvordan vi ud fra skriften kan leve efter det mønster, som vi ser der som kristne.

Som en del af det tema, så havde jeg et par prædikener omkring økonomi, og som optakt til de to prædikener havde jeg også en prædiken, der hed: Jeg og mit hus vil arbejde for Herren, som jeg lige kort vil nævne lidt fra, inden vi tager hul på dagens budskab. I den prædiken talte jeg om, at vi har et kald til at arbejde for Herren. Det at arbejde, det at bruge rigtig store dele af vores liv på at gå på arbejde og tjene penge, det er ikke bare noget, der skal gøres. Det er ikke bare noget sekulært, som Gud ikke har nogen interesse i, men faktisk har Gud skabt os til at arbejde. Han har skabt os til at bruge vores hænder til at frembringe noget godt, til at frembringe noget, som ville være til gavn for os selv og vores nærmeste, men som også ville være til gavn for alle andre omkring os. Når vi i vores dagligdag tager på arbejde, eller når vi er derhjemme og tager sig af børn og hus og andre ting, så er det ikke noget, vi bare gør for os selv, men det er noget, vi er kaldet til at gøre af hjertet for Herren. Det er i øvrigt noget, som gælder på alle områder i vores liv. I Kolossenserne 3, 23 står der:

Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.

Så alt hvad vi er, og alt, hvad vi gør, har noget med vores relation til Gud at gøre. Gud kalder os til at leve vores liv og vores dagligdag med den her forståelse dybt forankret i os. I Ordsprogernes Bog kapitel 3, 6, står der:

Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.

Så Guds ord, Guds tanker og vores tanker omkring Gud må præge alle områder af vores liv.

I dag skal vi se på det her emne omkring økonomi, som også fylder meget i vores hverdag, og som måske kan virke meget verdsligt eller sekulært. Når vi arbejder, så skaber det en værdi, som andre er villig til at betale os penge for. Jo mere vi arbejder, jo bedre vi er til vores arbejde, des mere er andre typisk villige til at betale os for det. Når du så har arbejdet hårdt og tjent nogle penge, så er det umiddelbart naturligt at tænke: "Jamen så er det jo mine penge nu, som jeg af min egen kraft har fortjent, og nu kan jeg bruge dem, som jeg vil". Det er sådan, de fleste mennesker lever. Det er sådan de tænker og lever deres liv og bruger deres penge. De bruger dem, som de nu lige har lyst til, for de har selv tjent dem. Men Guds ord lærer os, at sandheden er en anden. I Femte Mosebog kapitel 8, 17 siger Gud sådan her:

Sig ikke til dig selv: »Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig hele denne rigdom.« Husk på Herren din Gud; det er ham, der giver dig kraft til at skabe rigdom...

Kraften og styrken til at arbejde og tjene penge, er ikke vores egen fortjeneste, men den kommer fra Gud. Hvad end du har, og hvad end du tjener af penge, så er der ingen grund til stolthed på det område, for det er en evne, som Gud har givet dig. Så alt hvad vi har, kommer fra Gud. I må gerne slå op i Første Krønikebog og kapitel 29, for der læser vi nemlig om, hvordan kong David han bekræfter denne sandhed. I Første Krønikebog 29 har der været en stor indsamling, hvor folket har givet store gaver til opførelsen af templet, og efter indsamlingen, så lovpriser kong David Gud for de ting, som er sket, og det er en del af den takke bøn, som vi skal læse. I første Krønikebog 29, 12-14 der siger kong David sådan her i sin takkebøn:

Rigdom og ære kommer fra dig, du hersker over alt, i din hånd er kraft og styrke, det står i din magt at give storhed og styrke til alle. Så takker vi dig nu, vor Gud, og lovpriser dit herlige navn. For hvem er jeg, og hvad er mit folk, at vi har formået at give disse frivillige gaver? Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd.

David var selvfølgelig konge af landet og havde store beføjelser, men han havde også sin egen pose penge at bruge af, som var hans at formidle og forvalte, og han har selv givet store summer til opførslen af templet. Men i stedet for at tage æren for det, så bekender han ydmygt her i vers 14, at det er jo dig Gud, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd. Så alt hvad vi har af penge og ejendele og alt muligt andet, det må vi forstå, at det kommer fra Gud. Det er ikke vores egen fortjeneste. Faktisk så siger Guds ord, at alt, hvad vi ejer, slet ikke er vores. Det tilhører stadig Gud. Bibelen siger meget tydeligt, som vi skal se på lige om lidt, at Gud ejer alting, og hvad vi har, det er egentlig ikke vores, men det er noget, som han har betroet os at forvalte. Det er et emne, som Bibelen har rigtig meget at sige om, og det er det, som vi skal se på i min prædiken her i dag og næste gang under titlen: Jeg og mit hus vil forvalte Guds penge.

Guds ejerskab

Før det giver mening at tale om forvalterskab, så er det afgørende, at vi har en klar forståelse af Guds ejerskab. Jeg vil gerne læse en række skriftsteder for jer, som hjælper til at mærke tyngden af, hvor tydelig Guds ejerskab fremgår af skriften. I behøves ikke at slå de her skriftsteder op. Jeg kommer til at læse dem kort efter hinanden. Der står for eksempel i Salme 24, vers 1:

Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren.

I Femte Mosebog 10:14 står der:

Himlen og himlenes himmel og jorden med alt, hvad der er på den, tilhører Herren din Gud.

I Haggajs bog kapitel 2, 8, står der:

Mit er sølvet, og mit er guldet, siger Hærskarers Herre.

I Tredje Mosebog 25, 23, siger Gud:

Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit...

Og i Salmernes Bog kapitel 50, 10-12 står der:

..for alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge. Jeg kender alle fuglene i bjergene, markens dyr hører mig til. Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min, med alt, hvad den rummer.

Vi ser her, hvordan Gud helt klart og utvetydigt erklærer, at han er den absolutte og reelle ejer af alting. Og ikke nok med at Gud han ejer alting, Han ejer også os. Paulus siger i Første Korintherbrev 6, 19:

I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt.

Så Gud ejer os dobbelt, kan man sige. Både fordi han har skabt os, men også fordi han har købt os med sin elskede søns blod på korset.

Gud betror os at forvalte

Gud ejer alting, og alting kommer fra ham og det vi har, det, som vi umiddelbart tænker, er vores, det er noget, som Gud har givet os, og han har betroet os at forvalte. Det er et princip, som gælder på alle områder af vores liv. Alt, hvad vi har, er noget, vi skal forvalte. Vi skal forvalte vores tid. Vi skal forvalte vores evner. Vi skal forvalte vores penge, vores relationer, vores arbejde, vores menighed og så videre. Alt, hvad vi er blevet betroet, skal vi forvalte. Men i dag har vi fokus på emnet omkring, hvordan penge skal forvaltes. Hvordan vi som kristne er kaldet til at forvalte Guds penge.

Lignelsen om den uærlige godsforvalter

Princippet omkring forvalterskab er måske et princip, vi godt kender sådan generelt set i dag, men det er også et princip, som skriften adskillige gange bruger. I må gerne slå op i Lukasevangeliet kapitel 16. Jesus har en række lignelser omkring forvalterskab, men her i Lukas 16, der har vi sådan rimelig kort opsummeret, hvad grund elementerne af ejerskab er, og hvad forvalterskab består i. Så lad os læse et par vers her. Lukas 16, der læser vi vers 1 og 2, så vi læser bare lige indledningen til lignelsen. Der siger Jesus til sine disciple:

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter.

Vi har en rig mand, som er Gud, der ejer alting, og vi har en forvalter, en godsforvalter, som er hver enkelt af os, og vi er blevet betroet at forvalte Guds ejendom. Der står også her, at vores forvalterskab en dag vil ophøre, og at vi kommer til at stå til regnskab for eller aflægge regnskab for, hvordan vi har forvaltet. Og lidt længere nede i lignelsen eller efter lignelsen, så står der i vers 12, hvad der egentlig definerer godt forvalter skab. Der står nemlig:

Og hvis I ikke har været tro med andres ejendom, hvem vil så give jer noget at eje selv?

Så en forvalters opgave er at være tro med andres ejendom. Det vil sige at være trofast over for, hvordan ejeren vil, at hans penge skal forvaltes. Det er vores kald at være trofaste med det, Gud har betroet os. Men før vi kan være trofast i det kald, så er det afgørende, at vi også ved, hvordan Gud vil, at vi skal forvalte hans penge, og at vi kender ejerens interesser. Før vi dykker nærmere ned i det, så vil vi bruge lidt tid på at se på et andet spørgsmål.

Hvor vigtigt er det her med penge egentlig for Gud?

Er det ikke bare noget, vi sådan mere eller mindre styrer, så længe vi har et ønske om at ære ham og adlyde ham, så kan vi ligesom selv selv styre det med med penge og økonomi?

Hvis vi læser igennem skriften gennem biblen, så finder vi mere end 2000 skriftsteder som handler omkring penge og ejendele. Hvis vi går til evangelierne alene og ser på, hvad Jesus han egentlig taler meget om, så ser vi, at penge og ejendele fylder rigtig meget i hans undervisning. Mere end himmel og helvede mere end tro og bøn.

Grunden til, at det her emne er så vigtigt, det er fordi, at vores penge på mange måder repræsenterer os. Vi bruger stor del af vores liv på at arbejde og tjene penge. Hvordan vi så bruger de penge, vi har tjent til, afslører rigtig meget omkring vores prioriteter, vores værdier og hvad der egentlig bor i vores hjerte. Man kan sige sådan her: Vis mig din bankkonto, så skal jeg fortælle dig, hvad det er, der betyder noget for dig. For der er en tæt relation mellem vores åndelige tilstand og den måde, vi bruger penge og ejendele, vores indstilling til penge og ejendele.

Tolderen Zakæus fik Jesus som Herre

Prøv at bladre lidt frem i Lukasevangeliet til kapitel 19, der læser vi om Jesus, der besøger tolderen Zakæus, som var en rig mand. Han var bl.a. blevet rig ved at opkræve for meget told og stikke pengene tilside til sig selv. Men efter at han har mødt Jesus, så læser vi i Lukas 19, 8-9:

Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn.

Jesus, ser Zakæus gavmildhed og ærlighed omkring penge, noget han ikke tidligere var kendetegnet af, men som han lige pludselig nu står ved og bekender. Og så udbryder Jesus: "Frelse er kommet til dette hus". Zakæus' villighed til at bo og leve ærligt omkring økonomi og til at skille sig af med sine penge, det var et klart tegn på, at han havde omvendt sig til Gud. Faktisk er det det eneste kendetegn, som er nævnt i denne her passage.

Omvendt så læser vi et andet sted i Mattæus 19 omkring en en rig ung mand, som kommer til Jesus og spørger:

Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?

Jesus taler med manden her omkring loven og om, at han skal holde budene. Det påstår manden, at det har han holdt alt sammen. Men så siger Jesus til ham:

Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!

Og så står der efterfølgende:

Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.

Det er ikke fordi, at Jesus nødvendigvis kalder enhver til at skaffe sig af med alle deres ejendele. Men Jesus, han testede den her mand på det første bud: Du må ikke have andre guder end mig. Jesus vidste, at penge var denne mands gud eller afgud. Som Randy Alcon har sagt: "Hvis ikke Kristus er herre over dine penge og dine ejendele, så er han slet ikke din Herre". Eller som Jesus siger: "Vi kan ikke tjene både Gud og mammon".

Et sidste bemærkelsesværdigt eksempel vi skal se, er i Lukas kapitel 3, hvor vi igen ser forholdet mellem vores åndelige tilstand og vores forhold til penge. Vi skal læse nogle vers her omkring Johannes Døberen fra vers 7-14. Læg mærke til de ting, som folkeskaren spørger omkring, og hvad Johannes svarer:

Til de skarer, der kom ud for at blive døbt af ham, sagde han: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da de frugter, som omvendelsen kræver, og kom ikke og sig ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«
Skarerne spurgte ham: »Hvad skal vi da gøre?« Han svarede: »Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.« Der kom også nogle toldere for at blive døbt, og de sagde til ham: »Mester, hvad skal vi gøre?« Han svarede dem: »Opkræv ikke mere end det, der er foreskrevet jer.« Også nogle soldater spurgte: »Hvad skal så vi gøre?« Og til dem sagde han: »Ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn.

Læg mærke til her, at der ikke er nogen der spørger Johannes omkring penge og ejendele. De spørger blot, hvad de skal gøre. De spørger blot ind til det her med omvendelsens frugter, som Johannes har talt om. Men læg mærke til alle Johannes svar handler omkring penge og ejendele. Del af dit tøj og din mad med den fattige, siger han. Opkræv ikke mere end hvad der er ret og være tilfredse med jeres løn. Så de her ting er så tæt koblet med det at følge Gud og med at omvende sig ham til ham, at Johannes ikke kunne tale om om omvendelse uden, at komme ind på de her områder. Som Martin Luther engang har sagt, er der er tre omvendelser, der må finde sted i den kristnes liv. Omvendelsen af hjertet. omvendelsen af sindet og omvendelsen af pengepungen.

Vores forhold til penge karakteriserer vores forhold til Gud

For at opsummere, så kan man sige, at vores forhold til penge siger noget om vores forhold til Gud. Håndteringen af penge kan ikke bare være noget sekulært i vores liv, et område som Gud ikke har noget at skulle have sagt omkring. Det er et område, hvor vi ligesom alle andre områder i vores liv må kontinuerligt ransage os selv og søge Gud for hans anvisninger til, hvordan vi skal forvalte det, som han har betroet os. Vi må søge ham, så vi ikke bare følger med strømmen omkring os.

Måske er der nogen af os, der tænker sådan omkring vores økonomi: "Det er ikke fordi, at vi synes det er så meget at forvalte. Når måneden er gået, så er kontoen ligesom tilbage på samme niveau som den var i starten af måneden, eller måske endda lavere. Så hvis bare vi havde flere penge, så ville vi kunne kunne give, og så ville vi have noget, der skulle forvaltes". Men sandheden er den, at vi har flere penge. Alle os som sidder her, som bor i Danmark og som bor i Vesten - vi har langt flere penge end størstedelen af verdens befolkning. På mange måder, så er vi blevet betroet mere at forvalte end de fleste andre i verden. Men lige meget om vi har lidt, eller vi har meget, så er vi ansvarlige for det, vi har.

I slutningen af lignelsen, som vi så i Lukas 16 omkring forvalterskab, så siger Jesus i vers 10 at:

Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store.

Så spørgsmålet er ikke så meget, hvad vi ville gøre, hvis vi havde en million kroner på bogen. Spørgsmålet er, hvad vi gør med de hundrede kroner eller tusind kroner eller 10.000 kroner, som vi har at forvalte?

Når vi ved, at vores håndtering af penge og ejendele har stor betydning for Gud, så lad os se lidt mere på, hvad Bibelen siger om, hvordan vi skal forvalte de penge, han har betroet os. Skriften taler om, at vi skal arbejde med vores hænder, og det skal vi, dels for at vi kan forsørge os selv og vores nærmeste, men også fordi at vi skal have noget at give til dem, som har behov for hjælp. Og det er grundlæggende sådan, at vi kan dele vores indkomst op. Noget af det, Gud betror os, skal vi beholde, fordi vi selv har brug for det, og noget skal vi give videre til andre, fordi de har brug for det.

Det har aldrig været Guds intention, at vi skal beholde det hele selv, som om det var vores. Nej, alt hvad vi har, er Guds. Og noget af det er til os selv, og noget af det skal vi give videre til andre. I må gerne slå op i Andet Korintherbrev 9. Der udtrykker Paulus nemlig den her tanke. Andet Korintherbrev 9, 10-11 starter vi med at se på:

Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os.

Der står her, at ham der forsyner er Gud. Det er Gud, der forsyner, det er Gud, der forsørger os, det er Gud, der giver os, hvad vi har brug for. Det er ham, der giver os et job, når vi har brug for det. Det er ham, der giver os den hjælp, vi har brug for, så Gud forsyner. Og så har vi sædemanden. Det er os, som Gud forsyner. Så står der, hvad han forsyner os med. Der står, at han forsyner os med udsæd. Det vil sige det, der skal gives videre til andre. Og han forsyner os med brød at spise. Og det er det, vi skal beholde selv. Så her ser vi det her mønster med, at noget er til os selv, og noget skal videre til andre. Udsæd er et andet ord for for såsæd, så det er noget Gud giver os, så vi kan så det ind i Guds rige og give det til andre mennesker. Give det til menigheden og så videre. Det er noget, som han betror os, for at vi skal give det videre til andre. Og så giver han os brød at spise for det, han ved jo selv, at vi har brug for at kunne tage vare på os selv, kunne tage vare på vores familie og de nærmeste omkring os. Så de her to dele er vigtige at holde os for øje.

Så står der i vers 11, at Gud vil forsyne os rigeligt, så vi har masser til at forkæle os selv og leve godt og mageligt og nyde det gode liv. Nej, det er ikke det, der står. Det er slet ikke det, der står. Der står, at han vil give os rigeligt af alt til al gavmildhed. Oppe i vers 8 står der lidt det samme. Der står:

Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt...

Det vil sige, vi har det, vi selv skal bruge. Vi har nok af alt. Og så står der: og endda overflod til hvad? Til at gøre godt. Det vil sige til at give videre til andre, til at velsigne andre.

Gud prøver vores hjerter

Så der er noget af det, Gud betror os, der er til os selv, og noget, der er til andre. Hvis Gud vil, at andre skal have noget af det, som han har givet os, hvorfor giver han det så ikke bare direkte til dem, som nu har brug for det? Gud kender kender vores behov, kender alle mennesker og ved, hvem der har brug for hvad. Det er der flere årsager til. En af dem er, at han gør det for at prøve vores hjerter, så vi kan vokse i hellighed og kærlighed. Gud prøver os for at se, om vi vil dele med andre og Gud, eller om vi bare er optaget af os selv og vores egen ønsker og behov. For eksempel en lønforhøjelse. Det kan vi se som en velsignelse fra Gud, og det er det, men det er også en prøve på vores hjerter. Fordi hvad vil vi gøre med det ekstra, vi har fået? Er det noget, som bare går til os selv og os? Ja, hvad vi nu end måtte have lyst til at bruge pengene på. Eller er det noget, som vi er villige til at lade gå videre til andre?

Vi får del i Guds giverglæde

En anden årsag til, at Gud han giver os mere, end vi har brug for, er fordi han ønsker at give os del i hans giverglæde. Gud er den, den store giver. Han har skabt verden. Han har givet sin elskede søn og så videre. Han har givet på alle mulige måder. Og det er hans glæde at give, og han vil, at vi skal have del i den glæde, og derfor giver han os noget, som vi kan give af. I den passage, vi lige har læst bruger Paulus dette begreb udsæd. Det leder os lidt til at se på princippet omkring at så og høste. Nogle få vers tidligere her i Andet Korintherbrev 9, der står der i vers 6 sådan her:

For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt.

Det er et vers som herlighedsteologerne eller herlighedsteologien er blevet misbrugt som værende Guds pengemaskine. At jo mere vi giver, des rigere bliver vi. Man kan måske også undre sig over, hvad der egentlig menes her; er det Guds opfordring til, at vi skal søge vores egne motiver og grådighed? Det ved vi jo godt, at det selvfølgelig ikke er. Men det er også meget nemt at læse ud af passagen. For i verset lige efter forklarer Paulus sådan her:

Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.

Bekymring over penge

Paulus appellerer her til glæden ved at give, Gud elsker en glad giver. Når Paulus i vers 5 opmuntrer menigheden til at give en rundhåndet gave, så er det ikke, fordi han vil lægge et pres på menigheden. Men det er for at minde dem om glæden og velsignelsen ved at give og ved at give rundhåndet. Det der kan være problemet er, at den glæde ved at give måske kan blive opslugt af bekymringen for at mangle. Derfor tilføjer Paulus sådan her i vers 8, som jeg har læst at:

Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt.

Så der er ikke nogen grund til bekymring. Det ser vi adskillige steder i skriften, at Gud, han forsikrer os om, at han vil forsørge os. Det er ikke altid, vi lige kan se, hvor pengene skal komme fra, eller hvor det job blev af, som vi står og mangler. Men Gud har lovet os, at han sørger for os. Han giver os, hvad vi har brug for. Så det her med at så og høste, det er ikke Guds pengemaskine til de kristne. Nej, det er nærmere en end en glædes-maskine eller en glædes-foranstaltning, som han har givet os. Hvis det er en glæde at give, jamen så jo mere vi har mulighed for at give, desto større kan vores glæde blive. Hvis det med at så det giver mere udsæd, så giver Gud os med det her princip en mulighed for til stadighed at vokse i det her område med alt at give og så ind i Guds rige.

Det der er lidt omvendt i Guds ord er, at vi lever i en verden, som hele tiden prøver at appellere til os omkring glæden ved at eje ting og eje mere og mere. Mens Gud i sit ord han prøver at lære os om glæden ved at give mere. Verden med alle dens reklamer prøver at sælge os glæde og lykke. Hvis vi bare havde flere penge, så ville livet være lettere, og så kunne vi gøre det ene og det andet, at vi kunne købe lige, hvad vi havde lyst til. Tænk, hvis man havde råd til et større hus eller en nyere bil eller en mere eksotisk ferie eller mere elektronisk legetøj eller nyt og smart tøj og så videre. Alle de her ting vil verden gerne sælge os Det er ligesom det, verden her på jorden går ud på. Jo mere vi kan rage til os, jo gladere bliver vi, hvilket på ingen måde er tilfældet. Den glæde man får ved det, den smuldrer akkurat lige så hurtigt, som den kommer. Det ender i tomhed, og det er noget, som også skriften lægger vægt på og understreger meget klart.

Der er et par skriftsteder relateret til det i Prædikerens Bog 5, 9:

Den, der elsker penge, bliver ikke mæt af penge, den, der elsker rigdom, får intet udbytte af den. Også det er tomhed!

L Lukasevangeliet 12, 15 siger Jesus:

Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.

Og i Hebræerne 13, 5 står der:

Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har.

Så Gud advarer os mod at købe ind på denne verdens materialistiske idealer. Der, hvor verden elsker penge og bruger mennesker til at få penge og få flere penge, så kalder Gud os til det modsatte, nemlig til at elske mennesker og bruge penge til at velsigne og gøre godt mod andre. Der hvor verden elsker penge og bruger mennesker eller udnytter mennesker til at få penge, der kalder Gud os til det modsatte. Han kalder os til at elske, elske ham selvfølgelig og elske mennesker og bruge penge, udnytte penge, udnytte økonomi til at velsigne og gøre godt mod andre. Så det er helt modsat verdens agenda.

Hvor mange af Guds penge skal jeg beholde?

Så vi har slået fast, at vores kald er at forvalte Guds penge, og at han har givet os noget til os selv og noget til andre. Men i stedet for at spørge jamen hvor mange af mine penge skal jeg så give væk? Så er det et bedre spørgsmål at stille: Hvor mange af Guds penge skal jeg beholde? Hvor meget har jeg egentlig brug for af alt det, som Gud har betroet mig? For vi må forstå, at alt, hvad Gud har betroet os, er det ikke til os selv det hele. Noget af det er brød at spise, og noget af det er udsæd, som vi skal give videre.

Gud giver os ikke sådan en matematisk formel, vi kan beregne det ud fra Hvor meget skal vi beholde? Hvor meget skal vi give? Men Guds ord har en masse eksempler og principper, vi kan leve efter, og vi ser en hel række eksempler på, hvordan kristne i Bibelen har levet med økonomi. Det er noget af det, vi kan spejle os i.

Vi hører for eksempel om Jesu disciple, som forlod alt for at følge efter Jesus. Men pointen i deres tjeneste er ikke så meget, at de forlod alt, men mere det, at de fulgte Jesus og for at følge ham, fordi han vandrede rundt på jorden og havde en omrejsende tjeneste, så var de jo nødt til at forlade alt for at følge ham. Men vi ser også, at Jesu disciple stadigvæk havde et hus at komme hjem til, der hvor Jesus skulle bruge en båd, så havde de også en båd til rådighed, så han kunne komme ud på søen og så videre.

Senere i Apostlenes Gerninger og i mange af brevene, der hører vi om, hvordan at folk, der havde huse, på den måde, havde mulighed for at give plads til til hus menigheder. Vi hører om rige mennesker, som støtter Paulus i hans missionsarbejde og ligesådan andre missionærer, der rejser ud. Når Paulus skriver i Første Timotheus Brev 6, da formaner han de rige, så siger han ikke, at de ikke må være rige. Men han siger til dem, at de skal være gavmilde, og at de ikke skal sætte deres lid til penge, men til Gud.

Så der er nogle som rejser ud på missions marken. Der er nogle der er i fuldtids tjeneste og på den måde ikke ikke selv tjener penge, men arbejder for Gud på fuld tid. Så det er der nogen der gør. Så er der andre som har et almindeligt job, og som tjener penge og kan støtte og hjælpe dem, som rejser ud eller dem som arbejder fuldtid. Men fælles for dem, der rejser ud, og dem, der bliver hjemme, er, at vi må være villige til at ofre alt, hvad vi har for Guds rige. For Jesus, han siger helt klart som som et kald til sine disciple, at ingen kan være min discipel uden at give afkald på alt sit eget.

Så alt, hvad vi har, det må vi lade stå til rådighed for Gud, og han må lede os hver især til, hvordan vi skal forvalte det, som han har betroet os. I denne her prædiken har vi ligesom lagt fundamentet omkring Guds ejerskab og vores forvalterskab, og det skal vi se videre på næste gang.

I Guds ord er der som sagt fyldt med skriftsteder og passager omkring forvalterskab og et af de steder, hvor jeg selv har kigget for at lære omkring de her ting, er i en bog af Randy Alcon, som jeg også nævnte tidligere, som har skrevet en bog der hedder "Managing Gods Money". Meget af min undervisning her i dag kommer også inspireret af den bog. Så hvis du sidder med spørgsmål og har lyst til at dykke ned i det her emne endnu mere, så vil jeg klart anbefale den bog. Der er også mange andre gode bog bøger, men "Managing Godds Money" af Randy Alcon er en rigtig god guide til det her område, som har mange gode kapitler og overskrifter, som gør det nemt at finde svar på de spørgsmål man måtte sidde med.

Når vi indser, at det er Guds penge, vi forvalter, så bør de give os en helt ny bevågenhed i forhold til, hvordan vi håndterer penge i det daglige. De beslutninger, vi træffer, de ting, vi planlægger, det må være under indflydelse af Gud. Det alt sammen noget, han har betroet os at forvalte. Og som forvaltere, så er vores opgave at forvalte efter ejerens interesser, som vi så i lignelsen omkring forvalterskab. Gud kommer til at stille os til regnskab for vores forvalterskab, så lad os dykke ned i Guds ord for at at lære hans interesser at kende.

Jeg vil gerne afslutte min prædiken i dag af med nogle spørgsmål, som John Wesley havde som en kort guideline i forhold til at bruge penge. Han havde fire spørgsmål, han stillede sig selv og stillede for at overveje, hvordan han brugte sine penge. Dem vil jeg slutte af med her. Han spørger sådan her:

  1. "Ved at bruge disse penge agerer jeg som om jeg ejer dem. Eller agerer jeg som Herrens betroede forvalter"?
  2. "Hvilke skriftsteder leder mig til at bruge pengene på denne måde"?
  3. "Skal jeg give afkald på dette køb og give pengene som et offer til Herren i stedet"?
  4. "Vil Gud belønne mig for dette forbrug ved de retfærdiges opstandelse"?

Så tag de her spørgsmål med dig, når du og din husstand skal forvalte Guds penge. Amen.