Mikas bog, en introduktion

Vi skal sammen gennemgå den her fantastiske bog i Det Gamle Testamente, Mikas bog. Det har jeg længe glædet mig til, og det er min bøn, og det er mit håb, at vi som menighed må blive beriget og styrket af Guds levende Ord, som vi læser det i den her relativt korte, profetiske bog bestående af syv kapitler.

Derudover er det også mit håb og min bøn, at vi hver især må få lov til at lære Mikas Gud, den Gud som Bibelen åbenbarer, bedre at kende. At budskabet heri, at det må opildne os til at vandre mere tæt med den levende og den almægtige Gud i vores dagligdag, hvor vi reflekterer over Guds kærlighed og hans væsen midt i den forkvaklede og forvildede slægt, Filipperne 2:15: "som ikke kun Mika levede i, men som vi også i høj grad lever i i dag".

Vi vil igennem vores studier af Mikas bog se, at der er mange ligheder med den kultur, tidsånd og de problemstillinger som Mika talte ind i og med den verden og med den dagligdag, som vi befinder os i, i vores tid.

Derfor er en af nøgle budskaberne i Mikas bog også et klart budskab til os i dag. Hør hvad han selv siger i kapitel 6,8:

"Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig. Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent (eller på engelsk står der humble eller ydmygt) vandre med din Gud." (Mika 6,8)

Så det håber jeg, at I er med på, at vi tager den her rejse sammen igennem den her bog. Men før vi dykker ned i de enkelte profetiske budskaber i bogen, vil jeg gerne i dag give en introduktion til bogen, så vi bedre kan forstå den historiske kontekst, hvori disse budskaber blev givet. Det tror jeg vil hjælpe os til bedre at forstå bogens budskab i sin helhed.

Denne introduktion har jeg valgt at dele op i tre dele. Det er jo det klassiske; tre punkter til en prædiken. Tre dele med overskrifterne: Profeten, tiden og budskabet. Så med det sagt lad os starte med at læse det første vers i Mikas bog, kapitel 1,1 der læser vi de her ord: "Herrens ord om Samaria og Jerusalem, som Mika fra Moreshet modtog i et syn, dengang Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda."

Profeten

Så det første punkt "profeten". Når man starter med at læse Mikas bog, så er en af de første spørgsmål, der rejser sig der er: Jamen, hvem er Mika? Og hvor i alverden er Moreshet?

Til forskel for nogle af de andre profeter, hvor vi læser mere om deres baggrund, deres kaldelse og omkring forskellige ting, de gjorde og oplevede, så er det meget begrænset, hvad vi sådan får specifikt at vide om Mika.

Både i Mikas bog, men også i resten af skriften, står der ikke særligt meget om ham som person. Så på en måde helt fra starten af, så får man den her fornemmelse af, at manden Mika, han vil helst være i baggrunden og budskabet han kommer med, Herrens ord, det er det, der skal have den altoverskyggende plads og fokus.

Ét vers bliver der brugt på en kort introduktion, og så starter hans budskab lige på og hårdt, i vers 2, hvor han starter med at sige: "Hør, hør alle folkeslag". Ikke nogen lang introduktion. Det har jeg måske tendens til at komme med nogle gange. Men nej, lige på og hårdt i gang med budskabet.

Men vi ved, at han kom fra Moreshet. Han er Mika af Moreshet står der. Så han er bestemt ikke den samme Mika fra dommerbåden, som vi netop har læst om tidligere i dag, lad os slå det klart og fast.

Moreshet var en by, et landbrugssamfund placeret cirka 32 kilometer sydvest for Jerusalem. Det var et frodigt landbrugsområde, og han var sikkert vokset op som søn af en landmand eller en hyrde.

Men Gud, han kaldte ham til profet tjenesten til at være talerør for Gud til folket. Han var en profet, sendt primært til at forkynde Guds Ord til Juda, til det sydlige Israel. Men hans budskab var også rettet mod det nordlige Israel, som vers 1 allerede indikerer ved at nævne Samaria, som netop det nordlige Israels hovedstad.

Men egentlig er hans budskab også rettet til nationerne, der ligger uden for Israels grænser, som vers 2 også indikerer, som starter med ordene: "Hør alle folkeslag".

Som en, der er vokset op i et landbrugssamfund, en landsby dreng, så at sige, så er det tydeligt at se, gennem hans forkyndelse, at han har stor sympati for sine landsmænd. For de hårdtarbejdende landbrugs familier, for hyrderne, for dem, som er mindre godt stillet i samfundet, dem som man måske kunne kalde for udkants Israel.

Han var intimt bekendt med den uretfærdige behandling, som hans landsmænd led under, under en tyrannisk og korrupt ledelse, hvor de svage blev undertrykt og udnyttet af de rige og de velstillede.

Vi vil senere læse bl.a. i kapitel 2, hvordan Mika frygtløst formidler Guds Ord og taler de svages sag og går i klingen med overmagten. Han advarer dem om Guds dom og straf og kalder til omvendelse.

Mika han var ikke bange for at konfrontere uretfærdighed, at stå ansigt til ansigt med bødlerne. At pege på ondskaben, der florerede i landet, dem som undertrykte de svage og de fattige. Derfor er Mika også ofte blevet omtalt som "the profet of the poor" - de fattiges profet og Israels samvittighed.

Mika han frygtede kun én, og det var hans Gud, og Gud havde kaldet ham til at proklamere nogle budskaber, der alt andet end kildede i ørerne på dem som han var kaldet til at tale til. Den opgave var Mika den helt rigtige til som Guds salvede profet.

Mika han var en profet samtidig med profeterne Esajas og Hoseas. Hoseas han var en profet, der tjente primært i og til det nordlige Israel. Og Esajas var det primært til Juda i det sydlige Israel.

Selv om Mika nok stod lidt i skyggen af den her Mount Everest af en profet, nemlig Esajas. Så brugte Gud Mikas forkyndelse på en utrolig stærk måde, til at advare om dom og til at ruske nationen til fornuft, der, hvor løgn, afgudsdyrkelse, moralsk og åndelig forfald havde grebet fat i folket. Også til at bringe vækkelse til nationen under Hizkija's tid som konge.

Hans budskab havde en sådan tyngde og slagkraft, at ca. 100 år efter Mikas tid var det medvirkende til, at profeten Jeremias ikke blev slået ihjel. Det kan I læse om i Jeremias kapitel 26.

Mikas bog er en tour de force af budskaber, der har rystet, formet, opbygget og givet håb til Guds folk gennem generationer og helt frem til vores dag i dag. Det har den ene og alene fordi det netop er, som kapitel 1 vers 1 siger: det er Herrens ord, som Mika forkyndte.

Det, at Gud kalder Mika, den her landsby mand, som netop ikke var vokset op i et prestigefyldt Jerusalem, men på landet fra en relativ ukendt familiebaggrund. Det vidner om, at Gud i sin suverænitet bruger, hvem han vil, og som han vil.

Er man blot trofast i at lyde kaldet og gøre, som Gud befaler, så må Gud virke sin suveræne vilje, som han ved og gør det bedst.

Må det også opmuntre os her i Nordkirken, i det lidt ubetydelige Nordjylland at Gud han virker mægtigt ved at sætte ord og ved sin Helligånd igennem sit folk, sin menighed lige her, igennem dig og mig.

Gud han ser nemlig ikke på titler og stamtræer, på hvilken social klasse man tilhører, på ens bankbog og alt det andet ydre, som verden vægter så højt. Nej, Gud er langt mere interesseret i dit hjerte.

Da Samuel skulle salve Israels næste konge, var det fra en lille flække af en landsby han skulle findes, Betlehem. Det var ikke blandt Esajas store, høje, førstefødte sønner. Nej, det var den yngste og den "mindst" ubetydelige, det var David Gud skulle bruge. En, som var en mand efter Guds hjerte.

I processen med at finde den rigtige iblandt Esajas otte sønner. Der måtte Gud påminde Samuel i første Samuel 16,7 og sige til ham:

"Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet." (Første Samuel 16,7)

Hvem er som Gud?

Noget andet ved profeten Mika, som er vigtigt at pointere, det er hans navn. Vi ser ofte i Bibelen, hvordan navne har stor betydning, og det gør sig i høj grad også gældende her. Hans navn er nærmest en del af hele bogens budskab. Hans navn betyder "Hvem er som Gud?" Med sit eget navn stiller han et retorisk spørgsmål, hvor svaret selvfølgelig er, at ingen er som Gud.

Det vidner måske om, at Mikas forældre, som netop havde givet ham dette navn, at de var nogle gudfrygtige troende midt i en åndelig og moralsk mørk tid i Israels historie. Der var stadig en rest, der var stadig nogle sande tilbedere af den levende Gud. Nogle, som havde opdraget deres søn i troen og helt sikkert havde givet ham en opvækst som foreskrevet i Femte Mosebog 6,4.

En kultur i hjemmet vædet i Guds ord, hvor Guds lov skulle gentage sig, repeteres og fremsiges både i hjemmet og når man var ude. Når man gik i seng, og når man stod op, all day and everywhere skulle Gud have den centrale plads i livet og hverdagen. Et hjem fyldt med kundskaben om Gud.

Hvis det var tilfældet for Mika, så havde han en sådan tros styrkende opvækst uden tvivl været med til at give ham den stærke åndelige rygrad og ballast, som så tydeligt springer i øjnene, når man læser hans budskaber.

Kære forældre om I har givet jeres børn et bibelsk navn som Mika eller ej. Om de hedder Metusalem eller Mogens. Om de hedder Maria eller Matilde, så lad jeres børn vokse op med kundskaben om Gud, med Bibelen og evangeliet centralt i jeres hjem og dagligdag. Med bønnen om, at Gud vil virke gennem sit Ord og ved sin ånd, i vores familier og i vores børn. Og så er det ikke til at sige, hvad frugt og hvilken effekt det vil have midt i den verden, vi lever i. En forkvaklet, formørket og forvildet slægt, der desperat har brug for en som Mika til at sprede Guds lys.

Tiden, den historiske kontekst

Det andet punkt er tiden, den historiske kontekst. Vi læser igen i kapitel 1,1 i Mikas bog: "Herrens ord om Samaria og Jerusalem, som Mika fra Moreshet modtog i et syn dengang Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda."

Mika han tjente som profet, som Guds talerør til nationen, som en helhed, både til den nordlige og til det sydlige Israel, hvor Samaria og Jerusalem var de to respektive hovedstæder. Det gjorde han dengang, at Jotam, Akaz og Hizkija var konge i Juda.

Så tidsmæssigt befinder vi os altså i den sidste halvdel af det ottende århundrede før Kristus. Disse tre konger regerede alle i Juda. Det var altså af Davids slægts linje, den royale messianske slægts linje, som leder helt frem til den største og den mest fuldkomne af alle konger. Kongernes Konge og Herrernes Herre, nemlig Jesus Kristus, som i sandhed skulle frelse sit folk fra deres fjende. Den ultimative fjende, nemlig syndens og dødens magt og føre sit folk ind i en evig hvile og evig frelse, som ingen anden konge før har kunnet.

Men hvis man zoomer lidt ud og ser tilbage på Israels begyndelse og på Guds store frelsesplan for en fortabt verden udfolde sig. Først gennem løftet til Adam og Eva, at fra kvinden skulle der fødes en søn, et afkom, en frelser, der skulle knuse djævelens værk. Og at denne frelser skulle komme fra en udvalgt slægts linje.

Der udvalgte Gud Abraham ud af et afgudsdyrkelse folk og lavede en pagt med den her mand om, at Gud vil gøre ham, altså Abraham den barnløse mand, til et stort folkeslag. Gud, han ville velsigne ham og give ham et land. Og igennem Abraham skulle alle jordens slægter velsignes. Det læser vi om i Første Mosebog kapitel 12 og de første vers. Gud vil altså bringe sin frelse til hele verden, gennem Abraham og hans afkom, som er den lovede Messias.

Gud han er trofast. Han holder sit løfte og Abraham, han får en søn, Isak. Senere får Isak hans søn Jakob. Og Jakob, som senere får et nyt navn, nemlig navnet Israel, bliver far til tolv sønner.

Jakobs familie, på grund af en syv år lang hungersnød flytter til Egypten, hvor en af hans sønner, Josef ved Guds forsyn allerede var sendt til for at redde verden fra sult. Og mere vigtigt for at redde den messianske slægts linje.

Her i Egypten vokser Jakobs familie sig til et stort og talrigt folk og senere gjort til slaver. Trods 400 års undertrykkelse, så vokser de sig til et kæmpe folk. Nogle estimerer omkring halvanden til to millioner mennesker.

Vi kender historien om, hvordan Gud kalder Moses og senere Josva til at lede Israel ud af Egypten, gennem ørkenen og ind i løftets land. Det land, som Gud havde lovet og givet Abraham, hvor Guds folk skulle tilbede Gud alene. Følge Guds lov og Guds ord og være et vidnesbyrd for de omkringliggende nationer om den ene sande og levende Gud. De skulle altså være et lys midt i en mørk verden, der skulle bringe Guds velsignelse til alle jordens slægter, som Gud havde sagt til Abraham.

I de første flere hundrede år af deres tid som nation bliver de ledt af forskellige dommere, som vi netop har læst om i vores skriftslæsning gennem dommer bogen. Senere bliver de til et kongerige med Saul fra Benjamins stamme som deres første konge, og det sker omkring år 1000 før Kristus.

Vi kender historien om Saul, hvordan det starter godt, men det ender desværre rigtig skidt. Han går ikke af Guds vej og Gud han forkaster og erstatter ham med en mand efter sit eget hjerte. Nemlig David af Judas stamme, den messianske slægts linje, hvorigennem den kommende frelser skulle komme.

Gud laver en pagt med David om, at hans troende gennem den kommende Messias skulle bestå til evig tid. Det kan I læse om i Anden Samuels 7.

David gennem sin militære kampagne skaffer fred omkring Israels grænser og hans søn og efterfølger Salomo får bygget templet, og i hans regeringsperiode blomstrer Israel. Der er fremgang, og der er velstand. Der er fred omkring alle deres grænser, og der er vækst i landet.

Men desværre så gør Salomo noget, der er helt forfærdeligt, som kommer til, ikke kun at have konsekvenser for hans eget liv, men for generationerne fremad.

Første Kongebog kapitel 11 fortæller den sørgelig historie om Salomo, hvordan han med sine mange ægteskaber med kvinder fra de omkringliggende nationer med deres utallige importerede afguder, der vender han sig væk fra Herren og ender selv med at tilbede afguder. Derigennem blåstempler han parallelt med tilbedelsen af den sande Gud, jamen, så er det fint nok at have sine afguder også.

Det her ukrudt af afgudsdyrkelse, som blev sået helt fra tronen af, fra paladset af, fra de øverste rækker af. De fik lov at slå stærke rødder i folkets hjerter og bevidsthed, som så med tiden voksede og fik rodfæste og blev en konstant fjende og snare for folket.

Det var forfærdeligt og faktisk som en direkte konsekvens af Salomos synd med afgudsdyrkelse, så siger Gud direkte til ham, at kongeriget vil blive splittet. Den her specifikke synd, den var så destruktiv, fordi det først og fremmest skabt splid mellem folket og den levende Gud, med hvem de havde indgået et pagtforhold med. Ham, som havde udfriet dem fra Egyptens slaveri til at tjene ham og tilbede ham alene.

Med Gud skubbet væk, så leder det uundgåeligt til for fald. Fra Salomos tid og fremad så går det op og ned, frem og tilbage for Israel. Salomos søn og efterfølger Rehabeam han starter sin regeringsperiode rigtig skidt, og det ender med, at kongeriget, som advarede, bliver splittet i to. Nemlig til det nordlige Israel, bestående af ti af Israels stammer med Samaria som deres hovedstad. Også det sydlige Israel juda bestående af to stammer, nemlig Juda med den messianske slægts linje og så også Benjamin og det var med Jerusalem som deres hovedstad.

Gud han giver ikke tomme advarsler, og det gjorde han heller ikke til Salomo. Synd har altid en ødelæggende konsekvens, uanset hvor uskyldig den ser ud.

Husk djævelens ord til Eva i Edens have: har Gud nu virkelig sagt. Det ser da så lækkert ud, den der fine frugt på træet. Og vi kender alle sammen, hvilken konsekvens det havde for Adam og Eva, at de tog let på Guds advarsel.

Det nordlige Israel havde gennem tiden flere forskellige dynastier, forskellige kongefamilie, der erstattede hinanden. Det var altså ikke den samme slægts linje, der regerede gennem tiden, og det, der karakteriserede alle disse konger, var, at alle uden undtagelse, de var onde. De ledte folket væk fra den sande Gud og mod afgudsdyrkelse, mod falsk religion og dybere ind i et moralsk og åndeligt forfald.

Det sydlige Israel, som man også ofte omtaler som Juda, var desværre ikke meget bedre end deres søster nation. Men til forskel fra dem bestod Juda af en ubrudt kæde af konger fra Davids slægts linje. Blandt disse konger var der nogle, der var gudfrygtige, som var med til at bringe reform og gøre op med ondskaben.

Men desværre var de fleste af disse konger også på afveje. De forlod Guds vej, og de svigtede deres del af pagtforholdet med Gud og de ledte folket ind i synd og afgudsdyrkelse.

Som den kærlige og trofaste Gud, som elsker sit folk, som en hyrde, der vel advarer sin flok mod faren ved at komme på afveje. Og som en kærlig far, der prøver at ruske sund fornuft ind i sin søn, som er i oprør. Der sender Gud profeter til at tale Herrens Ord om omvendelse, om faren ved at svigte ham, om kommende dom og om håb og nåde trods deres oprør og synd.

Det er aldrig sjovt at få skæld ud. Jeg ved ikke med jer, jeg har aldrig brudt mig om at få det, selvom det altid har været berettiget, helt sikkert. Så er det aldrig sjovt at få skældud. Men kærlig tugt, formaning, irettesættelse og at advare, det er en uerstattelig komponent af oprigtig omsorg og kærlighed for dem man elsker.

Faktisk, det at tie er næsten værre. Ikke at have nogen, der taler til en og advarer én det er næsten det værste, der findes. Gud, han elsker sit folk så højt, at han er villig til at træde dem over tæerne, til at fange deres opmærksomhed og tale nogle ret skarpe ord til dem. Og det gør han gennem sine profeter, og en af dem er Mika fra Moreshet.

Kongerne Jotam, Akaz og Hizkija

Mika han tjente som Guds talerør gennem tre kongers regeringstid, nemlig kongerne Jotam, Akaz og Hizkija.

Jotam han var søn af en af de gode konger, nemlig kong Uzzija. Det var ham, som døde det år, hvor profeten Esajas fik sit syn om Herren, der sad højt ophøjet på sin trone.

Uzzija han var en en genial konge. Han var en, som fik oprustet Judas hær og forstærkede fæstningsværker omkring Juda, og landets infrastruktur blev styrket. På en måde, der bragte Uzzija Juda ind i en gylden tidsalder, en periode med velstand og yderligere vækst. Det gjorde han samtidig med at han var en gudfrygtig konge, dog ikke en konge uden fejl.

Men trods gode konger og gode lange perioder, så var den her ukrudt af afgudsdyrkelse, som Salomo gennem sine mange ægteskaber og de importerede afguder. Dens kraft og dens virke var desværre fortsat i allerbedste velbefindende, den afgudsdyrkelse som ukrudt.

Igen og igen igennem Israels historie ser vi tragisk, hvordan netop denne afgudsdyrkelse, som en af de helt store grundliggende årsager til deres forfald.

Afgudsdyrkelse ledte folket væk fra den sande Gud. Det avlede oprør mod Guds væsen, mod hans gode lov og forordninger. Og det resulterede i en syndig og ugudelig livsstil, som ikke kun ødelagde deres forhold til Gud, men deres indbyrdes forhold til hinanden. Det var en dødsgift for nationen, og det var en synd, som havde en sådan stærk tag i folket, at Gud i sidste ende måtte gå til drastiske metoder for at rense dem og udfri dem.

Som sagt tjente Mika som profet under Jotam, Akaz og Hizkija's tid som konger. Prøv at slå op i anden krønike bog kapitel 27, og der skal vi have en lille smag på, hvad det var for en tid, som vi befinder os i. Der læser vi om, hvor stærk den her gift var i nationen, selv i perioder, hvor der var gode konger.

Kong Jotam, hvis regeringsperiode startede i midten af det ottende århundrede før Kristus var en god konge, og i vers 6 der læser vi, at han vandrede for Herren sin Guds ansigt. Og i vers 2 læser vi, at han gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne, en god konge. Men på trods af det, så læg mærke til hvad der står i slutningen af vers 2: "men folket fortsatte med at handle fordærveligt."

I Anden Kongebog, kapitel 15, vers 35, det uddyber, hvad den fordærvelige handling bestod af, med at forklare, at offer højene ikke forsvandt. De her høje, hvor man kom og ofrede til afguderne, og at folket fortsætter med at bringe slagt ofre og tændte ofre ild på højene. Der var altså en ondskab, som florerede på trods af perioder med gode konger.

I år 731 er det Jotam's søn Akaz, der bliver konge, og han var en ond, en modbydelig og afgudsdyrkende konge, som ifølge anden krønike bog 28 ikke gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne.

Så galt fejler han, at han bliver sammenlignet, ikke med nogen andre konger i Juda, men med kongerne fra det nordlige Israel. Altså sådan helt galt. Så han var en forfærdelig konge, som vi kan læse om i vers 2 til 4 i det kapitel, som lavede afguder.

Han gik foran som et eksempel for folket i afgudsdyrkelse ved at tænde op for ild og bringe slagt ofre på højene og på bakken og under alle grønne træer. Han gik endda så vidt, at han brændte flere af sine egne sønner som ofringer til afguder.

En forfærdelig praksis, hvor man i antikken kan læse om, hvordan der var de her mental afguder i de her volde, hvor man havde lavet et kæmpe, kæmpe bål, med gloende ild, her lagde man spædbørnene i armene på metal statuerne. For at overdøve gråden og skrigene og larmen, så slog man meget, meget hårdt i trommerne. Der var høj, høj musik, og der ofrede man børn til afguderne.

En praksis, som vi finder paralleller til også i vores tid og i dag, som vi har snakket om omkring abortgrænsen, der bliver hævet i det afgudsnavn, som hedder bekvemmelighed. Hvor er det tragisk og må Gud have nåde over os.

I vers 24, vers 25 i anden krønike 28 står der at Akaz han også fik lukket Herrens tempel, og han lavede altre på hvert et hjørne i Jerusalem. Og i hver eneste by i Juda lavede han offer, høje og tændte ofre ild for andre afguder, og på den måde krænkede han Herren, sine fædres Gud. Han var aggressiv i hans oprør og i hans ugudelige måde at være konge på.

Samtidig med at det åndelige og moralske forfald, der begynder den engang så stærke og velstands rige Juda at krakelere. Korruption og undertrykkelse tager til igen. Det er uundgåeligt, når der er sådan en korrupt og ond åndelig ledelse.

De rige bliver rigere, og de fattige bliver fattigere. De svage bliver udnyttet og undertrykt, og de politiske og åndelige ledere, inklusiv kongen, samfundets bærende pæle, folkets hyrde og beskyttere, de svigter folket. De svigter Gud, de svigter pagten, og de har tilladt verdslighed at forme dem i stedet for at være det lys og vidnesbyrd for verden og bringe Guds velsignelse til Jordens folkeslag, som var hensigten med den pagt, som Gud havde lavet med Abraham.

I den samme periode rejser Gud en nation. Han rejser assyrerne, som bliver en verdens stormagt på den tid. Gud han bruger assyrerne som sit tugt instrument til at gøre alvor af sine mange advarsler mod Israel for deres vedvarende oprør og synd imod ham.

I Esajas kapitel 10, vers 5, der beskriver Esajas af assyrien som Guds vredes kæp, som hans harmes stok. Der ser vi, også her, hvordan Gud han er fuldstændig suveræn og i fuld kontrol, selv midt i dom. Og selv mens der er stor ugudelige stormagter, der rejser sig. Gud er i suveræn kontrol også her og over assyrene, og han bruger dem som sit redskab.

Vi skal se nærmere på et senere tidspunkt i Mikas bog, hvordan han netop profeterer om det nordlige Israels fald, i kapitel 1, vers 6. Og hvordan hans profeti bliver opfyldt under Akaz regeringstid, hvor det nordlige Israel bliver invaderet af assyrerne i år 722 før Kristus, og hvor størstedelen af befolkningen bliver eksporteret som varer rundt omkring i det assyriske rige.

Det nordlige Israel bliver jævnet til jorden, som Mika profeterede, for aldrig igen at blive genoprettet som en selvstændig nation. Denne invasion må have sendt chokbølger til Juda. Israel Guds eget folk i Norden var nu definitivt faldet. Hvordan kunne det dog ske?

Efter Akaz der bliver Hizkija konge. Han er en af de sidste gode konger af Juda og han var med til at bringe en kortvarig og midlertidig reform til landet. Som noget af det første, han gør, så genåbner han templet. Han kalder folket til omvendelse og til at ødelægge alle offer højene og alle afguderne og til at folket skal vende tilbage til den sande og levende Gud.

Under Hizkija's regeringstid begynder assyrien nu også at banke på Judas dør og begynder at invadere landet, og de når så langt som til Jerusalems bymur. Her læser vi om, hvordan Hizkaji i stedet for at vende sig til de andre nationer, som man egentlig prøvede at gøre for hjælp, så bliver han opfordret af profeterne, særligt Esajas, til at vende sig mod Gud.

Han kommer til Gud i bøn og vi læser om, hvordan Gud mirakuløst frelser Jerusalem ved at sende en engel til assyriens kamp lejr. En engel, som dræbte 185.000 af deres soldater og resten af den assyriske hær, den flygter ud af Juda i rædsel.

Men den her sejrens sødme den er kun på lånt tid, og i de efterfølgende generationer vinder Juda igen væk fra Gud. De vender tilbage til afgudsdyrkelse. Så den her den her ukrudt, afgudsdyrkelse, selvom man fjerner tingene fysisk, så var den stadigvæk meget levende inde i folkets hjerte og bevidsthed. Endelig i år 586 før Kristus falder Juda også denne gang for den næste verdens stormagt, nemlig Babyloner riget.

Som nation, fejlede Israel i at bringe Guds velsignelse til verdens nationer. De kom til kort i at være et lys midt i mørket. De kom til kort i at gøre, som Mika netop havde sagt i kapitel 6, vers 8, som var Herrens krav til dem, om at være en nation, nemlig at handle retfærdigt, at vise trofast kærlighed og at vandre årvågent ydmygt med deres Gud.

Derfor blev de selv fanget og bundet i mørke gerninger. De udviser i stedet for et habituelt mønster af oprør mod deres pagts Gud, som leder til, at Gud, som har været mere end langmodig, langmodig uden lige, som har vist sig trofast mod sine løfter hele vejen igennem, men som nu griber ind og tugter sit folk for i sidste ende at kunne genoprette dem, rense dem og give dem et nyt håb.

Hele vejen igennem Mikas bog lyder der et løfte om, at Gud ikke har svigtet sin "chesed", sin trofaste pagt kærlighed til sit folk og løftet givet til Abraham om at i ham skulle alle jordens slægter velsignes. En opgave, som Israel så stort fejlet i. Der vil Gud vise sig trofast og gøre det som de ikke selv formåede; at sende en ultimativ frelser, et afkom af Abraham fra den davidiske royale slægts linje. En retfærdig, mægtig god konge, en god hyrde, den gode hyrde, som vil komme, og som ikke vil fejle. Og den konge er Jesus Kristus. Amen.

I Mikas Bog kapitel 7, vers 1 til 6, der får vi en smagsprøve af hele den her periode med tilstanden i nation, hvor vi ser kaos, anarki, korruption, ondskab og opløsningen af samfundets byggesten, nemlig familien. Der vil jeg læse Mikas bog kapitel 7 og vers 1 til 6. Prøv at hør her:

"Ve mig! Jeg har det, som når frugten samles ind, ved efterslæt efter vinhøsten; der er ingen druer, jeg kan spise, ingen tidlige figner, jeg har lyst til. De fromme er forsvundet fra landet, der findes ingen retskafne mennesker. Alle ligger på lur efter blod og jager hinanden i fordærv; deres hænder er villige til at gøre det onde. Stormanden kræver ind, dommeren vil have betaling, rigmanden forlanger, hvad han har lyst til, de fordrejer alting; de bedste af dem er som en tornebusk, de retskafne som et tjørnekrat! Den dag, dine vægtere meldte, straffens dag, er kommet; nu rammes du af den forvirring, de meldte om. Tro ikke på jeres venner, stol ikke på jeres frænder, sæt lås for din mund for hende, der hviler i din favn. For en søn foragter sin far, en datter rejser sig imod sin mor, en svigerdatter imod sin svigermor, en mand får sine husfolk til fjender." (Mikas bog 7,1-6)

Man kan smage, at det her, det er en rigtig dårlig tid, Israel er i. Det er ikke en god tid, men det var i denne tid under disse tre konger Jotam, Akaz og Hizkija at Gud han rejser Esajas, og han rejser Mika til at tale Herrens Ord til hele Israel. Hvor er det godt, at Gud sender sit Ord, ved sine budbringere, sit levende Ord, som kan både skære og hele, advare og bringe håb, lige når behovet er aller størst.

I vers 7 lyder der et ord fra Mika, lægger han sig ned som Jonas og brokker sig mod Gud og alt muligt? Nej, han siger:

"Jeg spejder efter Herren. Jeg venter på min frelses Gud. Min Gud, Han vil høre mig." (Mikas bog 7,7)

Så på trods af alt det, der kan virke så dystert og håbløst, så er profeten fortrøstningsfuld, fordi han spejder efter Herren, hans frelses Gud, hos hvem alene der er håb for hele verden. Og måtte vi også gøre det, også midt i alt det, der fylder her i vores tid og dag. Lad os spejde efter Herren.

Budskabet

Det leder til mit sidste punkt "budskabet". Hvad var Mikas budskab? Mikas profetiske tjeneste strakte sig over en periode på i hvert fald 30 år og sikkert længere. Bogen er formentlig en samling af hans forkyndelse gennem mange år.

Så bogen er sammensat af flere profetiske budskaber, som så er samlet i tre portioner, eller sektioner, hvor hver sektion starter med ordet "hør", og det kan vi læse i kapitel 1, kapitel 3 og kapitel 6.

Mika, han kalder nationen til at lytte, ikke fordi han har noget spændende at sige eller noget hyggeligt eller sjovt at sige. Ikke fordi der er noget særligt ved Mika selv, men fordi Gud har noget at sige. Kapitlet 1, vers 1: "Herrens ord til Samaria og Jerusalem."

Det var Gud Herren, der selv havde et budskab til sit elskede pagt folk, som nu var så meget på afveje. Der skulle gribes ind med skarpe og hårde ord rettet mod et hårdhjertet og stivnakket, rebelsk folk, som havde vendt Gud ryggen. Deres sønner havde nu nået et mætningspunkt, hvor Guds advarsler om dom og straf skulle virkeliggøres.

Mikas budskaber, som var Herrens ord, var ikke nemme at sluge. Der var ord om kommende dom over både Samaria og Jerusalem. Mikael han var én af de første profeter, der profeterede om Jerusalems og templets ødelæggelse, kapitel 3, vers 12.

En utænkelig tanke for folket på Mikas tid, som tog det for givet, at sådan noget ville der aldrig ske. De var Guds særlige og udvalgte folk. Han ville aldrig tillade Jerusalem og templet at blive jævnet med jorden.

Mikas forkyndelse var nok noget, man kunne kalde for en space maker. Det var ikke noget, de fleste havde lyst til at lytte til. Det var ubehageligt, det gjorde ondt, det skar. Det var for meget dommedags agtigt. Men Guds folk var kommet så meget på afveje, at det ikke var nok med en blid og rolig stemme, som hvisker med råd om anbefalinger.

Når nogle sover i en brændende bygning, skal der råbes højt. Der skal drastiske handlinger til. Der skal måske ruskes i én. Der skal advares, hvis man skal undslippe den sikre død. Sådan var det med Juda og Israel. Gud kunne ikke udstå den synd og den afgudsdyrkelse, der florerede blandt hans ejendomsfolk og den ugudelighed og korruption, det havde medført i samfundet, og som havde ødelagt samfundet. Derfor talte Mika Herrens Ord til folket om Guds advarsler og kommende dom.

Men i slutningen af hver af de tre sektioner. Efter hvert doms ord er blevet talt, der lyder da også et ord af håb og frelse. Disse lyspunkter, disse åndehuller er af ord med håb intensiveres for hver cyklus, for hver sektion, der er med dom.

Det ender i en crescendo af lovsang til Gud for hans nåde, for hans barmhjertighed, for hans kærlighed, for hans trofasthed, som han viser sit pagt folk, og ikke kun blandt etniske jøder, men til hele verden. Så Gud han vil vise sig trofast mod sit løfte mod sin pagt til Abraham.

Herren Gud er en hellig Gud, der harmes og væmmes ved uretfærdighed og synd og han vil dømme synd. Men han er også en vidunderlig nåderig frelser, som ingen anden er eller kan være det. Der er ingen som Gud.

Bogen starter med Mika's navn, som betyder "Hvem er som Gud". Det her retoriske spørgsmål, som også er en del af det overskyggende budskab i bogen, og meget interessant så bliver profetens navn slet ikke nævnt i løbet af bogen.

Igennem hele bogen bliver hans navn ikke nævnt igen, men til allersidst svarer han faktisk på dét spørgsmål, som hans eget navn stiller i starten af bogen, som netop er "Hvem er som Gud?" Og prøv at se, hvad der står i kapitel 7, vers 18: Hvilken Gud er som du? Hvem er som du? Det er jo hans navn Mika.

Hvilken Gud er som du? Det er spørgsmålet, og svaret er en Gud, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer. Du som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed. Han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb. Du viser troskab mod Jakob og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage. Amen.

Wauw! Det er den Gud, Mika tjener. Bibelens Gud, vor Gud. En Gud, som er nådig, tilgivende, god, barmhjertig og trofast mod sin rest. Mod sit ejendomsfolk. Derfor, midt iblandt alle advarslerne så er Mikas bog også en bog fuld af håb både dengang, men i høj grad også til os i dag. Amen.