Vores tro er intellektuel, men ikke intellektualistisk

Ofte sættes det personlige og følelsesmæssige over det læremæssige, eller man ender i en tør intellektualisme uden plads til det erfarede og levende. Hvordan passer forstanden egentlig ind i den kristne tro?

I den kristne vandring findes der to grøfter, som vi, som troende må styre uden om. Den ene grøft er, at man lader følelserne fylde så meget, at man ikke giver plads til intellektuel refleksion i sin trosvandring. 

R.C. Sproul, en anerkendt reformert teolog og apologet, skriver kort i sin bog, Hvad står der skrevet, om den sanselige kristen for at belyse denne ydergrøft. 

Han skriver i sin bog således: 

“Den sanselige kristne er en, der lever af sine følelser snarere end gennem sin forståelse af Guds ord. Den sanselige kristne kan ikke bevæges til gudstjeneste, bøn eller studium, medmindre han er “oplagt til det”. Hans kristenliv er kun så effektivt som styrken af hans øjeblikkelige følelser. Når han oplever en åndelig opstemthed, er han som en hvirvelvind af gudfrygtig aktivitet. Når han er deprimeret, er han åndelig uduelig. Han søger stadig nye og friske åndelige oplevelser og bruger dem til at bestemme Guds ord. Hans indre følelser bliver den højeste prøve på sandheden”. 

Hvis du ønsker at dykke dybere ned i, hvordan man navigerer netop i denne udfordring, kan du læse mere her.

På den anden side af spektret ser vi en anden ydergrøft, intellektualisme. Det er, når intellektet, vores teologiske viden, bliver en tør og isoleret øvelse, uden at det forvandler vores hjerter og styrker vores kærlighed til Herren. 

Vores tro er intellektuel, men også levende

Kristendommen taler i høj grad til intellektet. Men her taler vi ikke om intellektualisme. Sagt på en anden måde; Bibelen er rettet til intellektet, din forstand, men ikke isoleret uden også at påvirke dit hjerte. 

Skriften henvender sig  mod både tanker og følelser, og kalder kristne til et trosliv, der er mere end kold rationalisme eller flygtige følelser. Troen må være fyldt med lidenskab, som rummer stærke følelser af glæde, taknemmelighed, begejstring og kærlighed. Og her kommer vi ind på den vigtige del: at alle disse lidenskabelige følelser er svar på, hvad vi med vor forstand forstår er sandhed. Derfor er doktriner og bibelstudier helt fantastiske!

Vi kan nemt undgå den fare, der ligger i intellektualismen, hvis vi blot husker denne ene ting: Det var aldrig Guds mening, at viden skulle være et mål i sig selv, men altid et middel til et andet mål. 

Så hvad er endemålet?

Kristen tilbedelse

For det første vil sand viden om Gud føre til, at vi ikke bliver opblæste af indbildskhed over, hvor kloge vi er (1 Kor 8,1-2). Den vil snarere føre til at vi bøjer os for Gud i taknemmelighed og frydefuld undren og bryder ud i lovprisning, som Paulus f.eks. gør i Romerbrevet 11,33-36. 

Det er også her, Helligåndens rolle bliver altafgørende. Helligånden vejleder os i sandheden og hjælper os til ikke at blive hovmodige over vores viden, men derimod at forblive ydmyge og fokusere på Kristus. 

Prøv at overvej hvad Lukasevangeliet 24,32 lærer os. Når Kristus åbner Skrifterne for os og giver os øre til at høre og øjne til at se, og vi lærer af ham, skulle vores hjerter så ikke brænde i os, ligesom hos de to disciple på vej til Emmaus? 

Ligeledes kan vi minde os selv om Jesu ord i Luk 9,23, hvor han siger, at vi dagligt skal tage vores kors op. At tage sit kors op dagligt indebærer ikke kun ydre modgang, men også en indre kamp mod vores syndige natur. Selv når vi vokser i forståelsen af Gud, er der en fristelse til at stole på vores egen viden eller retfærdighed. Men når vores kendskab til Gud er i overensstemmelse med Helligåndens virke, fører det til en dybere relation med ham og en ægte kærlighed til Kristus. 

R.C. Sproul pointerer dette i sin bog, Hvad står der skrevet?, således:

“Når vi i Skriften læser: »Vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16,33), er “nå, da” ikke et passende svar. Vi bliver i godt humør, fordi vi forstår, at Kristus virkelig har overvundet verden. Det begejstrer vores sjæle og får vores fødder til at danse. Hvad er mere vidunderligt end at opleve lifligheden af Kristi nærvær eller Helligåndens nærhed?”

Tro 

For det andet bør viden om Gud gennem kristne doktriner og bibelstudium føre til tro. John Stott skriver i slutningen af sin bog, Your Mind Matters, “Men hvis vi ikke kan tro uden at vide, må vi ikke vide uden at tro”.  

Hvad mener han helt præcis med dette? 

Tro uden viden er blind tro. For at tro på noget, kræves en vis forståelse eller viden. Kristendommen opfordrer ikke til en naiv tro uden refleksion eller forståelse. Stott lægger særligt vægt på, at tro skal være forankret i sandheder, som vi kan kende, forstå og grunde over. Dette er en rationel og intellektuel tilgang til troen, hvor sindet har en væsentlig rolle.

Viden uden tro er til gengæld ufuldkommen. Samtidig advarer Stott mod at reducere kristendommen til intellektuel viden alene eller teologisk indsigt uden en personlig overgivelse til Gud. Hvis vi kun ved ting om Gud, men ikke har troen, som indebærer tillid og relation, så misser vi det centrale i kristendommen. 

Hellighed

For det tredje bør viden om Gud føre til hellighed. Gennem Skriften lærer vi om Guds hellighed – en hellighed, der er fuldkommen, ren og fuldstændig adskilt fra synd. Denne viden former vores forståelse af, hvordan vi selv skal leve. Stott fremhæver, at det ikke er nok blot at forsøge at opføre sig helligt; vores handlinger skal udspringe af en indre forvandling, der begynder i sindet. Når vi fornyes gennem kundskaben om Guds vilje, bliver vi i stand til at leve liv, der er ham værdige (Rom 12,2).

Når vi griber, hvad Kristus har gjort for os, og hvordan Hans nåde kalder os til et nyt liv, vokser vores længsel efter at leve til Hans ære. Hellighed bliver ikke en byrde, men en glædelig respons – en måde at tilbede Gud på i hverdagen. Som Stott skriver, kan vi ikke blive hellige uden at kende Gud, men vi kan heller ikke kende Gud uden at blive kaldet til hellighed.

Størst af alt er kærligheden

Til sidst må vores viden lede til kærlighed. Jo mere du og jeg ved, desto mere vokser ønsket om at dele denne viden med andre. Men jeg giver John Stott ret i, at vi i kærlighed somme tider må lægge bånd på vores viden. Motivationen må være andres opbyggelse, ikke ens egen.

Stott refererer til Paulus’ eksempel med offermad i 1 Korintherbrev 8, hvor nogle kristne ved, at afguder er intet, og derfor føler sig frie til at spise mad, der har været ofret. Men Paulus påpeger, at deres viden skal tøjles af kærlighed til de svagere i troen, som muligvis kan snuble, hvis de ser dette.

I dag kan vi overføre denne lære til spørgsmål om livsstil og personlige friheder, eksempelvis brugen af alkohol. En kristen med et modent forhold til troen ved, at der ikke er noget iboende syndigt i at drikke alkohol med måde. Men kærlighed til andre kan betyde at vælge afholdenhed i situationer, hvor det kunne skabe problemer for andre – måske for en ven, der kæmper med afhængighed, eller en ny troende, som kunne blive forvirret over, hvordan dette harmonerer med et helligt liv. Den kristne, der har frihed til at drikke alkohol uden skyldfølelse, må spørge sig selv: Hvad er vigtigst? Min ret til at nyde min frihed, eller min kærlighed til min bror eller søster, der kunne blive såret eller fristet af min handling?

Som Paulus understreger, er det ikke vores ret til at udleve vores viden, der er afgørende, men hvordan vi bruger den viden til at opbygge andre. Stott ville minde os om, at kristen kærlighed altid sætter den anden først. Når vi vælger at begrænse vores frihed af hensyn til andres opbyggelse, afspejler vi Kristus, som satte vores behov over sine egne rettigheder - sikke et forbillede og en Gud vi har!

På denne måde minder nutidige situationer os om, at kristen viden ikke blot er en intellektuel bedrift, men en invitation til at leve i selvopofrende kærlighed. Når vores handlinger er drevet af kærlighed frem for stolthed over vores viden, bliver vi et vidnesbyrd om Guds nåde og en velsignelse for dem, vi lever iblandt.

Soli Deo Gloria!

Kilder

R.C. Sproul, Hvad står der skrevet (Knowing Scripture, Hillerød: Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening, 1984)

John R.W. Stott, Tro og erfaring, fornuft og følelse (Your Mind Matters, Aarhus: Credo Forlag, 1979)

R.C. Sproul, There Is No Mindless Christianity, Ultimately with R.C. Sproul (Ligonier Ministries):
https://learn.ligonier.org/podcasts/ultimately-with-rc-sproul/there-is-no-mindless-christianity.