Adopteret - det største privilegium

Jeg har valgt at kalde prædiken for "adopteret - det største privilegium". Ud fra den tekst, vi har læst her i første Johannes brev, der hører vi om, at vi er Guds børn. Det er der en masse ting, der følger med i det her med, at vi er Guds børn, og det skal vi prøve at kigge lidt på i dag.

Så det, at Gud, han er en far eller en fader som Bibelen siger til os der tænker du måske på Fadervor eller på, hvordan du altid har kunnet kalde Gud for din far. Eller hvordan han har skabt dig og derfor er en slags far til alle skabninger. Men har du tænkt over, at vores ret til at kalde Gud for vores far alene står på den retfærdiggørelse, som Jesus har skaffet os.

Mikael talte i sidste søndag om retfærdiggørelse og om hvordan det var Martin Luthers mission at få kristne til at forstå, at vores retfærdiggørelse ikke kommer af vores gerninger, men af Guds nåde alene. At vores gudgivne tro på Jesus som vores frelser er det, som retfærdiggør. Vi havde ikke kunnet kalde Gud for vores far, havde det ikke været for det værk, Jesus har gjort for os her på jorden.

Se før det, før vi fik frelsende tro, var vores far i sidste ende satan. Han er kendt for at være faderen af løgn, og det er ham, vi som mennesker har det med at ligne på rigtig mange områder, hvis ikke Guds ånd bor i os og gør et forvandlende mirakel i os.

Vi ser det i Johannes evangeliet 8,44, hvor Jesus adresserer de jødiske ledere, der står:

"I har djævelen til Fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham." (Johannesevangeliet 8,44)

Den form for løgn og had, de jødiske ledere havde til Jesus, var beviset på, at de ikke hørte Gud til, og at de i virkeligheden var satans børn. Så den her form for universalistiske tankegang og tilgang med, at vi alle har Gud som fader, eller at vi alle er brødre og søstre, fordi vi tilhører menneskeracen, den er simpelthen forkert. Enten har vi djævelen til fader, eller også så har vi Gud som fader.

Hvad er det, der skal til, for at vi går fra at høre satan til, ham, som hersker over luftens rige, til at høre Gud til, ham som alting har sit ophav fra?

Bibelen beskriver, at vi fra start af er syndere, skabninger, der har let ved at gøre alt det forkerte. Det er først, når vi bliver gjort til nye skabninger, at vi kan kalde Gud for vores Far. Første Korintherbrev 5,17.

Det er først, når vi fødes på ny Johannes 3:3, at vi får en ny Far, som adopterer os og forvandler os til at tilhøre ham med alt, hvad det indebærer. Og venner, Det er det, vi skal se på sammen i dag. Det er den her adoption til Gud, og hvad det indebærer, og hvad det betyder for os som kristne.

Jeg har delt budskabet op i tre overskrifter. Jeg vil tale ud fra. Nummer et det er "vores himmelske fars kærlighed". Nummer to er "du har fået en familie". Og tre "æblet falder ikke langt fra stammen".

Vores himmelske fars kærlighed

Nummer ét vores himmelske fars kærlighed. Prøv at slå op i første Johannes brev kapitel 3,1, så læser vi i vers et sammen igen:

"Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det! Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham." (Første Johannesbrev 3,1)

Se kærligheden her, venner, den er rigtig, rigtig stor. Den er virkelig stor. Fordi Gud havde ikke behøvet at kalde os for sine børn.

Jeg ved ikke, om i nogensinde har tænkt over det, men han kunne have frikendt os, og han kunne have retfærdiggjort os. Han kunne have taget den her dom og straf, som lå og ventede på os på grund af det syndige liv, vi har levet. Og så kunne han have sagt "Du er fri" uden at sige "Du er mit barn", eller du er Jesus bror. Det for mig, det er bare så vildt at tænke på. Jeg ved ikke, om I nogensinde har tænkt over det, men det havde han ikke behøvet.

Han kunne sagtens have givet os adgang til himlen. Han kunne sagtens have givet os adgang til at være et godt sted uden straf, uden at han nødvendigvis ville give os ret til, at vi kunne kalde ham for far, og vi kunne tilhøre ham som en familie. Det giver adgang til noget helt særligt, noget helt intimt. Det at have en far og det at være en del af en familie.

En redningsmand, kan jo sagtens redde nogen, uden at man siger nu er vi i familie. Jeg er overbevist om, at vi stadig ville have prist Gud, vi ville have prist Jesus for det, han har gjort for os selv, hvis ikke vi kunne kalde ham for bror.

Selv hvis ikke vi kunne kalde Gud for vores far, så havde vi prist ham i al evighed alligevel, fordi vi har set, hvor stor en straf vi skulle have haft. Vi har stadig været i gæld til ham og haft al grund til at prise ham.

Når man sådan lige tænker over det, så forstår man jo, at det nærmest er et billede hvorpå at man er i en retssal. Og Gud som er dommeren, som dømmer alt hvad der er godt og hvad der er ondt.

Han frikender den skyldige, dig og mig, den her skyldige synder. Og i stedet for at sige: "godt tak for i dag, så er retssagen ovre", så siger han: "Du skal med mig hjem, du er ikke bare frikendt, men du er faktisk adopteret. Du er min søn, du er min datter. Og vi slutter ikke her. Det er først lige begyndt."

Det bliver man bare taknemmelig over, når først det går op for én, det her med, at det var ikke nødvendigt. Han kunne godt have frikendt os uden at gøre os til hans børn. Det giver adgang til, at vi kan komme til ham, som et barn vil komme til en far og en mor, for den sags skyld familie. Det havde vi ikke haft, hvis ikke han havde havde tilladt det.

Så retfærdiggørelse, som vi hørte om sidste søndag, er det, det hele hviler på. Vi kunne ikke have været i familie med Gud, hvis ikke der var nogen, der havde gjort os rene og renset os. Fordi Gud er ikke i familie med synd. Så det, at Jesus han gjorde os rene og rensede os, og han fjernede al vores skyld, det var det, der gjorde det muligt, at Gud han så kunne sige: "Kom, nu er du mit barn".

Vi læser i Matthæus 7,7 om, hvordan Jesus han lærer os, hvad det vil sige det her med, at Gud er vores Far:

"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!" (Matthæusevangeliet 7,7-11)

Gud er vores Far, og han er ikke lige som os. Der står: "Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres Fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham?"

Gud er så uendeligt meget bedre end hvad vi formår som fædre. Selv den bedste far i det her rum vil slet ikke kunne sammenlignes med Gud.

Se, når den bedste far her formår at gøre noget godt, så er det i Guds nåde, at han formår at gøre noget godt. Vores godhed kommer ikke fra os selv. Den kommer sig af, at vi er blevet børn af den højeste, børn af Gud.

Så når der står i første Johannes 3:1: "Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham", så er det et udtryk for, at vores identitet er i ham. Vi gør det, han vil. Vi gør det, Gud har behag i. Og når vi træder ved siden af på den smalle sti, så retter han os ind og hjælper os tilbage igen. Han gør det med hans Helligånd, som han har givet os.

Hans kærlighed til os venner, den er så stor. Prøv at tænk på, hvad det ville have kostet ham at rense os, så vi kunne have den status at være hans børn.

Jesus havde aldrig kendt til smerte og lidelse, før han lod sig føde ind i denne verden. Det er ikke sådan, at Jesus han glemmer, hvad det er, han har gennemgået. Hans hukommelse er ikke flygtig eller i forfald, lige som os dødelige mennesker.

Han kommer til i al evighed at kende til den smerte og den ondskab, der er begået imod ham. Ensomhed og forkastelse. Han var et lydefrit lam uden plet, uden rynke. Han var og er perfekt. Tænk sig, at han, når vi skal møde ham, kan fortælle, hvordan det har været at gennemgå lidelser.

Han kender til det, han kender til smerte i menneskelige format, og det er kærlighed, brødre og søstre. Det er kærlighed, der virkelig vil noget. Har vi set Jesu kærlighed, så har vi set Faderens, som Johannes 14,9 siger. Så det her er også vores fars kærlighed til os, vi får udtrykt her. Den her meget, meget, meget dybe og inderlige og selvopofrende kærlighed, som Jesus viser os.

Han gik fra et perfekt sted; himlen. Han gik et sted, hvor der var kun kærlighed, kun fred, kun ro, kun glæde, kun harmoni til at træde ind her i det her sted.

Selvom vi kan nyde en solnedgang, selvom vi kan opleve det skønne ved at have en jordisk familie, og vi kan opleve at nyde fællesskab og en lækker middag. Altså de her gode gaver, som Gud giver os, så er det ingenting i forhold til den harmoni og den velvære, der har været i himlen. Det forlod Jesus for at komme og gøre os retfærdige. Det er virkelig kærlighed.

Bibelen taler om det her fader skifte som adoption i blandt andet Efeserbrevet 1,4-5, og der skal vi prøve at slå op samme:

"For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn." (Efeserbrevet 1,4-5)

I den amerikanske står der, og det er New American Standard, jeg læser fra:

"In love he predestined us to adoption as sons through Jesus Christ to himself. According to the kind intention of his will."

Så det her med med barnekår eller adoption, som den amerikanske og andre oversættelser også bruger her, det er det, Gud har gjort for os, han har givet os adoption. Selv om det er noget, vi kender til, det her med adoption så er det de færreste af os, der reelt set har oplevet, hvordan det er at blive adopteret ind i en familie eller måske selv at adoptere et barn.

Selv om vi med al respekt og anerkendelse og beundring må sige, at adoption er en utrolig smuk handling, så vil jeg alligevel prøve at vise jer, at når Gud adopterer os, så er det anderledes. Hans adoption er større.

Tre punkter som belyser Guds adoption

Så skal vi prøve at kigge på på tre punkter sammen, som belyser, hvordan Guds adoption er større i forhold til menneskelig adoption.

Punkt 1 vil være det her med, at mennesker kan opleve et behov for forældreskab. De kan opleve et tomrum, som de tænker det kan forældreskab opfylde. Flere de ved, hvordan det er at komme i slut 20'erne og måske begynde at mærke den her længsel efter at stifte familie. Nogle mærker måske allerede behovet i slutningen af deres teenageår.

Der er ikke nogen tvivl om, at Bibelen beskriver børn som en gave til os. En velsignelse i vores liv. Det ser vi i Salmernes Bog kapitel 27 og Ordsprogenes Bog 17, at børn er en velsignelse og en gave. Her kan adoption være noget, der mætter det behov.

Men Gud havde ikke sådan et behov. Det var ikke for at fylde et tomrum eller et selvisk ønske, at Gud adopterede os. Nej, der var harmoni og fællesskab og enhed i Treenigheden før Jordens grundlæggelse.

Johannes Evangeliet kapitel 17, vers 5, beder Jesus:

"Fader herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til." (Johannesevangeliet 17,5)

Så treenigheden havde herlighed og harmoni, kærligt fællesskab, før verden var til.

Punkt 2 er, at mennesker kan adoptere, fordi barnet i sig selv er bedårende eller besidder egenskaber, man eftertragter og værdsætter.

På Bibelens tid i Romerriget var den romerske tilgang til adoption, at det var noget for de lidt fornemme med familier at gøre brug af. Det gjorde, at hvis de ikke havde en arvtager til familie erhvervet eller en søn, der kunne tage over, så var der en kandidat, som kunne være den søn eller den arvtager. Der var beslutningen på, hvilken kandidat der skulle vælges som regel bundet op på, hvor kvalificerede og anerkendte de unge børn eller mænd var.

Man ser det også lidt stadigvæk i dag. Særligt det her med med børnehjem, hvor forældre ud fra billeder eller fælles dage kan udvælge hvilke børn det er de tænker: "det skal være min datter eller det skal være min søn. Han ser sød ud, han ligner en, der vil passe ind hos os."

Men sådan er det ikke med vores himmelske far. Han valgte os ikke, fordi der var noget særligt ved os. Nej, som de Eferserbrevet kapitel 1,4-5 siger, så har vi været valgt før verden blev grundlagt. Så det er altså ikke os, der er noget særligt ved her. Hvilket er helt fantastisk, for så er det ikke sådan, at vi skal opretholde Guds yndest. Nej, den havde vi, da vi var allerværst.

Tredje forskel er, at mennesker kan adoptere for at løse et behov. Nogle gange sker der det tragiske, at forældre går bort i en ulykke, og børn efterlades forældreløse. Der er måske stadig noget familie omkring dem, nogle nære venner til forældrene, som ser et behov. Børnenes behov for at have et hjem og høre til. Nogle voksne de kan spejle sig i og kalde for deres forældre. Måske gik der lang tid før, at der var nogen der trådte til, fordi at de forskellige håbede på, at der måske var nogle andre, der ville træde til.

Men fordi behovet var der, og fordi der ikke var andre der trådte til, så trådte de til og adopterede børnene. Sådan er det ikke med vores himmelske far. Det er ikke ud af en slags pligt eller for at løse et behov, at han gør det. Nej, der står der i Efeserbrevet 1,5: at det var i hans gode vilje, at han forudbestemt os til barnekår.

Den amerikanske New American Standard og ESV oversættelse, som er nogle af de her lidt særlige tekstnære oversættelser. De skriver, at det er: "According to the good pleasure of his will".

Han havde velbehag i det han nød at adoptere os, og det var ikke for at løse et behov eller for at tage en for holdet. Bare lige for at runde den helt af, så er der mange oversættelser, der har i kærlighed som starten af vers 5 sætning og ikke som i slutningen af vers 4.

Så hvis I sidder og kigger i Efeserbrevet kapitel 1,4-5, så er der sat et andet punktum her. Det betyder altså, at det har været i kærlighed, at han har forudbestemt os til barnekår. Det er fantastisk.

Når man bliver adopteret, så adopteres man ind i en ny familie, og her er vi nået til min anden overskrift, du har fået en familie. Man får ikke bare en ny far eller mor, nej, man får som regel en familie at hører til. Den familie man tilhører som barn af Gud er den bedste der findes ham, amen.

Man får Kristus som bror, og man får de bedste folk på jorden som brødre og søstre. Det er jer, venner. Vi ved, at Helligåndens arbejde i dem, altså os, det gør os til de bedste at være sammen med. Det er på grund af den enhed, vi har i Kristus.

Det er ikke fordi der er noget særligt ved os, at vi bare er de skønneste. Vi har stadig grimme sider, som vi skal rende og kæmpe med hver dag. Men vi har en enhed i Kristus, og den har vi ikke med nogen andre, og det er det, der gør os til de bedste mennesker at være sammen med. Det er vores enhed i Kristus. Den kærlighed, vi er blevet givet til hinanden, den er eminent.

Har I tænkt over, at Jesus først omtalte disciplene som hans brødre efter opstandelsen? Før omtalte han dem som disciple og venner, men i Matthæus 28 og Johannes 20, der efter hans opstandelse, kalder han dem for brødre.

Vi kan prøve at læse Matthæus 28,9-10 og her er overskriften "Mødet med den opstandne Jesus":

"Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et godmorgen, og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: "Frygt ikke, men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig." (Matthæusevangeliet 28,9-10)

Vi har fået en bror i Jesus. Vi har fået en bror, som leder vejen. Han sørger for, at vi ikke farer vild eller går fortabt. Han er et forbillede på alle fronter. Og så er han gavmild og utroligt generøs. Han har givet os sin Helligånd i større mål, end hvad israelitterne oplevede før pinse, så vi kan komme til at ligne ham endnu mere.

Prøv at lægge mærke til kontrasten ved disciplene på pinsedagen og før pinse, da de fik Helligåndens særlige salvelse, fik de kraft og styrke til at ligne Jesus endnu mere. De stod imod religiøse og verdslige magter med stor tro, mod og fasthed, en styrke, de slet ikke vandrede i før, på samme måde.

I kan huske, da Peter fornægtede Jesus over for en lille tjenestepige, for så på pinsedagen at prædike en meget direkte og samvittigheds ransagende prædiken over for en stor mængde religiøse ledere. Det er generelt en ret stor forsamling, fordi vi hører, at 3000 blev føjet til kirken den dag.

Så ja, vi har en gavmild, generøs og beskyttende bror i Jesus. Han går foran og viser vejen. Og så giver han os al den styrke, vi har brug for, for at forvandles til at ligne ham i de omstændigheder, vi står i.

En lille sidebemærkning her bare for klarhedens skyld. Det er, at Peter havde stadigvæk menneskefrygt i ny og næ efter pinsedagen. Det er ikke sådan, at han fik en særlig salvelse fra Helligånden, og så kom han aldrig til at døje med menneskefrygt mere. Det er ikke sådan, at I skal forstå det.

Der kan vi se, jeg læser det bare lige op, for I må gerne slå op i Galaterbrevet 2,11 -16. Der hører vi om, hvordan Paulus han irettesætter Peter for den menneskefrygt, han stadigvæk besidder, der står:

"Da Kefas (og det er Peter) kom til Antiokia, trådte jeg op imod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv. Før der kom nogle fra Jakob, (Det er jøderne, der fortæller om Jakob.) spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne, og sammen med ham hykldede også de andre jøder så selv Barnabas blev revet med af deres hykleri. Men da jeg så, at de ikke gik lige fremad efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Kefas i alles påhør: Når du der er jøde, lever som hedning og ikke som jøde, hvordan kan du så tvinge hedningerne til at leve som jøder? Vi er jøder af fødsel, ikke sønner af hedensk herkomst, men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus har også vi sat vores lid til Kristus Jesus. For at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger." (Galaterbrevet 2,11 -16)

Igen ser vi, at Peters skrøbelighed stadigvæk finder sted, og jeg er vild med den måde, Paulus han formaner ham og prædiker på samme tid. Jeg ved ikke, om I har tænkt over det, og hvor tit I selv gør det. Men når man skal formane nogen, er det sjældent, at det går over i en prædiken samtidig. Men sådan er det med Paulus.

Så ja, vi kan stadig kæmpe med vores egen skrøbelighed og mangler og kød, efter at Helligånden har givet os en særlig styrke i andre situationer.

Som vi ser i Galaterbrevet 2 så kan det være med til, at vores brødre i troen faktisk også bliver revet med. Vi ser Barnabas, som ellers havde sin gang med Paulus og de troende af hedensk herkomst, han var blevet revet med i det her.

Det er en gave, at vi har fået et særligt bånd mellem os. Et segl, der i Helligåndens kraft holder os sammen i kærlighed. Det er afgørende, at vi værdsætter det, værner om det og går langt for at holde vores fællesskab helligt, sundt og kærligt mellem os brødre og søstre i troen.

Det er som regel, når vi som mennesker tager øjnene væk fra Kristus, gør noget ud fra vores egen skrøbelighed i stedet for at hente styrke fra Jesus, at vi fejler i selv at være gode brødre og søstre overfor hinanden.

Bibelen er tydelig om, at vores status i at være brødre og søstre ligger i, hvad Jesus gjorde på korset. Det var efter korset, at vores synder var blevet betalt for helt individuelt. Det var herefter, vi fik status som børn af Gud, og det var herefter, at vi fik status som brødre og søstre i Kristus.

Det er også derfor, at vores kraft og styrke til at være gode brødre og søstre over for hinanden, den ligger ikke i os selv. Den ligger ikke i noget, som vi præsterer. Den ligger i, at vi holder fokus på Kristus, at det er ham, vi går til i alt det, vi står i. Der er en verden udefra, der kigger på og ser, hvordan vi er brødre og søstre overfor hinanden.

Prøv at lytte på, hvad Jesus siger i hans bøn til faderen i Johannes 17,22-23. Det er den bøn, han beder, inden han går til korset, så det var hans sidste bøn. Han siger:

"Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig." (Johannesevangeliet 17,22-23)

Så her går det op i en højere enhed. Vi ser, at Jesus er vejen til herlighed og dermed også hellighed. Han er den, der forener os og den enhed, kærlighed og hellighed. Den er med til at gøre det kendt for verden udefra, at Faderen virkelig har udsendt Jesus, at Jesus han virkelig er fra Gud af.

Så den måde, vi som brødre og søstre lever med hinanden, viser kærlighed til hinanden, selvopofrende ofre os for hinanden. Det er i sidste ende det, der viser folk udefra, at Jesus virkelig er fra Gud.

Mange har hørt om det, det her med, at der kommer nye ind i menigheder, og som er blevet lidt sultne, de synes, det er lidt spændende det her med den kristne tro. Så kommer de ind i en menighed, og så kan det gå to veje derfra. Enten så møder de nogle, der er i strid med hinanden, nogle som ikke besidder den kærlighed, som vi er kaldet til. Den her enhed, det at være ét i Kristus, som har for travlt med deres egen skrøbelighed og deres egne behov og egne mangler, i stedet for at have fokus rettet på Kristus.

Der er mange ting, der kan spille ind her. Nogle menigheder har måske ikke valgt at Guds ord, at Jesus skal være det, som vi samles allermest om. Nogle menigheder bliver det måske brætspil, fed musik, fritidsinteresser som i sidste ende er det, de glæder sig mest til og samles om. Og så bliver gudstjenesten en eller anden form for formalitet, som lige skal være der også, fordi vi er trods alle kristne.

I sådan et fællesskab er der ikke den her enhed i Kristus, som vi i sidste ende kaldes til. Det er den enhed, det er i ham. Det at vi retter vores fokus på ham. At vores lovsang handler om ham, ikke om os, men om ham, og at vores forkyndelse handler om Kristus og ikke om os og alle vores problemer men om ham. At vores samtaler nede ved bordene bagefter handler om ham og ikke om, at vi skal i sommerhus næste uge.

Det er ikke fordi man ikke må sige, at man skal i sommerhus i næste uge, det skal i ikke høre mig sige. Men jeg tror, at I forstår, hvad jeg mener. At når der kommer nye ind og ser det, hold da op, hvor ser de op til ham Jesus, hold da op, hvor er de bare kærlige over for hinanden. Hvor er der bare håb, når der er sorg. Midt i sorgen, så er det ikke deres egen skrøbelighed, de har fat i her. Så peger de på Kristus. Så er det ham, de har fokus på.

Når mennesker udefra ser det, folk, som ikke er troende endnu, men som er søgende, så bliver det et vidnesbyrd og et bevis på, at Jesus virkelig er sendt fra Gud. Det er det, han siger Jesus.

Det er jo ikke sådan, at evangelisation er sat ud af værk, fordi evangeliet bliver forkyndt, og evangeliet bliver sunget her. Det er heller ikke sådan, at vi stopper med at gå på gaden og fortælle om evangeliet. Men når vi går på gaden, så går vi på gaden sammen, og der er kærligheden også indbyrdes. Der er vores fælles bånd i Kristus også der.

Så man kan være søgende og møde os her, men man kan også være søgende, hvor vi møder dem. Det er ikke sådan, at evangelisation bliver sat ud af værk, fordi vi skal kendes på den enhed, vi har i Kristus, den kærlighed, vi har til hinanden. Det hænger sammen.

Så når vi har det her fokus, bliver det præcis det Jesus, han har ønsket, det Gud har ønsket for os. Det er her, at hans sidste bøn bliver så afgørende og betydningsfuld for os.

Æblet falder ikke langt fra stammen

Det leder mig også lidt til mit tredje og sidste overskrift, det er det her med, at æblet falder ikke langt fra stammen.

Mange af jer kender sikkert til frasen og ved, at den betyder det her med, at man kommer oftest til at ligne sine forældre, om man vil det eller ej. Nogle vil det måske helst ikke fordi vi er trods alt syndere. Men man kommer til at ligne dem før eller senere.

Jeg kan nævne et godt eksempel, jeg har en kollega i Krifa, som jeg kan ikke nævne nogle navne, fordi det kommer på YouTube det her. Men han har sådan lidt modvilligt måtte erkende, at nu kommer han faktisk til en familiefødselsdag og lægger mærke til, at han er fuldstændig det samme tøj på som hans far. Ikke planlagt eller noget, det var skovmandsskjorten og cowboy jeans og nærmest de samme sko på.

Han er nok nået til den erkendelse at det er måske bare fordi jeg ved selv at blive til en far, at jeg kommer til at ligne min egen. Så er det måske okay, at maven slår lidt ud, og at det er skovmandsskjorten. Men vi har det med at komme til at ligne vores forældre, dem vi har ophav fra.

Som kristne, det her med, at vi er blevet børn af Gud, det betyder, at vi har fået en ny natur. Vi er jo ikke bare blevet adopteret, og så er vi sådan nogle særlinge, som slet ikke passer ind, hvor vi hele tiden skal forsøge at se, om ikke vi kan være med på beatet og hele tiden forsøge at se, om vi kan ligne de andre. Også selv om vi rent visuelt slet ikke ligner. Nej, vi bliver født på ny. Vi bliver givet en ny natur. Vi sørger for at vi får givet evne til at rent faktisk passe ind i hans familie.

Det betyder også, at vi vandrer på en anden sti som mange andre ikke vandrer på. Den her sti, som leder til det evige liv. Den smalle sti, som Jesus beskriver i Bjergprædikenen.

Jeg ved ikke, om I er der stadigvæk, men hvis ikke I er der, så slår vi lige op i Første Johannesbrev 3,1 igen. Så skal vi prøve at kigge på det her med, hvad det vil sige at være Guds børn. Og hvordan er den her frase med, at æblet ikke falder langt fra stammen, den passer rigtig fint på det:

"Se hvor stor kærlighed Faderen har vist os. At vi kaldes Guds børn, og vi er det, derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham."

Verden kender ikke Gud, og hvis ikke den kender Gud, kender den heller ikke os. Fordi vi er blevet hans, vi ligner ham, vi ønsker at ære ham. Vi strukturerer vores liv efter ham. Så når verden ikke kender Gud, så forstår den heller ikke, hvem vi er.

Vores prioriteringer, vores måde at leve vores liv på har pludselig ændret sig, efter vi er blevet kristne. Og for nogle er det jo en blød start, hvor man lige så stille begynder at lave nogle ting om i sit liv. Man begynder lige så stille at virke som en lidt anden udgave, end hvad man var før.

For andre, så er det altså nat og dag, og det ene er ikke nødvendigvis mere rigtigt end andet. Gud, han ved præcis, hvordan vi skal drages til ham, og hvordan vi skal fødes på ny. Hvordan vi skal omvende os fra vores gamle liv.

Så for nogle er det; jeg var stofmisbruger. Jeg var på gaden. Jeg kunne ikke komme ud af mit søl. Jeg stjal, jeg løj, jeg var forfærdelig, og Gud greb ind. Jeg har ikke nogen abstinenser. Han fjernede det hele. Han satte mig i en kristen familie. Der var nogen, der tog sig af mig. Jeg blev koblet på en menighed. Det hele forvandlede sig bare fra den ene dag til den anden. Det er ikke svært at finde nogen vidnesbyrd på nettet. Det er så let, fordi Gud han gør det her igen og igen.

Så de her fantastiske nat og dag vidnesbyrd, hvor man bliver fuldstændig taget fra det gamle liv over i det nye vupti, dem er der masser af. Men lige så vel som der er sådan nogle vidnesbyrd, så er der også disse vidnesbyrd, hvor vi gradvist begynder at ligne ham mere og mere. Det er jo helliggørelse, venner.

Så det her med, at vi har sådan et før og efter. Det her med, at vi begynder at ligne ham mere og mere. Det er i hvert fald det, der viser verden, at vi hører ham til, og det er derfor, de kender os længere.

Jeg har personligt venner, som jeg ikke har kontakt til mere. Det er det ikke fordi jeg ikke kan lide de venner. Jeg holder stadig af dem, men de interesser, vi var fælles om før, det er slet ikke levende for mig mere. Det er troen, det er det bånd, vi har her. Det er kærligheden til til Jesus. Det er det der fylder aller, aller mest i mit liv nu. Det er ikke det gamle, kan man sige, det var tidsfordriv.

Så vi kommer til at ændre os. Derfor som børn, så vil vi før eller senere komme til at ligne ikke vores gamle far, djævelen, men vores nye far, Gud. Vi kommer til at ligne ham lige så stille.

Hvis vi prøver at læse videre. Så læser vi i vers 2:

"Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren." (Første Johannesbrev 3,2)

Jeg synes, at der er to ting, vi særligt kan lægge mærke til her. Det første er, at selv om vi er Guds børn, så er vi ikke i vores himmelske legemer endnu. Vi kæmper stadig med synd. Nummer to det er, at fordi vi ikke er i de her nye himmelske legemer, så er vi nødt til at rense os selv. Hellige os, kunne man også sige.

Vi så det lidt med Peter, jeg ved ikke om I lagde mærke til det. Men han var født på ny, han var givet en ny natur, der ville følge Jesus med alt, hvad det indebar. Og alligevel fornægter han Jesus over for en tjenestepige og senere over for jødiske landsmænd, fordi han stadig var skrøbelig.

Han har stadig behov for at se hen til Kristus og søge Helligåndens styrke i tro. Så der ligger sådan en tvetydig ting her; vi er blevet givet en ny natur. Gud har givet os Helligåndens styrke til at være nogle, der ligner hans børn. Men vi har også fået et ansvar herovre til at leve efter det selv at søge at rense os selv, hellige os, så vi kan ligne ham.

Det gør vi jo ved at søge Kristus, venner. Også at søge gode fællesskaber her, hvor vi kan slibe hinanden, og hvor vi kan være gode påvirkninger på hinanden. Vi ved som regel, at det her med hvem vi omgiver os med, hvem vi egentlig er sammen med, betyder noget for hvem vi selv bliver, hvordan vi selv udvikles.

Så det at søge Gud, søge ham i fællesskabet, være i hans ord, søge Helligånden i vores skrøbelighed, det er i sidste ende det, som vi har ansvar for. Og samtidig ved vi, at Gud Han har renset os i forhold til, hvad der skal ske på dommens dag. Han har sørget for, at vi har evne med Helligånden til at være de her børn af ham.

Så med det, at vi er Guds børn, der følger der kraft fra det høje til at udleve det her nye ansvar. Det betyder også, at vi har fået evne til at være ét som Jesus han beder om. Det er ikke en tom bøn Jesus, han beder til Faderen om det her med, at vi må være ét.

Der findes menigheder, og jeg tror på, at vores er en af dem, hvor når nye kommer ind, så kan de se: Wauw, de har noget særligt dem her. Der er en kærlighed mellem dem, og der er et fokus på Kristus, som jeg bare ikke har set nogen andre steder. Når man kommer ind i det, så ser man, at vi er forenet i hinanden, forenet sammen, men også forenet i kærligheden til Jesus.

Så lad mig prøve at udfordre jer lidt her til sidst. Har du lagt mærke til, at verden ikke længere kender dig? Nikkede i genkendende til da jeg fortalte om, hvordan at nogle af dem, som jeg før kunne hænge ud med det kan jeg ikke længere. Der er simpelthen ikke noget fælles længere. Vi kan ikke være fælles om evangeliet. Vi kan ikke være fælles om kærligheden til Kristus. Og det vi kunne være fælles om, har slet ikke betydning for os længere.

Kan det ses på dit liv, at du er blevet adopteret af Gud? Strukturerer du dit liv efter, hvad Gud ønsker og har behag i? Kan du se, at ikke-troende ikke længere kender dig eller forstår dig? Er du grebet af at skabe enhed her for Jesus?

Lad os som Kristi brud blive ved med at elske Jesus og elske hinanden som brødre og søstre med samme far og samme bror.