Herrens anklage og krav

Herren Gud kalder gennem sin profet Mika sit folk til at lytte til Herrens ord. Der er ikke noget vigtigere for noget menneske end at lytte, at høre, at forstå, gribe om og tro på og handle på Guds ord. Guds ord, Herrens røst til mennesket, hans åbenbaring af sig selv, om det univers han ved sit ord har skabt. Herrens ord, hans vejledning, hans formaninger, hans bud er det absolut vigtigste for ethvert menneske. Der er intet, der er mere vigtigt.

Guds ord er sandhed. Det er, som Salme 19 siger det, fuldkomment. Det står fast. Det er retskaffent. Det er rent og retfærdigt, mere kostbart end guld og sødere end honning. Herrens ord leder det fortabte menneske på ret kurs.

"Det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror."
Romerbrevet 1, 16

Der er ikke frelse i noget andet. Er man bort fra Guds ord, forkaster man det, vælger man i stedet at gå sin egen vej, verdens vej, så vil man uundgåeligt finde sig selv på den brede vej, der fører til evig fortabelse.

Så vigtigt er Guds ord, at han igen og igen igennem tiderne sender sine profeter, som Hebræerbrevet 1 siger det: Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne. Men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn. Gud så det så vigtigt, at nationerne hører hans ord, at han i sidste ende sendte sin egen søn, fredsfyrsten fra Betlehem, som vi så i kapitel 5. Ham, som er Ordet, Ordet som er Gud, for at kalde mennesker til omvendelse og tro på ham.

I det kald til omvendelse væk fra synden mod Gud opstår der en konflikt, en kamp mellem menneskets forkærlighed og naturlige tilbøjelighed til at vælge syndens vej, og så Guds vej. Det her radikale kald til at vælge ham og elske ham højere end noget andet og følge ham alene og eksklusivt. Alle andre afguder, alle andre veje og religioner må og skal forkastes. Så radikalt var budskabet – at mange, som havde fulgt ham i en periode, faktisk syntes, det var for hårdt og forlod ham. Miraklerne og helbredelserne og brød og fisk – det ville de gerne have. Men helhjertet efterfølgelse af ham, som kan betyde prøvelser og lidelse? Nej.

I Johannesevangeliet 6 udfordrer Jesus sine nærmeste disciple og spørger dem: "Vil I også gå jeres vej?" Hvortil Simon Peter svarede: "Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror og vi ved, at du er Guds hellige." Der er intet vigtigere end Guds ord og at kende Guds hellige, Jesus Kristus.

I Edens have, før synd kom ind i verden, var der en perfekt harmoni mellem mennesket, Adam og Eva, og deres skaber Gud. Gud havde givet dem sit bud – de måtte nyde frugten af alle træer og planter i haven. Hvilken frihed, hvilket privilegium. Men af ét træ måtte de ikke spise. Hvad gjorde djævlen for at friste mennesket og lede hele menneskeheden ind i en tilstand af synd og fortabelse og adskillelse fra Gud? Han fristede dem til at tvivle på Guds ord og tvivle på, at Guds vej er den bedste vej, den eneste og rigtige vej, der medfører velsignelse og glæde. Han spurgte Adam og Eva: "Har Gud nu også virkelig sagt?"

Det er også den udfordring, som nationen Israel igen og igen stod i. Gang på gang havde folket nedprioriteret Gud, gået deres egne veje og forkastet deres Gud, som har det evige livs ord. Som vi har set i de foregående budskaber i Mikas Bog, havde folket igen og igen forbrudt sig mod det pagtforhold, de havde med den levende, ene og sande Gud. De havde vendt sig mod afguder og en syndig livsstil, hvor de på de groveste måder forbrød sig mod Guds love, og dermed vakte de nu ikke kun Guds sorg, men også hans harme og vrede.

Herren havde været utrolig langmodig imod sit pagtfolk. Han havde sendt dem den ene budbringer og profet efter den anden for at kalde sit elskede folk til omvendelse. Men nu var tiden inde, hvor Gud ville gøre alvor af de mange advarsler, han gennem tiden havde givet. Han ville nu gribe ind med sin dom og straf for at tugte sit folk. Her bruger han andre stormagter, blandt andet assyrerne og babylonerne, som sine tugtsinstrumenter. Det gør han med det formål, at hans elskede folk i sidste ende ville se og forstå, at den vej, de nu gik på, kun ville føre til fortabelse, og dermed drive dem til at vende sig mod ham i sand omvendelse og tilbedelse og modtage fra ham, som har det evige livs ord, som leder til frelse og fred og glæde og velsignelse.

Nu her i det sjette kapitel starter den tredje cyklus af budskaber, der ligesom i de to foregående cyklusser indeholder ord om dom og anklage, men som slutter af med ord om håb og frelse. For hver cyklus bliver det mere og mere intenst og højlydt, og der bliver skruet op for volumen. Kaldet til folket om at vende sig mod Herren, deres trofaste, nådige, omsorgsfulde og kærlige Gud, det lyder højere og højere. Den tredje bølge af budskaber slutter af i et crescendo i slutningen af kapitel 7, som vidner om en Gud, der er som ingen anden. Mikas eget navn, som på en måde indkapsler hele bogens budskab, betyder: "Hvem er som Gud?" Svaret på det retoriske spørgsmål er, som vi også sang: Ingen er som ham. Han er, som kapitel 7 vers 18 siger det, en Gud som tilgiver synden, som ikke bliver ved med at være vred, som holder af at vise godhed og barmhjertighed, som kaster alle vores synder i havets dyb og viser troskab og trofasthed.

Selv i de domme og advarsler og anklager, der lyder gennem bogen, er det sidste ord et budskab om håb og frelse. Vi skal her i det sjette kapitel se på de første otte vers, hvor vi i de første fem vers ser på Herrens anklage mod sit folk, og i de sidste vers, vers 6 til 8, ser på Herrens krav til sit folk.

Herrens anklage mod sit folk

"Hør dog, hvad Herren siger: Rejs dig, fremlæg sagen for bjergene, lad højene høre din stemme. Hør Herrens anklage, I bjerge, I jordens evige grundvolde. Herren fører sag mod sit folk, han går i rette med Israel. Mit folk, hvad har jeg gjort dig? Hvad har jeg besværet dig med? Svar mig! Jeg førte dig op fra Egypten, jeg udfriede dig fra trællehuset; i spidsen for dig sendte jeg Moses og Aron og Mirjam. Mit folk, husk dog, hvad Moabs konge Balak planlagde, og hvad Bileam, Beors søn, svarede ham; husk, hvad der skete fra Shittim til Gilgal, så lærer du Herrens retfærdige gerninger at kende."
Mikas Bog 6, 1-5

Med ordene "hør dog" i vers 1 er det som en dommers hammer, der slår ned i bordet og kalder alle i retssalen til stilhed. Dommeren her er den alvidende, evige, almægtige, suveræne hersker og universets skaber. Det er en hellig Gud, som altid dømmer retfærdigt. Han ved alt. Han ser alt. I hans retssal bliver der kun fældet retfærdige domme. Anklageren er profeten Mika, som Gud bruger som sin talsmand. Han er den, som skal rejse sig og fremlægge Herrens sag. Den anklagede er Guds folk, Israel.

I vers 2 står der: "Herren fører sag mod sit folk. Han går i rette med Israel." Den anklagede Israel er det folk, med hvem Herren havde indgået en pagt, det folk han inderligt elskede og personligt havde udvalgt og udfriet og kaldet til at være hans folk og et vidne til verden om den levende Gud. Så verden omkring dem måtte se og forstå, at her er et folk, hvis Gud overgår alle andre guder. Der er ingen som ham. En Gud som virkelig er, og derved at de også måtte vende sig mod ham.

Men Israel havde fejlet stort i den opgave. De havde gang på gang brudt Guds lov, og nu var dommens time kommet. Vidnerne i det store og intense drama er bjergene og højene, jordens evige grundvolde. Bjergene og højene har været der fra tidernes morgen. De var der ved Sinajs bjerg, da Gud gennem Moses indstiftede sin pagt med folket og gav dem sine bud og love og løfter. De var til stede, da nationen efter 40 års ørkenvandring og krydsning af Jordanfloden indtog det forjættede land, hvor de fornyede deres pagtsløfter på Ebals og Gerizims bjerge, hvor løfterne for at overholde pagten og forbandelserne for at bryde den blev læst op. Bjergene og højene var til stede og bevidnede, hvordan folket desværre også på tragisk vis brød Guds lov igen og igen ved at vende sig mod afguder.

Det at bjergene og højene bliver kaldt til at vidne, viser også, at det her ikke bare er en lille privat sag mellem to parter, der skal finde sted bag lukkede døre. Nej, det er et verdensoffentligt anliggende, fordi ikke bare Israels, men nationernes fremtid er på spil. Israel skulle være et vidne om Gud for nationerne og føre dem til den levende Gud. Det var gennem Abraham, at Gud ville bringe sin velsignelse til verden. Men gennem Israels konstante oprør mod Gud var det nu i fare for at fejle. De havde negligeret deres ansvar og kald til at være et lys i verden, og i stedet havde de selv omfavnet mørket.

I det Gud, Herren, går i rette med Israel, spørger han dem i vers 3: "Mit folk, hvad har jeg gjort dig? Hvad har jeg besværet dig med? Svar mig." Gud lægger nu ud, men meget overraskende er tonen fuld af patos. Man kan næsten høre sorgen og skuffelsen, frustrationen og den følelsesmæssige appel i Guds stemme, når han siger "mit folk" – han siger det faktisk to gange, også i vers 5. I stedet for at starte med en lang liste af anklagepunkter starter Gud med et dybt og personligt spørgsmål: Hvorfor?

Indledningsvist stiller Gud folket det inderlige spørgsmål: Hvorfor har I handlet, som I har gjort? Hvad har jeg gjort mod dig, mit folk, at du handler med en sådan ondskab mod hinanden og mod mig? Hvad har jeg besværet dig med? Hvordan har jeg gjort dit liv så forfærdeligt, at du gør som du gør imod mig og afviser min trofaste kærlighed til dig?

I stedet for at fokusere på, hvad de har gjort mod ham, vil Herren nu gerne vide, hvad ondt han har gjort mod dem. Han giver folket en mulighed for at rette deres anklage mod ham. Men der kommer intet svar. "Svar mig," siger Gud. Men de har intet, de kunne anklage Gud for. Han har altid gennem hele Israels historie vist sig som deres trofaste Gud i tykt og tyndt.

Gud giver nu en kort historielektion af udvalgte nøglebegivenheder for at minde dem om, hvad han har gjort og udrettet for dem, så de må komme til deres sanser, vågne op og blive motiveret til at påskønne alt, hvad Herren har betydet for dem og gjort for dem – så de på ny må vende sig mod ham og hengive sig til ham.

I vers 4 og 5 giver Gud folket en tour de force af hans mægtige frelsende gerninger. "Jeg førte dig op fra Egypten. Jeg udfriede dig fra trællehuset, og i spidsen for dig sendte jeg Moses og Aron og Mirjam." Regelmæssigt fejrer vi som menighed nadveren, hvor vi ihukommes den største frelsende gerning, der nogensinde har fundet sted i verdenshistorien. Der er intet, der overgår Guds frelsende værk på korset, i det Faderen sendte Sønnen, Jesus Kristus, for at lide og dø på et kors i vores sted og sone vores synd og skyld. I det han i sit eget legeme blev straffet:

"Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt."
Esajas' Bog 53, 5

Når vi mindes det, spiser brødet, som symboliserer at Jesu legeme blev knust og brudt, og drikker vinen, som symboliserer at hans blod flød for vores synder på korset, fylder det os med enorm taknemmelighed til Gud og en dyb ydmyghed og ærefrygt for ham – at han var villig til at frelse og tilgive os på bekostning af det mest dyrebare offer, han kunne give. Det driver os til inderlig tilbedelse og ivrig efterfølgelse af ham, som på korset og ved sin opstandelse sejrede over syndens og dødens magt og kalder os nu til at vandre med ham.

Men på Mikas tid var det største frelsesmirakel, man kunne mindes, den store Exodus. En gerning, som årligt blev ihukommet ved påskefejringen. Efter 400 års slaveri i Egypten udfriede Gud dem ud af trællehuset. I Anden Mosebog 2, 24 står der, at Gud havde hørt deres jamren, han havde ikke glemt sin pagt, men husket den – den aftale, han havde lavet med Abraham og bekræftet for Isak og Jakob. Gud så israelitternes lidelser i Egypten, og han tog sig af dem. På mægtig vis, med sin udstrakte højre arm, sendte han ti plager mod egypterne og deres afguder. Han efterlod dem ikke alene, men gav dem et stærkt lederskab i kraft af Moses og Aron og Mirjam, som ledte dem gennem ørkenen i 40 år, alt imens Gud beskyttede dem med sin ildsøjle om natten og skysøjlen om dagen. Han gav dem vand og manna og kød. Han sørgede for dem, beskyttede dem, ledte dem og var dem nær på en helt særlig og unik måde.

Videre i vers 5 læser vi om Guds indgriben på sit folks vegne overfor Balak og Bileam. Vi har læst om de beretninger i Fjerde Mosebog kapitel 22 til 24, hvordan Moabs konge Balak udgjorde en stor trussel for Israels videre færd mod løftets land. Den onde konge hyrede spåmanden Bileam til at forbande Israel. Vi husker historien om, hvordan Gud gennem en engel talte til Bileam gennem et æsel og beordrede ham til kun at sige, hvad Herren sagde. Den sølle spåmand kunne intet andet end at tale Guds velsignelse ind over Israel, til kong Balaks store frustration. Gud vendte Bileams forbandelser til velsignelser. Gud vendte fjendens onde planer til velsignelse. Gud værnede om sit folk. De var hans øjesten.

Israel skulle huske, hvad der skete fra Shittim til Gilgal, som markerer den sidste del af rejsen – den rejse, som startede med udfrielsen og udvandringen ud af Egypten, krydsningen af Det Røde Hav og nu den mirakuløse krydsning af Jordanfloden tørskoet ved Shittim, der markerer slutningen på deres ørkenvandring og starten på en ny æra i deres historie, hvor Gud ville give dem Kanaans land, løftets land, som de med Josva i spidsen indtog.

Gud havde igennem hele Israels historie kun vist sig som den trofaste Gud, som elskede og værnede om sit pagtfolk. Havde Gud nogensinde gjort noget lignende for nogen anden nation? Nej. Så hvordan kunne de nu forkaste ham?

Gud vil, at folket skal tænke tilbage, huske på hans gerninger og derved opildne dem med fornyet længsel efter at søge ham igen, komme tilbage til sand tilbedelse, at de igen måtte gengælde hans kærlighed med kærlighed til ham. Man kan næsten fornemme midt i anklagerne Guds blødende hjerte for sit elskede folk. "Kom tilbage til mig," siger han. Ligesom faderen i lignelsen i Lukasevangeliet 15, der spejder efter den fortabte søn, spejder Gud efter sit folk, at de vender tilbage til ham igen.

Herrens krav til sit folk

Hvis folket nu indser deres synd og deres oprør, hvordan skal de så komme tilbage til Gud? Hvordan skal de bære sig ad med at leve for ham? Hvad kræver Gud af dem?

"Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd? Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud."
Mikas Bog 6, 6-8

Måske er det Mika, der her på vegne af folket spørger Gud: Hvordan skal vi komme hellig Gud nær? Hvordan skal vi træde frem for ham og bøje os for Gud i det høje? Hvordan vinder vi Guds gunst tilbage, hans velsignelse, hans accept i lyset af al den synd, man nu tydeligt ser og forstår, man har begået mod Gud – mod Gud, som kun og altid har vist sig trofast? Hvordan kan vi nogensinde gøre os fortjent til at få hans velsignelse?

Her må vi virkelig træde varsomt i vores tekst, fordi her kan vi komme til at begå en stor fejl og tro, at vi som syndige mennesker faktisk kan gøre os fortjent til Guds accept og tilgivelse i kraft af det, vi kan bringe på bordet. Vil Gud lade sig tilfredsstille med nogle religiøse handlinger? Hvad nu hvis man kommer med et brandoffer, en due, en væder, en ged eller en tyr – eller endnu bedre, en kalv et år gammel, noget af det fineste man kunne ofre? Eller hvad med vædre i tusindtal eller oliestrømme i titusindtal? Det eskalerer fra det enkelte brandoffer til mængder, der er uden for fattevne.

Til sidst, som det ypperste offer man kan tænke sig: Vil Gud acceptere det, hvis man ofrer sin livsfrugt, sin førstefødte? Vil Gud så tilgive for ens overtrædelser og synder? Kan mennesket på nogen måde, hvor radikalt et offer der end kan komme på tale, betale sig til Guds velsignelse?

Det er jo det, som alle verdensreligioner siger, man kan. Du kan godt, kære ven, i egen kraft ved dine gode gerninger og religiøse handlinger og ofre gøre dig fortjent til evigt liv og Guds accept. Folket på Mikas tid var vant til, at de kunne bestikke dommere og betale sig til et gunstigt profetisk ord. Hvorfor så anderledes med Gud? Men sådan er det ikke med Gud. Han kan ikke bestikkes eller købes. Hvis man prøvede at give det bedste, man havde til Gud, som en betaling for al ens synd mod ham, ville det blot være som at tilbyde ham en retfærdighed, som er som beskidt og snavset tøj, som Esajas' Bog 64, 5 siger det. Lige så lidt som en hundredkroneseddel fra et Matadorspil kan indfri en milliardgæld, lige så lidt kan mennesket i egen kraft med egne midler sone sin synd overfor hellig Gud og gøre sig fortjent til at stå tilgivet og evigt accepteret for ham.

Hvad Herren kræver

Hvad er så Guds krav til sit folk? Vi får det at vide i vers 8: "Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud."

Det er interessant, at Mika her i stedet for specifikt at sige "Israel" siger "menneske" – på hebraisk det ord "adam." Det er for at sige, at det her ikke kun er et krav til Israel alene, men til alle mennesker, alle nationer, stammer og tungemål. Alle mennesker er skabt i Guds billede, og på trods af syndefaldet har mennesket i sig et aftryk af Guds moralske lov skrevet i deres hjerter, som Romerbrevet 2, 15 siger det. Mennesket har derfor en gudgiven evne til at forstå og erfare, at der objektivt er noget, der er godt, og noget, der er ondt. Mennesket har en samvittighed, der enten anklager eller forsvarer ens handlinger.

"Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte."
Romerbrevet 1, 19-21

Skabelsen vidner om Guds eksistens, og hans lov, som er skrevet på alle menneskers hjerter, gør, at ingen er uden undskyldning, når det kommer til spørgsmålet om, hvad Gud kræver af mennesket.

Det her vers opsummerer i tre uadskillelige dele, hvad ren og ægte gudsdyrkelse er: Handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent, ydmygt vandre med Gud. De to første – retfærdige handlinger og trofast kærlighed – udspringer uundgåeligt fra den sidste kilde, nemlig at man vandrer med Gud, at man har fællesskab med Gud.

Adam og Eva havde perfekt fællesskab med Gud, men deres synd bragte en splid, en kile, en adskillelse ind i det fællesskab, og det blev brudt. Lige siden har synd adskilt mennesket fra Gud. Som Esajas siger det i kapitel 59, 2: Det er vores synder og overtrædelser, som skiller os fra hellig Gud. Det efterlader en kolossal problemstilling: Hvordan kan mennesket blive forligt med Gud og igen vandre og have fællesskab med ham? Hvordan kan vi få rene hjerter og rene hænder?

Hele offersystemet i Det Gamle Testamente peger på, at synd skal og må sones med blod. Nogen eller noget må betale straffen for ens synder.

"For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort."
Hebræerbrevet 10, 4

Men Jesus kom, sendt af Faderen, for at være det Guds lam, der endegyldigt skulle fjerne synden fra det menneske, som i tro og omvendelse tror på ham. Det hele Gamle Testamentes offersystem viste sig kun at være en midlertidig løsning, der kunne dække over synden, men ikke fjerne den. Det pegede mod et behov for et ultimativt offer, der en gang for alle skulle sone synden.

David forstod, at han intet andet kunne end at kaste sig ned for Gud i omvendelse og syndserkendelse og bede ham om nåde og tilgivelse i troen på, at Gud og Gud alene kunne fjerne hans synd. Han havde intet at bringe. I Salme 51 er Davids eneste håb for tilgivelse Guds nåde alene. Han stod åbenlyst strafskyldig foran Gud, og det eneste, han havde at klynge sig til, var Guds nåde. Og det fantastiske er, at Gud er så utrolig tilgivende og nådig og barmhjertig. Han kalder på alle mennesker, alle steder – selv de værste af os – til at vi ydmygt bøjer os for ham, vender os mod ham, tager imod hans tilgivelse og nåde og glædesfyldt vandrer med ham i vores hverdag hver eneste dag.

"Kom og følg mig," siger Jesus. Når vi vandrer med Gud, er sammen med ham hele tiden, har fællesskab med ham, har ham i vores konstante bevidsthed, snakker med ham i bøn, læser og grunder på hans ord, tilbeder ham i vores hjerter og har ham for øje i alt, hvad vi gør – når vores længsel nu er at elske ham med hele vores hjerte, sjæl, styrke og sind, og når vi mediterer over hans nåde og kærlighed til os – så kan det ikke andet end at have en forvandlende virkning i vores liv. Den forvandling kommer til udtryk i, at vi handler retfærdigt, og at vi viser trofast kærlighed.

At handle retfærdigt udspringer fra et liv, hvor man ydmygt vandrer med Gud og aktivt udøver en måde at leve på, som er i overensstemmelse med Guds ord, hans love og befalinger og bud. At man handler ret mod sin næste, at man står det onde imod. At vise trofast kærlighed er bedre oversat i de engelske oversættelser: Ikke bare "to show kindness," men "to love kindness." Ikke bare at vise trofast kærlighed, men at elske trofast kærlighed. Den her frase er faktisk helt unik i dette vers. Det er ikke bare noget, man gør eller viser, men noget der er en del af én. Noget der nu definerer én. Man tilhører Gud. Man vandrer med ham. Ens liv er i ham. Man er forandret, forvandlet. Nu elsker man inderligt ham, som altid har vist sin trofaste kærlighed. Den trofaste kærlighed er ikke bare en hovedviden, men den er blevet internaliseret. Der er en indre disposition, en naturlig gudgiven tilbøjelighed til, at man bare elsker at udtrykke omsorg og kærlighed for andre. Særligt overfor dem, der er i nød og trængsel.

Det samme krav har Gud til os i dag. Han kalder dig og mig til årvågent, ydmygt at vandre med ham, følge Jesus og udtrykke Guds hjerte igennem vores handlinger og vidnesbyrd til den verden, vi er i.

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."
Matthæusevangeliet 11, 28-30

Amen.