En glædesfuld taksigelse

I dag skal jeg indlede den her serie ud fra Filipperbrevet. Det er en serie, som jeg har valgt at kalde, "Glæden ved partnerskab i evangeliet". Der er fem budskaber, i den her serie, og det bliver dem, som jeg som sagt skal dele i Canada til den konference, som Hanna og jeg skal over til sidst i Maj. Titlerne på de forskellige prædikener er, en glædesfyldt taksigelse, det er dagens budskab i dag. Og så er det, et liv værdigt evangeliet, at adoptere Kristi sindelag, et eksempel på partnerskabet i evangeliet og så den sidste, at udøve partnerskab i evangeliet.

Jeg synes, budskabet i dag passer meget godt med den uge, som vi også har haft med bøn og faste. For det vi skal se på er, det eksempel, som Paulus viser i den bøn, som han beder for menigheden i Filippi. Og det er en bøn, som er fyldt med glæde og fyldt med taksigelse. Så lad os læse denne tekst sammen nu her. Vi begynder fra vers 1, men mit fokus bliver fra vers 3 til 6.

"Fra Paulus og Timotheus, Kristi Jesu tjenere. Til alle de hellige i Kristus Jesus, jer, der bor i Filippi, samt tilsynsmænd og menighedtjenere. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag." (Filipperbrevet kapitel 1, 1-6.)

Vi skal se på Paulus bøn. Rent teknisk er det jo ikke en bøn, men han taler om, hvordan han beder. Så på den måde ser vi, hvad det er for nogle tanker han har, når han beder for menigheden i Filippi. Så på den måde skal vi se på Paulus´s bøn i tre dele. Vi skal se på bønnens karakter, bønnens årsag, og endeligt skal vi se på bønnens anledning.

Men inden vi dykker ned i hver del her, så er der ét ord i den her tekst, som jeg synes springer ind i øjnene, når man læser teksten. Og det er det ord, som vi ser i vers 4. Og det er ordet glæde. Og den form for glæde, som de her vers udtrykker, og som vi ser i Paulus. Det er en glæde, som er en helt anden form for glæde, som den her verden i almindelighed forbinder med glæde. Det er en glæde, som har sit udspring et helt andet sted, og det bliver særlig klart for os, når vi reflekterer over den kontekst, som dette brev bliver skrevet i.

Paulus skriver sit brev til filipperne, mens han sidder i fængsel. Han sidder i fængsel i Rom. Og i vers 20 kan vi også se, at på det her tidspunkt, når han skriver brevet, så ved han ikke hvad der kommer til at ske. Han ved ikke hvad hans situation ender med, hvad den fængsling ender med. Om han skal henrettes? Måske mens han skriver, tænker han, at det er muligt, at han vil blive henrettet allerede dagen efter. Han ved ikke, hvad der kommer til at ske.

Og det er godt at tænke på, at det egentlig er den baggrund, han skriver med, når han taler om det her udtryk, glæde, der træder frem i versene her. I vores verden, så er det her ikke en god dag, hvis man er i den situation. Men for Paulus, så er hans perspektiv bare et helt andet. Han tænker på en anden måde. Han lever på en anden måde end den her verden. Og som han også siger i vers 21, så vil døden sådan set bare være en gevinst for ham. Hvorfor? Fordi livet er Kristus. Amen.

Kære venner, når livet er Kristus, så får livet på den jord, vi lever på her, bare et helt andet perspektiv. Vi får et helt andet udsyn på livet, når livet er Kristus. Når Kristus Jesus er substansen og fylden af det, vi lever og ånder for. Og når det bliver ikke bare en teoretisk virkelighed for os, men bliver en levende virkelighed for os. At livet er Kristus. En sand erkendelse, som kommer ikke bare ved at man begynder at tænke sådan, men ved at Helligånden hjælper én til at tænke sådan. At Helligånden i vores liv, som virker i os, hjælper os til at løfte vores perspektiv op over omstændighedernes diktatur. Jamen så er det, at ved åndens virke, så påvirker det vores tanker, det påvirker vores følelser, og det påvirker vores perspektiv, vores udsyn på livet. Det er det, som ånden gør i os. Det er det, som evangeliets kraft gør i vores liv, brødre og søstre. Og vi får en glæde, som er overstrømmende. En glæde, som ligesom den måde, fred bliver omtalt på i kapitel 4, vers 7, noget som overgår al forstand.

Denne Helligåndens virke, som gør sin gerning i Paulus liv, det er også den, som Paulus har tillid til, skal fortsætte i filipperne. Men egentlig er det her noget, som er beskrivende for det, som bør være normalt i det kristne liv generelt. At det er åndens virke i vores liv, som skaber denne frugt. Som kristne er vi ikke længere af denne verden. Det ser vi i Johannes 17, 14. Og derfor må vores primære kilde til glæde i livet, heller ikke udspringe af denne verden. Vi bliver ofte fristet til at finde glæde i denne verden, fordi det ligger lige for, hvad der lige umiddelbart kan glæde os.

Men dybest set må vores kilde komme fra et andet sted. Vores kilde til glæde må komme fra den uudtømmelig kilde til glæde. Den, som hele tiden flyder med levende vand fra vores Herre Jesus Kristus. Det er ham, som giver liv. Det er ham, som er vejen, sandheden og livet. Han er livet, og han er livet i os. Og det er det, som skaber denne glædesdimension, som vi ser her i disse vers, og som vi ser i os i kraft af at Paulus kan udtrykke denne glæde, selvom han befinder sig i de omstændigheder, som han gør. Som på almindelig vis vil føre andre mennesker ind i dyb fortvivlelse. Men for Paulus er der bare en dyb fundamental glæde i hans liv, fordi den kommer ikke ud af omstændigheder, men den kommer af, at den dybe tro, som han har på Kristus og det liv, som han har i ham. Og derfor siger han også i vers 18, at han glæder sig og bliver ved med at glæde sig.

Og det er ikke sådan, at Paulus ikke er påvirket følelsesmæssigt af situationen. Selvfølgelig er han det. Han er et menneske, og vi er mennesker. Vi bliver påvirket af rigtig mange ting, men der er en dyb, fundamental glæde, som ikke er på et følelsesmæssigt plan, men som er noget helt andet. Og midt i det vi står i, så er der bare en kilde til glæde, som kommer stærkt til udtryk i den her tekst, hvor Paulus giver udtryk for sin taknemmelighed til Gud for hans kære venner i Filippi.

Paulus, han var blevet ledt af ånden til at forlade Lilleasien, som han tjente i. Han var kaldet til at drage ud til den del af verden, da han blev kaldet til at nå ud til hedningerne. Der var han for en tid. Men så rejste han derfra, mod Europa og den nordøstlige del af Grækenland, og her møder han så nogle mennesker. Det gør han på en sabbat nede ved floden, hvor der er nogle mennesker, der samles der, nogle gudfrygtige mennesker. Og der var ikke nogen menighed i Filippi da Paulus han kom. Så Paulus, han møder de her mennesker, han forkynder evangeliet for dem. Og det der så sker, er, at en kvinde ved navn Lydia, hendes hjerte bliver åbnet. Hun kommer til tro. Og det der så sker er, at hele hendes husstand kommer til tro også. Og så læser vi i Apostelens gerninger om de dramatiske begivenheder der følger, hvor Paulus og Silas, de tjener Herren. De forkynder evangeliet. De bliver smidt i fængsel. Og så læser vi om den mirakuløse befrielse, hvor de bliver befriet af en engel. Og fangevogteren der, som er ved at tage sit eget liv, jamen ham får de talt med, og han ender med at give sit liv til Jesus og dernæst hele hans husstand bliver frelst. Så der sker virkelig nogle ting her i den her by, Filippi ved evangeliets kraft.

Man kan sige, det er en menighed, som Paulus får et særligt forhold til, på grund af alle de ting, der er sket. Og det ser vi også, hvordan han udtrykker i teksten her, hvor han taler om, at det lige fra den første dag og indtil nu. Så man kan forestille sig, hvordan han tænker på alt det, der skete fra den første dag, og alle de begivenheder, der fandt sted. Og hvordan han tænker på hele den rejse, de har været på, og hvordan menigheden også har været med til at støtte ham i udbredelsen af evangeliet. Hvordan de har stået sammen med ham. Så det er de her vidunderlige mennesker her, som fylder Paulus´s tanker, når han skriver det her brev til dem.

Han tænker selvfølgelig på deres historie sammen. Hvad er det, der skal ske? Han tænker på det arbejde, som er i gang i menigheden, hvordan Gud virker i dem, og også de tanker han har om fremtiden for hvad det er, der skal ske med hensyn til Guds virke i dem og Guds virke i menighedslivet.

Så når vi tænker på det Paulus, gav udtryk for i vers 3 her, så fortæller det en hel del om Paulus selv. Og det, som det fortæller om Paulus, er noget, som virkelig også må tale til os. Så hvad er det, det fortæller om Paulus?

Det at vi forstår sammenhængen, det hjælper os til at se det. Det hjælper os til at forstå det hjerte, Paulus har. Fordi Paulus, han er trængt. Han står over for hans mulige henrettelse. Det er en svær situation. Jeg tror ikke, vi kan forestille os det. Men hvad er det hans hjerte er fyldt med? Det ser vi her i vores tekst. Taknemmelighed. Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer. Prøv at tænk på det. Han er så taknemlig, for det som Gud han gjorde. Det som ingen mennesker var i stand til. Det var noget, som Gud han gjorde. Han bragte åndeligt liv til døde mennesker. Mennesker som var døde i deres overtrædelser og synder. Fillipi var en død by, og lige pludselig så kom livet ved evangeliets kraft, og så blev det til en levende by.

Han var så taknemlig for det, der var sket. Og hver gang han mindedes dem, så  kom denne taknemmelighed frem i Paulus. Og når der står hver gang, det ser vi i vores tekst i vers 3. Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer. Og når der står det, så minder det os om, at her er der tale om frekvens. Her er der tale om regelmæssighed. Her er der tale om noget, der sker hyppigt. Han mindes dem med jævne mellemrum, hvilket taler om et mønster i hans bønneliv. Det taler om, og fortæller os om, at her er der tale om en særlig nær relation.

I Paulus bønner optræder filipperne ofte, fordi de ligger på hans hjerte. De ligger ham nært, og det siger han også lige ud i vers 7. I er i mit hjerte, og det er nogle mennesker, han virkelig, virkelig holder af i sådan en grad, at hans egne omstændigheder egentlig træder i baggrunden til fordel for de bønner, som han beder for hans venner.

Bønnens karakter

Så det, vi ser i første vers her, er ganske enkelt bønnens karakter. Vi ser, hvordan den måde, som Paulus beder på, er en personlig og hjertevarm form for bøn. Det næste som følger er bønnens årsag, og bønnens anledning, nemlig Guds gerning i filippernes liv ved den Helligånd. Men først og fremmest lad os se på bønnens karakter. Det første, vi kan lægge mærke til her er, at Paulus når han beder, så beder han til min Gud. Han siger, Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer. Læg mærke til det. Han kunne også bare have sagt, jeg takker Gud, hver gang jeg mindes jer. Men han siger, Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer. Det at han tilføjer det her personlige stedord, min, er med til netop at fremhæve ideen om den her nære relation, som han har til sin Herre og sine frelser, Jesus Kristus.

Og det, at han har den her relation, og så møder de her mennesker, som så får den samme relation, fordi de bliver frelst. Det skaber jo så en helt særlig relation mellem ham og dem. Så han takker. min Gud, som er min, fordi han frelste mig, og ligesom han frelste mig, sådan har han også frelst jer. Så I kan se, at det er det, der binder dem sammen. Det er, at han har frelst os. Jeg takker min Gud, som også er jeres Gud.

Og det er på grundlag af den vidunderlige frelse, at jeg nu mindes jer i bøn. Så Paulus beder for filipperne. Han beder til min Gud, hans personlige Herre og frelser. Og så ser vi også den her taksigelse. Han takker Gud, det er med taksigelse, det er med en glædesfuld taksigelse. Vers 4. Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag og indtil nu.

Karakteren af Paulus bøn er, som vi har set, at den strømmer ud af et hjerte, som er fyldt med glæde. Og igen så må det bare tale enormt stærkt til os. Os, der så ofte kan lade verdens bekymringer kvæle vores glæde. Hvorfor har Paulus sådan en glæde i sine bønner for filipperne? Jeg tror, det er fordi, at når han beder for filipperne, så tænker han ikke på sig selv. Så tænker han på dem. Hans orientering er udad og ikke indad.

Og det er i virkeligheden også dét, som kendetegner forbøn, er det ikke det? Og det er et godt dansk ord. På engelsk siger man "intersession". Men forbøn, altså bøn for andre. Den er udadrettet. Når vi beder, med forbøn, så er tanken, at vi beder for andre. Og det er det, vi ser her.

Og samtidig så er dem, for hvem han beder, jo nogen, som virkelig bringer ham glæde, når han tænker på dem, som vi har set. Og vi er ikke i tvivl om, at når vi læser i Filipperbrevet i sin helhed, så ser vi, at det med glæde, virkelig er et centralt tema. Her i vers 4, så optræder ordet for første gang i Paulus brev. Men det er bestemt ikke sidste gang, at vi ser det. Faktisk er det 14 gange, vi møder det. Og det er mere end i noget andet brev, som Paulus skrev. Det her glædesudtryk. Det går bare igen i Filipperbrevet.  Det gør også, at vi bare bliver bevidste om det fokus, som Paulus har her. Det er ikke et fokus, som er på sig selv, men det er et fokus, på de mennesker, som han holder så meget af i Filippi. Og i vers 4-5, så er hans glæde jo koblet sammen med evangeliets fremgang i byen.

I vers 18, så ser vi, at glæden er forbundet med, at evangeliet bliver udbredt. Og der i vers 18, så er det jo en sammenhæng, hvor at det bliver udbredt på trods af, at der er nogle uheldige omstændigheder. Men alligevel glæder Paulus sig. Og så ser vi vers 25, at han beder om, at menigheden må vokse i tro og glæde, og det er også noget, der virkelig fylder ham med glæde. Det, som Gud han gør midt iblandt dem.

I kapitel 2 og i kapitel 4, så er det enhed, der er temaet. Men den enhed er jo også det, som er med til at give Paulus en enorm glæde. Fordi hvis der er noget han så i mange andre menigheder, så var det, at der var splittelse. Men i filipperne, så arbejder han virkelig for, at den enhed, som de allerede har, må blive bevaret. For der er også nogle ting, der truer filipperne, om at splitte dem. Men han glæder sig over, at de kan være ét i ånden.

Så vi ser det her perspektiv af glæde, som han har. Og det er ikke en glæde, som kommer ud af omstændighederne. Men som sagt, den her dybe, inderlige relation, han har til sin Herre og frelser. Og det er noget, som Ånden gør i os. Og en af de ting, som Guds Ånd gør i os, kære venner, det er, at når vi vokser med ham i troen, så begynder vi at bære frugt. Åndens frugter begynder at komme til udtryk i vores kristne liv. Det er fantastisk. Det er Gud, der gør det, og en af de frugter, som vi får, er, at vi begynder at tænke på andre mere end vi måske gjorde tidligere. Det ved jeg ikke, om du har oplevet. Man begynder ligesom at vende blikket udad. Man begynder at bede for andre. Man begynder at tænke på, hvordan kan jeg gøre noget for nogle andre? Det er åndens frugt, og det ser vi også her i menighedslivet. Det er fantastisk. Det er Gud, der gør det. Så vi flytter energien væk fra os selv og oplever hvordan, når vi gør det, så kommer velsignelsen også tilbage. Vi gør det ikke for at få velsignelse, men det kommer naturligt. Når vi sår, så høster vi også noget, som Gud giver.

Og det er den dynamik, som vi også ser her i forholdet mellem Paulus og filipperne. Og i vers 4,  bliver vi også opmærksomme på, med Paulus ordvalg, at der ikke er sat nogen begrænsninger på, hvem han beder for i menigheden. At det ikke er en bestemt målgruppe, men det er alle i menigheden, som han beder for. Når det sker, så glæder han sig, fordi han ser, at Gud bare virker i hele menigheden, i hele fællesskabet, blandt alle medlemmerne. Det er fantastisk.

I Vers 5 ser vi hvorfor. Fordi I har været med i det fælles arbejde for evangeliet, lige fra den første dag indtil nu. Så han glæder sig over, at de har været med ham, lige fra den første dag. De har været med helt fra starten og lige indtil nu. De har holdt fast. De er med ham. Det er fantastisk.

Bønnens årsag 

Så nu ser vi her bønnens årsag. Vi har set på karakteren af Paulus bøn og glæde over menigheden. Nu beskriver han så årsagen til den. Det er menighedens, og her kommer det græske ord, "koinonia", som er helt særligt for Filipperbrevet. Det helt særlige udtryk, "koinonia", som betyder fællesskab eller partnerskab omkring evangeliet.

Og det er noget, som har været stærkt lige fra dag ét, lige indtil nu, hvor Paulus skriver det her brev. Og som sagt, tænker Paulus måske tilbage på, hvad der skete, dengang Lydias hjerte blev åbnet. Dengang han forkyndte evangeliet for første gang i byen, og hvordan hun så også åbnede sit hjem for brødrene. Og det blev udgangspunktet for, at evangeliet derfra kunne blive udbredt til den by og den egn. Lige fra den dag havde de haft det her, "koinonia" omkring evangeliet.

Vi ser det her udtryk "koinonia" flere steder i Det Nye Testamente. Og så er det ikke alle steder, det har helt samme nuance eller helt samme udtryk. Og det er klart, at det altid er konteksten, der bestemmer det. Men i Filipperbrevet er det, den her stærke kobling mellem venskab og "koinania", der giver det her fællesskab en helt særlig form for personligt og nært udtryk. De er som menighed sammen med Paulus i det fælles arbejde, det fælles "Koinania" arbejde. Der er det her partnerskab mellem filipperne og Paulus, i forhold til arbejdet for evangeliets udbredelse.

Det vil ikke sige, at de er fysisk sammen med Paulus. Han rejser rundt overalt, men de er sammen med Paulus i arbejdet i ånden. De beder for ham, de holder rebet for ham. De connectede i den forstand, at de hele tiden tænker på hinanden, beder for hinanden, holder sammen omkring det, der sker i forhold til evangeliets udbredelse. Så de står sammen. Og det er helt fantastisk at se det her. Den her dynamik, som vi ser her.

Der er et konkret eksempel på, hvordan det kommer til udtryk, når menigheden sender Epafroditus ud for at hjælpe Paulus. Han er i en situation, hvor han har behov for, at få hjælp. Så de sender en gave ud til Paulus, det læser vi om i et andet kapitel, og jeg kommer til at tale specifikt om ham, senere i serien her.

Men det er et helt klart udtryk, for det helt særlige "koinania" som de har, den her dimension af "Koinonia", fællesskabet, partnerskabet om evangeliet. Det er ikke bare noget, som har en praktisk betydning, men Filipperbrevet viser os som sagt, at det er noget, som går meget dybere.

De er ikke bare fælles med Paulus omkring evangeliet. Læg mærke til også den sidste del af vers 7. I er jo alle fælles med mig om nåden. Og det er jo sådan set det, der er helt centralt i den her form for fællesskab. Det er nåden. Det her er den fundamentale fællesnævner, som fylder "koinonia" begrebet med mening. Hvis det bare var noget, man så i foreninger eller andre steder, så ville det jo ikke være det samme. Det her er et fællesskab, som har sit fundament på den fælles nåde, som Gud har virket i vores liv. Det at vi er fælles om det, som Kristus har gjort i os, og det er ud fra det, vi arbejder. Deres enhed i arbejdet for evangeliet bygger på deres enhed i Kristus og den nåde, som han har givet dem i frelsen. Amen.

Sand fællesskab omkring forkyndelsen af Kristus som frelser er uløseligt forbundet med frelsen, som giver os sand fællesskab i Kristus. Det er indlysende. Men nogle gange er det også bare vigtigt at understrege det. Det er et vidunderligt fællesskab, som Paulus beskriver mellem sig selv og denne menighed, som var et fællesskab, der fortsatte, selv efter Paulus rejste derfra. Nu er han i Rom, når han skriver det her brev. Men han rejste videre til Thessaloniki, til Korinth, og så kom han tilbage til Rom igen senere.

Men Paulus, han glæder sig over den her form for "Koinonia", og jeg er sikker på, at I også glæder jer over den form for "Koinonia" fællesskab, partnerskab i evangeliet, som vi oplever i Nordkirken. I det her fællesskab, hvor vi oplever den her glæde over at være sammen. Den her glæde over at tjene sammen. Det er noget helt unikt. Det er noget helt fantastisk. Det afspejles i det, som Paulus også skriver her. Så vi ser karakteren her af Paulus bøn, som vi har talt om, og årsagen til hans taksigelse, nemlig fællesskabet omkring evangeliet.

Bønnens anledning

Og nu ser vi så også anledningen til hans bøn. Det som er beskrivende for, hvorfor Paulus han er så glad, og hvordan han giver udtryk for den her glæde og taksigelse til Gud, hvorfor den er så stor med hensyn til fællesskabet. Og det udtrykker han i vers 6. Vi kan starte fra vers 3: "Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag og indtil nu, og i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag".

Bønnens anledning. Det fylder Paulus med glæde, at han kan iagttage, hvordan Gud ved sin ånd virker blandt filipperne. Og her udtrykker han sin tillid til, at den måde, som Gud har begyndt at virke i denne menighed, det, som han har startet, det vil han også fuldføre.

Og jeg tror, det er måske en af de mest citerede vers i Filipperbrevet. Og der er rigtig mange citerbare vers i Filipperbrevet. Det her er en af dem. Men en af de ting, vi kan lægge mærke til, er parallellen mellem det, som Paulus siger her, og det, som han siger i Galaterbrevet kapitel 5, vers 10 hvor der står: "at jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet". Og det er selvfølgelig taget ud af en kontekst, og man kan ikke helt sammenligne, fordi galaterne står i en helt anden situation, end filipperne gør. Det er en helt anden sammenhæng, men princippet i det her med, at han har tillid. Hos Galaterne, så er det en meget mere dyster situation, de står i.

Men alligevel så har Paulus den her tillid, som han udtrykker begge steder, fordi hans tillid, er en tillid, som han har til Gud og ikke til mennesker. Og derfor så tilføjer han også i Galaterbrevet 5, 10, "i Herren", når han taler om, at han har tillid. Så det er ikke bare, at han har tillid til de mennesker, som dem de er. Han ved, at hvis ikke det bygger på det, som Herren han gør i de her mennesker, så er der ikke noget rigtigt fundament for at have nogen tillid. Men fordi det er i Herren, så har vi en årsag til virkelig at have tillid til, at Gud, han gør sit værk i dem.

Og så fordi frelsen kommer fra Herren. Det er Herren, der udvirker det. Det er Gud, der gør det. Vi ser i Filipperne kapitel 2, vers 13: "Det er ham, som virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje."

Så har vores tillid til Gud, et rigtig godt, solidt fundament. Det er Gud, der gør det. Det er ham, der gør sin gerning i vores liv, så vi kan have tillid til, at han fortsætter det. Det, som han begynder, det vil han også fuldende. Amen.

Og det er den stærke tillid, som Paulus har til Gud, og som gør ham glad og taknemmelig. Den er baseret på Guds trofasthed over for denne menighed, både i sin frelse af dem og i sin bevarelse af dem indtil frelsens fuldendelse i alle dens facetter. Indtil den dag, hvor vi går ind i herligheden, som her kaldes Kristi Jesu dag.

Allerede, endnu ikke dimension

Indtil den dag, så lever vi i det, som teologerne kalder for allerede, men endnu ikke dimensionen. Jeg tror også, at Johnny har nævnt det i sine læseprædikener. Det er den her dimension af, at vi allerede er frelst. Men vi er også på vej til den fulde fuldbyrdelse af den frelse, når vi går ind i herligheden og skal være sammen med med Herren.

Så vi lever i sådan et spændingsfelt, i det her liv. Vi er allerede frelst ved tro, men vi skal også frelses fra vreden på dommens dag. Og samtidig, mens vi er her, arbejder vi med frygt og bæven på vores frelse, som der står i Filipperbrevet 2, 12.

Vi er retfærdiggjort, men der kommer også en dag, hvor erklæringen skal lyde, du er retfærdig, på den yderste dag. Indtil da, så har vi fået ånden som panten på vores arv, og hans ånd vidner sammen med vores ånd om, at vi er hans børn. Vi er frelst ved tro, men der kommer også en dag, hvor vi skal stå foran ham helt uden fejl for hans ansigt i kærlighed, som Efeserbrevet taler om.

Den frelse, vi har nu, er en frelse, som vi lever i den her allerede, men endnu ikke dimension. Og vi har den i kraft af, at vi er i Kristus. Vi er forenet med ham i troen. Han har forsonet os med Gud. Han har sikret velsignelsen for os. Men samtidig har vi et ansvar, for selvom alle de velsignelser er sikret, så har vi et ansvar for at arbejde. At arbejde hårdt. At leve for Gud. At leve ret ind for ham. Og det er også det, som Paulus udtrykker i vers 27, at vi skal leve vores liv, så det svarer til evangeliet.

Men samtidig skyldes det, at vi kan det, retfærdighedens frugt, vers 11, som skyldes Jesus Kristus. Det er Gud, der gør det. Det er Gud, der gør sin gerning i os.

I vers 6, sætter Paulus fokus på denne dimension af, at det er Gud, der gør det. Det er ham, der gør værket. Det er Guds suverænitet, der er på spil her, som virker i forhold til Guds gode gerning i filipperne og løftet om, at han vil fuldføre det, som han har begyndt. Det vil han gøre indtil Kristi Jesu dag.

Der er en kommentator, som forestiller sig det på den her måde. At da Paulus tænkte på Kristi Jesu dag, og forestil jer, at han sidder i den her romerske borg, i et mørkt rum nede i kælderen. Jeg ved det ikke. Og i sådan et mørkt, koldt rum, er der måske lige et enkelt stearinlys, og så sidder han der og tænker på det her. Kristi Jesu dag. Man kan bare forestille sig, hvordan han tænker på det her lys, der skinner. Guds herlighed, lyset der stråler fra Kristi ansigt. Guds nærhed, den her varme, det her liv, det der er os i vente. Hvordan det bare fylder hele den her kolde celle, som han sidder i. I det her romerske fængsel, på de mørkeste dage og tænker på Kristi Jesu dag. Wauw!

Alt mørket og alt ængstelsen, fortvivlelsen, det forsvinder bare. Det forsvinder i lyset af håbet om Kristi Jesu dag og den fremtidige "koinonia" med filipperne. Det, som han glæder sig over og er i forventning til, må sandheden i dette evangelium også lyse stærkt for du og jeg. Vi lever i et velfærdssamfund med masser af mørke. Det ved jeg ikke, om I har lagt mærke til. Der er meget mørke, som vi lever i. Men midt i det mørke må vores lys skinne. Må Kristi lys i os skinne klart i håbet om vores frelser.

Må vi lade det skinne for verden omkring os. Det er det, vi er kaldede til. Vi er kaldet til at være lys i en mørk verden. Må mørket fortrænges I mødet med lyset? Må fortvivlelsen forsvinde i mødet med det håb og må sorgen blive til glæde i mødet med vores frelser.

Kære venner. Der er en dimension af glæde her, som er fremmed for denne verden. Den er så dyb, at vi må ikke ophøre med at meditere over, forundres over, hvordan vi kan have sådan en glæde. Men det kan vi faktisk i alle omstændigheder. Så er den tilgængelig for os. Hvis du føler, at den her form for glæde har været fremmed for dig, hvis du føler, at du ikke har den lige nu, så vil jeg bare gerne opmuntre dig til at søge den.

For hvis du er i Kristus, så har du adgang til denne glæde. Den er der. Og vi vil stå sammen med dig, hvis du mangler den. Om, at bede om at du må genfinde den igen, fordi den er så dyrebar og kostbar. Det er det, som gør, at vi i alle situationer kan glæde os, fordi den er netop ikke afhængig af omstændighederne.

Så brødre og søstre, vi har noget her, som er så dyrebart, og som vi også ser i den her tekst. Den fortæller os om denne dyrebare glæde. Den her glæde, den er helt særlig, fordi den kan fylde dig på dage hvor, at i verdens øjne, så er der ikke nogen grund til at glæde sig. På de dage, så kan den bare være der. Den er ikke betinget, som sagt af omstændighederne. Den hæver sig over omstændighederne, fordi den er overnaturlig, og den har sin kilde uden for os og uden for denne verden. Den kommer nemlig til os fra Jesus.

Paulus, han siger, "Livet er Kristus". Men det må aldrig bare blive et slogan for os, for vi kan sagtens komme til at sige det. Vi synger det, vi siger det, livet er Kristus. Men det må være en virkelighed for os. Livet er Kristus, og når han er det for os, når han er livet for os, når han er alt for os. Hvordan kan man så ikke være glad?

Vi taler ikke om den her følelsesbaseret glæde. Vi taler om den dybe bibelske glæde. Det er den, vi skal have. Men sandheden er bare, at vi lever i en verden, hvor den ene dag efter den anden, så vil den bare lægge den ene byrde på os, den ene bekymring efter den anden på os. Og der kan man hurtigt komme til at blive tynget og lade den kvæle vores glæde. Men det skal vi ikke.

Vi skal finde anledning til at være glade selv midt i det. Hvad er det Jesus, han lærer os? Han lærer os, at hver dag har nok i sin plage. Vi skal ikke bekymre os. Vi skal søge hans rige først og hans retfærdighed. Og så vil alt andet komme. Alt andet blive givet i tilgift. Det er den mentalitet, som Guds ord giver os. Og jeg kæmper hele tiden med, at skulle bekræfte, at det er netop den måde, jeg skal tænke på hele tiden. Det er en kamp for os. Det er den gode kristne kamp. Den gode strid, som vi kæmper, er netop for, at vi må tænke Kristi tanker. Vi må have hans tanker, at vi må leve og tænke, som han ønsker vi skal tænke. Have den bibelske tankegang, det bibelske perspektiv.

En anden ting, vi kan tage med os i dag, er, at som vi har set så stærkt i Paulus eksempel, er når Gud gør sin gerning i vores liv, så begynder vi at længes efter at se andre lykkes. Så begynder vi at tænke og bede for andre, at gøre noget for andre. Og det er her, den her vidunderlige "koinania" dimension, den begynder at folde sig ud. Og hvor er det fantastisk, at vi også ser det her i vores menighedsfællesskab. Lad os bede om, at vi ikke bare må bevare det, men også at vi må få lov til at udvikle det, som Gud er ved at gøre iblandt os her. Og bede om, at den gode gerning, som han er begyndt her, at den må han fortsætte indtil Kristi Jesu dag.

Amen.