En ny konge og et nyt hjerte

I søndags tog vi hul på Første Samuels bog og har fortsat igen i dag. Vi læste det første kapitel og i dag det andet kapitel. Det første kapitel og andet kapitel her lægger vægt på beretningen om Hanna og hvordan Gud ser i nåde til Hanna i hendes barnløshed.

Han hører hendes bøn. Hun råber til ham, og hun søger ham i hendes nød. Han hører hendes bøn. Han svarer hendes bøn. Han giver hende en søn, og hun giver ham navnet Samuel, "For jeg har bedt Herren om ham, sagde hun".

Hun overgiver ham til Gud, for at Samuel må tjene Gud, for at han må tjene ham hele livet og at tilhøre Herren. I dag har vi hørt Hannas lovsang, og vi har set her i et andet kapitel, hvor skidt det egentlig står til med Israel, som Johnny har været inde på.

Rent åndeligt står det skidt til i forhold til også den her overgang fra Dommertiden til monarkiet. Vi ser Elis to sønners ugudelighed i templet, men også hvordan Gud han sætter en stopper for det. Han bringer dom. Han erklærer ved Guds manden vers 30: "at det kun er dem, som ære Gud, Gud vil ære. Men de, der ringeagter ham, bliver til skamme."

Nu kommer der en ny tid i Israel. Nu kommer der en ny tid, hvor nationen bevæger sig væk fra de dage, hvor som vi læste under sommertiden, hvor der ikke var nogen konge i Israel, og hvor enhver gjorde, hvad han fandt for godt. Den tid bevæger vi os væk fra. Nu går vi ind i en ny tid.

Som vi har set i vores læsninger af Dommerbogen, det her store, implicitte og gentagne spørgsmål: hvornår kommer der en leder i Israel? Hvornår kommer der en leder, som vil føre folket til fuldkommen sejr og til en evig fred?

Det, som Samuels bøgerne gør, er at tage det her spørgsmål, kan man sige. Og gennem en historisk beretning om det nye monarkis politiske historie pege læseren frem mod det rigtige svar på det spørgsmål, som er: nationens behov for Messias.

Så når vi nu, kære menighed, skal læse igennem Første og Anden Samuels bog, så kan vi læse det som en historisk beretning i en historisk fortælling om Israels politiske historie i den særlige periode, som de befinder sig i her.

Men fortællingen er jo ikke bare historisk. Som en del af tanakhens tidlige profetiske bøger, så er den dybt teologisk. Det er også en af de ting, som jeg gerne vil fremhæve i dag den teologi, som vi læser i disse bøger. Fordi hvad er det, beretningens primære formål er? Den er at åbenbare Guds frelsende vilje for sit folk i udfoldelsen af hans forløsningens plan.

I søndags indledte jeg vores tekstlæsning med at tale om det her med tanakhens kanoniske struktur. Og hvad mener jeg, når jeg siger tanakh? Hvad betyder det? Jamen, det er jo det her udtryk for den hebraiske kanon tanak TNK, Toraen, Nevi'im og Ketuvim.

Altså den her tredeling af bøgerne i loven, Profeterne og Skrifterne og jeg kom ind på, hvordan selve roden til det hebraiske ord tanak betyder at skyde en pil. Og den her idé om at Guds ord ligesom sætter en retning, og der ligesom er et mål for Guds ord, der er en kurs, som peger eller skyder frem mod det her mål. Og hvordan vi altid må være bevidste om, at det mål i Guds frelseshistorie, dét mål er Kristus, Messias, Israels håb. Det er det, som det hele peger frem mod Amen.

Lige præcis den profetiske funktion, som Guds Ord har i at hjælpe os til at se frem imod målet, den ser vi i Samuels bøgerne. Det vil jeg gerne prøve at belyse her i dag med den her introduktion.

Oprindeligt var første og Anden Samuels bog en enkelt bog i den hebraiske kanon. Ligeledes ser vi det også med Første og Anden Kongebog, èn bog. Ezra og Nihemias var èn bog og de tolv såkaldte profeter èn bog.

Men med den græske oversættelse af de hebraiske skrifter, dem vi også kalder Septuaginta, så begyndte man at inddele disse bøger i nogle sektioner, og det var faktisk først med den latinske oversættelse af Bibelen frem mod slutningen af 300 tallet, at vi får den inddeling og den rækkefølge af de bibelske bøger, som vi kender fra vores bibler i dag.

Det er selvfølgelig interessant, men det vigtigste er jo, at det er jo naturligvis, at indholdet i Bibelen har jo ikke ændret sig. Det kan godt være, at rækkefølgen har ændret sig lidt, men det er den samme bibel vi læser nu, som de læste på den tid. Indholdet er det samme, og det er det vigtige.

Dog som sagt, så er der noget interessant omkring det her med inddelingen, fordi vi har set også med hensyn til overgangen fra dommerbogen til Samuels bøgerne, hvordan det giver mening med den her overgang her rent fortællemæssigt. Det er en overgang fra, kan man sige, kaos til en ny orden, til en ny retning for Guds folk.

Dommer Bogen har fremhævet Israels gentagne frafald fra Gud. Samuels bøgerne fremhæver særligt det levitiske kongedømme og Guds pagt med David og med folket og løftet om et evigt kongedømme.

ser den her progression, den her pil, der peger frem imod noget stort, som skal komme, og som Gud vil åbenbare i fremtiden. Og det er, hvordan han også, som vi læser i Hanna's lovsang, han skal give sin konge styrke, løfte sin salves horn, som vi læser i vers 10.

Ja, han indsætter en ny konge, og den nye konge, han indsætter, bliver så erstattet af en en anden konge og så efter ham så kommer der en anden konge, og så kommer han en anden konge osv.

Vi ser denne kongerække i Bibelen, men det vi skal lægge mærke til, er jo det, som det peger frem mod; en ny konge og et evigt kongedømme. Som er det løfte, som også lyder i Anden Samuels bog kapitel 7 og vers 16.

Det, som Gud åbenbarer gennem Davids kongedømme, som er et billede på den større David, som skal komme, Davids søn Kristus, det er, at Gud ikke er optaget med det ydre, men Gud han er optaget med det indre. Og det er meget centralt i Samuels bøgerne. Det kommer vi til at lægge mærke til.

David, han skulle ikke bare være en konge. Han skulle ikke bare være en konge, der kunne noget, han skulle være en mand efter Guds hjerte. Det var det, som Gud var ude efter. Han skulle være en mand, som elskede Gud, og som ønskede at tjene Gud af hele sit hjerte.

Folket skulle ikke bare have fred med filistrene, som de frygtede. Nej, de skulle have fred med Gud, og de skulle frygte ham, amen.

Med det, så har jeg også valgt denne titel på mit budskab, Samuels bøgerne, "en ny konge og et nyt hjerte". Fordi det er noget, som er centralt her i Samuels bøgerne.

Man kan sige, at det er jo to bøger, som der er rigtig meget stof i. Der er rigtig mange ting at tage fat på her. Men hvordan er det, vi skal læse de her bøger med det centrale budskab for øje?

En ting, som vi kan gøre, er at læse Samuels bøgerne med den her tanke i baggrunden: Gud er ved at lede sit folk fra noget gammelt til noget nyt. Gud er ved at lede sit folk ud af det gamle og over i det nye, som han har for sit folk.

Med Hanna's vidnesbyrd får vi også det her billede af at gå fra Barnløshed til frugtbarhed. At gå fra sorg til glæde, fra nederlag til sejr. For troen på menneskets egen formåen til en erkendelse af, at det kun er Guds veje, der kan lykkes.

Guds folk må forstå, at ja, der er store fjender, der truer. Der er filistrene, der truer os. Men der er faktisk en endnu større trussel, en endnu større fjende, der truer. Og det er den indre fjende, det er synden og det er noget, som folket skal forstå.

Hvordan skal den fjende besejres? Hvor peger den profetiske pil hen i forhold til løsningen på det problem? På det største problem, som er et åndeligt problem, en åndelig udfordring? Hvordan skal det løses? Folket har brug for en ny konge. Men hvem kan give folket et nyt hjerte, fordi det er det de virkelig har brug for? Og hvem er den konge, som kan give det nye hjerte? Det er det store spørgsmål.

Så når vi læser første og anden Samuels bog, så kan vi som sagt lægge mærke til det her overgangs princip fra det gamle til det nye. Og vi har naturligvis som nytestamentlige kristne, at de frelses historiske briller på. Vi læser det gamle i lyset af det nye, fordi det er der, hvor vi har kulminationen af Guds åbenbaring for os.

Jeg vil gerne, at vi fokuserer på det her overgangs princip i Samuels bøgerne i forhold til følgende tre overordnede og afgørende overgange. Overgangen, nummer 1, fra Stolthed til ydmyghed. Overgangen fra det ydre til det indre. Og overgangen fra det jordiske til det himmelske. Så fra stolthed til ydmyghed, det ydre til det indre og fra det jordiske til det himmelske.

Den her progression på de her områder ser vi faktisk klart i Samuels bøgerne, men som vi ved, bygger Samuels bøgerne jo videre på den tidligere åbenbaring, der har været og de tidligere pagter, og vi kan gå helt tilbage til begyndelsen i forhold til det første punkt, til der, hvor Gud først åbenbarer sig, nemlig i skabelsen. Gud, han har jo skabt alting. Han har skabt verden. Han har skabt det alt sammen godt. Amen.

De første mennesker har han også skabt som gode mennesker uden synd. Men mennesket faldt i synd. Det er det, vi ser fra begyndelsen. Mennesket faldt i søvn ved i stedet for at lytte til Gud så lyttede de til slangen. Slangen, som stillede spørgsmål til, hvad Gud havde sagt. Han stillede spørgsmål til Guds lov.

Han stillede spørgsmål til det bud, som Gud havde givet dem om ikke at spise af frugten af det træ, som står midt i haven. Og han bildte dem ind, at de rent faktisk kunne blive ligesom Gud og kende godt for ondt. Det vil sige, de kunne bedømme tingene i egen kraft. De kunne være selvstændige mennesker. De behøver ikke at være afhængige af Gud. Nu kan de blive som Gud og være uafhængige af Gud. Man kan sige, at de kunne blive frie individer, selvstændige individer. Det var løgnen og de første mennesker, de købte ind på den løgn.

Det førte så alt muligt ondt med sig. Men man kan sige i det onde, så det, som lå centralt i den synd, var den stolthed, at jeg kan være uafhængig af Gud. Tanken om, at vi kan klare os uden Gud. Tanken om, at vi kan selv, jeg vil selv. Og ja med hensyn til frelsen, det kan jeg også godt klare selv. Hele den her utopiske tanke, som er så grundlæggende for mennesket i dets synd imod Gud, bliver konfronteret i Samuels bøgerne.

Det første kapitel indleder med den her beretning om Hannah, og hvordan hun bliver ydmyget, fordi hun er barnløs og hendes rivalinde ydmygheder og håner hende. Men i sin fortvivlelse Hvad gør hun? Hun søger Gud, hun ydmyger sig for Gud.

I stedet for at blive bitter, som man jo kan, når man oplever noget så fyldt med sorg, så søger hun Gud. Hun ydmyger sig for Herren. Hun bøjer sit hjerte for ham, og han hører hendes bøn.

I hans lovsang så kan vi lægge mærke til, hvordan hun netop skildrer det her med stolthed kontra ydmyghed. "De er stolte er dem, vers 3, der har store ord i munden og fræk tale". "De tror, de er helte, vers 4, men deres buer brækkes". Til gengæld så ser Herren til de ydmyge og de segnefærdige, det vil sige de, de udmattede. De udmattede, dem styrker han.

Vers 7 "herren gør fattig, og han gør rig, han ydmyger, og han ophører". Vers 8 læser vi, at han rejser de svage og løfter de fattige. "Men de ugudelige, vers 9, omkommer i mørket, for ingen sejrer i egen kraft".

Ingen, som i deres stolthed siger Jeg er stærk, jeg er uovervindelig. Det er det, vi ser med Goliat, han rejser sig op og håner Gud. Og han siger: "Jeg er stærkere end Gud. Der er ikke nogen, der kan besejre mig." Ingen, der siger sådan. Ingen, der har sådan en holdning i deres stolthed kan sejre.

Dem, der prøver at gøre det, de vil opleve, hvordan de bliver ydmyget. Og det er præcis også en af de sandheder, som vi ser på dramatisk vis udspille sig i Første og anden Samuels bog.

I de første kapitler, så ser vi, hvordan pagtens ark spiller en stor rolle i kampen mellem Israel og Israels fjender, filistrene. Det indlysende her er jo, at pagtens ark med Guds lov, der repræsenterer Guds nærvær, det er jo helt afgørende for Israel. Det er helt afgørende for, at Israel får sejr. Det er helt afgørende for, at Israel kan lykkes, at Gud er med dem. At Guds nærvær er der. Han er der hos dem, for de kan ikke sejre uden Gud. Pagtens ark er et vidnesbyrd om, at Israel kan ingenting uden Gud.

Samuel han leder Israel i kapitel 7 til at omvende sig fra deres stolthed, fordi de har nemlig tanken om, at vi kan godt uden Gud, nemlig i deres stolthed. Så han han leder dem til at omvende sig fra deres stolthed og omvende sig fra deres afgudsdyrkelse også.

Når de så gør det, så kommer Herren dem til undsætning og sejrer over filistrene. Men så rejser deres stolthed sig igen, og det er typisk for Israel, de omvender sig, og så falder de tilbage i synden. Det ser vi i kapitel 8, hvordan de kræver en ny konge af Samuel.

Det var ikke fordi, at de ville have Gud til konge. Nej, de ville have, de kiggede på de omkringliggende nationer, og så sagde de: Vi vil have ligesom dem, så vil vi også have konge.

Samuel han advarer dem om, hvad der kommer til at ske, hvis de fortsætter på den kurs der. Herren han siger til Samuel: Føj dem, lad dem gøre det, lad dem bare få den konge, ser vi i vers 22.

Så ser vi i kapitel 9 hvordan Saul bliver indsat som konge. Det er egentlig en udmærket start, kan man sige, på monarkiet. Det starter godt Saul, han begynder som en ydmyg konge, der stoler på Herren.

Men er det noget, der fortsætter? Desværre, så fortsætter det ikke. Han bliver stolte. Saul bliver hovmodig, Saul han, ser vi også senere, bliver skinsyge. Han begynder at gøre tingene på sin egen måde. Han tror, at han kan selv. Den her selvstændighed, den her uafhængighed, uafhængig af Gud. Det her mønster, som vi ser, syndens mønster.

Vi ser det også i kapitel 13 i forbindelse med den nye krig, som kommer med filistrene, hvor han selv vil gøre tingene på sin egen måde og bringer et offer selv for Herren. I stedet for at følge de instruktioner, som man har fået af Samuel om, hvordan han skulle gøre i forhold til det offer at vente på Samuel i stedet for, så gør han det selv.

Hvad sker der så i kapitel 13 vers 11-12? Vi ser, hvordan Samuel han konfronterer Saul med den måde, han synder imod Gud. Hvad gør Saul? Han forsvarer sig. Han forsvarer sin handling i stedet for at erkende, at han har gjort noget forkert, så forsvarer han sig selv. I stedet for at ydmyge sig, så var han stolt.

Samuel, han forkynder ham i vers 14: "Nu skal dit kongedømme ikke bestå, herren har nemlig udsøgt sig en mand efter sit hjerte." Det er det, som Herren har udsøgt sig.

Herren søger en mand, som er efter hans hjerte, ikke en mand, som er efter sit eget hjerte. Og i kapitel 16 så bliver David så salvet til konge. Det, vi kommer til at se, det er den helt store forskel, der er mellem Saul og David. Det er, at mens Saul han lader sig styre af sin stolthed, så er David villig til at ydmyge sig.

David kommer til at lave mange fejl som konge. Det er slet ikke det. Han kommer til at synde imod Gud på forfærdelige måder, hvor man bare tænker: Hvad sker der, David? Men det, der skiller ham ud, det er, at igen og igen, så er David villige til at erkende sin synd. Igen og igen så er han villig til at bøje sig og omvende sig og det er det, der gør ham til en mand efter Guds hjerte.

I modsætning til Saul og David åben for irettesættelse og det ser vi mange gange i Davids liv. David han havde en glæde i Herren, og det er også en, vi ser flere gange komme til udtryk både i Samuels bøgerne, men i særdeleshed i Salmernes Bog, når vi læser Davids salmer. Den glæde han har i Herren.

I Anden Samuels bog, så ser vi den her scene, hvor arken bliver ført tilbage til Jerusalem og David han danser for Herrens ansigt. Kan I huske det?

Sauls datter Mikal hun synes, at sådan kan man ikke, det er uværdigt at gøre sådan. Men David, han fortæller hende, at det var for Herren, jeg gjorde det. Hans hjerte var for Herren.

Det her ydmyge, det her overgivet hjerte for Herren, det er det, som er også, kan man sige, grundlaget for Nathan's forjættelse til David i Anden Samuels bog, kapitel 7, hvor vi ser de her store løfter, som profeten Nathan giver.

Her kan vi, hvis vi slår op, læse David's respons i Anden Samuels bog, kapitel 7,18-19, hvor David han siger sådan her: "»Hvem er jeg, Gud Herre, og hvad er mit hus, siden du har ladet mig nå så vidt? Du syntes endda ikke, det var nok, Gud Herre, så du har også givet din tjeners hus løfter langt ud i fremtiden. Og dette skal være menneskets belæring, Gud Herre!"

Læg mærke til, hvordan David forstår, at at det, som Gud vil gøre i henhold til sine løfter, det er noget, som ligger langt ude i fremtiden. Godt nok er overgangen fra Saul til David en overgang, der fremhæver denne overgang fra stolthed til ydmyghed, men selv David forstår, at der er noget, der er langt større end ham selv. Der er noget som rækker langt ud over det.

Når vi ser på hvordan Anden Samuels bog slutter, så ser vi igen David han falder i synd. Han falder i synd i forbindelse med folketællingen. Hvor han stoler på sin egen hær i stedet for at stole på Herren.

Hvad er det, vi skal konkludere her? David mislykkes i at gøre det rette for hans sønner. Han var en retfærdig mand, fordi han stolede på Gud. Men han var også en synder, der igen og igen faldt, og derfor evnede David ikke at gøre det, som nationen havde brug for, nemlig at sone nationens synd. En større David var nødvendig. En ny konge var nødvendig.

David var en stor konge, men han var ikke Kongen. Hans ydmyghed som konge og hyrde for folket var blot en skygge af en langt større og bedre Konge, nemlig Jesus Kristus, vor Herre, kongernes Konge. Amen.

Det er i virkeligheden denne konge, som vores tanker må være optaget med brødre og søstre, når vi nu skal læse igennem første og anden Samuels bog. Det er den konge, vi skal tænke på. Det er den konge, vi hele tiden skal have i tankerne, når vi læser alle de her ting.

Når vi nu læser igennem Samuels bøgerne, så er der også en anden overgang, som vi skal lægge mærke til, som er nært beslægtet med den første overgang her, vi har talt om: fra stolthed til ydmyghed. Og det er overgangen fra det ydre til det indre.

Når vi læser profeterne, så ser vi, hvordan de jo bygger videre på tidligere åbenbaringer. Når vi læser Samuels bøger her, som er et profetisk skrift, så kan vi også se, hvordan de bygger videre på tidligere åbenbaringer og åbenbaringen, som blev givet gennem Moses i loven.

Når man læser loven, så kan man jo ikke undgå at lægge mærke til alt det, som Gud befaler Israel at gøre i det ydre. Nu har vi jo læst igennem loven som menighed, og måske har I tænkt på, hvor mange ting de egentlig skulle gøre i det ydre.

De skulle omskære deres drengebørn på ottende dagen. Så var der også ting, de ikke skulle gøre. Hvor de overhovedet ikke skulle gøre noget som helst. På sabbatten måtte de hverken deres familie eller deres ansatte eller dyrene, ingen måtte gøre noget som helst overhovedet.

Men så var der jo alle de andre dage, og der skulle der gøres en masse ting. Der var en masse love og regler og retsregler. 613 love i alt. Det er mange. Der var mange ting, der skulle der skulle være styr på.

Jeg ved ikke, om I kan huske, da vi læste igennem Tredje Mosebog. Alle de her krav, der var til de her ofre, som de skulle give. Der var simpelthen så mange detaljer, og man kunne fristes til at tænke: Hold da op, der var mange ting, at de skulle huske at gøre af ydre ting.

Men så kan man så spørge: alle de her ting, som de skulle gøre i det ydre, var det et mål i sig selv? Var målet i sig selv, at de skulle gøre A, B, C, D og alle de her detaljer og 100 % på den her måde. Var det i sig selv et mål? Nej, Guds vilje var, at de skulle gøre alle de her ting, som de blev befalet, i tro. De skulle gøre alle de her ting med et hjerte, som elskede Gud. Et hjerte, som var overgivet til Gud.

Vi skal huske, at før Israel fik loven, så frelste Gud Israel ud af Egypten, ud af trældommen. Så først frelste han dem, og så gav han dem befalingerne, som de skulle være lydige over for. Så kaldet til lydighed kom efter frelsen, og det er vigtigt at huske på.

Israel skulle gøre de her ting, som Gud havde befalet dem, ud af taknemlighed til Gud for hans frelse. Det vil sige, de skulle gøre det med glæde, og de skulle gøre det med en tro i deres hjerte.

Som profeten Habakuk sagde: "se, den overmodige er uden retskaffenhed, men den retfærdige skal leve af tro." Habakuk 2,4. Dem, som tror på Gud, skal leve i troen på Gud og alt det, som Gud befaler ham, det skal de gøre i tro.

Så alt imens loven er fyldt med ydre ting, der skal gøres i lydighed mod Gud og mod den Gud, som havde indgået en pagt med dem, jamen så var det, der skulle underbygge det, det vigtigste det var nemlig det indre. Det var et lydigt og overgivet hjerte.

De, som havde den overbevisning, at jamen de kunne bare gøre alle de her ting, som Gud havde befalet dem i det ydre. Og hvis de bare gjorde det, jamen så er Gud glad og tilfreds. De tog fejl, fordi det var ikke det, der var målet. Det er en af de sandheder, som vi ser faktisk blive åbenbaret i Samuels bøgerne. Det er ikke nok bare at gøre de her ting. De skal gøres af et rent hjerte. De skal gøres af et helt hjerte.

Hør, hvad Samuel siger i Første Samuels bog kapitel 15 vers 22. Samuel han siger: "Vil Herren hellere have, brandofre og slagtofre end lydighed mod Herren. Nej, at adlyde er bedre end at ofre. At lytte er bedre end vædderens fedt".

Saul han tænker, hvis jeg bare giver det her brandoffer, det her slagtoffer, så er det nok. Nej, det Herren vil, det er, at man lytter til ham og gør det, han befaler. Det er det, som Herren ønsker.

Saul han havde bildt sig selv ind, at han kunne være pragmatisk. Han kunne gøre tingene på sin egen kreative måde. Han kunne bare være selvstændig. Han kunne gøre tingene på en smartere måde, selv om det ikke lige var efter bogen. Så ville det være mere effektivt, hvis han bare gjorde det sådan her, sådan tænkte han.

En af de ting, han gjorde, det var, at han skånede amalekitter kongen Akab og de bedste får de bedste okser og alle lækkerierne og alt det værdiløst lagde han band på. Men det var ikke det, han havde fået besked på. Men det var det, han syntes, det var smart at gøre.

Så vil han tænkte på, hvad han synes, der var det rigtige for ham i det ydre nu og her. I stedet for at tænke på at gøre det rigtige og adlyde Gud. Motiveret af troen på Gud, motiveret af en kærlighed til Gud. Motiveret af, at jeg vil lyde Gud for det er ham, som jeg frygter.Det var der, det gik fejl for Saul.

Det fik den konsekvens, som vi læser om i vers 26 i første Samuel 15. Samuel han meddeler Saul: "Fordi du har forkastet Herrens ord, har han forkastet dig som konge over Israel".

Hvad er det, vi ser her? Det, vi ser, er Åbenbaringen af Guds vilje og ønske om, at vi, som er kaldet af Gud til at følge ham og til at tjene ham, skal gøre det af hjertet og ikke motiverede af ydre omstændigheder.

Det er præcis den sandhed, som bliver åbenlys i valget af David som konge. Kravet var ikke, at han skulle have en masse stjerner på skuldrene, nej, han skulle være en mand efter Guds hjerte som sagt. Det var det, der var kravet.

I kapitel 16, vers 7 så siger Herren til Samuel: "Men Herren sagde til Samuel: »Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.«"

Hvis vi går tilbage til kapitel 12 i Første Samuels bog, så ser vi det samme princip i forhold til folket. For de har jo syndet imod Gud ved at kræve en konge, fordi de var optaget med det ydre og Samuel han formanede dem. Ikke, fordi det at have en konge i sig selv er forkert. Det er ikke dét, som Samuels bøgerne lærer, at det er forkert at have en konge. Men deres motiver var urene. Det var det, der var forkert.

I vers 18 kapitel 12 så ser vi Guds vrede imod dem. Han sender torden og regn, de bliver grebet af gudsfrygt, og de beder Samuel om forbøn, fordi de forstår, at de har syndet ved at kræve en konge.

Og læg så mærke til, hvad Samuel så siger til dem i vers 20. Han siger til folket: "Frygt ikke, selvom I har gjort dette onde. Nu må I ikke vige fra Herren, men I skal tjene ham af hele jeres hjerte". Og så ser vi vers 24 ligeledes: "frygt Herren og tjen ham i trofasthed af hele jeres hjerte."

Det er det, det handler om, det er det indre, det er ikke det ydre. Det er ikke de ydre ting, det er hjertet. Det er det, det handler om.

I Anden Samuels bog, kapitel 7 kan vi også lige slå op, fordi det er et af de mest centrale kapitler også. Der ser vi, hvordan David får den tanke, som han deler deri i de første vers af det syvende kapitel. Han deler her tanken med profeten Natan, men problemet er bare, at den tanke, som han deler, den, er motiveret af det ydre. Han siger i vers 2: "Se, her bor jeg i et cedertræ hus. Men Guds Ark bor i et telt."

Kan I se det ydre i det her? Og så giver Natan ham et længere svar, der så kulminerer med det her store pagts løfte til David om et evigt kongedømme.

Men Herren irettesætter David gennem Natan og Herren han siger essentielt til David: Hallo, vil du bygge mig et træhus? Hvad sker der? Tror du, det er det, det handler om? Altså, jeg har jo været med jer hele vejen igennem. Jeg har kæmpet for, de krige, som I har vundet, har I vundet på grund af mig. Jeg har skaffet Israel et sted at bo. Jeg har sørget for jer. Du skal ikke bygge mig noget hus. Herren vil bygge dig et hus, vers 11.

Når vi læser sådan et vers, og der er mange af disse vers i Samuels bøgerne, når vi læser dem, så må vi bare tænke med det samme: det er noget, der peger frem.

Vi læste faktisk også set i det andet kapitel i dag, kapitel 2,25, hvor jeg bare tænkte, da vi lige læste det: Wauw det her, det peger frem. Og igen vers elleve: "Herren vil bygge et hus".

Herren vil bygge sig et hus, et tempel og det er også noget vi ser senere med Davids søn, Salomon. Men opfyldelsen af alle de her, ydre ting, templet er en ydre ting. Det var noget, der skulle bygges rent fysisk.

Men opfyldelsen af dem, igen vi ser frem, hvor er det den profetiske pil peger hen, det er ikke fysiske ting, den peger hen i mod en åndelig opfyldelse af de her ting. Mod de levende stene, som skal udgøre Guds sande tempel, som apostlen Peter også skrev om i Første Petersbrev kapitel 2.

Kristus er den levende sten som bygmesteren vragede, og vi, der tror på ham, vi, som ved troen på ham er forenet med Kristus, vi er som levende stene, der bygges op til et åndeligt hus, som der står i vers 5 i Første Petersbrev kapitel 2. Vi er det åndelige hus, han vil bygge. Jeg vil bygge mit hus, siger Herren.

Paulus skrev til Korinterne, at vores legemer er et tempel for Helligånden. Vi er Guds tempel, og vi er kaldet til at vokse sammen som et tempel for Gud, ikke det ydre for synets skyld, men det indre for Kristi skyld, Amen. For vi må ligne ham, og vi må blive som ham, for han har givet os et nyt hjerte.

Så når vi læser Samuels bøgerne Brødre og søstre, så læg mærke til det her overgangs princip fra det ydre til det indre. Og hvordan Guds ord kalder du og jeg til at tjene ham og elske ham af hele vores hjerte.

Og hvor er det let at falde i det her med at blive optaget af de ydre ting. Hvor er det let, fordi det er ydre ting, der omgiver os hele tiden. Men lad os ikke glemme, hvad det hele handler om. Livet med Gud i troen på Kristus.

Og i rigtig god tråd med det her princip kommer vi nu til det sidste år og den sidste overgang, som jeg vil fokusere på her og gerne vil fremhæve her ud fra første og anden Samuels bog. Det er om hvordan Guds folk er kaldet til at gå fra det gamle til det nye. Den her overgang har jeg valgt at kalde for overgangen fra det jordiske til det himmelske.

Jeg tror ikke, at jeg tager fejl, hvis jeg siger, at en af de beretninger I Samuels bøgerne og særligt i Første Samuels bog, som er mest kendt, er nok beretningen om tvekampen mellem David og Goliat.

Det er nok den mest kendte, kan man sige, som vi husker rigtig godt. Der er jo lavet så mange børnebøger og tegneserier og spillefilm og ikke mindst mange prædikener omkring den her beretning.

I rigtig mange af de her f.eks. hvis man lytter til prædikener om beretningen om David og Goliat, så er moralen i historien en morale, der handler om det her med at have mod som underdog, der ligesom skal have mod i forhold til den store udfordring han står overfor her.

Det lyder noget i retning af det her, at ja, mange af os vi har de her store personlige kæmper i vores liv. Hver enkelt af os har en eller anden Goliat i vores liv. Ting du er afhængig af. Måske det kan være store udfordringer. Det kan være økonomiske udfordringer, som du har. Det er din Goliat. Men hvis du bare har et mod som David, hvis du bare har en tro som David, så kan du overvinde din Goliat. Har du hørt den slags før?

Det vil sige, at det som der sker her med den her moralistiske tilgang, er, at du sætter dig selv i rollen som David. Og så er din udfordring er så Goliat. Problemet er bare brødre og søstre, at beretningen handler ikke om dig og dine problemer. Det gør den altså ikke.

De fem glatte sten som David, han finder nede i bækken, det er ikke de her fem stærke bønnesvar, som Gud han vil give dig til at overvinde dine udfordringer. Nej, beretningen handler ikke om jordiske og kødelige dimensioner. Beretningen handler om himmelske og åndelige dimensioner. David er ikke dig, david er Kristus.

Beretningens åndelige og profetiske betydning handler om, hvordan han overvinder os og frelser os. Vi er Guds fjender i vores synd. Vi tænker på og lever for det jordiske i vores synd og i vores uvidenhed. Den kæmpe, vi står med, er et kæmpe problem, som vi har, nemlig det problem, at vi uden Kristus står straf skyldige over for en hellig Gud.

Vi har brug for, ikke 5 skridt til et bedre liv gennem god moral. Det vi har brug for er at blive konfronteret med Åndens sværd, som er Guds ord, og som skærer lige ind i vor sjæl og kapper syndens hud af. Det er det, vi har brug for.

Der er kun én ting, der skal ske med syndens Goliat i vores liv, og det er, at den skal dø, før den dræber os. Be killing sin or sin will be killing you, som puritanerne sagde.

Vores David er den, som baner vejen for det. Han er Kristus. Han er Davids søn, den eneste frelser. Den nye konge, der giver os et nyt hjerte. Amen. Men han gjorde noget, som var større end det, som vi læser om i beretningen om David og Goliat.

Det er derfor, det også er vigtigt, når vi læser de her beretninger i Det Gamle Testamente at huske og forstå, at de blot er skygger, der peger frem mod noget, som er større, en større realitet, en større opfyldelse, som vi ser i Kristus.

Når vi læser Samuels bøger, så er vi jo tusind år før Kristus. De her ting peger frem mod noget, der er langt større. Det er en realitet, at vores frelser, når vi tænker på den her beretning her, ikke blot gik i krig for os imod synden, men at han gav sit liv for os. At han blev gjort til synd for os. Han blev genstand for Guds dom for os som en stedfortræder for at redde os fra det, som ellers så ud til at være en uovervindelig kæmpe, nemlig syndens og dødens magt. Det var det, som han gjorde.

Ved hans blod så fik vi liv, og ved hans opstandelse, så er vores liv ikke begrænset til en glæde i det jordiske. Men en evig glæde i det, som vi har i det himmelske. Halleluja!

Samuels bøgerne, kære venner, skal hjælpe os til at se ud over det jordiske. Og hvordan Gud han, hvordan hans løfter peger frem imod det himmelske.

En af de centrale begivenheder, der viser det her, den her dimension af det himmelske. Det er ikke beretningen om David og Goliat, som vi ser i 1. Samuels bog kapitel 17. Men det er faktisk det, som vi ser i Anden Samuels bog, kapitel 7.Det har vi allerede været inde på os.

Nogle kalder det her kapitel for måske det vigtigste kapitel i hele den hebraiske kanon. Og måske er det rigtigt, fordi her der indgår Gud en pagt med David, og det er en pagt, der som sagt bygger videre på tidligere åbenbaring og bygger videre på tidligere pagter, som Gud har indgået med sit folk. Gud han indgår en pagt med David, som bygger videre på det.

Her er noget særligt måske på Abrahams pagten, fordi løftet til Abraham var et løfte om både sejr over fjenderne. Det var et løfte om et land, et hjem til sit folk. Men det var i særdeleshed også et løfte om afkom, og vi kan sige et afkom.

Første Mosebog, kapitel 22, vers 18 gives løftet om, at alle jordens folk skal velsignes i dit afkom, ental. Et løfte, som bliver opfyldt gennem den davidiske dynasti.

Vi ser i Anden Samuels Bog kapitel 7, vers 18 til 29, at David forstår som nævnte, han forstår, at der er noget meget større her, der er på spil. Der er noget, som rækker langt ind i fremtiden. Der er noget, som rækker langt ud over det, som er afgrænset til hans verden som konge i hans kongedømme. Det forstår David.

Guds løfter taler om noget, som gælder faktisk hele verden. Noget som går langt ud over Israels grænser. Det er ikke bare de geopolitiske dimensioner, vi taler om her.

Gennem Davids slægt, gennem Davids linje skulle der fremstå en det Abrahams afkom, som vil blive den, igennem hvem Herrens navn, vers 26, bliver stort til evig tid. Amen.

Vi taler om den davidiske konge. Vi taler om den nye konge, Herren Jesus Kristus. Det er ham, vi taler om. Han der som Davids søn, gennem sin lydighed mod Gud, i modsætning til alle dem før ham, som fejlede, ham, som kunne indstifte en ny og evig pagt.

For her har vi Davids pagten men der er en anden pagt, der er på vej. Igen så ser vi frem, fordi pilen peger fremad mod en ny pagt er den pagt, som profeten Jeremias taler om, at der skal komme en ny pagt.

Dem, som bliver medlemmer af den pagt gennem troen på Kristus, de bliver en del af det evige kongedømme, som Samuels bøgerne taler om og giver løfte om. Og det er fantastisk.

Vores tilbøjelighed brødre og søstre det er til at hæfte os ved det jordiske. Vi er mange gange i vores kødelighed meget optaget med det jordiske. Hvad er det, der sker her i det jordiske?

Men når vi nu læser Samuels bøgerne sammen, så lad os gøre det, som Paulus rent faktisk også formanede os til at gøre, da han talte, da han skrev til kolossenserne i kolossenserbrevet kapitel 3. Der taler han faktisk præcis om det her, hvor han formaner dem og han siger: "Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen og ikke på det jordiske i er jo døde." Apropos Goliat I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud.

Tænk på det, som er i himlen. Tænk på det himmelske, fordi det er dér, vi er på vej hen. Det er dér, den profetiske pil peger hen. Det evige kongedømme. Det himmelske. Det, som Gud har beredt for sit folk.

Der er så mange spændende historiske detaljer i Første og Anden Samuels bog. Men lad os huske på, hvordan historien er Guds historie og hans historie kulminerer i Kristus, som er i himlen og sidder på Guds højre hånd, og som gennem hans vidunderlige åbenbaringer kalder vores tanker til, med ham, at gå fra det jordiske til det himmelske.

Gennem denne introduktion til Samuels bøgerne hvad er så mit budskab til os i dag? Kære venner, det er, der er det gamle og så er der det nye, amen. Helt grundlæggende set. Der er det gamle og så er der det nye. Og hvad er det, vi skal leve i? Vi skal leve i det nye, amen.

Vi er gået over fra det gamle til det nye, og det er det, vi skal leve i. Det nye, som Gud har for os. Kristus har frelst os, og han har ført os ud fra det gamle liv til det nye liv i Kristus, til det nye liv i ham. Men livet i dette liv er jo et liv, hvor vi jo kontinuerligt må gøre op med det gamle, så der er den her dimension af det gamle og det nye hele tiden i vores liv.

Så vi lever det nye liv, men gamle liv er der et eller andet sted stadigvæk, og det skal vi dagligt gøre op med. Vi skal dagligt leve i det, aktivt leve i det nye liv, som Kristus har købt os til.

Vi må gøre op med vores kødelige tendens dagligt til stolthed, for det har vi stadigvæk en tendens til. Eller hvad? Jeg har i hvert fald problemer med det en gang i mellem, og vi må bøje vores hjerter for Gud i ydmyghed. Vi må dagligt ydmyge sig for Herren. Det er det, som det nye liv er. Det daglige liv, hvor vi gør op med det gamle.

Vi må gøre op med vores hjerters tendens til at lade vores øjne se kun på de ydre ting og bede Gud om nåde til at vokse og styrkes i det indre menneske. Det er det, vi er kaldet til.

Vi må gøre op med den verdslige mentalitet, der siger, at dit bedste liv er dit bedste liv nu, her i det jordiske. Det er et bedrag. Dette liv er, fra Guds perspektiv, et liv, som er ovre på et kort øjeblik. Som et blink med øjet – så er det forbi. Det er kort i evighedsperspektivet, kære brødre og søstre.Det er kort i evigheds perspektivet, kære brødre og søstre.

Lad os bestemme os for at leve det med en akut bevidsthed om det himmelske. Lad os forstå som Paulus, han mindede Filipperne om i Filipperbrevet 3:20, at vores borgerskab er i himlen. Her på jorden er vi blot pilgrim på vandring mod den himmelske stad.

Må vores læsning af første og anden Samuels bog være med til at minde os om de her ting. Og må det forme vores hjerter efter ham, som Skrifterne peger os hen til, vores Herre Jesus Kristus. Han er Davids søn. Han er Messias. Han er kongernes Konge, vores Herre og vores frelser. Må han få ære i vores liv, i det vi læser de her skrifter sammen, som alle sammen peger på ham.

Amen.