Et godt eksempel

Vi er i gang med den her serie ud fra Filipperbrevet under overskriften "Glæden ved partnerskab i evangeliet." Og vi har set indtil nu apostlen Paulus' hjerte for menigheden og den glæde, som han har over det her partnerskab, det her fællesskab, som han har med Filippermenigheden og det her koinonia-fællesskab, som vi har set på.

Vi har også set på, hvor betydningsfuldt det er med sådan et fællesskab i forhold til også at bevare åndens enhed, når kampen står på – kampen for evangeliet. Og vi har talt om, hvordan vores enhed med Kristus er det, som også muliggør vores kald til at have Kristi sind, Kristi sindelag.

I dag skal vi se på, hvordan alle de her vigtige og afgørende sandheder, som er grundlæggende for glæden ved partnerskab i evangeliet, kommer til udtryk i et helt konkret eksempel. Det her gode eksempel er Epafroditus, som Paulus omtaler i sit brev til Filipperne kapitel 2, fra vers 25 til 30.

Så jeg vil lige ganske kort endnu engang læse teksten fra vers 25 til 30, hvor Paulus skriver: "Jeg har ment det nødvendigt at sende Epafroditus til jer, min bror og medarbejder og medkæmper, jeres egen udsending, som I sendte til at tjene mig med, hvad jeg havde brug for." Han har nemlig længtes efter jer alle og været urolig, fordi I havde hørt, at han var syg.

Syg har han været, døden nær, men Gud var barmhjertig mod ham. Og ikke mod ham alene, men også mod mig, så at jeg ikke skulle have sorg på sorg. Så meget mere ivrig er jeg for at sende ham, for at I skal glæde jer på ny ved at gense ham, og jeg selv have mindre grund til sorg. Tag nu imod ham i Herrens navn med stor glæde og hold den slags mennesker i ære. For under arbejdet for Kristus satte han livet på spil og var nær ved at dø for at opfylde, hvad der endnu stod tilbage i jeres tjeneste for mig. Amen.

Epafroditus – et forbillede med Kristi sindelag

I den første del, som Martin har læst fra vers 19 til 24, ser vi, hvordan Timoteus netop var præcis det, som Paulus formanede ham til at være, da han skrev sit eget brev til Timoteus. Der formanede han ham til at være et forbillede for menigheden, være et godt eksempel for menigheden. Det var han. Paulus skriver her, at der ikke er nogen, som havde et sind, en indstilling som den her mand.

Han tjente som et glimrende eksempel på, hvordan en Herrens tjener skal være og besidde de her forskellige kvaliteter, som Paulus ønskede var noget, der skulle vokse frem i menigheden i Filippe: uselviskhed, omsorg for andre, kærlighed til Kristus og en villighed til at tjene.

De her kvaliteter havde Timoteus, og han havde også det her koinonia-fællesskab med Paulus, det her partnerskab omkring evangeliet med Paulus i tjenesten for evangeliet. Men mere end det var hans relation til Paulus en relation, der var så nær, at Paulus også flere steder omtaler ham som sin søn. Og i teksten i Filipperbrevet her omtaler han deres samarbejde med billedet af et barn, der hjælper sin far.

Men vi forstår også, at apostlens beskrivelse havde et bestemt budskab, som han rettede mod filipperne. Et budskab, vi som læsere af Guds ord også i dag kan sige, er et budskab til os. Det taler til os. Det er Guds ord, der taler til os omkring, hvordan skal vores tankegang være, hvordan skal vores indstilling være i hjertet.

Når det sker, så bliver vi udfordrede, når vi læser Guds ord på den her måde og siger: Vi spejler os i det. Vi tænker, det er et kald til, at vi må tænke sådan. Det er et kald til, at vi må have det hjerte, vi må have den indstilling. Og på den måde belyser Guds ord – det kaster lys på vores hjerte og kalder os alle sammen til at stille det her spørgsmål: Hvordan står det til med mit eget hjerte? Hvordan står det til med min indstilling til tingene? Tænker jeg først og fremmest på mit eget, eller tænker jeg på min brors, min nabos ve og vel? Tænker jeg på min åndelige families interesse, eller tænker jeg på mine egne? Har jeg omsorg for dem? Er jeg villig til at gøre nogle ofre i uselvisk tjeneste for dem, sådan at jeg kan se min bror og søster vokse i troen på vor Herre Jesus Kristus?

De her spørgsmål kunne ikke være mere relevante for os. De er altid relevante for os at stille. Specielt også i den kultur, vi lever i, hvor der er så meget fokus på selvet – på hvordan kan jeg realisere mine egne ønsker og tanker og drømme. Der er utrolig meget fokus på, at man skal følge sit hjerte og gøre det, som man selv vil. Man skal tro på sig selv, bliver der sagt. Men skriften siger, at vi kun har én Herre og én frelser. Han er Kristus, og han kalder os hver især til at fornægte os selv. Ikke realisere os selv, men fornægte os selv. Det er et bibelsk kald til dig og mig om at fornægte os selv, tage vores kors op og følge ham.

Et kald til selvfornægtelse og efterfølgelse

Det er det, vi ser, når vi kigger på de her helte, som Biblen beskriver i Det Nye Testamente – som Timoteus og Epafroditus. Så ser vi nogle mennesker, som var villige til at fornægte sig selv og ofre og tjene Kristus uden at tænke på sig selv, men tænke på Kristi legeme og på sin bror og søster. Her fremhæves Epafroditus som et rigtig godt eksempel på det.

Vi ser, hvordan han egentlig er færdig med sig selv i virkeligheden, fordi han risikerer sit liv for at tjene Paulus. Han var en af dem, som havde lagt sin hånd på ploven uden at se tilbage. Som Lukasevangeliet 9:62 beskriver som betingelsen for at være egnet for Guds rige: At man lægger sin hånd på ploven, men så ser man ikke tilbage – så ser man frem. Så er det fremad.

De havde, som Paulus også skriver i kapitel 3 vers 13, glemt hvad der lå bag dem og begyndt at strække sig frem mod det, der ligger forud – sejrsprisen, som er i Kristus Jesus.

Uden tvivl kunne de med glæde have sunget med på Augustus Topladys gamle hymne fra 1763, hvor teksten lyder: "Nothing in my hands I bring, simply to the cross I cling." Deres håb var udelukkende i Kristus og det, som han med sin død på korset havde sikret for dem – liv i overflod.

Ironisk nok ser vi netop det her liv komme stærkest til udtryk mange gange, når Herrens tjener bliver truet af døden. At livet i Kristus netop dér kommer til syne på en stærk måde.

Hold den slags mennesker i ære

Når vi læser teksten omkring Epafroditus, ser vi også i vers 29, hvordan Paulus siger: Den her slags mennesker skal man holde i ære. Fordi ofte er det netop den her slags mennesker, som måske bliver glemt, fordi de ikke er tilbøjelige til at ville sætte sig selv i spotlightet, men sætte andre i spotlightet, sætte Kristus i spotlightet. De har travlt med at pege på ham, travlt med at pege på evangeliet – og dermed peger de væk fra sig selv. De er altid i bevægelse med henblik på at udrette noget i tjenesten for Kristus.

Som Johannes' Åbenbaring kapitel 12 vers 11 siger: De har ikke haft livet for kært til at gå i døden. Og sådan var det også for Epafroditus. Som vers 30 siger: Han satte sit liv på spil og var nær ved at dø for at udføre den tjeneste, som han var udsendt for at udføre.

Men det er netop det her perspektiv, som fremhæver det gudsliv, som fyldte den her mand, og som på en særlig måde berørte Paulus så meget, at han må skrive til filipperne: Hvis der er nogen, I bør holde i ære, så er det mennesker som ham. Der var mange såkaldte brødre på den tid, der havde travlt med at fremhæve deres egen tjeneste, som tiltrak ære til sig selv og udnævnte sig selv til det ene og det andet – apostel og profet og hvad ved jeg i Guds rige. Men Herren ser menneskers hovmod på lang afstand. De, som Herren ærer, det er dem, som lægger deres egen krone ned for ham og siger: "Her er jeg, Herre. Brug mig til hvad end du vil."

Det er dem, som er villige til at gå den smalle og krogede vej. Dem, som forstår, at efterfølgelse har en pris. Og meget ofte er det vores egen bekvemmelighed eller kødelige tilfredsstillelse – også livets almindelige goder, som vi betragter som velsignelser – som vi må aflægge i mange tilfælde for at gå denne vej.

I kapitel 3 siger Paulus, at han regner det for skarn. Alt den ros, som han havde af det, han var før som farisæer – det regnede han for skarn for at vinde Kristus og findes i ham. Og den samme ånd havde også Epafroditus, som Paulus omtaler som sin broder, medarbejder og medkæmper.

Epafroditus' fem titler: broder, medarbejder, medkæmper, udsending og tjener

Det, vi skal se i dag, er hvad Epafroditus' gode eksempel betyder for os. Hvordan kan vi spejle os i ham og efterstræbe de åndelige frugter, han bar som en tjener, der tog turen til fronten i kærlighed til Kristus og i kærlighed til Kristi tjener Paulus.

Om Timoteus kan vi bemærke, at Paulus indledte med at udtrykke sit håb om at sende ham til Filippi. Med andre ord var det ikke definitivt, at det kunne lade sig gøre. Men Paulus håbede på, at det ville blive muligt, ligesom han også havde tillid til, at Herren ville gøre det muligt for ham selv at komme tilbage til menigheden i Filippi. Men nu sidder han i husarrest i Rom, og han ved ikke, hvad der kommer til at ske. Han håber selvfølgelig på og tror på, at det vil blive muligt på et tidspunkt.

Men her i sit afsnit omkring Epafroditus bemærker vi, at Paulus udtrykker nødvendigheden af at sende Epafroditus tilbage til menigheden i Filippi. Og i de efterfølgende vers bliver det klart for os, hvorfor det var nødvendigt – frem for blot en mulighed eller et ønske. Men før forklaringen kommer, ærer apostlen Epafroditus med fem titler, som faktisk er meget beskrivende. Han omtaler Epafroditus som sin broder, medarbejder, medkæmper, udsendingen, og som tjener – fordi det var det, han kom for at gøre: at tjene Paulus med det, han havde brug for.

En kommentator, James Montgomery Boice, bemærker, at ud af alle dem, som Paulus ærer i sit brev til filipperne, er det den her stort set ukendte lægmand, som får den største opmærksomhed. I Det Nye Testamente bliver Epafroditus kun nævnt her i Filipperbrevet og senere i kapitel 4 vers 18. Det er det eneste sted, man hører om ham. Men det er mere end nok til, at vi får et indblik i, hvem han er, og hvordan han var – en vellugt for Kristus, som han spredte gennem sit liv og sin tjeneste fra Herren Jesus.

Hans navn Epafroditus kommer af ordet Afrodite, som blandt andet betyder "elskværdig." Det passede også meget godt på hans person, men det var også navnet på en af de græske gudinder, hvilket måske kunne tyde på, at han var en græsk hedning, der var kommet til tro på Kristus.

Hvorom alting er, så ærer apostlen ham for den person, han havde udviklet sig til at blive i Kristus. Den første titel, han får, er "min broder." Paulus omtaler ham som sin egen bror. Ikke bare fordi han ser ham som en kristen – det er jo indlysende. Det her udtryk "min broder," ikke bare "broder," men "min bror," var faktisk ikke så typisk at bruge på den tid. Det er noget meget mere personligt. Det udtrykker den nære relation, som Paulus har, og det han føler i sit hjerte for sin bror. "Han er min bror." Det er noget stærkt, noget dybtfølt i den her relation. Igen ser vi det her glimt af koinonia-relationen – hvad det betyder i forhold til kvaliteten af de relationer, vi har til hinanden. De nære relationer.

Det er det, som en sand menighed må have. Den består af medlemmer, som er tæt på hinanden, som elsker hinanden, og som ser hinanden som nære brødre og søstre. Er der noget, vi som menighed og som Guds menighed generelt har brug for, så er det relationer af den her karakter og styrke og dybde.

Men i den her kæde af tre navneord, der begynder med "min bror," beskriver Paulus også Epafroditus som medarbejder og medkæmper. "Medarbejder" var ikke bare et udtryk, man brugte om kristne generelt. Når de blev beskrevet som medarbejdere, var det tale om nogen, som havde en særlig tjeneste i Guds rige. Ved at omtale Epafroditus som medarbejder associerer Paulus sig med ham som en af de mænd, der var en del af Paulus' tjenestemæssige netværk – nogen der kæmpede sammen med ham for at fremme evangeliet. Det kom også til udtryk i vers 30, at netop den her kamp i tjenesten for Kristus var noget, der var ved at koste den her kære broder sit liv.

Der er ingen tvivl om, at den her medarbejderdimension er en afgørende faktor for menighedens vækst og udvikling. Når jeg tænker over det, bliver jeg mindet om Jesu ord i Matthæusevangeliet kapitel 9 vers 37-38: "Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst." Det har vi brug for. Hvor er det fantastisk at se, hvordan medarbejderne bliver tilføjet, tjenesterne bliver tilføjet, nådegaverne, som vi hver især har for Gud – de kommer til udtryk i menighedslivet sammen. Det er fantastisk.

Villigheden til at sige: "Gud, vi står her for dig. Brug mig, brug mine hænder, brug mine fødder, brug mine gaver, sådan at jeg kan tjene dig med alt, hvad jeg har, med alt, hvad du har givet mig." Amen. Det må være vores indstilling. "Giv mig nåde til enten at gå ned i minen eller være den, som holder rebet for den, som går ned i minen" – som var det billede, som William Carey, den gamle missionær til Indien, brugte for at beskrive missionskaldet.

Der er også et rigtig godt citat fra William Carey i den her sammenhæng, hvor Carey siger: "Forvent store ting fra Gud, kast dig ud i store ting for Gud." "For at kende Guds vilje kræver det en åben bibel og et åbent verdenskort." "Jeg er ikke bange for at mislykkes," sagde han. "Jeg er bange for at lykkes i ting, der ikke betyder noget." Et rigtig godt citat, som er værd at tænke over.

Den åndelige kamp og kaldet til at være kampklar

Vi ved som troende, at det at være en medarbejder for Kristus, det at kaste sig ud i store ting for ham, indebærer en kamp. Kampen oplever man på mange forskellige måder i livet, men der er en kamp, og den kan være personlig, men den er i høj grad også vedvarende en åndelig kamp. En kamp for at holde sig nær til Gud. En kamp for at blive ved. En kamp for at holde ud. Men Kristus er med os, og vi er ikke alene i den kamp. Han er altid med.

Den kamp ser vi også i Epafroditus. Han gennemgik den netop for at udføre den opgave, han var sendt til at udføre. Det var nær ved at koste ham livet. Det er noget, som Paulus virkelig ærer ham for som en medkæmper. En medkæmper, fordi han kæmpede med. Og som vi ser i vers 30 og i det første kapitel: "I den samme kamp, som I har set mig i, og som I nu hører, at jeg stadig står i." Det er den samme kamp, vi står i.

Selve udtrykket "medkæmper," som Paulus bruger, er et militært udtryk, som svarer til "medsoldat." Udtrykket formidler billedet af en soldat, der kæmper side om side, skulder ved skulder, med sine medsoldater på fronten i en målrettet indsats for at vinde den kamp, de står i.

Associationen til den romerske hær var meget nærliggende på den tid, hvor man ser billedet af den her hær, som er kæmpestor, og de står side om side, og de kæmper for at erobre hele den antikke verden, som de jo gjorde. Men de kæmpede med kød og blod, og det falder til jorden. Vores kamp er ikke imod kød og blod. Vores kamp er en åndelig kamp. Amen. Det er en åndelig kamp, vi står i. Og det er derfor, vi sejrer, fordi i den kamp har vi Kristus som vores hærfører, og han har allerede sejret.

Som medarbejder og medkæmper for evangeliet må man indstille sig på en åndelig kamp – men en åndelig kamp, hvor vi kan have stort mod, fordi vi kan stå sammen side om side. Vi står ikke alene. Og samtidig har vi vores hærfører Kristus, der går foran os og kæmper for os, og han har sikret sejren. Det er en velsignelse at kæmpe på den måde. Ja, til tider er det hårdt. Ja, kampen kan være svær. Men det er en velsignet kamp.

Som vi har set indledningsvis, kræver den, at man bliver færdig med sig selv. Den kræver, at man aflægger det gamle, aflægger det kødelige. Den kræver, at man tager sit kors op og følger Kristus. Den kræver, at man sætter sin hånd på ploven og ikke kigger tilbage, men ser frem mod det, som ligger forud. Den kræver en helt særlig gudgiven indstilling i hjertet. Det var det, vi også talte om sidst – det her med Kristi sindelag, den indstilling, vi er kaldet til at have, hvor det ikke handler om mig, men om Guds ære. Det handler om, hvad der har med Gud at gøre.

Har vi et sådant hjerte? Det er rigtig godt for os at stille os selv det spørgsmål mange gange. Har vi Kristi sindelag? Er vi åndeligt set kampklare? Er vi årvågne i den åndelige kamp, vi står i som troende? Eller er vi åndeligt sløve? Er vi passive, fordi vi er blevet for optaget af det verdslige, optaget af verdens bekymringer?

Det er godt at stille os selv de her spørgsmål. Er vi årvågne? Er vi kampklare? Eller er vi blevet åndeligt sløve? For hvis vi er det, så kalder Gud os til at komme tilbage til ham og blive vågne igen.

Er vores beslutninger drevet af en indstilling i hjertet, der siger: "Hvad passer mig bedst? Hvad vil jeg helst?" Eller er de drevet af et hjerte, der siger som salmisten i Salme 62: "Kun hos dig, Gud, finder min sjæl ro. Fra ham kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler." Det er kun ham.

Jeg forestiller mig, hvordan Epafroditus på sin rejse – som var en hård rejse med den gave, han skulle bringe til Paulus – måske sang nogle af de gamle salmer fra Salmernes Bog: "Kun hos Gud finder min sjæl ro. Fra ham, kun fra ham, er min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler." Halleluja.

Det er ikke sikkert, at menigheden i Filippi nødvendigvis betragtede Epafroditus som en officiel udsending. Han var sendt ud for menigheden, men om det var et officielt embede, er noget andet. Men udtrykket "apostolos" bliver brugt her – en udsending, en der bliver sendt ud. Og det er også der, vi har udtrykket "apostel" fra. Men det, som Paulus gør ved at bruge det her udtryk, er, at han ærer Epafroditus overfor menigheden i sit brev og siger: "Den her bror, det er jeres egen apostolos. Det er jeres egen udsending. Det er sådan, I skal se på ham. I har sendt ham ud. Han er jeres udsending. Han er kommet til mig for at tjene mig med det, jeg havde brug for."

Så det her "apostolos"-udtryk bliver brugt om apostlene, men det bliver også brugt i generel forstand om en Guds tjener, der bliver sendt ud til tjeneste for Herren. Det er naturligvis i den forstand, Paulus bruger det om Epafroditus. Med det udtryk siger han underforstået til menigheden, at det, han gør – det, han er blevet udsendt til – er noget, de virkelig skal have stor respekt for. Det er ikke alle og enhver, der bare kan kaste sig ud i sådan en opgave.

Det er faktisk en farlig missionsopgave, han har fået, hvor han bliver sendt ud til fronten. Det kræver en person med en vis støbning, en vis karakter – en med både mod og integritet. Mod, fordi der er rigtig meget undervejs, der kan gå galt på sådan en rejse. Vi ser, at Epafroditus bliver syg, men han holdt fast gennem prøvelsen, ligesom vi også ser, at Paulus beskriver om Timoteus, at han stod sin prøve. Selvom det var hårdt, stod han sin prøve.

Så integritet, fordi der også er mange fristelser, der kan komme. Særligt når prøvelserne bliver hårde, kan der komme fristelser. Vi skal tænke på, at Epafroditus blev sendt afsted med en stor pengegave. Man skal jo ikke sende nogen afsted, som har svagheder på det område. Man skal sende nogen afsted, som har integritet. Det havde han.

Man kunne regne med Epafroditus. Man kunne regne med ham, fordi han var en mand af karakter. Og sådanne mennesker har enorm stor værdi i Guds menighed. Det er ikke sikkert, at de nødvendigvis bliver anset for ret meget med hensyn til status, men hvis der ikke var sådanne mennesker med den karakter, ville menigheden være fattig. Vi har brug for mennesker med et Kristi sindelag, en karakter som er stærk, for at menigheden kan bære og vokse.

Prøv bare at lægge mærke til vers 26. Hvem tænker Epafroditus på? Der står, at han længes efter jer alle, og han har været urolig, fordi I havde hørt, at han var syg. Hvem er det, han tænker på? Han tænker på menigheden. Man kunne tænke, at han ville tænke på sit eget helbred, og at han selv havde været syg, og hvordan han nu skulle klare at komme hjem igen. Men det er ikke det, der fylder hans tanker. Han tænker på dem – på hvordan de måtte bekymre sig for ham.

I vers 27 beskriver Paulus, hvordan Gud havde været barmhjertig imod ham i forhold til hans sygdom, men også barmhjertig imod Paulus – fordi han kom med en tiltrængt gave, men i endnu højere grad fordi Epafroditus kom med den person, han var, til Paulus, med det gudsliv han havde. Herren brugte ham som et middel imod Paulus' sorg. Han skriver: "Så at jeg ikke skulle have sorg på sorg."

Som vi har set mange gange, er et af de gennemgående temaer i Filipperbrevet temaet glæde. Men det, Paulus siger her, er ikke, at hans egen glæde var på spil, som om den skulle være påvirket af omstændighederne. Hans glæde i Kristus var fuldkommen. Og som han siger i kapitel 1 vers 21: For Paulus er livet Kristus. Men han var også bare et menneske af kød og blod, og det gav ham perioder med sorg i menneskelig forstand. Og det, som virkelig gav ham sorg, var når han kunne se hans brødre og søstre køre af sporet. Vi ser det med Demas, der forlod ham af kærlighed til denne verden. Der var mange ting, som gjorde, at Paulus fik sorg på forskellige måder.

Men vi ser også i kapitel 2 vers 2, hvordan han skriver til menigheden, at de vil gøre hans glæde fuldstændig ved at have det samme sind, den samme indstilling overfor hinanden, som også var i Kristus Jesus. Det er den indstilling, som bringer glæde til Paulus. Timoteus var et stærkt eksempel på den indstilling, men også Epafroditus, et medlem af Filippermenigheden, som var et rigtig godt eksempel på en, der kunne bringe glæde til Paulus på grund af den, han var.

Paulus var derfor, vers 28, ivrig for at sende Epafroditus tilbage til Filippi. Når han sender ham tilbage, sender han ham som et glædes sendebud: "For at I skal glæde jer på ny ved at gense ham." Vers 29, hvor han formaner dem: "Tag nu imod ham i Herrens navn med stor glæde og hold den slags mennesker i ære."

Det kunne tænkes, at Paulus understregede vigtigheden af dette, fordi filipperne havde en tendens til det modsatte. Måske havde de en tendens til at være kritiske og skeptiske og pessimistiske. Men han formaner dem og siger: "Tag nu imod ham med den rette indstilling." Hvilken indstilling? Den han lige har beskrevet – først med Kristus, dernæst med Timoteus og nu med Epafroditus. Det er en indstilling, der siger: Nu handler det ikke om mig, nu handler det om den anden. Mennesker som ham skal holdes i ære. Lad være med unødigt at kritisere dem. Opmuntre dem, tale godt om dem, løfte dem op med jeres ord. Fortæl dem, hvor meget han betyder for jer. Vis jeres kærlighed. Vis jeres omsorg. Ær ham.

Korsfæstet med Kristus – kaldet til daglig efterfølgelse

Paulus afslutter den her del af sit brev med at fremhæve grunden til, at Epafroditus hører til dem, som fortjener den her form for ære. Vi har allerede udlagt de egenskaber, som kendetegner dem. Men her trækker han et essentielt vidnesbyrd frem, som bekræfter for Paulus, at han netop var en sådan person: nemlig at Epafroditus i sit arbejde for Kristus satte sit liv på spil for at gennemføre sin tjeneste. Og som jeg indledningsvis citerede fra Johannes' Åbenbaring 12:11, var han en af dem, som ikke havde sit liv for kært til at gå i døden.

Med afsæt i det vidnesbyrd vil jeg gerne afslutte med at sætte fokus på, hvad det fortæller os i relation til hele budskabet i kapitel 2. Både i vers 27 og i vers 30 fremhæver Paulus død. Epafroditus var døden nær. Han var nær ved at dø. Det er vigtigt for Paulus at fremhæve netop det.

Hvor er det ellers, Paulus nævner død i det her kapitel? Det gør han i vers 8, hvor han siger, at Kristus ydmygede sig og blev lydig indtil døden – ja, døden på et kors. Epafroditus havde næsten gjort det, som Paulus reflekterer over i forhold til sin egen tjeneste i vers 17: nemlig at blive som et offer indtil døden i tjenesten for menighedens tro.

Men de ofre, som Epafroditus gjorde, og de ofre, som Paulus gjorde, de ofre, som Timoteus gjorde, de ofre, som vi også gør som Herrens tjenere – de rummer kun betydning i lyset af det offer, som Kristus gjorde. Amen.

Det er det, som bliver beskrevet i midten af det her kapitel. Det offer, som Kristus gjorde, giver meningen til de ofre, som vi gør. Kristus var ikke døden nær. Kristus gik i døden for dig og mig. Kristus gav sig selv hen for os i lydighed til sin fader indtil døden på et kors. Der ofrede han alt, og hans offer var tilstrækkeligt. Hans offer var tilfredsstillende. Hans offer var eviggyldigt og endegyldigt.

Hans offer var et slagtoffer for vores synder. Synden blev lagt på ham. Vores synd. Han blev straffet for vores synd med døden, skønt han var uskyldig. Men hans offer var et fuldkomment offer, og Gud tog imod det. Straffen blev betalt. Skylden blev renset væk. Gældsbeviset blev naglet til korset. Dødens magt blev besejret, da Kristus opstod fra graven – således at vi, som tror, vi som havde været fanget under syndens og dødens magt, nu kunne leve i troen på ham. Er det ikke fantastisk? Det er evangeliet, kære venner.

Hvad betyder det for vores liv som troende? Det betyder, at vores liv ikke længere er vores eget. Det betyder, at vi er korsfæstet med Kristus. Det kristne liv er et liv, der er korsfæstet med Kristus. Som Paulus skrev til galaterne: "Jeg lever ikke mere selv. Kristus lever i mig. Og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig." Galaterne 2:20.

Det kristne liv er et liv, hvor døden er aktuel hver eneste dag. Det kan lyde meget dystert, men det er det ikke, når man ser det i lyset af evangeliet. For det er hver eneste dag, at vi må tage vores kors op. Og korset er jo det, som repræsenterer døden. Vi er kaldet til at tage det kors op. Paulus siger i Første Korintherbrev 15:31: "Hver dag dør jeg." Hver dag er en dødens dag, fordi hver dag må jeg aflægge min synd. Hver dag må vi aflægge det gamle, så vi kan leve i det nye, så vi kan leve med Kristus, så vi kan leve det liv, han har kaldet os til. Hver dag må vi sige til vores eget kød, til vores eget begær: Du er død for mig. Mit liv er for Kristus.

Som Bonhoeffer sagde: "Når Kristus kalder os, så byder han os at komme og dø."

Døden er en aflæggelse – en daglig aflæggelse af det gamle, som hele tiden vil trænge sig på. Det er sådan, det er i det her liv, hvor vi er i en "allerede, men endnu ikke"-dimension. Vi er allerede frelst, men vi skal også frelses, og vi har stadigvæk kødet, som vi går rundt med og kæmper med. Så det er et liv, hvor vi hele tiden skal aflægge det, som så let vil omklamre os. Vi må kaste det fra os. Det er samtidig en daglig griben fat om det nye liv, som vi har i Kristus. Det, vi har i ham, må vi hele tiden søge og gribe efter. Det, han allerede har betroet os, må vi søge efter og vokse i.

Jesus sagde: "For den, der vil frelse sit liv, skal miste det. Men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det."

Hvad er det for en indstilling, som hele kapitel 2 kalder os til at have? Det er et sind, der giver afkald på sit eget for at tjene andre i kærlighed til Kristus – Kristus, som gav afkald og ofrede sig selv for os. Hver gang vi tager nadveren, er det netop det, vi sætter fokus på. Guds ord siger, at vi forkynder Herrens død, indtil han kommer. Hans død betyder vores liv.

Det er evangeliet, som vi hele tiden kaldes til vedvarende at mindes. Men vores liv i ham betyder også vores død til selvet, til kødet. Som Romerbrevet kapitel 8 vers 13 siger: "Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø. Men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve." Med andre ord: Hvis du vil leve dit eget liv på din egen måde, dræber du din ånd. Men hvis du vil leve dit liv for Kristus, må du dræbe legemets gerninger, selvets vilje, kødets ambitioner.

Brødre og søstre, vores liv er for kort til at gå rundt med en kvalt ånd. Lad os ikke gøre det. I Første Thessalonikerbrev kapitel 5 vers 19 formanes vi til ikke at udslukke Ånden. "Udsluk ikke Ånden," står der. Lad os gøre op med de ting i vores liv, som har en tendens til netop at gøre det – til at udslukke Ånden, til at kvæle Ånden eller såre den Hellige Ånd. Lad os aflægge enhver synd. Vi har et løb, vi skal løbe, og vi har ikke en masse tid. Vi skal ikke spilde tiden. Tiden er kort.

Lad os leve for Kristus. Lad os tage ved lære af det gode eksempel, vi ser i Epafroditus. Den indstilling, vi ser i hans vidnesbyrd. En ånd og et tjenersind, der siger: Jeg tilhører ikke mig selv. Jeg tilhører Kristus. Jeg er hans. Mit liv er hans. Jeg vil gå på hans vej, ikke min egen vej. Jeg vil gøre hans vilje, ikke min egen vilje. Jeg vil følge hans ord, ikke denne verdens visdom. Alt andet end Kristus regner jeg for skarn – for at jeg kan vinde ham og findes i ham.

"Nothing in my hands I bring. Simply to the cross I cling."