Dom over Jerusalems ugudelige vandring

Mikas Bog er en skinnende juvel af profetiske budskaber, som udgør blot en lille del af Guds samlede ord – cirka et halvt procent – men som alligevel i den grad taler højt og klart, både til dens oprindelige modtagere og i høj grad også til os i dag. De her syv korte kapitler er en megafon, en højtaler af profetiske ord, som i den grad proklamerer, som vi også sang, at der er ingen som vor Gud.

Der er ingen som Biblens Gud. Han er frygtindgydende som en løve og samtidig mild som et lam. Han er almægtig og højt ophøjet og troner i himlen, og samtidig er han bare så nær sit folk og dem, der er brudte og rækker ud efter ham, som David også gjorde. Han er retfærdig. Han er suveræn. Han er hellig, hellig, hellig. Han afskyr synd og urenhed, og han dømmer ondskab. Og dog er han så barmhjertig og nådig og mere end klar og villig til at tilgive og bringe lægedom og genoprettelse og forsoning.

I dag skal vi se et aspekt af Guds hellige karakter – hans retfærdige harme mod ondskab – og hvordan det kommer til udtryk i dom mod et folk, som han inderligt elsker, men et folk, som genstridigt og vedvarende havde vendt ham ryggen. Nu havde det nået et punkt of no return. Tærsklen for Guds langmodighed var nået. Chancer og advarsler havde lydt mange gange, og nu var dommens time nået.

Vi så sidste gang Guds anklage mod sit folk, fordi de havde vendt ham ryggen. De havde på groveste vis syndet mod ham. De havde brudt deres pagtsløfter til Gud, til ham som havde frelst dem på så mægtig vis. Vi så, hvordan Gud mindede dem om deres historie – hvordan han havde befriet dem ud af Egypten og ført dem gennem ørkenen til løftets land. Han havde været med dem hele vejen, og han ville fortsætte at være deres Gud. Hans krav til dem var, kapitel 6 vers 8, at de skulle handle retfærdigt, de skulle vise trofast kærlighed, og de skulle årvågent og ydmygt vandre med ham.

I nåde havde han udvalgt Israel til at være hans ejendomsfolk. De skulle vandre med ham, leve ham nær og tilbede ham og elske ham og kun ham. Så ville de få lov til at tilhøre ham – hvilken ære, hvilket privilegium det var at tilhøre den eneste sande og levende Gud. Hvis de var tro mod ham og vandrede i lydighed – ikke perfekthed eller fuldkommenhed, det var jo umuligt, og det var også derfor de havde offersystemet og templet, hvor de i anger kunne komme til Gud og modtage tilgivelse og nåde og vejledning – men hvis deres liv overordnet var orienteret og centreret omkring Gud i deres hverdag, og de søgte at elske Herren deres Gud af hele deres hjerte og deres sjæl og deres styrke, som de var oplært i og lært at citere ud fra Shemaen i Femte Mosebog 6, hvor de sagde, at Herren er Gud, Herren er én, og de ville elske ham med alt, hvad de havde – så ville Gud velsigne dem i overflod, beskytte dem og værne om dem, hvilket han gang på gang gjorde.

Men nærmest helt utænkeligt, igen og igen og igen, på trods af Guds store kærlighed og trofasthed og omsorg og nåde, lyttede folket til slangens, til djævlens første løgn. Den samme løgn, som han fristede Adam og Eva med: "Har Gud nu virkelig sagt? Er Guds vej for mig, for os, nu også den bedste vej? Der må være en anden og bedre vej." Gang på gang faldt nationen for den her løgn og vendte sig væk fra Gud.

I stedet for at handle retfærdigt, som var Guds krav, handlede de med ondskab og uretfærdighed. I stedet for at vise trofast kærlighed og elske Gud og sin næste som sig selv, satte de egenkærligheden højest – mig på bekostning af andre. I stedet for at vandre ydmygt og årvågent med Gud, fornægtede de hans veje, som bringer liv og velsignelse, og valgte den brede vej, de andre nationers ugudelige veje, som kun fører til fortabelse og død.

Gennem tiden havde Gud sendt den ene profet efter den anden for at kalde sit elskede folk – det folk, som Gud ikke kan stoppe med at elske – for at kalde dem tilbage til ham. Men de ville ikke lytte. I dag skal vi se, hvordan Gud handler mod sit folk Israel, som stivnakket nægtede at omvende sig fra deres onde vej. Vi er nu nået til den anden halvdel af kapitel 6, hvor vi skal se på vers 9 til 16.

Dom og håb i tre cyklusser

Vi er i den tredje cyklus af profetiske budskaber, som Mika kommer med til nationen, hvor hver cyklus starter med ordene "hør dog" – i kapitel 3, kapitel 6 vers 1, og her i kapitel 6 vers 9. Hver cyklus indeholder først ord om dom og advarsler, men slutter med ord om håb og frelse. Det er det sidste og overordnede budskab i Mikas Bog: der er håb og frelse.

Det er også det, der kendetegner Mikas Bog. Ja, der bliver talt med hårde ord fra den her profet. Der lyder dom og advarsler, men det er for at vække, for at ruske én til sans og klarhed, så man forstår syndens alvor og vender sig mod lyset, mod håbet, mod frelsen, som er i Gud alene.

Her i Mikas Bog befinder vi os cirka 700 år før Kristus i Mellemøsten. Israel, en lille nation, ikke meget større end vores Jylland. Som vi har set i de foregående kapitler, er nationen tragisk set præget af et åndeligt og moralsk mørke. På trods af nogle få gode perioder med gudfrygtige konger og åndelig reform, havde nationen gennem tiden åbnet sig mere og mere op for verdslighed, for afgudsdyrkelse og for synd. På Mikas tid havde det udviklet sig til en sådan grad, at nationen som helhed nu udviste et vedvarende mønster af oprør mod Gud og en syndig livsførelse. Folkets hjerter var blevet stenhårde. De var blevet hovmodige. De havde fuldstændig vendt Gud ryggen og havde fuldkomment forbrudt sig mod den pagt, de løfter og love, som nationen havde indgået med Gud, da han udfriede dem ud af Egypten og førte dem gennem ørkenen og ind i løftets land.

Vi må forstå, at på en helt unik og særlig måde havde Gud udvalgt Abraham, nationens fader og patriark, og gennem ham udvalgt Israel, Abrahams efterkommere, til at være Guds ejendomsfolk. Det folk, hvorigennem Gud ville vise sig som den ene sande og levende Gud til resten af verden. At der er ingen anden Gud som ham. Igennem ham ville han sende sin frelser til verden, sin fredsfyrste, som vi så i kapitel 5 – fredsfyrsten, herskeren, der skulle udgå fra Betlehem, fra Judas stamme, og som er ingen anden end Jesus Kristus, Guds Søn.

Helt fra kaldet til Abraham og udfrielsen fra 400 års undertrykkelse i Egypten og ørkenvandringen gennem 40 år og den mirakuløse krydsning af Jordanfloden og den videre indtagelse af løftets land, perioden med dommere og ikke mindst etableringen af Israel som et kongerige – der havde Gud kun vist sig som den uforanderlige Gud, han er. Altid trofast, altid god, altid barmhjertig. En beskytter, en udfrier, en hyrde for sit folk. Som i et ægteskab havde Gud indgået en hellig pagt med nationen Israel. Han ville værne om dem, velsigne dem, beskytte dem – og de skulle ære ham, frygte ham, elske ham og kun ham. De skulle ikke have nogen afguder. De skulle ikke være som de omkringliggende ugudelige nationer. Tværtimod skulle de være et lys, et vidnesbyrd for de omkringliggende nationer, og vise at Israels Gud, han og ingen anden, er den ene sande, levende Gud, som man skal frygte og vende sig imod i tro og tilbedelse. Kun i troen på Israels Gud var der liv og frelse at finde.

Men folket havde vendt sig væk fra Gud. Tragisk.

Herrens anklage mod uretfærdighed, vold og løgn

Fra vers 10 udtaler Gud sin dom over Jerusalem, hovedstaden, repræsentanten for nationen, og giver en liste af anklagepunkter for, hvorfor han nu kommer med sin dom.

I vers 9 står der, at Herren kalder på byen. I den engelske ESV-oversættelse står der: "The Lord cries to the city." Han kalder på byen. Han råber til folket. Der er en intensitet, en dyb alvor i Guds råb til folket. Hvad Gud har at sige, det er altid vigtigt og har den største betydning. Men det er som om, at det han siger her, det må og skal folket høre.

Så er det som om, at Guds talerør, profeten Mika, lige kommer med en indskudt bemærkning, før Gud taler videre. En indskudt bemærkning til hans lyttere om det faktum, at Herren kalder på byen. Det er, at det er visdom at frygte Herren. Det er som om, at Mika siger til sine landsmænd: "Kære venner, lyt nu. Herren kalder på jer. Vær vise og vis ærfrygt for ham. Vend jer nu mod ham, ellers vil det gå jer galt."

"At frygte Herren er begyndelsen til visdom."
Salme 111, 10

Ikke at lytte til Gud nu ville være det modsatte af visdom.

"De dumme ringeagter visdom og belæring."
Ordsprogenes Bog 1, 7

Mika siger til folket: "Vær ikke dumme, vær ikke tåbelige. Det er sidste chance nu. Lyt nu til Herren."

"Herren kalder på byen. – Det er visdom at frygte dit navn. – Hør, stamme og byens forsamling!"
Mikas Bog 6, 9

Folket havde glemt det enorme privilegium, det var at tilhøre den levende Gud, at have fællesskab med ham og høre ham tale. Et privilegium som ingen anden nation nogensinde har haft. De andre nationer havde afguder, menneskeskabte statuer, der intet kunne. De kunne hverken se, tale, høre, tænke eller handle. De var komplet impotente.

I den magtdemonstration, som vi kan læse om i Første Kongebog kapitel 18, på Karmels bjerg – den velkendte historie mellem de 450 Baalsprofeter og den ene sande profet Elias – husker vi, hvordan de 450 falske profeter råbte og skreg til deres afgud Baal fra morgen til aften om at tænde ild og fortære deres offer som et bevis på, at det var deres gud, der var den sande Gud.

"Der lød ingen stemme, intet svar."
Første Kongebog 18, 26

Deres afgud var døv, stum, uden nogen kraft. Men da det kom til Elias' tur, bad han én gang til den levende, sande Gud. Med det samme, vers 38, faldt Herrens ild ned og fortærede brandofferet, brændet og stenene og jorden. Ja, selv vandet i renden slikkede den op.

Så det var helt og aldeles tragisk, at Israel havde vendt den levende Gud ryggen. At de ikke ville lytte til ham, at de ikke ville frygte ham, ære ham, gå hans vej. De havde glemt det helt unikke privilegium, de havde som nation – at den levende Gud havde åbenbaret sig for dem og talt sit ord til dem ved Sinajs bjerg.

"For har noget menneske nogen sinde hørt den levende Gud tale inde fra ilden, sådan som vi har, og har bevaret livet?"
Femte Mosebog 5, 26

Der er intet større privilegium end at være modtager af Guds ord. Tænk, hvilken ære det ville være at få besøg af en mægtig konge i sit hjem – at han ville tage sin tid og komme og være sammen med én, tale til én og byde én velkommen til at være en del af hans inderkreds.

Israel, et slavefolk, fik guddommeligt besøg af kongernes Konge, af Gud Almægtige. Han talte til dem. Han så deres store nød. Han udfriede dem og førte dem ind i løftets land. Han har været med dem generation efter generation, givet sit ord til dem, vist dem, hvordan de skal leve i lydighed til ham og nyde hans velsignelse, hvordan de skal vandre med ham og nyde hans nærhed.

Nu på Mikas tid var folket blevet så afsporet. De var blevet ligeglade med Gud. Deres hjerter var blevet fordærvede. De var ligeglade med hans røst, hans ord. Det vægtede ikke så meget mere for dem. De var blevet åndeligt døve og ligegyldige.

Hvad med os i dag? Når vi læser Biblen derhjemme, eller når vi lytter til forkyndelsen af Guds ord, når vi hører skriften oplæst – er det så med lyttende hjerter, med en forventning til hvad Gud har at sige, og med ærefrygt og en villighed til at tro og handle på det, vi hører? Det vil nemlig være visdom. Guds ord er levende og aktivt, som der står. Det er herigennem, vi lærer Gud at kende, og vi lærer at vandre ydmygt med Gud på den vej, der fører til liv og velsignelse. Eller er vi måske også i fare for at blive åndeligt døve? I så fald må vi rense vores åndelige ører og hjerter.

Videre fra vers 10 til 12 i vores tekst hører vi Herrens anklage mod sit folk:

"Skulle jeg glemme de uretfærdige skatte i de uretfærdiges huse, det forbandede, svindsotige kornmål? Kan jeg være ren, når I bruger uretfærdig vægt, når I har falske lodder i posen? Byens rigmænd er fulde af vold, dens indbyggere taler løgn, tungen er svigefuld i deres mund."
Mikas Bog 6, 10-12

Hvordan specifikt havde folket fejlet i Herrens krav til dem om at handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og ydmygt vandre med ham?

For det første havde de netop ikke handlet retfærdigt. Gud ser alt. Han ved alt. Intet undslipper ham, og han glemmer ikke bare synd og uret. Gud er sandhed. Herren Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Gud er retfærdig. Han elsker ret. Han elsker sandhed.

"Retfærdighed og ret er din trones grundvold, troskab og sandhed står foran dig."
Salme 89, 15

Omvendt hader Gud uretfærdighed. Han hader løgn og ondskab. Guds hellige og retfærdige og fuldkomment gode væsen kræver, at han hader det onde. Det er et intenst, rent og helligt had, Gud har.

"Der er seks ting, Herren hader, og syv, han afskyr: hovmodige øjne, løgnagtig tunge, hænder, der udgyder uskyldigt blod, et hjerte, der udtænker onde planer, fødder, der løber rask i ondt ærinde, et falsk vidne, der udspreder løgne, og en, der sår splid mellem brødre."
Ordsprogenes Bog 6, 16-19

Lige præcis disse ting fandt sted som normen på Mikas tid, fordi folket havde vendt sig væk fra Gud og åbnet sig op for afgudsdyrkelse, som vi så i kapitel 1. Det var roden til deres problemer. De havde erstattet den levende Gud med noget andet. Noget andet havde fået førstepladsen i deres liv.

Når forholdet til Gud går i stykker

Specifikt for Israel var det afgudsdyrkelse af de omkringliggende nationers afguder. Her var det blandt andet en af Israels første konger, kong Salomo, med hans hundredvis af hustruer og alle deres afguder, som de bragte med sig ind i landet, der var en medårsag til at folket blev ført væk fra Gud. Når man ikke længere vandrer ydmygt med Gud, følger hans retfærdige love og nyder hans velsignelse og beskyttelse og elsker ham – når forholdet vertikalt til Gud går i stykker – så påvirker det uundgåeligt det enkelte menneske. Egenkærligheden kommer i første række. Selvet – man tænker primært kun på sig selv, sit eget vel, i stedet for at tænke på andres vel. Som en konsekvens rammer det så også det horisontale forhold, næstekærligheden. Det rammer alle lag i samfundet: familier, ægteskaber, personlige relationer, arbejdspladsen, studiet, forholdet til autoriteter. Det er en gift, som ødelægger og adskiller.

"Hvor der er misundelse og selvhævdelse, der hersker uorden og alt muligt ondt."
Jakobs Brev 3, 16

Mikas landsmænd handlede uretfærdigt mod hinanden. Vi så i kapitel 2, hvordan de rige undertrykte de fattige og frarøvede dem hus og land. I kapitel 3, hvordan folkets ledere udnyttede og fordrejede loven til deres egen fordel. De udnyttede folket og tog imod bestikkelse. Uskyldige blev dømt, og skyldige mennesker blev frikendt.

Gud havde ikke glemt det. Han havde ikke, som der står i vers 10, glemt de uretfærdige skatte i de uretfærdiges huse og deres forbandede svigagtige kornmål. Han havde set, hvordan de havde udnyttet og snydt og bedraget sig til rigdom på bekostning af hinanden. I vers 11 læser vi, hvordan man på markedspladsen og i erhvervslivet snød og bedrog hinanden for at øge sin egen omsætning. De brugte falske vægte og lodder. Når der for eksempel skulle sælges korn, vejede man kornet med vægte, der var lidt tungere, så køberen troede, at han fik den rigtige mængde, men i virkeligheden fik han for lidt. Når handelsmænd købte varer, brugte de vægte, der var for lette, så de betalte mindre, men fik mere.

Gud, som er fuldkommen retfærdig og sand, hader den her form for bedrag og løgn. Det skærer i hans hjerte, når han ser sit eget folk udnytte hinanden på den måde. Som nation skulle de være et vidnesbyrd om, at de troede på og fulgte en retfærdig Gud. I deres handlinger skulle de afspejle, at de tilhørte en Gud, der var troværdig og sand. Men med deres handlinger gjorde de lige det modsatte.

En tidligere profet, Amos, hvis budskaber var rettet til det nordlige Israel, havde den samme anklage som Mika. I Amos 8:5 står der, hvordan de på helligdagene, på sabbatten, hvor man ikke måtte arbejde, åbnede op for markedspladsen og for kornsalget og bedrog hinanden med falske vægte og udnyttede de svage og fattige og flåede dem for penge. Det her var noget, der i den grad vakte Herrens afsky.

"Falsk vægt vækker Herrens afsky. Nøjagtige lodder har hans velbehag."
Ordsprogenes Bog 11, 1

Gud, som er ren og hellig, kan ikke se igennem fingrene med det og samtidig være retfærdig. Han må og vil derfor slå hårdt ned på den her ondskab. Vers 12 fortsætter med at beskrive det moralske og åndelige landskab og hvor dybt formørket det hele er blevet: "Byens rigmænd er fulde af vold. Dens indbyggere taler løgn. Tungen er svigefuld i deres mund."

Vold, løgn og bedrag karakteriserede samfundet. Rigmændene er fulde af vold, står der. Ordet for vold her hentyder til en aggressiv fysisk vold mod andre, sommetider hvor det ender med mord, hvor de rige og magtsyge tvinger sig til mere rigdom. Som vi også så i kapitel 2 og kapitel 3 vers 10, der taler om, hvordan stormændene, lederne, fordrejede alt retskaffent og byggede Jerusalem med blod og uret.

Det samme ord for vold finder vi faktisk første gang i Biblen i Første Mosebog kapitel 6 vers 11, som taler om, hvordan jorden ikke lang tid efter syndefaldet var blevet så fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt. Hvad gjorde Gud? Han gjorde en midlertidig ende på denne ondskab ved at sende en verdensomspændende syndflod. Det er det samme ord for vold, der bruges her som dengang. Den samme form for vold, det samme syndige sædekorn, havde fået lov at spire og blomstre op igen.

"For landet er fuldt af blodskyld, byen er fuld af vold."
Ezekiels Bog 7, 23

Mika skriver også, at dens indbyggere taler løgn, og at tungen er svigefuld i deres mund. Løgn og svigefuld tale afspejlede blot tydeligt nationens hjertestilstand.

"For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med."
Lukasevangeliet 6, 45

Folkets handlinger og tale reflekterede deres indre tilstand. I stedet for at handle retfærdigt og vise trofast kærlighed overfor hinanden og vigtigst af alt til Gud, gjorde de lige det modsatte. Herigennem viste de, at deres vandring ikke var med Gud. De havde vendt ham ryggen og valgt en anden vej – en vej der kun fører til fortabelse.

Guds dom og tugt – med henblik på omvendelse

De havde nu definitivt vist, at de gang på gang havde brudt deres pagtsløfter til Gud. Gud ville nu derfor gribe ind med sin dom og tugt. Det ville Gud gøre med det formål, at folket i sidste ende ville vende sig mod ham i anger og omvendelse og søge tilbage på den vandring, der fører til liv og velsignelse.

I Femte Mosebog 28 havde Moses udpenslet for folket de rige, overstrømmende velsignelser, der lå i at følge Gud, at være ham lydig og holde hans bud. Men Moses udpenslede også de advarsler og forbandelser, der ville ramme folket, hvis de vendte sig mod afguder og ikke fulgte Herren. Israels historie viste desværre, at de gang på gang fejlede, kom til kort og gik i oprør mod Gud, hvor de tragisk vendte sig væk fra ham, ikke holdt hans bud og i stedet gik deres egen vej – syndens vej. De vendte sig mod de omkringliggende nationers afguder og tillod ondskab at florere i deres midte.

Gud ville nu gøre alvor af sin advarsel. Han ville bruge først assyrerne, som var en stormagt på Mikas tid, en stormagt hvis hær allerede havde invaderet det nordlige Israel i 722 f.Kr. og nu var i fuld gang med at invadere Juda, det sydlige Israel. Senere fuldendte Gud processen med babylonerne i 586 f.Kr., hvor Jerusalem med dens mure og templet blev revet ned og knust og lagt øde.

Fra vers 13 udtaler Mika nu Guds dom ved at give et udpluk af de forbandelser, der ville ramme nationen – et udpluk af de forbandelser, som Moses havde advaret om i Femte Mosebog 28. På grund af Israels vedvarende synd og brud på deres pagtsløfter ville Gud nu slå dem, ramme dem med sygdom og ødelægge dem på grund af deres synder. Synd har altid en konsekvens. Det havde den allerførste gang med Adam og Eva, op gennem verdenshistorien. Selvom Gud tilgav David, havde hans synd en konsekvens, som ville følge ham resten af hans liv. Synd har stadigvæk konsekvenser frem til i dag.

"Det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud."
Esajas' Bog 59, 2

Synd adskiller mennesket fra Gud, fra livet, fra velsignelse. Når man sår synd, høster man uundgåeligt også dens grimme, elendige frugt.

"Hvad et menneske sår, skal det også høste."
Galaterbrevet 6, 7

Syndens ultimative løn, dens ultimative høst, er død og evig adskillelse fra Gud.

Fra vers 14 i vores tekst lyder profetens ord, et udpluk af de advarsler, som Moses i sin tid havde givet, og som nu ville ske:

"Du skal spise, men ikke blive mæt. Du skal så, men ikke høste, du skal presse oliven, men ikke salve dig med olien, presse druer, men ikke drikke vinen."
Mikas Bog 6, 14-15

Med andre ord: Alt hvad de gør, vil ikke bære frugt. De som før grådigt snød sig til rigdom med uretfærdighed og falske lodder, de ville selv opleve at blive frarøvet. De som før kun var interesseret i omsætning og profit og materialisme, de ville selv opleve stor mangel. De ville ikke have nok at spise. De ville opleve hungersnød. De ville opleve at miste, hvad de har kært – deres velstand, deres ære. De ville blive ydmyget. De ville miste deres kære. De ville opleve død og krig, at de bliver overgivet til sværdet.

De ville så, men ikke høste. Deres høst, hvad end det var korn eller oliven eller druer, ville de ikke nyde frugt af. Det ville blive slugt op af invaderende hære fra Assyrien og senere Babylon. Disse domme ramte nationen nøjagtig som Moses havde advaret:

"Dine sønner og døtre bliver overgivet til et fremmed folk; du ser længselsfuldt efter dem hele tiden, men er magtesløs."
Femte Mosebog 28, 32

I stedet for at vandre ydmygt med Herren Gud og holde hans forordninger, havde de i stedet, kapitel 6 vers 16, valgt at holde sig til Omris forordninger og alle Akabs slægts gerninger og havde fulgt deres råd.

Omri var den sjette konge af det nordlige Israel. Det var ham, der byggede Samaria og gjorde den til dens nye hovedstad. Han beskrives som en af de ondeste konger i Israels historie.

"Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han handlede værre end nogen før ham."
Første Kongebog 16, 25

Han fastholdt at lede folket i fortsat afgudsdyrkelse, og på den måde krænkede han Herren, Israels Gud. Der var kun én konge, der var værre end ham, og det var Akab, Omris søn. Æblet faldt altså den her gang virkelig tæt på stammen.

"Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham."
Første Kongebog 16, 30

Akab blev gift med en af de ondeste kvinder, vi finder i Biblen: Jezabel. Sammen var det som benzin på et bål. De ledte Israel ud i endnu dybere afgrunde af afgudsdyrkelse. Hun bragte sin Baalsdyrkelse til helt nye højder og forfulgte den rest af sande profeter, der var tilbage i landet. Sammen med Akab havde hun et helt særligt had til profeten Elias. Det var hendes 450 Baalsprofeter, som profeten Elias havde sit opgør med på Karmels bjerg, hvor vi så, at midt i ondskaben var Gud suveræn og i fuld kontrol.

Omri og Akab og Akabs ægteskab med Jezabel havde en forfærdelig indflydelse på det nordlige Israel – en indflydelse som også flød over og ind i Juda, det sydlige Israel, faktisk til en sådan grad, at Jeremias 3:11 beskriver, at Juda nærmest havde overgået det nordlige Israel i at være troløs mod Gud.

Folket på Mikas tid var blevet helt og aldeles åndeligt og moralsk korrupt og havde gjort det utænkelige: de havde udskiftet tilbedelsen af den sande og levende Gud med afgudsdyrkelse. I stedet for at vandre ydmygt med Herren, havde de valgt uretfærdighedens vej, Omris og Akabs forordninger og råd. I stedet for at vise trofast kærlighed, havde de valgt egenkærlighedens, grådighedens og egoismens vej.

Derfor, som der står i vers 16, ville Gud selv lægge dem øde og gøre, at man ville pibe hånligt af byens indbyggere. I stedet for at være klædt med æren af at kunne kalde sig for Guds folk, skulle de kun være til forhånelse.

Det virker så mørkt, så tungt, så dystert, så trist. Men det var nødvendigt for Gud at gøre det her og bringe disse domme over hans elskede folk, med hvem han havde bundet sig til ved en pagt.

"Derude skal I søge Herren din Gud; du skal finde ham, hvis du søger ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl. For Herren din Gud er en nådig Gud, han lader dig ikke i stikken, han ødelægger dig ikke, og han glemmer ikke den pagt, han tilsvor dine fædre."
Femte Mosebog 4, 29.31

Folket havde glemt deres del af pagten, men ikke Gud. Ja, Gud er ved at tugte sit folk, men det var med henblik på at redde dem, for at drive dem tilbage til ham.

Syndens vej er tomhed – kun i Gud er der mening

Vores tekst i dag lærer os, at syndens vej altid er fuldstændig meningsløs. Den fører intet godt med sig. Det eneste, der giver mening, er at frygte Herren, som vi kan se i vers 9. Det er visdom.

Prædikernes Bog handler om meningsløsheden af et liv levet uden Gud for øje, hvor alt er tomhed, endeløs tomhed. Søgen efter lykke i det sanselige, det som øjnene ser og ørerne hører, kunst og musik og akademia – det tilfredsstiller heller ikke. Alt hvad verden havde at tilbyde kong Salomo – penge, rigdom, velstand, ejendom, underholdning, fysiske nydelser, magt, omdømme, kvinder i mængder – ja, alt det, når han reflekterede over det, var alt sammen tomhed. Han havde prøvet alt under solen, og intet af det gjorde ham lykkelig.

Adskilt fra Gud har denne verden intet, der virkelig kan mætte vores sjæl og give sand lykke. Man kan spise og spise af, hvad den her verden har at tilbyde, men man bliver aldrig mæt. Man kan så og så og slides op i jagten efter lykke uden rigtigt at høste noget, der mætter sjælen. Glæde og nydelse og rigdom her i verden er gaver fra Gud. Vi må gerne nyde det. Men når de i sig selv bliver det primære mål, vi går efter, så bliver det for os en afgud, og vi vil i sidste ende kun finde skuffelse og tomhed.

Salomos konklusion i Prædikernes Bog 12:13 er den samme som Mika giver: Hvad er det eneste, der giver mening? Frygt Gud. Søg ham. Gå til ham. Kun i ham finder mennesket sand mening.

Det tragiske ved Israels historie var, at de havde set Guds kraft og mægtige undere. De havde Guds ord. De havde loven. De havde profeterne, salmerne, vidnesbyrdet om Gud. De havde templet, hvor de kunne komme ham nær og dagligt finde nåde og styrke til dagen. De vidste, at Israels Gud var den ene sande og levende Gud, universets skaber, deres befrier, deres konge og hyrde. Alligevel valgte de at bytte ham ud for afgudsdyrkelse. I stedet for at finde sand og evig glæde i livets kilde, gik de deres lystvej, kødets vej, syndens vej, som kun fører til tomhed.

Profeten Jeremias beskriver den her tragiske byttehandel:

"Skifter et hedningefolk sine guder ud? – og de er ikke engang guder! Men mit folk har skiftet sin ære ud med noget, der intet gavner. Du skal gyse over det, himmel, du skal stivne af skræk og rædsel, siger Herren. To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand."
Jeremias' Bog 2, 11-13

Gennem Jeremias ser vi, hvordan Gud udtrykker sin dybeste sorg og nærmest frustration over, hvordan hans eget folk forkaster ham. De bytter den levende Gud ud med afguder, som intet gavner, som intet kan. Ikke engang de andre nationer udskiftede deres guder.

På trods af alt, hvad Gud havde gjort for dem, og de rige velsignelser, de levede med under skyggen af hans vinger, forlod de Gud og søgte deres glæde og tryghed og tilfredshed i andre guder og hvad verden havde at tilbyde. Det onde, de gjorde, var at forlade Gud, den eneste kilde med levende vand. I stedet havde de udhugget cisterner, brønde der slår revner og ikke kan holde noget vand – brønde som ikke rigtig kunne slukke ens tørst i ens søgen efter liv og mening adskilt fra Gud.

Nu må vi ikke sidde her og tænke: "Det var dengang, det var Israels historie, det var deres valg." Nej. Adams syndige natur, tilbøjeligheden til at vælge Gud fra og følge sit eget hjertes begær, lever i bedste velgående også i dag – som den gjorde lige op til syndfloden på Noas tid, som den gjorde på Mikas tid. Der er noget helt galt med vores hjerter.

"Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?"
Jeremias' Bog 17, 9

"Vores hjerter er en afgudsfabrik." – Jean Calvin

Det primære problem ved afguder er netop, at de ikke er den sande Gud. Derfor kan de aldrig ultimativt tilfredsstille hjertets længsel. Vi er skabt i Guds billede, og kun i et forhold til ham finder vi meningen. Vores hjertesyge tilstand får os til at søge mening med livet alle mulige andre steder end hos Gud. Menneskets konstante søgen ender derfor altid uforløst.

Men i vores blindhed og vores forgæves famlen og søgen har Gud gjort noget fantastisk og enestående. Det er også noget, vi skal se på senere hen i Mikas Bog, i næste kapitel, kapitel 7 vers 9, hvor vi læser, at Gud vil lede sit folk ud i lyset, så de kan se hans retfærdighed.

Jeg vil gerne slutte af med at minde jer om en fantastisk beretning i Johannesevangeliet kapitel 4 – om en samaritansk kvinde, som levede i mørke og fortvivlelse og synd, men som møder lyset, Jesus, og hendes hjertes øjne bliver åbnet. Hele hendes liv havde hun søgt mening i alt muligt, som kun førte til tomhed. Hun havde været gift hele fem gange og var allerede igen utro med en anden mand. Hun søgte mening med livet i revnede, menneskeudhuggede brønde, som ikke kunne holde vand. Hun havde tørstet hele sit liv, men aldrig fundet tilfredsstillelse.

Nu var ham, som er det levende vand, kommet for at opsøge denne syndige, fortabte kvinde ved en brønd for at frelse hende. Ved brønden forklarede Jesus kvinden, at enhver der drak af den her brønd – det fysiske vand, som også repræsenterede alt andet end Gud – der ville man komme til at tørste igen. Verdens vand slukker ikke ens tørst.

"Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv."
Johannesevangeliet 4, 14

Kun i troen på Jesus Kristus, Guds Søn – ham som tog al vores synd på sig og i vores sted døde på korset, tog dommen og straffen og forbandelsen for vores overtrædelse mod Gud, og som opstod igen efter tre dage i graven – kun i ham vil vi finde evigt liv og glæde, levende vand, fuld tilgivelse og forsoning med Gud. Vi vil aldrig skulle tørste igen.

Amen.