Endeløs tomhed og jagen efter vind

I dag, kære brødre og søstre, skal vi tage et kig på en bog, hvis budskab er lige så vigtigt og lige så relevant som dengang, det blev nedskrevet for godt og vel 3000 år siden. En bog, som er en rig kilde til visdom både for os som kristne og i høj grad også for denne verden. Denne bog er selvfølgelig Prædikerens Bog. Titlen på dagens budskab er "Endeløs tomhed og jagen efter vind."

Lad os gå til dagens tekst – den tekst, vi vil tage udgangspunkt i, den tekst jeg vil bruge som springbræt. Det er Prædikerens Bog kapitel 1, vers 1 til 2:

"Ord af Prædikeren, Davids søn, konge i Jerusalem. Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed."
Prædikerens Bog 1, 1-2

Kære brødre og søstre, forfatteren til denne bog er selvfølgelig ingen andre end Davids meget berømte søn, Salomo. Den søn, der blev konge i Jerusalem efter sin far. Hvilken konge han var. På flere måder kan man godt sige, at kong Salomo var helt uden sidestykke.

Kong Salomos visdom og rigdom

Først og fremmest var han jo kendt som en konge, hvis visdom var større end alle andres. Det var jo sådan, at da Gud på et tidspunkt viste sig for ham og sagde til ham: "Sig, hvad jeg skal give dig," da bad kong Salomo, som vi læser i Anden Krønikebog kapitel 1, Gud om denne ene ting – at han måtte give ham visdom til at lede Guds folk og herske over det.

Med andre ord: Da kong Salomo så på den kæmpestore opgave, som Gud havde betroet ham – at han skulle være konge over et så talrigt folk, Guds folk – da sagde han ikke: "Nemt nok." Han sagde ikke: "I got this," som der er mange, der siger nu om dage. Nej, tværtimod erkendte han faktisk sin egen svaghed og sit eget behov og bad således Gud om visdom i forhold til at bestride det embede og fuldføre den opgave, som Gud havde betroet ham.

Gud, som formår at gøre langt udover alt, hvad vi beder om eller forstår, besvarede kong Salomos bøn og gav ham visdom og forstand som ingen anden konge på jorden før ham. En visdom, vi også ser udtrykt i blandt andet Ordsprogenes Bog. Det var også en visdom, som var berømmet langt udover Israels grænser.

Eksempelvis kom dronningen af Saba til Jerusalem, fordi hun havde hørt om kong Salomo og hans store visdom. Efter hendes besøg sagde hun følgende til kong Salomo:

"Det rygte, jeg hørte i mit land om dine ord og din visdom, talte sandt. Jeg troede ikke, hvad de sagde, førend jeg kom og så det med egne øjne; og man har endda ikke fortalt mig om halvdelen af din store visdom! Du overgår det rygte, jeg hørte."
Anden Krønikebog 9, 5-6

Kære brødre og søstre, som også Jakob skriver i Jakobs Brev kapitel 1, vers 5:

"Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den."
Jakobs Brev 1, 5

Så derfor, hvis du mangler visdom i forhold til det, Gud har betroet dig at gøre, og det du skal tage dig af – hvad du sikkert gør, vi mangler alle visdom – så bed ham om, at han vil give den til dig. Bed ham om det. For måske kan grunden til, at du ikke har den fornødne visdom, være, at du ikke har bedt Gud om den. For Jakob sagde jo også, at I har ikke, fordi I ikke beder.

I forhold til kong Salomo var det jo altså ikke kun hans visdom, der var helt uden sidestykke. Det samme kunne man også i den grad sige om hans rigdom. Prøv blot at høre, hvad Anden Krønikebog kapitel 1, vers 15 siger:

"Kongen gjorde sølv og guld lige så almindeligt i Jerusalem som sten og cedertræ lige så almindeligt som morbærfigentræ, der vokser i lavlandet."
Anden Krønikebog 1, 15

Nu er jeg jo ikke den helt store ekspert i træer og på, hvor dyre og fornemme de her forskellige træsorter er. Men jeg tænker, at når kong Salomo har gjort sølv og guld lige så almindeligt som sten, så må hans rigdom jo nok have været af en fuldstændig uhørt størrelsesorden.

Så ja, egentlig kan man jo godt sige, at kong Salomo havde det, som rigtig mange mennesker i dag går og drømmer om at have. For hvem vil ikke gerne være klog og vis? Hvem vil ikke gerne være styrtende rig? Er det ikke stort set, hvad alle mennesker i denne verden drømmer om? For så er vores lykke jo gjort. Så er alle vores bekymringer jo over, ikke sandt?

Nej, det er jo desværre ikke helt rigtigt. Dette måtte kong Salomo faktisk også selv erfare. For meget af den visdom, som Gud gav til kong Salomo, skulle også vise sig at være en erfaret visdom. Altså en visdom, som han skulle tilegne sig igennem det liv, Gud havde givet ham, og igennem de ting, han oplevede og observerede. Det er lige præcis den visdom, som kong Salomo deler her med sine læsere og med os i Prædikerens Bog.

Endeløs tomhed, alt er tomhed

Som vi læser i vers 2, starter kong Salomo ud med at øse af denne store visdom med følgende ord: "Endeløs tomhed, sagde Prædikeren. Endeløs tomhed. Alt er tomhed."

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det er svært ikke at tænke, at det lyder da lidt deprimerende, gør det ikke? Jeg mener, er han ikke lidt af en sortser, ham kong Salomo? Hvad er der mon lige sket her? Har han fået det forkerte ben ud af sengen den morgen, da han skrev det?

Men nej, det var faktisk slet ikke tilfældet. Grunden til, at kong Salomo skriver "endeløs tomhed, alt er tomhed," er simpelthen, at han ser tilbage på sit eget liv i denne verden og på, hvordan denne verden egentlig fungerer. Han reflekterer, og han grunder over alle de ting, han og alle andre mennesker jager efter i denne verden. Alle de ting, de søger efter. Alle de ting, de søger at opnå. Alle de ting, de søger at finde deres glæde og lykke i.

Kong Salomo var jo en mand, der af Gud var blevet givet både muligheden og midlerne – både intellektuelt og økonomisk – til virkelig at kunne udforske denne verden og prøve alt og søge glæde i alt, hvad denne verden havde at byde på. I det han ser tilbage på sit liv og på alt det, han har prøvet og erfaret, konstaterer han altså, som vi også læser i kapitel 1, vers 14:

"Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind."
Prædikerens Bog 1, 14

Selv visdommen er tomhed

En af alle de ting, som kong Salomo udforskede, og som han søgte sin glæde i, var faktisk selve visdommen. Det var selvfølgelig også meget nærliggende, når nu han var blevet givet så meget af den. I forhold til at udforske visdommen konkluderede kong Salomo, at selvom visdom helt sikkert giver et menneske store fortrin i denne verden frem for det menneske, der ikke har den, så fører visdommen faktisk heller ikke rigtig til noget. Også den er tomhed og jagen efter vind.

Men hvorfor siger han egentlig det? Jo, det gør han, fordi om et menneske har visdom eller ej, som kong Salomo taler om i kapitel 2, så vil han stadig lide den samme skæbne. I sidste ende vil det gå den vise, sådan som det også går tåben.

"Ak, både den vise og tåben må dø!"
Prædikerens Bog 2, 16

Derfor konstaterer kong Salomo, at hvad angår visdommen, er den jo også bare tomhed. Tomhed og jagen efter vind. I kapitel 1, vers 18 siger han faktisk noget meget bemærkelsesværdigt, noget meget tankevækkende. Han siger nemlig, at det at have større visdom, det at have større kundskab, faktisk kan øge et menneskes kvaler. Ja, det kan virkelig øge et menneskes smerte.

Men hvorfor egentlig det? Jo, fordi hvis man har stor visdom og kundskab, så er der også så meget desto større chance for, at man netop med den visdom, den kundskab og den dygtighed har fået opbygget noget rigtig stort i det her liv. Hvad enten det måtte være et stort firma eller en organisation eller en eller anden stor platform på internettet eller hvad det nu måtte være. Samt at man så også har erhvervet sig kæmpestor rigdom derfra.

Derfor mister man jo også så meget desto mere, når man skal herfra. Har man visdom, vil man også faktisk i højere grad være bevidst om dette – om den store tomhed, der ligger i, at man kan miste det hele, når man dør. Det vil i høj grad øge smerten hos det menneske, der har visdom.

Der er en tid til alting

En anden af visdommens helt store kvaler er, at selvom vi måtte have stor visdom, ved vi ikke, hvad Gud har i sinde at gøre. Vi kender ikke Guds store plan, vilje og formål med dagen i morgen – hverken hvad angår os selv eller vores land eller denne verden.

For som kong Salomo skriver i kapitel 3, er der en tid til alting. Det betyder, at i Guds tidsplan, som ikke er kendt af os, er der en tid til alting. Alting.

"Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede. En tid til at rive ned, en tid til at bygge op. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse."
Prædikerens Bog 3, 1-4

Læg mærke til, hvilket spørgsmål kong Salomo slutter af med at stille i vers 9: "Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?" Hvorfor stiller han det spørgsmål? Jo, fordi det er Gud, der er suveræn. Det er Gud, der styrer verdens gang. Ergo er det også Gud, der bestemmer, hvornår det i vores liv og i verden er tid til forskellige ting. Kære brødre og søstre, disse ting har du og jeg ikke kontrol over. Det ville vi meget gerne have, men det har vi ikke.

Jeg ved ikke, hvor mange af jer der kender til det at lægge planer, også store planer, for alt det, vi gerne vil have, der skal ske i vores liv. Planer for alt det, vi ønsker at gøre. Planer for alt det, vi ønsker at bedrive og udrette. Hvor mange af os gør ikke det? Men så sker tingene altså ikke lige, som vi havde regnet med, og som vi havde håbet på.

Det, kong Salomo kom til at forstå, og det, som vi også skal forstå, er, at alting har altså sin tid i Guds tidsplan for verden og også for vores liv. Som kong Salomo siger i vers 11, kan vi mennesker ikke finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør, eller hvorfor han gør det.

Bedst som vi måske planlægger en ting, går tingene ikke helt i den retning, de skal – altså ifølge os – hverken i vores liv eller i verden. For der kan komme ting, der kan opstå forhold, der bremser os og kommer i vejen for vores planer. Ting, der gør, at vi må ændre kurs. Ting, der giver os uventet modstand og problemer.

Det ser vi også i skriften, gør vi ikke? På Moses' tid – israelitterne, de havde det jo fantastisk i Egypten, ikke? Men så på Moses' tid fremstod der en ny farao i Egypten. En farao, der ikke kendte til Josef og alt det gode, Josef havde udrettet i Egypten, og som var fjendtlig overfor hebræerne. Så var livet ikke så skønt lige pludselig.

Præcis på samme måde kan tingene altså også pludselig vende i vores liv. En slange i paradiset kan pludselig komme ind netop på vores gode arbejdsplads. Måske i form af en ny chef. En ny chef, der kommer og laver om på alting. En ny chef, der ikke har kendskab til alt det gode, du faktisk har gjort på din arbejdsplads. Og så måske tilmed også lige har et dårligt øje til dig. De planer, du måske havde om forfremmelse eller om, hvad du fremadrettet gerne kunne tænke dig at udrette på din arbejdsplads, de ændrer sig så lige pludselig.

I verden kan tingene også mere eller mindre pludseligt ændre sig. Krig og ufred kan bryde ud i vores verden. Derfor, som vi lige læste i kapitel 3, vers 8, er der en tid til krig og en tid til fred i Guds tidsplan.

Er det ikke også det, vi ser? Verden har faktisk igennem en årrække nydt godt af at være i en fredstid. En tid, hvor der har været afspænding og nedrustning og samarbejde mellem verdens store magter. Men det kunne jo godt se ud til, at den tid måske desværre er forbi.

På rettens plads sidder uretten

En ting, en faktor, som kong Salomo også nævner i kapitel 3, som et onde han har set under solen, og som er noget, vi mennesker heller ikke har nogen som helst kontrol eller magt over, det er det, han beskriver i vers 16: "På rettens plads sidder uretten. På retfærdighedens plads sidder uretten."

Vi oplever i verden, at der, hvor der burde have siddet en god og retfærdig konge eller præsident eller regering, sidder der i stedet en grisk og korrupt konge, præsident eller regering. Det kender vi rigtig godt fra mange lande i denne verden, gør vi ikke?

Dette forhold, som vi måske ikke rigtig kan påvirke eller gøre noget ved, har bare rigtig stor indflydelse på vores liv som mennesker i denne verden. For man kan jo have nok så meget visdom, ikke? Man kan have nok så meget kundskab og dygtighed. Man kan have nok så meget uddannelse og have nok så store planer om både det ene og det andet. Men hvis langt større kræfter står i vejen for dig i denne verden, kræfter som undertrykker dig, hvad kan du så gøre?

Hvilken tomhed. Hvilken endeløs tomhed.

Men selvfølgelig nogle gange sker der jo det i Guds plan og forsyn, at en ny vind blæser i denne verden, og at tingene i det land, hvor Gud har givet os bolig, pludselig ændrer sig. Det hænder jo, at en ny konge eller en ny præsident eller ny regering kommer til, som gør en hel masse godt og giver landets borgere friheder og muligheder.

Men kære venner, selvom dette sker, er der faktisk ingen garanti for, at vinden ikke vender igen. Ingen garanti for, at den nye gode konge eller præsident eller regering forbliver ved. For hør blot det her scenarie, som kong Salomo beskriver i kapitel 4, vers 13 til 16. Her skriver han: "Hellere en fattig og vis dreng end en gammel og tåbelig konge, som ikke længere forstår at lade sig advare. For der kom en ud fra fængslet og blev konge, selvom han var født i fattigdom under kongens regering."

Her beskriver kong Salomo en mand, der har lidt forfærdeligt under en korrupt konge og endda har siddet i fængsel under hans regime. Men han går så selv hen og bliver konge. Som vi kan forstå, bliver han faktisk en god og afholdt konge, en konge med en stor skare af tilhængere.

For som vi læser i vers 15 til 16: "Jeg så alle de levende, som færdedes under solen, følge den anden dreng, som var trådt i kongens sted. Talløst var det folk, han stod i spidsen for." Men læg så mærke til, hvad kong Salomo siger: "Men eftertiden glæder sig ikke over ham. Også det er tomhed og jagen efter vind."

Hvorfor ikke? Hvorfor glæder eftertiden sig ikke over denne konge? Jo, fordi når han er væk – og det er han jo på et tidspunkt – så kommer der en ny konge. Denne nye konge er måske en korrupt konge, en korrupt konge der hurtigt kan gøre alt det gode ugjort, som den forrige konge gjorde.

Ved I hvad? Det ser vi faktisk igen og igen med Israels konger i kongebøgerne og i krønikebøgerne. Her ser vi, hvordan der til tider kommer en god og retfærdig konge, en konge som bringer reformation, genopretning og gør op med nationens afgudsdyrkelse. Men herefter følger der en ugudelig konge – ja, gerne mange konger faktisk – som igen leder landet ud i afgudsdyrkelse. Den gode konge og alt det gode, han gjorde, er nu glemt. Hans aftryk på nationen er nu væk.

Hvilken tomhed. Hvilken endeløs tomhed.

Vi kan ikke tage noget med os

Kære venner, når vi sammen med kong Salomo ser på verden og også på vores eget liv, må vi bare sige, at der er rigtig mange ting, der ikke lige går, som vi havde håbet på, eller som vi havde regnet med. Ting, som vi ikke har nogen kontrol eller magt over. Ting, som vi ikke kan påvirke eller ændre på, om vi har visdom eller ej.

Dette gælder i særdeleshed også den dag, vi skal dø. For som vi også hørte i kapitel 3, vers 2, har alting – ja, alting – en af Gud fastsat tid. En tid til at fødes og en tid til at dø.

Kære venner, ligesom vi ikke havde nogen som helst kontrol, da det var vores tid til at blive født, ligeledes har vi altså heller ikke nogen kontrol over, hvornår det er vores tid til at dø. Hvis der er noget, der virkelig demonstrerer vores magtesløshed i denne verden og tomheden i denne verden, så er det det faktum, at vi ikke aner, hvornår vi står foran livets afslutning.

For ikke så længe siden var jeg faktisk til en gammel vens begravelse. Her citerede præsten faktisk netop de vers fra Prædikerens Bog kapitel 3: "Alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes og en tid til at dø." Hvad angår den gamle ven, han var jo i fuld gang. Han var i fuld gang med at lave nyt køkken, og han var også i fuld gang med at lave et musikalbum for børn. Men ingen af delene fik han gjort færdigt, fordi i Guds tid, i Guds plan, havde han ikke flere dage. Således døde han altså midt i sin driftighed, midt i sin foretagsomhed. Pludselig var det forbi.

Her må vi bare sige sammen med kong Salomo: Hvilken tomhed. Hvilken endeløs tomhed.

Kong Salomo var selv en meget driftig og foretagsom mand, en mand der virkelig fik bygget og udrettet en hel masse. Dette fortæller han os selv om i Prædikerens Bog kapitel 2:

"Jeg satte store ting i gang: Jeg byggede mig huse og plantede vingårde; jeg anlagde haver og parker og plantede alle slags frugttræer i dem; jeg anlagde damme til at vande den spirende skov. Jeg købte trælle og trælkvinder, og jeg fik hustrælle; jeg fik også mange køer og får, flere end nogen, der havde været før mig i Jerusalem."
Prædikerens Bog 2, 4-7

I vers 10 fortæller kong Salomo os, at hans hjerte havde glædet sig over alt, hvad han havde gjort, og alt det, han havde slidt med. Men det var en ret midlertidig og ret flygtig glæde. For herefter siger kong Salomo i vers 11:

"Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder havde udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen."
Prædikerens Bog 2, 11

Men hvorfor siger han egentlig sådan? Hvorfor? Når kong Salomo ser tilbage på alt det, han har udført, alt det han har bygget, alt det han har slidt med, og alt hvad han har erhvervet sig, hvorfor siger han så, at det alt sammen var tomhed og jagen efter vind?

Jo, kære brødre og søstre, lad mig spørge: Hvordan er det lige med vinden? Jo, vinden kan vi ikke rigtig fange, vel? Vinden kan vi ikke rigtig gribe og holde fast. Vi kan ikke fastholde den. Det kan vi ikke. Den er flygtig.

På samme måde, kære venner, er der intet i denne verden, der varer ved. Intet i denne verden kan vi gribe eller fastholde. Ting kan nemlig mistes. De ting, vi har skabt, de ting, vi har bygget, kan mistes. Ejendom kan mistes. Rigdomme kan mistes. Det kan de grundet de ting og omstændigheder, som vi absolut ingen kontrol har over – ting, der sker i vores liv eller i verden. Ultimativt og endegyldigt, fordi vi alle en dag skal dø.

For når vi dør, er det jo sådan, at vi kan altså ikke tage noget som helst med os fra denne verden. For som kong Salomo også nævner i kapitel 5, vers 14:

"Nøgen kom han ud af moders liv, nøgen går han bort, som han kom, og han får intet ud af sit slid, som han kan tage med sig."
Prædikerens Bog 5, 14

Kære venner, den dag vi dør, mister vi alt, hvad vi har i denne verden. Alt. Alt, hvad vi har slidt for. Alt, hvad vi har bygget. Alt, hvad vi har erhvervet os. Alt.

Så derfor må vi bare sige igen sammen med kong Salomo: Hvilken tomhed. Hvilken endeløs tomhed og jagen efter vind.

Hvorfor har Gud forordnet det sådan

Kære brødre og søstre, i forhold til dagens tekst synes jeg, at der især er ét spørgsmål, der presser sig på, og det er dette: Hvorfor har Gud egentlig forordnet det på den måde, han har?

Hvorfor har Gud forordnet det sådan, at vi lever i en verden, hvor vores planer så let kan slå fejl? Hvor vores planer om, hvad vi vil gøre, og hvad vi ønsker at udrette, så let kan slå fejl? Hvorfor lever vi i en verden, hvor der er så meget, vi ikke har kontrol over, så meget vi ikke er herre over? Hvornår vi fødes, hvornår vi dør. Om vi bliver født i et rigt land eller et fattigt land. Om vi lever under en konge, præsident eller regering, der undertrykker os, eller vi ikke gør. At vi lever i en verden, hvor de forhold og omstændigheder, vi lever og arbejder under, er skrøbelige og upålidelige og hurtigt kan ændre sig. Hvorfor har Gud dog forordnet det på denne måde?

Det skal vi selvfølgelig se på. Kong Salomo giver nemlig også svar på hvorfor. Vi starter i vers 10 i Prædikerens Bog kapitel 3: "Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med. Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid. Han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør."

Som vi har talt om, er der en tid til alting. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Men hvornår disse tidspunkter er i Guds plan og i Guds suveræne formål, det ved vi ikke. Eller som vi lige læste, det kan vi ikke finde ud af. Vi kan ikke finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Som kong Salomo beskriver det i vers 10, er det en plage, som Gud har givet os mennesker at plages med.

Men hvis vi springer til vers 14, ser vi, at kong Salomo er kommet til en vigtig erkendelse. For her læser vi:

"Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham."
Prædikerens Bog 3, 14

Det, kong Salomo siger her kort og godt, er, at Gud er suveræn over verdens gang og over vores liv, og at Gud gør, hvad han vil. Hvori i forhold hertil kan vi hverken gøre fra eller til.

Men igen, hvorfor har Gud forordnet det sådan? Jo, det giver kong Salomo nu svaret på her i vers 14. Han siger nemlig: "Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham." Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.

Kære venner, grunden til, at Gud har forordnet det sådan – at vi lever i en usikker og skrøbelig verden, hvor vores planer så let kan slå fejl, hvor der er så meget, vi ikke har kontrol over eller er herre over – det er, for at vi skal frygte Gud, for at vi skal frygte Herren.

Det er, for at vi skal indse, hvor bitte små vi selv er, og hvor uendelig meget større Gud er. Hvor uendelig meget større hans indsigt og visdom er. Således at vi ikke fristes til at stole på os selv, men at vi gør, som Ordsprogenes Bog kapitel 3, vers 5 instruerer os i at gøre:

"Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt."
Ordsprogenes Bog 3, 5

For vi skal jo forstå, at han er Herren, således at vi drager nær til ham, søger hans ansigt, søger hans vilje, hans vejledning og hans ledelse.

Igen, kære brødre og søstre, Gud har forordnet det således, at vi lever i en verden, hvor det, vi har, ikke kan fastholdes, men så let kan mistes. Hvor tiderne hurtigt kan skifte, således at de gode forhold og omstændigheder, vi troede vi havde, dem har vi pludselig ikke længere.

Kære venner, sådan har Gud altså forordnet det, for at vi ikke skal have vores tillid eller vores sikkerhed i noget som helst jordisk. Hverken i rigdom eller ejendom, som vi har i dag, men som altså kan være væk i morgen. Ej heller i konger, præsidenter, politikere eller magthavere, som kan svigte deres løfter, mænd som måske er her i dag, men som kan blive sat fra magten i morgen.

Nej, vi skal have vores tillid i kongernes Konge og i herrernes Herre. Vi skal have vores tillid i vor Herre Jesus Kristus og i hans forsørgelse og hans gode plan og vilje for os. Vi skal have vores tillid i vores retfærdige Konge, som troner for evigt, og som aldrig nogensinde i al evighed kan blive stødt fra tronen.

For vi skal jo vide, kære brødre og søstre: Ham kan vi stole på. Ham kan vi fuldt ud sætte vores lid til. Det kan vi, ikke bare fordi han af væsen og natur er fuldkommen trofast, men også fordi han jo på så overbevisende vis har vist os ikke bare sin store trofasthed mod os, men også sin store nåde, sin store barmhjertighed og sin store kærlighed til os. Hvilket han jo gjorde, da han lagde sit liv ned for os, hans får. Da han en gang for alle døde for vores synder på Golgatas kors. Da han tømte Guds vredes bæger for os, så der ikke var så meget som en enkelt dråbe tilbage af Guds vrede over vores synder, som vi selv skulle drikke.

Hvilken nåde. Hvilken barmhjertighed. Hvilken kærlighed, som han har vist os. Ham kan vi stole på. Ham kan vi sætte vores lid til. Ham kan vi derfor også af hele hjertet tjene.

Kun det gjort for Kristus har evig værdi

Ved I, hvad der er så vidunderligt? Det er, at når vi tjener vor Herre Jesus Kristus og bygger hans kirke – ja, når vi bruger vores tid og vores kræfter, vores ressourcer og midler på at bygge Herrens kirke og hans rige med, hvad Gud nu har givet os at gøre – ja, så er det ikke endeløs tomhed og jagen efter vind. Aldrig.

Nej, for når vi tjener Herren Jesus Kristus, udfører vi jo et stykke arbejde, der bærer en evig belønning i sig. Vi er med til at bygge noget, der vil blive stående til evig tid.

Når I føjer levende sten til det tempel, Herren bygger med jeres evangelisation. Når du bygger en bror eller en søster op med din prædiken, med din undervisning eller med dine opmuntrende ord. Eller når du leder dine børn ad den vej, de skal gå, og opdrager dem i frygt for Herren. Når I gør de ting, bygger I noget, der vil blive stående til evig tid.

Jeg siger jer, ja, jeg forsikrer jer: Ikke så meget som en sveddråbe, I har svædet, vil være spildt. Ikke så meget som en 25-øre, I har givet til at fremme evangeliets arbejde, vil være tabt. Nej, det vil alt sammen blive husket. Det vil alt sammen blive belønnet, når tiden er inde.

Hvis ikke I tror mig, så prøv at høre, hvad Jesus selv siger i Markusevangeliet kapitel 9, vers 41:

"For den, der giver jer et bæger vand at drikke, fordi I hører Kristus til, sandelig siger jeg jer, han skal ikke gå glip af sin løn."
Markusevangeliet 9, 41

Tænk engang. End ikke et bæger vand, som du har givet til en bror eller en søster i Herren, vil blive glemt. Ikke ét bæger vand. Tænk lige engang over det.

Det vil sige, kære brødre og søstre, at når døden en skønne dag kommer – og det gør den jo altså for os alle sammen – så kommer den ikke og røver alting fra os. Nej, den er derimod en vending.

For det første, fordi vi kommer hjem til Herren Jesus Kristus, og fordi vi så altid skal være sammen med ham. For det andet, fordi vi skal tage det rige i arv, som Gud har beredt os, fra verden blev grundlagt – et evigt og urokkeligt rige, der aldrig i al evighed skal forgå. For det tredje, fordi Gud vil belønne os for alt det arbejde, vi i taknemmelighed har gjort over hans nådes frelse.

Han vil belønne os for alt det, som vi i kærlighed til vores brødre og søstre og i kærlighed til ham har udført. Selv et glas koldt vand, som du har givet til en bror eller en søster, en der hører Kristus til – det vil Gud huske på, og det vil han belønne.

Missionæren C.T. Studd sagde det sådan:

"Only one life, it will soon be passed. Only what's done for Christ will last." – C.T. Studd

Kun ét liv, det er snart forbi. Kun det gjort for Kristus har evig værdi.

Må Herren velsigne sit ord til os i dag.

Amen.