Hans trofasthed varer til evig tid

Vi skal idag kigge på Salmernes Bog, og i skal prøve at slå op med mig i kapitel 136. Det er en rigtig taksigelse salme, vi skal fokusere på i dag. Vi har meget at være taknemmelige for over for en mægtig Gud, vores himmelske far. Derfor er det med rette, at salmen starter med et "halleluja". Og det kan vi også sige i dag. Amen.

Vi skal glæde os i Herren. Vi skal beundre hans mægtige ord. Og det skal vi gøre igennem Salme 136. Titlen for dagens prædiken det er "hans trofasthed varer til evig tid".

Jeg tror hurtigt, I kan se, ud fra salmen, hvorfor den var nødt til at hedde det. For som I ser, så er det en hel særlig salme det her i formatet, hvor der ved hver anden sætning nævnes den her nøgle sætning, den her power sætning "hans trofasthed varer til evig tid".

Så lad os prøve at læse hele salmen sammen her til at starte med, vi læser:

"Halleluja. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid. Tak gudernes Gud, hans trofasthed varer til evig tid. Tak herrernes Herre, hans trofasthed varer til evig tid. Han, som alene gør store undere, hans trofasthed varer til evig tid. Han skabte himlen med forstandighed, hans trofasthed varer til evig tid. Han bredte jorden ud på vandet, hans trofasthed varer til evig tid. Han skabte de store lys, hans trofasthed varer til evig tid, solen til at herske om dagen, hans trofasthed varer til evig tid, månen og stjernerne til at herske om natten, hans trofasthed varer til evig tid. Han slog egypternes førstefødte ihjel, hans trofasthed varer til evig tid, og førte Israel bort fra dem, hans trofasthed varer til evig tid, med stærk hånd og løftet arm, hans trofasthed varer til evig tid. Han kløvede Sivhavet, hans trofasthed varer til evig tid, og førte Israel igennem det, hans trofasthed varer til evig tid; men Farao og hans hær styrtede han i Sivhavet, hans trofasthed varer til evig tid. Han ledte sit folk gennem ørkenen, hans trofasthed varer til evig tid. Han slog store konger, hans trofasthed varer til evig tid, og dræbte mægtige konger, hans trofasthed varer til evig tid, amoritterkongen Sihon, hans trofasthed varer til evig tid, og Bashans kong og, hans trofasthed varer til evig tid. Han gav deres land i eje, hans trofasthed varer til evig tid, i eje til Israel, hans tjener, hans trofasthed varer til evig tid. Han huskede os i vor fornedrelse, hans trofasthed varer til evig tid, og rev os løs fra vore fjender, hans trofasthed varer til evig tid. Han giver føde til alt levende, hans trofasthed varer til evig tid. Tak himlens Gud, hans trofasthed varer til evig tid. (Salmernes bog 136)

Så når I vågner i nat, så tænker I ikke på andet end: "hans trofasthed varer til evig tid". Det er vi i hvert fald helt sikker på, at det er sådan, det forholder sig her.

Salmens opbygning

Vers 1 til 3 sætter jo tonen for resten af salmen. Det starter med et halleluja og tre gange tak. Hvis man ved lidt om hebraisk, så ved man, at når de virkelig vil sætte sømmet i bund på noget eller virkelig vil tydeliggøre altså skrive med stor fed skrift og udråbstegn, så gør de det ved at gentage noget. Så gør de det ved at sige det samme flere gange på flere forskellige måder, men som egentlig grundessens siger det samme.

Det er det, vi ser her, at salmisten han gør. Han starter med at sige: "Tak Herren, for han er god. Tak gudernes Gud, tak herrernes Herre." Det viser os en orden, den her måde, salmen er opbygget på. Det viser os, at vi til at starte med må have fokus på Gud og taksigelse til ham. Vi må først og fremmest prise Gud for, hvem han er, før vi priser ham for, hvad han har gjort.

Vi kan prøve lige at gennemgå selve ordenen for den her salme, fordi til at starte med, så kan vi se, at vi må prise Gud for hvem han er, det vers 1-3. Nummer to det er, at vi priser ham for hans skaberværk, det er vers 4 til 9. Nummer tre er, at vi priser ham for hans ledelse over for sit folk, her er vi i vers 10-22. Fire, vi priser ham, for han husker os, og han passer på os, det er vers 23-26. Så det er salmens struktur, salmens orden salmens opbygning.

Vi ser jo også en lignende tilgang fra Jesus i Fadervor bønnen, som han lærer disciplene. I Matthæus 6,9 læser vi, at vor Fader, du som er i himlene, helliget blive dit navn. Så igen ser vi samme princip. Vi starter med Gud, vi starter med pris til ham. Og vi starter med at anerkende, at han er den største. Han er hellig.

Her i Salme 136 er det jo Guds godhed, at han er god, der sættes ord på som det første, "Tak Herren, for han er god" som der står i verset.

Vi tjener en god Gud, venner. Vi må aldrig ende der, hvor vi sætter gaverne, altså de ting, vi kan få fra Gud over ham, som giver dem. Vi er nødt til at gå til ham med en forståelse om, at han er selve gaven.

Han er den, som har skabt det hele. Han er den, som i sidste ende er der, hvor vi bør finde vores glæde. Hans skaberværk og hans undere og hans beskyttelse og hans forsørgelse og hans mirakler, hans helbredelser. De er aldrig noget, der må tage fokus væk fra Gud selv.

Salmen starter med, at Gud han er god, og vi må takke ham for det. Og han er fantastisk, og han er vidunderlig, og han er god. Så vi må tage ved lære af salmisten, og vi må forstå, at Gud han er den største gave, vi har fået.

Når vi ser, hvad salmens store fokus er, og igen, den sidder bare klar i hovedet. Det er, at hans trofasthed varer den varer til evig tid. Så er det en egenskab ved Gud, der fremhæves her. Det er Gud selv, som salmen fryder sig over. Guds trofasthed eller barmhjertighed, som det også kan oversættes til, den hører aldrig op, den er evig.

Læser man de amerikanske og de engelske oversættelser, så er det oversat til "Mercy" det her ord troskab, trofasthed. Og det oversætter man tit til barmhjertighed i den danske. Trofasthed, barmhjertighed det er det, som jeg vil henvise til i løbet af den her prædiken.

Bare sådan lige for at tage noget vi kender lidt til mange af os i hvert fald. Det her med ægteskab, det er jo noget, vi synes er smukt. Særligt når vi får lov at fejre stiftelsen af et ægteskab sammen. Så er det jo noget helt særligt og noget helt unikt. Noget smukt, som Gud har indstiftet.

Det er det jo særligt, fordi det er til døden os skiller, at vi indgår denne her pagt. Havde det blot været et ægteskab, der fra start af var tænkt til at vare ti år, så havde det fuldstændig mistet skønheden.

Selv med så smuk en forordning som ægteskabet, hvor mand og kone bliver sammen til døden dem skiller, så er både mand og kone sjældent de samme to mennesker den dag, hvor de skal skilles ved døden, som den dag de blev gift.

Jeg tror, mange af jer kan skrive under på, at I ikke er den samme som dengang I stod foran jeres hustru eller jeres kommende mand og skulle sige ja til vedkommende. Der er sket meget siden. Livet har formet os, og vi er ikke længere de samme.

Sådan er det ikke med Gud. Gud han er den samme. Han vokser ikke fra os. Han er trofast. Meget mere end hvad vi begriber. Meget mere end en ægtefælle nogensinde vil kunne formå at være.

Man kan måske finde på at sige til sin ægtefælle du har godt nok forandret dig, siden vi mødtes, og det kan være hjerteskærende at høre de ord. De kan blive sagt i et skænderi, og de kan blive sagt med tårer. Og så kan de blive sagt med glæde og taknemlighed.

Vi forandrer os hele tiden. Hvor tit har I hørt nogen poste på de sociale medier "new year, same me". Vi har som regel et eller andet, vi gerne vil have ændret i vores liv. Vi ønsker ikke at forblive de samme. Det er fordi vi ikke er ligesom Gud. Fordi Gud Han er den samme. Hans trofasthed har ikke brug for forbedring. Han er helt underfuld og perfekt. Og det er hans trofasthed, hans barmhjertighed også.

Det, at den er så fantastisk, og den er så, så ægte. Det er noget, vi skylder ham tak for. Vi er hans børn, vi er hans skabning.

Jeg ved ikke med jer, men jeg tror, I vil kunne forstå, at det er et eksempel, jeg lige tager frem her, men hvis en person, der lige er blevet reddet ud af et brændende hus af en redningsmand.

Tænk på sådan en en brandmand, som i ægte heltemod går ind i et brændende hus og får reddet den her person ud af en brændende bygning og sætter sit liv på spil for den anden person.

Personen kommer ud, og så fortsætter personen bare, som om der ingenting var sket. Vedkommende siger ikke tak, vedkommende opsøger ikke redningsmanden. Vedkommende lader bare som ingenting og fortsætter sit liv.

Hvad så hvis redningsmanden også er den, der så bagefter sørger for, at du får et nyt sted at bo, du får tøj, du får mad, drikke, varme, luft, sol, tryghed, kærlighed og håb.

Se, det er sådan det er med vores skaber. Han har givet os det hele, og der er så mange mennesker, som bare fortsætter deres liv, som om intet var sket. Som om de ikke skyldte ham alt. De siger ham ikke tak.

Men Salme 136 her viser os, at det, vi må starte vores liv med og vores dag med at sige Gud tak, for han er god, og han har givet os det hele.

Vi skylder ham alt. Han har givet os hårene på hovedet. Han har givet os vores øjne. Han har givet os solen og varmen. Han har givet os tag over hovedet og mad.

Det er jo et mysterium, det her med hvordan mennesker i deres oprørske hjerter i fuld lovløshed, og det kommer jo fra syndefaldet, gør oprør mod Gud og ikke vil sige ham tak. På trods af, at han er god imod dem, som ikke siger ham tak. De anerkender ham ikke, og de giver slet ikke udtryk for, hvor fantastisk Gud han er, og hvor stor en skaber han er. Det er et mysterium.

Men som Skriften siger i Romerbrevet 1 vers 21, der står: "for de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud. Men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte."

Skriften vidner om, at vi kan forvente at er det sådan det må være. Skriften vidner om, at det er sådan, det nu en dag er med mennesker, at de er i oprør mod Gud, hvis ikke de har fundet Kristus, hvis ikke Kristus har åbenbaret sig for dem.

Oprejser Lazarus

Vi ser det også med Jesus. I kan prøve at slå op med mig i Johannesevangeliet kapitel 11. Der skal vi prøve at læse om Jesus, der oprejser en død, Lazarus. I Johannesevangeliet kapitel 11, vers 38:

"Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort. Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: »Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.«" (Johannesevangeliet 11,38)

Det her er et eksempel, jeg tager frem fordi at Jesus, han har lige rejst en mand fra døden. Han har givet ham livet tilbage, efter at han ligger og nærmest er blevet vissen og rådden. Hans søster siger, at han er begyndt at lugte.

Jesus nævner her i vers 40, at det, som han skal til at vise dem, er hans guddommelighed. Han skal til at vise dem noget, som kun en Gud kan udføre. Han skal til at vise dem Guds herlighed, som der står i vers 40. Alligevel så er der flere af dem, som ikke bliver troende, som ikke bliver disciple af ham, men som går til farisæerne. Og de har kun for øje at skulle sladre og skulle beholde deres tempel og deres magt.

Det er jo det, som er pointen her at selv om at vi kan se den her fantastiske verden som Gud, han har skabt. Som vidner om, at der findes en mægtig skaber og designer derude. Selv om vi har fået alt givet fra ham, at vi har alt at være taknemmelige over, og vi skylder alt til ham. Og selv om han selv kommer herned og viser et mægtigt under for øjnene af dem og forbereder dem på at se, nu kommer jeg til at vise jer, at jeg er Gud. Selv, der vil de ikke tro.

Vi som kristne er nødt til at sige Gud tak, og vi er nødt til at anerkende, at Jesus, han er Gud, og han er mægtig, og han er stor.

Prøv at se vers 48 der står der: "lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham." Prøv at tænk, så korsfæstede de ham. Og så gør han det samme igen. Han rejser en død, ham selv, han genopstår. Og hvad sker der? Det, som de frygtede ville ske, det sker. Folk i massevis kommer til tro. Det var jo det, de ikke ønskede.

"Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham." Folk i massevis kommer til tro på Jesus efter hans genopstandelse. Og romerne, som de var bange for tog deres tempel. Romerne ødelægger templet i år 70, kun fyrre år efter at Jesus gik til Faderen. Så det kommer til at ske det her, og det er ligesom en form for profeti faktisk, at Jesus, han kan gøre det her, og han gør det.

Men opsummeringen her i forhold til begyndelsen af salmen, det er, at vi skal takke vores skaber, vores Gud. Han har reddet os, og han har givet os så meget. Alt, hvad vi har, det har vi fra ham. Han er trofast og barmhjertig, og det er han i al evighed. Det hører aldrig op.

Guds evige trofasthed, hans barmhjertighed, det er hovedbudskabet i den salme. Det nævnes ved hver eneste sætnings afslutning, og så menes det, at den har været brugt i responsorial sang den her salme. Hvor en pastor eller en forsanger oplæste en linje, og menigheden svarede med "hans trofasthed, varer til evig tid."

Bare for at vi får lidt føling med, hvordan det har været, så lad os prøve med de første 4 vers. Jeg har på fornemmelsen, at det kunne gøre det mere levende, at det kunne gøre det mere tydeligt, hvordan det har været for jøderne og formentlig de første kristne, der også sang mange af salmerne fra Salmernes Bog, heriblandt Salme 136.

Jeg vil lige prøve at demonstrere, hvordan I som kor skal synge tilbage på de her udsagn igen. Det I gør er, at når jeg siger "Tak Herren, for han er god" så svarer I tilbage med "Hans trofasthed varer til evig tid".

Så vi prøver, vi kører de første 4 vers her: "tak Herren, for han er god" "Hans trofasthed varer til evig tid" "Tak, gudernes Gud" "Hans trofasthed varer til evig tid" "Herrernes Herre", "Hans trofasthed varer til evig tid" "Han, som alene gør store under" "Hans trofasthed varer til evig tid" Amen. Det er I jo gode til.

Det er længe siden I har været involveret så meget i noget forkyndelse, men det er fedt, og det er sådan det har været. Både på jødernes tid, men også i de første menigheder, hvor særligt Salmernes Bog var noget, de sang sammen, og de øvede sammen.

En mægtig og personlig Gud

Nu hvor vi har kigget på første del af salmen, som er taksigelse til Gud, som er god. Han er gudernes Gud, han er herrernes Herre. Han er suveræn og mægtig. Så skal vi kigge på anden sektion af salmen, som går fra vers 4 til 9.

Her ser vi, at sektionen i denne omgang starter med Guds evne til at gøre store undere. Eller rettere vi ser faktisk, at han er alene af den, der gør store undere. Hvad der kommer derefter, det er en opremsning af skaberværket som et udtryk for Guds evne til at gøre store undere.

Vers 5: "han skabte himlen med forstandighed." Det er altså ikke bare et godt forsøg med lidt held at Gud han bar sig af med at skabe himlen. Nej, det var med fuld forståelse for, hvad han ville med det, og hvordan det skulle gøres.

Vers 6: "Han bredte jorden ud på vandet." Jeg ved ikke om I ligesom mig har har tænkt lidt over det her, men det har med havet, hvordan den har den her gradvise fordybelse. Jo længere vi kommer væk fra land. Nogle af jer fra Strandby kender til det i hvert fald. Men stranden starter ligesom med at bare have en lille smule vand, så bliver det dybere og dybere, jo længere man kommer ud.

Designmæssigt er det jo ligetil og smukt og passer perfekt til os mennesker. Vi kan nyde havet helt fra barnsben af uden at synke, før vi kan svømme. Vi kan undgå de farlige dyr, som er længere ude, og så kan vi soppe, hvis vi bare vil have fødderne til at være våde.

Det er ikke underligt, at kystbyerne med strande er utrolige populære særligt om sommeren. Vi har en mægtig Gud, der har designet jorden præcis sådan rigtig mange steder, og der ser vi også, at hans trofasthed varer til evig tid.

Vers 7 til 9 ser vi, at han skabte de store lys, solen til at herske om dagen, månen og stjernerne til om natten. Ærefrygt og følelsen af at føle sig ufatteligt lille, det er, hvad jeg føler, når jeg kigger op på nattehimlen og fornemmer, hvor stort det hele er. Dermed hvor stort Gud han også må være, i og med han er større end det hele.

Lige der, hvor man betragter hans underfulde univers, kan man komme til at tænke på: hvordan kan Gud overhovedet være en personlig Gud, der har tanker om så lille et væsen som du og jeg, når han er så stor.

Når man betragter de her stjerner, som bare er så mega langt væk, og man har en fornemmelse af, hvor stort det hele er, så får man øje på, hvor lille en myre man er i forhold til en mægtig Gud. Der kan det være svært at begribe det her med, at han kan have øje for noget så småt som os.

Det er nok også fordi, at vi som mennesker, når vi ser noget, der bare er utroligt småt, så så smækker vi den. Så det er ikke noget vi har øje for, er det en myg eller flue eller en myre, som vi snakkede om før, jamen så får den bare lige en med hammeren, og så er det videre. Det er det, vi er vant til, når vi ser noget, der er utroligt småt.

Derfor når vi begriber, at vi forstår, at vi faktisk er sådan i Guds øjne i forhold til, hvor stor han er. Så kan det være svært at begribe og forstå, at han faktisk kan være personlig og relationel med os og have tanker om os. At han planer for os, før jorden blev skabt.

Men lige der, hvor den her tvivl kan komme, lige der hvor man kan komme til at tænke "ej, hvor er han stor!" Der er det vigtigt og rigtig godt, at vi holder fast i, at Gud han ikke bare husker os mennesker, og at han har tanker om os, men at han faktisk selv har ladet sig føde som et menneske.

Han trådte ned i det lige så lille hylster, som vi er; menneskekroppen og var her med et format, som vi kender til. Det er om noget et bevis for, at Gud virkelig er personlig. At han virkelig har tanke og omsorg og barmhjertighed for sådan nogle som os. Hans trofasthed varer til evig tid. Amen.

Stærk hånd og løftet arm

Så er vi nået til tredje sektion af Salme 136, og her fremstiller salmisten Guds fantastiske barmhjertighed over for nationen, Israel. Gud han slog egypternes førstefødte ihjel, som vi ser i vers 10. Og for jer, der tænker: Wauw, det virker vildt, at det er en evig trofasthed og barmhjertighed, der tales om her. Og så er det det, at Gud, han dømmer og straffer Egypten så hårdt, at man starter ud med her.

Men grunden til, at det er det, der nævnes, det er fordi, at det præcis var det her, der måtte til for at Israel gik fri. Det her var prikken over i'et. Det her var der sømmet blev slået helt i bund. Det her var den sidste plage, som var døren for Israel til at kunne få lov at gå af sted. Det var det her udsagn, der i sidste ende var Israels begyndelse på frihed.

Så det er klart, at når salmisten han synger en takke salme til Gud, og han starter med Halleluja, han takker Gud, for han er god. Så er det det her, de mindes, fordi det her var begyndelsen på deres frihed.

Faraos hjerte var stadigvæk forhærdet og hårdt over for Israel ved alle de andre plager. Det var først, da han tog livet af de førstefødte, at de kunne få lov at føres bort. Det blev de jo med stærk hånd og løftet arm, som vi ser i vers 11.

I kan prøve at slå op med mig i Anden Mosebog, for der kan vi se det her med stærk hånd og løftet arm. Anden Mosebog, kapitel 14. Der læser vi vers 16 til 18:

"Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«" (Anden Mosebog 14,16-18)

Vi ser her det her med, at han han skal løfte staven. Han skal række hånden ud over havet, og her ser vi, at Gud han gør det med løftet arm og stærk hånd. Det er det, han bruger Moses til for at kløve sivhavet. De får lov til at se Moses gør noget fysisk, men moses gør i virkeligheden ingenting. Det er Gud, der fuldstændig suverænt fjerner den her forhindring for dem og giver dem en gang igennem et hav, som ellers ikke kunne trædes igennem.

Hvis vi kigger bare lige lidt før det, så kan vi se i vers 13 til 14, der står:

"Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«" (Anden Mosebog 14,13-14)

"Be hold your God", som vi synger. Det er fantastisk at se, hvordan Gud han viser den her styrke. Det er med stærk arm, han viser hans herlighed. Det er spændende at lægge mærke til det her med hans herlighed her, det er igennem dom.

Vi kan tit komme til at tænke på det her med at Guds herlighed, at det er noget, vi ser, kun igennem hans godhed og hans nåde og hans barmhjertighed. Men hans herlighed udøves også igennem hans dom over vores fjender. Og det er det, vi ser her.

Kong Og og Sihon

Nu skal vi lige tilbage i Salme 136. Der er vi nået til vers 16 til 20. Der hører vi om, hvordan Gud han leder folket gennem ørkenen. Han giver Israels sejr i krige mod store konger, store konger som amoritterkongen Sihon og Bashans kong Og.

Sihon og Og de nævnes ofte, fordi deres nederlag var et bevis på Guds magt. De nævnes i salme 135 altså salmen før. De nævnes også i Femte Mosebog og Josva og flere andre steder i Bibelen. Grunden til de nævnes disse to konger, det er fordi deres deres rige, de virkede fuldstændigt uovervindelige for Israel. Men Gud besejrede dem og gav deres land til sit folk.

(Kong) Og han var en kæmpe. Der står i Bibelen i Femte Mosebog kapitel 3 vers 11, at hans seng var fire meter lang. Jeg er godt klar over, at de fleste skal lige have lidt lidt luft til fødderne dernede også, men 4 meter venner. Altså selv hvis han har 1 meters luft så er han jo 3 meter lang ham her.

Dykker man lidt mere ned i det, så mener man også, at det er folk som Og han kom fra var nogle, som havde de her kæmpe gener. Så det er jo klart, at man har kigget på Og og hans folk og tænkt: okay Gud, du gav os sejr over dem. Det er vi nødt til at synge tak for. Det er vi nødt til at prise dig for. Det havde vi aldrig nogen selv i vores egen kraft kunnet gøre. De er jo kæmpe dem her.

I dag findes der jo også ret store mennesker. Men, tre meter. En af de største jeg har set det var en de kalder for The Dutch Giant. En hollænder og de er jo de højeste i verden hollænderne. Han var to 2 meter og 18 ham her og ser man ham gå ude på gaden, jamen så får han jo alle sammen til at ligne sådan nogle små rollinger. Men han er kun 2 meter og 18 Og han har været omkring 3. En helt anden tid og igen Gud gav sejr.

Sihon, som er den anden konge der bliver nævnt her. Han var en berygtet kriger konge, der tidligere havde slået Moab's konge. Han var aggressiv, og han rykkede selv ud mod Israel, der egentlig bare havde spurgt, om ikke de kunne få lov at rejse igennem hans land. Ham fik de også lov til at få sejr med.

Det evige kongerige

Så står der i vers 21, at han gav deres land i eje. Så Israel de fik nogle af de her lande, fordi Gud han havde lovet dem Kanaan og Gud han opfylder det her løfte under Josva, David og Salomon. Men deres besiddelse af landet var kun midlertidigt og betinget af lydighed.

Det lovede land var kun en skygge af det evige rige i Kristus. Gennem evangeliet der få brødre og søstre, sådan nogle som os fra alle nationer, de får del i Guds løfter, også løftet om et land og et evigt kongerige.

Løftes landet som nationen Israel aldrig sådan rigtig fik. De fik smag på det, men de fik det aldrig rigtigt. Det er et land som de sande israelitter, dem, som er i Kristus, får del og får arv i.

Havde det været et geografisk land her på jorden, hvor død og ødelæggelse hærger, så havde det ikke været et evigt kongerige, som profeten Daniel nævner i Daniels Bog kapitel 7. Der skal vi også prøve at slå os sammen. Der skal vi prøve at se, hvad profeten Daniel nævner om det her løftes land og det evige kongerige, der skal være i det land. Så læser vi i vers 13 til 14:

"I nattesynerne så jeg dette: Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham. Herredømme, ære og kongerige blev givet ham; alle folk, stammer og tungemål tjente ham. Hans herredømme er et evigt herredømme, som ikke skal forgå, hans kongerig skal ikke gå til grunde." (Daniels bog 7,13-14)

Så profeten her, han taler jo om Messias, Jesus Kristus, som modtager et evigt kongedømme fra Gud Fader, den gamle af dage. Jesus nævner selv over for det jødiske råd, at han er den menneskesøn, som Daniel, han taler om her, og det skal vi prøve at læse nu. Det siger han nemlig i Matthæus evangeliet kapitel 26. Så nu prøver vi at slå op i Matthæus 26, og så ser vi, hvad Jesus har at sige om det her.

Hvis du sidder og tænker; har han nu også virkelig sagt det? Og er det ikke strukket lidt, og kunne det ikke have betydet noget andet eller sådan noget? Så vil jeg godt prøve at vise jer nu, at det kan det ikke. Det Jesus taler om her, klart og tydeligt det er ham selv, der siger: Jeg er opfyldelsen af denne profeti fra Daniel. Det er mig, der er Menneskesønnen.

Så Matthæus 26 så læser vi 59 til 66:

"Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte at få et falsk vidneudsagn mod Jesus for at kunne dømme ham til døden, men de fandt ikke noget, selv om mange trådte frem og vidnede falsk. Til sidst trådte dog to frem og sagde: »Han har sagt: Jeg kan bryde Guds tempel ned og rejse det igen på tre dage.« Så stod ypperstepræsten frem og spurgte ham: »Har du ikke noget at svare på det, de vidner imod dig?« Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: »Jeg besværger dig ved den levende Gud: Sig os, er du Kristus, Guds søn?« Jesus svarede ham: »Du sagde det selv. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd og komme på himlens skyer.« (Matthæusevangeliet 26,59-66)

Det er her, at Jesus han bekræfter, at det er ham, der er tale om. Og jeg ved ikke med jer, men jeg synes, vi skal nok læse det sidste lige om lidt, men jeg synes, at når han siger, at han omtaler sig selv som Menneskesønnen, der sidder ved den Almægtiges højre hånd, og han kommer på himlens skyer. Så er det jo fuldstændig på linje med Daniels profeti, hvor der står "Med himlens skyer kommer en, der så ud som en menneskesøn." Og der står, at han har fået et kongerige, et herredømme, som ikke skal gå til grunde.

Så det er det, han siger om sig selv her. Og de her farisæere, det jødiske råd, de kender udmærket godt til Daniels profeti. De ved udmærket godt, hvad det er, han siger om sig selv. Og det er også derfor, at vi ser, hvad der sker i vers 65, når vi læser videre, står der:

"Da flængede ypperstepræsten sine klæder og sagde: »Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?« De svarede: »Han er skyldig til døden.«"

Så de ved godt, hvad det er, han siger. Han siger "jeg er faktisk ham, der kommer til den gamle af dage. Jeg er ham, der får et evigt kongerige, et herredømme". Derved tænker de, at han spotter Gud.

Jesus er opfyldelsen af profetien

Jeg synes, det er så vildt at tænke over det her med, at Jesus han er ikke den, der pakker tingene væk. Han står her foran et råd, der er i gang med at skulle dømme ham til døden. Han ved udmærket godt, at lige om lidt, så bliver han pint og tortureret indtil døden, og han skal ovenikøbet bære Guds vrede og være være det stedfortrædende lam, som tager verdens synd. Og lige der, så kører han en fuldstændig ydmyg tilgang, hvor han generelt ikke siger dem imod. Han siger ikke "prøv nu at hør her, jeg er uskyldig". For han ved godt, at han skal tage straffen for os andre. Han står der, hvor vi skulle have stået. Derfor kan han ikke sige "Hey, jeg er uskyldig". Han står faktisk og er ved at tage vores straf.

Midt i det, at han står der og er stille, fordi han ved godt, at han skal straffes for ægte synd, fordi han tager vores og er stedfortrædende. Lige der så fortæller han dem, at han er opfyldelsen af en profeti helt tilbage fra Daniel. Og han siger det så klart og tydeligt, så de kan høre det og de kan se, hold da op han stiller sig på lige med Gud.

Han er en mægtig Gud, Jesus og han selv om han har været i menneskelig format, har han vist sig at være personlig, han er trådt helt herned til os. Han har oplevet det at være menneske. Han har svedt blod i Getsemene, men så er der bare ikke noget frygt og bæven at se med ham her.

Han kunne have undladt at sige det her, men han gør det så tydeligt, både for farisæerne og det jødiske råd her, men også for os, der får lov at takke ham og prise ham igennem skriften her mere end 2000 år efter, at han opfylder Daniels profeti lige her. Der er ikke nogen tvivl for os. Han er virkelig Guds søn, og han regerer lige nu ved hans højre hånd.

Jeg kan prøve lige at læse, for jeg vil gerne slå op, hvis I er hurtige nu. Nu var vi jo i Første Samuels bog. Det her er anden Samuels bog, kapitel 7 vi skal prøve at læse. Det er bare for at I kan se, at det her er ikke kun Daniel, der taler om sådan et evigt kongedømme til det her land, som de har fået i løfte israelitterne.

Der står i Anden Samuels 7,12-13. Det er her, hvor Gud handler over Davids efterkommere et evigt kongedømme, der står der:

"Når dine dage er omme, og du har lagt dig til hvile hos dine fædre, vil jeg lade én af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig, og jeg vil grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge et hus for mit navn, og jeg vil grundfæste hans konge trone til evig tid." (Anden Samuels bog 7,12-13)

Salomon han bliver Davids kongelige efterkommer. Men som mange af jer ved, så er han blot en skygge for den sande evige Konge, Davids søn, Jesus Kristus.

Så det har en dobbeltbetydning den profeti her, fordi det er rigtig nok, Salomon han havde en særlig rolle. Han skulle bygge et hus for Guds navn, og det var et tempel, men det var et jordisk tempel. Det var et midlertidigt tempel, lige så vel som at Israel fik lov at smage på et jordisk land med et midlertidigt land.

Jesus han bygger det evige tempel. Han bygger det igennem os. Derfor var Salomon blot en skygge her. Jesus han er herskeren over det nye land, og han er den, som det hele opfyldes i.

Jesus, han er den sande tjener. Hvis vi prøver at slå tilbage i Salme 136. I får lov at bladre lidt i jeres bibel i dag det håber jeg er okay. Nu er vi i vers 22 her og der står der jo, at de fik det her i vers 21:

"Han gav deres land i eje" og i vers 22: "I eje til Israel, hans tjener"

Jesus. Han er den sande tjener. Han er den lidende tjener. Han er den sande israelit. Den, der i sandheden kunne kalde sig for Israel, da han som den eneste kunne opfylde loven og pagten. Han bliver givet et land, et folk, en brud at vise landet frem til sådan nogle som os.

Jesus han er det sande Israel, og alle os, der er i ham, kan få adgang til det himmelske Kanaan. Wauw, det er det, vi ser frem imod, venner. Hans trofasthed varer virkelig til evig tid. Det er et evigt land, vi kommer frem til. Ikke midlertidigt.

Nu er vi nået til vers 23 i salmen her, som er den sidste sektion, jeg vil lægge vægt på, det er, at han husker os, og han passer på os. Vi kan prøve lige at læse vers 23 til 26 der står:

"Han huskede os i vor fornedrelse. Hans trofasthed varer til evig tid og rev os løs fra vore fjender, hans trofasthed varer til evig tid. Han giver føde til alt levende, hans trofasthed varer til evig tid. Tak, himlens Gud, hans trofasthed varer til evig tid." (Salmernes bog 136,23-26)

Så uden at lave noget eisegesi her, altså det her med at læse sig selv alt for meget ind i teksten. Så er det stadigvæk vers, der er helt personligt til os det her. Salmen er sunget igen og igen over tid, og særligt i de sidste vers, de vidner om, at Gud han husker os i vores fornedrelse. Han ser os i det, vi befinder os i.

Vi kan have en tendens, ligesom nationen israel havde ved ørkenvandringen, til at tro, at Gud han nu har glemt os, i det vi står i. Vores omstændigheder og vores trængsler de kan virke som nogle bølger, der går ind over os, og lige pludselig så føler vi, at vi drukner.

Men salmisten slår det fast med de her 26 gentagelser af Guds trofasthed, som varer til evig tid, at han husker os og ikke blot med, at han husker, så handler han også, som der står i vers 24: "han rev os løs fra vores fjender."

Israel havde Egypten og Farao som en klar og tydelig fjende og Gud han gjorde det af med dem. Dengang og i dag har vores største fjende dog ikke været de menneskelige fjender. Vores største fjende er synden og Satan. Han forledte Eva og Adam, og siden da har vi været slaver af ham. Synden har haft os bundet, og havde det ikke været for Jesus, så havde vi stadig været trælle for synden og Satan.

Men venner Kristus han rev sig løs fra vores ultimative fjende. Halleluja! Vi er frie fra synden, og vi tjener nu ham via hans trælle. Han ejer os, han har købt os dyrt med hans eget blod. Han er den bedste at tilhøre. Han har skabt os, og han ved, hvad der er bedst for os. Han er den gode hyrde, og han er barmhjertig, og han er trofast, og han passer på os.

Som vers 25 også minder os om, så har han også vores forsørger. Han leder os til de grønne enge. Han giver os mad både fysisk og åndelig føde.

Det er ikke længe siden, at vi havde en faste her i menigheden, og jeg ved ikke, hvordan I havde det under fasten, hvis I var med der. Men der går ikke længe, før vi mærker denne her sult. Den her afhængighed af fysisk føde.

Vi mærker, hvor nogle af os kan nærmest føle, at vi døden nær har vi bare gået uden mad i tre dage. Men vi mærker virkelig denne her længsel efter Guds forsørgelse rent fysisk. Og det viser os, og jeg tror, det er derfor, fasten er så god for det viser os, hvor afhængige vi er af ham.

Men det viser også, hvor god han er imod os. Det viser denne her trofasthed den barmhjertighed, han sørger for os. Og han sørger også for dem, som er i oprør mod ham. Han er god, han er god.

Han giver os også alt, hvad vi behøver åndeligt set. Han giver os åndelig føde. Han giver os det levende vand og han giver os livets brød, som er ham selv. Vi har fået det gennem ordet, som vi lige nu labber i os, håber jeg. Fordi vi har brug for det. Det er det her, vi lever på venner. Så han sørger for os. Han sørger for os hele vejen igennem.

Så hvad end du står i lige nu. Så vær ved godt mod i dag, min ven, fordi Guds trofasthed varer til evig tid. Hvis du tilhører ham, så mærker du det klart og tydeligt, både åndeligt, men også fysisk. Han har ikke glemt dig. Han tager sig af dig. Og han forsørger dig.

Din og min respons hertil må være, som vi læser i vers 26 her afsluttende:

"tak, himlens Gud hans trofasthed varer til evig tid."

Gud er trofast

Sådan en salme som denne her, den er så god for os, når vi mangler det større perspektiv midt i vores prøvelser. Der hvor de der bølger der, de virker til at skvulpe over os, og vi har svært ved at se, hvor Gud han er i det her. Der er det virkelig godt at gå ud i et større perspektiv, i det her fugleperspektiv.

Det her med at se tilbage på vores liv. Ikke bare se på omstændighederne nu og her, men at se tilbage på vores liv lige som salmisten han gør. Han ser tilbage, og så ser han på Guds trofasthed over for os. Vidnesbyrd og deling af dem det er noget af det bedste, vi kan gøre for at minde hinanden om Guds trofasthed i vores eget liv.

Jeg bliver så opmuntret og begejstret, når jeg hører mine brødre og søstre fortælle om Guds mægtige værk i deres liv, og hvordan han ved stærk hånd og løftet arm har ført dem ud af mørket og ind i hans vidunderlige lys, som er Jesus.

Han er lyset. De har fået kærligheden til ham. Det gamle er forbi. Noget nyt er blevet til. Og det blev til på en fantastisk og utrolig måde. Mange af jer har vidnesbyrd, hvor I godt ved, at det her kunne I aldrig nogensinde selv have fundet frem til.

Gud han er så trofast. Han har ikke bare sådan sendt et eller andet tegn oppe på himlen. Lidt ligesom hyrderne og de her magikere fra Østen, de kommer og siger; Okay, vi kan se tegn. Vi prøver at gå den her vej.

Gud, han har taget helt personligt fat i jer og givet jer tro. Han har ikke bare peget jer en vej og håber på, at I finder ud af det. Han har givet jer helt personlig tro. Han er trofast, og han har hånd om jer.

Vores vidnesbyrd, når vi ser tilbage på dem, selv om det hele kan virke svært lige nu, så vores vidnesbyrd, de er med til at vise, at Gud han har styr på det. Han har hånd om os. Han er trofast.

Så lad os blive ved med at dele vidnesbyrd med hinanden. Det er en god praksis. Lad os gøre ligesom salmisten og sige ham tak for alt det, han har gjort i vores liv, og fortælle om, hvor stor vores Gud han er, og starte med ham og forstå, at han er gaven, selv om han forsørger os, selv om han giver os alle de her ting, så det bedste han har givet os, det er ham, det er ham selv.

Så vidnesbyrd, venner, lad os dele med hinanden. Lad os gøre som salmisten og sige Halleluja, Gud han har frelst mig, og han er trofast. Lad os gå til ham i bøn nu og sige ham tak for hans trofasthed.

Amen.