Kristi sindelag

I dag fortsætter vi med den tredje af fem prædikener ud fra Filipperbrevet. Det er den her serie, der hedder "Glæden ved partnerskab i evangeliet."

Det her udtryk partnerskab, eller i kapitel 1 vers 5 udtrykket "det fælles arbejde for evangeliet," det er det græske ord koinonia, som går igen i Filipperbrevet. Det er et udtryk, som rummer noget, der er dybere end blot fællesskab eller samarbejde, på den måde som det i hvert fald bruges i Filipperbrevet. Det taler om det stærke bånd, der knyttes mellem troende, når de står sammen i et åndeligt fællesskab omkring udbredelsen af evangeliet på baggrund af Helligåndens virke iblandt dem.

Vi så på Paulus' bøn for menigheden i den første prædiken, hvor vi ser hans hjerte – et hjerte, der er så fyldt med taknemmelighed for det bånd, som han har med de troende i Filippi, og hans stærke tillid til, at Gud fortsat vil virke sin ånd i dem. Sidste gang så vi også på hans kald til de troende om at stå sammen og stå fast i én ånd og enhed i kampen for troen på evangeliet. Særligt også når modstanden bliver stærk og endda når de bliver udsat for lidelse – at de må stå sammen, at de må stå fast.

Når de her ting bliver en udfordring – og det så vi meget i den tidlige kirke, vi ser det som vi også har bedt for i Egypten med de troende der – der er tider og perioder, hvor der på en særlig måde er store udfordringer, hvor der er behov for, at kirken står sammen og står sammen på sandheden. Det er noget, som kræver en kompromisløs overgivelse til Gud og til hans ord og hans sandhed. Det er noget, som kræver, at menigheden står sammen i enhed og også i en dyb afhængighed af Guds nåde.

Men hvad kræver den her dybe overgivelse og stærke bånd af enhed i menighedens liv sammen? Det er et spørgsmål, som Paulus følger op på her i det andet kapitel af Filipperbrevet. I dag skal vi på en særlig måde zoome ind på vers 5, som er et vers, der binder de første fire vers af det andet kapitel sammen med vers 6 til 11. Det er sådan et bindeledsvers.

"Hvis da trøst i Kristus betyder noget, hvis kærlig opmuntring, hvis Åndens fællesskab, hvis inderlig medfølelse betyder noget, så gør min glæde fuldstændig ved at have det samme sind, ved at have den samme kærlighed, med én sjæl og ét sind. Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 1-11

Hør igen formaningen i vers 5: "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus." Min overskrift i dag er Kristi sindelag. Selvom teksten taler om, hvordan vores sindelag – eller man kan sige indstilling, vores hjertes indstilling – skal være overfor hinanden, kan vi kun finde ud af, hvordan det skal være, ved at se på Kristus. Det sindelag, som vi er kaldet til at have, det er det sindelag, Kristus havde. Det er her, vi må se på illustrationen og forklaringen og udlægningen af Kristi sindelag fra vers 6 til 11.

Hvis vi ser på den større sammenhæng i brevet, kan man sige, at det overordnede tema, som vi ser fra kapitel 1 vers 27 til kapitel 2 vers 18, det overordnede tema der, det er menighedens enhed. Ser vi så specifikt på de første fire vers af det andet kapitel, er det menighedens åndelige fællesskab, der er i fokus. Man kan sige menighedslivet. Her kan vi spørge: Hvad er det, der er af central betydning for menighedslivet? Hvad er det, der er af central betydning for, at menighedens åndelige fællesskab er sundt? Eller hvad er det, der kendetegner sandt åndeligt fællesskab?

Det, som apostlen fremhæver, det er menighedens sindelag. Når vi læser vers 5, er vi ikke i tvivl om, at her giver Paulus en formaning til menigheden: "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus." Kan I høre det? Menighedens åndelige liv og fællesskab, hvis det skal trives, hvis det skal vokse, afhænger af, at de har det her sindelag.

Jeg vil gerne se på tre vinkler af den her formaning, som Paulus giver. Nummer ét: sindelagets krav. Nummer to: sindelagets betydning. Nummer tre: sindelagets kald.

Sindelagets krav

Vi begynder med sindelagets krav. Før vi ser specifikt på det specifikke krav, kan vi helt overordnet sige ud fra, hvad Filipperbrevet lærer, og hvad Det Nye Testamente i øvrigt lærer, at i sunde menigheder ser man en kvalitet i fællesskabet, som er kendetegnet ved en ånd af ydmyghed. Det tror jeg, vi kan være enige om. Der er en indstilling om at give afkald på sin egen egoisme til fordel for sin næste. Der hersker en dyb kærlighed til hinanden, som kommer til udtryk ved en oprigtig og inderlig medfølelse overfor hinanden og et ønske om at møde de konkrete behov, der er i menigheden. Det er et kærlighedskultiverende fællesskab.

I stedet for egenkærlighed råder der ægte kærlighed, omsorg og medfølelse. Det er ikke blot noget, som en lille gruppe i menigheden har. Det er en udbredt indstilling blandt alle medlemmerne i menigheden.

Men det er klart, alle menigheder, inklusiv vores egne menigheder her, har i varierende grader udfordringer med at have den her tankegang, som gør, at det bliver nødvendigt med formaning. Den ser vi blandt andet også i vers 2, hvor Paulus beder dem om at have den samme kærlighed, med én sjæl, med ét sind. Der, hvor det er tilfældet, er der en ånd af ydmyghed. Der er en ånd af selvfornægtelse og selvopofrende kærlighed.

Det skyldes, at fundamentet for menighedsfællesskabet er Kristus, i hvem vi finder de her kvaliteter i sit fulde mål. Der, hvor Kristi ånd råder, der kultiveres det åndelige liv. Men det er ikke noget, der bare sker per automatik. Som mennesker, også selvom vi er troende, er der hele tiden den her kamp, vi står i. En åndelig kamp. En kamp imod synden, som jo vil modarbejde det her menighedsliv. Det er der hele tiden.

Derfor så vi også sidste gang på formaningen til at føre et liv, som vi ikke er naturligt tilbøjelige til, men som svarer til Kristi evangelium. Ikke føre det liv, som synden tilskynder os til, men føre det liv, som svarer til evangeliet – det liv, vi er kaldet til at føre.

I forlængelse af det budskab, som Paulus har til menigheden indledningsvist i de første fire vers i det andet kapitel, bringer han i vers 5 den her formaning. Det er en formaning, som kræver noget af menigheden. Det kræver noget som betingelse for sandt åndeligt fællesskab og enhed.

Hvad er det så præcis, det kræver? Igen retter Paulus os på Kristus som eksempel. Fra vers 6 til 11 ser vi en af de smukkeste passager i Det Nye Testamente, som formentlig er et tidligt kristent digt eller en hymne. Man kalder den Kristushymnen. Det er noget, som Paulus tager og inkorporerer ind i sit brev for netop at eksemplificere det sindelag, som han formaner filipperne til at have overfor hinanden. Den skildrer Kristi ydmygelse, hans lydighed indtil døden, hans ophøjelse til det højeste.

Når vi ser på vers 5, skal vi tænke på vers 1 til 4 som baggrunden, og så skal vi tænke på vers 6 til 11 som det, som vers 5 sigter til – nemlig Kristi sindelag. "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus." Hvordan er det sind så? Jo, vers 6 til 11.

Når vi læser eksemplet på Kristi sindelag fra vers 6 til 11, kan man miste helt pusten og tænke: Hvordan skulle jeg kunne have et sådant sindelag? Én ting, vi i hvert fald kan sige, er, at det at have Kristi sind kræver Kristi ånd. Det kræver, at vi er født på ny. Det kræver, at vi er forvandlet.

Når vi taler om sind, er det ikke en intellektuel ting. Det er ikke en intellektuel øvelse. Det er en åndelig og indre disposition. Når vi kigger på ordet "sind" i vers 5, er det noget mere end og noget andet end blot en sindstilstand. Det, vi taler om her, det er en indstilling i hjertet. Det er en grundlæggende hjertets holdning.

Når vi taler om at have en bestemt indstilling, indebærer det en aktiv indsats fra vores side, hvor vi som troende ransager os selv og beder til Gud og siger: "Gud, har jeg en bibelsk indstilling? Har jeg en gudfrygtig indstilling? Har jeg en Kristus-velbehagelig indstilling og holdning i mit hjerte? Har jeg det rigtige udsyn?" Eller man på engelsk kunne kalde det mindset, mentalitet. Har jeg den rigtige måde at tænke på?

Når jeg så stiller de her spørgsmål til mig selv, er målestokken jo Kristus. Det er det, vi ser det i forhold til – Kristus, hans ord, hans vilje, som han har åbenbaret for os. Når vi så laver den der målestok, og svaret på de her spørgsmål – har jeg den rigtige indstilling? – når svaret er et nej, hvad er så responsen fra vores side, når vi opdager, hov, der er ikke en overensstemmelse her? Det er omvendelse. Jeg vender mig væk fra min kødelige indstilling, og jeg vender mig hen til Kristi indstilling. Det er den kristne respons.

Vers 5 lægger ikke op til passivitet. Den lægger op til, at vi aktivt søger at kalibrere vores hjertes indstilling, så den flugter med det, vi ser i Kristus. Men igen, det her er naturligvis ikke noget, vi kan gøre uafhængigt af Guds virke ved sin ånd i vores liv og i vores menighedsliv. Det er bestemt ikke noget, vi kan gøre uafhængigt af det, at vi er forenet med Kristus ved troen. Han kommer os til hjælp, fordi vi er svage. Men han kommer os til hjælp. Men vi må ikke overse, at vers 5 stiller et krav til os.

Sindelagets betydning

Hvordan er det præcis, vi skal forstå det krav, som vi ser stillet i vers 5? Hvis vi ser på den helt bogstavelige oversættelse af det græske, så står der: "For have det sind i jer, som også i Kristus Jesus." Det er sådan helt ord for ord bogstavelig oversættelse. Det, der udfordrer os her, når vi skal oversætte det, er jo, at der mangler et udsagnsord. Derfor, når det mangler, skal oversætterne jo ind og fortolke for at kunne få oversættelsen til at give mening. Når man gør det, er der forskellige måder at gøre det på, forskellige muligheder. Man kigger selvfølgelig hele tiden på konteksten, fordi det er jo det, der egentlig bestemmer, hvad der er den bedste løsning.

I vores danske 1992-oversættelse løser vi det ved at sætte "var" ind foran "i Kristus": "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus." Det er den måde, som King James også løser det på, og NASB og flere andre engelske oversættelser løser det på den samme måde. Resultatet er, at Paulus kalder os til at følge Kristi eksempel med vores indstilling. Så det er en etisk tolkning, der er i den oversættelse. Det er sådan set heller ikke forkert i forhold til, når man ser på sammenhængen. Der er en etisk formaning til os her.

Men omvendt kan vi ikke læse vers 6 til 11 og så blot reducere vers 6 til 11 til et moralsk eksempel alene. Der er noget mere der. Der er noget dybere der. Det er jo de vers, vers 6 til 11, som er hele referencen til vers 5. Den her indvending i forhold til, at vi ikke bare kan læse de vers som et moralsk eksempel, har givet nogle alternativer til den etiske tolkning. Alternativer, som fremhæver den kollektive enhed, som vi som troende har med Kristus.

I vers 5 kan vi nemlig se en parallel mellem den første del af verset og den anden del af verset. Den er ligesom delt op i to dele, og vi kan se en parallel mellem de her to dele i det græske. "I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus," står der i vores oversættelse. Men når man kigger på det græske, er der en særlig parallel.

Hvis man bruger udsagnsordet i begge dele – have det sind eller den indstilling – så betyder det, at den første del af verset refererer til vores indstilling til hinanden: Have den indstilling overfor hinanden. Hvis man så tager den og overfører til den anden halvdel som parallellen, så er det: Have den indstilling i Kristus. Så den første del, det er overfor hinanden have den indstilling. Den næste halvdel, det er i Kristus have den indstilling. Kan I se parallellen?

I skal have det sind eller den indstilling overfor hinanden. I den anden del af verset refererer det til vores indstilling, den vi har i Kristus i kraft af vores enhed med ham. Den enhed, som han har købt os til ved sit eget dyrebare blod, ved sin sonoffer-død på korset, som bliver beskrevet netop i vers 6 til 11, som eksemplificerer Kristi sindelag.

Resultatet af den her parallelle tolkning er, at vers 5 kalder os til at lade det, som vi har i kraft af vores enhed med Kristus, forme den indstilling, som vi har overfor hinanden. Kan I se det? Lad det, som vi allerede har i Kristus i kraft af vores enhed med ham, forme det sind, den holdning, den indstilling, som vi har overfor hinanden. Det vil sige, det handler ikke om, at vi skal prøve at opnå en eller anden fuldstændig uopnåelig standard af perfektion i vores sindelag.

Nej, som troende har vi allerede i Kristus fået skænket alt det, som vi har brug for. Men vi bliver kaldet til at lade det, vi har i ham, præge det fællesskab, vi har med hinanden.

Med de her betragtninger i forhold til verset kan det oversættes på følgende måde: "I skal have det sind overfor hinanden, som er jeres i Kristus Jesus." Det er den måde, som ESV'en oversætter det på, og den måde som NIV'en og andre oversættelser oversætter det på. Det er et mindretal, men jeg synes, det giver god mening, og derfor fremhæver jeg det.

Der er en anden rigtig dygtig teolog, den kubanske teolog Moisés Silva, som oversætter verset på den her måde: "Have en sådan indstilling overfor hinanden, som er passende for dem, som er forenet med Kristus Jesus."

Have en sådan indstilling overfor hinanden, som er passende for dem, som er forenet med Kristus Jesus. Hvordan skal vores åndelige fællesskab være med hensyn til vores indstilling, med hensyn til vores sindelag overfor hinanden? Jo, vi ser hen til Kristus, med hvem vi er forenet. Her har vi både det eksempel, vi må tilstræbe, og den ressource af kraft og visdom, som vi har til rådighed.

"Den, der siger, at han bliver i ham, skylder også selv at leve sådan, som han levede."
Første Johannesbrev 2, 6

Med andre ord: Vores enhed med Kristus, det at vi bliver i ham, som vores tekst fremhæver, er i sig selv et kald til at følge hans eksempel.

Sindelagets kald

Det bringer os til mit tredje punkt: sindelagets kald. Når Paulus skriver til filipperne, er det jo nogle specifikke ting, som han er bekymret for. Det er nogle helt specifikke ting, som han tænker på i den sammenhæng, filipperne står i. De udfordringer, som de står i, som gør, at han beder for nogle helt særlige ting for dem, og han tænker på nogle helt særlige ting for dem. Det er også derfor, han giver de helt specifikke formaninger til dem, fordi det er noget, som de har brug for at høre i deres situation.

Som nævnt er det, som er tematisk for hele den her del af brevet frem til kapitel 2 vers 18, menighedens enhed. Det er det, som er afgørende for menighedens åndelige fællesskab – at de kan trives, at de kan vokse, men også at menigheden bliver bevaret. Fordi der er simpelthen så mange ting, der kan komme til at splitte dem. Der er så mange udfordringer, som den her menighed står overfor, som potentielt kan splitte dem, hvis ikke de tager imod den her formaning fra Paulus.

I kapitel 4 ser vi, hvordan Paulus tager fat i en helt konkret situation, som han taler ind i, hvor han formaner Euodia og Syntyke til at enes i Herren. Så der ser vi en helt specifik situation, der har været – vi kender ikke helt baggrunden for det, men vi ved, at der har været en konflikt, og han taler til det. Der ser vi, hvordan Paulus appellerer til, at deres enhed med hinanden opnås ved den enhed, som de har i Herren. Han kalder dem til at enes i Herren, så de kan enes med hinanden, fordi de er ét i Herren.

Det er den sandhed omkring vores enhed med Kristus, som kommer frem der. Fordi de er forenet med ham, fordi de er kristne – som per definition er kristne, fordi vi ved troen er forenet med Kristus – så må de have den indstilling overfor hinanden, som er passende for dem, som er forenet med Kristus. De må, som vi så sidst, føre et liv – og det indebærer jo også ens sindelag, det indebærer jo også ens relationer, ens måde at være sammen på, ens indstilling – det skal svare til Kristi evangelium.

Før et liv, som svarer til Kristi evangelium. Også når det gælder jeres indstilling, jeres holdning, jeres sindelag overfor hinanden. På grund af vores syndige natur kan vi meget hurtigt komme til at agere på en måde, som afviger fra Kristus, som afviger fra hans evangelium. Trodsen kommer op i os. Vi fristes til at tænke som verden. Vi fristes til at handle som verden. Men vi er ikke af denne verden. Vores identitet er i Kristus.

"Men vi har Kristi tanker."
Første Korintherbrev 2, 16

På den måde kaldes vi væk fra det, som vi er tilbøjelige til på grund af vores syndige natur og vores kød, og hen til det, som vi af Gud får nåde til at kunne leve i, på grund af ånden og på grund af det, at vi er forenet med Kristus.

Hvad er det så, Paulus peger på i sit kald ud fra vores tekst? Han peger på Kristi kors. Det gør Paulus altid. Han peger på korset, fordi det er der, det helt centrale er. Han peger på ham, som havde Guds skikkelse, som vi læser fra vers 6, men ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det. Han tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Da han trådte frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden – ja, døden på et kors.

Paulus peger på Kristi lydighed på vores vegne. Han peger på det, at han gav afkald. Han peger på det, at han ydmygede sig. Han gav sit liv for os.

Hvad må det, som han gjorde for os, fremkalde i os? Det må fremkalde eftertanke i hvert fald – til at stoppe op og sige: Wow, med det som han gjorde for mig, hvordan kan jeg så holde fast i striden med min bror? Med det som Kristus gjorde for mig på korset, hvordan kan jeg så insistere på konflikten? Med det som han gjorde for mig, hvordan kan jeg så blive ved med at huse bitterheden?

Nej, det som Kristus har gjort for mig, det byder mig at afbryde striden. Det byder mig at indstille konflikten, at opgive bitterheden, at søge fred – særligt med dem, med hvem jeg er forenet i Kristus.

Se hen til Kristus

Vers 5 kalder os til at spørge: Hvordan er min indstilling overfor mine brødre og søstre? Vers 6 til 11 giver så teologien omkring, hvordan den indstilling ser ud. Her ser vi Kristi indstilling, hans sindelag.

I den første strofe ser vi, at selvom Kristus var lige med Gud – han, som Johannesevangeliet kapitel 1 beskriver som Ordet hos Gud, Ordet som var Gud; han, som Hebræerbrevet kapitel 1 kalder Guds herlighedsglans og hans væsens udtrykte billede, der bærer alt med sit mægtige ord; han, som Kolossenserbrevet 1, 17 siger er forud for alt, og hvis magt opretholder alt – han regnede det ikke for et rov at være lige med Gud. Det vil sige, han betragtede ikke sit guddommelige væsen som noget, han ville udnytte til egen fordel.

Nej, han gav afkald på det, står der i vers 7. Han blev et menneske. Han blev en tjener. Han ydmygede sig. Han var lydig overfor sin Far i himlen hele vejen til korset.

Hele den beskrivelse taler om det sindelag, Kristus havde, og som vi som troende har del i kraft af vores enhed med ham, og som Guds ord her kalder os til at lade os forme efter.

"For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre."
Romerbrevet 8, 29

Det er vores bestemmelse, brødre og søstre. Det er vores kald. I konteksten af vores tekst er det et kald til at bidrage til betingelserne for et sandt, åndeligt, sundt fællesskab ved at lade vores indstilling overfor hinanden afspejle eller formes efter det sindelag, vi har i Kristus.

Det at være en del af en menighed, det at tage del i glæden ved partnerskabet i evangeliet – det indebærer et kæmpestort privilegium, men det indebærer også et stort ansvar. Et ansvar for at tage aktiv del i fællesskabet og aktivt udøve Kristi sindelag i praksis.

Det her er ikke højt svævende teologi. Det er kristendom i praksis. Det er der, hvor hjertet for Kristus flyder over i hjertet og kærligheden til hinanden i fællesskabet. Det er der, vi ser det. Når vi ser hen til korset og Kristi gerninger, som beskrevet for os i de her vers, når vi tænker på hans selvopofrende indstilling, så må det gøre noget i os, brødre og søstre. Det må gøre noget i os. Det kalder os til at bede: "Gud, vær mig nådig. Giv mig dine tanker. Giv mig – ja – rens mit hjerte, så jeg kan have dine tanker i mig. Tilgiv mig og hjælp mig, Herre, til at elske mine brødre og søstre."

På trods af hvad der måtte være af eventuelle uoverensstemmelser, må det ikke blive anledning til en bitter rod i mig. Nej, Herre, må jeg elske betingelsesløst, som du elskede mig betingelsesløst. Hjælp mig til at elske. Hjælp mig til at række ud. Hjælp mig til ikke at tjene mine egne interesser, men at tænke på de andre, før jeg tænker på mig selv. At sætte de andre højere end mig selv. Hjælp mig til at være en tjener, der giver uden tanke på at få igen.

Det var det, Kristus gjorde. Han gav sig selv hen for os. Han ydmygede sig. Han var lydig indtil døden for at frelse dig og mig, fortabte syndere. I os selv, i vores egen syndige natur, uden Gud er vi, som vers 15 siger, en forkvaklet og forvillet slægt. Det er vi bare. Vi er fortabte uden ham. Vi er forvillede uden ham. Vi er magtesløse uden ham.

"Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus."
Filipperbrevet 4, 19

I Kristus har vi alt, hvad vi har brug for. Det indebærer også hans sindelag. Når vi er i ham, kan vi handle på kaldet, som vi får i vers 5. Så kan vi have den indstilling overfor hinanden, som er passende for dem, som er forenet med Kristus.

Hvis du endnu ikke har overgivet dit liv til ham, så ydmyg dig i dag. Overgiv dit liv. Sæt din lid til ham i dag. Fordi når du gør det, kommer han dig i møde. Han tilgiver dig for dine synder. Han renser dig for din skyld. Han forener dig med Kristus og giver dig nyt liv, evigt liv. Erkend din synd. Bed ham om tilgivelse, og han vil frelse dig.

Er du i ham i dag, bror og søster, så tag imod de her formaninger, som vi har set ud fra vores tekst. Den formaning, som så stærkt kalder os til at have Kristi sindelag. I lyset af sindelagets krav, i lyset af sindelagets betydning, i lyset af sindelagets kald, som vi har set på: Fæstn dine øjne på korset. Se hen til Kristus, ham som gav sig selv hen for dig. Se hen til ham. Bed ham om at forme dig efter hans billede – ikke alene med henblik på dig selv, men også med henblik på hans legeme, menigheden. Det her er et budskab til Guds menighed. Lad os som menighed tage de her ord til os og bede Herren om nåde til at vokse i de her sandheder, som vi har set i dag.

Må Kristus Jesus få al ære. Må Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd.

Amen.