Partnerskab om evangeliet

Hvor mange af jer kan lide at høre vidnesbyrd? Det kan vi alle sammen, tror jeg. Det er virkelig skønt at høre, når folk fortæller, hvad Gud har gjort i deres liv, når de deler deres vidnesbyrd. Når man hører historier, er det altid unikke historier, man hører. Men altid, når man hører vidnesbyrd, er der nogle ting, man kan mærke, man har til fælles. Man kan genkende nogle ting, når nogen fortæller en historie. Selvom det er en unik historie, så tænker man ofte: Wow, sådan havde jeg det også, eller sådan oplevede jeg det også.

En af de ting, som jeg selv oplevede, og som også kommer frem, når man hører troende fortælle deres historie, det er jo egentlig det, som er fælles for alle, som kommer til tro: De bliver født på ny. De får et nyt hjerte, nye tanker. Der sker en fundamental forandring i et menneskes liv. De begynder at brænde med en kærlighed for Jesus. De begynder at brænde med en nidkærhed for ham og også for det at dele troen med andre. Nogle beskriver det faktisk som en ild eller noget, der brænder i deres sjæl. En brand i hjertet.

Når vi læser Guds ord, kan vi jo også se, at det netop er den type metafor, der faktisk bliver brugt i Bibelen, i det bibelske sprog, i Skriftens vidnesbyrd. Eksempelvis når vi læser om profeten Jeremias, som jo var kaldet til at profetere til folket Israel, ligesom også Mika, som vi har læst om, der skulle forkynde for folket. Ofte var det domsord, og det var det i særdeleshed med Jeremias. Han var særligt kaldet til at forkynde domsord over Israel, og det var en form for forkyndelse, som man ikke blev særlig populær på. Når han ikke havde lyst til at tale Guds ord, måtte han alligevel forkynde det, fordi ordet blev i ham som en brand, som en ild. I Jeremias' Bog 20, 9 siger profeten:

"Der kom i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler."
Jeremias' Bog 20, 9

Kong David siger noget lignende i Salme 39, hvor han beskriver, hvordan hans hjerte brændte i hans indre som en ild.

Når vi kommer til Det Nye Testamente, ser vi temaet omkring ild i relationen til det, som Gud gjorde, da han kom med sin kraft. Kraften kom fra det høje, og han gjorde sit folk i stand til og udrustede sit folk til at forkynde evangeliet i Jerusalem, til Judæa og til jordens ende. Vi læser det i Apostlenes Gerninger, det andet kapitel, omkring beretningen om pinsedag, hvordan Ånden kom og satte sig som tunger af ild på dem, der var forsamlet der, og de begyndte at tale på andre tungemål. Herfra ser vi, hvordan Guds folk bliver vakt, og evangeliets kraft fylder dem, og de begynder at dele evangeliet, og det spreder sig som en steppebrand i samfundet.

Paulus bruger også samme metaforer, når han formaner menigheden i Rom til at være brændende i ånden og tjene Herren. Jeg læste en oversættelse af Romerbrevet 12, 11, som sagde: "Lad aldrig ilden i dit hjerte gå ud. Hold den i live, tjen Herren." Synes jeg var en meget god beskrivelse. Til Timoteus mindede Paulus ham også om at lade nådegaven, som han fik ved håndspålæggelse, flamme op. Så har du det samme billede der også.

Vi læser også i Lukasevangeliet 24, hvor de to disciple efter Jesu opstandelse er på vej til Emmaus. Efter de havde talt med Jesus, sagde de til hinanden:

"Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?"
Lukasevangeliet 24, 32

Det er bestemt bibelsk at tale om det her med at brænde for Gud, at have en ild i hjertet, fordi det er ord, som beskriver den oplevelse, vi som troende får, når Gud ved sit ord og ved sin Helligånd gør noget i os, som driver os til at tjene ham med hele vores hjerte.

Partnerskab i evangeliet

Når vi nu er kommet til den sidste del af vores serie i Filipperbrevet med overskriften "Partnerskab i evangeliet," ser vi også her i det sidste kapitel, hvordan vi har med en menighed at gøre, som Paulus skriver til, som virkelig brænder for at tjene, som virkelig har den her ild i deres hjerte for at gøre Guds vilje. De gik også den ekstra mil, som vi så med Epafroditus, som de sendte til Paulus med den gave, han kom med. Det er også noget, som Paulus nævner her i teksten, nævner hans navn igen som et godt eksempel, hvordan han rækker ud og tjener, og det er ved at koste ham livet. Men de gør det, fordi de er fuldt ud overgivet, fuldt ud committed.

Nu afslutter Paulus sit brev med nogle anerkendende ord til menigheden i Filippi, som sætter konkrete ord på, hvilken betydning den her nidkærhed, den her brand for evangeliet, havde for ham, og hvilken betydning det også havde for menigheden rent åndeligt set. I de vers, vi skal se på i dag, er det, man kan sige, meget jordnært, meget konkret og praktisk. Man kan kalde det for praktisk kristendom, som bliver beskrevet her. Selvom det er praktisk kristendom, vidner det om Guds overnaturlige virke i menighedens liv til både at ville og at virke for hans gode vilje, som der også står.

Det, vi som altid skal gøre, når vi mediterer på Guds ord — og i dag er teksten kapitel 4, vers 14 til 20 — det er for det første at spørge os selv: De her bibelske principper, som vi studerer, er det noget, som er realiseret i mit eget liv? Hvordan taler det her til mig? Den anden ting er, at vi skal bede om Guds nåde til, at vi på de områder, hvor vi kommer til kort, må lære at vokse i de her ting, som Guds ord giver os anvisninger om, så vi kan leve efter den standard, som Gud kalder os til.

Lad os læse teksten endnu engang. Vi læser fra Filipperbrevet kapitel 4, vers 14 til 20:

"Alligevel var det smukt af jer at gøre fælles sag med mig i min nød. I ved jo også selv, filippere, at i evangeliets første tid, da jeg drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end jer, der stod sammen med mig om udgifter og indtægter. Også i Thessalonika sendte I mig indtil flere gange, hvad jeg havde brug for. Ikke at jeg stræber efter gaven, men jeg stræber efter det udbytte, som tæller godt i jeres regnskab. Jeg har modtaget det hele og har nu rigeligt. Jeg har mere end nok efter at have modtaget jeres gave af Epafroditus, en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag. Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus. Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen."
Filipperbrevet 4, 14-20

I starten af det fjerde kapitel appellerer Paulus til enhed, fordi der var en trussel om splittelse, uenighed og konflikt i menigheden. I stedet for at stride kaldte han dem til at enes og glæde sig i Herren. De skulle søge Gud frem for at bekymre sig. Paulus sætter igen fokus på det sindelag eller den indstilling, den tankegang, som Kristus har, og han sætter konkrete ord på, hvordan vi skal tænke, hvilken indstilling vi skal have — som vi også så ud fra det andet kapitel omkring Kristi sindelag.

Her giver apostlen konkrete anvisninger til, hvad de skal lægge sig på sinde, således at Kristi fred kan råde i dem. Der er nogle områder, hvor menigheden har været svag, nogle områder, hvor de har været umodne. De ting har han berørt og formanet dem omkring med visdom fra Gud og med vidnesbyrd til opmuntring og til efterfølgelse. Men der er også områder i menighedens liv, som Paulus virkelig har glædet sig over, som har været en stor opmuntring for ham, og som er et klart udtryk for, at Gud virkelig har arbejdet i den her menighed. De ting begynder Paulus at sætte ord på fra vers 10.

Han taler om deres omsorg for ham. Det, som omsorgen udspringer af, er det, som Paulus også siger til menigheden i Korinth, og det som er det største af alt, nemlig kærlighed. Det er en omsorg, der udspringer af deres kærlighed.

En menighed kan have mange gode ting — et fantastisk missionsarbejde, evangelisationsarbejde, børnearbejde og gudstjenesteliv og alle mulige ting. Men hvis ikke den menighed har kærlighed, er det i virkeligheden en menighed, der er utrolig svag på alle fronter. En menighed må have kærlighed.

Det, vi ser i Filippermenigheden, er, at det er en menighed, som har den her kærlighed, og det er det, der gør den stærk. Den kan være svag på mange områder, men den er virkelig stærk, fordi den har kærligheden. Først og fremmest har de den, fordi Gud har vist sin kærlighed til dem. De har taget imod den, og nu begynder de med den kærlighed, som er blevet udøst i deres hjerter ved Helligånden, at velsigne udadtil, og den begynder at strømme ud fra dem til andre. Det er noget, som Paulus virkelig har kunnet mærke — den her kærlighed fra menigheden.

I vers 11 til 12 sætter Paulus fokus på det at have tillid til Gud uanset, hvad der sker, og være tilfreds med det, som han velsigner en med, velvidende at det, vi har brug for, er noget, som kommer fra Gud alene. Men alligevel har Gud valgt, at når velsignelsen strømmer til os, når vi oplever bønnesvaret, når vi oplever, at Gud griber ind, så er det som oftest altid, at der er brødre og søstre, som er involveret i det, som Gud velsigner os med. Det er ikke bare noget, som kommer dumpende ned. Det er ofte, at Gud bruger menigheden, Kristi legeme, til at bringe velsignelsen til os. Det er også det, vi ser her. Det er en sandhed, som Paulus ikke i nogen grad lægger skjul på. Det, han siger, er med til at belyse, hvordan Gud netop bruger sin kirke til at bringe velsignelse til andre med henblik på evangeliet.

Det, som driver værket, er også det, som jeg indledte med at sætte fokus på: et hjerte, der brænder. Et hjerte, som brænder af kærlighed til Jesus Kristus og hans evangelium.

Fælles sag med Paulus

Titlen på mit budskab i dag er "I partnerskab om evangeliet." Vi har set, at et af de centrale temaer i Paulus' brev til filipperne er temaet koinonia, det græske udtryk, som handler om det at have fællesskab om eller partnerskab omkring evangeliet. Overskriften for hele den her femdelsserie er også "Glæden ved partnerskab i evangeliet."

I vers 14 er udsagnsordet, der bliver brugt, oversat til "at gøre fælles sag med." Læg mærke til det. Det er et udtryk, som betyder at tage del i eller at delagtiggøre sig med nogen omkring noget specifikt, og det er jo præcis det, som et partnerskab er, og det, som et partnerskab udtrykker.

Filipperne så den nød, som Paulus var i, og så flammede kærligheden op i dem, og den strømmede ud fra dem til Paulus. De rakte ud til ham. Det var ikke bare sådan, at de tænkte på ham og elskede ham. Nej, deres kærlighed drev dem til handling, drev dem til at gøre noget. Hvad var det, de gjorde? Jo, de delagtiggjorde sig i hans nød. De sagde: "Paulus, det her skal du ikke stå alene med. Vi er der for dig. Vi er med dig i det her."

Det genkalderer også Paulus' ord til korinterne, at når en legemsdel lider, så lider hele legemet faktisk. Det er et udtryk for, at vi hører sammen, et udtryk for, at vi elsker hinanden — den her kærlighed, som flyder mellem hinanden.

Da menigheden sendte Epafroditus, var det et godt eksempel, som vi talte om sidste gang — et godt eksempel på, at kærligheden flyder ud. Det er det her partnerskab i evangeliet, som vi så i slutningen af kapitel 2, og han bliver også nævnt her som et eksempel i vers 18 i vores tekst. De gjorde fælles sag med Paulus i hans nød. De delagtiggjorde sig helt praktisk, helt konkret med at række ud til ham med den hjælp, som han havde brug for, fordi det er det, som et partnerskab i evangeliet netop indebærer.

Paulus beskriver det som noget smukt. Det er noget skønt, noget godt, noget fint, når det her sker. Det modsatte er også tilfældet: Hvis en menighed ser nogens nød, men egentlig bare ser passivt til og ikke gør noget, så er det ikke smukt, ikke godt. Det er ikke godt at være passiv. Kærligheden må drive os til handling. Kærligheden må være praktisk. Den må være aktiv. Ellers er det skidt.

Det er derfor, kærligheden også i menighedslivet driver os til at ville engagere os i mission. Det er der, vi på en praktisk måde kan engagere os og vise den kærlighed, som Gud har udøst i vores hjerter.

Udgifter og indtægter

Nu bliver Paulus meget konkret i vers 15 til 16, når han beskriver, hvordan filipperne agerede i forhold til den nød, som de så Paulus var i. Her læser vi, at i evangeliets første tid, da Paulus drog bort fra Makedonien, var der ingen anden menighed end filipperne, der stod sammen med ham om udgifter og indtægter. Hvor praktisk kan det blive? Udgifter og indtægter. Også i Thessalonika sendte de ham indtil flere gange, hvad han havde brug for.

Vi ser her det konkrete vidnesbyrd om en af de styrkesider, som den her menighed har blandt alle de andre menigheder, som er plantet: De var den eneste menighed, der stod sammen med ham om udgifter og indtægter. Det var en menighed, som vers 10 beskriver, der havde ydet omsorg grundet Kristi kærlighed.

I vers 15 minder Paulus menigheden om, hvordan deres omsorg for ham kom til udtryk. Hvornår? Lige fra begyndelsen, i evangeliets første tid. Det er højst sandsynligt der, hvor filipperne først tager imod evangeliet og kommer til tro, og der bliver plantet en menighed. Allerede der begynder de at bære den her frugt af kærlighed. Det passer også rigtig godt sammen med det, som Paulus siger i det første kapitel, vers 3 til 5, hvor han i sin bøn for menigheden mindes deres koinonia, deres partnerskab med ham omkring evangeliet. Han siger i vers 5: "Lige fra den første dag indtil nu." Lige fra evangeliets første tid, hvor de havde den første kærlighed, som stadigvæk brænder i deres hjerte.

Lige fra den tid har de været sådan. Men den menighed blev plantet, og så drog Paulus, som han jo altid gjorde — det var hans aposteltjeneste. Han gik ud, forkyndte evangeliet, plantede menigheder videre. Men selvom han rejste fra dem og drog videre med evangeliet gennem Amfipolis og Apollonia og til Thessalonika, som vers 16 nævner, var der det her partnerskab, som var helt særligt mellem apostlen og menigheden i Filippi. Som Paulus beskriver, var der ikke nogen andre menigheder, der var som Filippermenigheden, som stod sammen med ham rent praktisk på den måde, som de gjorde. Gennem en periode på cirka 10 år sørgede de for Paulus økonomisk. De stod sammen med ham om udgifter og indtægter. Flere gange sendte de ham, hvad han havde brug for, herunder med gaven, som Epafroditus kom med, som et konkret eksempel i vers 18.

Det her var ikke, fordi den her menighed havde en eller anden særlig aftale med Paulus om, at de skulle gøre sådan. Det var alene, fordi filipperne havde den her oprigtige kærlighed og omsorg, som udmøntede sig i en meget stor og vedvarende gavmildhed.

Det udbytte der virkelig tæller

Paulus' tillid var alene til Gud i alting. Det var ikke sådan, at han hele tiden følte sig afhængig af andre mennesker. Hans tillid var til Gud. Han bad til Gud om at forsørge ham. Som han også skriver i vers 12, var han indviet i ét og alt, i både overflod og i mangel. Men samtidig var han også bevidst om, at når Gud tager fat i sit folk, når Gud ved sit ord tager fat i sin kirke, og Ånden begynder at gøre sin gerning, så resulterer det i gavmildhed. Det er en naturlig frugt af det, som Gud gør, som fører til taksigelse, som han også taler om i Andet Korintherbrev kapitel 9. Taksigelsen kommer ud af den gavmildhed, som er en frugt af Ånden i menighedens liv. Det resulterer i vidnesbyrdet om et folk, der opfylder Kristi lov, som vi læser om i Galaterbrevet kapitel 6, og bærer hinandens byrder.

Når Paulus her står som modtager af den velsignelse, som kommer ud af Guds virke i de her menneskers liv, og han sætter ord på det vidnesbyrd, kan der faktisk også hurtigt opstå misforståelser. Særligt når det har med økonomi at gøre, kan der opstå misforståelser. Der ser vi faktisk, at Paulus kommer en potentiel misforståelse i forkøbet i vers 11, når han siger: "Ikke sådan at forstå, at jeg har manglet noget." Det gør han også igen i vers 17, når han siger: "Ikke at jeg stræber efter gaven, men jeg stræber efter det udbytte, som tæller godt i jeres regnskab."

Der var altid nogen, som var klar til at fange Paulus, pege på et eller andet, anfægte ham for noget, anklage ham for, at hans motiver var forkerte. Som vi ser i vers 17 af det første kapitel, var der folk, der søgte at føje ny trængsel til hans lænker. Der var hele tiden nogen, der var efter ham, nogen der forsøgte at fange ham og fælde ham. Så Paulus var forberedt på modstand.

Men han ønskede ikke, at det, som var så godt, det som var så smukt i menigheden, skulle ødelægges. Derfor sætter han ord på sin indstilling, sin hjertesindstilling: Ja, jeg har fået et stort udbytte. Jeg har modtaget det hele, vers 18, og jeg har nu rigeligt. Men det, jeg i virkeligheden stræber efter, det jeg i virkeligheden længes efter, det er det udbytte, som tæller godt i jeres regnskab.

Paulus bruger nogle økonomiske udtryk her. Han taler om indtægter og udgifter og regnskab og udbytte, men han bruger dem faktisk ikke til primært at referere til det monetære — det er også det, det handler om — men til det åndelige. Hans bøn for filipperne er, at de må, kapitel 1, vers 11, fyldes af retfærdighedens frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til ære og pris. Det vil sige, det udbytte, filipperne får af deres gudvelbehagelige praktiske kristendom, udtrykt med omsorg og kærlighed gennem økonomisk gavmildhed, det er en åndelig velsignelse, som er meget mere værd end det, der kan købes for penge. Meget mere værd. Det er det, som apostlen er interesseret i. Det er det udbytte, han ønsker, at menigheden skal vokse i, den her åndelige velsignelse. Han siger det direkte i vers 19: Udbyttet er den rigdom på herlighed i Kristus Jesus, som Gud giver dem fuldt ud.

Hvornår bliver regnskabet gjort op og udbyttet udbetalt, for at blive i den terminologi? Jo, Kristi dag. Det taler han om i det første kapitel, vers 7 og vers 10. Guds ord lærer os, at dem, som sår rigeligt, skal høste rigeligt. Ofte høster vi velsignelser i det her liv. Når vi sår, kan vi også se, at der kommer noget igen, og det skyldes simpelthen, at Gud er god. Han er så god, at han velsigner os. Men det, som Skriften egentlig sætter fokus på, er, at vores retfærdighed må bære rige frugter. Den endelige bedømmelse kan vi ikke måle i det her liv. Det er noget, som forekommer på den yderste dag, Kristi dag, den dag, hvor regnskabet bliver gjort op.

Det, som vi investerer ind i Guds rige, kære venner, det har faktisk enorm stor åndelig betydning. Ikke fordi vi optjener noget — det er ikke sådan, at vi ligesom tjener point sammen på den måde i forhold til vores gode gerninger overfor Gud. Nej, frelsen er af nåde alene. Men fordi de, som tror, de får, og Guds ord lover os, at der er en høst. Der er en høst af det, som vi sår ind i Guds rige. Det er ikke spildt. Det, som vi sår ind, giver en rig høst. Det ser vi også i Galaterbrevet kapitel 6, vers 9:

"Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op."
Galaterbrevet 6, 9

Filipperne viste det her eksempel. År efter år gjorde de det, som var ret, og gav ikke op i forhold til deres partnerskab i evangeliet med Paulus. De blev ved med at give. Guds ord taler klart om, at der bliver en høst en dag for Guds folk, så frem de ikke giver op, men er trofaste og ikke tøver i deres iver, men er brændende i ånden for Guds rige og fortsætter i den brand.

Et tilbedelsesoffer

Læg mærke til, hvordan Paulus omtaler de gaver, som han har modtaget, og særligt den gave, som han fik fra Epafroditus, som virkelig kostede noget i forhold til det personlige offer, der var involveret i at bringe den gave til Paulus. Paulus taler om det som faktisk et tilbedelsesoffer.

Det gør han, når han i vers 18 beskriver deres gave som en liflig duft, et kærkomment offer, Gud til behag. Det her er tilbedelse. Det, Paulus gør her, er, at han bruger gammeltestamentlig terminologi, gammeltestamentlige ord og billedsprog. Det gør han i øvrigt rigtig mange gange i sine breve. Det er jo Det Gamle Testamente, han har i hånden, når han prædiker, og det er jo det sprog og de billeder og metaforer, der er der. Også tidligere i Filipperbrevet har han sammenlignet sin egen mulige henrettelse med et drikoffer, som også er en gammeltestamentlig form for offer, i kapitel 2, vers 17.

Her trækker han på offerterminologien fra Det Gamle Testamente. Præsterne, der stod og ofrede i templet og bragte de ofre for Gud på folkets vegne som en del af tilbedelsen, hvor vi læser, hvordan røgen fra brændofferet stiger op til Gud. Det beskrives netop med dette udtryk: en liflig duft, et kærkomment offer.

Da troen på Kristus kom, markerede det et skifte fra Det Gamle Testamente og hele det offersystem til Det Nye Testamente baseret på det evigyldige, fuldkomne offer, som Kristus gav for os. Men det betød jo ikke, at folket nu skulle stoppe med at komme med ofre. Ofringerne fortsætter, men det er bare på en helt ny måde. De skulle ikke længere bringe brændofre og syndofre, men de skulle bringe ofre — bare en anden slags offer. Nu skulle Guds folk faktisk bringe sig selv som et offer. Romerbrevet 12, 1: Bring jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag.

Nu skal vi, som Hebræerbrevet også beskriver det i kapitel 13, vers 15:

"Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoffer, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn."
Hebræerbrevet 13, 15

Det er den form for offer, vi bringer nu. Når vi ofrer på den måde, gør vi det ved at se hen til ham, som har ofret sig selv for os. Vi ser hen til ham, som vi også fejrer her i påsken, der blev slagtet som et lam, som gav sig selv hen for os som det evigyldige, endegyldige offer for synd — en liflig duft, et kærkommende offer for Gud, som han tog imod. Når vi ser hen til ham, priser vi ham. Med læber, der bekender hans navn, læber, der tilbeder hans navn.

Fælles for Det Gamle og Det Nye Testamente er, at når vi taler om de her udtryk omkring ofre, har det med tilbedelse at gøre. Fokus er ikke på, hvad jeg kan få ud af det. Fokus er på, hvordan Gud kan få ære.

Det er meget vigtigt for os, når vi tænker på de her principper i forhold til vores egen gudsdyrkelse som menighed, som kristne. Når i gåseøjne kurven går rundt — det gør den jo ikke længere, nu er det MobilePay-nummeret, der kommer op på skærmen — så er det faktisk et led i vores tilbedelse. Det er faktisk ofre, vi giver, som et udtryk for, at vi tilbeder Gud. Vi giver noget af os selv. Vi ofrer. Hver gang vi benytter anledningen til at tilbede Gud på den måde, gør vi det med glade hjerter. Ellers er det ikke sand tilbedelse. Vi skal gøre det villigt og med fuld glæde, fordi så er det netop et kærkomment offer, som behager Gud. Vi bliver velsignet, når vi gør det. Vi får mulighed for at udtrykke den gavmildhed i praksis, som er en del af det kristne liv efter Guds vilje. Sikke en motivation det er for os at gøre det på den måde. Er det ikke sandt, at give, når vi virkelig forstår, at når vi giver, så er det tilbedelse — en tilbedelse, som er en liflig duft for Gud, et kærkomment offer. Det er noget, som han tager imod, noget, som han glæder sig over, og noget, som han også velsigner os ved. Sikke en motivation der er der.

Guds rigdom på herlighed

Den her vidunderlige sandhed følger Paulus også op på i vers 19, hvor han selv tilbeder Gud og siger: "Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus." Og i vers 20: "Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen."

I vers 15, når han bruger de udtryk udgifter og indtægter, betyder det bogstaveligt talt at give og modtage. Filipperne har givet. Filipperne har sørget for, at de udgifter, der var, blev dækket i forhold til Paulus. Men de kan også godt selv forvente at modtage, i gåseøjne indtægter. De havde mange behov, også fysiske behov. Her giver Paulus dem et løfte, at Gud ikke bare kan, men at han også vil give dem alt, hvad de har brug for — de himmelske velsignelser i enheden med Kristus, men også velsignelser i forhold til deres helt konkrete, praktiske, fysiske behov. Gud skal nok møde dem. Gud skal nok møde dig. Han skal nok gribe ind i den situation, du står i, i den situation, vi står i. Vi kan forvente at modtage fra Gud. Er det ikke fantastisk?

Jesus lærte os også: "Giv, så skal der gives jer" (Lukasevangeliet 6, 38). Med konteksten her i vers 18, som er det fysiske behov, der bliver mødt med gaver, forstår vi også, at løftet om at modtage fra Gud også indebærer de helt menneskelige, fysiske behov, som vi måtte have — men med eftertryk naturligvis på de åndelige velsignelser, som er det, som i virkeligheden gør os rige. Rige på herlighed i Kristus Jesus.

Der er en balance her mellem de rent fysiske, materielle velsignelser og de åndelige velsignelser. Begge dele er ting, som Gud giver os, og man skal ikke udelukke det ene frem for det andet, fordi det kan have konsekvenser i forhold til en forkert ubalance. Vi skal have begge dele, fordi Guds ord fremhæver begge dele her.

Paulus har talt om, hvordan tilbedelse kan se ud helt praktisk, når vi med en brand i vores hjerter rækker ud i omsorg til andre og med kærlighed. Nu afslutter han den her del meget passende med sin egen tilbedelse, sin egen lovprisning til Gud. Vers 20: "Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder! Amen."

Apostlen kan ikke andet end bare prise Gud med den taknemmelighed, som han oplever på grund af de vidunderlige mennesker, som han får lov at samarbejde med omkring evangeliet. Hvor er det fantastisk. Den kommer fra Paulus' hjerte som en respons på det, som han har udtrykt om filipperne i den nære kontekst, men også alle de andre ting, som han har sagt igennem brevet, i forhold til det med fællesskabet om evangeliet: kapitel 1, vers 5; Guds gerning i menighedens liv, kapitel 1, vers 6; retfærdighedens frugt, kapitel 1, vers 11; nåden til at lide for Kristus, kapitel 1, vers 29; Guds virke i dem ved deres helliggørelse, kapitel 2, vers 13 til 15; retfærdiggørelse ved tro, kapitel 3, vers 9; nåden til at følge Paulus' eksempel, som når han følger Kristi eksempel, kapitel 3, vers 17; og ikke mindst glæden i Herren og Guds fred, som overgår al forstand, kapitel 4, vers 4 til 7.

I vers 20 henvender Paulus sig til Faderen, ligesom Jesus også lærer os i Fadervor. En kommentator stiller i forhold til det her vers spørgsmålet: Hvorfor skulle æren gives Faderen? Han svarer: Fordi det er ham, som giver nåde, kapitel 1, vers 2. Det er ham, der virker frelse, kapitel 1, vers 6. Det er ham, der ophøjer Kristus, kapitel 2, vers 9 til 11. Det er ham, der virker Kristi lighed i os, kapitel 2, vers 13. Han er de troendes Fader, kapitel 2, vers 15. Han er den, som åbenbarer sandheden, kapitel 3, vers 15. Han er den, der giver os fred, kapitel 4, vers 7 og 9. Han er den, som møder vores behov, kapitel 4, vers 19.

Til alle disse ting kan vi ikke andet end sige med Paulus: Amen.

Kære brødre og søstre, brænder dit hjerte for Jesus Kristus? Brænder det som i evangeliets første tid, der hvor der var den første kærlighed? Eller er der sket så meget siden den tid, at der ligesom er kommet en matthed ind over dig, en træthed, som tynger din sjæl?

De ting, som vi har set i dag, er meget praktiske ting, men kære bror og søster, de er i virkeligheden ting, som taler om: Hvor er dit hjerte? Fordi hvis dit hjerte brænder med en nidkærhed for Herren og med en kærlighed til Jesus og hans dyrebare ord og det legeme, som han har sat dig sammen med lokalt — Kristi legeme — for at med legemet i partnerskab omkring evangeliet tjene ham, så kan du ikke bare lade være med at gøre noget. Du kan ikke bare være passiv, bare sidde på dine hænder og sidde stille.

Nej, du må, som filipperne — som vi ser med deres vidnesbyrd — gøre noget. Du må være aktiv. Der må komme noget i spil. Du må række ud til dem, som har brug for dig, med henblik på evangeliet. Du må tage del i glæden med partnerskabet i evangeliet.

Guds kirke sidder ikke på sine hænder. Den løfter sine hænder og bevæger sine fødder. Den siger, som Esajas også sagde, da han fik Guds hellighed åbenbaret for sig i den store åbenbaring i Esajas' Bog kapitel 6: "Her er jeg, send mig!" Det er den indstilling, det er det mindset, det er det hjerte, som menigheden må have, som vi må have.

Den glæder sig med de glade. Den græder med de grædende. Den styrker de svage og rækker ud til de nødlidende. Den tager sit kors op og følger Jesus Kristus. Den fører et liv, som svarer til Kristi evangelium.

Der, hvor du måske hører det her budskab og tænker, at det er ikke helt mig det her, jeg kan ikke helt se mig selv i det — så er budskabet til dig, kære bror og søster: Hvis du er en kristen, så har Gud begyndt et godt værk i dig. Det gode værk, som han har begyndt, det vil han føre til enden. Det skal du glæde dig over, og det skal du gribe fat i, og det skal du stræbe efter at vokse i. Du skal glæde dig i ham i dag. Lad alt det, som ikke er af ham, falde til jorden. Giv afkald på det. Regn det, som Paulus gjorde, som skarn. Alt det, som ikke har med ham at gøre — for at vinde Kristus og findes i ham.

Vi er ikke kaldet til at være grebet af denne verden, men til at være grebet af Kristus. Lad os strække os med alt, hvad vi er og har, mod ham, som Gud fra himlen kalder os til. Lad os være hans kirke med alt det, som det indebærer. Alt formår vi i ham, som giver os kraft. Gud, vor Fader, være ære i evighedernes evigheder.

Amen.