Magtesløshedens styrke

Det var den store reformator John Knox, der sagde, at ikke en eneste gang har han frygtet djævelen, men han skælvede hver gang, at han skulle prædike Guds ord. Jeg er sympatiserer med ham lige nu.

Det er virkelig frygtindgydende at skulle forkynde Guds ord. Men det er også et kæmpe stort privilegium. Det er noget, jeg ikke magter, men i min magtesløshed, så er det, at Gud han udøver sin store magt.

Lad os slå op i dagens tekst, som vi finder i Andet Korintherbrev kapitel 12, vers 1 til 10. Vores fokus vil dog primært være på vers 7 til 10, men vi vil læse fra vers 1 til 10 for sammenhængs skyld. Titlen på dagens budskab er: Magtesløshedens styrke. Men lad os læse teksten:

"Stolt vil jeg være, selv om det ikke nytter, og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Dette menneske vil jeg være stolt af, men jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed. For hvis jeg ville være stolt, ville jeg ikke være vanvittig; det ville jo være sandt, hvad jeg sagde. Men jeg lader være, for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig. Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk." (Andet Korintherbrev kapitel 12,1-10)

Amen. Sammenhængenen som Paulus taler ud fra her den finder vi beskrevet i kapitel 11, og det handler om, at der er nogle falske apostle, som har stillet spørgsmålstegn ved Paulus og ved hans embede og virke som apostel.

Disse mænd er mænd, som er stolte over deres eget kød, som er stolte af, hvad de er. De er stolte af, hvilken slægt de tilhører. Det faktum, at de er hebræerne og af Abrahams slægt. Og tilsyneladende så taler de også om deres egne store bedrifter i forhold til, hvordan de mener at have tjent Jesus. Altså, de fremhæver sig selv i forhold til alt, hvad de har gjort.

Det Paulus siger, det er, at hvis disse mænd er så stolte, så tillad også mig at være stolt, selv om det intet nytter eller gavner. For hvis de har grund til at være stolte, jamen så har jeg det endnu mere, siger Paulus. Jeg har udrettet mere, end de har. Ja, og så har jeg tilmed endda også fået syner og store åbenbaringer fra Herren, som han forklarer.

Paulus taler om, hvordan han kender et menneske. Et menneske, som utvivlsomt er ham selv, der blev rykket bort til den tredje himmel, til paradis, hvor han hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale.

For ja i modsætning til mange prædikanter i dag, som hævder at være blevet rykket bort til himlen, beretter Paulus ikke hverken om, hvad han hørte, eller om hvad han så.

Det faktum, at dette skete med Paulus, det er heller ikke noget, han vil være stolt af. Det er ikke noget, som han vil tale om. Det er ikke noget, han vil bruge til at fremhæve sig selv eller gøre sig selv større eller vigtigere. Nej, for som Paulus siger i vers 6: "jeg lader være for at ingen skal gøre sig højere tanker om mig end dem, han får ved at se eller høre mig".

Men hvor er der bare rigtig mange i dag, der tiltrækker sig stor opmærksomhed, og som bliver set på som noget helt særligt, fordi de hævder, og fordi de taler vidt og bredt om at have besøgt enten himlen eller helvede og i nogle tilfælde endda begge dele.

Så spørger vi så er det fuldstændig umuligt? Nej, det er det jo i princippet ikke, for vi kan sige det skete jo faktisk for Paulus. Han blev rykket bort til den tredje himmel. Men når vi nu igen og igen hører om sådanne beretninger og ser, at det er noget, der bliver brugt til selvophøjelse noget der bliver brugt til at tiltrække skarerne, til at sælge mange bøger.

Når mennesker frit beretter om alle mulige åbenbaringer, som de hørte fra Gud, som ikke er at finde i Skriften, og som faktisk meget ofte modsiger Skriften, så bør vi jo nok stoppe op og sætte spørgsmålstegn ved det. Jeg vil endda sige, at vi bør faktisk direkte afvise det.

Paulus bortrykkelse til den tredje himmel, den var til gengæld virkelig. Den oplevelse var altså ikke noget, han ville bruge som en anledning til stolthed. Det var ikke noget, han ville bruge til at hovmode sig og fremhæve sig selv og booste sin tjeneste. Nej, Paulus vil ikke have, at mennesker skulle have højere tanker om ham end dem de fik ved at se og høre ham som det skrøbelige kar, han var.

Men skal vi så forstå det sådan, at Paulus som en Jesu Kristi apostel, han var simpelthen immun over for det her med med stolthed og hovmodighed? Var det simpelthen noget, der bare ikke rigtig kunne bide på ham?

Nej, kære brødre og søstre, Paulus var så langt fra immun over for stolthed, langt fra. Rent faktisk var Paulus i høj grad fristet af hovmodighed og stolthed. Det fortæller han os jo selv i vers 7, hvor han siger: "for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig."

Paulus han beder så tre gange til Herren om at denne torn i kødet, den måtte blive taget fra ham. Men Herrens svar til ham er så, som dagens tekst siger: "Min nåde er dig nok."

Nåden

Dette skal vi se nærmere på i dag. Men inden vi for alvor dykker ned i dagens tekst, så tænker jeg, at det ville være gavnligt, hvis vi i første omgang taler lidt om nåden. Hvad nåden egentlig er for en størrelse, og hvad den omfatter.

Ser I, når vi taler om Guds nåde, så taler vi jo oftest om den i forhold til frelsen. Vi taler meget om det faktum, at vi er blevet frelst af nåde alene ved troen alene, på Kristus alene, amen.

Når vi taler om at være frelst af nåde, så taler vi om, at vi som faldne skyldige syndere er blevet givet, hvad vi absolut ikke fortjener.

Vi havde alle fortjent at være genstand for Guds straf og vrede. Men i stedet for at give os, hvad vi reelt fortjener, så sendte Gud sin egen Søn, Gud, som menneske for at leve et liv uden synd. For derefter som retfærdig at lide og dø en stedfortrædende død på Golgatas kors for os uretfærdige.

Det er bare så ufortjent. Det er Guds ufortjente yndest. Det er Guds ufortjente gunst imod os. Fuldstændig ufortjent er vi blevet gjort retfærdige. Ufortjent har vi fået al vores synd sonet. Ufortjent er vi blevet iklædt Kristi fuldkomne retfærdighed.

Men kære brødre og søstre, ved I eller har I tænkt over, at Guds nåde omfatter om muligt endnu mere end det? For det forholder sig nemlig sådan, at det også er Guds nåde, der hjælper os til at udrette, hvad vi aldrig nogensinde kunne have gjort i vores egen kraft. Både i forhold til, hvad vi hver især måtte udrette i vores tjeneste for Herren og også i forhold til at gå igennem svære trængsler og gå igennem svære prøvelser, som vi ellers ikke selv ville kunne have stået igennem.

I forhold til Guds nåde i tjenesten, ja så nævner Paulus faktisk denne nåde i sit første brev til Korintherne. I Første Korintherbrev kapitel 15 og vers 10. Her skriver Paulus:

"af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves. Jeg har arbejdet mere end nogen af dem. Det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig." (Første Korintherbrev kapitel 15,10)

Altså Paulus siger; ikke alene er jeg, hvad jeg er som følge af Guds nåde, altså af Guds nåde er jeg frelst. Af Guds nåde, er jeg en udvalgt apostel. Men at jeg har været i stand til at arbejde meget mere end de andre, plante flere kirker end de andre og alt, hvad jeg ellers har udrettet, det skyldes ikke mig selv. Det skal på ingen måde tilskrives min egen indsats, mine egne evner, min egen kraft eller min egen styrke. Nej, dette skyldes hvad? Jo, som Paulus siger: Dette skyldes Guds nåde, som har været med mig.

Ved I hvad, jo før dette også går op for os, des bedre. Jo før det virkelig går op for os, at det arbejde Gud har givet os, hver især, er umuligt i vores egen kraft og styrke, des bedre. Hvorfor? Jo, for ellers stoler vi i vores hovmod på kødets arm. Altså vi stoler på vores egne evner og styrke og ikke på Herren, på hans ånd, på hans kraft, på hans magt og på hans styrke.

Men hvad er det, Skriften siger? Skriften siger i salme 127, vers 1:

"at hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves." (Salme 127,1)

Og hvad er det Paulus, han også siger i Første Korintherbrev kapitel 3 fra vers 6 til 7 i forhold til at være arbejder på Guds mark? Jo han siger: "Jeg plantede Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst."

Kære brødre og søstre vi bilder os ofte selv ind, at vi formår at få kirken til at vokse. Når sandheden er, at vi end ikke formår at få så meget som et eneste hår på vores hoved til at vokse.

Vi bilder os selv ind, at vi ved vores egne evner og kræfter kan få tingene til at ske. Men sandheden er bare, at uden at Gud lægger sin velsignelse til, uden at Herren ved sin ånd og sin kraft anvender det ord, vi forkynder på menneskers hjerter, så sker der ingenting.

Misforstå mig ikke vi bør arbejde hårdt for at udbrede evangeliet til de fortabte. Vi bør arbejde virkelig hårdt for at se Herrens kirke bygget. Men vi er bare nødt til at forstå vores totale afhængighed af Guds Ånds virke iblandt os.

Spørgsmålet er bare, om vi så gør det. Og hvis vi siger, at vi forstår det, er det så noget, der også er reflekteret i vores bønneliv?

Kære brødre og søstre kan vores afhængighed af Gud, hans velsignelse og hans ånd og hans kraft, kan den afhængighed ses på vores bønneliv?

Hvis ikke det kan ses er det da mon et tegn på vores hovmodighed? Er det da et tegn på, at vi afhænger alt for meget af os selv? At vi afhænger alt for meget af kødets arm, og at vi ikke i tilstrækkelig grad ser hen til Herren?

Hovmodighed

Mens de spørgsmål hænger lidt i luften så lad os nu se på, hvad Paulus han siger i vers 7, han siger:

"Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig."

Jeg bed mærke i her, at Paulus her taler om faren for at blive hovmodig på grund af de overmåde store åbenbaringer, han havde fået. I forhold til sammenhængen, så referer Paulus nok først og fremmest til det, han hørte, da han var blevet bortrykket til den tredje himmel.

Men når det så er sagt, så var Paulus jo også en mand, der generelt havde modtaget meget stor åbenbaring fra Gud. Det er jo en åbenbaring, som der kommer til udtryk i så rigt mål i Paulus breve, breve såsom Romerbrevet, Første og Andet Korintherbrev, Efeserbrevet, Galaterbrevet, ja, man kunne blive ved.

Men bed altså mærke i, at Paulus her i vers 7 siger, det her med at se på sig selv og få alt for høje tanker om sig selv på grund af den overmåde store åbenbaring, man har det er farligt. Det kan føre til hovmodighed.

Bliver man hovmodig, kære venner, så er det, at man begynder at føle sig selvtilstrækkelig. Så er det, at man i højere grad begynder at stole på sig selv og afhænge af sig selv, af sin egen store viden og af sit eget store intellekt.

Jeg ved ikke med jer, men her ser jeg altså bare en kæmpestor grøft vi, især som reformerte kristne, kan være tilbøjelige til at falde i.

Som reformerte går vi jo rigtig, rigtig meget op i teologi og lære, og vi mener, at vi har det mest fuldstændige udtryk for, hvad Skriften siger. Misforstå mig ikke her teologi og lære er utrolig vigtigt, og det er noget, vi absolut aldrig må give køb på. For jeg tror, at rigtig meget af det, der er gået skævt i kirken i Danmark, netop skyldes afvigelse og frafald fra den sunde lære.

Så igen, hvor er det bare vigtigt, at vi står fast og holder fast i sund lære og i solid teologi og ikke giver plads til ødelæggende vrang lærdomme.

Men i forhold til det her med at have stor kundskab, så er der to ting, som vi skal være rigtig meget opmærksomme på. Det første vi skal være opmærksomme på, det nævner Paulus faktisk i Første Korintherbrev kapitel 8, vers 1. Og det er, at kundskab, hvis ikke vi passer gevaldigt på, kan risikere at gøre os indbildske. For som Paulus siger: "Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op igen."

Det betyder absolut ikke, at kundskab er dårligt, at vi ikke skal tilegne os kundskab. Det skal vi, for igen det er bare så vigtigt. Men vi skal bare være klar over, at det er mindst lige så vigtigt, hvordan vi bruger den kundskab, som vi har erhvervet os.

Det er bare så vigtigt, at vi ikke bruger den til at booste vores eget ego. At vi ikke bruger den til at løfte os selv op og gøre os selv store over for andre, der ikke ved lige så meget, som vi selv gør. Men at vi i kærlighed søger at bygge andre op og styrke dem med den kundskab, som vi har.

Paulus han siger jo også i Første Korintherbrev kapitel 13, vers 2, han siger: "Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab, men ikke har kærlighed, er jeg intet."

Jeg ved ikke med jer, men hvor ofte når jeg nu kigger tilbage, har jeg ikke brugt denne kundskab som jeg havde til at slå andre oven i hovedet med og gøre mig selv stor, i stedet for at tale sandheden i kærlighed til mennesker. I stedet for at søge at opbygge mennesker i kærlighed, har jeg nok desværre gjort ikke så få gange endda.

Den anden ting, som vi skal være særlig opmærksom på, er, at vores megen kundskab kan gøre os hovmodige og dermed give os en følelse af selvtilstrækkelighed. Altså, vi føler, at nu hvor vi rent teologisk mener at have sat prikken over ethvert i, og vi har krydset ethvert t. Ja, nu hvor vi mener, at vi har linet alle vores teologiske ænder op på rad og række, som man siger, så kan vi godt tage den her fra. Nu kan vi godt selv. We got this, som man siger på engelsk.

Altså på grund af den store åbenbaring, vi har, så bliver vi selvtilfredse. Vi bliver selvtilstrækkelige. Vi tror, at vi med vores megen viden nu kan bære det selv. Og vi ser nu ikke længere os selv som nødlidende tiggere for Guds troende. Nødlidende tiggere, der er afhængige af ham.

Kan I se, hvad jeg mener? Faren er virkelig, men Herren kender os, ligesom han også kendte Paulus, og ligesom han vidste, hvad der ville gøre Paulus ydmyg, at bevare ham ydmyg, således, så ved han det også med os.

Torn i kødet

Som vi læste det, så blev Paulus altså givet en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå ham, for at han ikke skulle blive hovmodig.

Ja, hvad der præcist var tale om, hvad denne torn i kødet, denne engel eller budbringer fra Satan var, det siger Paulus os ikke. Og hvis man tror, at man kan få hjælp fra diverse bibel kommentarer, så bliver man også skuffet, for der er ikke rigtig nogen konsensus at finde der heller.

Men lad mig sige det på denne måde, at hvis det nu var meningen at vi skulle vide det, hvad denne her torn var, så havde Gud nok inspireret Paulus til at skrive det. Men det gjorde han altså ikke.

Men som vi i hvert fald kan se, var denne torn ikke noget, der på nogen måde var behageligt. Nej, den har givetvis været smertelig, for som der står, så var det noget, der skulle slå Paulus, en engel eller budbringer fra Satan sendt for at slå ham. Slå ham, for at han ikke skulle blive hovmodig. Slå ham, for at han ikke skulle få for høje tanker om sig selv og føle sig selv tilstrækkelig.

Men fordi denne torn var så smertefuld, så læser vi i vers 8, at Paulus tre gange bad Herren om, at den måtte blive taget fra ham. Men som vi læser i vers 9: "men han svarede (Altså Herren svarede) min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed. Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig."

Ja, som vi ser, så var Herrens svar på Paulus bøn et nej. Gud havde ikke i sinde at tage denne torn i kødet fra Paulus. Denne engel, denne budbringer fra Satan, havde Gud ikke tænkt sig at fjerne.

Nej, men hvorfor ikke? Fordi det var til Paulus bedste, hvis han ikke gjorde det. For denne torn, denne ubehagelige omstændighed var nemlig den bedste modgift mod Paulus stolthed, mod hans indbildskhed og selvtilstrækkelighed.

Ved I hvad, kære brødre og søstre, sådan er det også med os. Sådan er det også med dig og mig. Torne i vores kød, uanset hvilken form de måtte tage, og uanset hvor smertefulde de end måtte være, så er de faktisk også til vores bedste.

For disse torne i kødet minder os om det faktum, at vi lige nu lever i en falden og syndig verden. En verden, hvor der er smerte, og hvor der er pine. En verden, hvor der er sorg, og hvor der er skrig, og hvor der er gråd, og hvor der er død. En verden, hvor vi aldrig vil kunne opnå fuldkommenhed i noget som helst, uanset hvor meget vi stræber efter det.

Det gør derfor, at vi som Guds løskøbt skare, vi længes så meget desto mere efter evigheden og efter dagen, hvor Gud han vil tørre enhver tåre bort fra vores øjne. Og ja, hvilken fuldstændig vidunderlig dag det ville blive.

Magtesløshed

Ja, torne i vores kød gør noget andet for os, som vi virkelig har brug for, som også dagens tekst er inde på. De minder os nemlig om vores totale afhængighed af Gud, og de får os til at søge Guds ansigt.

For hvad nu end denne torn i Paulus kød var, så var det helt åbenlyst noget, Paulus var magtesløs overfor. Og fordi Paulus var magtesløs, ja, så kom han til Gud. Så søgte han Guds ansigt for at bede ham om at fjerne den. Men Guds svar til ham var altså min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.

Med andre ord, det Gud siger til Paulus og det er Gud vil lære Paulus og vil lære dig og mig. Det er at denne her magtesløshed, den er rigtig god for os.

Det er godt for os at stå over for situationer, at stå over for vanskeligheder, som vi er fuldstændig magtesløse over for. Men hvorfor er det godt? Hvorfor er det gavnligt for os? Jo, for da er Guds nåde over os. Da er Guds nåde med os.

Men så længe vi ikke erkender vores egen magtesløshed, så længe vi sætter vores lid til os selv, til vores egen magt og styrke, så længe vi sætter vores lid til kødets arm, så vil vi ikke opleve at se Guds store magt udøvet.

Men erkender vi vores magtesløshed, favner vi vores magtesløshed og hviler vi i den, så vil vi også se Guds store magt udøvet i vores liv. Derfor siger Paulus også dette i vers 10, han siger: "Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk."

Ja, når jeg er magtesløs, så er jeg stærk, siger Paulus og kære brødre og søstre, dette er også sandt for os. Når vi står over for umulige og uoverkommelige omstændigheder. Omstændigheder, som vi ikke har nogen som helst kontrol over. Når vi står over for trængsler og forfølgelser. Når vi står over for vanskeligheder for Kristi skyld. Så er vi stærke, fordi så vil vi se Guds store magt udøvet.

Så vil vi se Guds store magt udøvet i forhold til at han bevarer os i sin mægtige hånd. Så vil vi se Guds store magt udøvet i forhold til at bringe os gennem trængsler og igennem vanskeligheder, der er i vores egen kraft og styrke bare er alt, alt for mægtige for os.

Ved disse trængsler vil vi se Gud udvirke gode frugter i os. Det siger Paulus i Romerbrevet kapitel 5, vers 3, han siger: "Så er vi stolte af vore trængsler." Hvorfor? Jo, for som Paulus siger: :fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed og fastheden håb."

Ja, og så vil vi altså også se Guds store magt udøvet i forhold til at se vores liv og vores tjeneste for Kristus bærer god frugt imod alle odds.

De smertefulde torne i vores liv - vanskelighederne i vores liv - de uoverkommelige omstændigheder i vores liv, som vi ved, de kan variere fra person til person. Men jeg tror, at vi alle sammen kan nikke genkendende til ting i vores liv, som vi ikke har nogen magt, og som vi ikke har nogen kontrol over. Ting, som vi har bedt Herren om at fjerne, men som han i sin gode og kærlige vilje har valgt ikke at fjerne. Er det ikke sandt?

Kirkehistorien er fyldt med vidnesbyrd om, hvordan Guds folk har stået over for fuldstændig umulige omstændigheder og vanskeligheder. Men hvordan de i deres magtesløshed har set hen til Gud og søgt hans ansigt, og han har set hans store magt blive udøvet.

Prøv blot at betragte, hvordan den tidlige kirke var oppe imod det mægtige Romerrige, som forfulgte kirken i bølge efter bølge efter bølge af forfølgelse.

Men hvad skete der? Jo, kirken bestod kirken, og evangeliet vandt frem. Men prøv engang at gætte, hvem der ikke er her mere? Nemlig, det er det mægtige Romerrige ikke.

Men kirken og evangeliet er blevet bredt ud til alle kontinenter og har vundet frem trods overvældende modstand. På trods af at kirken har været oppe imod jordiske magter langt, langt større og langt, langt stærkere end hende. Men i hendes magtesløshed har kirken set hen til Gud og set Guds store magt udøvet, og ved Guds nåde er hun blevet bevaret. Og ved Guds nåde har kirken vundet terræn og erobret hendes fjenders porte. Amen.

Smertefulde torne, stor frugt

Da jeg forberedte dette budskab, faldt mine tanker også på missionæren til Indien, William Carey. Jeg kom til at tænke på, hvilke uønskede omstændigheder og hvilke smertefulde torne, som han måtte døje med. Ikke blot var han oppe mod en meget fjendtlig kultur og et folk, der ingen interesse havde i Kristus. Han stod og skulle arbejde på en mark, hvor jorden bare var ufattelig hård. Sådan som jeg også tænker, at vi oplever det her i Danmark. Men derudover så oplevede han også at se sin lille søn dø af sygdom.

Han oplevede at se sin hustru efterfølgende fuldstændig bryde ned psykisk, hvilket også senere medførte hendes død. Men så alligevel så bar William Carries liv og tjeneste stor frugt for Herren i Indien. Hvor evangeliet begyndte at vinde frem efter syv års hårdt, hårdt arbejde, hvor ingen var kommet til omvendelse. Men derefter, så tog det fart, og det gjorde det med Guds nåde og med Guds kraft og med Guds velsignelse.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den store reformator John Calvin. Hvor mange af jer ved, at han stort set konstant var plaget af dårligt helbred?

Hans syn var dårligt, hvilket gjorde, at han næsten konstant var plaget af hovedpiner, der ofte holdt ham vågen om natten. Han havde kronisk astma, han led af migræne, var flere gange også ramt af tuberkulose. Han led af hæmorider, af nyresten og galdesten. Han led af svær gigt og blev ofte ramt af influenza med høj feber til følge. Og ja, vi ved jo alle sammen godt, hvor alvorligt det er, når en mand bliver ramt af influenza.

Men på trods af dette svage helbred på trods af disse omstændigheder, som Calvin var fuldstændig magtesløs over for, ja så bar hans liv og hans tjeneste altså stor stor frugt for Herren.

Calvin han prædikede to gange hver søndag og tre gange i løbet af ugen. Han trænede hundredvis af missionærer, der blev sendt ud fra Geneve. Han skrev en systematisk teologi samt en kommentar serie, der omfattede næsten alle bøger i Bibelen.

Men hvordan? Må vi bare spørge, hvordan kunne dette dog lade sig gøre med så skrøbeligt et helbred? Jo, ved Guds nåde kunne det lade sig gøre. Det kan lade sig gøre, fordi Guds magt blev udøvet i hans magtesløshed.

Ja, kære brødre og søstre, vi skal forstå en ting, og det er, at hvis vi nu selv fik lov at bestemme, er det så ikke rigtigt, at så ville alt i vores liv bare være i den skønneste orden hele tiden. Alt ville bare være som perler på en snor. Alt ville bare være i den skønneste orden med vores helbred, med vores arbejdsliv, i vores hjem og i vores familier og i kirken og i forhold til vores tjeneste for Herren. Det hele ville bare være i skønneste orden.

Virkeligheden er en anden

Men sådan er virkeligheden jo ikke, og vi er bare nødt til at sige; tak Gud for det. For hvis det var vores virkelighed, er det så ikke sandt, at vi meget let og meget hurtigt kunne forfalde til at blive hovmodige og indbildske.

Nej, virkeligheden er, at der bare er så mange ting, som vi er fuldstændig magtesløse over for. Her kan jeg nævne de sygdomme og lidelser, der rammer os, og som begrænser os. Det barn vi mister. Det barn vi har opdraget i troen, som vi har forkyndt evangeliet for igen og igen, som vælger at gå sine egne veje bort fra Herren.

Den ægtefælle, som bekendte sig til troen, men som går på afveje. Situationen på vores arbejdsplads, der lige pludselig tager en meget uventet drejning, og som bringer stor usikkerhed og ustabilitet ind i vores liv.

Eller hvad med den konflikt og splittelse i kirken, der synes at komme ud af det blå, ja nærmest ud af ingenting og vi så den bare ikke komme.

Kære brødre og søstre når disse ting sker, er det så ikke rigtigt, at så bliver vores store svaghed og vores store skrøbelighed udstillet, og så bliver det bare så klart for os, hvor fuldstændig magtesløse vi er.

Men der er det, vi skal fatte mod, der skal vi fatte mod og vende os til Herren og søge hans ansigt. For som dagens tekst siger, så er det i vores svaghed og vores magtesløshed, at hans store magt udøves. Gud er på tronen, og hans nåde er nok for os.

Selv om han ikke nødvendigvis fikser vores problem eller vores situation, så giver han os nåde og styrke til at stå igennem de trængsler og prøvelser, der kommer vores vej, og han bevarer os igennem dem.

Han får endda også vores liv til at bære god frugt på trods af vores svaghed og på trods af vores magtesløshed. Således at der hvor verden kigger med og måske havde forventet at se os kristne blive ramt af modløshed, ser de i stedet, at vi har håb, og vi har frimodighed. De undrer sig.

Der, hvor verden måske havde forventet at se os kristne blive ramt af bitterhed og blive ramt af vrede, ser de os i stedet vokse i taknemlighed. Og de ser, at vi står fast med endnu større fasthed og med fornyet håb og fornyet tro og de undrer sig.

Jeg kender selv flere pastorer, der for længst burde have mistet modet, der for længst burde have givet op. Hvis man ser på, hvad de har stået over for, hvilken modstand de har oplevet. Hvilket arbejdspres, som de har været under, hvor lidt fremgang de reelt har set. Men disse pastorer de står i nu. De står fast. Og de prædiker fortsat Guds ord med stor frimodighed og med håb og med fasthed.

Kære venner dette skyldes ikke dem selv. Dette skyldes Guds nåde. Det skyldes, at Guds magt udøves i deres magtesløshed.

Jeg kender også en kær kristen kvinde, som har oplevet at tabe 6 graviditeter. Er hun blevet bitter? Nej, ikke alene er hun ikke blevet bitter. Men der er faktisk ikke nogen, der jubler højere, end hun gør, når andre kvinder bliver gravide, og når deres børn kommer til verden.

Kære brødre og søstre, dette er ved Guds nåde og virke. Dette er Guds magt, udøvet i hendes magtesløshed, at hun kan bære frugt på denne måde.

Personlig indrømmelse

Kære venner, tiden er også kommet til en personlig indrømmelse. Jeg har også selv oplevet at se meget tilbagegang i kirken i København. Da jeg blev pastor på fuld tid, havde jeg i min hovmodighed en forestilling om, hvordan jeg som fuldtids pastor nu skulle få den kirke til at vokse og blomstre.

Hvad har jeg set? Jeg har set tilbagegang. Jeg har set medlemmer forlade kirken. Og ja, jeg indrømmer, at jeg til tider har været nede over det, og jeg har været modløs over det. Modløse over det faktum, at jeg er magtesløs over at få kirken til at vokse. Men ved I hvad i min magtesløshed er jeg ved godt mod. For jeg ved, at det er i min magtesløshed, at Guds store magt bliver udøvet.

Jeg ved nu, at hvis kirken i København virkelig begynder at vokse og blomstre, så vil det være tydeligt ikke kun for mig, men også for alle andre, at det netop ikke skyldes mig, at det ikke skyldes mine evner, men at det skyldes Herren.

Ja, vi kan også sige, at hvis evangeliet atter begynder at vinde frem i vores land, og mange bliver frelst, og mange bliver føjet til vores kirker, jamen så ved vi, at så skyldes det Herren.

Det leder jo til den helt store pointe i alt det her. Og det er det her handler om, at Gud får al æren. Al ære til Gud for alt, hvad han har gjort. Fordi vi må jo sige, at hvis vi ser en stor vækkelse. Hvis vi ser mange mennesker blive frelst. Så var det noget, der aldrig kunne være sket i vores egen kraft og styrke, men kun i kraft af Gud og hans nåde.

Vi må bare bekende til først og sidst; al ære til Gud for vores retfærdiggørelse og frelse. Den er af hans nåde alene. Men ligeledes må vi også bekende; al ære til Gud, både for den gerning, han har gjort i os og gennem os. Den skyldes heller ikke os selv. Den skyldes Guds nåde, som har været med os.

Må vi da ligesom Paulus være godt tilfredse i vores magtesløshed, velvidende at når vi er magtesløse, så er vi stærke. Fordi i Guds nåde, der udøves Guds magt i vores magtesløshed. Må Herren velsigne sit ord til os i dag. Amen.