Redningsholdet

Hvis I kan fornemme det lidt, så har jeg lidt med stemmen, men det skal ikke forhindre noget i dag, så vi giver den hele armen for Herren. Kommer jeg til at lyde lidt som en teenager, så er det derfor. Min stemme kan godt knække lidt engang i mellem, så det skal I ikke bekymre jer om. Det må I gerne grine lidt af, hvis det er. Det er helt okay. Det gør jeg også.

I dag er budskabet ud fra Judas' Brev, og der er ikke så mange kapitler i Judasbrevet. Der er kun ét, og der bliver det ud fra vers 22 og 23, og jeg tænker bare, at vi prøver at slå det op til at starte med. For jer, der ikke lige er helt med på, hvor det er, så er det efter Johannes' Tredje Brev. Så helt bagerst i Bibelen.

Vi læser fra vers 17 og til og med vers 23, og det gør vi egentlig bare for at få lidt kontekst med og lige at starte det rigtige sted. Men budskabet kommer som udgangspunkt til at dreje sig om vers 22 og 23. Vers 17: "Men I, mine kære, skal genkalde jer de ord, som tidligere er sagt af vor Herre Jesu Kristi apostle, som sagde til jer: "I den sidste tid vil der komme spottere, som følger deres egne ugudelige lyster." Det er dem, der skaber splittelse; de er kun sjælelige, de mangler Ånden. Men I, mine kære, skal opbygge jer selv på jeres hellige tro og bede i Helligånden.

Bevar jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på, at vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed fører jer til evigt liv. Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem, der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop." I og med at vi ikke sådan som menighed har været så meget i Judas' Brev før, og der ikke er blevet decideret prædiket over det, så er min tanke her til at starte med at give jer noget kontekst, give jer noget forståelse for hvem Judas var. Hvilken Judas taler vi om? Give jer et indblik i, hvem det er, der skriver det her brev, så vi også har den forståelse.

Man kan sige, vi er glade for ekspositorisk forkyndelse her i menigheden, og det er ikke det, jeg nødvendigvis laver nu, selvom det bærer præg af det. Men vi starter nærmest inde i slutningen af brevet, og der kan det være meget godt at have lidt kontekst for, hvad det går ud på, og hvem Judas er.

Hvilken Judas taler vi om?

For at gøre det helt klart og tydeligt her til at starte med, så er der ikke tale om Judas Iskariot, altså ham som forrådte Jesus i Getsemane Have. Den mest prominente holdning om, hvilken Judas vi har at gøre med her, er, at det er Jesu halvbror. Altså Judas, der var søn af Josef og Maria og og bror til blandt andet Jakob, som har skrevet Jakobsbrevet. Der er også andre som vil mene, at det er apostlen Judas, Judas Thaddæus, der har skrevet det.

Det er der delte meninger om og et godt argument for, at det ikke er ham, er blandt andet den måde han omtaler apostlene her. Det er umiddelbart ikke som om, at han selv er en apostel. Så det er et godt argument for, at det formentlig ikke er Judas Thaddæus. De fleste protestantiske bibelforskere og dygtige teologer står fast på, at det er Judas, Jesus' halvbror, der har skrevet det her.

Vi bliver lige i konteksten omkring det her med, hvem Judas er, og jeg skal nok prøve at udlægge det mere for jer, men bare lige en indskudt bemærkning nu her, hvor I sidder med det. Prøv at lægge mærke til vers 1 og 2, hvor han introducerer. Der siger han: "Fra Judas, Jesu Kristi tjener og Jakobs bror." Hvis I kender til det græske ord "doulos", for det er det, der står i grundteksten, så betyder det "slave". Det er bare ikke så politisk korrekt, så derfor har man valgt at sige "tjener" i mange bibeloversættelser.

Men oftest når apostle, disciple og folk, der har skrevet brevene i Bibelen, omtaler de sig selv som Jesu Kristi tjenere, så er det faktisk "slave", der egentlig står i grundteksten. Prøv at tænk sig at have vokset op med Jesus som sådan en halvstorebror og faktisk ikke have troet på, at han nu også var den, han sagde, han var, og på et tidspunkt senere hen at skrive et brev, der ender i Bibelen, hvor man omtaler sig selv som hans slave. Så er man pænt overbevist, hvis man kalder sin halvbror for sin herre på den måde, og man selv er slave, ikke? Så det vidner også bare om, at Judas virkelig har fået en stærk åbenbaring om, at Jesus er virkelig Gud.

Han er slet ikke i tvivl, når han beskriver sig selv på den her måde. Han nævner også lige, at han er Jakobs bror her, sådan så hvis man skulle være i tvivl, så er det den Judas, som der er tale om.

Judas' opvækst og alder

Vi kender ikke som sådan Judas' alder her, og vi kan ikke sige noget præcist om, hvor langt han aldersmæssigt var fra Jesus. Den umiddelbare og den generelle overbevisning er, at Judas har været en af de yngre brødre baseret på to steder i Bibelen. Det ene sted er Matthæusevangeliet 13,55. Der kan I godt slå op, hvis I vil.

Der bliver de listet, brødrene, i rækkefølge, og man har det jo med at liste, specielt når man skriver noget. Hvis man bare taler i flæng, så kan man godt sige dem sådan i skæv rækkefølge. Men når man lister noget på skrift, så har man det med at nævne de ældste først. Her i Matthæusevangeliet 13,55 er der sådan en oplistning af brødrene, og der står: "Er det ikke tømrerens søn?

Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?" Her bliver Judas nævnt til sidst, et andet sted bliver Judas nævnt andensidst, og det er i Markusevangeliet kapitel 6, at han ellers bliver nævnt i rækkefølge. Så man kan ikke sige noget helt præcist om, hvor han er, men man mener, at han er en af de yngste brødre her i listen. Jesus er jo den førstefødte. Maria var jomfru, så det giver sig selv.

Så han har jo været den ældste i flokken, Jesus.

Kultur og historisk kontekst

I den kontekst i bibelsk tid, og som jøde, som de jo var i Judas' hjem, der er alle jødiske drenge i den tid blevet oplært i Toraen, det som vi kender som noget af Det Gamle Testamente, og det er de blev oplært i fra en tidlig alder. Han har deltaget i regelmæssige synagogebesøg, og så har han været bekendt med de jødiske højtider. Han har været bekendt med lovene og profeterne. Sabbatten er også noget, de har været vant til at holde.

Det her med, at man ikke må arbejde en dag om ugen. Og så de her årlige fester.Som jøde har man også været til påsken, hvor man har taget til Jerusalem, og man har været vant til læsning af skrifterne, som har været en central del af hans liv. Han vokser op i en tid, Judas... og det gør Jesus jo sådan set også... hvor der er romersk besættelse, og det betyder egentlig bare, at romerne har taget over. De har sagt "nu er det her vores".

Lidt ligesom vi ser, at Rusland prøver på for tiden ovre ved Ukraine. Der formår de så at kæmpe imod. Der er vi ikke rigtig i... altså på det her stadie, der har Israel bare underlagt sig, sagt "fair nok, I er større end os". Det har betydet, at man på det tidspunkt har været i en tid med politiske spændinger.

Man har været i en tid, hvor der har været romerske soldater, der har vadet rundt omkring i deres område. Det har ikke været nødvendigvis super trygt at vokse op i den her tid. Jeg synes ikke nødvendigvis, når man læser skriften, at det er det, man lægger meget mærke til. Man kan godt se det, når man lige hører det, men det er ikke nødvendigvis det, der springer i øjnene på én.

Det er også godt, fordi det er jo ikke det, som det i sidste ende handler om. Evangeliet er det, det handler om, og Jesu lære. Men det er tankevækkende, at det alligevel er sådan et miljø, de er vokset op i, hvor der er nogle fjender, der har taget over. Vi har måske kunne mærke det lidt i vores land senest under Anden Verdenskrig, hvor der lige pludselig var tyske soldater i vores nærmiljøer, som havde noget at skulle have sagt, og hvor vi vidste, at der var store konsekvenser, hvis vi sagde dem imod.

Sådan har det været på Jesu og Judas' tid. Det var det, de voksede op i. Det har også betydet, at der har været en økonomisk byrde i deres tid. Jøderne blev underlagt høje skatter af den romerske stat, og der blev indsat toldere, der skulle sørge for, at der blev trukket ekstra skat til Romerriget.

Jeg ved ikke med jer, men hvis I kunne forestille jer, at I havde jeres eget erhverv. Nogle af jer har, og I tænker "Jamen, det går egentlig ret fint. Vi kan godt holde det kørende, og der er overskud i biksen". Og lige pludselig kommer der nogen udefra og belejrer, og så er det tid til at betale dobbelt skatter, eller hvor meget de nu har lagt oven i.

Det påvirker bare en økonomi. Det påvirker humøret, samfundet, tiden. Nogen har måske ikke kunne holde det kørende længere. Nogen har skullet spare mere, end hvad de synes er behageligt.

Så det er også sådan en tid, Judas og Jesus vokser op i. Men de har også været præget af håbet i den her tid. De har været præget af håbet om Guds riges genoprettelse. Fordi jøderne vidste jo godt, at der skulle komme en Messias.

Der skulle komme en frelser, én der kunne befri dem fra undertrykkelse. Det havde de oplevet meget af, det jødiske folk, gennem tiderne. Der har været babylonerne, der har været assyrerne, der har været egypterne. Der har været flere forskellige... perserne... flere forskellige folkefærd, som har undertrykt jøderne.

Så det er ikke fordi, det er noget nyt for dem som folk at være undertrykt, men de har bare længe gået på det her tidspunkt og ventet på, at der skulle komme en Messias, som kunne befri dem fra undertrykkelse. Romerne satte dem på prøve i den her sammenhæng, fordi de var kendt for at være nogle, der brugte voldsom magtanvendelse. De er kendt for at være nogle, som havde brutale metoder til at undertrykke et folk. Korsfæstelse.

Vi ved, at Jesus blev korsfæstet. Han var ikke den eneste, som blev korsfæstet. Det var der mange andre, der også blev på det tidspunkt, og det blev de for at sætte et skræmmende eksempel på, hvordan det går dem, som går imod Romerriget. Jeg ved ikke med jer, men vi har hørt historier ovre fra USA dengang, at der har været borgerkrig, og der har været en frihedskamp for at gøre afro-amerikanere til nogle, der har de samme rettigheder som resten.

Og der blev der jo brugt, igen, brutale metoder for at undertrykke. Der var lynchning en ting, de gjorde. Altså det med at hænge folk til offentligt skue, for at sige "sådan går det, hvis I prøver at blive frie". Romerne brugte korsfæstelse.

Jeg synes bare, det er en tand voldsommere end at hænge nogen. Det er trods alt lidt hurtigere overstået, hvis man bliver hængt. En korsfæstelse tager lang tid, og det gør nas. Pænt nas.

Det er slet ikke et godt nok ordvalg. Beklager, men det er svært at beskrive, hvor vildt det er, det her med at blive korsfæstet. Jeg tror ikke, man kan forstå det på nogen som helst måde, hvis ikke man selv er den, der hænger på korset. Det er jo tit oppe på en bakketop et eller andet sted, hvor alle kan se dig, og du får lov at hænge der i flere dage, nogle gange uger.

Det er et skræmmeeksempel. Det var dem, som de var undertrykt af. Så det var ikke sådan et behageligt folk, der sådan... "I må gerne have lov bare at være jer. Det er fint.

Vi er her bare. I skal bare betale ekstra skat, så er det fint." Nej, altså, hvis bare der var det mindste oprør mod at blive undertrykt, så havde det store konsekvenser. Så det er det, de vokser op i. Derfor kan man jo godt forstå, at den her messianske forventning - de har hørt profeterne fortælle om, at "der kommer snart en frelser, der kommer snart én, der kan befri jer." - at den bare har stået så soleklart i deres bevidsthed på det tidspunkt, fordi de har gået og mærket længslen efter en Messias; én der skulle frelse dem.

De har tænkt "ham her, der kommer, kommer til at befri os fra den undertrykkelse; han kommer til at sørge for, at vi nu kan have lov til bare at være os, uden at der er nogen, der skal komme og give os ekstra skatter, hænge os på korset, undertrykke vores mænd og få dem til at føle sig små..." Og det er så den tid, Jesus træder ind i, og det er også den tid, som Judas vokser op i.

Messiasforventninger vs. Jesu tjeneste

Når man tænker over, hvordan Jesus kommer og præsenterer sig selv som Messias, så kommer han jo med hans helbredelser. Han kommer med hans undere og hans mirakler. Altså han brødføder 5000 mænd. Han rejser døde.

Han gør blinde seende. Han gør de her mægtige, mægtige ting. Og alligevel er det som om, at de ser ham og tænker "Ja, men romerne er her stadigvæk. Er du virkelig ham, der skal frelse os?

De har jo tænkt, at de skulle befries fra denne undertrykkelse gennem en stor kriger, der kunne sørge for at få lukket ned for det hele. Og Jesus kommer og taler direkte til folk. Han kommer og siger tingene, som de er. Men han kommer også med mildhed, og det er som regel ikke noget, man forbinder med en kriger.

Det er den tid, som Judas vokser op i, og den storebror, han har. Lige for at afrunde Judas, så kan man sige, at vi ser egentlig, at umiddelbart kom Judas ikke til tro på Jesus som Messias før efter, at Jesus genopstod. I Johannesevangeliet 7,5 står der: "For ikke engang hans brødre troede på ham." Så det er først efter opstandelsen, at brødrene kommer til tro på Jesus. Det er vildt at tænke over, at nogen, der har været så tæt på ham, ikke har kunnet se, at han virkelig er den, han siger, han er.

Men det er også vildt at tænke over, at når han så viser sig selv som den opstandne, så er det tydeligt for dem. Det er så tydeligt, så de lider martyrdød og og vil gå igennem ild og vand for at holde fast og prædike evangeliet om Jesus. Det er både Jakob og Judas, vi i hvert fald ved, har gjort det. Så Guds kraft er stor der.

Det var lidt om Judas, og hvem han er, og hvilken tid han er fra.

Judasbrevets hovedtemaer

Judasbrevets primære indhold og budskab er to ting. Det er, at vi skal bekæmpe falsk lære og falske lærere, der infiltrerer kirken. Og så skal vi kæmpe for at holde fast i den sande tro på Jesus. Så det er sådan én pakke.

Det her med at bekæmpe falsk lære og at holde fast i Jesus. Og så er der det her med, at... og det er det, vi skal kigge på i dag... at kæmpe for at redde de brødre og søstre i troen, som af forskellige årsager tvivler i deres tro. Så kæmp imod falsk lære og så redde dem som tvivler. Falsk lære er også noget, der kan være med til at gøre, at man tvivler, så der er også en sammenhæng der.

Men det er ikke nødvendigvis en direkte kobling, der bliver lavet i vers 22 og 23, hvor vi hører om, at vi skal hjælpe dem, som tvivler. Det er ikke sådan, at man decideret kan se, at de tvivler på grund af de falske lærere. Der kan være meget, der gør, at vi som troende kan komme til at tvivle. Mange af os har prøvet det på et eller andet tidspunkt, at tvivlen rammer os.

Har jeg forstået det her rigtigt? Kunne jeg have misforstået noget? Der er vi nødt til at søge sandheden. Det er klart, at fundamentet - det, der sørger for, at vi ikke rammer ud i en kæmpemæssig tvivl - er, at vi holder fast i, at sandheden er at finde her i Guds ord.

Vi kan altid gå til Guds ord for at finde sandheden, hvis der opstår tvivl. Men hvis først det fundament begynder at smuldre for os, så er vi for alvor i fare.

Tre hovedpunkter

Jeg vil komme ind på tre områder i dagens prædiken. Til at starte med kommer det til at handle om tvivl og barmhjertighed. Det er de to keywords i de her to vers. Punkt 2 kommer til at handle om ild, synd og kamp.

Tredje punkt kommer til at være Jesus, den sande redningsmand. Fordi det er nemlig det, han er. Men konteksten har vi fået ordnet. Jeg håber, det har givet lidt indblik i tiden, og hvem det er, vi har at gøre med her.

Så skal vi prøve at kigge nu på det her med tvivl og barmhjertighed. Jeg tænker lige, at vi prøver bare for god ordens skyld lige at læse vers 22 og 23 igen, så vi lige er helt friske på, hvor vi er henne.

Nøglevers: Judas 22-23

Der står - og det er så Judasbrevet, vi er i - "Der er nogle, som I skal være barmhjertige imod, nemlig dem der tvivler; nogle skal I frelse ved at rive dem ud af ilden; andre igen skal I være barmhjertige imod, men med frygt, så I endog skyr den kjortel, der er plettet af deres syndige krop." Så der er nogle, som vi skal være barmhjertige imod, og de her "nogle", som der er tale om her, er dem, der tvivler. Så barmhjertighed og tvivl er de to hovedpointer, der er i de her vers.

Hvorfor taler vi ikke om tvivl?

Tvivl er ikke det mest omtalte emne i kirkerne generelt og måske heller ikke i vores kredse, i det reformerte. Jeg tror måske særligt, det er noget, vi ikke taler super meget om, det her med tvivl. Jeg tror måske, det skyldes vores stærke forståelse af doktrinen om den nye fødsel. Det at vi er udvalgt, før universet er blevet skabt.

Fordi hvordan kan en person, der er blevet en ny skabning og som har oplevet Guds uimodståelige nåde... I'et i TULIP for jer, der kender til det... hvordan kan sådan en person tvivle? Sådan rent rationelt, logisk kan man måske godt stille sig lidt kritisk an og sige: "Hvordan kan personen det, som er blevet en ny skabning?" Men tvivl og frafald er ikke det samme. Tvivl og frafald er ikke det samme.

Jeg synes, vi skal prøve at kigge på Skrifterne og nogle af dem, som oplevede tvivl.

Eksempel: Johannes Døber

Johannes Døber, kan jeg nævne, var en af dem som oplevede tvivl. Jesus kårer Johannes til at være den største af alle profeter, og selvfølgelig er han det, fordi han fik lov at bane vejen for Jesus. Han fik lov at proklamere som den sidste i rækken, at nu er han her. Nu kommer han.

Han kommer lige om lidt. Det er en kæmpe ære at få lov at prædike sådan et budskab til folket. Ikke nok med at han fik lov at bane vejen for Jesus; han fik også lov til at se ham i sin egen tidsalder. Det var der mange andre profeter, der i den grad ikke fik lov til.

Hvis I sidder og nikker og tænker "ja, ej, det er godt nok en stor ære", så prøv at tænke på, at Johannes Døber også fik lov at døbe Jesus. Jeg synes, det er så vildt at tænke over. I Matthæusevangeliet 3,14 forstår vi godt hvorfor, at Johannes siger, som han gør. Han siger: Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Man kan godt forstå, at han har været sådan helt paf. "Hvad sker der her?

Skal jeg døbe dig?" Men det har der været en årsag til, og Jesus har fuldstændig styr på, hvorfor at det er sådan, det skulle være. Vi har at gøre med en mand, der siden han blev født, har været givet en mission om at forberede folk på, at Messias skal komme. Han tager sin mission, som man blandt andet hører om i Esajas' Bog 40,3, så alvorligt, at han bor i ørkenen, mens han prædiker omvendelse. Han lever af græshopper og vildhonning derude.

Pludselig står Jesus dér foran ham, og Jesus beder ham om at døbe ham. Jeg synes, det er vildt. Det må være så vild en oplevelse for ham. Han, om nogen, forstår alvoren af, at Jesus - Gud inkarneret - står der foran ham.

Han nævner selv: "Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd" i Johannesevangeliet 1,29. Så han har en forståelse om Jesus. Efter Johannes har døbt Jesus, så bekræfter Gud for alle og derved også særligt Johannes, at den var god nok. Det er virkelig Messias.

I må godt prøve at slå op med mig i Matthæusevangeliet kapitel 3. Så skal vi læse, hvordan den bekræftelse lød over for dem alle, som var til stede, men også Johannes Døber. Vi skal kigge i vers 16-17. "Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!" Wauw! Efter al Johannes' hårde arbejde ude i ørkenen.

Det er altså en ørken, hvor der er arabiske leoparder, og der er store slanger på den tykkelse her. Han har skullet leve af græshopper, og jeg ved ikke med jer, men jeg vil være klar til at spise noget andet end græshopper efter den omgang. Efter alt dette; mennesker, som bekender deres værste sider overfor ham; han prædiker omvendelse derude; sult, varme, afholdenhed, afskårethed fra resten af folket, jøderne. Efter alt det får han lov at se, hvem der er Messias, og han får lov til at døbe ham.

Og så får han oven i købet den her direkte bekræftelse fra det høje: "Den er god nok. Det her er min søn. Det er den rette, du har fat i, Johannes." og hvad sker der så senere? Da Johannes sidder i fængsel for at have kritiseret Herodes Antipas' forhold til sin brors kone, sender han sine disciple af sted for at tjekke, om Jesus nu alligevel er den rette mand.

Det ser vi i Matthæusevangeliet kapitel 11. Nu hvor vi er i Matthæusevangeliet i forvejen, skal I bare lige slå over i kapitel 11. Der skal vi læse vers 2 til 6. "Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: "Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?" Jesus svarede dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig." Ja, selvom at Johannes havde oplevet alt det, han havde.

Han havde fået så meget bekræftelse på det; han har set Guds herlighed. Set Jesus selv. Det er vel at mærke... Mange af jer ved det nok...

Men Johannes Døber var Jesus' fætter. De boede langt fra hinanden, så de har ikke nødvendigvis set hinanden ofte. Men Johannes får jo simpelthen øjnene åbnet der og forstår, at det her er ikke bare hans fætter. Det er Messias, han har at gøre med her.

Og man ved ikke præcis, hvor meget de har set til hinanden. Men man formoder, at det har ikke været meget nødvendigvis, fordi der har været så lang afstand imellem dem i forhold til, hvor de er vokset op. Men Johannes har set ham med helt nye øjne, da det går op for ham, at det her, det er Guds lam. Men han tvivler.

Han oplever tvivl, og det er et eksempel, jeg tager med for også at lade jer kunne se det her med at tvivl kan ramme os alle sammen. Det er ikke kun noget, som rammer de svage. Johannes Døber var på ingen måder svag. Han var stærk i Herren.

Eksempel: Asaf

Vi ser det også med salmisten Asaf i Salme 73. Der må I også godt prøve at slå op. Salmernes Bog 73. Vers 2 og 3 kan vi lige prøve at læse sammen.

Der står: "Men jeg var nær snublet, mine fødder var nær ved at glide, for jeg harmedes over de overmodige, jeg måtte se de ugudelige lykke." Salmerne har også en bestemt retorik og måde at tale på her, men ikke desto mindre er det gennemgående, at det her er en form for tvivl, han også oplever her. Altså igen, der er ikke tale om frafald her. Han var nær ved at snuble. Han var nær ved at glide.

Men han har været ramt, Asaf.

Eksempel: Disciplene og Thomas

Til sidst i mine eksempler med tvivl... disciplene. De fleste af os ved, at efter Jesus blev korsfæstet, og han nu var død og begravet, eller lagt i graven, så var de temmelig nedslåede, for at sige det mildt. Der herskede stor tvivl iblandt dem om, hvad der nu skulle ske, og hvordan det hele nu egentlig skulle foregå, og om der overhovedet skulle komme noget godt ud af det her. Den måde de agerer på er netop med tvivl.

Vi hører om disciplen Thomas, som decideret siger: "Jeg kommer ikke til at tro på, at han er genopstået, hvis ikke han viser mig naglerne i hænderne, og jeg får lov at mærke." Thomas får nærmest det her øgenavn, Thomas Tvivleren, fordi han tvivlede så tydeligt. Så tvivl, venner, er ikke noget, vi skal være blinde overfor. Det er ikke noget, vi skal afskrive, som om, at det aldrig kan ramme os, fordi det er tydeligt at se i Skriften, at tvivl kan ramme.

Hvordan skal vi svare på tvivl?

Nu hvor vi har kigget på tvivlsaspektet i passagen, så vil jeg, vi skal prøve at kigge på den respons, som vi som troende bør komme med, når vi møder tvivl i vores midte - her i menigheden. Der står jo, at "der er nogle, som I skal være barmhjertige imod", og det er jo dem, der tvivler. Det betyder også, at det er alle, som tvivler i vores forsamling. Ordet barmhjertighed på det græske er "eleo", og jeg udtaler det sikkert ikke korrekt.

Men "eleo" oversættes generelt til "mercy" på engelsk, som vi også kender tit som nåde. Og de steder hvor det anvendes, er det som regel, når der er tale om at have medfølelse. Altså når man har ondt af nogen, og man derved viser dem barmhjertighed. Det er denne form for barmhjertighed, der er tale om.

Det er det, "eleo" udtrykker, og man kan også tænke lidt på det udtryk, som vi også hører om i Skriften: "Forbarm dig over mig". Så det er afgørende, venner, når vi ser på en bror eller søster i troen, som åbner op og nævner et tvivlsområde, de kæmper med, at vi møder dem med barmhjertighed, hvor vi har medfølelse for vedkommende og samtidig ønsker at hjælpe dem.

Hvad barmhjertighed ikke er

Når vi taler om det her med at have medfølelse for andre, så kan vi hurtig forveksle det med den selvfede udgave, vi desværre bliver eksponeret for meget i vores tid. Den her type, som når der er nogen i skolen, som har en knap så fed madpakke med, så kan man nærmest kigge på dem med medfølelse. Altså "uhh, godt jeg ikke er dig!" Men det er jo sådan en slags stolt medfølelse. Medfølelse med hovmod og nærmest hoverende: "Jeg har ondt af dig".

Det er ikke sådan en form for medfølelse, der er tale om her. Det er ikke en "karl smart"-udgave af medfølelse, vi er ude i. Det er en ægte medfølelse, hvor der ikke er stolthed i ens eget sind. Der hvor man nærmest glæder sig til at kunne fremvise ens belærende evner, så vi lige kan få styr på den tvivl der.

Det er ikke sådan en medfølelse, vi er ude i.

Jesus som forbillede i barmhjertighed

Det bedste eksempel, jeg kan give jer her, det er selvfølgelig Jesus. Og der skal I prøve at slå op med mig igen i Matthæusevangeliet, og der er vi i kapitel 9. Det her er ikke som sådan et direkte eksempel på tvivl, men det er et eksempel på præcis den her form for barmhjertighed, vi er kaldet til at vise i sådan nogle situationer med tvivl. Vi skal læse vers 27-30 i Matthæusevangeliet 9. "Da Jesus gik videre derfra, fulgte to blinde efter ham; de råbte: "Forbarm dig over os, Davids søn!" Da han var kommet hjem, kom de blinde hen til ham, og Jesus spurgte dem: "Tror I, at jeg kan gøre det?" De svarede "Ja, Herre!" Da rørte han ved deres øjne og sagde: "Det skal ske jer, som I tror." Og deres øjne åbnedes.

Men Jesus talte strengt til dem og sagde: "Se til, at ingen får det at vide." Men de gik ud og spredte rygtet om ham i hele den del af landet." Igen har vi den her: "Forbarm dig. Vis barmhjertighed." Og Jesus gør det selvfølgelig, og han åbner de blindes øjne og viser dem barmhjertighed. Og man kan sige, at tvivl faktisk på mange måder er lige så alvorligt, som blindhed er. Når man tvivler, så befinder man sig et sted midt imellem tro og vantro.

Hvis man blot kommer på plads igen og får tro, så har det ikke store konsekvenser. Men går det den anden vej, så kan det have ufattelige konsekvenser for ens sjæl og ens ånd, og også dem omkring én. Og det er også derfor, at Judas nævner, at nogle af dem, som tvivler, vil faktisk være nogle af dem, vi decideret skal redde ved at rive dem ud af ilden, om vi ser i vers 23 i Judasbrevet. Vi skal rive dem ud af ilden.

Det viser alvoren, og der kan vi lige så fint springe over i punkt 2: det her med ild, synd og kamp. Tvivl kan jo ende grueligt galt, som jeg lige har nævnt her.

Deconstruction: en moderne udfordring

I USA har der i de sidste 15 år været meget tale om det her begreb, som hedder "deconstruction" i forhold til ens egen tro. Det har været et rigtigt "trendy" begreb, og der er rigtig mange, som har haft medieplatforme, som taler om det her med "deconstruction". Et dansk ord for at det kunne være nedrivning. Den her trend, eller det her term, går ud på, at man i første omgang ændrer sin tilgang til Guds ord.

Man går fra at være overbevist om, at Bibelen er sandhed hele vejen til at være åben over for, at Bibelen kan være upålidelig eller i hvert fald skulle forstås på en anden måde end noget, der er helt igennem sandt. At Bibelen kan være fejlbarlig, og at Gud måske ikke nødvendigvis havde tænkt sig, at det var sådan, at det skulle skrives ned. Det er sådan i sin grundessens, det deconstruction, går ud på; det her med at nedrive sin tro. Det er jo her, at snebolden begynder at rulle, fordi så går det kun én vej.

Jeg siger ikke, at man så bare er færdig, at man er "doomed", og der ingen redning er. Men det, jeg siger, er, at de her mennesker som formår, efter at være gået ud ad den den vej, at komme tilbage på sikker klippegrund og dem som igen finder tilbage til Bibelen og ser den som autoritativ og helt igennem sand, er dem, som fik hjælp. Det er dem, som fik hjælp. For når først du er ude på så dybt vand, at du begynder at flirte med tanken om, at Bibelen virkelig ikke er sandhed, så er der ikke noget under dig længere.

Der er alt for dybt, og du kan ikke selv formå at få dig ud af den suppedas. Kviksand, som vi også har hørt for ikke så længe siden, er et rigtig godt billede på det. Man er havnet i noget kviksand, og man kan bare ikke selv komme ud. Man har brug for, at der er nogen udefra, der kommer og hiver én op af den tilstand.

Mange af jer, der har set "Pilgrim's Progress" eller har læst bogen, kender også til det her sted, hvor han er nødt til at blive hevet ud af det, Christian, og det er jo stærkt, at han bliver det, men det er ved Guds nåde. Det er jo fordi, han får hjælp. Og det er jo så dem, vi læser om i vers 23 i teksten. Det er dem, som bliver revet ud af ilden.

Og hvis man først har købt idéen om, at Guds ord ikke er perfekt, så er der jo ikke lang vej til, at man rives med af verdens idealer. Man kan ligesom se det som en flod, der bare har en stærk strøm. Og lige pludselig er man havnet i floden. Før var man på sikker grund inde på bredden.

Nu er man havnet i floden. Man flyder afsted i stærk strøm. Og det er verdens idealer. Det er verdens normer, som Bibelen ellers har nogle stærke holdninger til.

Det er derfor ikke tilfældigt, at hvis man googler "deconstruction", som jo er tvivl i sin grundessens. Hvis man googler det, så finder man en klar sammenhæng mellem dem, som har været på en rejse med deconstruction, altså det her med nedrivning af ens tro, til at de lige pludselig hopper med på bølgen om at acceptere homoseksualitet, til at acceptere abort, til at acceptere aktivistisk feminisme. Altså ikke den bibelske med at have gode feminine roller, men aktivistisk feminisme. Kvindelige præster, homoseksuelle præster, fri sex og et alt for liberalt og vævende syn på hvem Gud er.

Der er bare sådan en fællesnævner. Hvis man går den vej, som er deconstruction - hvis man går ud af tvivlens veje på Gud og hans ord - så er det dér, man ender, fordi strømmen er bare så stærk.

Kendte eksempler på deconstruction

Nogle eksempler på det... hvis I vil se det med jeres egne øjne, når I går hjem... på nogle kendte mennesker, som folk har hørt om, og jeg forstår godt, hvis I ikke nødvendigvis har hørt om dem alle sammen her. Det er primært en pastor og så nogle musikere. Men Lecrae, en kristen hiphopper. Josh Harris, en pastor, hvis ikke jeg tager fejl.

Derek Webb, en musiker og Audrey Assad. Det er navne på nogle kendte kristne, som har gået denne deconstruction-vej, og som har forladt troen og er blevet så liberale, så man har svært ved at se dem som troende overhovedet på nogen som helst måder. Bare for at nævne det lidt mere konkret for at danne et billede af, hvordan det kan ende: Derek Webb var kendt inden for konservativ bibeltro musik og kredse. Han var gift med Sandra McCracken, som stadigvæk er kendt.

Hun laver musik med Kettys, som vi selv synger lovsang med. Rigtig fin kvinde i troen. Han var forsanger i et kristent band, der hed Caedmon's Call. Han troppede op til Dove Awards.

For jer, der ikke ved, hvad Dove Awards er, så er det et kristent svar på Grammy's, altså en af de helt store awards derovre. Og han troppede op til det her efter hans deconstruction, hvor han så havde make-up på og kjole på og perlehalskæder. Bare for at provokere. Det er ikke sådan, at han var blevet transkønnet eller var blevet homoseksuel.

Det var bare for at provokere. Han har i øvrigt helt åbenlyst nu nævnt, at han ikke er troende længere. Det er sådan, det kan ende, hvis vi går tvivlens vej, hvis vi går den her nedrivnings "deconstruction" vej. Så selvom det kan virke ufarligt det her med med tvivl, så må vi bare erkende, at Bibelen beskriver det som værende tæt på at ryge i ilden.

Og her menes der helvede, venner. Vi læser også i vers 23, at der er nogle, vi skal tilgå med frygt, så vi afskyr synden, der har tag i deres liv. Tvivl, venner, har det med at kunne mindske vores lydighed til Kristus. For hvis nu Kristus slet ikke er den, som Guds ord siger, at han er, hvorfor så adlyde ham til fulde?

Han beder os om at gøre nogle ting, der er ret radikale, så det kræver virkelig en indsats af os at være lydige over for ham. Hvis der er tvivl om, om han nu også er den, som han siger han er, så er det bare en tendens, at man bliver sløset. Det betyder som regel, at man kan have en tendens til at ryge over i syndige veje. Verset her taler også om, at vi er nødt til at forstå, at dem som tvivler, kan være ude i noget synd, som er farligt, ikke bare for dem selv, men også for os, som skal prøve at redde dem og rette dem ind.

Og der er vi nødt til at gøre det med med frygt og med en respekt for, hvad det er, de befinder sig i. Lidt ligesom det her med floden, den stærke strøm. Eller det her med kviksandet. Falder vi selv ned i det kviksand, falder vi selv ud i floden med strømmen uden at have noget sikkerhed, så kan det have store konsekvenser for os også.

Bibelen nævner også det her på andre måder, så det er ikke kun her, vi læser om sådan noget.

Surdej-metaforen: menighedens sårbarhed

Hvis I prøver at slå op i Galaterbrevet kapitel 5, så skal vi kigge på en menighed, som har oplevet noget af det, som der bliver talt om her. Vi skal læse vers 7 til 10. "I var kommet godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden? Det er ikke ham, der kaldte jer, der har overtalt jer til det.

Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. Jeg har den tillid til jer i Herren, at I ikke vil mene andet. Men den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem end han er." Her nævner Paulus det her med, at de var kommet så godt i gang. Hvem har hindret jer i at adlyde sandheden?

Og så nævner han det med lidt surdej. Det gennemsyrer hele dejen og ulydighed. Oprør og sløsethed imod Kristus er bare farligt, ikke bare for dig, men for hele menigheden. Det har det med at påvirke forsamlingen.

Det er også derfor, Paulus skriver til dem som en forsamling her, fordi der er sket noget. Det startede med at være en lille surdej, og så har det bare spredt sig til hele forsamlingen. Det kan starte med, at der er en, der bliver ramt af tvivl, som så bliver ramt af noget synd, nogle syndige problemer, og så spreder det sig bare derfra, og det kan ende grueligt galt. Samtidig så ved vi også, at det kan have fantastiske konsekvenser, når det er det modsatte.

Altså når der er nogen, der virkelig har fanget noget med Gud. Nogen som virkelig har forstået, hvad det handler om. Så er det også som om det gennemsyrer det hele, og det spreder sig. Så det er ikke fordi, det kun går den ene vej det her med surdej-eksemplet.

Men det vidner bare om, at tvivl og synd kan være sådan en snebold, der ruller og som får fat i mange andre end bare den, der bliver ramt til at starte med. Ordsprogenes Bog 27,17 siger, at jern sliber jern. Men hvad sker der, når noget af jernet bliver rustent? Så er der ikke noget, der bliver skarpere.

Så sløves vi. Hvor tit har vi ikke hørt om menigheder, som opløses af umoral fra ledelsens side, eller som splittes, fordi menigheden bliver opdelt i en liberal og en bibeltro lejr? Det starter et sted; det kan tit starte med tvivl. Der er vi nødt til, som Judas beskriver, at tilgå de her personer, som kæmper med tvivl og med synd, med frygt.

Altså med den her respekt for hvad synd er, og hvor farligt det kan være i vores forsamling.

Praktisk case: Ursula og Gertrud

Jeg vil gerne give jer et lavpraktisk eksempel på, hvor galt det kan ende, og hvor farligt det kan være, fordi man kan også godt tale om det meget overordnet, og hvor man selv tænker "Jamen, synd, det er rigtigt nok, det vil vi helst ikke have. Og tvivl, det vil vi heller ikke have." Men hvordan kan det egentlig se ud, det her? Hvordan kan vi som menighed komme til at stå i en situation, hvor vi faktisk ender med at skulle kæmpe imod, og hvor det faktisk kan gå hen og blive farligt? Jeg har prøvet at lave et eksempel til jer, og jeg har selvfølgelig valgt nogle rigtig fine navne til mit eksempel her, som ingen af jer har.

Bare så I ved, at det ikke er jer, jeg taler om. Og jeg kan også sige fra starten af, at jeg har ikke oplevet det her i Nordkirken, heldigvis. Jeg har ikke oplevet det her med os. Det er et tænkt eksempel, men et eksempel, som meget vel kan opstå selv i vores midte.

Så prøv at hør med på mit eksempel her. Så vi har at gøre med Ursula. Hun kæmper med tvivl, og hun er ikke længere sikker på sin tro. Hun er begyndt at lytte til en podcast om, hvordan Bibelen ikke er pålidelig, og hun er i øvrigt vred på Gud over, hvad han har ladet hende gennemgå i sit liv.

De har svære ting, som hun har måttet opleve. Ursula har været en aktiv del af menigheden i tre år. Hun har flittigt deltaget i kvindegruppen, bibelstudie, menighedslejr og så videre. Og så er hun hurtigt kommet ind på livet af os alle sammen.

Hun kender os. I takt med at Ursula begynder at ytre sine kontroversielle tvivlstanker med Gertrud fra menigheden, så lægger Gertrud mærke til, at Ursula er begyndt at bagtale nogle af de andre søstre i menigheden og ikke i et positivt henseende. Så hun taler negativt om de andre. Gertrud har ikke set denne side af Ursula før, men Gertrud har lagt mærke til, at Ursula er begyndt at bruge meget tid med sine kollegaer fra arbejdet, hvor jargonen er en helt anden.

Gertrud står nu over for et valg. Deltager hun i bagtalen og sladderen, eller pointerer hun, at det er bagtale med barmhjertighed og retter fokus på Jesus i stedet? Det er de to valg, hun står overfor. Og se, hvis hun går med på aftalen og sladderen, så går der ikke længe, før hun selv sidder og gør akkurat det samme over for en anden søster i menigheden.

Og så har vi surdejen, som spreder sig. Og det kan sprede sig som ringe i vandet og tage fat og tage fart. Jeg tror på, at I kan følge eksemplet her. Og jeg tror også, at I kan se, hvor galt det kan gå i det her tænkte eksempel, hvis man tænker længere frem.

Bare lige for at følge eksemplet til dørs. Hvordan det kunne se ud, hvis Gertrud formåede at rive Ursula ud af ilden her, samtidig med, at hun forstår alvoren af den situation, Ursula er havnet i. Gertruds barmhjertige korrektion og fokus på Jesus ville blive leveret med kærlighed og ydmyghed. Gertrud kunne have sagt: "Det kan sagtens være, at du har ret, men jeg kender ikke til situationen, og jeg tænker, at det er bedst, at du tager den med vedkommende selv i kærlighed, hvis du mener, at der er et gentagende problem, som det du nævner her.

Men lad mig høre igen om det du nævnte om Jesus, og hvordan du er blevet udfordret af den her podcast, og om hvordan du oplever dig forladt af ham. Se, her får Gertrud ligesom lukket ned for den her bagtale og den her synd. Hun anskuer det også som noget farligt. Det er ikke noget, vi skal vi skal lege med det her.

Det skal vi have lukket ned for på en barmhjertig og kærlig og ydmyg måde. Og så får hun lige rettet fokus over på Jesus, men også hendes tvivl. Fordi vi er redningsholdet her, venner. Det er os, der er kaldet til at være de her nådesmidler, som skal rive folk ud af ilden.

Så vi har også et ansvar her, og det forstår Gertrud. Hun forstår, at hun er nødt til at tage fat i den her tvivl og så holde fokus på det, samtidig med at hun frygter synden, som Ursula er ved at hive hende med i. Hvis hun får anvendt Skriften, hun får anvendt apologetik og Helligåndens ledelse til at få vendt kursen fra Ursula, så får hun faktisk, ved Guds nåde, reddet hende ud af ilden. Og det bliver ikke til skade for alle os andre.

Så det er et eksempel på, hvordan det her kan se ud i praksis i vores midte.

Punkt 3: Jesus, den sande redningsmand

Mit tredje og sidste punkt i dag er, at Jesus er den sande redningsmand. Fordi selvom vi er kaldet til at være nådesmidler for ham til at rive folk ud af ilden, så er det ikke os, der føder folk på ny, det er ikke os, der giver troen, det er ikke os, der i sidste ende er de ægte redningsfolk. Vi er bare ambassadører af ham, der virkelig er den sande redningsmand, og det er Jesus. Så selv om jeg har fortalt, at Johannes Døber og salmisten og disciplene kunne opleve tvivl, så er det egentlig mit indtryk, at de fleste af os, der måske kæmper med tvivl, vil have det med at gemme det væk, prøve at skjule det lidt.

For det er ikke så populært et emne et sted, hvor vi er passionerede omkring Jesus og Bibelen, at fortælle, at man selv faktisk kæmper lidt med det. Men alligevel kan man godt se nogle udsagn engang imellem. Man kan godt se nogle udsagn på det her, noget adfærd, der kan give nogle indikationer på, at der er nogle, der kæmper med tvivl, og det er sådan noget, vi skal lægge mærke til, venner. Det er sådan noget, vi skal spejde lidt efter, fordi Jesus opsøgte det fortabte.

Jesus opsøgte tvivleren, og det skal vi prøve at se på lige om lidt, det her med, at Jesus faktisk er en, der opsøger dem, som ikke nødvendigvis åbenlyst skilter med det. Men man kan kigge efter ændring af adfærd. Begynder de at opføre sig på en anden måde? Har de andre prioriteter i deres liv?

Er samtalen måske ikke så trosrelateret længere, som den var før i tiden, når vi snakker med vedkommende? Eller bruger de lige pludselig meget tid med folk andre steder? Folk som ikke har Kristus som hjørnesten i deres liv? Der er Jesus vores store rollemodel i at se, hvordan vi skal gøre, fordi han kom for at frelse dem, som var på afveje.

Vi kan se på, hvordan han møder Thomas Tvivleren. Nu skal jeg lige se, hvor det var, vi havde det. Det har jeg ikke engang fået skrevet op. Nå, men så må I bare lige høre på mig her.

Men der står: "Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: "Vi har set Herren." Men Thomas sagde til dem: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." Thomas svarede: "Min Herre og min Gud." Jesus sagde til ham: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set, og dog tror." Beklager, at jeg ikke har det specifikke bibelvers her, men det starter i vers 24, kan jeg nævne for jer, og det er taget ud fra Skriften, formentlig Matthæus eller Johannes.

Ja, lige præcis Johannes, ja. Rigtig fint. Tak for hjælpen, venner. Jesus møder jo Thomas her.

Han møder ham som hans ven. Han udrækker selv sine hænder til Thomas. Det er ikke sådan, at Thomas lige skal prikke Jesus på skulderen og sige: "De der hænder, kan jeg ikke lige få lov at se dem?" Nej, Jesus ved allerede, at Thomas kæmper med tvivl, og han kommer ham i forkøbet. Han siger: "Prøv at se, her er de.

Du mærker bare." Så der er noget omkring det her med selv at opsøge den tvivlende. Det gælder også os. Vi er nødt til at se Jesus som vores forbillede her. Så hvis vi ser nogen, som kommer med nogle ytringer, noget som smager af tvivl, så skal vi ikke bare lade det ligge.

Så er man nødt til selv at opsøge den tvivlende. Vi er også nødt til at kigge på, hvordan Jesus møder mennesker, som står i tvivl eller generelt møder mennesker, som står med noget synd; som jeg også nævnte, så hænger det tit sammen ud fra passagen.

Kvinden grebet i ægteskabsbrud: nåde og sandhed

Vi kan se i Johannesevangeliet kapitel 8,1-11. Der må I gerne prøve at slå op med mig. Så skal vi se på, hvordan Jesus møder en situation og en person her, hvor han kunne have gået mange veje. Men vi skal lære af præcis, hvordan han gør.

Der står: "Men Jesus gik ud til Oliebjerget. Ved daggry var han atter på tempelpladsen. Hele folket kom hen til ham, og han satte sig ned og underviste dem. Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud.

De stiller hende foran ham og siger til ham: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder. Hvad siger du?" Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: "Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende." Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden.

Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham. Jesus rettede sig op og sagde til hende: "Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?" Hun svarede: "Nej, herre, ingen." Så sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere." Jeg er helt med på, at vi ikke nødvendigvis har at gøre med tvivl her.

Men vi har at gøre med en kvinde, som har et åbenlyst problem med synd. Hun har begået ægteskabsbrud. Og vi ved jo ud fra Skriften, Gud, og Jesus selv her, hvad han har af holdninger til ægteskabsbrud. Det er noget han ser på med afsky og foragt.

Noget han ser som noget, der er ondt og stygt i sine øjne. Så han kunne have mødt hende med strenghed, og han kunne med rette også have sagt "Hvad? Altså, du er helt skæv på den." Han kunne have sagt så mange ting til hende, og det ville ikke have været forkert af ham. Men det han gør, og det er det, vi skal lære af, er, at han siger blidt og tydeligt til hende, at han ikke fordømmer hende, men han tager også fat.

Han nedtoner ikke situationen. Han tager også fat i det og italesætter synden og beder hende om at omvendte sig fra den. Så når vi har at gøre med en tvivlende, så må vi gøre ligesom Jesus og møde dem med barmhjertighed. Ingen fordømmelse og samtidig italesætte synden, hvis der er synd i deres liv.

Og det er det her med, fra vers 23, at det er der formentlig tit ved den tvivlende. Der er nogen, der har et særligt syndproblem. En bemærkning her er selvfølgelig, at der også er noget, der hedder kirketugt, og det at fjerne det onde fra vores midte, som er bibelsk. Men her er der som regel tale om folk, som ikke ønsker at omvende sig.

Så vedkommende ville måske have sagt... Efter Jesus har sagt til dem, at de skal stoppe med at synde, så ville de sige: "Hvilken synd? Jeg har da ikke syndet. Jeg lever da fint." Så kan vi snakke om kirketugt til den tid.

Eleo: barmhjertighedens betydning

Her afslutningsvist vil jeg rette fokus på på ordet "barmhjertighed". "Eleo", som det er. Det står faktisk i det aktive imperativ i grundteksten. Og det er ikke et grammatisk term, vi anvender så meget i det danske. Det nærmeste, vi kommer, er bydeform.

Fx det her med at sige til nogen: "Spis!" Så ved man godt, at det ikke bare er sådan hypotetisk. De mener faktisk, at jeg skal spise. Og her i det imperative aktive, som grammatikken foreskriver i det ord, vi læser i vers 22 og 23, så er det virkelig noget, der taler om handling. Det er en handlende barmhjertighed, vi har at gøre med her.

Der forventes, at vi ikke bare har medfølelse med nogen og siger "ej, det er også synd... det er virkelig godt nok ærgerligt" og måske taler med sidemakkeren: "har du hørt om det, der er sket der... det er virkelig synd", men at vi faktisk handler på det. At vi er nogen, som er klar til at rive dem ud af ilden. Vi er nogen, der er klar til at gå til dem og være barmhjertige og medfølende i handling. Så det er også vigtigt for at forstå, hvordan det egentlig er påbudt; det er faktisk en formaning, og hvis I nu prøver at slå op i Judasbrevet igen.

Hvis I ser på overskriften for passagen, så står der, at det er en formaning om barmhjertighed, og det viser også, at dem, som har oversat Skriften her, faktisk selv har kunnet se det. Det her med, at det er en formaning til os. Vi er nødt til at gøre det her i praksis.

Opfordring til handling

Så brødre og søstre, lad os være der for hinanden, når der opstår tvivl. Det behøver ikke at være de helt store tvivlsemner som Bibelens ufejlbarlighed. Det kan også være læren om udvælgelse. Det kan være læren om dåb på egen bekendelse.

Det kan være læren om frelsesvished eller læren om helliggørelse og så videre. Vi skal være der for hinanden med barmhjertighed, når der er nogle, der tvivler, uden fordømmelse, men med medfølelse og oprigtig omsorg for hinandens sjæle og åndelige velbefindende. Det er vigtigt, at vi tager det alvorligt det her, for det kan virkelig have store konsekvenser for os alle sammen, hvis ikke vi gør. Så hvis du kender nogen, som kæmper med tvivl, så tag skridtet.

Ræk ud til dem. Få kontaktet dem og tal med dem om troen og om deres liv med en barmhjertig tilgang. Vis dem medfølelse. Alvoren ser vi i vers 23 med ilden.

Vi er de nådesmidler, som Gud har sat til at værne om hinanden. Det er os, der er de nådesmidler, som Gud han har sat til at værne os fra ilden.

Bøn og doxologi

Jeg tænker, at vi skal afslutte med at læse vers 24 og 25 sammen. Fordi det er nogle rigtig gode vers. Der står: "Ham som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.