Retfærdiggørelse og Kristi tilregnede retfærdighed

I dag her til vores reformations gudstjeneste, så fejrer vi ikke bare en en historisk begivenhed, men vi fejrer sandhedens sejr over løgnen, Bibelens udbredelse som et lys i en mørk verden og evangeliets fremgang under stor modstand.

Reformationens protest i starten af det 16. århundrede, det var en protest imod de kræfter, som vil huse løgnen, fastholde mørket og modstå evangeliets sandhed.

Protesten og kampen mod de kræfter, det var en åndelig kamp og det stærkeste våben, det var, og det er Åndens sværd, som er Guds ord. Amen. Guds ord og Guds evangelium måtte ud til almindelige mennesker på deres eget sprog - et sprog de kunne forstå - som Martin har været inde på. Og med forkyndelsen af evangeliet, så måtte det enkelte budskab om frelsen ved troen på Jesus Kristus alene nå ud til de mennesker, som var blevet forført til at tro, at frelse var noget, som man kunne købe sig til.

Her til formiddag skal vi se lidt på, hvad er det for et budskab, vi taler om i relation til, hvad det stod i kontrast til under reformationen? Det, som reformatorerne netop gjorde, var, at de tog Bibelen, og så sagde de, at det er det her. Det er det her, som skal være kirkens ypperste autoritet. Det er Sola Scriptura, og det er Tota Scriptura. Det er hele skriften. Og det er skriften alene. Og her er, hvad Bibelen forkynder os: Bibelen forkynder os Romerbrevet, kapitel 3, vers 24 at: At syndige mennesker ved troen på Jesus Kristus ufortjent gøres retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Jesus Kristus. Det er et budskab og en lære, som stod i skarp kontrast til Romerkirkens forkyndelse. Den skal vi se lidt her på i dag, og hvad var det præcis for en kontrast? Hvor var det egentlig, skoen trykkede her? På hvilket område stod kampen? Det er det, vi skal se lidt på.

Helt overordnet kan man sige, at kampen i forhold til evangeliets renhed, den stod i forhold til læren om retfærdiggørelse. Det vil sige spørgsmålet om: Hvordan er det, at et menneske kommer til at stå ret foran Gud? Det var det helt store spørgsmål. Hvordan kan et syndigt menneske stå ret foran en hellig Gud? Hvad er det, der gør, at Gud kan erklære et menneske for at være retfærdig? Det var det spørgsmål, det centrale skel, kan man sige, der blev sat mellem protestanterne og den romersk katolske kirke.

I løbet af de næste godt 150 år, efter Luther sømmede sine 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg, blev det nødvendigt for protestanterne at formulere meget, meget klart, at det er det her, vi tror på, og det er det her, vi ikke tror på. Og ud af det arbejde, med at formulere vores tro, formulere vores overbevisninger, formulere hvad det er, vi tror på, at Bibelen lærer os - kom der forskellige bekendelsesskrifter ligesom det bekendelsesskrift, vi her i menigheden tilslutter os i høj grad. Det er baptist bekendelsen af 1689.

Hvad Baptistbekendelsen 1689 siger om retfærdiggørelse

Vi skal se på det første afsnit af det ellevte kapitel i bekendelsesskriftet, som vi får op på skærmen nu her. Det skal vi læse sammen. Og det er det kapitel, som omhandler retfærdiggørelse. Jeg ved ikke, om vi kan få hele teksten, men ellers læser vi det bare stykkevis her.

Vi læser at: Dem som Gud virkningsfuldt kalder, retfærdiggør han også frit og for intet, ikke ved at indgyde retfærdighed i dem, men ved at tilgive dem deres synder, og ved at regne dem for retfærdige og modtage dem som sådan, ikke på grund af noget der er gjort i dem eller af dem, men for Kristi skyld alene. De bliver ikke retfærdiggjort på grund af deres tro, deres hengivenhed, eller nogen som helst evangelisk lydighedshandling. De er retfærdiggjort ene og alene, fordi Gud tilregner dem Kristi retfærdighed. Han tilregner dem Kristi aktive lydighed mod hele loven og hans passive lydighed i døden. De modtager Kristi retfærdighed ved tro og hviler i ham. De ejer ikke og virker ikke denne tro selv, den er Guds gave.

Læg mærke til, hvor mange gange bekendelsens forfattere følte det nødvendigt at ikke bare at udtrykke den sandhed, som vi bekender os til, men også at sætte ord på, hvad det er, vi ikke bekender os til. Hvad er det, vi ikke tror på. Ikke ved at indgyde retfærdighed i dem. Ikke på grund af noget, der er gjort i dem. De bliver ikke retfærdiggjort på grund af deres tro. De ejer ikke og virker ikke denne tro selv. De her "ikke". Vi ser de her, som man kalder det, sætnings legeringer. De er der for at understrege, hvad der afvises, og hvad der, kan man sige, protesteres imod, nemlig de usandheder, hvad angår retfærdiggørelses læren som rejser sig op imod kundskaben om Gud og fordrejer Kristi evangelium.

Denne reformatoriske protest var nødvendig og er den fortsat nødvendig i dag? Amen. Den er fortsat nødvendig, fordi angrebene på det bibelske evangelium fortsætter. Det stoppede ikke i tiden under reformationen. Der er fortsat angreb, som vi ser i dag, og de kommer på mange forskellige måder, så det er nødvendigt at være udrustet og være forberedt til at forsvare det bibelske evangelium - det rene evangelium - og Guds menighed må være rustet til det. Guds menighed må være rustet ikke blot til at bekende, hvad vi tror på, men også at forstå, hvad det er, vi ikke tror på og hvorfor. Så i dag skal vi se lidt på det her afsnit i vores reformerte bekendelse. Først og fremmest vil jeg give jer et en historisk baggrund og hernæst det bibelske grundlag og så endelig nogle praktiske anvendelser. Vi begynder med den historiske baggrund. Som sagt, hele formålet med, hvorfor vi fejrer reformations dagen, er motiveret af en dyb taknemlighed til Gud for hans trofasthed i at bevare sin sande kirke fra ødelæggende og dødelig vranglære. De mest dødelige af disse forskellige vranglære - og der var mange - var dem som forvrængede selve hjertet i evangeliet. Læren om retfærdiggørelse ved tro og Kristi tilregnet retfærdighed.

Den historiske baggrund for læren om retfærdiggørelse

I den romersk katolske lære, ser vi disse kætterier komme til udtryk i tridentinerkoncilet, det som på engelsk kaldes for "The Council of Trent". Det var et katolsk økumenisk koncil, som fandt sted i perioden 1545 til 1563, og det var med henblik på at, kan man sige, give deres modreaktion til protestanterne og formulere deres egen bekendelse imod den protestantiske forkyndelse af evangeliet. Det, vi ser i tridentinerkoncilet, er en lære, der siger, at retfærdiggørelse er at Gud gør et menneske til et godt menneske, at han giver mennesket en hellig natur, så at mennesket nu, når Gud gør det retfærdigt, på den måde kommer til at handle og leve ret. Ideen i denne version af retfærdiggørelse er læren om, at en person får en portion af retfærdighed indgydt i sig. Nærmest som var det en indsprøjtning. Vores bekendelsesskrifter siger: Nej! Det er ikke sådan det hænger sammen. Det Bibelen lærer, er ikke en indgydelse af retfærdighed, men en tilregnelse af Kristi retfærdighed til den troende.

Og der er stor forskel på indgydelse og tilregnelse. Meget stor forskel. Og det vil sige, at når en troende bliver retfærdiggjort, så bliver vedkommende erklæret for retfærdig, ikke på grund af noget i den person, men på baggrund af Kristi fuldkomne retfærdighed. Efeserbrevet kapitel 2, vers 8, siger: For af den nåde er i frelst ved tro, ikke på grund af tro, men ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. I modsætning hertil er den katolske doktrin den, at retfærdiggørelse er et resultat af tro plus menneskets egne gerninger. Og disse gerninger indebar bl.a. dåbs sakramentet, der betragtes som et tros sakramente. Vi ser i tridentinerkoncilet, hvordan dens kanon 24 udtaler en forbandelse, en forbandelse over enhver, som siger, at den retfærdiggørelse, der modtages, ikke bevares og forøges over for Gud gennem gode gerninger, men at de gerninger blot er frugten eller tegnet på den retfærdighed, som er blevet modtaget, og ikke årsagen til dens forøgelse. Dem, der siger det skal være forbandet.

Med andre ord, hvis man siger, at ens gode gerninger skyldes det, at man er blevet retfærdiggjort af Gud, så er man forbandet. Hertil så er der kanon 9 i tridentinerkoncilet, der siger, at hvis nogen siger, at synderen retfærdiggøres ved tro alene, så skal han være forbandet. Så vi ser her tydeligt den katolske reaktion imod den protestantiske lære om retfærdiggørelse ved tro alene på Kristus alene uden gerninger. Og med denne reaktion i historien ser vi romerkirkens, modstand imod selve evangeliet, og hvordan dens egen formulering faktisk ender med at stille den romersk katolske kirke som en falsk kirke med et falsk evangelium, der vildleder mennesker i stedet for at vejlede mennesker. Det er de vildledende ting, som bekendelsen konfronterer, som vi har læst her. Og det gør den ved at udtrykke Bibelens lære om, at Gud frit retfærdiggører for intet, dem han kalder uden at indgyde dem retfærdighed. Bekendelsen siger videre, at Gud regner personer retfærdige, ikke på grund af noget gjort i dem eller af dem. Han regner dem retfærdige, ikke på grund af noget i dem eller noget gjort af dem.

Problemet med den romersk katolske lære er, at den forveksler retfærdiggørelse med helliggørelse. Det som i virkeligheden er en guddommelig juridisk erklæring, det er en erklæring, Gud giver, og det ser den som en vedvarende proces, hvorved en person bliver i en proces løbende, mere og mere retfærdig over for Gud, efterhånden som vedkommende tilegner sig Guds retfærdighed gennem sakramenterne bl.a. sakramenterne og gode gerninger. Og disse overbevisninger i den katolske kirke var noget, der udviklede sig over tid. Det ser man gennem kirkehistorien. Der er ikke noget, der bare kommer lige pludselig af sig selv. Nej, det er en løbende udvikling, og der er mange ting. Mange skridt hen ad vejen, hvor tingene kører skævt i den katolske kirke Det nåede simpelthen bare til et punkt, hvor evangeliet blev mere og mere udvandet, forsvandt mere og mere i ubibelske idéer og overtro.

I historien var det mest velkendte punkt her Pave Leo den Tiendes autorisation af køb og salg af aflad, som man kunne købe på vegne af ens afdøde slægtninge. Ideen var, at man ligesom kunne købe sig til, at en selv og ens slægtninge kunne enten undgå eller slippe helt fri fra skærsilden.

Det var her Martin Luthers protest begyndte, fordi han så, hvor korrupt det her var. Så han protesterede. Det er derfor, vi kalder os protestanter. Han protesterede imod den korruption. Han protesterede imod denne vranglære, og det var det, som så satte ild til, og startede den protestantiske reformation.

Da Luther kom til sand frelsende tro, hvad var det, som gjorde, at hans øjne blev åbnet? Det der gjorde det, var, at han lige pludselig forstod, hvad Guds retfærdighed var. Han studerede Bibelen. Han kæmpede sådan med at forstå, hvad det betød, det her med Guds retfærdighed. Det greb hans hjerte, og det var den her lære omkring retfærdiggørelse ved tro blev ligesom hjertet i reformations teologien, at frelsen er af nåde alene ved tro alene på Kristus alene. Luther greb den bibelske sandhed, som forener alle protestanter, uanset kirkesamfund, at retfærdiggørelse modtages af nåde ved troen på Kristus, hvis retfærdighed Gud frit tilregner den troende.

I juridisk forstand, det vil sige, at det er en erklæring af, at nu er den her person, som var en synder, nu står den her person, nu erklæres denne her person som værende retfærdig foran Gud, ikke på grund af dem, men på grund af Kristus. Og det er ikke en indgydelse af retfærdighed opnået gennem gerninger, nej! det er en tilegnelse af Guds retfærdighed. Så her har vi meget, meget, klart eller meget kort beskrevet den historiske baggrund, som vi har for bekendelsens formulering omkring læren om retfærdiggørelse.

Bibelens grundlag for retfærdiggørelse

Men i virkeligheden, så er det vigtigste sådan set ikke så meget, hvad der er sket i historien. Men for at forholde os til denne lære, så er det allervigtigste er, at denne lære og de formuleringer, de bygger på, Guds ord. Amen! De skal bygge på Guds ord. For det er der som sagt, hvor vi har vores autoritet, så det er det næste, vi skal overveje her. Vi skal kigge på det bibelske grundlag. Når vi ser på det her afsnit i vores bekendelse om retfærdiggørelse, så skal der ikke herske nogen tvivl om, at det udtrykker Bibelens egen klare lære om emnet. Afsnittet her begynder med at identificere, hvem retfærdiggørelsens modtager er. De er dem, som Gud virkningsfuldt kalder. Når der står virkningsfuldt, så er det for at understrege Guds aktive virken ved sin ånd i de mennesker, som han kalder, altså Guds aktive og frie nåde i de mennesker.

Første Korintherbrev, kapitel 1, vers 24, taler om dem, Gud har kaldet, at forkyndelsen af Kristus for dem er Guds kraft og Guds visdom. Det læser vi i Første Korintherbrev kapitel 1, vers 24. Det er Guds kraft og Guds visdom, der er i forkyndelsen. Uden Guds kraft til frelse i forkyndelsen, så vil forkyndelsen ikke gøre en forskel. Forkyndelsen gør en forskel, fordi der i forkyndelsen og med forkyndelsen er en Guds kraft, som bliver forløst. Men fordi Guds kraft virker gennem forkyndelsen, så er kaldet i evangeliets forkyndelse virkningsfuldt. Det er virkningsfuldt. Men hvem er det virkningsfuldt for? Ikke alle tilsyneladende. For, hvis det var virkningsfuldt for alle, så ville alle komme til tro. Men alle kommer ikke til tro. Nej! det er virkningsfuldt for - Første Korintherbrev kapitel 1, vers 24 - dem, der er kaldet.

Vi har også set i Johannesevangeliet kapitel 5, vers 44, at ingen kan komme til Jesus, hvis ikke de først er draget af Faderen. Så Faderen drager dem. Og det er en virkningsfuld dragen. Det er et virkningsfuldt kald. Han drager mennesker til sin søn, Jesus Kristus. Det er den virkningsfulde kaldelse, og den er nødvendig, fordi mennesker ikke selv villigt kommer. De kommer ikke villigt til Gud, og det gør de ikke på grund af deres synd. Deres synd gør, at de holder sig væk fra Gud. Romerbrevet kapitel 3, vers 11, siger Der er ingen forstandig, ingen søger Gud. Ingen. Menneskers synd gør, at de er uvillige i forhold til at komme til Jesus. De vil ikke komme, og det er derfor, at Guds kald og hans retfærdiggørelse af syndere er en Guds gave til mennesker. Det er en gave, som Gud giver til dem, Han kalder ved sin nåde. Det er en kæmpe gave. Og derfor siger bekendelsen også, at dem han kalder, retfærdiggør han også frit og for intet. Romerbrevet Kapitel 5, vers 17 kalder denne tilregnde retfærdighed en overvældende nåde og gave. Og i Romerbrevet kapitel 8, vers 30, lærer vi, at dem, Gud har gjort retfærdige, er dem, som han forud har bestemt og kaldet. Det vil sige dem, der er forudbestemt og kaldet af Gud, det er dem, som han retfærdiggør. Amen.

Det er helt klart det, vi ser i Romerbrevet kapitel 8, vers 30. Bekendelsen siger, at når Gud gør syndere retfærdige, så er det ikke en retfærdighed, han indgyder. Nej, Gud tilgiver synderen, og han regner ham som retfærdig. Han accepterer synderen som om, at vedkommende aldrig nogensinde havde begået én eneste synd. Det er sådan, at Gud accepterer os, og denne lære finder vi tydeligt forkyndt i Romerbrevet kapitel 4, vers 5, der siger, at Gud gør den ugudelige retfærdig, idet hans tro regnes ham til retfærdighed ligesom Abraham. Abraham troede Gud, og hans tro blev regnet ham til retfærdighed. Så på den måde er der, som vi så indledningsvis, tale om en juridisk erklæring. Gud erklærer nogle for retfærdige, fordi de tror på ham. Det er en juridisk erklæring, Gud udtaler over den synder, der tror på Jesus, der tror på ham alene, alene på grund af det Jesus har gjort for dem, han har kaldet i sin sonoffer død på korset. På grund af det, Han gjorde, så er tilregnelsen mulig, og det er derfor, at det er i Kristus, som Efeserbrevet kapitel 1, vers 7 siger. Det er i ham, at vi har forløsningen ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde. Det er Jesu blod. Jesu blod udgydt for os, der gør tilregnelsen af hans retfærdighed mulig.

Den retfærdighed Gud giver os nemlig Kristi retfærdighed. Ikke vores retfærdighed, Kristi retfærdighed. Derfor understreger bekendelsen også så stærkt: Det er ikke på grund af noget i os. Vi gør os ikke retfærdige på grund af tro, hengivenhed eller nogen evangelisk lydigheds handlinger. Det er ikke derfor, vi bliver retfærdiggjort. Nej, vi gøres retfærdige, fordi Gud tilregner os Kristi retfærdighed ved nåde alene ved tro alene på Kristus alene. Det er en gave, han giver. Der er ikke nogen præstationer involveret fra vores side. Det er ikke, fordi vi gør A, B, C og så nu kan vi få det. Nej, den eneste part, der har præsteret noget, er Kristus. Han har præsteret noget i sin aktive lydighed, som afsnittet her også taler om i sin aktiv lydighed over for loven og i passiv lydighed i døden. Den sandhed ser vi også i Andet Korintherbrev kapitel 5, vers 21, hvor vi læser, at Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os. Hvorfor? For at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Det er på grund af det, han har gjort for os. Det er fordi han trådte i vores sted og tog vores synd. Vores synd blev lagt på ham, og han sonede vore synder. For hans retfærdighed, kan man sige, kunne blive lagt på os, om man vil tilregnet os. Hvordan modtages og hvordan modtager synderen denne gave fra Gud? Han modtager den ved tro, og det er også det, vi ser i den sidste del af afsnittet.

Her skal vi huske på, hvad Bibelen siger om den tro, hvormed vi modtager frelsens gave. Det er en gave fra Gud. Så troen er en gave fra Gud. Frelsen er en gave fra Gud, og troen er en gave fra Gud. Vi taler her om en dobbelt gave. Gud, Han giver os frelsen som gave. Men for at kunne modtage frelsen, så giver han os troen som gave, hvormed vi kan modtage frelsen, så det er den dobbelte gave.

Alt er fra Gud fra først til sidst, og det er på den måde at Gud får hele æren. Soli deo Gloria! Æren alene tilkommer ham. Halleluja! Amen! Pris Gud! Efeserbrevet kapitel 2, vers 8-9 siger:

For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.  Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. (Ef. 2:8-9)

Praktiske anvendelser af retfærdiggørelseslæren

Så her har vi ganske kort et solidt bibelsk grundlag for det, vores bekendelse siger om retfærdiggørelse. Og for nogle kan de her ting måske synes at være meget teologiske og højtsvævende. Men i virkeligheden er disse sandheder om, hvordan vi gøres retfærdige ved tro, de er faktisk, når man virkelig griber de her sandheder, så er de faktisk enormt frigørende og meget praktisk anvendelige. Og jeg vil sige lidt her til sidst omkring nogle praktiske anvendelser. I må gerne slå op med mig i Første Petersbrev kapitel 3. Vi kan lige tage den sidste del af vers 14:

...frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel;  men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har,  men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer. (1. Pet. 3:14b-16)

Med det her, vi læser i vers 15, at vi altid skal være rede til at forsvare over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har. Så kan vi stille spørgsmålet her: Hvad er det så for et håb, vi har? Hvad er det for håb, vi har? Er det håb, vi har, er det ikke håbet, som vi drager fra sandheden om, at Gud har tilgivet vores synder, og at han har regnet os retfærdige over for ham? Er det ikke det håb, vi har? Bygger vores håb ikke på den sandhed, at den retfærdighed, som vi har fået tilregnet af Gud, er Kristi fuldkomne retfærdighed? Er det ikke også der, vi har vores håb? Og det indlysende svar er naturligvis et stort ja. Amen. Men for at vi som troende altid kan være rede til at forsvare sandheden i det håb, som vi har, så må vi ikke feje det teologiske væk og sige: "Nej, nej, nej, det der med bekendelsesskrifter og kirkehistorie og de ting, der skete, og hvad katolikkerne tror på og alt det der, det er ikke noget, der interesserer mig ret meget". Okay, måske ikke. Men omvendt vil du ikke være rede, vil du ikke være rede til at forsvare det håb, du har? Er vi ikke kaldet til at udruste os? Skal vi ikke kunne sige til nogen: "Nej, nej, det du siger, det er forkert, fordi..." Og så kunne forsvare og begrunde, hvad det er, vi tror på. Hvorfor er det forkert, det du siger dér? Og for at kunne svare på, hvorfor er det forkert, det du siger, skal vi kende Guds ord.

Men vi skal også kende historien, fordi der ligger mange antagelser bag det, folk siger. Fordi det bygger på nogle fejlantagelser omkring, hvad sandheden er. Nej, vi skal være udrustet til at kunne uddybe vores svar med gode argumenter. Vores bekendelse er et rigtig godt redskab til det, fordi vores bekendelse sætter ord på, hvad er det, vi tror på? Og hvorfor tror vi på det? Og så kan man se på, hvordan det bygger på skriften. Vores katekismus undervisning, som vi har, er et rigtig godt redskab til at lade os udruste til at kunne svare på, hvad er det vi tror på? Hvad er det vores håb bygger på? Amen. Og hertil kan jeg bare opfordre jer til, foruden at læse jeres bibel. Læs jeres bibel og læs jeres bibel, kend Guds ord, til også at læse gode bøger, læse gode artikler, høre på prædikener, høre podcasts, høre på andet kristent og bibelsk indhold, som kan forme dine tanker, kan udruste dine tanker og kan give dig et sprog for, kan udruste dig til med gode bibelske formuleringer at forsvare, hvad er det for et håb, vi har i Kristus.

Vi må udruste os, fordi folk vil på forskellige tidspunkter stille os til regnskab for det, vi har, og der siger Bibelen, at vi skal være rede til det. Amen. En anden praktisk anvendelse, som vi kan tænke på, når vi overvejer de dybe sandheder, som vores bekendelse taler om i forhold til retfærdiggørelse, er vores daglige vandring med Gud.

Det er vigtigt at gribe sandheden om, at Gud virkningsfuldt har kaldet os og frit gjort os retfærdige. Ikke på grund af noget i os, men på grund af Kristus. Det er vigtigt at gribe det, gribe de sandheder er enormt frigørende, enormt frigørende. Hvis du kæmper med tanker om at skulle præstere rent åndeligt for at opnå Guds velvilje, så mediter bare et øjeblik på det, vores bekendelse her siger om retfærdiggørelse. Mediterer over, hvad der står her. Du er allerede accepteret af Gud, ikke på grund af noget i dig, men på grund af Kristus. Det er på grund af Kristus, at du er accepteret. Amen. Det er så frigørende.

Prøv at tænke på den byrde, der ligger i den romersk katolske lære. Når katolikkerne skal overveje det håb, vedkommende har, så må vedkommende spekulere på, hvorvidt de gode gerninger, der er blevet gjort, er tilstrækkeligt. Har jeg gjort nok? Har jeg nu gjort det, der skal til, for at Gud vil acceptere mig? Har jeg bedt nok? Har jeg skriftet nok? Har jeg gået til messe nok? Har jeg omvent mig nok? Har jeg læst Bibelen nok på latin måske? Prøv og hør, selv om du ikke er katolik, kære Kristen, så har mange kristne faktisk lignende tanker, som kører rundt i dem. Har jeg gjort nok? Hvorfor er det, at de bekymrer sig om det? Jamen en af grundene til det er, at de ikke har forstået den frigørende lære i retfærdiggørelse ved tro alene på Kristus alene og Kristi tilregnede retfærdighed. Og det kan føre til mismod, og det kan føre til forvirring. Vi må grundfæstes i det her, fordi det er bare så frigørende.

En anden grøft, som kristne kan falde i, fordi de ikke forstår denne læresætning, er, at de bliver overmodige og stolte. Så begynder de at tænke: "Jamen Gud, har gjort mig retfærdig. Nu er jeg retfærdig, og det vil sige, at det står bare fast, og det er der ikke nogen, der kan ændre noget ved, så nu kan jeg sådan set bare slappe af og gøre, hvad jeg har lyst til". Nej, er det det, bibelen lærer os? Nej, absolut ikke. Der er nogen, der tænker sådan: "Jeg er ikke længere fordømt, fordi nu er jeg retfærdiggjort, så nu kører det bare. Nu kan jeg bare køre derudaf og slappe af på alle områder". Det er ikke det, Bibelen siger. Det er en virkelig falsk forståelse, som Bibelen konfronterer direkte. Og det er faktisk en form for hovmod at tænke den form for tanker. Og det er også et udtryk for, at dem, der tænker sådan, faktisk ikke har forstået den pris, som Jesus har betalt for deres frelse.

 En grundfæstet forståelse for læren om retfærdiggørelse, sætter os fri som troende til både at forsvare det håb, vi har, men også til at hvile i det håb, vi har, og til at vandre ydmygt og med taknemlighed til Gud, for det håb, som vi har i ham. Amen.

Jeg vil gerne nævne en sidste praktisk anvendelse, og der er rigtig mange praktiske anvendelser faktisk omkring det her, denne teologiske lære om retfærdiggørelse. Men bare lige en sidste ting her, og det er bøn. Vi har set, hvordan at det at Gud frit retfærdiggør synderen, hvordan det indebærer tilgivelse for vore synder og tilregnelsen af Kristi retfærdighed. Det betyder, at vi, som nu er blevet regnet retfærdig, vi som nu er blevet modtaget af Gud. Vi, som nu er blevet accepteret af Gud i Kristus Jesus, vi kan nu med frimodighed træde frem for nådens trone, få barmhjertighed og finde nåde og hjælp i rette tid. Hebræerbrevet kapitel 4, vers 16. Vi kan træde frem for nådens trone nu, fordi han har gjort os retfærdige, fordi han har accepteret os. På grund af Jesu blod, så kan vi, som før var langt borte, vi kan nu komme nær til ham, og det kan vi, fordi der nu Romerbrevet kapitel 8, vers 1, ikke længere er nogen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Derfor kan vi komme til ham. Der er ingen fordømmelse. Der er ingen skel. Der er ingen afstand.

Jesu blod har draget os nær. Vi, som er kommet til tro på ham, er blevet gjort retfærdige, og vi er blevet genfødt til et levende håb. Vi har modtaget Guds Helligånd. Romerbrevet kapitel 8, vers 15, som beskriver det som en ånd, der giver os barnekår. Vi er blevet Guds børn, og i den ånd råber vi Abba Fader. Han har renset os for vore synder. Han har vasket os rene, Han har gjort os til sine egne. Det betyder, at vi ikke behøver at komme til en eller anden jordisk præst for at skrifte. Nej, vi har Kristus. Vi har vores store himmelske ypperstepræst, der går i forbøn for hver enkelt af os, og gennem ham kan vi nu komme direkte til Gud, idet vi er dækket af Kristi fuldkomne retfærdighed. Vores adgang til Faderen er fuldstændig uhindret.

Brødre og søstre, prøv at tænk på, hvad det betyder for vores bønneliv. Prøv at tænke på, hvad denne lære betyder for den måde, vi kan tænke på, når vi kommer til Gud i bøn. Det er så frigørende. Vi kan drage nær til Gud. Han kan drage nær til os. Vi kan have samfund med ham i Ånden. Vi kan have fællesskab med vores far i himlen. Det er et fantastisk privilegium, som vores bekendelsesskrifter minder os om, at vi har. Og vi har det, fordi han har gjort os retfærdige. Lad os takke Gud for denne sandhed om retfærdiggørelse. Lad os bede ham om, at vi fortsat må forankres i dens frigørende kraft, og at vi også med det må udrustes til at forsvare det håb, vi har. Leve og vandre i vores håb og være et folk, der søger Gud ivrigt, fordi vi har et sådant håb i ham.

Amen.