Åndens frugt - Venlighed

Vi er kommet til det femte kendetegn på Åndens frugt i dag, som er venlighed. Vi har de her ni kendetegn, som står i Galaterbrevet 5, 22-23. I den her prædikenserie går vi simpelthen igennem kendetegnene et for et, fordi det er vigtigt for os at forstå, hvad de betyder, og hvad de går ud på. Det er noget af det, som er helt centralt for det, Gud vil gøre i os og med os — den måde han vil, vi skal leve på, så vi kan bære frugt, som ærer Gud og gavner vores næste.

Det er et samarbejde med Helligånden. Åndens frugt er noget, han virker i os, fordi det er umuligt for os at bære frugt i egen kraft. Men Helligånden, som bor i enhver, der tror på Jesus, han giver os kraften, evnen og lysten til at bære frugt for Gud. Det er vigtigt, at vi forstår, hvordan vi må leve, så vi kan få indblik i de her ting, sådan at vi med de valg, vi træffer hver dag, kan være med til at omvende os fra de ting, som er forkerte, og sætte alt ind på at vokse i de ting, som er rigtige — de ting, som ærer Gud.

Åndens frugt er det, som kendetegner Gud selv. Det er de karaktertræk, vi også ser udfolde sig i Jesu liv, mens han vandrer på jorden. For at få et bedre billede af, hvordan Åndens frugt ser ud, har vi de forrige gange kigget nærmere på, hvem Gud er, hvordan Guds kærlighed er, og hvordan Guds glæde, fred og tålmodighed er.

Når vi begynder at tale om Guds venlighed, kan der godt være noget, som måske ikke klinger helt rigtigt. Det kan komme til at lyde lidt overfladisk og hverdagsagtigt at beskrive Gud som venlig. Det Nye Testamente er som bekendt skrevet på græsk, og det græske ord for venlighed, som står her i Galaterbrevet 5, står i alt 14 steder i Det Nye Testamente. Men sjovt nok er det kun her i Galaterbrevet 5, 22, at det er oversat med venlighed. Alle andre steder er det oversat med godhed, og et enkelt sted er det oversat med mildhed.

Så hvorfor bruges ordet venlighed her i forbindelse med Åndens frugt? Det gør det ganske enkelt, fordi godhed allerede er taget. Det er jo det næste ord i rækken, og det vil ikke give så meget mening at skrive godhed to gange i træk. Så det er sådan en speciel situation med den danske oversættelse. Venlighed er måske ikke nødvendigvis det bedste ord, men omvendt er det heller ikke noget dårligt ord. Det kræver bare, at vi graver lidt mere ned i, hvad Gud lægger i det, som på dansk er oversat med venlighed.

Det er det, vi skal gøre i dag — udvide vores forståelse lidt af, hvad bibelsk venlighed er, og hvad det betyder, når vi som kristne kaldes til at være venlige. Lad os læse versene sammen fra Galaterbrevet 5, 22-23:

"Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod!"
Galaterbrevet 5, 22-23

Hvad er venlighed?

Hvis jeg umiddelbart skal forestille mig en venlig person, så tænker jeg på en, som er rar og imødekommende og hjælpsom. Man kan hurtigt mærke det på mennesker, når man møder dem, hvordan de er minded. Mange mennesker har travlt og er optaget af deres egen agenda. De udveksler kort og kontant de mest nødvendige ord og får gjort det, som er påkrævet, og så skal de videre i deres eget program. Men indimellem støder man på nogen, som har god tid, som har et smil på læben og et smil i stemmen, og som måske gør noget ekstra for at hjælpe en. Alle de her ting er en del af det at være venlig. Det er måske det, vi umiddelbart forstår, når vi i daglig tale taler om venlighed.

Men venlighed i Bibelen går lidt dybere end det. Det engelske ord, som er brugt her i Galaterbrevet 5 i forhold til Åndens frugt, er ordet kindness. Det er et ord, der rummer lidt mere dybde, og som måske også giver lidt mere mening at tale om i forhold til Gud. Vi taler om God's kindness.

For at forstå vores danske ord lidt dybere, kan det være en hjælp for os at tænke på, hvordan vi vil behandle en ven. Det er jo det, venlig betyder. En venlig person er en, som opfører sig som en ven. Så venlighed handler om omtanke og omsorg, om at være opmærksom på andres behov og at hjælpe der, hvor man kan — også selvom det måske er til ulejlighed for en selv. Man går gerne en ekstra mil for en god ven. Man er interesseret, spørgende og opsøgende i forhold til, hvordan man kan hjælpe dem, hvordan man kan være en opmuntring for dem. Også selvom det ikke er noget, der er forventet af en, så vil man gerne vise, at man holder af dem og gør det godt for sine venner.

Med den definition af venlighed som det at være en ven over for andre, nærmer vi os lidt mere det, som Bibelen taler om, når den taler om venlighed. Vi må gerne slå op i Kolossenserbrevet det tredje kapitel. Mange af de her vers, vi kommer til at læse, er det ikke ordet venlighed, der står — der er det ordet godhed. Kolossenserbrevet 3, 12 lyder:

"Iklæd jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed."
Kolossenserbrevet 3, 12

Her er det det græske ord for venlighed, som her er oversat med godhed. Så der står egentlig: iklæd jer venlighed. De andre ord, som står her i sammenhæng med, er nogle ord, som er nært beslægtede, og som på mange måder er synonymer for hinanden eller som er med til at uddybe. Når Paulus i stedet for bare at bruge ét ord, bruger fem ord, som han gør her, så giver det også en lidt bredere forståelse af, hvad det er, han har i tanke, hvad det er, vi som kristne skal iføre os.

Så de her ord kan hjælpe os med at få en lidt dybere forståelse af venlighed. Det første ord, vi har, er barmhjertighed. Bibelsk venlighed går hånd i hånd med barmhjertighed — det at gøre godt mod andre, også dem, som ikke har fortjent det, eller dem, som ikke kommer til at gøre noget godt tilbage igen.

Det næste ord er ydmyghed. Bibelsk venlighed kræver ydmyghed. Det kræver, at vi er i stand til at se ud over os selv og sætte os selv sidst. Filipperbrevet 2, 3-4 siger:

"Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel."
Filipperbrevet 2, 3-4

For i sandhed at være venlig må du sætte dig selv lidt til side og være optaget af mennesker omkring dig. Hvad er deres behov? Hvordan kan du hjælpe dem? Hvordan kan du opmuntre dem?

Dernæst har vi ordet mildhed. Det at være mild forstår vi måske bedst som en modsætning til det at være streng eller hård eller kold. Mildhed rummer en velvilje og imødekommenhed over for andre — at man er villig til at bære over med andres fejl og ikke være for hurtig til at dømme dem.

Det leder os videre til det sidste ord, der står, nemlig tålmodighed, som vi også talte om i forrige prædiken i den her serie. Af natur er vi mennesker meget hurtige til at dømme hinanden. Hvis der er andre mennesker, som gør noget, der generer os, eller noget, vi ikke bryder os om, eller optræder på en måde, vi ikke har det godt med, så er vi meget hurtige til enten at tage afstand fra dem eller at tale eller gøre noget negativt og sårende som respons over for dem. Med andre ord kommer vi meget let til at handle uvenligt og direkte fjendtligt over for andre.

Her er det tålmodighed, som hjælper os til at stoppe op og tænke efter. Det talte vi om sidste gang — at vi skal stoppe op og tænke efter, før vi handler. Bliv blot vrede, men synd ikke, talte vi om. Tålmodighed er forudsætningen for, at vi kan være venlige over for folk, som måske ikke er venlige mod os. For så er vi villige til at være tålmodige, villige til at bære over med dem og handle venligt i stedet for fjendtligt over for dem.

Venlighed mod fjender og fremmede

For det er jo let nok at være venlig over for dem, som er venlige mod os. Det er let at være venlig over for dem, man holder af og har det godt sammen med. Det er langt sværere at være venlig over for dem, man har det svært med, dem man måske umiddelbart ikke bryder sig om eller ikke forstår. Eller måske i det hele taget over for mennesker, man ikke kender — fremmede mennesker. Dem lader man lidt gå for sig selv. Dem skal vi helst ikke forstyrre eller forstyrre. Så dem er vi heller ikke så naturligt tilbøjelige til at være venlige over for.

Men det er netop i sådan nogle situationer og over for sådan nogle mennesker, at Gud i en særlig grad kalder os til at være venlige og gode mod andre. I den forbindelse må I gerne slå op i Lukasevangeliet 6, hvor vi læser vers 27 til 36. Det er en passage omkring fjendekærligheden. Vi kommer ikke til at gennemgå den så grundigt, men der er nogle principper i den her tekst, som også er vigtige at få med i forhold til venligheden.

Jesus siger her i vers 27:

"Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer."
Lukasevangeliet 6, 27

Og i vers 32:

"Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Også syndere elsker jo dem, de selv bliver elsket af."
Lukasevangeliet 6, 32

Med andre ord, hvad særligt er der ved at være venlig over for dem? Det kan de fleste mennesker finde ud af. Igen i vers 33:

"Hvis I kun gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere."
Lukasevangeliet 6, 33

Der er ikke noget særligt i at behandle dem godt, som behandler en selv godt, eller at være venlig mod dem, som er venlige mod en selv. Så det Jesus forklarer sine disciple her, er, hvad venlighed i virkeligheden går ud på. Det handler ikke bare om at være søde og rare ved hinanden. Som der står i vers 35:

"Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde."
Lukasevangeliet 6, 35

Det, vi ikke umiddelbart ser i den danske bibel, er, at det her ord venlighed kommer ind igen i det, der står efterfølgende. På dansk står der god, men på græsk er det det samme ord som venlig. Vi kunne læse det som, at Gud er venlig mod de utaknemlige og onde. Det er det samme ord, som vi har her, og som vi har i forbindelse med Åndens frugt — venligheden.

Det lyder stadigvæk lidt specielt måske at tale omkring Guds venlighed. Men det, vi skal forstå, er, at Jesus kalder os til at vise venlighed og godhed mod dem, som er utaknemlige og onde, fordi Gud selv er god og venlig over for dem.

Guds venlighed mod fjender

Hvordan ser det ud, når Gud er venlig over for utaknemlige og onde? Hvordan skal vi forstå det? Det skal vi se på.

Gud har skabt verden. Han har skabt alting i kærlighed, fordi han ønskede at dele ud af, hvem han er. Han skabte os mennesker i sit eget billede. Han skabte os til at nyde fællesskabet med ham, til at herliggøre ham og glæde os i ham for evigt. Men vi mennesker — hver eneste en af os — har gjort oprør mod Gud. Adam og Eva lagde linjen, og vi andre har fulgt den siden. Vi har brudt Guds lov. Vi har vendt ham ryggen og er gået vores egen vej.

Vi er født i synd som fjender af Gud. Vi er utaknemmelige. Vi har det med at beklage os. Vi har det med at være selvoptagede og selvhævdende. Og i bund og grund er vi onde — i hvert fald sammenlignet med Gud.

Gud, som er ham, der har skabt alting, som har elsket os og givet os alt, hvad vi har — han har givet os jorden, vi lever på, den friske luft, vi indånder, solen, der skinner på os og varmer os. Han er i sin fulde ret til at dømme os for det, vi har gjort mod ham, for vores oprør. Faktum er, at hver eneste en af os fortjener at være i helvede lige nu for det, vi har gjort, som en evig straf for den synd, vi har begået mod Gud. Gud, som er hellig og mægtig og almægtig og retfærdig — han kunne have udslettet os for længst. Det ville have været det eneste rigtige og retfærdige af ham at gøre.

Men det har han ikke gjort. Vi er her stadigvæk. Den eneste grund til, at vi stadigvæk lever og ånder, er, at Gud har valgt at vise os godhed. Han har behandlet os venligt, selvom vi har behandlet ham fjendtligt. Det er det, der er kernen i den her venlighed, som Bibelen taler om: at Gud har behandlet os langt bedre, end vi har fortjent.

Han har ikke bare ladet os leve, men i stedet for at straffe os har han sendt sin elskede søn til jorden for at dø for os. Guds venlighed og godhed mod os er så ekstrem, at han er villig til at tage den synd, som vi har begået mod ham, og lægge den på sin egen søn og straffe ham i vores sted, så vi kan gå fri.

Alt det gjorde han, mens vi var hans fjender. Romerbrevet 5, 10 siger:

"For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde."
Romerbrevet 5, 10

Hvis du omvender dig fra din synd og tror på Jesus Kristus som din frelser og overgiver dit liv til ham, så behandler Gud dig ikke længere som sin fjende, men som en ven. Det er ikke noget, du kan gøre dig fortjent til. Det er ikke, fordi du er rar eller er på en bestemt måde eller er ihærdig eller oprigtig. Nej, Gud giver det som en gave, som du må tage imod i tro.

Det er i sandhed venlighed at behandle sine fjender på den måde. Det er sådan, vi ser, at Gud, den Højeste, er god mod utaknemlige og onde. Han har handlet venligt mod os på trods af vores fjendskab over for ham.

Johannesevangeliet 15, 13 siger:

"Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner."
Johannesevangeliet 15, 13

Det er det, Jesus har gjort. Han har behandlet os som sine venner ved, at han gik i døden for os, mens vi var hans fjender. På korset råbte Jesus: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Med det demonstrerer han det, som han selv siger her til os i Lukasevangeliet 6, 28:

"Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer."
Lukasevangeliet 6, 28

Så radikalt er Guds godhed og venlighed. Han kalder os som hans børn til at efterligne ham — som teksten her også slutter af med. Vers 36:

"Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig."
Lukasevangeliet 6, 36

De her ord, vi har i Galaterbrevet 5, 22 om venligheden, handler ikke bare om at smile til verden, og så smiler den tilbage til dig. Det handler om noget langt større — om barmhjertighed, om gavmildhed og selvopofrelse. Det handler om at elske mennesker omkring dig. Det handler om at låne ud uden at håbe på at få noget tilbage igen, som Jesus siger her.

Det handler om at være venlig selv mod mennesker, der er utaknemlige over for dig — måske endda mennesker, som har behandlet dig dårligt, som har bagtalt dig eller snydt dig, lyvet om dig eller givet et dårligt rygte omkring dig, eller måske stjålet fra dig eller på en eller anden måde virkelig handlet uvenligt og fjendtligt over for dig. Det er dem, vi er kaldet til at være venlige over for. For det er jo sådan, vi selv har været mod Gud, og alligevel har han handlet godt og venligt mod os.

Gud handler mod os i mildhed, selvom vi fortjener hans strenghed. Selvom vi gang på gang svigter ham, holder han ikke op. Han har været tålmodig med os langt ud over det rimelige.

Den venlighed, som Bibelen taler om, er en overnaturlig venlighed. Det er en venlighed, som den her verden ikke kender og ikke kan frembringe. Verdens naturlige vej er sådan lidt hårdt mod hårdt, og du får, som du har fortjent. Men Gud kalder os til at være anderledes. For at kunne være det, har vi virkelig brug for Åndens hjælp. Det er derfor, venlighed er en Åndens frugt.

Jesus som Guds venlighed i kød

For at få et lidt bedre billede af, hvordan venlighed kan se ud i praksis, er der to ting, vi skal gøre her. Det første er at se på Jesus, som er Guds godhed og venlighed kommet i kød. Da Jesus vandrede her på jorden, var det Guds godhed og venlighed, der vandrede iblandt os.

Omkring Jesus læser vi et par steder, at farisæerne anklagede Jesus for at være ven med toldere og syndere. Hvorfor gjorde de mon det? Det gjorde de selvfølgelig for at håne og spotte Jesus, men der lå noget dybere bag — noget, som farisæerne havde det virkelig svært ved både at forstå og acceptere.

Det var ikke fordi, Jesus var, som man skal sige, den bedste kammerat med toldere og syndere, men det var, fordi han behandlede dem venligt. Han gjorde godt imod dem. Han havde medfølelse med dem, og han underviste dem om Guds rige. Han tog sig af dem, helbredte de syge og gav dem mad at spise og så videre. Det kunne farisæerne hverken forstå eller lide, fordi toldere og syndere ligesom var et udtryk for bunden af samfundets rangstige.

Dem havde farisæerne ikke meget til overs for. De var ligesom eliten — det var i hvert fald deres egen forståelse. De var eliten af det jødiske samfund, og de holdt sig langt væk fra dem, som var mindre værdige, eller som levede mere åbenlyst i synd, end de gjorde. Men Jesus var helt anderledes. Han gik til dem, som ingen andre ville have noget med at gøre. Selv spedalske, som var enormt isoleret på grund af deres sygdom, blev Jesus ikke afskrækket af.

Adskillige steder i evangelierne står der, at Jesus ynkedes over skarerne, og han tog sig af dem. Det var ikke, fordi det var søde og rare mennesker. Det var syndere, der havde brudt Guds lov. Det var mennesker, som var på afveje på alle mulige måder. Mange af dem endte også med at afvise Jesus, men alligevel kom Jesus til dem og gjorde godt imod dem. Han underviste dem om Guds rige, og han kaldte dem til omvendelse. Han indbød dem til at finde frelse hos Gud, og han handlede på den måde venligt mod dem.

Så en af de måder, hvorpå vi kan forstå venlighed, er at se på Jesu barmhjertighed — den måde, han tog sig af mennesker på. Særligt de mennesker, som ingen andre ville have noget med at gøre. Dem var Jesus venlig over for.

Modsætninger til venligheden

Det andet, vi kan gøre for at få et bedre billede af venligheden, er ved at se på dens modsætninger. Selvom vi som kristne ønsker at være venlige og gå i Jesu fodspor med at gøre godt mod andre, kommer vi ofte meget let til kort. Lad os prøve at se på nogle af de ting, vi kan komme til kort på, og som kan hindre os i at være venlige i bibelsk forstand.

Det første er at være egoistisk eller selvisk som en modsætning til at være venlig. Når du sætter dig selv først, kan du ikke være venlig over for andre. Hvis du kun tænker på dig selv, på dine egne behov, så er du slet ikke opmærksom på din næstes behov. Eller i hvert fald er du ikke villig til at sætte dig selv til side for at kunne gøre godt mod andre. Det kan særligt være et problem, hvis vi selv synes, vi har rigeligt at se til, hvis vi er trætte og udkørte eller har travlt og er stressede. Så kommer det ofte sådan, at det er os selv, der kommer os nærmest. Men alle de her ting er ikke nogen undskyldning for at være uvenlig mod andre.

En anden modsætning til venlighed er at være fræk eller grov. Det er måske særligt en advarsel til den yngre generation, og især hvis man ser tv og YouTube og så videre. Der er så meget indhold. Der er mange tv-serier, der har frækhed og grovhed — den her uforskammethed — som et bærende element i deres humor. Det er blevet underholdende at se på folk, der på de mest kreative måder fornærmer hinanden og sviner hinanden til. YouTube er fuld af mennesker, som pranker hinanden, som laver forskellige underlige eksperimenter for hinanden for at skabe indhold. Det kan godt være, der måske er 1% af det, som er meget uskyldigt, men så meget af det er groft og i den grad uvenligt. Det er simpelthen blevet populært, og det er blevet en form for det, vi underholder os ved at se på — folk, der er uvenlige mod hinanden. Det er noget, vi skal passe på ikke at komme til at samle op i vores egen måde at tale på, vores egen kultur, vores egen måde at omgås hinanden. For det har ikke så meget med Jesu venlighed at gøre.

En tredje modsætning til venlighed er at være streng eller hård. Det er ofte en udfordring, hvis man har travlt eller har høje forventninger til andre. Det kan være, man bare prøver at opdrage sine børn eller dirigere et eller andet projekt på arbejdet eller i andre sammenhænge, men ud af munden på en flyver der kommandoer og bebrejdelser til højre og til venstre. Lige pludselig kan man godt se, at det handler ikke så meget om andet end, at jeg får det sådan, som jeg gerne vil have det. Det bliver på bekostning af mine medmennesker. Det er lige modsat venlighed, som er villig til at sætte sig selv til side for at gøre godt imod andre. Det betyder ikke, at vi ikke kan tale andre til rette eller opdrage vores børn, men vi må gøre det venligt og i kærlighed.

En fjerde modsætning til venlighed er at være kritisk eller strid. Kritiske ord er ikke venlige ord. Kritiske ord er ikke med til at bygge op, men de er med til at bryde ned. Vi skal passe på ikke at undskylde os med, at jeg siger bare min mening — det er vel okay. Det er okay at sige sin mening, men det er ikke okay at gøre det på en uvenlig måde. Vi er kaldet til at tale venligt og respektfuldt over for hinanden.

Vi vil gerne prøve at slå op i Efeserbrevet det fjerde kapitel. Der er et fantastisk godt vers i Efeserbrevet 4, 29, som jeg selv også har mediteret på af flere omgange, fordi de ord, der kommer ud af vores mund, fortæller meget om, hvad der bor inde i os. Det er særligt også på nogle af de områder, hvor venlighed kan blive sat på prøve — hvordan vi taler til hinanden, hvordan vi omgås hinanden. I Efeserbrevet 4, 29 står der:

"Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det."
Efeserbrevet 4, 29

Sådan er venlige ord. De er til velsignelse og opbyggelse for dem, der hører det. Lad det være en huskeregel i forhold til venlighed også.

Vi har set her fire forskellige modsætninger til venligheden. Faktisk, lige et par vers længere nede, giver Paulus selv en liste af modsætninger. I Efeserbrevet 4, 31-32 står der:

"Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus."
Efeserbrevet 4, 31-32

Her er det igen ordet for venlig, der står: vær venlige mod hinanden. Vær barmhjertige. Tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

Hvordan vokse i venlighed?

Det, vi har set i dag, er, at kristen venlighed eller bibelsk venlighed handler ikke bare om at være høflig og have en smilende attitude, men det handler om omsorg og medfølelse for andre — en omsorg, som ikke kan lade være med at opsøge muligheder for at gøre godt, også selvom mennesker ikke har fortjent det.

I en kold og hård og fortravlet verden kan kristen venlighed betyde en verden til forskel. En venlighed, som ikke bare er passiv, men er opsøgende og opmærksom og spørger: Hvem kan jeg vise venlighed i dag? Hvordan kan jeg behandle min næste med venlighed?

Et venligt ord, en opmuntrende bemærkning, en hjælpende hånd, en omsorg for de svage, en imødekommenhed over for fremmede og en mund, som er villig til at dele evangeliet på trods af risikoen for at blive afvist — det er alle sammen måder, vi kan være venlige i den her verden.

Ved at være venlige og vise godhed kan vi på den måde lade Guds lys skinne ind i en mørk verden. Da Jesus og apostlene vandrede på jorden, gjorde Gud mange mirakler ved hænderne af dem for at demonstrere Guds riges kraft og bringe kærlighed og hjælp til de svage. Men kristen venlighed, som vi har talt om her i dag, er et af nutidens mirakler. Ved at være venlig og gøre godt mod mennesker kan du være med til at bringe Guds overnaturlige kraft ind i den her verden. Det kan være med til at smelte menneskers hjerter og skabe en åbenhed for evangeliet.

Du spørger måske: Hvordan kan jeg vokse i venlighed? Hvordan kan jeg lære at være venlig? Er det at bide tænderne sammen og sige: fra nu af vil jeg være venlig? Det kommer formodentlig ikke til at hjælpe ret langt. Som vi har talt om, er det en Åndens frugt, som flyder ud fra Guds hjerte. Husk på, at du er en gren på træet, som er Kristus. Kristus er vintræet, og vi er grenene, og dem, som er i ham, får lov at bære frugt. Vi må trække på ham og på de ting, som han har gjort mod os, for at være venlige og være i stand til også at gøre godt selv mod dem, som er fjendtlige over for os.

Hvis du kæmper med venligheden, så træd tilbage engang og tænk dybt over Guds venlighed mod dig. Mediter på det. Læs ordet og fyld dine tanker med hans godhed mod dig. For din evne til at vise venlighed kommer 100% fra din forståelse af selv at være genstand for Guds godhed og venlighed. Jo mere du forstår, du er blevet tilgivet, desto mere er du i stand til at tilgive andre. Ligesådan er det med kærlighed og venlighed.

Tak Gud for hans venlighed mod dig. Brug masser af tid på at takke ham, lovprise ham, lovsynge ham for den her taknemmelighed og glæde i ham. Det er noget af det, som gør os i stand til at være venlige, til at have et venligt sind, en venlig attitude og også have overskud og energi til at være interesseret i mennesker omkring os.

Bed ham om at hjælpe dig. Omvend dig fra det, som hindrer dig i at være venlig. Bed ham om at lede dig skridt for skridt. Sidst, men ikke mindst, vær lydig. Tag nogle skridt i tro. Snak med mennesker, du ikke har snakket med før. Tilbyd at hjælpe nogen, uden at de har spurgt om hjælp. Vær i det hele taget opmærksom på mennesker omkring dig — hvordan du kan være til opmuntring og gavn for din næste. Alt sammen til Guds ære.

Amen.