Salige vished - Jesus er min

Vi skal i dag tale om et vigtigt emne. Det emne handler om vished — vished om, at vi er frelst, at vi hører Kristus til, at vi har ham og det evige liv, der er i Guds søn. Jeg har derfor valgt at kalde dagens budskab for »Salige vished. Jesus er min«. Lad os gå til dagens tekst, som vi finder i Første Johannesbrev, kapitel fem, vers 10 til 13.

"Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv."
Første Johannesbrev 5, 10-13

Jeg vil gå til den her tekst på en lidt utraditionel måde, fordi jeg har tænkt mig at begynde med at kigge på vers 13 og derefter kigge på vers 10 til 12. Grunden til den lidt utraditionelle fremgangsmåde er, at jeg til at begynde med gerne vil sætte fokus på selve formålet med, at Johannes skriver Første Johannesbrev, hvilket er at give frelsesvished til sine læsere.

For som vi læser i vers 13:

"Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv."
Første Johannesbrev 5, 13

Dette brev har Johannes skrevet til dem, der tror på Guds søns navn, altså som tror på Jesu navn, for at de skal vide — for at de skal være forsikrede om — at de har evigt liv. Ikke at de en dag vil få det, nej, at de har evigt liv.

Kære brødre og søstre, jeg er ret sikker på, at I er enige med mig i dette, nemlig at det er rigtig vigtigt, at vi ikke giver falsk vished om frelse til dem, der rent faktisk ikke er frelste. Det er vigtigt, at vi ikke siger »fred, fred« til dem, der lever i bedrag, men som reelt ikke har fred med Gud. Det ville jo være katastrofalt.

Men lad mig også understrege, at det er mindst lige så vigtigt, at vi passer på ikke at tage frelsesvisheden fra dem, der vitterligt hører Kristus til. At vi så at sige ikke knuser Guds kære små og tager håbet fra mennesker, der rent faktisk hører Kristus til.

Således er det min hensigt og min bøn i dag, at hvis der måtte være nogen iblandt os, der reelt kender Herren, men som virkelig har kæmpet med ængstelse på grund af manglende frelsesvished — ja, at du i dag må få vished. At du i dag må vide, at du har evigt liv, sådan som dagens tekst siger, og at Guds fred, som overgår al forstand, må fylde dit hjerte.

Vidnesbyrdet i sig

Lad os nu læse vers 10 igen:

"Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn."
Første Johannesbrev 5, 10

Som vi kan se, er der to kategorier af mennesker her i teksten. Fælles for dem begge er, at de har hørt det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. Hvad er det for et vidnesbyrd, som de begge har hørt? Det er selvfølgelig evangeliet. Det er evangeliet om vor Herre Jesus Kristus korsfæstet. Men som vi kan se, er det kun den ene, der tror på dette vidnesbyrd.

Læg nu rigtig godt mærke til, hvad Johannes siger om det menneske, som tror. Han siger, at den der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig. Den, der har hørt vidnesbyrdet og tror på det, har også vidnesbyrdet i sig. Men hvad betyder det helt præcist? Lad os høre, hvad vers 11 siger. Der læser vi nemlig, hvad vidnesbyrdet er:

"Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn."
Første Johannesbrev 5, 11

Det vidnesbyrd, Gud har aflagt om sin søn, er altså dette, at Gud har givet os det evige liv, som er i hans søn. Kære brødre og søstre, det vil sige, at når Johannes taler om at have vidnesbyrdet i sig, betyder det kort og godt, at man har det evige liv i sig, som er i Guds søn. Den, som tror på Guds søn, har også det evige liv i sig, som er i Guds søn. Pris Herren!

Læg så også nøje mærke til, hvad Johannes siger om den, der ikke tror, i vers 10. Han siger, at den der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn. Den, der har hørt, men ikke tror på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn — nemlig at der i kraft af hans korsfæstelse, død og opstandelse er tilgivelse for synd og evigt liv at få for skyldige syndere — den har gjort Gud til en løgner. De har jo hørt evangeliet om Jesus Kristus, men har fundet, at det ikke er noget, vi rigtig kan sætte vores lid til. Med andre ord kunne de lige så godt sige: »Gud er en løgner.«

Allerede nu er det måske meget godt, at vi lige stopper op og spørger os selv: Hvem er jeg egentlig? Hvilken af de her to kategorier af mennesker tilhører jeg? Tilhører jeg den kategori, som tror på det, Gud har sagt om sin søn? Eller tilhører jeg den kategori, der har gjort Gud til en løgner ved ikke at tro på det, Gud har sagt om sin søn, og ved at afvise det?

Hvis du hører til blandt dem, som tror, kan du allerede nu glæde dig og fryde dig over det, vi kan læse i vers 12. Johannes siger:

"Den, der har Sønnen, har livet."
Første Johannesbrev 5, 12

Den, der har Sønnen, har det evige liv, der er i Guds søn. Men hvis du derimod hører til blandt dem, der ikke tror, så bør du også lytte meget nøje til, hvad Johannes siger i sidste del af vers 12:

"Den, der ikke har Guds søn, har ikke livet."
Første Johannesbrev 5, 12

Den, der ikke har Guds søn, fordi de hverken tror på ham eller på, hvad Gud siger om ham, har altså heller ikke det evige liv, som er i ham. Hvis det er dig, vil jeg allerede nu gerne række ud til dig og forsikre dig om: Gud er ikke en løgner. Gud er sanddru. Jeg vil fortælle dig, at det vidnesbyrd, som han har aflagt om sin søn, er sandt. Det er virkelig sandt, når Johannesevangeliet, kapitel 3, vers 16, siger:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

Kom derfor til ham. For der er ikke frelse at finde i noget andet navn under himlen end navnet Jesus Kristus. Kun han er død — en stedfortrædende død for at sone menneskers synder.

Men hvad, hvis du går rundt og er ængstelig? Du føler ikke rigtig, du har den her salige vished, at ja, Jesus er min, sådan som et Guds barn bør have. Hvad så? Se, det var jo netop derfor, at apostlen Johannes skrev Første Johannesbrev. Det var derfor, Gud har givet os det brev. For som vi læste i kapitel fem, vers 13, var det jo netop, for at vi kunne vide det — for at vi kunne få vished om, at vi har det evige liv. Det, Johannes gør i dette brev, er jo netop at fortælle os, hvad der er sandt om dem, som tror, og hvad der er sandt om dem, der har Jesus og har fællesskab med ham — kontra hvad der er sandt om dem, som enten er hyklere, eller som måske efter eget udsagn tror, men som reelt ikke gør det.

At vandre i lyset

Lad os nu kigge lidt på, hvad Johannes siger i dette brev. Det første, vi vil se på, er, at de, der har fællesskab med Jesus, vandrer i lyset. Slå venligst op sammen med mig i Første Johannesbrev, kapitel 1. Der skal vi se på vers fem til syv. Her læser vi:

"Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd."
Første Johannesbrev 1, 5-7

Gud er lys, og der er intet mørke i ham overhovedet. Det betyder, at det selvfølgelig ikke er muligt at vandre i mørket og samtidig have fællesskab med Gud. Det kan ikke lade sig gøre. Nej, kære brødre og søstre, hvis det er sandt, at du og jeg har fællesskab med Gud, så vandrer vi også i lyset.

Det gør vi ikke, fordi det er noget, vi selv kan præstere. Nej, så langt fra, men fordi Gud friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige, sådan som Kolossenserbrevet, kapitel 1, vers 13, siger. Det var, fordi Gud selv — som Salme 107, vers 14, beskriver det — sprængte vores lænker og førte os ud fra mulm og mørke. Kære brødre og søstre, det skyldes ikke os selv, men det skyldes Gud, der i sin store nåde åbnede vores blinde øjne og friede os ud af fangenskabet i syndens mørke og bedrag. Som følge af, hvad Gud har gjort, vandrer vi nu i lyset.

Når vi er i lyset, kan vi se sandheden om Gud, sandheden om, hvem han er: at han er en god, hellig, retfærdig Gud, tillige med at han også både er barmhjertig, nådig og kærlig — sandheder om Gud, som alle er blevet åbenbaret for os i evangeliet om vor Herre Jesus Kristus.

Men kære brødre og søstre, hvis vi ved Guds nåde er blevet flyttet ud af mørket og ind i lyset, så vil vi også kunne se sandheden om os selv — en sandhed, vi ville have benægtet, hvis vi stadig havde været i mørket, nemlig at vi har synd, at vi er syndere.

Vi har alle synd

Prøv blot at høre, hvad Johannes skriver i vers 8 til 10, de næste par vers. Han skriver:

"Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os."
Første Johannesbrev 1, 8-10

Kære brødre og søstre, hvis vi påstår at være uden synd, så er sandheden ikke i os. Ligesom vi gør Gud til en løgner, når vi ikke tror på det budskab, han har givet os om sin søn, ligeledes gør vi også Gud til en løgner, hvis vi siger, at vi ikke har syndet.

Derfor vil det også være sandt om dem, der vandrer i lyset, og som er kommet til erkendelse af sandheden, at de vil have erkendelse af deres egen synd. Som vi også ser, vil de altså også bekende denne synd for Gud, som i sin trofasthed og i sin retfærdighed vil tilgive dem og rense dem for al uretfærdighed.

Her er det dog vigtigt, at vi er opmærksomme på, at hyklere og dem, der er selvbedragne, også godt i en eller anden forstand kan have erkendelse af synd. Men det, der desværre er karakteristisk for deres måde at have erkendelse af synd på, er, at de ikke oprigtigt er sønderbrudte over, at de har krænket en god, hellig og retfærdig Gud, eller over, at de har bedrøvet Guds hellige Ånd. Nej, de er derimod kede af den konsekvens, som deres synd ville kunne få for dem selv, skulle den komme frem i lyset.

Hvis deres synd kom frem i lyset, kunne det jo betyde tab af anerkendelse, tab af anseelse hos andre mennesker. Det kunne betyde tab af deres gode navn og omdømme. Det kunne betyde tab af job, ægteskab og familie — ja, måske endda deres frihed, hvis det er alvorligt nok. Eller tab af tjeneste, hvis der sågar er tale om en prædikant, altså en religiøs hykler, der reelt er uomvendt. De findes desværre. Det gør de.

Det, der kendetegner dem, der er i mørket, er, at de ikke ønsker, at deres synd skal komme frem i lyset. De ønsker derfor heller ikke at komme til lyset. De ønsker ikke at komme til Gud og bekende denne synd. Men den, der derimod vandrer i lyset med Gud, han eller hun vil være bedrøvet over sine overtrædelser og vil være knust over de synder, de har begået mod den gode Gud, der har frelst dem, og vil derfor også, som vi har set, bekende denne synd for Herren.

Noget, vi skal være meget opmærksomme på, er, at det faktum, at vi har synd, og at vi desværre også stadig begår synd, er noget, som vores sjæls store fjende ofte bruger imod os i et forsøg på netop at berøve os vores vished. Vi kender det jo alle sammen, gør vi ikke? Vi kender alle til at have begået en eller anden given synd, hvorefter skylden og skammen og leden ved det, vi har gjort, kommer skyllende ind over os og fylder vores hjerte og vores sjæl. Vi kan miste vores fodfæste, og vi mister den frimodighed, vi måtte have over for Gud.

Der er det ofte, at fjenden sætter sit angreb ind. Der er det, at Satan begynder at kaste sine brændende pile imod os. Han siger: »Hvis du nu virkelig var frelst, så ville du jo ikke handle sådan. Hvis du virkelig hørte Jesus til, så ville du jo ikke gøre sådan og sådan.« Lyder det bare en lille smule bekendt? Det synes jeg, det gør.

Han får os også til at sammenligne os selv med andre kristne i en sådan situation. Han siger til os: »Prøv at se dem, de er rigtige kristne.« Han bilder os ind, at disse rigtige kristne slet ikke kæmper med de samme ting, som vi kæmper med, og at de er langt, langt mere hellige, end vi er. Men han lyver. For alle kristne, alle der vandrer i lyset og er kommet til erkendelse af sandheden, har synd, som Johannes siger, og kæmper med synd, lige præcis sådan som du gør.

Der kan være forskellige grader af det på forskellige tidspunkter af vores liv og vandring med Gud, men alle kæmper vi med synd i et eller andet omfang. Du, kære Guds barn, jeg vil sige til dig, at det faktum, at der er en kamp mod synd, og at du ikke bare lever et liv, der er overgivet til synd, som du gjorde før, det vidner faktisk om, at du i sandhed vandrer i lyset, og at du hører Herren til.

Lydighed som en livsstil

Det næste, Johannes taler om, som kendetegner dem, der lever i lyset, dem som kender Herren Jesus, er, at de lever i lydighed mod hans bud. Så protesterer du måske her og siger: »Jamen, har vi ikke lige hørt, at vi alle har synd og alle begår synd? Hvordan hænger det lige sammen?«

Lad os se på, hvad Johannes rent faktisk siger om det. Lad os i den forbindelse læse Første Johannesbrev, kapitel to, vers tre til fire:

"Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: »Jeg kender ham,« men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham."
Første Johannesbrev 2, 3-4

Lad os også læse kapitel tre, vers fire til seks. Her siger Johannes:

"Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud. I ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham. Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke set ham og kender ham ikke."
Første Johannesbrev 3, 4-6

Jeg ved ikke med jer, men her siger jeg puha. Når vi læser sådan nogle vers som dem her i kapitel to og kapitel tre, kan det faktisk godt lyde meget, som om at hvis vi på noget tidspunkt svigter at holde Jesu bud, hvis vi på nogen måde synder, ja, så er det et tegn på, at vi ikke kender Jesus.

Men fat mod, for den forståelse er heldigvis ikke korrekt. Jeg siger heldigvis, fordi i så fald ville det jo betyde, at der faktisk ikke var en eneste af os til stede her i dag, som var frelst. Ikke en eneste. Der ville heller ikke være en eneste ned gennem hele kirkehistorien, der reelt kendte Herren. Men ikke kun det — en sådan forståelse ville faktisk også stride direkte imod, hvad vi netop har set i Første Johannesbrev, nemlig at vi alle har synd, og at vi alle stadig begår synd.

Men hvis det ikke er sådan, vi skal forstå det, vi læser her, hvordan så? Den rigtige forståelse kommer faktisk bedre frem, hvis vi eksempelvis ser på, hvad den engelske ESV-oversættelse siger. Det er ikke den eneste oversættelse, der siger sådan. Hvis vi læser kapitel 3, vers fire, i ESV-oversættelsen, oversat til dansk, tales der om, at enhver, som praktiserer synden, begår også lovbrud. Ligeså, hvis vi læser kapitel tre, vers seks, i ESV-oversættelsen, står der, at enhver, som bliver i ham, altså i Jesus, ikke bliver ved med at synde, og at enhver, som bliver ved med at synde, ikke har set ham og ikke kender ham.

Det, som ret tydeligt træder frem her, når vi læser om at praktisere synd og at blive ved med at synde, er, at på græsk kan verber faktisk godt stå i en form, der ikke blot beskriver sådan nogle enkeltstående handlinger, men hvor der i stedet tales om en vane, en livsstil eller en kontinuerlig praksis, hvis man kan sige det på den måde. Ved I hvad? Det er lige præcis det, der gør sig gældende her i Første Johannesbrev, kapitel 3 — og faktisk ikke kun i kapitel tre, men også i kapitel to, hvor Johannes taler om at holde Jesu bud. I begge tilfælde tales der om en vane, om en livsstil, om det, der er den kontinuerlige praksis i et menneskes liv.

Det er virkelig vigtigt at forstå, fordi det viser os, at når der tales om at holde Jesu bud, og når der tales om at synde i de vers, vi har set på, så er der ikke tale om at leve i fuldstændig ubrudt lydighed mod Gud. Der er ikke tale om, at vi lever i fuldstændig syndfri fuldkommenhed. Nej, det, der er tale om, er, hvad der er en kontinuerlig praksis og livsstil i et menneskes liv. Hvad er det for en livsstil, som dette menneske praktiserer?

Det, Johannes fortæller os ved Helligåndens inspiration, er, at et menneske, der ved Guds rige nåde og barmhjertighed er blevet født på ny, som er blevet bragt ud af mørket, som er blevet fyldt med Guds hellige ånd, og som nu vandrer i lyset med Jesus — det menneske vil også praktisere lydighed mod Jesu bud som en kontinuerlig livsstil og vil ikke længere blive ved med at praktisere synd som en kontinuerlig livsstil.

Kampen mod synden

Det betyder, som jeg også var inde på, at der i den kristnes liv faktisk vil være en kamp imod synden — en kamp mod den synd, som Hebræerbrevets forfatter siger så let omklamrer os, og som derfor til tider hindrer os i at adlyde Gud, sådan som vi så gerne vil. Paulus nævner også den her kamp, både i Romerbrevet, kapitel syv, og i Galaterbrevet, kapitel fem. Her siger han dette i vers 17 af Galaterbrevet, kapitel fem:

"For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil."
Galaterbrevet 5, 17

Som vi klart kan fornemme, kan kampen mod synden i den kristnes liv til tider godt være rigtig hård. Det kan endda også godt ske, at vi, som kender Herren, kan falde i alvorlig synd i en periode af enten kortere eller længere varighed. Men ved I hvad? Det betyder dermed ikke, at vi ikke kender Herren. Det betyder ikke, at vi ikke er frelst, at vi ikke har det evige liv. Det gør det ikke.

Hvis vi nu vandrer helt bort fra troen, hvis vi vandrer helt bort fra det sunde kristne fællesskab, og vi begynder at leve, som denne verden gør, uden samvittighedskvaler over for Herren og i øvrigt uden nogen som helst interesse for at komme tilbage — ja, så er det nok rimeligt sikkert, at vi ikke er frelst, og at vi ikke har det evige liv. Så kan vi nok også rimelig sikkert sige, at vi i virkeligheden måske aldrig har kendt Herren. For som Johannes skriver i kapitel to, vers 19:

"Fra os er de udgået, men de var ikke af vore; for hvis de havde været af vore, ville de være blevet hos os."
Første Johannesbrev 2, 19

Men fordi vi for en tid falder i synd, betyder det dermed ikke, at vi ikke er frelst. Det vil betyde nogle alvorlige konsekvenser i vores liv — ret så alvorlige, for vi skal søge med alt, hvad vi kan, at undgå sådanne fald. Men det betyder også, at vi må ydmyge os, at vi må komme til Herren, søge hans ansigt, og at vi må omvende os fra vores synd.

Ved I hvad? Hvis vi hører Herren til, så er det også det, vi vil gøre. Først og fremmest fordi den gode hyrde, vor Herre Jesus Kristus, ikke mister nogen som helst af de får, som han lagde sit liv ned for. Dernæst også fordi synd, som nye skabninger i Kristus Jesus, ikke længere er vores rette element. Det er ikke der, vi ønsker at være. Vi kan ikke blive der. Vi hører simpelthen ikke til der længere. Gud har jo født os på ny. Han har givet os et nyt hjerte, således at det faktisk nu både er vores ønske og vores længsel at leve helligt — at leve helligt for Herren, at være hellig, ligesom vores Herre er hellig. Det er nu vores hjertes længsel at bringe vores legemer som levende og hellige ofre, Gud til behag.

Skriften taler netop også om, at hvis et menneske kender Herren og vandrer i lyset, så vil det menneskes liv også være kendetegnet af det, vi kalder helliggørelse — en gerning, hvor vi ved Guds ånds kraft og hjælp søger at dræbe legemets syndige gerninger, som Paulus taler om i Romerbrevet, kapitel 8, vers 13. En gerning, hvor Helligånden former os i Guds søns billede, hvor han udvirker i os både at ville og virke efter Guds gode vilje. En gerning, hvor vi selv aktivt deltager i at bekæmpe synden og rense os selv, i det vi med håb og længsel ser frem til Herrens komme.

Dette gør vi ikke på nogen som helst måde for at opnå retfærdighed, for at blive retfærdige. Nej, for der er kun én ting, der kan gøre os retfærdige i en hellig Guds øjne, og det er Kristus selv. Det er hans retfærdighed. Vi gør det, fordi det er vores inderlige ønske at være hellige, ligesom vor Herre er hellig, og fordi vi ser frem til en dag at stå sammen med ham i herlighed. Dette nævner Johannes selvfølgelig, og det gør han i Første Johannesbrev, kapitel 3, vers to til tre. Han siger:

"Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er. Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren."
Første Johannesbrev 3, 2-3

»Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.« Altså enhver, som tror på Herren Jesus Kristus, og som dermed også håber på hans komme, vil søge at rense sig selv, ligesom han er ren. Den, der reelt ikke tror på Herren Jesus Kristus, tror derfor heller ikke på, at han kommer igen, og at du en dag vil komme til at stå herliggjort sammen med ham. Kan I se det? Derfor vil den, der ikke tror på Jesus, jo heller ikke søge at gøre op med synd i sit liv, vil ikke søge at leve helligt, Herren til behag. Hvorfor skulle vedkommende dog det? Her ser vi altså igen meget klart forskellen på dem, der vandrer i lyset og kender Jesus, og dem, der vandrer i mørket og ikke kender Jesus.

At elske brødre og søstre

En ting mere, som Johannes nævner flere steder i dette brev, og som tydeligt kendetegner dem, der vandrer i lyset, dem der hører Jesus til, er, at de elsker deres brødre og søstre i Herren. Prøv engang at høre, hvad Johannes siger i Første Johannesbrev, kapitel fem, vers et. Han siger:

"Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud. Og enhver, som elsker den, der har født ham, elsker også den, der er født af ham."
Første Johannesbrev 5, 1

Kort og godt, det Johannes siger, er, at vi, der er født af Gud og elsker Gud, også elsker det menneske, der er født af Gud, ligesom vi selv er. Vi, der hører Kristus til, elsker også alle dem, der ligeså hører Kristus til. De er jo dyrebare brødre og søstre i Herren, og deres fællesskab er derfor også virkelig dyrebart for os. Er det ikke rigtigt?

Det betyder ikke, at vi aldrig vil have uenigheder eller konflikter med andre medlemmer af vores kirke, desværre, eller med andre kristne for den sags skyld. Nej, for det vil der desværre altid være, hvor der er en gruppe syndere samlet på det samme sted. Men det betyder jo ikke, at vi dermed hader vores brødre og søstre. Nej, for forhåbentlig vil vi også søge at løse vores konflikter i kærlighed og i overbærenhed og altid søge forsoning og tilgivelse, ligesom vi selv er blevet tilgivet i Kristus.

Når det kommer til at hade kristne, så er skriften jo meget klar omkring, at det faktisk er noget, der kendetegner dem, der hader Kristus. Dem, der hader Kristus, hader også dem, der hører ham til. De hader ham jo netop, fordi de hører ham til. Jesus siger det jo selv i Johannesevangeliet, kapitel 15, vers 18 til 19:

"Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer."
Johannesevangeliet 15, 18-19

Så at hade dem, der hører Kristus til, kan vi sige er en meget god indikation på, at man ikke selv hører Kristus til. Derfor siger Johannes også i Første Johannesbrev, kapitel 2, vers ni:

"Den, der siger, at han er i lyset, men hader sin broder, er stadig i mørket."
Første Johannesbrev 2, 9

Kan du se kontrasten?

Lad os konkludere for i dag. I dag har vi set på, hvad der kendetegner, hvad der karakteriserer det menneske, der hører Kristus til — det menneske, der tror på ham, som vandrer med ham i lyset, som har det evige liv — kontra det menneske, der ikke tror på Jesus, og som vandrer i mørket. Det store spørgsmål, vi bør stille os selv, er selvfølgelig: Hvad er det, der kendetegner og karakteriserer netop mit liv, vores liv? Kan vi sige, at vi vandrer i lyset, at vi hører Kristus til, og at vi ikke vandrer i mørket?

Det, der ofte tales meget om, er selvfølgelig, hvorvidt vi bærer frugt, hvorvidt træet så at sige bærer god frugt eller dårlig frugt, sådan som Jesus talte om. I den forbindelse vil jeg gerne have lov at rette jeres opmærksomhed på noget. Jeg ved ikke, om I har lagt mærke til det, men i de tekster, vi har kigget på i Første Johannesbrev, er der en ret stor og mærkbar kontrast mellem dem, der vandrer i lyset, og dem, der vandrer i mørket — så stor og mærkbar, at det ikke burde være så svært at skønne, om vi vandrer i lyset, eller vi vandrer i mørket.

Det, jeg beder dig om at gøre nu, er ikke at præstere noget som helst. Nej. Jeg beder dig blot om at observere — at observere den gerning, Gud har gjort i dig, eller ikke har gjort i dig. Ud fra dagens tekst, den tekst vi har set på i dag, lad mig stille dig følgende spørgsmål. Kære ven, er evangeliets store sandheder virkelighed for dig? Er det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn, virkeligt og troværdigt for dig, sådan som Johannes taler om i kapitel fem, vers 10 til 12? Det vidnesbyrd, der siger, at Gud har givet os det evige liv, som er i hans søn — er det vidnesbyrd virkelighed i dit liv? Er det virkelighed i dit liv, at Guds enbårne søn døde en stedfortrædende død for dine synder på Golgatas kors og opstod igen fra de døde? Tror du på det, og er det dit eneste faste og sikre håb om frelse og det evige liv?

Hvis ja, så peger det meget, meget stærkt på, at du vandrer i lyset, og at du har det evige liv, som er i Guds søn. For hver den, der vandrer i mørket, regner jo vidnesbyrdet om Guds søn for at være en dårskab. Han regner det for utroværdigt, kort og godt. Han regner Gud for at være en løgner. Men det er da ikke der, du er, er det?

Lad mig spørge dig igen: Er det virkelighed for dig, når Johannes i kapitel 1 taler om, at du har synd? Er det virkelighed i dit liv, at du ser dig selv som en synder, der kontinuerligt må bekende din synd for Gud og søge hans nåde og hans tilgivelse? Er det virkelighed i dit liv? Hvis ja, så peger det jo igen på, at du vandrer i Guds afslørende lys. For den, der vandrer i mørke, vil jo netop søge at skjule sig og sige, at han ikke har nogen synd, og at han ikke har noget at bekende over for Gud. Kære venner, kan I se kontrasten?

Er det også virkelighed i dit liv, at selvom du har haft dine hårde kampe mod synd, ja, selvom du måske endda har prøvet at falde i alvorlig synd, så har du ved Guds nåde rejst dig igen, og du holder stadig fast i det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin søn? I modsætning til dem, der vandrer i mørket, som blot ønsker at fortsætte i deres synd, ja, så er det, du inderligt og oprigtigt ønsker, faktisk at adlyde Herren som en kontinuerlig praksis i dit liv. Det, du inderligt ønsker, er faktisk at dræbe synden i dit liv og leve helligt. Det er det, du med længsel ser frem til Herrens komme for. Kære ven, hør mig: Hvis det er sandt om dig, så peger det jo igen meget, meget stærkt på, at du ikke vandrer i mørket, men at du vandrer i lyset.

Passer det på dig, at du hader dine brødre og søstre i Kristus? Nej vel? Er det tværtimod ikke rigtigt, at du inderligt elsker dem, at du er taknemmelig til Gud for dem, at du beder for dem, og at du ønsker dem alt godt?

Kære brødre og søstre, det jeg beder jer om at gøre her i lyset af Guds ord, er at inspicere jeres hjerte, så I kan få syn for, om Gud i sandhed har gjort sin gerning i jer, om han i sandhed har fjernet stenhjertet og har givet jer et nyt hjerte. For hvis det virkelig er en indre virkelighed, at Gud har givet jer et nyt hjerte, og I er blevet født på ny, så vil der også være ydre frugt at se i jeres liv. Det vil der. Den kan være af større eller mindre karakter, men den vil være der.

Ved I hvad? Mange af jer bærer givetvis mere frugt, end I selv lige er opmærksomme på. Det vil jeg gerne gentage: Mange af jer bærer ganske givet mere frugt, end I selv lige er klar over. Kan I huske den store domsscene i Matthæusevangeliet, kapitel 25? Hvad spørger fårene Jesus om? »Hvornår har vi gjort sådan og sådan?« Jesus må minde dem om det.

Men det, vi desværre ofte gør, er — er det ikke rigtigt? — at vi begynder at sammenligne os selv med andre, og så kan vi meget hurtigt blive mismodige. For lige så vel som jeg ikke skal sammenligne mig selv med en Charles Spurgeon, en Paul Washer eller en John MacArthur, ligeledes er der også nogen herinde, der heller ikke skal sammenligne sig selv med pastor Mikael og med alt, hvad han gør.

Frugt starter altid i det små. Men Gud Fader, som den trofaste vingårdsmand han er, renser og beskærer de grene, der bærer frugt, således at de kan bære endnu mere frugt. De perioder i vores liv, hvor vi oplever rensning og beskæring, hvor vi oplever Herrens tugt og hans revselse — de tider kan godt synes mørke. Men disse perioder, kære brødre og søstre, er ikke et tegn på, at vi dermed vandrer i mørket. Nej, de er blot endnu et bevis på, at vi er Guds børn, at Gud elsker os, og at han er en trofast far.

Et andet bevis på, at vi har en trofast far, som holder os i sin hånd, og en trofast frelser og hyrde, der ikke mister nogen af sine får, er også, at på trods af kampe med synd, på trods af at vi måske har været faldet i alvorlig synd, på trods af kriser i vores trosliv — ved I hvad? Så er vi her altså endnu, stadig holdende fast ved vidnesbyrdet om Guds søn, evangeliet om ham korsfæstet for os. Måske klamrer vi os endda endnu mere til denne sandhed, end vi gjorde før. Det taler til os om det, som Johannes også nævner i kapitel fem, vers 18, nemlig at Guds søn bevarer os, og den onde kan ikke røre os. For ligesom Faderen holder han os i sin hånd, og der kan ingen rive os ud. Fra hans kærlighed kan intet skille os.

Det giver os en salig vished. Gør det ikke? En salig vished om, at Jesus er min. Salige vished. Jesus er min. Må Herren velsigne sit ord til os i dag.

Amen.