Hvem er som Gud?

I dag er vi nået til det sidste budskab her i vores serie gennem Mikas Bog, og hvilken skøn rejse det har været.

I Mikas Bog befinder vi os tidsmæssigt cirka 700 år før Kristus. Vi er i Mellemøstens smørklat, Israel, som var den nation, Herren Gud på en helt særlig og unik måde havde udvalgt og indgået et pagtforhold med. Han, og han alene, skulle være deres Gud. Han var deres befrier, deres beskytter og forsørger. De skulle trofast tjene og tilbede og adlyde ham alene og så nyde velsignelsen og glæden af at høre ham til. Derigennem skulle de være et vidnesbyrd for de omkringliggende nationer om, at Israels Gud, Herren Gud, er den ene, sande og levende Gud.

Men som vi har set igen og igen igennem Mikas Bog og igennem de historiske bøger i Bibelen og de øvrige profeter, så fejlede nationen stort på disse områder. Der har været korte og gode perioder i nationens tid, særligt under kong Davids og kong Salomons regeringsperioder, men selv disse perioder var langt fra perfekte. Sidenhen, på tragisk vis, var nationens åndelige og moralske tilstand faldet til et lavpunkt for folket på Mikas tid. Som der står i Esajas' Bog 29, 13, dyrkede folket kun Gud med munden og ærede ham med læberne, men deres hjerter var langt borte fra ham. Gudsfrygten var væk.

Som vi har set, havde nationen vendt sig væk fra Gud og mod afgudsdyrkelse. Ondskab og magtudnyttelse og korruption og vildledelse var blevet normen. Folket havde vendt Guds gode lov ryggen. De elskede ikke Gud, de elskede ikke hinanden, som er de to største og vigtigste bud, som hele loven og profeterne hviler på. De havde forladt Guds gode vej, som bestod i, at de skulle handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og ydmygt vandre med Gud, som der står i Mikas Bog 6, 8. Nu var de på direkte kurs mod fortabelse. De havde på groveste vis forkastet Gud og havde valgt at gå en ugudelig, en pervers, en verdslig og syndig vej.

Gud kunne i sin gode ret have valgt at gøre det samme med dem, forkaste dem, give dem op. De havde jo gentagne gange, generation efter generation, brudt pagtsløftet. De havde vendt ham ryggen. De havde så at sige knyttet næven mod Gud og sagt: Vi har ikke brug for dig mere, Gud. Vi vil gå vores egen vej. Vi vil være som de andre nationer.

Gud kunne ikke prisgive sit folk

Vi ved, at alle andre veje end Guds vej fører til fortabelse. I sin trofasthed mod sine løfter, givet til Abraham og gentaget for Isak og Jakob, og igennem de løfter han havde givet David om, at han ville grundfæste Davids kongetrone til evig tid, det har vi læst i Anden Samuelsbog 7, 13, der kunne Gud ikke prisgive Israel. Han elskede det her nærmest uelskelige folk. Han kunne ikke andet. I Hoseas' Bog 11, 8 siger Gud om Israel:

"Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim? Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig."
Hoseas' Bog 11, 8

Det skar i Guds hjerte at se sit folk gå til grunde på den måde. At se syndens destruktive konsekvens udfolde sig i det folk, han inderligt elskede. Han kunne ikke bare være passiv eller ligeglad. Gud sender derfor sin talsmand, profeten Mika fra Moreshet, til at tale Guds ord til nationen. For at ruske dem til fornuft. For at proklamere Herrens ord til nationen Israel. Både for at konfrontere nationens synd og ugudelighed, men også for at advare folket om kommende dom, konsekvensen af deres synd og pagtbrud, og så kalde folket til omvendelse.

Som vi har set i de foregående budskaber, var Israels oprør og synd mod Gud nu nået og havde krydset en tærskel, hvor Guds dom allerede var på vej. Verdensmagten på det værende tidspunkt var assyrerne, og de havde allerede invaderet det nordlige Israel, og nu var de i fuld marts på vej mod Juda, det sydlige Israel, for at gøre det samme. Gud var villig til at gå så langt som at bruge en anden ugudelig og ond nation, assyrerne, og igen senere babylonerne, som et instrument til at tilvejebringe sin vilje for sit folk, nemlig at tugte dem, så de ville vende tilbage til ham.

Sidste gang, i starten af kapitel syv her i Mikas Bog og i de første seks vers, så vi Mikas klagesang på nationens vegne. Ved mig lød tonen. Her udtrykker han i den klagesang, hvor sort og hvor håbløst og dystert det hele ser ud. Nationen kunne ikke have sunket lavere ned i sit forfald. Dens tilstand virkede menneskeligt set uhelbredelig. Er der overhovedet noget håb tilbage? Ja, det er der. I vers syv gør Mika det eneste rigtige. Han spejder efter Herren. Han vil vente på sin frelses Gud. Med tro ved han, at Gud vil høre ham.

Igennem Mikas Bog har vi set på de her tre cyklusser af budskaber, hvor Gud taler til nationen, og som alle starter med ordene "Hør, Israel, hør" i kapitel et, tre og seks. Det er budskaber om dom, men de slutter alle sammen med ord om håb. Mika har formidlet Guds ord til nationen og kaldet dem til at høre Guds ord. Nu vender Mika sig på nationens vegne og beder Gud om at høre ham, om at høre dem. Midt i mørket, midt i fortvivlelsen, midt i dommen, der er på vej, kommer der nu i den resterende del af kapitel syv, fra vers otte til 20, hvad man måske kan kalde for en hymne, en lovsang. Mika vender sig mod Herren, og han vender sin klagesang, som vi så sidst, nu til en lovsang, en hyldest til Gud. En lovsang, der på en måde også opsummerer bogens budskaber, og som har til hensigt at lede folket tilbage til tilbedelsen af den ene, sande og levende Gud, til ham, som ikke har sin lige. For der er ingen som ham.

Hymnen handler i sin enkelthed om Guds enestående og unikke egenskab i hans glæde over at vise godhed, barmhjertighed, tilgivelse og nåde mod de mest ufortjente og uelskelige af mennesker. Derfor er der ingen som ham. Mika-hymnen, som jeg vil tillade mig at kalde den, har fire vers, som jeg har tilladt mig at dele den op i, og som også udgør mine punkter for min prædiken, hvorefter jeg til sidst vil afslutte med nogle bemærkninger.

Israels syndsbekendelse og løftet om frelse

Første vers kan vi læse her i vers otte til 10, og det handler om Israels eller Jerusalems syndsbekendelse og løftet om frelse.

"Du skal ikke glæde dig over mig, fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen, jeg bor i mørke, men Herren er mit lys. Jeg har syndet mod Herren og må bære hans vrede, indtil han har ført min sag og skaffet mig ret; han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed. Min fjende skal se det og dækkes af skam, hun, som sagde til mig: »Hvor er Herren din Gud?« Mine øjne skal fryde sig over hende, når hun bliver trampet ned som gadeskarn."
Mikas Bog 7, 8-10

Herren Gud, Bibelens Gud, er universets skaber. Der er ingen anden som ham. I Esajas' Bog 45 siger Gud selv: Jeg er Herren. Der er ingen anden, der er ingen anden Gud end mig. Alt, hvad Gud har skabt, har han skabt for sin egen æres skyld. Kolossenserbrevet 1, 16 siger, at i ham blev alting skabt, i himlen og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Salme 19, 1 erklærer, at himlen fortæller om Guds herlighed, og kronen på hans skaberværk var mennesket, som unikt blev skabt i Guds eget billede. Skabt med det formål at ære og herliggøre Gud og glæde sig i ham. Kun i den relation og den kontekst finder mennesket sin største glæde og mening med livet. Det er jo netop det, som syndens indtog i Guds skaberværk har ødelagt, og vigtigst af alt forholdet mellem mennesket og Gud.

Derfor er det så tragisk, når mennesket forkaster Gud, undertrykker sandheden om ham og undertrykker skaberværkets tydelige vidnesbyrd om Guds eksistens og lader sit sind og sit hjerte formørkes ved at skifte den uforgængelige Guds herlighed ud med forgængelighed. At bytte sandheden ud for løgnen. At tilbede det skabte i stedet for skaberen. At søge ens ultimative lykke i verden frem for i Gud, som Romerbrevet 1, 18 og frem handler om. Det leder kun til adskillelse fra ham, som er sandhed, ham som er lys og liv. Det fører i sidste ende kun til mørke og fortvivlelse og ugudelighed, perversitet og dom og evig fortabelse.

Den, der allermest ønsker at se mennesket fejle, og særligt Guds folk fejle og falde, det er djævelen, anklageren, fristeren, menneskets store fjende. Han fristede Adam og Eva til at synde mod Gud, som han selv syndede, da han i sin stolthed begik oprør mod Gud i himlen og forførte en tredjedel af englene. Der glædede han sig, da menneskeheden i Adam faldt i synd. Det er djævelens mission, løgnens fader, bedrageren, at lede mennesker væk fra Gud. At lede dem til at falde i synd. Djævelen er, som Første Petersbrev 5, 8 beskriver det, som en brølende løve, der går omkring og leder efter nogen at sluge. På Mikas tid var nationen i den grad blevet forført og ledt væk fra Gud. Nationen havde, som Mika i sin hymne her i vers otte beskriver det, faldet, og de boede nu i mørke. Fjenden glædede sig over det.

Israel havde gennem tiden haft mange fjender. Men om det var farao i Egypten eller filistergiganten Goliat eller assyrerkongens hærfører, der på Mikas tid belejrede Jerusalems mur og hånede den levende Gud, så var det altid djævelen, der var den bagvedliggende fjende, som håner og latterliggør Guds folk, når de er på deres laveste. Hvor er Herren din Gud? lyder hånen fra fjenden i vers 10. Med andre ord siger fjenden om Israels Gud: Han har glemt jer. Han kan ikke redde jer. Faktisk var det netop under kong Hizkijas regeringstid, hvor Mika også tjente som Guds profet i landet, at assyrerkongen Sankerib angreb Jerusalem. Man kan læse om den beretning i Anden Kongebog fra kapitel 18 af. Gennem sin hærchef latterliggør han de andre nationers guder, hvis lande assyrerkongen allerede havde indtaget. Han håner også Israels Gud, lidt ligesom Goliat gjorde det på Davids tid. I Anden Kongebog 18, 35 stiller han det retoriske spørgsmål:

"Hvem af alle landenes guder har reddet sit land fra mig? Skulle Herren da kunne redde Jerusalem fra mig?"
Anden Kongebog 18, 35

Med andre ord: Israels Gud var en svag Gud, en bange Gud, en Gud, der ikke var til at finde. Så er det nu, vi hører Mikas hymne. Hans fokus var ikke på fjenden eller på al den elendighed, der omringede ham. Han havde jo i vers syv sat sig for at spejde efter Herren og vente på sin frelses Gud og i tro vide, at Gud vil høre ham. Med blikket rettet mod himlen kan Mika på vegne af nationen sige: Du skal ikke glæde dig over mig, min fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen. Jeg bor i mørke, men Herren er mit lys. Jeg har syndet mod Herren og må bære hans vrede, indtil han har ført min sag og skaffet mig ret. Han vil lede mig ud i lyset, så jeg ser hans retfærdighed.

Nationen havde syndet, de havde faldet, og i den grad var de kommet til kort og havde fejlet. De var i et åndeligt mørke. Men midt i det mørke bekender de over for Gud: Jeg har syndet mod Herren. Der er en erkendelse af, at alt det, der er ved at ske, Guds dom og straf, den er fuldt ud velfortjent. Der er en erkendelse af, at de må bære hans retfærdige og udmålte vrede. Der er en konsekvens, der skal udleves for alt det, de har gjort mod ham. Men midt i det mørke vender det hele, fordi de nu rækker ud mod Gud.

Rejsen mod genoprettelse starter med omvendelse

Lidt ligesom i lignelsen med den fortabte søn i Lukasevangeliet kapitel 15. Han havde trodset sin far, ønsket ham død, krævet sin arv, og i sus og dus havde han formøblet det hele. Nu befandt den unge mand sig på et lavpunkt i livet, elendig og blandt svin på en mark. Så kom han til fornuft, og omvendelsens rejse tilbage mod den gode far kunne begynde. Israel var på et lavpunkt, og rejsen mod genoprettelse starter, når der er omvendelse. På vegne af nationen siger Mika: Jeg har syndet mod Herren. I tro ved Mika, at til rette tid vil Gud rejse nationen igen. Midt i mørket vil Gud være deres lys. Han vil række sin frelsende arm ud og løfte dem op efter deres fald. Han vil stå der som faderen, der spejder ud i horisonten efter sin fortabte søn for at løbe ham i møde og byde ham velkommen tilbage til lyset og livet.

Igennem hele Mikas Bog havde Gud ført sin sag mod nationen Israel. Hør, hør, hør, havde Gud sagt igen og igen. Han havde fremlagt sine anklager, Israels overtrædelser mod ham, og ført sin sag. Men nu, da nationen vender sig mod Gud i omvendelse og anger, vil han begynde at føre deres sag og skaffe dem ret og føre dem ud i lyset, så de kan se hans retfærdighed, som der står. Netop der, hvor fjenden troede, han havde sejret, der skal fjenden se Guds frelsesværk i dem, der var faldet, og som boede i mørke. Dem, som fjenden havde hånet og sagt: Hvor er din Gud? Der skal fjenden se, at der er en Gud, der tilgiver, frelser, løfter op og fører ud i lyset de faldne, fortabte og formørkede, som vender sig mod Gud i anger og omvendelse. Der skal fjenden dækkes af skam. Mika, med sine profetiske øjne, ser også mod den tid med fryd, hvor fjenden en dag endegyldigt vil få sin dom, når hun, som der står, vil blive trampet ned som gadeskarn.

Mikas hymne starter der, hvor alt bør starte, når det kommer til en falden synders relation til Gud den almægtige, nemlig syndserkendelse og omvendelse og tro til Gud. Synd er så forfærdeligt. Det er så ødelæggende. Det er så mørkt. Men Gud ske tak og lov, der findes en frelser, der er mægtig til at løfte op og føre ind i lyset enhver og en, der vil række ud mod ham. Der er en Gud, der vil føre synderens sag og skaffe ham ret.

Jerusalems genoprettelse og nationernes valfart

Andet vers i Mikas hymne her, fra vers 11 til 13, handler om Jerusalems genoprettelse og nationernes valfart til Herren. Mika-hymnens andet vers lyder sådan her:

"Den dag kommer, da dine gærder bygges op, den dag, da dine grænser udvides, den dag, da de kommer til dig fra Assyriens og Egyptens byer, ja, fra Egypten til Eufrat, fra hav til hav og fra bjerg til bjerg. Men jorden bliver til ødemark på grund af dens beboere; det er frugten af deres gerninger."
Mikas Bog 7, 11-13

Gud vil ikke bare nøjes med at tilgive sit folk, når de vender sig mod ham. Han vil ikke bare nøjes med at løfte dem op og lede dem ud i lyset. Han vil, når den dag kommer, også genoprette dem og gøre dem større og stærkere. Den dag kommer, står der, da dine gærder bygges op, den dag, da dine grænser udvides.

Mika er klar over, at nu er dom på vej. Assyrien har smadret det nordlige Israel og det meste af det sydlige Israel også. De står nu ved Jerusalems mur og håner Israels Gud. Hvor er Herren din Gud? Det ser rigtig mørkt ud. Men faktisk, på mirakuløs vis, under kong Hizkija, som var konge på det her tidspunkt, da assyrerne angriber Jerusalem, beder kong Hizkija til Gud om at udfri dem. Gud sender en engel, der dræber 185.000 af den assyriske hær. Det sydlige Israel får så lov for en kort periode at trække vejret, men kun frem til år 586 før Kristus, hvor babylonerne fuldender det, som assyrerne startede. Babylonerne ødelagde Jerusalems mur og invaderede byen og ruinerede templet, som Mika havde profeteret i kapitel tre, vers 12.

Men med profetiske øjne vidste Mika, at en genoprettelsens dag vil komme, hvor murene og templet igen vil blive bygget op, og landets grænser udvides. Vi ser en forsmag på det løfte efter de her 70 år i eksil i Babylon, hvor tusindvis af jøder vender tilbage til landet og genopbygger byen og templet og murene, ledt an af blandt andet mænd som Zerubbabel og Ezra og Nehemias.

Men i en langt større og mere fuldendt grad ser vi opfyldelsen af det her efter pinsedag, hvor Gud Helligånden, sendt af faderen og sønnen, fylder de troende. De bliver fyldt med Guds kraft og bliver som Guds nye tempel, ikke bygget af sten, men af levende sten, frelste mennesker, tilgivet, forvandlet og fyldt med Helligånden, med Kristus Jesus som hovedhjørnestenen, som Første Petersbrev 2, 4 taler om. Der vil dette levende, hellige og åndelige hus, Guds menighed på jord, brede sig ud over hele jorden. Guds rige med budskabet om de gode nyheder. Evangeliet med budskabet, som lyder: Kom til ham. Som Første Petersbrev 2, 4 siger.

Der vil man se Mikas Bog kapitel fire, vers et til tre, blive til en virkelighed, som vi er vidner til i vores tid og dag, at Herrens tempelbjerg vil stå urokkeligt. Gud vil bygge sin menighed, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den, som der står i Matthæusevangeliet 16, 18. Folkene skal strømme dertil. Talrige folkeslag skal søge og finde den sande Gud, Herren Gud. Evangeliets budskab om nåde og tilgivelse og forsoning med Gud og Guds forvandlende kraft i menneskers syndige og hårde hjerter, idet Helligånden gør dem til nye mennesker, giver dem nye og rene hjerter og et nyt borgerskab med Gud i himlen, hvor man tilhører Gud. Der vil de blive en del af et nyt rige, Guds rige, Guds tempel, Guds familie, som ikke kun er fysisk begrænset til nogle grænser omkring Jerusalem, men som når ud over Jerusalem, videre forbi Judæa og Samaria og helt ud til jordens ende, som Apostlenes Gerninger 1, 8 siger det.

Det løfte gælder ikke kun for jøder, men alle folkeslag. Så selv Assyriens og Egyptens byer, som der står, vil komme, som er nogle af de største fjender i Israels historie. De vil komme til Gud fra Egypten til Eufrat og fra hav til hav, fra bjerg til bjerg. Der skal folk fra alle nationer valfarte og strømme til Guds levende tempel, Guds menighed ud over hele jorden, som netop har det eneste levende ord fra Gud om frelse ved tro på Kristus. For der er, som Apostlenes Gerninger 4, 12 siger det:

"Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."
Apostlenes Gerninger 4, 12

Amen.

Ødemarken venter dem der ikke vil komme

Men for enhver, der ikke vil komme til Gud, som ikke vil bøje sit knæ for Kristus Jesus, kongernes konge og herrernes herre, og som ikke vil erkende sin synd og omvende sig og bede Gud om tilgivelse og bede ham om at løfte en op fra mørket og lede en ud i lyset, der vil, som der står her i Mikas Bog 7, 13, jorden for dem blive til ødemark. Disse beboere vil høste frugten af deres uomvendte, syndige gerninger. Der er kun frelse og nåde i Kristus Jesus alene, som vi lige hørte. Uden for ham vil man møde Guds vrede og evige dom, og man vil sendes til den ødemark, som Bibelen kalder for helvede. Et sted med evig pinsel og straf. En virkelighed, som Jesus talte om og advarede imod mere end nogen anden.

Kære ven, hvordan er det vel med din sjæl? Har du kaldt på Jesu navn? Har du fundet tilgivelse for dine synder i troen på ham? Er han din frelser og herre? Tilhører du Guds rige, der hvor der er lys og retfærdighed? Eller er du blandt de beboere, som hører til ødemarken, og som ikke vil opgive sin synd?

Jerusalems gode hyrde

Mikas hymne fortsætter med et tredje vers, fra vers 14 til 17, som handler om Jerusalems gode hyrde.

"Vogt dit folk med staven, de får du ejer, dem som bor alene i skoven, midt i frugthaven; de skal græsse i Bashan og Gilead som i fortidens dage. Lad os se undere, som dengang du drog ud af Egypten. Folkene skal se det og blive til skamme trods al deres styrke; de skal lægge hånden på munden, deres ører bliver døve, de skal slikke støv som slanger, som jordens kryb. Skælvende for Herren vor Gud kommer de frem fra deres skjul; de skal frygte og bæve for dig!"
Mikas Bog 7, 14-17

Mika fortsætter sin hymne, sin lovsang til Gud. Ikke kun vil Gud tilgive sit folk, løfte dem op fra mørket og føre dem ud i lyset, så de kan se hans retfærdighed. Ikke nok med, at han også vil genoprette sit folk og lade gærderne bygges op og grænserne udvides, som vi så i det andet vers. Han vil være en hyrde for sit folk igennem det hele og vise sig som herre over alle nationer. Mika beder igen med troens øjne, på trods af det mørke, der er, og den vredesperiode, folket nu må bære i den kommende tid, hvor de tugtes under assyrernes og senere babylonernes magt. Der beder Mika Herren om at vogte sit folk, om at være med sit folk midt i det hele. Vogt dit folk med staven, de får du ejer, beder Mika.

Moses var en hyrde, der med sin stav ledte folket gennem udvandringen fra Egypten og gennem Det Røde Hav og videre gennem ørkenvandring med farer og prøvelser fra alle sider. Der anvender Mika om Gud den metafor om en hyrde, der vogter og leder sine får. Gud er hyrden, der med sin stav leder de får, sit folk, som tilhører ham. Når vi tænker på hyrder i Det Gamle Testamente, så er det nok særligt én hyrde, som har en helt særlig status. En hyrde, der blev født i Betlehem, og som senere blev den største konge, Israel har haft, hyrden David. Vi kender til Davids historie, hvordan han som ung dreng satte sit eget liv på spil mod bjørne og løver for at redde de får, han passede. Hvordan han senere dræbte Goliat, som havde rejst sig og hånet Israels Gud, og hvordan han blev en konge, som drev Israels fjender på flugt og sikrede fred og tryghed og fremgang og rigdom inden for Israels grænser. Men David var langt fra en perfekt konge. Vi har læst om hans store fejl og fald i Samuelsbøgerne, og vi ved også, at alle de andre konger siden ham ligeledes kom til kort.

En bedre konge og hyrde

Mika forstår fuldt ud, at det, som Israel virkelig har brug for, det som verdensnationerne har brug for, det er en anden konge, en anden hyrde. Det er det, som han kan bede om her. På profeten Samuels tid bad folket om en fysisk konge, de kunne se. De ville have en konge, ligesom de andre nationer havde. Men Bibelens historie har lært os, at ingen verdslig konge har kunnet løfte denne opgave. Der var altså behov for en bedre konge, en bedre hyrde. Mika giver os faktisk nogle hints om den her kongehyrde i sin bog. Allerede i kapitel to, vers 12, læser vi, at denne kongehyrde var en, som skulle samle Jakob og samle Israels rest og bringe dem sammen som får i en fold. I vers 13, at han vil være en konge, som går foran dem, Herren, som går i spidsen for dem. Senere i kapitel fem, de berømte vers, læser vi, at denne kongehyrde har sit udspring i fortiden, i ældgamle dage fra evighed af, at han må være guddommelig, og dog at han vil lade sig udgå fra Betlehem. Ordet blev kød. Han vil udgå fra Betlehem, Davids fødeby, og denne kongehyrde vil træde frem og vogte og herske i Herrens styrke.

Det er denne kongehyrde, som Mika i tro og med profetiske øjne ved vil komme en dag. Denne hyrdekonge er ingen anden end Herren den almægtige selv, hyrden over alle hyrder, kongen over alle konger. Han vil personligt vogte sit folk, de får han ejer, og lede dem sikkert og trygt til frodige steder. Til forskel fra ødemarken, som beskrevet i vers 13, vil denne hyrde lede sit folk til der, hvor der er liv, til skoven og frugthaven, som bliver nævnt, og til græsgange i Bashan og Gilead, steder kendt for deres frodige græsgange. Som i Davids salme, Salme 23, den her kendte salme, vil denne hyrde lede en til de grønne enge og det stille vand, give en styrken til at tjene ham og lede en ad rette stier. Han vil også være med en gennem livets mange mørke dale. Hans stok og stav vil være ens trøst.

Uden denne hyrde vil alt falde til jorden. De opbyggede gærder og de udvidede grænser fra vers 11 vil falde og skrumpe ind igen. Denne kongehyrde, som man kan referere til, han er hjørnestenen til huset. Fjernes den, så vælter hele huset. Vi ved, at denne kongehyrde, denne hersker, der skulle komme, hvis udspring er fra fortiden, fra evigheden af, at han er ingen anden end Kristus, evig Gud, som blev menneske. Han blev født i Betlehem fra Davids slægt. Han er hovedhjørnesten, som holder sammen på alt. Han vil bygge sit rige, sin menighed, som dødsrigets porte ikke skal få magt over. Han vil være med sin menighed, idet den går ud til alle folkeslag for at gøre dem til sine disciple, for at kalde mennesker ind i Guds rige med evangeliets gode budskab. Som den gode hyrde, han er, vil han være med sit folk indtil verdens ende. Så selvom det kongerige, som Mika lige nu befinder sig i, er i opløsning og omringet af et mørke, ser han med troens øjne et andet kongerige, hvis grænser når ud til verdens ender, og med denne guddommelige kongehyrde, Herren selv, vil det rige aldrig nogensinde gå til grunde.

Undere større end den store Exodus

Med det kongerige, hvor Kristus Jesus regerer, vil der, som der står i vers 15, ske undere ligesom den store Exodus, hvor Gud med sin udstrakte arm sendte de 10 plager over Egypten og på mægtig vis udfriede Israel fra faraos jerngreb og ledte folket ud af Egypten, delte Det Røde Hav og førte dem ud i frihed. Der vil igen ske mirakler og undere, som aldrig før set. I vers 16 til 17 læser vi, at folkene skal se det og blive til skamme trods al deres styrke. De skal lægge hånden på munden, deres ører bliver døve. De skal slikke støv som slanger, som jordens kryb. Skælvende for Herren vor Gud kommer de frem fra deres skjul. De skal frygte og bæve for dig.

Hvilket under kunne have den her effekt på de omkringliggende nationer, ligesom den store Exodus havde på Moses' tid, hvor folkene og nationerne omkring dem var i rædsel, efter de havde hørt om Guds magtdemonstration over farao? Hvad kunne være større end det? Man ser en forsmag på det måske, da Gud lader jøderne vende tilbage fra eksil til Israel, en Exodus fra Babylon tilbage til Israel, hvor Gud er med sit folk. Han beskytter dem mod onde modstandere, mens murene og templet og nationen bliver genopbygget. Onde mænd som Tobija og Geshem og Sanballat bliver sat til skamme, som vi kan læse om i Nehemias' Bog.

Men det største under, som er sket, det under, som fik den største og stærkeste af alle fjender til at blive til skamme, så han måtte slikke støv som en slange, som jordens kryb, det var underet på Golgatas kors, hvor kongehyrden selv, Jesus Kristus, den gode hyrde, villigt sætter sit liv til for sine får, som Johannesevangeliet 10 taler om. Han lader sig korsfæste på et romersk kors, hvor verdens synd bliver lagt på ham, trods at han var uskyldig og syndfri. På det kors bærer han i sit eget legeme al den synd, begået af alle dem, han gennem tiden vil frelse. Han bliver, som var han den i Mikas Bog kapitel syv, vers ni. Han bliver ligesom den, der havde syndet mod Herren. På vegne af alle sine får bærer han og tager imod Guds vrede for sit folks synder. Dermed fører han sit folks sag, som der står i vers ni, foran Gud og skaffer dem ret. Han soner sit folks synder, lader sig straffe under Herrens retfærdige og hellige vrede, som var han den, der havde begået al synden. Som Andet Korintherbrev 5, 21 siger så smukt:

"Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham."
Andet Korintherbrev 5, 21

Den store kongehyrde Jesus Kristus, som sætter sit liv til for sine får, soner deres synd ved sin egen død. Han bliver begravet, og tre dage efter sejrer han over dødens og syndens magt ved at opstå fra døden, det største af alle undere. Derved kan han ikke blot føre gennem Det Røde Hav, som Moses gjorde, eller lede os ud af Babylon, som på Ezras og Nehemias' tid, men han kan fri os ud af mørkets magt, som Kolossenserbrevet 1, 13 taler om, og flytte os over i sit eget rige, fordi vi i Kristus har forløsning og syndernes forladelse. Han gør, som der står i Mikas Bog 7, 9. Han leder os ud i lyset, så vi ser hans retfærdighed. Den samme retfærdighed, som kræver, at synd straffes, fordi Gud er hellig og retfærdig, den kan vi nu få lov at se, fordi han har taget vores synd, betalt straffen med sin egen død og kan nu iklæde os med sin egen retfærdighed, så vi kan stå tilgivet og accepteret, hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed, som Efeserbrevet 1, 4 siger. Det kan vi gøre til evig tid. Er det ikke bare fantastisk?

Denne kongehyrde er som ingen anden. Han er herre over djævelen og syndens og dødens magt. Han er herre over farao og Assyrien og Babylon. Han er herre over Romerriget. Han er herre selv midt i sin egen død. Sammen med sin begravelse og opstandelse tre dage efter og senere på pinsedag ved udgydelsen af Helligånden og efter Kristi himmelfart bliver alle disse undere, under over alle undere, startskuddet til den eksplosion af udbredelsen af hans rige ud over hele jorden. Et rige, der kalder på og forvandler syndere fra alle folkeslag, selv blandt Israels største fjender, og gør dem til efterfølgere af den levende Gud. Det er kun Gud, der kan gøre det her, som forvandler døde stenhjerter i mennesker til levende sten og gør dem til en del af et levende tempel med Kristus som hovedhjørnestenen og med forvandlede hjerter, der nu banker for og elsker Gud og elsker andre. Der kan man nu leve et liv fyldt med Guds ånd, hvor man gør det, som der står i Mikas Bog 6, 8, hvor man handler retfærdigt, viser trofast kærlighed og ydmygt vandrer med Gud.

Hvem er som du der tilgiver skyld

Alt det her leder til det fjerde og sidste vers i Mikas hymne, lovsangen til Gud. Hvilken måde at slutte af på. Hør her fra vers 18 til 20.

"Hvilken gud er som du, der tilgiver skyld og bærer over med synd hos den rest, du ejer? Du, som ikke bliver ved at være vred, men holder af at vise godhed; han viser os atter barmhjertighed og træder al vor skyld under fode. Du kaster alle vore synder i havets dyb! Du viser troskab mod Jakob, og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage."
Mikas Bog 7, 18-20

Hvilken gud er som du, med det retoriske spørgsmål, som hans eget navn Mika også betyder? Hvem er som Gud? Der svarer Mika fjendens hånende spørgsmål fra vers 10: Hvor er Herren din Gud? Mika svarer det spørgsmål ved at nævne en liste med flere af Guds kvaliteter, som definitivt gør det klart, at der er ingen som Herren Gud, og at han ikke har forladt sit folk eller forkastet sine løfter. De kvaliteter er, at han tilgiver skyld. Han bærer over med synd. Han forbliver ikke i vrede. Han viser godhed og barmhjertighed. Han sejrer over vores skyld og fjerner endegyldigt vores synd.

Herren tilgiver skyld, står der. Det hebraiske ord for skyld er ordet avon, som refererer til at bøje eller tviste eller fordreje noget, og her specifikt i relation til Guds lov, Guds krav, Guds sandhed, Guds standard. Det efterlader en strafskyldig over for Gud, fordi hans retfærdige lov er blevet brudt. Men Herren tilgiver skyld. Han tilgiver vores skyld mod ham selv. Det hebraiske ord for tilgiver her er ordet nasa, som betyder at løfte op, at bære, at fjerne en byrde fra en anden og selv bære den. Herren tager skylden på sig selv. Han løfter den op og fjerner skylden fra den skyldige. Var det ikke også det, som Jesus gjorde på korset for os? I Første Petersbrev, hvor Peter citerer fra Esajas' Bog 53, står der:

"på sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt."
Første Petersbrev 2, 24

Han bar vores synd, løftede den af os og tog den på sig selv, og på korset sonede vores skyld ved sin egen død. Ved hans sår, ved hans død, finder vi tilgivelse hos Herren. Herren tilgiver skyld.

Vi kan også nævne, at Herren bærer over med synd hos den rest, han ejer. Synd taler her om en direkte trodsig handling mod en autoritet eller en helt klar regel eller lov, hvor man ved, at noget er forkert og vælger alligevel at gøre det. Det er synd af den højeste kaliber. Jeg husker engang, da Liva, min datter, var en lille pige, under et år, omkring et år. Hun havde spildt noget mælk på bordet. Hun plaskede med det med fingrene, med hænderne. Jeg sagde: Nu stopper du. Så sagde jeg: Hvis du bare rører mælken igen, bare med din finger, så bliver der altså problemer. Så kiggede hun på mig, og så gjorde hun sådan her. Så rørte hun lige ved mælken. Det var jo sådan lidt af det, der sker her. Det er jo synd. Det er en trodsig handling mod noget, man ved er forkert. I den engelske NASB-oversættelse står der, at Herren passes over the rebellious acts. Gud passerer forbi eller over og straffer ikke synderen. Ligesom ved Exodusen på Moses' tid med de huse, der var markeret med blod fra et lam på dørstolperne, hvor dødsenglen gik forbi. Der lader Gud sin straf gå forbi synden hos den rest, det folk, der hører ham til.

Men for Gud at bevidst overse en synd eller en overtrædelse, der kræver en straf, det vil jo gøre ham uretfærdig, ligesom en korrupt dommer, der fejer uretfærdighed under et tæppe og lader den skyldige gå fri. Men Gud kan forblive retfærdig og samtidig bære over med synden hos sit folk, fordi straffen er blevet betalt. Guds eget offerlams blod, Jesu Kristi blod, er blevet udgydt på korset, hvor hans folks skyld og synd er blevet sonet. Hans blod er blevet smurt over sit folks dørstolper, så at sige. Derfor kan Herren bære over med synd. Er det ikke fantastisk?

En Gud der holder af at vise godhed

Mika fortsætter med at beskrive Gud som en, der ikke forbliver vred. Når skylden er betalt, synden sonet, straffen, som Jesus tog på korset, er blevet taget, så er der ikke noget længere at være vred over. Guds vrede mod synden og uretfærdighed er i Kristus blevet fuldt ud formildet. I stedet for at forblive vred mod sit folk kan Gud gøre noget af det, han holder allermest af, nemlig at vise godhed. I NASB-oversættelsen på engelsk står der, at Gud delights in unchanging love. Han elsker, han holder af at vise sin trofaste kærlighed, sin godhed. Fordi Herren tilgiver skyld og bærer over med synd og ikke forbliver vred, fryder Mika sig i den sandhed om Gud, at han elsker at vise godhed.

Igen, det hebraiske ord for godhed her, det er ordet chesed, som er det samme, der bliver brugt i kapitel seks, vers otte, om at vise trofast kærlighed. Det er et ord, der refererer til en stærk, nærmest stædig, aldrig opgivende, viljebestemt kærlighed, som er forankret i Guds eget væsen og hans løfte til sit folk. Derfor går den her form for godhed meget længere end noget, der bare er følelsesbetonet eller lyststyret. Det er en godhed, en trofast kærlighed, der viser sig i handling og vidner om en ufattelig nådig og trofast Gud, som viser sin trofaste kærlighed til sit folk, selv når de er troløse og illoyale. Gud elsker at udvise sin godhed mod sit folk. På den mest enestående måde har Gud vist sin overstrømmende nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus, som Efeserbrevet 2, 7 siger det.

Ud over sin godhed viser han også, som vi læser her, sin barmhjertighed. Gud er ikke kold og klinisk i den måde, han er mod sine egne, men med en dyb, inderlig ømhed og medfølelse kaster han sin kærlighed på sit folk. Da Moses på bjerget inderligt bad Gud om at vise sin herlighed for ham, og da Gud skjulte Moses i klippespalten og lod al sin herlighed gå forbi, da var det med en beskrivelse af sig selv som barmhjertig, mere end noget andet. Det var en beskrivelse af sig selv som barmhjertig, at Gud ville, at Moses skulle kende ham. I Anden Mosebog 34, 6 står der:

"Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed."
Anden Mosebog 34, 6

Vores synder kastet i havets dyb

Mika fortsætter ufortrødent med at proklamere i sin hymne, hvorfor der ikke er nogen anden som Gud. Det er, fordi han i vers 19 også træder al vores skyld under fode og kaster alle vores synder i havets dyb. Ikke kun nogle af vores synder eller de mindste af vores synder, de letteste tilgivelige af vores synder. Nej, alle vores synder, også de værste og største af dem. Det beskrives på en måde, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvordan Gud har det med sit folks synder. Det er ikke bare sådan ligesom en beskidt affaldspose, der lige skal kastes ud i skraldespanden. Nej, det her er nærmest personligt for Gud. Han er på en slags hævntogt her. Synden har siden Adams tid ødelagt Guds perfekte skaberværk. Den satte en splid mellem mennesket og ham selv. Den har været en dødelig cancer i den elskede brud, som han var kommet for at befri og blive forenet med. Det er den værste fjende, menneskeheden har haft. Dens effekt og dens løn har været døden og evig adskillelse fra Gud. Gud hader med en hellig intensitet synd. Derfor er det også med en intensitet, at han træder al vores skyld under fod. Han tramper den ned. Det er en fjende, han personligt og aktivt sætter sig for at knuse og tilintetgøre. Han kaster alle vores synder i havets dyb, for at de aldrig skal komme frem igen. Ligesom han druknede den egyptiske hær, da han lod vandene falde over dem, efter at Israel var kommet sikkert over på den anden side. Sådan drukner Gud vores største fjende, vores skyld og vores synd. Han fjerner og destruerer fuldstændig det, der holdt ham adskilt fra det folk, han har tilgivet.

Som vi allerede har set, så var det i Kristus Jesus og hans sonende død på korset, hans begravelse og opstandelse, hvorved Gud kunne fjerne, træde under fode, kaste for evigt og altid vores synder i havets dyb. Alle vores synder, vores skyld, vore overtrædelser, de er lidt ligesom et gældsbevis, et dokument, der kræver og siger til Gud: Gud, du skal straffe mig. Men hør, hvad Paulus siger til kolossensermenigheden. Gud gjorde os levende med ham, altså med Kristus, da han tilgav vores overtrædelser, og han slettede vores gældsbevis med alle dets bestemmelser imod ham, da han fjernede det ved at nagle det til korset.

Amen.

Kære ven, er du i Kristus, så er alle dine synder betalt, sonet, tilgivet, båret over med, trådt under Guds fod og kastet i havets dyb. De vil aldrig kunne røre dig, true dig. Du er frelst, retfærdiggjort, ren, accepteret af Gud. Han har sejret. Han har sejret over syndens og dødens magt og holder nu af bare at vise sin godhed og barmhjertighed mod dig hver eneste dag. Så langt som øst er fra vest, som vi læste i Salme 103, så langt har han fjernet vores synder fra os. De er kastet i havets dyb.

I sin ph.d.-afhandling United Nations Security Council Reform indleder forfatteren Bjarke Zink Winther, vores Bjarke, med et citat fra en ukendt kilde. Jeg elsker det her citat, og det lyder: If you are sailing across the Pacific Ocean and drop your keys in the water, forget about them. They are gone, man. De nøgler vil man aldrig kunne finde igen, ligesom med vores synd, som Gud har kastet i havet. Der er ingen, som kan tilgive, som vor Gud kan.

Gud forbliver altid trofast

Mika slutter af ved igen at sætte fokus på Guds trofasthed. Du viser troskab mod Jakob og trofasthed mod Abraham, sådan som du tilsvor vore fædre i gamle dage. Israel fejlede, vi fejler, men Gud forbliver altid trofast mod sine løfter. I ham, med den gode kongehyrde Jesus Kristus, ham som har overvundet verden, vil vi ikke behøve at frygte noget. Så hvis nogen nogensinde spørger os med samme spørgsmål som i Mikas Bog 7, 10, hvor er Herren din Gud? så kan vi svare: Det var ham, som hang på korset, og hans grav er nu tom, og han er med os indtil verdens ende.

Jeg indledte med at sige, og gentager her, at Mika-hymnen i sin enkelthed, og faktisk også bogen i sin helhed, handler om Guds enestående og unikke egenskab i hans glæde over at vise godhed, barmhjertighed, tilgivelse og nåde mod de mest ufortjente og uelskelige af mennesker. Derfor er der ingen som ham.

Amen.