Yndest og et godt navn

I dag afslutter vi serien ud fra Ordsprogenes Bog. Nu er vi nået til femte og sidste prædiken i den her omgang. For jer der er gæster, eller jer der nyder et godt overblik, så havde vi i det første budskab en introduktion til Ordsprogenes Bog og kiggede på kapitel 4, 1-13 ud fra overskriften "skaf visdom". I prædiken nummer to kiggede vi på kapitel 3, 13-18 under overskriften "Velsignet er den, der finder visdom", hvor vi spurgte ind på, hvor afgørende det er, at vi bliver ved med at søge Jesus, selvom vi måske har styr på de grundlæggende trospørgsmål. I prædiken tre, under overskriften "Tag imod visdom", så vi på kapitel 8, 10-12. Her så vi, hvordan Kristus byder os at tage imod ham, som er visdommen selv. Han er den ultimative visdom. Vi må lægge os på ambolten og lade Gud forme os, som smeden former jernet eller sværdet med hammeren, og i den proces må vi se hen til Jesus, der er ydmyg og sagtmodig. I fjerde prædiken, under overskriften "frugten af visdom", så vi på kapitel 8, 19. Her gik vi ind i fem konkrete frugter af visdom. Nummer et var fred i lidelser. Nummer to var evangelisk glæde. Nummer tre var tungens brug. Nummer fire var ægteskab og familieliv. Og fem var økonomi.

I dag skal vi kigge på kapitel 22, vers et.

"Et navn er mere værd end stor rigdom,
at vinde yndest er bedre end at have sølv og guld."
Ordsprogenes Bog 22, 1

Som det tit er i Ordsprogenes Bog, er der en dimension af generel visdom, som også kan anvendes, selvom man ikke er en troende. Samtidig er der et åndeligt aspekt, der er langt større og vigtigere at få med. Tænker man efter og ser på verden omkring os, kan det her ordsprog godt forstås på en helt lavpraktisk måde. For det er klart, at har du rigdom, sølv eller guld, men ingen venner, og du har måske et dårligt navn, så er tilværelsen overhovedet ikke spændende. Du har ikke nogen at dele den her rigdom eller velstand med. I sidste ende får du ikke en dyt ud af det, fordi vi er relationelle væsener. Vi er skabt til at leve i relationer. Er vi ilde betragtet, har vi ingen yndest, ingen anerkendelse omkring os, har vi ikke nogen at dele glæden og rigdommen med, det her sølv eller guld? Så kan vi ikke bruge det til noget som helst. Derfor er der også sådan en slags generel visdom i det her, som verden også kan forstå, hvor vi ikke kigger dybere ind i skriften, men hvor vi bare læser det på overfladisk vis.

Det er også svært, kan man sige, det her med at drive en forretning og fortsætte den velstand, man måske har fået bygget op. Nogle i menigheden her har virksomheder, de kender måske lidt til det her med at drive en forretning. Men hvis ens navn er i dårlig stand med samfundet omkring en, så er der ikke nogen, der efterhånden ønsker at købe ens varer.

Et nyere eksempel på det her var, da Elon Musk kom i bad standing i offentligheden. Det gjorde han, fordi han havde sagt noget på nettet, kom med nogle politiske ytringer på Twitter, da det hed det dengang. I dag hedder det X, og det var selvfølgelig fordi han købte det. Det var vældig smart, ikke også? Hvis man kommer i bad standing på et eller andet medie, så kan man bare købe det, hvis man har penge nok. Men han fik jo simpelthen Tesla-aktien til at styrtdykke, fordi hans navn fik det her dårlige ry. Salget i Tyskland for eksempel faldt med 41% på grund af det. Det er pænt meget. Jeg ved ikke, om nogen af jer har lagt mærke til, at nogen klistrer nogle klistermærker på deres Tesla-biler, fordi Elon har så dårligt et navn hos nogen, ikke hos alle, men hos mange. Det var for at undgå at få begået hærværk mod deres biler, fordi der efterhånden var så mange, som fik begået hærværk mod deres Tesla-biler, fordi Elon havde fået sig et dårligt navn. Nu er det jo klart, Elon har stadigvæk mange tilhængere, og det havde han også på det tidspunkt. Så selvom han fik et dårligt navn generelt set, var det ikke alle, der var imod ham på det tidspunkt. Han er stadigvæk verdens rigeste mand, så måske lidt et dårligt eksempel, men jeg tror, I forstår princippet i det her.

Et andet eksempel kunne være det her med folk, der kommer i fængsel eller får en plettet straffeattest. Der kan det være utrolig svært at få en plads i samfundet, når ens navn er plettet. Skal man til jobsamtale, vil de typisk bede om en reference fra tidligere arbejdspladser for at sikre, at kandidaten er pålidelig og dygtig. Og her er det også afgørende, at man har et godt navn, når de ringer ud til de tidligere arbejdsgivere, at det ikke er nogen, der sviner én til. Så helt praktisk kan man godt forstå det her på et generelt, overordnet plan, det her med et godt navn og yndest.

Den åndelige dimension er meget dybere

Men det er meget mere væsentligt for os, og det er meget mere spændende for os at dykke ned i den åndelige dimension, fordi Guds ord går meget dybere i det her med ens navn end bare, hvordan verden kigger på os. Det er vigtigt, at vi som kristne forstår, at menneskelig anerkendelse er intet i forhold til guddommelig anerkendelse eller yndest. Hvad gavner menneskelig yndest, hvis ikke du har Guds yndest? Vi kan også tage hele pakken og sige: Hvad gavner det dig at have et godt navn i verdens øjne, samtidig med at du har stor rigdom, guld og sølv, hvis ikke dit navn står i livets bog, og din fremtid er helvede?

Den åndelige visdom er så meget større og dybere end den generelle visdom. En prædiken i dag rummer tre punkter, som de tit gør. Det første er åndelig visdom, for det skal vi prøve at dykke ned i, den åndelige del af det. Nummer to er ambassadører. Og nummer tre er i kærlighed.

Først skal vi prøve at dykke ned i den åndelige dimension af den fantastiske sandhed, der ligger i de her vers. Jeg nævnte livets bog, og der kan vi prøve at slå op i Johannes' Åbenbaring, for der står en hel del om livets bog i Johannes' Åbenbaring. Det jeg vil prøve at gøre lige nu, det er at læse de skriftsteder, hvor der står noget om livets bog, så vi får en idé om, hvad skriften egentlig siger om det begreb, livets bog. Vi starter i Johannes' Åbenbaring kapitel 3.

"Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle."
Johannes' Åbenbaring 3, 5

Så hopper vi over til kapitel 13, vers otte.

"Og alle, der bor på jorden, vil tilbede det, enhver, hvis navn ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, det slagtede lams bog."
Johannes' Åbenbaring 13, 8

Johannes' Åbenbaring 17, vers otte, skal vi over til nu.

"Dyret, du har set, var og er ikke mere, og det skal stige op af afgrunden og gå sin undergang i møde. Og de, der bor på jorden, og hvis navne ikke, fra verden blev grundlagt, står skrevet i livets bog, vil undres, når de ser dyret, som var og ikke er og vil komme."
Johannes' Åbenbaring 17, 8

Så hopper vi over til kapitel 20, vers 12.

"Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne."
Johannes' Åbenbaring 20, 12

Så læser vi vers 15 i kapitel 20.

"Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen."
Johannes' Åbenbaring 20, 15

Så læser vi kapitel 21, vers 27.

"Men intet vanhelligt kommer derind, og det gør heller ingen, der øver afskyelighed og løgn, men kun de, der står indskrevet i livets bog, Lammets bog."
Johannes' Åbenbaring 21, 27

Se, der er noget tyngde i det her med livets bog, når vi sådan lige læser de vers, der særligt omhandler det. Så jeg vil roligt sige, at man kan sige: Et navn i livets bog er mere værd end stor rigdom, at vinde yndest dér er bedre end at have sølv og guld.

Dæmonerne kender ikke dem, der ikke tror

Vi ser også en åndelig dimension, når vi kigger på beretningen om Skevas' syv sønner. Der må I gerne prøve at slå op med mig i Apostlenes Gerninger, og så skal vi kigge på kapitel 19. Der var det sådan, at de her syv sønner, der i øvrigt var jøder, forsøgte at drive dæmoner ud ved Jesu navn uden selv at være troende. Vi læser fra vers 13 til 18.

"Også nogle af de omvandrende jødiske dæmonbesværgere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, der havde onde ånder. De sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder!« Blandt dem, der gjorde det, var der syv sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas. Men den onde ånd svarede dem: »Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?« Og manden med den onde ånd sprang på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem sådan, at de nøgne og forslåede måtte flygte ud af huset. Det rygtedes blandt alle, der boede i Efesos, både jøder og grækere, så alle blev grebet af frygt, og Herren Jesu navn blev lovprist. Mange af de troende kom og bekendte og fortalte, hvad de havde gjort."
Apostlenes Gerninger 19, 13-18

Vi ser her, hvordan der i den åndelige verden, som vi lever i, er dæmoner. Vi ved, de skælver ved Jesus. Når Jesus kommer, og han møder de besatte og dæmonerne face to face, så skælver de og siger: Er det tid? Det er da ikke passende, det er tid nu. De kender godt Paulus' navn, kan vi også høre. De ved godt, hvem Paulus er, men de ved ikke, hvem de her ikke-troende jøders navne er. De var ikke åndeligt beskyttede eller kendt af fjenden for den sags skyld. Der ser vi i vers 17, at det rygtedes blandt alle, der boede i Efesos, og de blev grebet af frygt, og Jesu navn blev lovprist. Læg mærke til i vers 18, at det er de troende, som kommer og fortæller om den her beretning. Det er faktisk de troende, der har fået korrigeret lidt og forklaret, hvorfor det ikke nyttede noget at vifte lidt med Jesu navn i sådan en situation uden at være født på ny, uden at være en discipel af Jesus selv.

Hertil kan vi spørge os selv i dag, om dæmonerne kender til os. Om de kender til vores menighed her, Nordkirken. Er vi med i kampen? Er du en bønnekriger, en frontkriger på evangelisationsmarken, eller en værdikriger, der kæmper imod denne verdens tidsalder og ham, som hersker over luftens rige, der kæmper imod den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn? Her tænker jeg på sådan noget som fosterdrab, LGBT, fri sex, oprør mod forældre, misbrug af alkohol og stoffer, feminisme, skilsmisser uden utroskab, afgudsdyrkelse, darwinisme, kærlighed til penge, individualisme og egoisme. Det er sådan noget, en værdikriger for Kristus kæmper imod.

Træner du dine drenge i troen, så de kan blive til stærke pile imod fjenden, som Salmernes Bog 127, 3-5 beskriver? Der står nemlig sådan her:

"Sønner er en gave fra Herren,
moderlivets frugt er lønnen.
Som pile i krigerens hånd
er sønner, man får i sin ungdom.
Lykkelig den mand, der fylder sit kogger med dem;
de bliver ikke til skamme,
når de taler til deres fjender i porten."
Salmernes Bog 127, 3-5

Det skulle helst være sådan for os, at fjenden har hørt om dig og mig. For hvis ikke han har det, så er vi ikke med i kampen. Der er ikke noget ved at sidde på bænken i så vigtig en kamp som den her. Lad os ikke være som menigheden i Laodikea, hvor Jesus siger, de er blevet lunkne kristne, der, hvis ikke de omvender sig, så vil de blive spyttet ud af hans mund og gå fortabt.

Vi er ambassadører for Kristus

Når vi nu har sporet os ind på den åndelige dimension af det at have et godt navn og yndest, så kan det være naturligt at se på, hvad det vil sige det her med, når ens navn er skrevet i livets bog, og vi hører Jesus til. Det er så her, vi går ind i andet punkt, det som jeg har kaldt for ambassadører.

Vi er som kristne købt med en dyr pris. Jesus har betalt for os med sit eget blod på korset. Kigger vi på, hvad det vil sige at være skrevet ind i livets bog, så bærer det præg af, at man kæmper med i kampen, og man elsker Jesus i det private og det offentlige. I Filipperbrevet 4, 3 står der sådan her:

"Ja, jeg beder også dig, trofaste Synzygos, hjælp dem, for de har kæmpet for evangeliet sammen med mig og sammen med Clemens og mine andre medarbejdere, hvis navne står i livets bog."
Filipperbrevet 4, 3

Kæmpet for evangeliet. I Johannes' Åbenbaring 3, 5, som vi læste før, står der: "Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, men vedkende mig hans navn over for min fader og hans engle." Så vi har "kæmpet for evangeliet" og "den, der sejrer" i de her to vers. Samtidig ved vi, at Jesus siger, at vi skal kæmpe for at komme ind af den snævre port i Lukasevangeliet 13, 24.

Vores identitet, kan man også sige, altså vores navn, er ikke længere bare Mattias eller Martin Madsen eller Adam Vester eller Camilla Højgaard. Nej, vi bør kendes på vores herre og mester Jesus. Vi er kristne. Det her ambassadørbegreb kommer i spil. Skal du kende os, så er du nødt til at kende Jesus først, for han ejer os. Jesus har gjort os til nye skabninger, der tilhører ham i sådan en grad, at Paulus og Peter kalder sig for Jesu slaver. Sådan helt ordret. Det er klart, det begreb har noget negativt i sin klang, ikke også, på grund af tiden og hvordan synd har ødelagt alt det. Men i sin grundessens betyder det at være slave faktisk bare det, at man er en person, der er købt og betalt, og som er en andens ejendom. Er det ikke sandt om os, at vi er købt? Han har betalt. Vi tilhører Jesus. Det er det, der menes med dulos, som er det græske ord, der egentlig betyder slave.

Filipperbrevet 1, 21. Der står: "Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding."

Kan I prøve at se her? Jeg ved ikke, om I kan huske dem her. Det er old school det her. For nogen kan I nærmest tænke, ah, det var da ikke så længe siden. Det er det faktisk. Det er 90'erne og nullerne det her. Men her var det vældig populært engang. Der står WWJD, og det står for "what would Jesus do". Hvad vil Jesus gøre? Selvom man helt sikkert kan twiste sådan et budskab, ligesom man kan med Guds ord, til at blive noget legalistisk, så rummer det alligevel et sundt spørgsmål, som vi kan opveje mange af vores prioriteringer og beslutninger ud fra. Hvad vil Jesus gøre? Eller med andre ord: Hvordan kan jeg tjene min herre Jesus lige nu? Hvordan kan jeg være en god ambassadør for ham?

I Første Korintherbrev 11, 1 siger Paulus direkte: "Efterlign mig, ligesom jeg efterligner Kristus." Og i Filipperbrevet 1, 27, som vi for nylig har hørt igennem Mikaels Filipperbrevs-serie, hvor han trofast har forkyndt ud fra Filipperbrevet, der står der: "Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium."

At stræbe, at kæmpe, at forstå, at vi er ambassadører for Kristus, både over for mennesker, men også engle og den åndelige verden, er en grad af helliggørelse og efterfølgelse af Jesus, der har effekt på det navn, vi har, både over for Gud, men også over for mennesker.

Passivitet tilsværter vores vidnesbyrd

Vores vidnesbyrd kan være til stor gavn for Kristi kongerige. Men det kan også ødelægge. Det kan også ødelægge og splitte i kongeriget, hvis fjenden får tilsværtet vores vidnesbyrd med synd, falsk lære eller også passivitet. Jeg har prædikener og bøger, jeg ikke lytter til eller læser længere, fordi forkynderens vidnesbyrd er blevet tilsværtet af synd i hans ældre dage. Der er forældre, hvis vidnesbyrd er blevet tilsværtet, og det har haft utrolige konsekvenser for deres børn, selv ind i børnenes voksenliv.

Nu ser jeg passivitet i forhold til vidnesbyrdet, der var blevet tilsværtet af fjenden. Måske tænker du: Hvorfor er passivitet noget, der decideret tilsværter ens eget vidnesbyrd? Det er jo ikke ligesom synd, der sådan pletter og ødelægger på den måde, er det? Men ser I, det handler ikke om, hvordan vi starter løbet, som er vores trosliv. Det handler om, hvordan hele løbet løbes. Og vigtigst af alt, så handler det om, hvordan løbet ser ud til, at vi gennemfører, at vi sejrer, som vi hørte om i Johannes' Åbenbaring 3, 5. Hvad nytter det at kunne dele et vidnesbyrd om, at man for 10 år siden var en brændende kristen? Engang for 10 år siden var man en brændende kristen, der elskede Herren af hele sit hjerte og prioriterede Jesus og levede for ham. Hvis dem, du fortæller til, kan se, at det her var en flamme, som ikke var stærk nok til at holde ud, så er det ikke noget stærkt vidnesbyrd. Hvordan kan man evangelisere eller tale tro med en ikke-troende og sige "følg Jesus", når man ikke selv gør det og kun kan pege på, at man engang gjorde det for 10 år siden?

Jeg tror på, at en af fjendens største pile og angreb på os i vores tid, det er distraheringer for at gøre os passive i troen. Jeg så en TED-talk, som min kære bror Hyggene sendte til mig, der er to år gammel, så den er ikke så gammel igen. Heri smider en dygtig kommunikator sådan en fin illustration op på en projektor, hvor han viser vores tid i det her liv, fra vi er 18 år gamle, til vi er 90. Han tager udgangspunkt i livet fra man er 18, fra man er voksen, rundregnet til 90, hvis man er så heldig at blive så gammel. Der viser han, hvor mange af de måneder der er, han har sådan nogle prikker, der bare er linet op med, hvor mange måneder vi har tilbage at leve i, fra vi er 18 til 90. Så viser han med farver, hvor mange af de måneder der går på ting, vi ikke kan komme udenom. Sådan noget som søvn, arbejde, uddannelse, hygge derhjemme, toiletbesøg om morgenen og alle de her ting, transport, vi skal jo frem og tilbage, sådan nogle ting.

Af den fritid, der så var tilbage af vores liv, der står den gennemsnitlige amerikaner. Og jeg er ret overbevist om, at det også gælder os i Danmark her i Vesten. Der står den gennemsnitlige amerikaner og også dansker til at bruge 93% af vores fritid på skærme. Prøv at kigge på vores telefoner, kig på vores tablets, kig på vores tv, kig på de her skærme. 93% af vores fritid går på det. Det er vel at mærke ikke regnet den tid med, vi kigger på skærme i skolen og på uddannelsen. Det er ren fritid. Så 7% står de fleste mennesker i dag til at have til at leve livet. For jeg vil sige, vi lever ikke livet, hvis hele vores liv leves igennem en skærm. Det er ikke der, livet leves. Uanset hvor smart en app og sociale medier det kan være, uanset hvor kristent det indhold, du ser på skærmen, det er, så er det ikke der, livet leves.

Vi var 19 afsted i fredags for at evangelisere på havnefronten. Og den mest almindelige indgang til mennesker der, det er at afbryde dem, mens de sidder og kigger i deres telefon. Solen skinner, og de sidder der på en sommerdag, og udsigten er fantastisk. Måske sidder de endda sammen med deres ven, og alligevel sidder de sådan her, fuldstændig distraheret af reels og TikTok og alle de her korte videoer. 93%, det gør os fraværende i næsten alle sociale interaktioner i det virkelige liv. Der er simpelthen ikke plads til, at vi er til stede i sådan en statistik. Så ja, passivitet er en stor fare over for det vidnesbyrd, vi som ambassadører for Jesus bærer.

Kærlighed til Gud

Nu bevæger vi os over i mit tredje punkt, der hedder i kærlighed. I ønsket om at være den her Ordsprogenes Bog 22-mand eller kvinde, der forstår, at vores identitet er i Kristus, og vores navn er i ham, og det er vigtigere end alt andet, der må vi huske på, at det er kærligheden, der skal være kilden, vores gerninger flyder fra. Jesus siger i Matthæusevangeliet 22, 37-40:

"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne."
Matthæusevangeliet 22, 37-40

I ønsket om at leve vores identitet og navn i Kristus ud, skal vi høre Jesu ord her og tage det til efterretning for at spore ind på, hvordan de to overskrifter her, det er dem, der må strukturere vores ambassadørskab og vores liv. Det er i kærlighed til Gud, og det er i kærlighed til mennesker. Det er i kærlighed til Gud og mennesker, at vi lever vores identitet i Kristus ud.

Men først og fremmest Gud. Vi elsker Gud først, og vi elsker ham helt konkret. Hvordan, kan man spørge? Vi elsker ham ved at bruge tid med ham. Gud ønsker ikke vores tomme løfter, vores ofringer eller endda lydighed af falske motiver. Gud ønsker vores hjerter. I Hoseas' Bog 6, 6 står der:

"Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre,
kundskab om Gud, ikke brændofre."
Hoseas' Bog 6, 6

Esajas' Bog 29, 13-14. Der står der sådan her:

"Dette folk dyrker mig med munden
og ærer mig med læberne,
men deres hjerte er langt borte fra mig,
og deres gudsfrygt
er tillærte menneskebud;
derfor vil jeg stadig behandle dette folk
på underlig og sælsom måde,
de vises visdom skal ødelægges,
de kloges klogskab tilintetgøres."
Esajas' Bog 29, 13-14

Så Gud ønsker, at vi søger ham, at vi stræber efter at lære ham at kende, som vi ser i Hoseas 6, at vores hjerter må være tæt på ham, at gudsfrygten er ægte. En gudsfrygt, der er ægte, den ser lidt ud som Esajas i kapitel seks, hvor han siger: "Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre." Det er en autentisk gudsfrygt, der kommer af, at man selv har nærmet sig Gud, bevæget sig hen mod ham og har set ham.

Den her gudsfrygt, som Gud ikke kan lide, som vi hørte om før, hvor man bare har hørt nogen sige et eller andet om Gud, man har lært det af menneskebud. Der er nogen, der har sagt noget om Gud, men man har ikke selv nærmet sig Gud. Man har ikke selv søgt Gud. Man har sådan hørt ham lidt i periferien gennem nogle andre. Og så kan det godt være, du frygter Gud en lille smule, men det er ikke ægte, autentisk gudsfrygt. Den kommer af, at vi bruger tid med ham, at vi nærmer os Gud.

Skab enerum med Gud

Så tid, det er vi nødt til at give Gud, vores tid, særligt i bøn. Det er her, han har vores hjerte. Det er, når vi kommer til ham og fortæller, hvordan tingene står til. Når vi udøser vores hjerte til Gud. Når vi længes efter ham, når vi kommer og siger til ham, at vi har det svært. Det er også sådan, børn gør med deres fædre og mødre, ikke? Når de længes efter dem, eller når de har det svært, så kommer de med det samme, ikke? Han skal have vores hjerte.

Vi hører også om, at det er vigtigt for Gud, at vi kender ham. Kendskab, i Hoseas hørte vi om, at han vil have kendskab om ham. Og det lærer vi om i ordet. Vi er nødt til at åbne vores bibel. Vi er nødt til selv at dykke ned i ordet og så lære ham at kende. Puritanerne gjorde en dyd ud af at praktisere det, som man på dansk kaldte for enerum. Med Gud, enerum. Det var faktisk et ord, der var lidt svært at oversætte. Det hedder solitude. Men oversætter man solitude til dansk, så vil de fleste ordbøger oversætte det, de vil sige ensomhed. Vi skal have ensomhed med Gud. Det lyder ikke så fedt, gør det? Vi skal have enerum med Gud. Vi skal være bare os og ham.

I dag har vi stadigvæk brug for det her. Og vi ved, vi har brug for det, fordi Jesus viste os det i hans ord, at han også havde enerum med hans far. Han trak sig også fra mennesker og søgte enerum med hans far. I dag skal vi virkelig gøre en aktiv indsats for at skabe det her enerum med Gud. Det er ikke noget, der bare naturligt opstår længere. Det kunne det godt gøre engang. Det gør det ikke meget mere. For i dag, hvis vi går en tur, ved I hvad? Så har vi musik i ørene. Kører vi en tur, så har vi podcast i turen. Vi fylder vores dage med aktiviteter til os selv eller børnene til randen, så der knap er plads til andet. Hver en pause, vi har, så er telefonen klar til at holde os beskæftiget. Og jeg kender det alt for godt selv. Det gør jeg.

Der er nogen, der har den her del med enerum på plads i deres åndelige discipliner. De har sat tid af fast til det her enerum med Gud. Men struggler du til tider med det her, ligesom jeg også gør, så kan det være, vi skal prøve noget nyt. Et godt bud herfra, som jeg vil prøve af i hvert fald, det er at sætte det i kalenderen. Det er det, vi gør med alle vores andre aftaler. Så sætter vi det af i vores kalender, så vi husker det. Sætte en særlig aftale af en bestemt aften. Det kunne være en torsdag aften. Så sige: Her fra klokken 9 til 10 er jeg i enerum med Gud. Eller en bestemt morgen kunne det også være. Men planlægning, det tror jeg er vejen frem. Det er en hjælp for os i vores tid.

Og så kan vi stadigvæk udnytte de her ture, som vi skal på en gang imellem. Køreturene, den her tid, som vi ikke kan komme udenom, som vi hørte ved TED-talken. Vi behøver ikke smide den podcast på. Vi kan godt udøse vores hjerter til Gud der på den køretur eller de gåture eller cykelture eller ventetider, vi har. Så lad telefonen blive i lommen og gå så til Gud. De gange, hvor jeg formår at gøre det her, der har jeg bare haft så stor glæde og gavn af det. Så lad os udnytte de anledninger, livet bringer os, og selv også forsøge at skabe nogle anledninger ved at få lagt det i kalenderen og planlægge.

I Første Thessalonikerbrev 5, 17 står der "bed uophørligt", vers 18 står der "sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus". Så det her med, at der er en kontinuitet i at være tæt ved Gud, at søge ham, at udøse vores hjerter til ham, det er bibelsk. Det ønsker Paulus og alle de andre apostle også for os.

Kærlighed til mennesker

Og så har vi kærlighed til mennesker. Lad os prøve at slå op i Romerbrevet 12 sammen nu. Det er en tekst, som jeg selv har hængende derhjemme, indrammet, og jeg nyder at læse den, for det er virkelig en smuk passage, særligt omkring det her med kærlighed til mennesker. Vi skal læse Romerbrevet 12, vers 9 til 21. De fleste af jeres bibler vil formentlig have en overskrift, der hedder "livet efter Guds vilje". Og det er sandt. Vi læser:

"Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. Glæd jer med de glade, græd med de grædende. Hold sammen i enighed. Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, og stol ikke på jeres egen klogskab. Gengæld ingen ondt med ondt; tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker. Hold fred med alle mennesker, om det er muligt, så vidt det står til jer. Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: »Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde,« siger Herren. Men »hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke; for gør du det, samler du glødende kul på hans hoved.« Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode."
Romerbrevet 12, 9-21

Jeg har lige markeret med fed nogle af de steder, hvor man virkelig kan se den her grad af kærlighed til mennesker, som vi kaldes til. Vi skal nemlig være hengivne i broderkærlighed. Vi skal kappes om at vise hinanden agtelse. Vi skal hjælpe de hellige. Det er sådan nogle som jer. Vi skal hjælpe hinanden, når vi har behov for hjælp. Der står ikke, vi skal hjælpe hinanden, når vi har behov for hjælp i de store ting. Nej, det er alle ting det her. Vi skal lægge vægt på at være gæstfrie, at åbne vores hjem. Vi skal velsigne og ikke forbande. Vi skal glæde os med dem, der er glade. Vi skal smile til dem, der smiler. Og så skal vi føle og være barmhjertige og omsorgsfulde over for dem, som ikke har det godt.

Der skal være en grad af enighed, og vi skal ikke gengælde nogen, der gør os ondt, med ondt. Vi skal holde fred med alle mennesker, om det er muligt. Vi skal overvinde det onde med det gode. Lever vi vores liv sådan her, så har vi integriteten med os, når vi står fast på sandheden over for verden, som vi ved vil hade os, når de møder os i den sandhed, vi præsenterer. I de tider, vi lever i lige nu, der ved I godt, at hvis vi går ud og siger tingene, som de er, det vi virkelig tror på, også de upolitisk korrekte emner, så møder I ikke skulderklap. Vi møder ikke nødvendigvis hardcore had og forfølgelse som i, at de vil til at slå jer ihjel eller et eller andet, men I kommer til at møde negativitet og formentlig had. Men der har vi integritet med os, hvis vi lever de her vers ud.

Jesus siger i Johannesevangeliet 15, 18-21:

"Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig."
Johannesevangeliet 15, 18-21

Igen, der har vi navnet. På grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig.

Det her med at have et navn skrevet i livets bog, det betyder, at vi kæmper, og det betyder også, at vi sejrer. Midt i det er det vigtigt, at vi kigger ind, ransager os selv, og at vi også hjælper hinanden med at ransage hinanden. Og så spørger os selv: Er vi bønnekrigere? Er vi frontkrigere på fronten som evangelister? Vi fik en kærlig udfordring der i onsdags, ikke sandt? Er vi de her værdikrigere, der tør at åbne munden, når verden siger ting, som er dybt forkastelige og imod Guds ord? Er vi trofaste familiekrigere, der rent faktisk sætter sig med sine børn og får trænet dem op i troen? Det er også en måde at dyrke åndelig krigsførelse på. Jeg tror på, at mange af os er det, men det er også noget, vi skal vokse i.