Bed om det daglige brød

Der er en bog, som er fyldt med refleksioner omkring bønnens betydning, og en af de ting, som forfatteren konkluderer, udtrykker han på den her måde: "Det fredfyldte, sejrende, modne kristne liv lykkes kun for dem, som har lært den daglige kraft fra den evige verden."

Der er ingen tvivl om, at det nok også var en af de observationer, som Jesu disciple gjorde sig, når de iagttog deres mester. De så et fredfyldt, sejrende liv, dagligt forsynet med kraft fra oven gennem et liv i fællesskab med Jesu himmelske far. De længtes efter noget af det samme, og de sagde til Jesus, som vi læser i Lukasevangeliet kapitel 11:

"Herre, lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det."
Lukasevangeliet 11, 1

Jesus svarede dem med det, vi kender som Fadervor, som vi læser i Lukasevangeliet, men også i vores tekst i Matthæusevangeliet kapitel 6. Det er et mønstereksempel på, hvordan vi bør vende os til Gud i bøn. Men disciplene, kan man sige, lykkedes ikke kun med det, men også med mange andre ting ikke lige med det samme med at få anvendt de her ting rigtigt i deres liv.

Vi ser en situation blandt andet i Matthæusevangeliet kapitel 17 fra vers 14 til 21, en passage omkring helbredelsen af den månesyge dreng. Disciplene kunne ikke rigtig helbrede ham, og det var på grund af deres vantro. Jesus sagde til dem i vers 21 i kapitel 17 af Matthæusevangeliet:

"Den slags fordrives kun ved bøn og faste."
Matthæusevangeliet 17, 21

Med andre ord: Her er der en situation, her er der en omstændighed, og for at Gud vil gøre sit værk ved sin Ånd, har han bestemt, at de troende, forud for manifestationen af Guds kraft til åndelig frihed fra fangenskabet i den her situation, må søge Guds ansigt i bøn og faste.

Det er noget, vi også må lære. Vi må lære at bede. Vi må lære at stole på Gud. Vi må lære at søge ham, fordi det er ham, der gør værket.

Et kort tilbageblik på sand bøn

Lad mig lige tage et ganske kort tilbageblik på, hvad det er, vi har set omkring bøn ud fra den her bibeltekst i Matthæusevangeliet. Vi har taget afsæt i den her passage i Matthæusevangeliet. Vi startede i vers 5 i kapitel 6, og så kommer vi til at fortsætte til vers 13.

Det første, vi så, var, at Jesus lærer sine disciple, hvad sand bøn er. Det gør han indledningsvis ved også at skildre, hvad bøn ikke er. Her har vi eksemplet på den frugtesløse bøn, som hyklerne, de religiøse ledere, havde, da de stod på gadehjørnerne og bad offentligt for ligesom at vise deres fromhed foran andre mennesker. De ser fromme ud udadtil, og man kan se, deres mund løber med en masse ord, men det er blot religiøsitet. Det er blot noget ydre for at vise frem for andre, at de er hellige – frem for et sandt åndeligt liv, et sandt åndeligt fællesskab med Gud i det indre menneske.

Hvis det var disciplenes forbilleder, hvis det var det, de så, og det de forestillede sig omkring, hvad bøn er, altså de religiøse ledere, så havde de i den grad behov for at lære, hvad sand bøn virkelig er. De havde betragtet, hvordan Johannes bad, og de havde betragtet, hvordan Jesus bad, hvordan han havde fællesskab med sin far. De havde sikkert også undret sig over det her intime fællesskab, som Jesus havde med sin Abba Fader. De iagttog det, når han gik afsides for at være alene, for at være sammen med sin himmelske fader. De så, hvordan han havde det her personlige forhold til Gud, og der var noget helt særligt ved den måde, som Jesus bad på, som de iagttog, og som de var tiltrukket af.

Det var på ingen måder, som de religiøse ledere bad. Det var meget privat, det var meget inderligt, det var meget intime bønner. Det, som Jesus gør her i vores tekst, er, at han inviterer sine disciple ind i den her bønnens verden, ind i den her verden, som vi kalder der, hvor Guds rige er. Han kom for at forkynde Guds rige, for at bringe Guds rige nær. Han kaldte dem ind i den verden. Han viser dem, hvordan de også skal leve med Gud, hvordan de skal henvende sig til Gud, når de beder til ham.

Han lærer dem, at bøn er noget, som skal komme indenfra. Det er ikke noget, man skal gå rundt og vise folk udadtil. Det er noget, som skal komme indenfra. Derfor ser vi også i vers 6, hvordan han sætter fokus på bøn i det skjulte. Det er ikke en handling i det ydre over for mennesker. Det er en handling, hvor den troende taler med Gud ud fra sit indre, i sit hjerte. Han taler ikke til en eller anden fjern Gud derude. Han taler rent faktisk til sin egen fader, sin egen far, som er i himlen.

Personligt fællesskab og ærefrygt

Jesus lærer os, at vi skal være personlige, men samtidig lærer han os også, at selvom vi skal være personlige, og selvom Gud er vores far, så skal vi også komme til ham med den rette indstilling – en indstilling, der forstår, at Gud er en almægtig Gud, at Gud er en hellig og retfærdig og stor og mægtig Gud. Vi skal komme til ham i ærefrygt, i Herrens frygt, må vi komme til ham, når vi begynder at bede.

Vi anerkender, at Gud er den, han er. Vi forstår, at vi er blot mennesker. Vi forstår, at han er hellig, men vi er blot syndere, og at uden ham har vi rent faktisk ingenting. Skilt fra ham kan vi intet gøre, som der står. Det er ved hans nåde, at vi kan komme til ham som hans børn, som hans arvinger. Det er ham, som har givet os at kunne komme til ham. Han er livets ophav, og vi er fuldkommen afhængige af ham. Det er med den indstilling, vi kommer til Gud. Det er med den forståelse, vi må komme til ham.

Vi beder om, at hans navn må helliges på alle områder af livet, og at hans rige må komme. Det vil sige, at han må regere som konge og herre, og han må lede sit folk ind i hvilen, som han har kaldet os til, ind til frelsen, ind i sine evige planer for os som sit folk. Vi beder om, at hans vilje må ske, som vi også har sunget her, og det betyder, at hans folk, du og jeg, får noget til at kende, adlyde og underordne os under hans hellige vilje i alt, ligesom vores katekisme også siger.

Det var de første tre bønner, som vi ser i Fadervor. Der er seks bønner i alt. Nu kommer vi så til den fjerde bøn i Fadervor, som lyder i vers 11 i Matthæusevangeliet kapitel 6:

"Giv os i dag vort daglige brød."
Matthæusevangeliet 6, 11

Det er herfra, at Jesus lærer os, at sand bøn til Gud også er bøn, som indebærer det at fremlægge vores behov for Gud, som vi også har set i Filipperbrevet kapitel 4, vers 6, hvor Paulus siger:

"Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak."
Filipperbrevet 4, 6

Inden vi kigger nærmere på den fjerde bøn, skal vi lige læse den her bøn sammen, som Jesus har lært os. Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 9 til 13:

"Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen."
Matthæusevangeliet 6, 9-13

Bøn med påkaldelse og tak

Jeg citerede lige før fra Filipperbrevet kapitel 4, vers 6, som fremhæver det her aspekt, at når vi kommer til Gud med vores ønsker og behov, så må vi komme til ham med vores ønsker og behov med et taknemmeligt hjerte. Det er bøn med påkaldelse og tak, som der står.

Selvom vi ser her i den fjerde bøn i Fadervor, så står der ikke det her eksplicit, men så ligger der implicit i bønnen om vort daglige brød, som vi beder om, at det er noget, vi sætter pris på. Det er noget, vi er taknemmelige for, fordi han sørger for os. Når Gud forsørger os, så er vi taknemmelige for hans forsørgelse.

Som vi også har set i de sidste kapitler – sidst i kapitel 6 her – så ser vi, at Jesus sætter særlig fokus på det her med forsørgelse, fordi han ved, at uanset hvor meget vi måtte have, så har vi en tendens som mennesker til at bekymre os. Det ved jeg ikke, om nogen af jer har oplevet det her med at bekymre sig lidt? Uanset om man er rig eller fattig, så kan man gå og bekymre sig. Men som vi læser i vers 32, så ved vor himmelske fader lige præcis, hvad det er, vi trænger til, og vil i vers 33 give os alt, hvad vi behøver, hvis vi søger Guds rige først og hans retfærdighed. Der har vi prioriteten: Søg Guds rige først og hans retfærdighed, og så vil alt andet blive givet i tilgift. Derfor har vi reelt faktisk ingen grund til at bekymre os.

Jesus lærer os i den fjerde bøn, at vi frimodigt kan komme til vores fader i bøn og bede ham om vores behov med en viden om, at vi har en Gud, som elsker os. Vi har en Gud, som vil forsørge os, som vil tage sig af os. Er det ikke fantastisk? Det er fantastisk, at vi har sådan en Gud, som Jakobsbrevet siger i kapitel 1 og vers 17:

"Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge."
Jakobsbrevet 1, 17

De kommer ned fra Gud til os. Vi har tidligere set, og vores katekisme udtrykker det også, at bønnens natur er at fremlægge vores ønsker for Gud, og helt specifikt de ting, som er efter hans vilje, i Kristi navn. Med andre ord: At bede er at spørge Gud om at give os noget, som vi har brug for, og som er efter hans vilje. Det er meget vigtigt at have den sidste del med – som er efter hans vilje. Det er præcis det, som Jesus lærer os også at gøre i den her tekst her i Matthæusevangeliet kapitel 6 og vers 11.

Hvad ligger der i Giv os?

Lad os prøve engang at se på de her forskellige elementer, som verset indeholder: "Giv os i dag vort daglige brød."

Først og fremmest beder vi: "Giv os." Man kan sige, at der hvor vi fra vers 9 til 11 har bedt om ting, som har et evighedsperspektiv – Herrens navns hellighed, Guds riges komme og udfoldelsen af Guds vilje på jorden – så beder vi i vers 11 om noget, som man kan sige er konkret og jordnært i forhold til vores personlige behov som mennesker.

Gud er vores far, og som verset siger, så ved han, hvad vi trænger til. Det ved han allerede, før vi beder om det. Han ved, hvad vi trænger til, og han opfordrer os faktisk til at bede ham specifikt om at give os de ting, som vi har brug for. Vi forstår også, at når vi beder Gud om at give noget til os, så er det i en kontekst, hvor vi må have Guds egen ære som vores motiv. Det er derfor, at vi indledningsvist også beder om, at hans navn må blive helliget. For hvis vi beder på en forkert, egoistisk måde, så bliver hans navn jo ikke helliget. Vi forstår, at udgangspunktet er, at hans navn må helliges.

Men Gud har også skabt os med menneskelige og jordiske behov, og vi er ikke kun åndelige væsner. Samtidig er der i det her vers, i vers 11, heller ikke kun fokus på vores menneskelige behov. Som vi skal se om lidt, så ligger der i bønnen om det daglige brød også en bøn til Gud om åndelig forsørgelse. Det kommer vi ind på om lidt.

Det er også klart, at hvis vores fysiske behov ikke bliver mødt, så kan det være en forhindring for vores åndelige kald til at tjene Gud. Det er svært at tjene Gud med fuld kraft på tom mave. Når vi tænker på missionsmarken, vores kald til at gå ud – nu har jeg glæden af at have mine forældre her i dag, hvor er det skønt at se jer – og de har været missionærer i mange år i Afrika, og de kan vidne om, hvor mange andre missionærer og Guds tjenere ud over verden kan vidne om, hvor nødvendigt det ofte har været at fylde menneskers maver, før man fylder deres hjerter. Er det ikke rigtigt?

Vi har alle sammen nogle basale behov, selvfølgelig på forskellige niveauer i livet, alt efter hvor vi er, alt efter hvordan vi er stillet. Men uanset hvad, så kan vi vide, at vi har en Gud, som har omsorg for os. Tænk på, hvordan Jesus handlede over for sine disciple i Johannesevangeliet kapitel 21, hvor han efter sin opstandelse møder dem ved strandbredden ved Tiberias sø. De har ikke fanget noget hele natten – og sådan var det nogle gange for disciplene, når de var ude at fiske. Det var ikke altid, det lige lykkedes. Men så sørger Jesus for, at de får en kæmpestor fangst der om morgenen, og når de så kommer ind til bredden, står Jesus klar med bålet, klar til at lave morgenmad. Hvor er det fantastisk at se den her scene, sikken god og kærlig og omsorgsfuld ven, der tænker også på vores helt praktiske og fysiske behov.

George Müller og det daglige brød

Det her med at bede til Gud om at give os vores daglige brød, om at give os det, vi har brug for i forhold til vores menneskelige behov, fik også mig til at tænke på George Müller. Mange af jer har sikkert hørt og læst omkring George Müller. George Müller var kendt som en bønnens mand. Han ledte et børnehjem i England i 1800-tallet, hvor han gennem sin tjeneste nåede at sørge for både omsorg og uddannelse over 10.000 børn. Han fik faktisk indflydelse på over 120.000 børn gennem de 117 skoler, som han grundlagde.

Det her var altså i 1800-tallets England, hvor der var fattigdom og nød. De forældreløse børn, som han tog sig af, fik mad. De kom i seng hver aften, og de tænkte ikke over, at måske var det usikkert, om de kunne få mad, måske om der var penge nok til det. Det tænkte de ikke over. Men Müller bad. Han var en bønnens mand, og han bad om det daglige brød hver dag. Hver aften, når han gik i seng, så havde han bare en fast tro og tillid til Gud, at han nok skulle sørge for børnenes behov.

En morgen specifikt gik han en tur, og han bad til Gud om at sørge for børnene. Så møder han en ven, og den her ven beder ham om at modtage en stor pengegave til børnehjemmet. Müller sagde ikke noget om deres presserende behov, men de havde faktisk ikke noget. De havde ikke noget til morgenmaden. De havde ikke noget på det tidspunkt, men han takkede bare Gud for, at han endnu engang havde sørget for dem. Sådan kom bare det ene bønnesvar efter det andet, hvor Gud i sit forsyn bare sørgede for de her børn. Jeg kan love jer for, at Guds navn blev æret igennem det. Amen.

Som en anden missionær, Hudson Taylor, har sagt:

"Gud er en meget, meget god far. Han har ikke for vane at glemme sine børn." – Hudson Taylor

I den tidlige kirke var der mange, som ligesom overåndeliggjorde det her med det daglige brød, fordi man syntes, det var ligesom for verdsligt at bede om, at Gud skulle tage sig af vores fysiske behov. Det var der en tendens til i den tidlige kirke. Men Gud elsker os, og han tænker også på de helt konkrete fysiske behov, som vi har som mennesker. Det kan vi se ved bare at kigge på den tjeneste, som Jesus havde. Vi kan se, hvordan han brødfødte de tusinder. Inden han begyndte at undervise, så sørgede han for, at de fik noget at spise.

Han helbreder mennesker. Han sørgede for deres fysiske behov. De mennesker, som var i nød, han berørte dem. Det gjorde han også med mennesker, som ikke engang takkede ham for at gøre det, og som ikke gav ham den pris, som han fortjener. Sikke en kærlighed. Sikke en nåde. Hans kærlighed rakte ud til hans skabninger. Det er den Gud, som vi tjener. Han lærer os, at vi netop med god samvittighed kan bede ham om at give os de ting, som vi trænger til.

En daglig bøn

Det, vi trænger til dagligt, er som sagt både fysiske og åndelige behov, som vi har. Når vi har så meget, som vi jo har, specielt i vores del af verden, så takker vi Gud, fordi vi kan takke ham for, at vi har et arbejde, som kan være det middel, hvormed vi kan tjene til føden og også give ham ære med det, vi tjener. Også midlerne, som vi har, det er en gave fra Gud. Det må vi ikke tage for givet. Det kan vi hurtigt komme til i vores del af verden. Vi må takke ham for det. Vi må være taknemmelige for det, vi har, fordi det skyldes Guds godhed.

Når vi anerkender, at Gud er kilden til alt det gode, som vi har, så virker det i os en taknemmelighed til ham, men også en bevidsthed om vores daglige afhængighed af Guds forsørgelse, fordi det er ham, som giver os de gode gaver, som kommer ovenfra. Kilden er ham. Vores tekst lærer os at bede Gud om at give os alt det, som vi har brug for.

Vi ser også det næste element, nemlig at denne bøn er en daglig bøn. Læg mærke til det. Det er en daglig bøn: "Giv os i dag vort daglige brød." Det vil sige, det er ikke en bøn, der reflekterer over, hvad der skete i går. Det er heller ikke en bøn, som bekymrer sig omkring, hvad der skal ske i morgen. Det er en bøn om vort daglige brød i dag.

Det her tema bliver kædet sammen med det, Jesus siger senere i kapitlet i relation til bekymring. I vers 27 stiller Jesus spørgsmålet:

"Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?"
Matthæusevangeliet 6, 27

Det, der ligger i det her spørgsmål, er en anke imod vantro. Når Gud er vores far, skulle han så ikke sørge for os? "I lidettroende" kalder han dem så i vers 30, dem som bekymrer sig for deres fysiske behov. Læg mærke til vers 34: "Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen."

Det betyder ikke, at vi ikke skal planlægge. Det betyder ikke, at vi ikke skal tænke frem og sætte mål for dagen i morgen og næste uge og næste måned og næste år. Det er godt at planlægge, absolut, det skal vi gøre. Men vi skal ikke bekymre os.

Det, det fremhæver her, er, at hver dag må vi have tillid til Gud. Som der står i Klagesangene 3, 22-23:

"Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor."
Klagesangene 3, 22-23

Hver dag er en ny dag for Herrens nåde og barmhjertighed, og han er trofast hver eneste dag. Det var den faste tillid, som George Müller også viste Herren, når han dagligt bad for det daglige brød. Her er formaningen til os, kære bror og søster, fra Ordsprogenes Bog 3, 5-6:

"Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt. Hav ham i tankerne på alle dine veje, så vil han jævne dine stier."
Ordsprogenes Bog 3, 5-6

Vers 11 i vores tekst udtrykker en tillid til Herren, som må kendetegne vores hjerter, og samtidig en ydmyghed, der erkender, at vores egen indsigt, vores egne veje, vores egne tanker, vores egne evner ikke slår til. Uden det daglige brød fra himlen kan vi ikke klare det selv. Vi har behov for Gud. Vi har behov for det, som han giver til os.

Vi har en tendens som mennesker, som sagt, til at bekymre os for det, vi mangler, eller glemme Gud i vores selvtilstrækkelighed. Hvis vi har alt det, vi skal bruge, så glemmer vi bare Gud, fordi "jeg kan klare det selv". Nej, vi må følge apostlen Paulus' eksempel, som udtrykker det i sit brev til filipperne:

"I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft."
Filipperbrevet 4, 12-13

Herren giver os sit daglige brød, kan man sige – den kraft, som vi behøver til at formå de ting, som han stiller os over for i livet. Om det gælder medgang eller modgang, så giver han os det, vi har brug for, så vi netop kan stå i de ting, i de perioder, i de omstændigheder, som vi står i.

Hvad er det daglige brød?

Hvad er så helt konkret egentlig det daglige brød? Hvad er det, vi beder om, når vi beder: "Giv os i dag vort daglige brød"? Vi har været lidt inde på det. Det daglige brød kan være de ting, som vi har behov for for at kunne leve, for at kunne tjene Herren. Det kan være helt basale fysiske behov, som vers 31 til 32 fremhæver – mad, drik og tøj på kroppen, som det står.

Men det daglige brød er jo en metafor, som ikke blot begrænser sig til det jordiske og de menneskelige behov. Det er også en bøn til Gud om åndelig forsørgelse. Hvis man, som man havde fået for vane i den tidlige kirke, kun ser det daglige brød som Guds ord eller Guds forordning i nadveren, så overåndeliggør man det. Det er slet ikke nødvendigt. Omvendt: Hvis man kun ser det daglige brød som fysisk, hvis man kun ser det som menneskelig og midlertidig forsørgelse, så går man glip af den åndelige betydning, der også ligger i den her metafor – det, som metaforen også er med til at formidle til os.

Vi sætter stor pris på den åndelige betydning, der formidles i Jesu ord til jøderne dengang, da han sagde til dem sådan her – og det er Johannesevangeliet kapitel 6 og vers 53 – hvor han siger:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer."
Johannesevangeliet 6, 53

Vi er taknemmelige for, at det er en åndelig betydning. Vi læser i vers 55:

"For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik."
Johannesevangeliet 6, 55

Man går virkelig galt i byen her, hvis ikke man forstår den åndelige betydning, at Jesus taler om sig selv som et sonoffer med den gammeltestamentlige offersymbolik – offerfortjenesten. Det her drejer sig om mad og drik til evigt liv, ligesom den evige kilde, Jesus talte om til den samaritanske kvinde i Johannesevangeliet kapitel 4, hvor han taler til hende omkring det levende vand. Hun troede selvfølgelig, at det var det fysiske vand, men han talte om det levende vand, den evige kilde til evigt liv. Han taler om det åndelige.

I Johannesevangeliet 6 taler Jesus også om livets brød, og her ser vi brødets åndelige betydning folde sig ud. I vers 27 siger Jesus:

"Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer."
Johannesevangeliet 6, 27

Her forstår vi, at den mad, det brød, som Jesus taler om, er åndelig føde. Hvis ikke vi tager imod Herrens åndelige føde – først og fremmest for frelsen ved tro alene på Kristus alene, og hernæst dagligt for vores helliggørelse, når vi har taget imod Jesus, så har vi også behov for at vokse i ham og blive helliggjort, vores åndelige vækst som troende – hvis ikke vi gør det, så dør vi hen. Vi har brug for det.

Vi har slet ikke taget imod livets brød, hvis ikke vi har det, hvis vi slet ikke er kommet dertil, hvor vi først har taget imod livets brød til frelse. Så forbliver vi jo sådan set døde i vores overtrædelser og synder. Tager vi ikke imod det daglige brød som kristne i form af næring fra Guds ord ved Guds Ånd, så forbliver vi umodne, så forbliver vi ufrugtbare for Guds rige.

Daglig næring til ånden

Vi har behov for dagligt at modtage fra ham. Herren kalder os ved sit ord til at vokse. Han kalder os til at bære frugt. Han kalder os til at vandre i Ånden og ikke i kødet. Han kalder os til at bruge vores lemmer for Gud som redskaber for retfærdighed og ikke stille dem til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, som der står i Romerbrevet 6, 13.

Da vi forstår, at vi som mennesker er svage – vi har en tilbøjelighed til at svigte vores første kærlighed – så kalder Jesus sine disciple til at bede faderen om at give os hver eneste dag vort daglige brød fra himlen som den nødvendige næring til åndelig styrke og kraft.

Således må vi som Guds børn stå op hver eneste morgen og forberede os til dagen, ikke ved blot at indtage vores morgenmad, men også ved at indtage vores daglige åndelige brød – Guds ord i bøn og med taknemmelighed for Herrens forsørgelse. Som Jesus har sagt, så kan mennesket ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. Vi er afhængige af hans ord, livets brød, for livets åndelige opretholdelse. Derfor lærer Jesus os at bede også med vores åndelige behov for øje: "Giv os i dag vort daglige brød."

Kære bror og søster, må disse sandheder fra Guds ord blive til velsignelse for dit bønneliv. Når du læser de her ord, må det være noget, som må velsigne dine tanker, når du kommer til Gud i bøn, at de må minde dig om dit eget behov for Guds forsørgelse hver dag, både til krop og sjæl og ånd. Må de give dig mange anledninger til at takke Gud for alle de gange, hvor han har vist sin trofasthed over for dig, hvor han har grebet ind i dit liv, hvor han har sørget for dine behov, og alle de gange, hvor han også har ladet dig vente. For mange gange bliver vi jo utålmodige: "Gud, kom nu, gør nu det, jeg beder om." Mange gange lader han os vente, og det gør han, fordi vi skal lære noget. Vi skal lære at have tillid til ham. Vi skal lære at have en afhængighed af ham.

Men Herren har omsorg for dig, og vi kan som hans børn, børn af den højeste, himlens Gud, hvile trygt i vissheden om, at han kender alle vores behov, og også givet os løfter, masser af løfter i Guds ord om, at når vi beder om ting i hans navn, kommer til ham i hans navn, og når vi beder efter hans vilje, så vil han svare os, så vil han række ud til os, så vil han velsigne os.

Lad os vise Herren vores tillid ved at lægge alle vores bekymringer ned og stole på hans forsørgelse. Han ved, hvad morgendagen vil bringe. Vi ved ikke, hvad morgendagen bringer. Vi ved ikke, hvad der kommer i morgen, men han ved det, og derfor kan vi have tillid til ham. Vi behøver ikke at bekymre os. Vi kan overgive alting til Gud, og så kan vi bede ham om det daglige brød.

Amen.