Ezras bog - introduktion

I dag starter vi på en ny bog i Det Gamle Testamente, Ezras Bog. Ikke kun Ezras Bog, men på sigt også Nehemias' Bog, som jeg også skal gennemgå. I vores bibel er de to separate bøger, som godt nok kommer lige efter hinanden. Men i den jødiske bibel, altså Tanakh, som Mikael var inde på sidste søndag, bliver Ezra og Nehemias betragtet som én bog, én samlet fortælling.

Kan I huske de tre opdelinger, som Tanakh består af? Det var Toraen, som var loven, så var det Nevi'im, profeterne, og Ketuvim, som var skrifterne. Det er den tredeling af det, der hedder Tanakh, som jo er Det Gamle Testamente. Nøjagtig de samme bøger, som vi har. Det er bare delt en lille smule anderledes op i vores bibel.

Ezra og Nehemias er altså én fortælling om, hvordan Gud leder sit folk, som er i eksil i det medisk-persiske rige. Hvordan han leder dem tilbage til Jerusalem, for at de kan genopbygge templet og byen og muren. I vores bibel finder vi Ezras Bog lige efter Krønikebøgerne, så det er sådan cirka i midten af Det Gamle Testamente. Men i den jødiske Tanakh, som består af de helt samme bøger, finder vi Ezra og Nehemias i slutningen af deres bibel, godt nok lige før Krønikebøgerne. Kronologisk set er Ezra og Nehemias de allersidste historiske bøger i Det Gamle Testamente, som sætter scenen for den næste store epoke i Guds frelsesplan, nemlig ankomsten af den lovede fredsfyrste fra Betlehem, Jesus Kristus, Guds søn, verdens frelser.

Ezra, som vi nu skal starte på, er en fantastisk bog. En utrolig opløftende og opmuntrende bog, som i den grad vidner om Guds totale suverænitet og herredømme over hele hans univers. Bogen er et vidnesbyrd om Guds urokkelige trofasthed og godhed mod sit pagtsfolk. Jeg håber, at i det vi dykker ned i Ezras Bog og senere også Nehemias, at de her Ketuvim, de her historiske skrifter, vil opmuntre og styrke dig og mig i vores personlige, men også vores fælles vandring som menighed med Gud. At vi mere og mere må få lov at se, hvor vidunderlig og god og trofast Gud er, i det vi vandrer som pilgrimme her på den her jord, midt iblandt en forkvaklet og forvildet slægt, hvor vi er Guds folk her i den her mørke verden.

Fra Davids guldalder til ruinerne i Jerusalem

Tidsmæssigt og geografisk, hvor befinder vi os i Israels historie? Hvad er det store billede, før vi dykker ned i bogen? Hvad er konteksten?

Vi er lige startet med Kongebøgerne i vores skriftlæsningsrejse gennem bibelen. Martin læste lige det tredje kapitel op, og det er jo perfekt timing, fordi det at læse gennem Kongebøgerne vil hjælpe os med bedre at forstå Ezra. Kongebøgerne beskriver den her kaotiske rejse gennem Israels historie som et monarki, som på mange måder starter rigtig fint. Det starter med kong David, den her hyrdedreng, som blev konge. En mand fuld af fejl, men ikke desto mindre en mand efter Guds hjerte. En mand, som elskede Gud og tilbad ham helhjertet.

David var af Judas slægt. Det var gennem den her slægt, gennem Judas slægt og helt specifikt gennem Davids slægt, at Gud havde lovet og indgået en pagt om, at for en af Davids efterkommere ville Gud grundfæste denne efterkommers kongedømme og hans kongetrone for evig tid. Det kan man læse om i Anden Samuelsbog 7. Som Martin også var inde på, så var der en skygge af, at der måske var noget med, at det var Salomo, der delvist opfyldte det her. Men slet ikke — det var en videre i slægten, langt videre henne. Det var omkring Jesus Kristus, den kommende Messias, at det handlede om.

David regerede i 40 år, og tidsmæssigt er vi sådan cirka 1000 år før Kristus. David skaffede fred i og omkring Israel. Men efter kong David går det primært bare ned ad bakke for nationen. Hans søn Salomo, med hans mange politiske ægteskaber — vi hørte lige om det første med Faraos datter — som faktisk ender med at blive til hundredevis af kvinder fra forskellige nationer. Der åbner Salomo op for en massiv indslusning af afguder ind i nationen. Alle disse koners afguder ender med at vildlede ham, og hans eget hjerte vender væk fra Gud.

Jeg vil gerne lige læse Første Kongebog 11, 1-8, så vi kan få lidt af en fornemmelse af den her start på den kaotiske rejse gennem Israels historie.

"Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: »I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.« Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje. Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været. Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren, som hans far David havde været. Dengang byggede Salomo på bjerget øst for Jerusalem en offerhøj for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes ækle gud, og sådan gjorde han for alle sine udenlandske hustruer, og de tændte offerild og bragte slagtofre til deres guder."
Første Kongebog 11, 1-8

Det er jo ganske forfærdeligt og tragisk, det vi læser her. Den her kongelige blåstempling af afgudsdyrkelse medvirker til, at ikke kun Salomo, men at hele folket også kommer på afveje. Så går det altså bare hurtigt ned ad bakke. Salomos søn, som overtager riget efter ham, Rehabeam — ham går det også skidt for. Han træffer nogle rigtig uvise beslutninger, som leder til borgerkrig og en splittelse af nationen i to riger.

Det nordlige Israel bestod af 10 ud af de 12 af Israels stammer. Alle kongerne og kongedynastierne i det nordlige rige var alle sammen onde og beskrives igen og igen som konger, som gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne. Så var der det sydlige Israel, som også blev kaldt for Juda, bestående af de sidste to stammer, heriblandt Judas stamme, hvor vi har Davids slægt. Men langt de fleste af disse konger var også onde og gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, som der står igen og igen. De fulgte ikke Herren. De vendte sig til og tilbad afguder, og de ledte folket væk fra Gud. Kun en ganske lille håndfuld af de her judæiske konger var gode. Trods korte perioder med åndelige reformer og en tilbagevenden til Gud faldt nationen hurtigt tilbage i de gamle spor. De vendte sig bort fra Gud og overgav sig til afgudsdyrkelse.

Gennem sine profeter advarede Gud gentagne gange folket om konsekvensen af at vende ham ryggen. Den var, at Gud ville overgive sit folk til deres fjender og tillade landet at blive invaderet og folket sendt i eksil. Men de ville ikke lytte til Guds profeter. De tog ikke Guds advarsler alvorligt. Deres hjerter var så forhærdede. De var så stivnakkede. Synden havde et sådant jerngreb om folket. Nationen beviste generation efter generation, at de i egen kraft ikke kunne gøre, hvad Gud krævede.

Hvad krævede Gud? Vi har før set i Mikas Bog 6, 8, at det, som Gud krævede, det var, at de skulle handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med Gud.

"Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt,
hvad Herren kræver af dig:
Du skal handle retfærdigt,
vise trofast kærlighed
og årvågent vandre med din Gud."
Mikas Bog 6, 8

Men det gjorde de ikke. Nationen som helhed fejlede stort her. Det var ikke bare en enkelt smutter, et fejltrin, en snubling. Nej, det var et vedvarende mønster, et bevidst valg trods gentagne advarsler og en kalden fra Gud i kærlighed via sine profeter til folket om at vende sig mod ham.

Gud gør derfor alvor af de mange og gentagne advarsler, han havde givet. Vi har allerede gennemgået profeten Mikas bog, som udspiller sig cirka 300 år efter kong David. En tid, hvor Gud bruger assyrerne, som på det tidspunkt var verdensstormagten, til at bringe sin dom over Israel. De invaderer det nordlige Israel i år 722 før Kristus og sender tusindvis af israelitter i eksil. Vi har også tidligere gennemgået profeten Habakkuks bog, en profet cirka 140 år efter Mika, hvor babylonerne nu er den store verdensmagt. Her sker det nærmest utænkelige, men igen en opfyldelse af de profetiske advarsler, hvor Gud nu bruger babylonerne som sit tugtinstrument for at bringe sin dom over Juda, det sydlige Israel, for al deres synd begået mod Gud.

Det sker i tre bølger af angreb, i henholdsvis 605, 597 og 586 før Kristus. I skal huske de her tal — der kommer en eksamen bagefter. Nej, det gør der ikke. Men altså en årrække på cirka 20 år, tre bølger af angreb, hvor babylonerne knuser Juda fuldstændig. For hver bølge af angreb sendes yderligere tusindvis af israelitter til Babylon, heriblandt Daniel, hvis I kan huske ham, og hans tre venner, og Ezekiel og andre også. De bliver sendt til Babylon, og Jerusalems mur bliver nedbrudt. Landet bliver fuldstændig ruineret, og templet — det utænkelige — templet, hvor Guds herlighed havde været, blev fuldstændig ødelagt, og alle dets værdigenstande taget og bragt til Babylon.

Landet er nu fuldstændig knust og ødelagt. Aldrig har der været en så mørk tid i Israels historie som nation. Fra kong David og kong Salomos guldalder, hvor Herrens herlighed fyldte templet, og hvor sølv var lige så almindeligt som sten, som der står — der var alt nu plyndret. Landet lå i ruiner. Guds herlighed og nærvær var ikke længere at finde i templet, i byen eller i landet. Gud havde trukket sig.

De havde før levet i 400 års slaveri i Egypten. Nu igen var de blevet trælbundne, sendt i eksil, og deres land, deres elskede by Jerusalem og templet var ødelagt. I en periode på knap 70 år, der begyndte med den første bølge af angreb — kan I huske, hvad år det var? 605 — lever tusindvis af israelitter nu i eksil i Babylon, alt imens landet Israel og Jerusalem er hårdt mærket af følgerne efter Babylons tidligere knusende militærkampagner. Israel var knust og på en måde dødt som land, kan man sige. Gud havde prisgivet nationen til dom og straf. Han havde trukket sin herlighed, sit nærvær fra folket som en konsekvens af deres vedholdende ulydighed og synd mod ham.

Men midt i det hele havde Gud ikke glemt sit folk. Folket havde vendt ham ryggen. De havde syndet groft mod ham. De havde brudt deres del af pagtsaftalen. De havde vendt sig mod afguder. Ja, Gud havde straffet dem for deres synd. Han havde trukket sig fra dem, men han havde ikke opgivet dem. Han ville forblive med at være trofast. Han ville bane en vej for, at nationen så at sige kunne blive genfødt, og at han igen ville tabernakle, være sammen med sit folk, være sit folk nær — som vi jo ser opfyldelsen af ved hans første komme, hvor Gud selv kom sit folk nær. Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Senere udgød han sin ånd i sit folk og har været med sin menighed lige siden.

Gud havde indgået en pagt, et løfte, og han ville være sit ord værdig. Han ville holde sit løfte. Igennem det hele ville han vise sig som den store og trofaste Gud, han er, som ikke har sin lige, og som er værdig til at blive tilbedt. Ham og kun ham alene. Ham og ingen anden — ikke afguder, men ham. Som vi før har set i slutningen af Mikas Bog kapitel 7, ville folket igen få lov at se, at der er ingen som Gud.

"Hvilken gud er som du,
der tilgiver skyld
og bærer over med synd
hos den rest, du ejer?
Du, som ikke bliver ved at være vred,
men holder af at vise godhed;
han viser os atter barmhjertighed
og træder al vor skyld under fode.
Du kaster alle vore synder
i havets dyb!"
Mikas Bog 7, 18-19

Han ville vise troskab og trofasthed mod sit folk, som han havde lovet.

Herren vakte perserkongen Kyros' ånd

Med det for øje starter Ezras Bog cirka 70 år inde i den her eksilperiode i Babylon. Året er nu omkring år 538 før Kristus. Vi læser i Ezras Bog kapitel 1, som starter med ordene:

"I perserkongen Kyros' første regeringsår vakte Herren perserkongen Kyros' ånd, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes."
Ezras Bog 1, 1

Året før havde perserkongen Kyros, også kendt som Kyros den Store, nærmest uden modstand indtaget Babylon. Nogen kender måske historien om, hvordan hans hærfører formåede at omdirigere vandet fra den store Eufratflod, som flød gennem byen, sådan at vandstanden faldt, og hans soldater kunne vade problemfrit ind under murene og indtage byen nærmest uden at svinge et sværd. Det er jo genialt. Nogle gange skal man altså bare tænke ud af boksen. Hvem fik den idé? Hvorfor ikke? Lad os bare omdirigere den største flod i Mellemøsten uden om den største by i verden og så indtage den. Lad os gøre det. God idé. Det var genialt.

Kyros var grundlæggeren af det første store persiske imperium. Han havde allerede store kongeriger som Medien og Lydien, og nu havde han også Babylon på CV'et. Den her mægtige konge regerede over det største imperium på jorden på det her tidspunkt. I Ezras Bog kapitel 1, vers 1, læser vi, at Herren vakte perserkongen, den her mægtige mand. Han vakte Kyros' ånd. Herren rørte noget i Kyros' indre, sådan at denne jordiske konge ville udføre den himmelske konges vilje.

Det kan godt være, der er en mægtig konge på jord, som regerer et rige, der nærmest dominerer hele verden. Men allerede her i det allerførste vers i Ezras Bog ser vi, at der er en endnu mægtigere konge. En konge, som har uendelig magt, og som regerer i himlen, og som er i suveræn kontrol over alle magter og myndigheder på jord, over verdensherskerne i dette mørke og over ondskabens åndemagter i himmelrummet, som Efeserbrevet 6 taler om. Den konge er Herren, den ene, sande, evige, almægtige og levende Gud. Amen.

Hvorfor vakte Herren Kyros' ånd? Det gjorde han, som der står, for at Herrens ord ved Jeremias kunne opfyldes. Hvad var Herrens ord til Jeremias? Prøv at høre, hvad der står i Jeremias' Bog 25, 11-12:

"Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjerds år. Men når der er gået halvfjerds år, vil jeg straffe Babylons konge og folket dér for deres synd, siger Herren."
Jeremias' Bog 25, 11-12

Der er altså et profetisk ord om 70 år. Det var nøjagtigt, hvad der skete. Cirka 70 år inde i eksilperioden falder babylonerriget til perserkongen Kyros. I Jeremias' Bog 29, 10-14 læser vi den her utrolig velkendte passage, som mange her måske har lært at memorere udenad, og som i lyset af Ezras Bog finder sin helt rigtige kontekst.

"Dette siger Herren: Først når der er gået halvfjerds år i Babylon, vil jeg drage omsorg for jer, og jeg vil opfylde det gode løfte, jeg gav jer, og bringe jer tilbage til dette sted. Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra."
Jeremias' Bog 29, 10-14

Det var i lyset af det løfte, som Herren gav ved sin profet Jeremias, at Herren nu begynder at røre og virke i perserkongen Kyros' ånd. Gud er i fuld gang med at udvirke sin vilje, og intet kan forhindre Gud i at gøre, hvad han vil. Salme 115, 3 siger, at Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil.

"når vores Gud er i himlen
og gør alt, hvad han vil?"
Salme 115, 3

Gud er trofast og holder altid, hvad han lover. Selv når det ser allermest håbløst, umuligt og dystert ud, har Gud en enestående evne til at vende ulykke til lykke. At give håb og fremtid i stedet for fortvivlelse og gøre sig selv til kende. Når man vender sig væk fra afgudsdyrkelse og helhjertet søger ham, råber til ham, beder til ham, så er han at finde.

Uden tvivl har der været flere gudfrygtige israelitter i Babylon, som var begyndt at bede til Herren Gud. De havde måske læst de her løfter, og de var begyndt at bede. Vi ved i hvert fald, at profeten Daniel var gået i forbøn for folket og for Jerusalem netop på baggrund af de her profetiske løfter i Jeremias' Bog. Det kan I læse om i Daniels Bog 9. Der blev bedt og fastet, og Gud hørte Daniel og de andre, som bad. Han var nu i fuld gang med at udvirke sin vilje for sit folk.

Er det ikke bare fantastisk at vide, at Gud hører bøn? At han vil, at vi skal bede, og at han bruger vores bønner til at udvirke sin gode vilje? Det tror vi i hvert fald på som menighed her, og det er derfor, vi beder. Det er fantastisk at vide.

Kyros nævnt ved navn 150 år før han blev født

Noget af det, der gør kong Kyros så utrolig spændende, er, at han ikke kun er nævnt her i Ezras Bog og refereret til i Jeremias, men at han er blevet profeteret om ved navn cirka 150 år, før han overhovedet var født. Det er noget, der virkelig kan få ateisternes hjerner til at koge. Hvordan kan bibelen være så præcis her? Prøv at høre, hvad der står i Esajas' Bog 45, 1:

"Dette siger Herren til sin salvede,
til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet
for at nedtrampe folk foran ham
og løse kongernes bælter,
så døre åbnes for ham,
og porte ikke står lukket."
Esajas' Bog 45, 1

Kyros bliver nævnt ved navn. "Porte ikke står lukket" — der bliver vi måske mindet om, hvordan han indtog Babylon, da vandstanden faldt, og de omdirigerede Eufratfloden, og de kunne bare vandre ind gennem de der porte. I Esajas' Bog 45, 13 står der om ham, altså om Kyros:

"Det er mig, der har vækket ham i retfærd,
jeg jævner alle hans veje.
Han skal genopbygge min by
og sende mit bortførte folk hjem,
uden betaling og uden løn,
siger Hærskarers Herre."
Esajas' Bog 45, 13

Den her Kyros skal altså genopbygge byen og sende mit bortførte folk hjem, siger Gud. I Esajas' Bog 44, 28 står der igen om ham ved navn:

"Til Kyros siger jeg: »Min hyrde!«
Han skal udføre alt det, jeg vil.
Jeg siger til Jerusalem: »Du skal genopbygges,
og templet skal grundlægges.«"
Esajas' Bog 44, 28

Denne store, mægtige konge er nævnt ved navn og profeteret om længe før, han overhovedet kommer på verdensscenen. Gud vil bruge ham til at udføre alt det, som Gud havde i sinde for sit folk. Gud vil, at denne mægtige mand, som har nedtrampet andre nationer og løsnet andre kongers bælter, altså taget deres magt, at han skulle bruges til at genopbygge Jerusalem, grundlægge templet og sende de bortførte israelitter hjem. Wow, det synes jeg er vildt.

Der står i Ordsprogenes Bog 21, 1:

"Som en bæk er kongens hjerte i Herrens hånd,
han leder det hen, hvor han vil."
Ordsprogenes Bog 21, 1

Ligesom perserne omdirigerede Eufratfloden uden om Babylon, så de kunne indtage byen, sådan styrer og leder Gud alles hjerter. Fra Nebukadnesars hjerte med henblik på at bringe dom over Jerusalem, til Kyros' hjerte for at genoprette landet. Og i alle andres hjerter, inklusive i vores tid og dag, Putin og Trump og alle de andre skøre verdensledere, sådan at alt, hvad der sker i verden, det sker i henhold til Guds forudbestemte vilje og plan.

Det giver os tryghed, at midt i alt kaos er Gud i suveræn kontrol. Også når det ud fra vores perspektiv ser helt håbløst og umuligt ud. Det har Ezras Bog et levende bevis på. Det er et levende bevis, fordi Ezras Bog er Guds ord, og Guds ord er levende og virksomt, som Hebræerbrevet siger det.

En større exodus end den fra Egypten

Hvad var det så, Gud vakte i perserkongens ånd? Lad os læse videre fra slutningen af vers 1 og igennem til vers 4 i Ezras Bog:

"I hele sit kongerige lod han følgende bekendtgøre både mundtligt og skriftligt: »Dette siger perserkongen Kyros: Herren, himlens Gud, har givet mig alle jordens kongeriger, og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Må Gud være med enhver iblandt jer af hele hans folk! Enhver skal drage op til Jerusalem i Juda og bygge på Herrens, Israels Guds, hus; det er den Gud, der er i Jerusalem. Overalt, hvor der er nogen tilbage, der bor som fremmede, skal stedets befolkning forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg tillige med frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem.«"
Ezras Bog 1, 1-4

Det er tit, vi hører om modstand fra verden og forfølgelse, men hvor er det dejligt, når der en gang imellem bare sker noget som det her. Gud arbejder virkelig i baggrunden her, ingen tvivl om det. Sikke en kovending. Tænk, at sådan et dekret til det gode for Guds folk skulle komme fra af alle steder Babylon. Gud er på spil her.

Den romersk-jødiske historiker Flavius Josefus fra det første århundrede skrev i et af sine værker, at kong Kyros faktisk blev gjort opmærksom på de her jødiske skrifters profetier omkring sig selv, og at han selv læste dem, da han blev gjort opmærksom på det. At han kunne se sit eget navn stå lige der i Esajas — blæk på papyrus, sort på hvidt — at Gud havde kaldt ham ved navn, og at han skulle lade jøderne gå tilbage til Jerusalem og genopbygge templet og byen, som vi netop har læst i Esajas.

Jeg ved ikke, hvordan I ville have det, men hvis jeg var verdens mægtigste mand og hørte om en eller anden nations Gud, der havde profeteret om mig ved navn, ville jeg tænke: wow, cool nok. Jeg ville nok blive smigret og tænke: jamen, lad os gøre det.

Det kan meget vel tænkes, at hvis det er rigtigt, hvad Josefus her skriver, at han blev vist de her profetier, så var det nok profeten Daniel, som viste kongen de her profetiske ord. Daniel var jo blandt den første gruppe, der blev ført i eksil i Babylon, og han levede også på det her tidspunkt. Daniel var jo selv blevet en meget højtstående leder i Babylon og rådgiver for flere af de konger, som gennem tiden havde regeret i Babylon, inklusive kong Kyros. Hvis det var tilfældet, at kongen fik vist de her profetiske ord omkring sig selv, så havde de uden tvivl medvirket til, hvordan Gud vakte hans ånd til at udføre sin vilje.

Det her kongelige dekret om at lade israelitterne få lov at tage tilbage til deres hjemland og genindføre tempeltilbedelsen af Gud bliver bekræftet af et arkæologisk fund fra 1879, hvor man i det nuværende Irak udgravede en lercylinder dateret til det sjette århundrede før Kristus. En lercylinder på lige under 23 cm, på størrelse med — lidt mindre end — en amerikansk fodbold. På den var der indgraveret en kort fortælling om Kyros, hvor han først og fremmest hylder og erklærer sin alliance, sin troskab til hans egen afgud, afguden Marduk, den største af flere afguder, som babylonerne tilbad. Men også om hans tolerance og respekt for alle de andre folkeslags guder under hans rige.

Hvor de tidligere konger af Babylon gjorde det til en æressag at erobre andre folkeslag og ødelægge deres tempel og tage deres afguder nærmest som slaver og bringe dem til deres eget tempel i Babylon som trofæer, der er Kyros lidt mere sådan en good cop. Han udviser en enorm goodwill ved at tillade de folkeslag, der tidligere var ført i eksil og fangenskab i Babylon og i hans rige, at de nu hver især, hvis de havde lyst, frit kunne tage tilbage til deres hjemland med deres afguder og genopbygge deres tempel og afgudsdyrkelse. Ifølge cylinderen gjorde han det i ønsket og håbet om, at alle disse andre folkeslags guder nu ville bede til hans guder, særligt Marduk, om at det måtte gå ham vel, og at han måtte få et langt liv. Så lidt selvisk var han jo også i det her. Men det er sådan essensen af, hvad der står i den her cylinder.

Det passer jo i perfekt harmoni med, hvad vi læser her i Ezra. Det var jo også en smart politisk taktik, det at vise velvilje mod sine undersåtter — det ville forhindre modstand og oprør og i stedet motivere til civil lydighed i imperiet. Så når vi nu læser den her proklamation i Ezra, er det ikke et udtryk for, at Kyros nu pludselig helhjertet har vendt sig mod Gud. Det er nogle flotte vendinger, han bruger her, men lercylinderen gør det udtrykkeligt klart, at hans primære gud, det er Marduk. Ikke desto mindre udtrykker det, at han viser en utrolig stor og nærmest helt unik og særlig velvilje mod israelitterne. Gud havde vakt noget i hans ånd.

Ikke nok med at han vil tillade enhver, der ønsker det, at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet — i dekretet befaler han til og med, at alle omkring dem, som vælger at tage til Jerusalem, at befolkningen skulle forsyne dem med sølv og guld, gods og kvæg og frivillige gaver til Guds hus i Jerusalem. Det er jo næsten for godt til at være sandt, det her.

Minder det jer egentlig om noget, vi har læst før? Hvad skete der ved den første store exodus, da israelitterne forlod Egypten efter den tiende plage? I det israelitterne skulle drage ud af Egypten, læser vi i Anden Mosebog 12, 35-36:

"Israelitterne gjorde, som Moses havde sagt, og bad egypterne om ting af sølv og guld og om klæder. Herren havde ladet egypterne fatte velvilje for folket, så de lod dem få, hvad de bad om. På den måde plyndrede de Egypten."
Anden Mosebog 12, 35-36

Herren havde vakt noget i egypternes ånd, ligesom han havde gjort det med Kyros, så de gjorde hans vilje. Her i Ezras Bog læser vi om en anden exodus, en større exodus, der skal til at finde sted. Ikke bare ud af ét land, Egypten, men ud af Babylon og resten af det medisk-persiske imperium. Med sig får de midlerne givet, som de skal bruge for at genopbygge templet.

I vers 6 læser vi, at det var netop, hvad der skete, at alle dem, der drog af sted, at deres naboer støttede dem med sølvting, guld, gods, kvæg og kostbare gaver foruden alle de frivillige gaver. Ikke nok med det — i vers 7 lod kong Kyros alle de kar og skåle og remedier, som var lavet af guld og sølv, og som tidligere var blevet brugt i forbindelse med tempelofringerne i Jerusalem, 5400 genstande i alt, altså de her trofæer, som Nebukadnesar havde taget med sig, da han indtog Jerusalem og ødelagde templet og i stedet havde anbragt i sin guds tempel i Babylon — dem lod Kyros frigive til de hjemvendende israelitter, så de kunne tage det med sig tilbage. Vi læser i vers 8, at nu lod perserkongen Kyros dem hente, altså alle de her tempelremedier, og overdrog dem til skatmesteren Mitredat, som lavede en fortegnelse over dem til Sheshbassar, Judas fyrste. Videre i vers 11 læser vi, at alt dette tog Sheshbassar med, da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem.

Hvorfor var tempelkarrene så vigtige?

Det er interessant, at der er sådan et fokus på detaljerne omkring alle de her tempelremedier, som skulle transporteres tilbage til Jerusalem. De blev nøje optalt, og der blev lavet fortegnelse af det hele — altså Excelark i lange baner — og overdraget til ikke bare hvem som helst, men til Sheshbassar, som her bliver beskrevet som en fyrste af Juda, en leder blandt folket, som skulle sikre, at alle disse dyrebare tempelgenstande kom sikkert den lange vej fra Babylon til Jerusalem. Man kan nærmest mærke i versene her, at Gud er meget opsat på, at de her genstande alle sammen skal tilbage til Jerusalem. De skal igen bruges til et helligt formål, når templet igen er blevet genopbygget.

Den sidste konge af det babylonske rige, kong Belshassar, havde jo vanæret disse genstande ved at bruge karrene af guld og sølv til en kæmpe fest, han havde holdt, hvor der blev drukket alkohol i stor stil, og alt muligt forfærdeligt skete. Det var den fest, hvor Gud skrev på væggen med sin finger, og Daniel tolkede dens betydning for kongen, som I husker det fra Daniels Bog. Kort efter blev Babylon indtaget uden kamp af medo-perserne. Guds ære var blevet spottet og krænket. Hans hellige kar var blevet brugt til en hedensk drukfest. De kar skulle nu tilbage til Jerusalem. De skulle tilbage til deres oprindelige formål, til templet.

I Jeremias' Bog 27, 21-22 står der omkring disse tempelgenstande, som Nebukadnesar i sin tid havde taget:

"ja, dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud, om de kar, der er tilbage i Herrens tempel og i Judas konges palads og i Jerusalem: De bliver bragt til Babylon, og dér skal de blive til den dag, jeg drager omsorg for dem og bringer dem tilbage til dette sted, siger Herren."
Jeremias' Bog 27, 21-22

Gud havde omsorg for disse genstande. De skulle tilbage til Jerusalem. Hvorfor var det så vigtigt? Der er ikke noget vigtigere end den rette tilbedelse af den ene, sande og levende Gud. Nationen Israel havde vendt sig væk fra Gud. De havde syndet groft og vendt sig mod afgudsdyrkelse. Gud havde trukket sit nærvær. Han havde trukket sig fra templet, fra byen og fra nationen og overgivet dem til dom og eksil. Men i sin nåde og troskab mod sine løfter vil han nu vende det hele. Centralt i den proces var tilbedelsen af ham.

Folket skulle tilbage til Jerusalem, ikke først og fremmest for at bygge byen og muren, men for at genopbygge templet og for at genindføre ofringer til Gud. At tilbede Gud, at være i hans nærvær, at leve for hans æres skyld, at ophøje Gud og herliggøre hans navn. Det er det alt overskyggende formål med vores eksistens. Det er det første, vi beder i Fader vor: helliget blive dit navn.

Det var det, der gjorde Jesus så rasende, da han kom ind i Jerusalem og så, hvad der skete på tempelpladsen. Frem for et bedehus, hvor man kom Gud nær for at tilbede ham og bede til ham og modtage renselse for synd og for at være ham nær, der var det blevet til en markedsplads, en røverkule. Jesus var nidkær for sin fars hus. Tilbedelsen af Gud er af allerstørste prioritet. Derfor skulle alle disse tempelremedier tilbage til Jerusalem med alle de landflygtige, som drog op fra Babylon.

Hvem var så de landflygtige, som vi læser om i vers 11? Hvem var de israelitter, som var villige til at efterlade hele deres liv, som de havde bygget op i Babylon? De skulle efterlade hus og arbejde og sikkert også velstand og sikkerhed og relationer. Hvem var det, der var villig til at efterlade alt det og gå den lange, hårde og ikke helt ufarlige rejse fra Babylon til Jerusalem? En tur, der tager cirka fire måneder. Der var jo ingen bus, bil, tog, flyvemaskiner, elcykler. Der var ingenting af de slags. På en distance lige under halvandet tusind kilometer. Det er herfra og forbi Paris. Vi kørte til Paris sidste år — er du gal, mand, det var en lang tur med tre børn på bagsædet. Og det tog bare under et døgn. Men her fire måneders rejse på gåben. Hvem var det, der var villige til at efterlade Babylons pragt og herlighed for at vende hjem til en by og et land, der var blevet fuldstændig hærget af krig?

Vi har hørt om, hvordan Gud vakte Kyros' ånd til handling. Men i vers 5 ser vi også, at Gud vækker ånden i dem, som han vil skal drage til Jerusalem. I vers 5 står der, at overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse brød nu op tillige med præsterne og levitterne, alle, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens tempel i Jerusalem.

Når Gud i sin suverænitet forordner, at noget skal ske, så sørger han for at vække et respons i menneskers hjerter, som fører til en sådan handling, at Guds forordning, Guds vilje sker. Når Gud vil, at en bibelsk reformert menighed skal plantes i Nordjylland omkring Svenstrup og Frejlev-området, så vækker han ånden i et par som Mikael og Hanna til at gå foran. Han vækker ånden i et hav af andre individer, familier, jer, os, til at gå med på den her vej for at se Guds navn blive æret her i Nordjylland.

Som vi skal se i næste kapitel, var der cirka 50.000 israelitter, hvis ånd var blevet vakt til at drage op til Jerusalem. Man har estimeret, at der var cirka en million israelitter fordelt ud over det medisk-persiske rige på det her tidspunkt. Så det var egentlig kun en lille håndfuld, 5%. Men i Guds hænder kan 5%, hvis ånd han har vakt til at tjene ham, være mere end rigeligt. Det var tilfældet med Gideons lille hær, som vandt over den kæmpestore midjanitiske hær. Det var også tilfældet med de kun 120 troende, der var samlet i Jerusalem på pinsedag, hvorefter evangeliet erobrede fortabte mennesker til Guds rige ud over hele jorden. Det er også tilfældet med os her i Nordkirken, at Gud vækker vores ånd, vores hjerter, til at tjene ham og gå og gøre, som han kalder og vil.

Hvad har vi lært af det første kapitel?

Hvad har vi set her i det første kapitel? Hvad har vi lært, udover en masse navne og årstal?

For det første: Gud er trofast. "Stor er din trofasthed," som vi sang. Gud holder altid, altid, altid, hvad han lover. Selv når det virker helt umuligt, helt sort, helt dystert og håbløst. Selv når der menneskeligt set ikke er nogen vej fremad overhovedet. Hvis Gud har lovet noget, så holder han det. Hvis der er noget, som Gud ikke kan, så er det at bryde sit løfte. Han kan ikke lyve. Han kan ikke ikke være trofast. Det vidner Ezras Bog om.

Du har måske oplevet svigt gennem dit liv. Mennesker, du stolede på, kom til kort. En vej i livet, du har satset på, som gav bagslag. Du har måske selv været en, der har svigtet andre på det groveste. Du skal vide, at Herren Gud er urokkelig trofast, og at du kan stole på ham med hele dit liv, nu og ind i evigheden. Han er det eneste sikre fundament. Klippen, som ikke vakler. Det eneste sted, hvor du sikkert og trygt kan finde fuld og komplet frelse og hvile og tryghed for din sjæl.

"Derfor skal du vide, at Herren din Gud er den eneste Gud, den trofaste Gud, som i tusind slægtled bevarer pagten og troskaben mod dem, der elsker ham og holder hans befalinger."
Femte Mosebog 7, 9

"Gud er min frelse,
jeg er tryg, jeg frygter ikke,
for Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse."
Esajas' Bog 12, 2

Det ultimative bevis for Guds trofasthed, når han lovede tilgivelse for dem, som vendte sig mod ham, det var jo korset, hvor Gud Faderen sendte Gud Sønnen Jesus Kristus, som villigt døde på Golgatas kors i synderes sted for at sone vores skyld, så at enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. Gud er trofast. Du kan stole på ham her, nu og ind i evigheden. Han svigter ikke.

For det andet lærer vi i Ezras Bog, at Gud er helt og aldeles suveræn. Han er herre over hele sit univers. Der er ikke noget overhovedet, som får lov at ske, uden han tillader det. Enhver magt og myndighed, enhver person, enhver åndsmagt, fra galakser til atomer og molekyler — alt er underlagt hans herredømme. Gud er Gud.

I sin suverænitet kan han virke i afgudsdyrkende stormagtsmænd som Kyros. Han kan virke gennem mennesker fra nær og fjern, troende og ikke-troende, som var de en bæk i hans hånd, som han dirigerer og leder hen, hvor han vil, med det formål at tilvejebringe sin store frelsesplan.

I Apostlenes Gerninger 4, 28 læser vi, hvordan Gud tillod onde menneskers handlinger. Herodes og Pontius Pilatus, skaren og de religiøse ledere, som havde vendt sig imod Jesus. De ønskede ham død, og de står fuldstændig til ansvar for deres modbydelige handlinger. De korsfæstede Jesus. Og dog læser vi, at det ikke kom som en overraskelse for Gud, men at de blot udførte det, som Guds hånd og vilje havde forudbestemt skulle ske. Igennem deres modbydelige handlinger vendte Gud det til den største sejr mod ondskab nogensinde, hvor Jesus ved sin stedfortrædende og sonofrende død besejrer syndens og dødens magt og sikrer evigt liv for enhver, som vender sig til ham, for enhver, som er i ham.

Når ondskab finder sted, holder Gud i treenigheden ikke krisemøde. Han er suveræn, og han styrer alt, og alt sker i henhold til hans forudbestemte plan. Alt, alt, alt virker til det gode for dem, som elsker ham, som der lyder i Romerbrevet 8, 28.

"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet."
Romerbrevet 8, 28

At Gud er suveræn, det giver os tryghed i vores hverdag midt i alt det kaos, der kan være. Det motiverer os til at fortsætte med at tjene ham, stole på ham, for intet er umuligt for ham. Han virker sin gode vilje, som han vil, igennem selv de mest skrøbelige kar, som er fulde af fejl.

For det tredje og sidste: at tilbede Gud, at ophøje hans navn, det er af allerstørste prioritet. Guds ære. Vi beder jo: Fader vor, du som er i himlene, helliget blive dit navn. Det var det primære formål med både den første exodus ud af Egypten og så også den her exodus ud af Babylon. Tilbedelsen af Gud. Det var det primære formål med disse udvandringer. Det var ikke for at give folket politisk frihed, men åndelig frihed. Gud sagde til Farao, at han skulle lade israelitterne gå, for at de kunne dyrke ham. I Ezra skulle folket udvandre til Jerusalem for at bygge Herrens tempel og genindføre offersystemet og tilbedelsen af Gud. Det var heller ikke for politisk frihed, at Jesus red ind i Jerusalem, med henblik på at befri jøderne fra romerne, men det var for at sætte dem åndeligt fri, for at frelse fortabte syndere, så de kunne tilbede Gud og leve i hans nærvær for altid.

Lad mig slutte af med Kolossenserbrevet 1, 12-14, hvor der står, at vi skal takke med glæde. Vi skal tilbede vor far. Vi skal takke ham med glæde. Hvorfor?

"Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse."
Kolossenserbrevet 1, 12-14

Amen.