Kongebøgerne - Herlighed, forfald og håb

Det er en enorm styrke at være en del af en menighed, som sætter Bibelens forkyndelse højt og følger Kolossenserbrevets anvisning om at lade Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Udover forkyndelsen er en af de måder, vi følger den anvisning på, oplæsningen af Skriften, sådan som vi lige har gjort her. I den offentlige oplæsning af Skriften hører vi Gud tale til os ved sit ord. Vi lader ordet være, hvad ordet er, i hele sin bredde og sin dybde og fylde af visdom til Guds menighed.

Paulus skrev til Timotheus og formanede ham med ordene:

"Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen."
Første Timotheusbrev 4, 13

Der var altså tre ting, som han ikke skulle forsømme. Det var skriftlæsningen, oplæsningen af Guds ord for menigheden. Så var det formaningen. Det ord, vi oversætter til formaning, er det græske ord paraklesis, som betyder at opmuntre eller overbevise, men i konteksten henviser det til Bibelens udlægning. Den tredje ting var undervisningen, som er forklaringen og anvendelsen af det, han har oplæst og udlagt. Summa summarum: skriftlæsningen og forkyndelsen af Guds ord må være en integreret del af ordets tjeneste.

Derfor er det også en enorm glæde i dag at kunne introducere den næste del af Guds ord, som vi skal læse sammen som menighed de næste mange uger og måneder, nemlig Første og Anden Kongebog.

Som nogle af jer måske kan huske, følger vi den hebraiske bibels opdeling. Den hebraiske bibel hedder Tanak. Det hebraiske sprog har jo ikke vokaler, så det er et ord med tre konsonanter: T, N, K. T for Tora, det er loven, Mosebøgerne, som vi har læst. Så Nevi'im, som er profeterne. Til sidst K for Ketuvim, som er skrifterne. Efter loven kommer altså profeterne.

I den hebraiske bibel, Tanak, er profeterne opdelt i de tidlige profeter og de sene profeter. De tidlige profeter er Josva, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne. De sene profeter er Esajas, Jeremias, Ezekiel og de tolv, dem som vi også kalder for de tolv små profeter. I vores tekstlæsning er vi kommet til den sidste del af de tidlige profeter, nemlig Kongebøgerne, som jeg gerne vil introducere i dag.

Det betyder, at når vi har læst igennem Kongebøgerne, er den næste i læserækken Esajas' Bog, ikke Første Krønikebog, som vi ellers har det i vores bibler. Krønikebøgerne hører faktisk til den sidste del af Ketuvim, skrifterne. Det er de ikke af kronologiske årsager, for rent kronologisk begynder Ezra og Nehemias, hvor Krønikebøgerne slutter. De er sidst af tematiske årsager. Krønikebøgerne, og dermed faktisk hele Det Gamle Testamente, slutter nemlig med planerne om Jerusalems genoprettelse og genoprettelsen af Israel efter eksiltiden, og dermed også håbet om Messias' komme, ham som skal genoprette alt. Det er Jesus Kristus, som skal genoprette alt. Hele Det Gamle Testamente slutter altså med det her eskatologiske håb, det her fremtidshåb om ham, som skal komme og genoprette alting, Jesus Kristus. Det er en rigtig god opdeling af Bibelen, som vi har med den hebraiske bibel.

Ultimativt er det jo Jesus Kristus, som Bibelen handler om. Jesus siger i Lukasevangeliet:

"Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det må opfyldes, som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne."
Lukasevangeliet 24, 44

Altså i Tanak. I Moseloven, Tora, hos profeterne, Nevi'im, og i salmerne, som er et synonym for skrifterne, Ketuvim. Jesus refererer til Tanak, til den hebraiske bibel som han havde, og siger, at alt det står skrevet om mig i dem. Det er Jesus Kristus, de handler om. Derfor forsøger vi altid at gøre vores bedste for at pege på hovedpersonen Jesus Kristus i vores skriftlæsning, og jeg vil forsøge at gøre det samme i min kommentar her til Første og Anden Kongebog.

Vi tog fat på det første kapitel sidste gang, og i dag har vi læst det andet kapitel. Der er 22 kapitler i Første Kongebog og 25 kapitler i Anden Kongebog. Det betyder, at vi først er færdige med vores skriftlæsning af Kongebøgerne engang næste år ved sommerferien. Men glæd jer til rejsen, for det er en mindst lige så action packed rejse, som da vi gennemgik Samuelsbøgerne. Der er så meget spændende historie fra templets herlighed i Salomos storhedstid til rigets deling og kongernes forfald.

Hvad handler Kongebøgerne om?

Det er et afsnit af Bibelen, som rummer det, jeg også har taget med i min overskrift: herlighed, forfald og håb.

Nogle af jer har læst Lynn Austins roman Guds konger. Hun har skrevet flere bøger om det, og hun har en meget bibeltro dramatisering af den epoke af Israels historie, som Kongebøgerne beskriver. En af de mest mindeværdige scener, synes jeg i hvert fald, er øjeblikket, hvor Jerusalems fald bliver hindret. I Anden Kongebog kapitel 18 til 19 angriber assyrerkongen Sankerib Juda. Kong Hizkija betaler en meget stor tribut til Sankerib for at få ham til at trække sig, men han ender alligevel i sin grådighed med at angribe Juda og kræve Judas overgivelse. Men så griber Gud ind. Den dag slår Herrens engel 185.000 assyriske soldater ihjel. Meget dramatisk. Israel råbte til Gud, og Gud greb ind og frelste dem.

Men trods den store sejr, og trods at Gud griber ind der, er det jo ikke sådan, det hele ender. Det hele er jo ikke fryd og gammen. Som vi har læst fra Anden Kongebog 17, bliver Israel ført i eksil, fordi de syndede imod Gud. I stedet for at frygte Gud, den Gud som havde udfriet dem fra Egypten, vendte de tilbage til deres gamle skikke. De vendte tilbage til afgudsdyrkelse.

Hvis jeg indledningsvis kort skal sætte ord på, hvad Kongebøgerne handler om, vil jeg beskrive dem som en fortælling om et folk, som Gud har velsignet, som Gud har frelst og vist sin store frelsermagt, men som alligevel har vendt ham ryggen og dyrket skabningen frem for skaberen. Det er en historie om, hvordan ulydighed og troløshed fører til fald og dom.

Det er en historie, som på mange måder også beskriver det moralske forfald, vi ser i det moderne samfund i dag. Hvis Israel, Guds udvalgte folk, Guds øjesten, kunne opleve så store konsekvenser for deres synd, så er det et blændende bedrag at tro, at mennesker i dag kan forvente en mildere straf, hvis ikke de omvender sig fra deres synd og tror på den frelser, som Gud har sendt dem. Bibelen lærer os, at syndens løn er døden, og at Guds straf er en evig fortabelse. I Kongebøgerne lærer vi, at troløshed og synd ender i forfald, men også at Gud, selvom han er dommens Gud, er en nådens Gud, som frelser dem, der råber til ham i deres nød.

Hvad er det så, mit budskab i dag skal formidle? Det budskab, jeg gerne vil formidle, er, at siden der kun er én Gud, Jahve, og én mellemmand mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus, og siden Gud i Kristus kun har banet én vej, én vej til frelsen fra Guds dom ved evangeliet, så påhviler det dig at søge Gud alene for din frelse. Så påhviler det dig at ære Jesus alene som din frelser og bygge dit liv alene på hans løfter og ord. Det er sådan set kernen i budskabet.

I vores fugleperspektiv over Kongebøgerne vil jeg berøre tre temaer: troskab, tilbedelse og tro. Til hvert af disse temaer har jeg valgt en overskrift. Den første overskrift er, at der kun er én Gud. Her stiller vi spørgsmålet: Hvem er det, du søger? Mod hvem er du tro? Den næste overskrift er, at der kun er ét rige. Her stiller vi spørgsmålet: Hvor søger du hen? Til hvem går din ære? Den sidste overskrift er, at der kun er én pagt. Her stiller vi spørgsmålet: Hvad er motivet for din søgen? På hvis ord bygger du din tro?

Der er kun én Gud

Lad os se på det første udsagn, som Kongebøgerne slår fast, nemlig at der kun er én Gud.

Som jeg har været inde på, hører Kongebøgerne i den hebraiske bibel til den sidste del af de tidlige profeter. Du tænker måske, at når du læser Kongebøgerne, virker det mere som historie end profeti. Kongebøgerne er faktisk en blanding af mange forskellige genrer. Der er beretning, der er fortælling, der er forbøn, afskedstale, profetisk domstale, strafprofeti, drømmeåbenbaring og teologisk bedømmelse. Men den intuition, du måske har om, at det er historie, den er rigtig, for både de tidlige og de sene profeter hører til den kategori, man kalder pagthistorien.

I den hebraiske bibels tredeling i loven, profeterne og skrifterne taler man om loven som pagten, profeterne som pagthistorien og skrifterne som pagtlivet. Man kan sige, at hele Det Gamle Testamente er en beretning om Gud, der skaber og indgår en pagtsrelation med sin skabning, mennesket, som så bryder pagten og bliver adskilt fra Gud. Men Gud er jo tro over for pagten. Selv når vi falder, og vi ikke er tro, så er Gud altid tro. Han holder sine løfter. Han frelser sit folk, og han giver dem sin lov, og det gør han ved pagten ved Sinaj. Så følger vi pagthistorien i profeterne og folkets liv under Guds pagter med dem i skrifterne.

Med Kongebøgerne er vi i den sidste del af det, som beskriver pagthistorien. Det gennemgående i den historie er folkets brud med Guds pagt, den pagt han indgik med dem, hvor han gav dem sin lov. Så bryder de den lov.

Vi har læst her i dag i kapitel to, hvordan David minder sin søn Salomo om pagten. Det er det første, han gør. Han minder ham om pagten. Lad os læse det igen her, de første fire vers af kapitel to:

"Da Davids liv nærmede sig sin afslutning, indskærpede han sin søn Salomo: 'Jeg går nu al kødets gang. Vær stærk og mandig! Du skal holde Herren din Guds bud og vandre ad hans veje, holde hans love og befalinger, hans retsregler og hans formaninger, som de står i Moses' lov. Så vil du have lykken med dig i alt, hvad du foretager dig, og hvor du end vender dig hen, så Herren holder det løfte, han gav mig: Hvis dine sønner vogter på deres færd og af hele deres hjerte og af hele deres sjæl vandrer i trofasthed for mit ansigt, skal der aldrig mangle en af din slægt på Israels trone.'"
Første Kongebog 2, 1-4

Altså: hold pagten. Her bliver retningen sat for Salomo. Du skal holde din Guds bud. Du skal følge hans vej. Du skal vogte på din færd. Du skal vandre trofast for hans ansigt af hele dit hjerte.

For hvad er det, loven siger? Lad os gå til Anden Mosebog, hvor loven bliver introduceret, de ti bud, de første fem vers i kapitel 20:

"Gud talte alle disse ord: 'Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.'"
Anden Mosebog 20, 1-6

Gør Salomo så det? Ja, indledningsvis. Vi skal se Salomos velsignelse i de første ti kapitler. Her i kapitel to får han kaldet. Han får ligesom retningen sat. I kapitel tre beder han om visdom, og han får mere visdom end noget andet menneske nogensinde har modtaget, hvilket bliver beskrevet i kapitel fire. I kapitel fem indleder han arbejdet med at bygge templet, og det følger vi i kapitel seks og syv. Herrens herlighed fylder templet i kapitel otte. Men i kapitel ni ser vi, hvordan Herren igen advarer Salomo om afgudsdyrkelse. Lad os gå til kapitel ni og se advarslen i vers seks til syv:

"Men hvis I og jeres sønner efter jer vender jer fra mig og ikke holder mine befalinger og love, som jeg har lagt frem for jer, men går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem, så vil jeg udrydde Israel fra den jord, jeg har givet dem, og jeg vil forkaste det hus, jeg har helliget til mit navn, så Israel bliver til spot og spe blandt alle folk."
Første Kongebog 9, 6-7

Kunne det bare være fantastisk, hvis Salomo fortsatte i den gode retning og holdt fast i den velsignelse, som Gud gav ham til at begynde med, den herlighed og rigdom, som han fik, og som kapitel 10 beskriver. Men trods Salomos enorme visdom syndede han alligevel imod Gud. Hans mange hustruer forleder og forfører ham til at dyrke falske guder, som vi læser om i kapitel 11. I kapitel 11, vers ni til ti, ser vi, at Herren blev vred på Salomo:

"Men Herren blev vred på Salomo, fordi han havde vendt sit hjerte fra Herren, Israels Gud, som to gange havde vist sig for ham og givet ham befaling om ikke at følge andre guder; men han havde ikke holdt, hvad Herren havde befalet."
Første Kongebog 11, 9-10

I de næste tre kapitler bliver riget splittet og delt i to. Juda i syd med Jerusalem som hovedstad, og Israel i nord med Samaria som hovedstad. Vi ser kampen mellem Jeroboam og Rehabeam, deres afgudsdyrkelse og Guds dom over dem. Der er kaos.

Det, som bliver et gentagende mønster blandt Guds konger, bliver blandt andet beskrevet i kapitel 16, vers 30 til 31. Det er bare lige for at tage et glimt af det, for det her bliver beskrevet mange steder:

"Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba'als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba'al."
Første Kongebog 16, 30-31

Han rejste et alter for Ba'al i Ba'als tempel, som han havde bygget i Samaria. Det var altså det nordlige rige, og det samme mønster ser vi, med nogle undtagelser naturligvis, i det sydlige rige, for eksempel med Amon. Lad os hurtigt gå over til Anden Kongebog, kapitel 21, vers 20 til 22:

"Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, sådan som hans far Manasse havde gjort. Han fulgte helt i sin fars spor og dyrkede og tilbad de møgguder, hans far havde dyrket. Han svigtede Herren, sine fædres Gud, og vandrede ikke ad hans vej."
Anden Kongebog 21, 20-22

Det var det sydlige rige.

Synden kommer snigende

Brødre og søstre, Kongebøgerne advarer os om syndens snigende og forførende væsen. Der er kun én Gud. Du ved, at der kun er én Gud. Der er én sand og levende Gud. Men selvom du ved det, så ser du pludselig noget. Det starter uskyldigt. Det ser fint ud. Måske kunne du kigge lidt nærmere på det. Du begynder at blive optaget af det. Du begynder at tænke på det. Det begynder at fylde dine tanker. Det præger dine følelser.

Du ved, at Herren alene fortjener din overgivelse, fortjener din beundring, men alligevel begynder du at beundre andre ting. Det er da også okay, tænker du, man kan da også beundre andre ting. Det kan da også være spændende med de ting, som føles godt og smager sødt og får mig til at føle, at der sker noget andet, at der sker noget nyt, at der sker noget spændende.

Men dit hjerte er begyndt at glemme. Det begyndte at glemme sin første kærlighed. Det begyndte at meditere på en anden fascination end Gud. Du glemmer hans løfter, du forsømmer hans bud, og efterhånden svigter du hans vej. Du ved, at der kun er én Gud, men nu har dit hjerte fået andre. Det har fået flere.

Det var spændende i begyndelsen med de her andre ting, som begyndte at optage dig, men så begynder bedraget at vise sit sande ansigt. Du begynder at genkende Jesu ord, som han taler i blandt andet Markusevangeliet 7:

"For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent."
Markusevangeliet 7, 21-23

Spørg dig selv, hvad dit hjerte egentlig søger. Søger du Herren af hele dit hjerte? Eller er der ting i dig, som kommer snigende, som de jo gør, og forfører dine tanker og drager dig væk fra Gud? Hvem er du i virkeligheden tro overfor? Er det den Gud, der har frelst dig, eller søger dit hjerte andre alliancer?

Brødre og søstre, synden kommer snigende. Man tænker, det er uskyldigt til at starte med, men det er det ikke. Den lokker, og ofte ser den fin ud, men den vil ikke nøjes med lidt af dig. Den vil have det hele.

Gør op med den. Gør op med synden. Riv den op og ud med rod. Giv ikke Djævelen råderum i dit liv, men vend dig til Gud, der alene må være din Gud i dit liv. Giv ham din troskab. Giv ham din tid. Giv ham din opmærksomhed. Giv ham dit hjerte. Giv ham alt. Han ofrede sin søn for dig. Han ofrede ham for at løskøbe dig fra den trældom, som synden fanger mennesker i. Find din frihed i ham. Find din frihed ved troen på Jesus, og lev i den frihed. Der er kun én Gud og én frelser, Jesus Kristus.

Der er kun ét rige

Kongebøgerne vil også gøre os opmærksomme på, at der kun er ét rige.

Vi ser i kapitel et af Første Kongebog, at det hele faktisk begynder med en magtkamp. Hvem skal sidde på tronen? Hvem skal være hersker i kongeriget? Adonija sagde i vers fem: "Det er mig, der skal være konge." Kongebøgerne begynder altså med det store spørgsmål om riget: Hvem skal være konge?

Svaret kommer i vers 46, hvor vi læser, at Salomo satte sig på kongetronen. Han satte sig ikke på tronen som et resultat af en tilfældig sejr i en vilkårlig magtkamp. Nej, han satte sig på tronen som opfyldelse af de løfter, som Gud havde givet til kong David i Anden Samuelsbog 7, hvor Gud lover at grundfæste Davids kongedømme med Davids eget kød og blod. Prøv at tænke på det løfte. Han lover, at Davids trone skal grundfæstes til evig tid af hans eget kød og blod. Han skulle bygge et hus for hans navns skyld og grundfæste hans kongetrone til evig tid.

Når vi så læser Kongebøgerne, tænker vi: "Hov, det er da egentlig ikke det, der sker, er det?" Jo, jo. Salomo bygger templet, men hans kongetrone holder da kun til kapitel 11. Men det, vi må se her, er, at selvom riget falder, selvom riget bliver delt, selvom Salomo dør og et hav af onde konger kommer efter ham, selvfølgelig afbrudt af et par lyspunkter hist og her i historien, så står Guds løfter fast.

Der er mange falske guder, som folket vil hævde har magt, men der findes kun én Gud. Der er mange kandidater til magten i riget, men der er kun én konge, og i sidste ende kun ét rige. Det er det rige og den konge, som hele den profetiske historie bygger op til og bevæger sig hen imod.

I den profetiske historie får vi en masse små hint hist og her. Læg mærke til dem, efterhånden som vi læser igennem Kongebøgerne, for de kommer. De minder os om, hvad der er konstant og vedvarende gennem alle de episoder, som beskriver den ene kamp efter den anden, den ene tragedie efter den anden. Læg mærke til de hint, når vi læser igennem Kongebøgerne, for Gud ønsker at vise, hvem han er. Han ønsker at vise, hvad hans plan er for sit folk.

Lad os kort se på, hvad der sker med kongeriget i Kongebøgerne. Først og fremmest må Salomo jo knuse dem, der truer riget. Her er nogle af Davids sidste ord endnu engang. Vi går tilbage til Første Kongebog kapitel to og læser fra vers fem til seks, hvor David minder ham om:

"Du ved selv, hvad Joab, Serujas søn, har gjort imod mig, det han gjorde mod Israels to hærførere, Abner, Ners søn, og Amasa, Jeters søn; han dræbte dem og lod krigsblod flyde i fredstid. Sådan fik han krigsblod på bæltet om sin lænd og på sandalerne på sine fødder. Brug nu din klogskab, og lad ham ikke gå ned i dødsriget med fred i hans høje alder!"
Første Kongebog 2, 5-6

I resten af kapitel to ser vi så, at Salomo henretter Adonija i vers 25. Han bortviser Ebjatar i vers 26. Han hugger Joab ned i vers 29. Til sidst giver han Shim'i samme skæbne som Joab i vers 46.

Måske har du tænkt: Hold da op, det er kontant afregning. Kunne man ikke bare have bedt dem om at sige undskyld? Sådan tænker vi. Men til det vil jeg sige: lad mig give dig et profetisk hint. Riget vil aldrig nogensinde bestå, hvis ikke alle rigets fjender bliver udryddet. Det er et hint. Rigets overlevelse afhænger af elimineringen af alle rigets fjender.

Problemet for Salomo var, at han rigtig nok fik håndteret de umiddelbare trusler for rigets overlevelse, i hvert fald sådan udadtil. Men som vi har set, overså han en væsentlig trussel, nemlig den trussel mod riget, som kom indadtil. Salomo havde en indre modstander: hans hjertes trang til afgudsdyrkelse. Fordi Salomo gav efter for den indre modstander, lod Herren i kapitel 11, vers 14 en ydre modstander af Salomo fremstå. Riget ender med at falde.

Nej, hvis riget skal bestå, må alle fjender udryddes, indre såvel som ydre. Det er der kun én konge, der rent faktisk er lykkedes med. Han var kong Davids eget kød og blod, som profetien lyder. Han er af Judas stamme, større end Salomo, og hans navn er Jesus.

I Markusevangeliet kapitel 1, vers 15 lyder forkyndelsen:

"Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!"
Markusevangeliet 1, 15

Guds rige er kommet nær. Guds rige kom, og hans konge kom, ham som er kongernes konge og herrernes herre. Den konge indtog magten, men han gjorde det ikke på den måde, som de tidligere konger gjorde. Han kom ikke og udgød andre menneskers blod. Nej, han kom til magten ved at udgyde sit eget blod på korset.

Prøv at høre, hvad han gjorde ved sine fjender. Lad os læse, hvad den konge gjorde ved sine fjender. Her skal vi frem til Det Nye Testamente. Du skal være hurtig, for jeg slår op i Kolossenserbrevet kapitel 2 og læser meget hurtigt her vers 14 til 15:

"Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus."
Kolossenserbrevet 2, 14-15

Alle rigets modstandere i form af magter og myndigheder blev totalt afvæbnet, da kongernes konge indtog magten. Fordi de blev totalt afvæbnet, har vi et rige, der består. Ingen andre konger kunne gøre det. Det er også det, som Kongebøgerne er en meget, meget stærk påmindelse om. Der var ingen konge, som kunne gøre det her.

I vores andagt i ugen læste vi en meget pudsig anekdote. Midt i det 20. århundrede var der en iransk shah, som gav sig selv titlen kongernes konge. Han blev senere tvunget til at forlade sit embede og flygte for sit liv. Det sker aldrig for den sande konge, Jesus Kristus. Han er den eneste, som fortjener den titel, kongernes konge, og han er den eneste, hvis rige består.

Men spørgsmålet kommer så til os. Er det det rige, du søger i din daglige vandring? Er det til det riges konge, du sætter din lid? Har du virkelig grebet evangeliets sandhed om, at rigets modstandere, alle modstanderne, er udryddet, og at der ikke er nogen som helst grund til at frygte? Har du grebet det? Eller kæmper du med tanker om, at du også selv må bekæmpe de her forskellige fjender for at kunne komme ind i riget?

Brødre og søstre, hvis du er i Kristus, så er der ikke en eneste fjende tilbage at bekæmpe. Kristus har bekæmpet dem alle sammen. De er udryddet. De er blevet totalt udryddet. Hver eneste af dem er blevet henrettet, så at sige, eller afvæbnet og bundet i Kristi triumftog. Han har sejret. Han har sejret én gang for alle, og hans blod på korset er beviset. Vi har intet at frygte i ham, for han har med sin død, som Hebræerbrevet kapitel 2, vers 14 også siger, gjort ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen.

Han har gjort Djævelen magtesløs, og fordi han har gjort det, kan vi nu søge hans rige og hans retfærdighed og modtage alle himlens velsignelser. Vi kan nu vende vores hjerter til ham, som er værdig, og ære ham med vores liv, fordi han, som der står i Kolossenserbrevet 1, 12, har gjort os duelige til at få del i de helliges arv i lyset.

Der er kun ét rige. Der er kun én konge. Stol på ham. Sæt din lid til ham. Forstå, at han har sejret. Han har udryddet alle sine fjender. Du behøver ikke at frygte. Hvis du er i ham, er der ikke noget at være bekymret for.

Der er kun én pagt

Kongebøgerne minder os også om en tredje ting, og det er mit tredje og sidste punkt, som jeg gerne vil fremhæve: der er kun én pagt.

Under mit første punkt var jeg inde på, at de profetiske bøger, som vi læser igennem nu som menighed, hører under den kategori, man kalder pagthistorien. Guds pagt med Israel ved Sinaj, som vi kender som den mosaiske pagt eller Sinajpagten, er den, som giver os Moseloven og de ti bud. Den udgør den teologiske rygrad i Kongebøgerne. Det er den, som er referencepunktet i forhold til Israels gentagne lovbrud. De bryder Guds pagt, Sinajpagten, og det gør de med deres afgudsdyrkelse og deres mange synder, og det gør, at de ender med at gå i eksil.

Vi har også talt om Guds pagt med David i Anden Samuelsbog 7, som bygger på Guds løfte om det her evige kongedømme, som skal stadfæstes til evig tid. Det er det, som giver os håb, håbet om Davidsriget. Uanset hvad der sker, så er der det rige, som blev lovet, som ligger forud. Der er det lys, der bare skinner hele tiden ude i horisonten, som ingen konge, uanset hvor ond han var, formåede at kunne udslukke helt. Vi skal holde fast ved det lys, holde fast ved det håb hele vejen igennem, for vi kommer til at se rigtig mange ting i Kongebøgerne. Vi kommer til at se en masse pagter, en masse kontrakter, en masse aftaler blive indgået.

Den første ser vi i Første Kongebog 5, hvor Salomo laver en aftale med Tyrus' konge Hiram om materialer til templet. I Første Kongebog 15 er det så politiske aftaler og militære alliancer, hvor vi for eksempel ser kong Asa tage alt sølvet og guldet i templet, alt hvad der var i skatkamrene og kongens palads, og så giver han det til Arams konge som en pagt med ham for at få ham til at bryde sin pagt med Israels konge Basha, så han kunne slippe for ham. I kapitel 20 ser vi igen en pagt blive indgået mellem Akab og aramæernes konge efter hans sejr over aramæerne. Men det var ikke en pagt, som var efter Guds vilje, tværtimod. Profeten meddeler Israels konge i vers 42, at fordi han gav aramæerkongen sin frihed, skal han bøde med sit liv. For som vi også lige var inde på før, afhænger rigets overlevelse af udryddelsen af alle dets fjender.

Men der bliver også indgået gode pagter, som vi ser i Anden Kongebog. Der læser vi om Akazjas mor Atalja, der gav sig til at udrydde kongeslægten i vrede over at have mistet sin søn. Men Joash bliver skjult i templet i seks år, og senere bliver Atalja dræbt, og præsten Jojada slutter en pagt mellem Herren og kongen, og Ba'als tempel bliver ødelagt. Der ser vi Guds trofaste hånd i at bevare Davids kongeslægt gennem Joash. Der ser vi Guds trofasthed.

Vi ser gode konger som Joash. Han var i hvert fald god, så længe Jojada levede. Så fik tonen en anden lyd efter det. Men vi ser også konger som Jotam og Hizkija og Josija, der var gode konger. I kapitel 23 læser vi om Josija, der bringer nationen tilbage til Gud, efter at Hilkija fandt lovbogen frem igen med Guds lov. Vi læser i Anden Kongebog 23, 3, hvordan kong Josija sluttede pagten i Herrens tempel foran Herrens ansigt. Han gør op med al ondskaben. Han gør op med al afgudsdyrkelsen, og han udrydder det hele fra landet.

Med Josija får vi en stærk påmindelse om, at uanset hvor mange pagter der bliver indgået, uanset hvor mange aftaler og kontrakter og pagter der bliver indgået af konger før ham, så er der kun én pagt, der holder. Det er den pagt, som Gud indgår med sit folk.

Der er kun én Gud, ét rige, én pagt. Blandt alle folkeslagenes guder er der kun den ene sande og levende Gud. Den sandhed ser vi også stadfæstet i Første Kongebog kapitel 18, der beskriver styrkeprøven på Karmels bjerg, også en af de her stærke beretninger, hvor vi ser Guds profet Elias over for de 450 falske profeter, Ba'als profeter. De råber til deres falske gud fra morgen til eftermiddag, og de danser rundt og snitter i sig selv, og der sker bare ikke en klap. Elias havde udfordret dem til at vise, hvis Gud der er den sande Gud. Det er det store spørgsmål. Den Gud, der svarer med ild fra himlen på alteret, er den sande Gud. Lad os slå op i Første Kongebog 18, 36 til 40, og læse om, hvad der sker:

"Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde: 'Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.' Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op. Da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde: 'Det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!' Elias sagde til dem: 'Grib Ba'al-profeterne! Ingen må undslippe!' Så greb de dem, og Elias førte dem ned til Kishonbækken og slagtede dem dér."
Første Kongebog 18, 36-40

Igen ser vi det her. Al ondskaben må udryddes, for der er kun én Gud, én konge, ét rige og én sand pagt, nemlig den pagt, som Gud indgår med sit folk, Sinajpagten.

Der var et problem med Sinajpagten. Ikke at der var et problem med pagten i sig selv, men problemet med den var, at der ikke var nogen, der kunne holde den. Det var sådan set det, der var udfordringen med den pagt. Det er også det mønster, vi ser igennem Kongebøgerne. Der var ingen, der kunne holde pagten i sidste ende. Ingen af Israels konger kunne opfylde Davidspagten om et evigt fredsrige. Derfor minder Kongebøgerne os om, at der stadigvæk venter et fredsrige. Der venter stadigvæk en konge, som vil introducere det fredsrige, Davids søn. Ingen af dem kunne holde Sinajpagten med alle Guds bud, og derfor minder Kongebøgerne os om, at der venter en pagt. Der venter en ny pagt. Ikke blot en fornyelse af gamle pagter mellem Gud og hans folk, men en helt ny pagt.

Det er den pagt, som blev indstiftet, da den sande konge kom, Davids søn, Jesus Kristus. Han indstiftede den med sit eget blod, så alle, der tror på ham, kan blive en del af hans rige for evigt. Der er kun én pagt, brødre og søstre, og det er denne nye pagt.

Tag imod tilbuddet

Men mange lever i dag, som om der ikke findes nogen ny pagt. De søger at sikre deres liv. De laver aftaler, alliancer og kontrakter og siger til sig selv, at hvis jeg bare arbejder hårdt nok, hvis jeg bare får penge nok, hvis jeg bare får den rigtige karriere, det rigtige udseende og de rigtige venner, så er mit liv sikret, så er lykken sikret, så bliver alting godt, så får min sjæl fred.

Men sandheden er, at den søgen er en form for afgudsdyrkelse. Det er en søgen, der hviler på dine egne pagter i stedet for på Guds pagt. Det er en søgen, der bygger på dine egne bestræbelser og din egen anstrengelse frem for på Guds nåde i Kristus. Men det er en forgæves søgen.

Derfor er budskabet, som Kongebøgerne giver os: kære ven, der er kun én Gud, ét rige og én pagt. Siden der kun er én Gud og én frelser i Jesus Kristus, og siden han alene er den konge, som har banet vejen til evigt liv med sin egen død og sit eget blod, som han udgyder, pagtens blod, som vi også skal fejre i dag, så påhviler det dig at lyde kaldet til at stole på ham alene frem for på dig selv, at søge hans rige frem for dit eget.

Evangeliet kalder dig til at anerkende, at du ikke kan holde Guds bud. Du har brudt dem. Du har syndet imod Gud. Du har ikke æret og elsket ham, som du burde. Men i sin kærlighed til syndere, syndere som dig og mig, sendte Gud sin søn, som tog Guds straf i deres sted. Det tilbyder han enhver, som vender om til ham. Enhver, som vender om til ham og siger: Jeg tror på dig, Jesus Kristus. Det, han tilbyder dig, er fuld benådning, fuld tilgivelse. Dit gældsbevis tager han og nagler det til korset. Han udrydder alle dine åndelige fjender og giver dig fuld adgang til hans rige for evigt.

Sikke et tilbud. Sikke gode nyheder. Sikke et evangelium. Tag imod det. Tag imod det tilbud. Tag imod de gode nyheder, hvis ikke du allerede har gjort det.

Kære menighed, i Kongebøgerne venter der en masse dramatiske beretninger: magtspil, kompromiser, drab, forræderi, men også håb og lys. For den sande konge sidder på tronen, og han holder sine løfter, og han frelser sit folk. Må Kongebøgerne blive til stor velsignelse for os, mens vi læser dem igennem sammen. Må de åbne vores øjne endnu mere for kongernes konge og herrernes herre.

Amen.