De to røvere på korset

Både jeg og menigheden i København beder altid for jer og tænker altid på jer, og særligt i den her tid i forhold til det tab, I har lidt, tabet af John Thomsen, denne vidunderlige Gudsmand, som nu er gået hjem til Herren. En mand, hvis snørebånd jeg ikke tror, jeg ville være værdig til at snøre. Vores tanker og bønner går særligt til familien Thomsen og i særdeleshed til Tove, Johns hustru.

John var en mand, der virkelig elskede Jesus, og han levede virkelig sit liv for ham. Han var en mand, der elskede evangeliet om Jesus Kristus korsfæstet, og det gav han sit liv for. Dette evangelium vil vi også se på i dag.

Vi skal nemlig i dag se på en vidunderlig beretning, som vi finder i selve beretningen om Jesu korsfæstelse, nemlig beretningen om de to røvere på korset. Det er også titlen på dagens budskab: De to røvere på korset.

Lad os læse den beretning, som vi finder både i Matthæusevangeliet kapitel 27 og i Lukasevangeliet kapitel 23. Først vil vi læse nogle vers i Lukasevangeliet, dernæst et enkelt vers i Matthæusevangeliet, hvorefter vi igen vil fortsætte i Lukasevangeliet. Det vil vi gøre, fordi Matthæusevangeliet, som vi skal se, fortæller os noget, som Lukasevangeliet ikke gør, og Lukasevangeliet fortæller os også noget, som Matthæusevangeliet ikke gør. Lad os prøve at læse, så tænker jeg, at I kan se, hvad jeg mener. Så tænker jeg, det giver god mening.

Lad os begynde med at læse om Jesu korsfæstelse fra Lukasevangeliet 23, 32-38:

"Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«."
Lukasevangeliet 23, 32-38

Inden vi fortsætter med at læse resten af vores tekst her i Lukasevangeliet, så lad os først læse Matthæusevangeliet 27, 44, hvor Matthæus gengiver en meget vigtig detalje i forhold til de to røvere på korset. En detalje, som altså ikke gengives i Lukasevangeliet. Her står der:

"Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde."
Matthæusevangeliet 27, 44

Det, vi skal se her, er, at begge røvere, efter at de var blevet korsfæstet sammen med Jesus, hånede ham på præcis samme måde, som de jødiske ledere og de romerske soldater gjorde.

Lad os nu læse videre i beretningen i Lukasevangeliet 23, 39-43. Her læser vi:

"Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«"
Lukasevangeliet 23, 39-43

Som vi kan se, gengiver Matthæusevangeliet, hvordan begge røvere hånede Jesus, mens Lukasevangeliet gengiver, at den ene røver hånede Jesus, mens den anden forsvarer ham og giver udtryk for sin tro og sin tillid til ham. Det skyldes ikke, at de to evangelier modsiger hinanden. Nej, overhovedet ikke. Men det viser os en rigtig interessant ting, nemlig at mens de to røvere hænger på korset, så sker der et eller andet med den ene af dem. Der sker en forandring. En forvandling finder sted. Det vil jeg vende tilbage til lidt senere. Først vil vi nemlig se lidt nærmere på det, der skete, og også på den spot og den hån, der blev rettet mod den korsfæstede Jesus.

Guds kærlighed til skyldige syndere

Som vi lige læste, blev Jesus sammen med de to forbrydere, disse to røvere, ført ud til Hovedskalsklippen, som også kaldes Golgata, og som lå lige uden for Jerusalem. Da de kom derud, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. Men så siger Jesus dette i vers 34a: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."

Her sigter Jesus selvfølgelig til de romerske soldater, som netop har slået søm gennem hans hænder og fødder, og som har fæstnet ham til et kors for at henrette ham. Han siger altså: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Her, kære brødre og søstre, ser vi Guds kærlighed. Guds kærlighed til skyldige syndere. Ja, til fjender. Fjender, der ikke i uskyldighed, men i uvidenhed er meddelagtige i at begå den allerstørste synd, man kan tænke sig.

Disse romerske soldater ved ikke, hvad det er, de gør. De tror måske, at de blot er i gang med at henrette en skyldig forbryder, som de sikkert har gjort så mange gange før, men i virkeligheden henretter de selveste herlighedens Herre. Det eneste menneske, der har vandret på vor jord, som var rent og helligt, og som ikke selv var skyld i nogen synd overhovedet.

Men ikke kun det. De deltager tilmed også i at håne og ydmyge ham. Vi læser nemlig i vers 34b: "Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem." Det vil sige, at Jesus måtte lide den hån og den ydmygelse og den skam, det var at blive klædt af i fuld offentlighed. For som vi kan læse i vers 35, stod folket og så på. Som en yderligere hån og ydmygelse kastede de fire soldater også lod om Jesu klæder.

Men hvis de romerske soldater var uvidende om, at det var herlighedens Herre, de var i færd med at henrette, så har de med stor sikkerhed også været uvidende om, at det, de gjorde, det, der skete, skete i opfyldelse af en profeti, som Israels konge David havde nedskrevet over 1000 år tidligere. Denne profeti finder vi i Salme 22, 19. Her er en profeti om Jesus, der lyder således:

"De deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning."
Salme 22, 19

Hvis vi lige et øjeblik bliver ved denne utrolig bemærkelsesværdige Salme 22, som i øvrigt er skrevet længe, længe før korsfæstelse overhovedet blev opfundet som henrettelsesform, så læser vi faktisk også dette i de foregående vers, vers 17 til 18. Prøv engang at høre det her:

"Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret mine hænder og fødder, jeg kan tælle alle mine knogler. De ser på mig med skadefryd …"
Salme 22, 17-18

Det næste vers, vers 19, siger så: "De deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning."

Det, vi altså forstår, er, at denne salme, Salme 22, skrevet af kong David over 1000 år før Jesus blev korsfæstet, med stor nøjagtighed og præcision forudsiger, hvad Messias måtte lide i de her forbryderes hænder: at han ville få gennemboret sine hænder og sine fødder, som det jo skete, da han blev korsfæstet, at de ville se på ham med stor skadefryd, og så også det, som vers 34b siger i dagens tekst, nemlig at de ville dele hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem.

Hvem er Guds salvede?

Så læser vi i vers 35:

"Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.«"
Lukasevangeliet 23, 35

Som vi lige læste, gjorde også rådsherrerne nar af ham. Rådsherrer er en betegnelse for de jødiske ledere, for ypperstepræster, skriftkloge og farisæere. Mænd, som sad i det jødiske råd, og som havde fundet Jesus skyldig i blasfemi, skønt han var uskyldig.

Vi må bare sige, at disse mænd virkelig ønskede, at Jesus skulle dø. De ønskede virkelig at blive af med ham, primært fordi flere nu fulgte Jesus i stedet for de her korrupte og hykleriske ledere. Det gjorde dem virkelig skinsyge. Derfor, da Judas på et tidspunkt kommer til dem og tilbyder, at han kan forråde Jesus, ser de deres snit til at fordømme Jesus til døden, hvilket i Guds plan også lykkedes for dem.

Men det var tilsyneladende ikke nok for dem. Det var tilsyneladende heller ikke nok for dem at se Jesus afklædt og ydmyget og sømmet op på et kors. Nej, de skulle da også lige håne Jesus. De skulle da også lige gøre nar af ham i hans tilsyneladende hjælpeløse situation. For som de siger: "Andre har han frelst." Altså andre har Jesus helbredt mirakuløst. Andre har Jesus sågar oprejst fra de døde. Det var sådan set noget, de anklagede Jesus for at gøre ved Beelzebul, ved Satans magt.

Ja, andre har han frelst, men sig selv kan han åbenbart ikke frelse. For som de hånligt siger: Lad ham nu gøre det. Lad ham nu frelse sig selv, hvis han virkelig er den, han siger, han er. Hvis han virkelig er Guds salvede, hvis han virkelig er den udvalgte, så lad ham nu frelse sig selv. De har uden tvivl tænkt, at nu bliver han dømt af Gud, og det kan han ikke gøre noget ved. Men hvis han nu havde været den salvede, hvis han nu havde været den udvalgte, så kunne han have reddet sig ud af den her situation.

Hvad så med det her med Guds salvede? Hvem er det? Hvem er Guds udvalgte? Det er en reference til Messias, en reference til den konge, der skulle fremstå af Davids slægt, som skrifterne igen og igen havde forudsagt skulle komme, og som Israel på det her tidspunkt går og venter på skal fremstå.

Lad mig give jer et eksempel på dette fra Skriften. Der var dengang, da Gud sendte en profet ved navn Natan til Israels konge David. Han kom med et budskab fra Gud til David: et løfte om, at Gud en dag vil lade en efterkommer, en af Davids sønner, efterfølge ham på kongetronen. Denne Davidssøns trone vil Gud grundfæste til evig tid. Ja, til evig tid.

Profeten Esajas, som levede cirka 700 år før Jesus, profeterede også en hel del om denne kommende Davidskonge og Messias. Han profeterede blandt andet, at han skulle fødes af en jomfru, og at han skulle være både Gud og menneske. At han skulle være Gud med os. Esajas profeterede også dette, som vi kan læse om i Esajas' Bog kapitel 9. Prøv blot at høre. Her skriver han disse meget velkendte ord:

"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige …"
Esajas' Bog 9, 5-6

I lighed med Natans profeti til kong David profeterer Esajas her om, at der skal komme en Davidskonge, der skal sætte sig på tronen for evigt. For som han siger her, vil han bringe en fred, som er uden ophør.

Esajas profeterede også om denne konge og Messias, at han skulle lide en stedfortrædende død i synderes sted, at han efterfølgende skulle opstå fra de døde, og at han skulle blive et lys for alle folkeslag i verden. I lighed med David i Salme 22, som havde profeteret, at hans hænder og fødder ville blive gennemboret, siger Esajas også dette i kapitel 53, vers 5:

"Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder."
Esajas' Bog 53, 5

Men disse profetier om, hvordan Messias skulle lide, hvordan hans hænder og fødder skulle gennembores, og hvordan han skulle dø en stedfortrædende død i synderes sted, har de jødiske ledere med stor sikkerhed ikke forstået. Måske fordi det ikke rigtig harmonerede med den forventning, de havde til Messias. De havde nok i meget højere grad ventet, at der skulle fremstå en stor militærleder, at der skulle komme en sejrrig hærfører, som skulle drive den romerske besættelsesmagt bort.

Derfor kunne de ikke rigtig se, at her på korset foran dem, et romersk kors vel at mærke, hang en sejrende konge. En konge, der var i færd med at sejre over både synd og død. De kunne ikke se, at Jesus var ved at vinde en sejr, der skulle vise sig at være både endegyldig og eviggyldig. Derfor håner de ham og siger: Hvis du virkelig er den lovede Messias, hvis du virkelig er den lovede Davidskonge, så vis os det. Så stig ned fra korset. Frels dig selv.

Men havde Jesus gjort det, så havde han jo ikke sejret. Tak, Herre Jesus, at du ikke gjorde det.

Hvorfor ser situationen ud, som den gør?

Så læser vi i vers 36 til 38 af dagens tekst:

"Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«."
Lukasevangeliet 23, 36-38

Også de romerske soldater kom hen og hånede ham verbalt. Det gjorde de, fordi de givetvis ikke syntes, at denne jødernes konge var særlig imponerende. De syntes ikke, han var særlig kongelig. Her skal vi tænke på, at sådan var det med de store hedenske konger eller de romerske kejsere: Måden, de viste deres store magt på, var ved militært at besejre og underkue deres fjender. Så disse romerske soldater må have tænkt: Hvilken køn konge du er, ikke? Hvilken sølle konge, der hænger der. I lighed med de jødiske ledere siger de altså: Hvis du virkelig er jødernes konge, jamen, så vis din magt og frels dig selv.

Hvis I husker, så læste vi også i Matthæusevangeliet 27, 44, at røverne, der var korsfæstet sammen med Jesus, hånede ham på samme måde. Det var altså ikke kun de jødiske ledere, og det var ikke kun de romerske soldater, der hånede Jesus og stillede spørgsmålstegn ved, at han skulle være den store lovede Davidskonge, som jøderne gik og ventede på. Nej, de to røvere, de to forbrydere, der var korsfæstet sammen med Jesus, hånede ham lige præcis på samme måde, i hvert fald til at starte med. Herefter sker der faktisk noget med den ene af dem. Lad os prøve at kigge på det.

Lad os kigge på vers 39. Her står der:

"Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!«"
Lukasevangeliet 23, 39

Som vi ser, håner og spotter den ene forbryder fortsat Jesus. Hør engang, hvad han siger: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Også han siger: Jamen, hvis du virkelig er den store konge og Messias, du siger, du er, så frels dig selv. Så vis din magt. Red dig selv fra den grusomme korsdød. Heri ligger der selvfølgelig en ret alvorlig anklage: Hvis du virkelig har den magt, du har hævdet, du har, hvorfor ser situationen så ud, som den gør?

Helt ærligt, er det ikke også den anklage, der lyder mod Gud fra, jeg vil sige, de fleste menneskers mund? Mennesker, som tror, de har mere visdom end Gud, og som ville gøre det langt bedre, hvis det blot var dem, der var Gud. Mennesker, som åbenlyst ikke forstår Guds uransagelige veje.

Mennesker siger jo: Hvis Gud virkelig er til, hvorfor ser verden så ud, som den gør? Hvis Gud virkelig er god og almægtig, hvorfor er der så al den ondskab i verden? Her i dagens tekst siger de jødiske ledere, de romerske soldater og den her røver på korset: Hvis du virkelig er den store konge og Messias, du siger, du er, hvorfor ser situationen så ud, som den gør? Hvorfor er det så lige, du hænger der? Hertil siger jeg: Det var der en rigtig god grund til, som vi skal se.

Hvem andre end en konge har et rige?

Så læser vi i vers 40 til 41:

"Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.«"
Lukasevangeliet 23, 40-41

Den anden forbryder, der ligeledes hang korsfæstet ved siden af Jesus, hånede nu ikke længere. Der kom ikke længere spottende ord fra hans læber mod Jesus. Nej, der var tydeligvis sket noget med ham. Der var nemlig sket det, at han ved Guds nåde havde fået åbnet sine øjne, og at han var kommet til erkendelse af sin egen syndighed. At han som skabning havde forbrudt sig mod sin gode skaber og Gud. Han var også kommet til erkendelse af, hvem Jesus er, og hvorfor han som uskyldig og retfærdig hang på et kors mellem ham selv og den anden forbryder. Derfor er hans hån og hans spot mod Jesus nu pludselig forstummet. I stedet irettesætter han nu den anden røver og spørger ham, om han ikke engang frygter Gud.

Så kan man selvfølgelig spørge: Jamen, hvorfor skulle man dog frygte Gud? Hvorfor skulle den anden røver frygte Gud? Jo, for som han siger til den anden forbryder: Du og jeg har fået den samme dom som Jesus, men forskellen er bare, at vi er skyldige. Vi er skyldige. Med andre ord: Vi har fået vores dom med rette, som han siger. Vi fortjener at hænge her. Det gør han ikke.

Vi fortjener det, fordi vi er syndere. Vi fortjener det, fordi vi er røvere, fordi vi har stjålet, og dermed har vi gjort os skyldige i at bryde Guds gode og hellige lov. Vi har brudt Guds hellige bud, der siger: Du må ikke stjæle. Som følge heraf fortjener vi at være genstand for Guds retfærdige dom, og derfor bør vi frygte ham.

Som han siger: "men han har intet ondt gjort." Altså Jesus. Denne skyldige forbryder, der hænger ved siden af Jesus, er nået til den erkendelse, at Jesus er uskyldig, at Jesus er uden synd, at Jesus er retfærdig.

Jeg tænker faktisk også, at det i et eller andet omfang må være gået op for den her skyldige forbryder, at grunden til, at Jesus som uskyldig hænger der på korset, har at gøre med at frelse uretfærdige syndere som ham selv. Når jeg bruger udtrykket "i et eller andet omfang", så mener jeg, at han nok næppe har forstået det fulde omfang af, hvad der skete, da Jesus døde på korset. Han har vel næppe haft den fulde indsigt i hele teologien og den fulde indsigt i alle de læremæssige dybder, som nogle af os andre måske har. Han har givetvis heller ikke haft syn for hverken højden og længden og bredden af dybden af den store nåde, den store barmhjertighed og den store kærlighed, som Gud udtrykker her over for skyldige syndere.

Men nok er dog gået op for ham til, at han kan rette en inderlig bøn og en appel til Jesus, som vi kan læse i vers 42. Her siger han:

"Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige."
Lukasevangeliet 23, 42

Altså en bøn og en appel, hvor han giver udtryk for sin tro og sin tillid til Jesus. Med ordene "husk mig" udtrykker han tillid til, at Jesus, der hænger der på korset ved siden af ham, kan frelse ham.

Vigtigt er det, at denne forbryder, i modsætning til de jødiske ledere og de romerske soldater, der satte spørgsmålstegn ved Jesu kongelighed og hånede hans majestæt, ja, i modsætning til dem, der bestemt ikke anså Jesus for at være den store Davidskonge, den store Messias, som skrifterne havde lovet skulle komme, faktisk bekender, at det er lige præcis, hvad han tror om Jesus. For hvad er det, han siger til Jesus? Læg mærke til, at han siger: "Husk mig, når du kommer i dit rige."

Hvis jeg må spørge: Hvem andre end en konge har et rige?

Derfor ser vi altså meget tydeligt, at denne røver på korset netop bekender, at Jesus er konge. At Jesus er intet mindre end den sejrrige konge, som Skriften vidner om skulle komme. Denne konge, som skulle sidde på sin trone for evigt, som det var blevet lovet David. En evig konge med et evigt rige. En konge, der skulle vinde en evig og endegyldig sejr, og som kan give evigt liv og evige velsignelser.

Hvordan kunne Jesus sejre som konge på et kors?

Men det store spørgsmål er jo: Hvordan kunne Jesus sejre som konge, når han nu hang der på et kors? Hvordan kunne han frelse den røver på korset, der nu rettede sin tro mod ham? Hvordan kunne Jesus sige det til røveren, som han siger i vers 43?

"Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis."
Lukasevangeliet 23, 43

Altså: I dag skal du være med mig i mit himmelske rige. Hvordan kunne Jesus sige det, og hvordan kunne Jesus sørge for det?

Hvis vi skal svare på de spørgsmål, må vi først se på, hvilke fjender Jesus var kommet for at besejre. Mange jøder i Israel havde, som jeg nævnte, håbet på, at deres Messias var kommet for at besejre den romerske besættelsesmagt. Kommet for at drive dem bort. Måske havde de forventet, at Jesus ville rejse en hær og bare drive dem ud af byen og ud af landet. Men nej, Jesus var ikke kommet for at knuse Romerriget og dets soldater. Han var ikke kommet for at kæmpe mod kød og blod og besejre jordiske fjender. Nej, Jesus var kommet for at tage sig af langt, langt værre fjender, nemlig Satan, synden og døden. Som Første Johannesbrev 3, 8 siger:

"Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger."
Første Johannesbrev 3, 8

Måske synes du, det lyder lidt kryptisk. Hvad er egentlig Djævelens gerninger for noget? Djævelens gerninger er, at han dengang i skabelsens begyndelse fristede Adam og Eva til at synde og til at gøre oprør mod Gud, hvilket lykkedes for ham. Det bragte synd og fordærv og død ind i verden, og det kom over alle Adams efterkommere. Som børn af den faldne Adam, som grene på hans familietræ, bliver vi nu alle født ind i synd. Vi kommer alle til verden som syndere, som oprørere mod Gud. Præcis som de to forbrydere på hver sin side af den korsfæstede Jesus, så må vi bare sige, at vi alle har brudt Guds lov.

Når vi ser på, hvad Guds lov kræver af os, at vi skal elske vores næste som os selv, så må vi alle erkende, at vi har fejlet. Ingen af os kan sige os fri for at have løjet over for vores næste eller stjålet noget fra vores næste, sådan som de to røvere på korset også havde. Ingen af os kan sige os fri for på et eller andet tidspunkt at have gjort vores næste noget ondt, måske ved at hade dem, ved at forbande dem i vores hjerte og ved at bagtale dem. Hvem kan sige sig fri for at have begæret det, der tilhører andre, hvad enten det var deres mand, deres hustru, deres rigdomme, deres job, deres position eller deres status? Hvem af os har ikke gjort det?

Måske endnu værre: Hvem af os har elsket og æret Gud, som Guds lov også siger, at vi skal gøre? Har vi ikke snarere søgt at gøre os fri af ham, så vi kunne gå vores egne veje og gøre lige præcis, hvad vi havde lyst til?

Hvis vi er ærlige, må vi nok alle se i øjnene, at vi har syndet, og at vi har brudt Guds retfærdige lov og derfor også fortjener at være genstand for Guds retfærdige straf og vrede. I den henseende må vi bare sige, at det er ude med os, som man siger. Game over.

Men det er her, Jesus Kristus, Guds søn, kommer ind i billedet. For det er netop her, Jesus har sejret, og det har han gjort ved sin korsfæstelse, ved sin død og ved sin opstandelse. De synder, vi hver især har begået, de synder, der vidner imod os, og som udpeger hver eneste af os som skyldige, ja, de synder, der fordømmer os, dem har Herren Jesus Kristus båret på sit eget legeme op på korset for dér at skaffe forsoning for dem alle sammen. Med andre ord ramte Guds retfærdige straf og vrede ham i vores sted. Med sin stedfortrædende død udslettede han én gang for alle vores synder.

At Messias kunne udrette dette, profeterede profeten Esajas om cirka 700 år før Kristus. Han skrev nemlig følgende om Messias, et skriftsted, jeg også refererede til lidt tidligere:

"Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred …"
Esajas' Bog 53, 5

På Golgatas kors blev Jesus gennemboret, som også David profeterede i Salme 22. Gennemboret for vore overtrædelser. Han blev knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred. Fred med Gud, forstås. Fred, fordi de synder, der anklagede os for Gud, og som krævede hans retfærdige straf, nu var sonet.

Men hvordan kunne Jesus gøre det? Det kunne han, i og med at han som Gud havde forladt sin trone i himlen for at blive født ind i denne verden som et menneske, og fordi han som menneske havde levet det liv, som du og jeg aldrig nogensinde kunne have levet. Nemlig et liv uden at synde, hverken i tanke, ord eller handling. Altså et liv, hvor han overholdt Guds lov til punkt og prikke. Han havde intet ondt gjort, som den troende røver på korset så rigtigt bekendte. Fordi han havde levet et sådant liv som menneske, kunne han også som retfærdig træde i os uretfærdiges sted.

Prøv engang at tænke over det. Havde Jesus blot haft den mindste synd, så kunne han aldrig nogensinde have gjort dette. Nej, for så ville han selv have fortjent straf. Han ville selv have fortjent døden. Men i og med at han var uskyldig, kunne han tage vores skyld. I og med at han var uden synd, kunne han tage vores synd. Han kunne tilintetgøre både vores skyld og vores synd med sin stedfortrædende død for os.

Det er faktisk endnu bedre. For i og med at Jesus døde som uskyldig, i og med at Kristus døde som retfærdig, betyder det, at døden ikke havde nogen magt over ham og ikke kunne holde ham fast. Vi skal forstå, at døden kom ind i verden som en følge og en konsekvens af synd. "Syndens løn er død." Det betyder, at den, der ingen synd har, har døden heller ikke nogen magt over. Den, der er uden synd, kan døden ikke holde på. Derfor kunne han triumfere over døden og opstå igen fra de døde. Han, som har besejret selveste døden, kan også give evigt liv til enhver, der tror på ham.

Derfor kunne Jesus også sige til røveren på korset, der udtrykte sin tro på ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis."

Kom til ham

Du, som er her i dag, eller du, som måske lytter med online: Fordi Jesus ved sin korsfæstelse, død og opstandelse har sejret over Satan, over synden og over døden, så kan han give dig evigt liv. Jesus kan give evigt liv til dig, der tror på ham. Det er Guds løfte i Johannesevangeliet 3, 16. Her læser vi nemlig:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

Måske har du, mens du har lyttet til dette budskab, fået det, ligesom røveren fik det på korset. Altså at du nu ser alvoren af din synd og ser, at din synd faktisk kræver en god og retfærdig Guds straf. At du også ser, at det er lige præcis derfor, Jesus hang på det kors. At han hang dér for at betale for dig, for at sone dine synder, sådan at du kunne komme til at stå ren og retfærdig foran Gud.

Hvis du nu ser alt dette, så vil jeg sige til dig: Tøv ikke, udsæt det ikke, men kom til ham. Kom til Herren Jesus Kristus, og kast al din tro og al din tillid på ham. Omvend dig fra din synd, og tro på ham. For kun han kan tage alle dine synder bort. Kun han kan rense dig, så du kan stå fuldstændig ren og retfærdig foran Gud Fader. Kun ved ham, som har besejret døden, kan du få det evige liv.

Der er ingen anden frelser. Der er ingen anden end Jesus Kristus, der har opfyldt profetierne til punkt og prikke. Han er mægtig til at frelse enhver, der kommer til ham. Det fantastiske er, at han selv har sagt, at enhver, der kommer til ham, vil han aldrig vise bort.

Kom til ham. Kom til ham.

Må Herren velsigne sit ord til os i dag.

Amen.