Paulus' bøn for Filemon
Aktiv deltagelse i fællesskabet giver større erkendelse af, hvem Jesus er, styrker troen på ham og giver andre troende trøst og glæde.
Vi er i gang med Paulus' Brev til Filemon. Sidste gang var vi i en introduktion til brevet. Vi kiggede på, hvad brevet overordnet handler om, og vi fik et overblik over det, der ledte op til Filemonbrevet: hvordan Paulus har været en tro tjener og en god apostel for Kristus op til det her, og hvordan han nu sidder som en gammel mand i lænker i Rom og skriver til Filemon. Ikke bare til Filemon, men faktisk til hele menigheden i Kolossæ. Brevet er dog primært til Filemon. Det er et personligt brev, og det handler om Filemon, men også om Filemons bortløbne slave Onesimos.
Vi så også sidste gang på slaveriets tilstand i Bibelens tid, i antikken, og på hvordan det har udviklet sig gennem historien. Der så vi, hvordan den måde, man talte om det at være slave på dengang, er noget helt andet end det, vi kender til i dag. I dag kender vi mere til slaveriet rent historisk ud fra det, der er foregået ovre i USA, og hvordan race har været en stor del af slaveriet. Det var det ikke på daværende tidspunkt. Der var det faktisk en helt anden tilgang, og det var meget mere normalt, at man var slave. Hver tredje borger i Romerriget var slave. Så det var noget andet end det, vi kender i dag.
Vi så også, hvordan vers tre sætter scenen for, at brevet både er et personligt brev til Filemon, og at Paulus ønsker det læst op for menigheden i Kolossæ, fordi troen er personlig, men ikke privat. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der har mødt mennesker derude, som siger, de er kristne, men som også mener, at troen er privat, og at det behøver vi ikke at snakke med andre om. Jeg har i hvert fald stødt på sådan nogen. Det kan jeg lige så godt fortælle jer: Det er en løgn. Troen er ikke privat. Det er derfor, vi har menigheden.
Menigheden skulle være inde over Filemons tilgivelse af Onesimos. De skulle faktisk få lov at få del i glæden. Filemon husede jo menigheden i Kolossæ, og Kolossenserbrevet, som blev sendt sammen med brevet til Filemon, og som formentlig skulle læses op samtidig, har helt sikkert gjort indtryk på forsamlingen. Det var også noget af det, vi kiggede på sidst: Kolossenserbrevet er et stærkt, Kristusophøjende værk. Det indeholder læren om Kristi absolutte herredømme, om forsoning og om at aflægge det gamle menneske for at iklæde sig Kristus, hvor der ikke længere er græker og jøde, træl eller fri, som der står i Kolossenserbrevet 3, 11.
Vi kiggede også på, at Paulus har malet dette teologiske billede foran menigheden i Kolossæ, og at de derefter formentlig vil høre Filemonbrevet blive læst op. Dér bliver teologien pludselig utrolig praktisk og nærværende. Menigheden i Kolossæ har lige hørt, at de i Kristus skal bære over med hinanden og tilgive, i Kolossenserbrevet 3, 13. I næste øjeblik skal de se deres vært, Filemon, rejse sig op og omfavne sin bortløbne slave Onesimos foran dem alle og udleve præcis den lære, som Paulus lige har undervist i. Filemonbrevet er den kristne lære udført i det virkelige liv.
Med det korte resumé af, hvad vi talte om og kiggede på sidst, skal vi nu kigge på vers fire til syv i Filemon. Jeg har kaldt dagens prædiken "Paulus' bøn for Filemon". Lad os læse teksten sammen fra vers fire til syv:
"Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, for jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige. Jeg beder om, at din delagtighed i troen må føre dig til indsigt i alt det gode, vi har fået i Kristus. Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder."
Paulus' Brev til Filemon 4-7
Dagens budskab og tekst kan man sige i en mere kondenseret sætning sådan her: Den kristnes aktive og ansvarlige deltagelse i fællesskabet, hvor man tager en kærlig hånd om Kristi legeme, giver større erkendelse af, hvem Jesus er, og styrker troen på ham. Samtidig giver det andre troende trøst og glæde og ikke mindst noget at takke Gud for. Altså gudscentreret taknemmelighed.
Det er i hovedtræk mit budskab i dag ud fra teksten, og det er det, vi skal kigge på. Er det ikke også det, vi har brug for? At elske hinanden i handling, at få større tro og kærlighed til Jesus og kende ham mere og at vokse i taknemmelighed til vores himmelske far. Jeg er overbevist om, at det er noget, vi altid har brug for.
Som næsten altid vil jeg dele budskabet op i tre overskrifter. Den første er fra vers fire til fem, og den har overskriften "Taksigelse". Den anden overskrift er "Virksom, aktiv koinonia", og det er vers seks. Den tredje overskrift er "Trøst og glæde", og det er vers syv.
Taksigelse
Lad os starte med vers fire til fem, taksigelse. I vil opleve, at jeg flere gange må henvise jer til en meget tekstnær oversættelse, Legacy Standard Bible, eller LSB. Den udspringer fra den gode og stærke oversættelse New American Standard Bible, NASB, fra 1995, så de to lægger sig meget op ad hinanden.
Grunden til, at jeg er nødt til at gøre det, er, at den passage, vi kigger på i dag, særligt vers seks, har været svær for mange bibeloversættere at blive enige om. Særligt de oversættelser, der tillader sig at tolke lidt for os, altså de meningsorienterede oversættelser, er ikke helt enige om, hvad der skal stå i vers seks. I stedet for at det bliver alt for nørdet og omstændeligt at forklare, hvad de forskellige oversættelser siger om det her, vil jeg bare gøre jer opmærksom på, at jeg kommer til at veksle mellem den danske 92'er og LSB'en, fordi den, vi sidder med her, og den amerikanske, meget tekstnære LSB ikke er helt enige. Jeg vil påstå, at LSB'en, netop fordi den holder sig så meget til grundteksten og det græske, har noget, vi går glip af i 92'eren.
Det, jeg indledningsvis vil sige, er også, at det ikke er, fordi 92'eren viser os noget forkert. Den er ikke fejloversat, men den har nogle detaljer og nogle ord, som mangler. Den har simpelthen nogle deciderede græske ord, som ikke er oversat og ikke er taget med. Så der er tale om en mangel i detaljegrad, ikke om en forkert oversættelse.
Her i vers fire og fem lyder den danske fra 1992:
"Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, for jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige."
Paulus' Brev til Filemon 4-5
I LSB'en, oversat til dansk, står der:
"Jeg takker min Gud, idet jeg altid nævner dig i mine bønner, for jeg hører om din kærlighed og om den tro, som du har til Herren Jesus og til alle de hellige."
Paulus' Brev til Filemon 4-5 (LSB oversat til dansk)
Jeg ved ikke, om I kan se forskellen her. Den meget tekstnære LSB siger, at Paulus altid nævner Filemon i sine bønner. Det gør den danske 92'er ikke. Den siger, at Paulus takker Gud, når Paulus nævner Filemon i sine bønner. Der tales altså ikke i 92'eren om hyppighed, altså hvor ofte Paulus nævner Filemon i sine bønner. Jeg er overbevist om, at der ligger en vigtig detalje her: hyppigheden af Paulus' bønner for Filemon, men selvfølgelig også for andre.
Paulus' bønneliste
Paulus' bønsliv har været et stærkt et af slagsen. Det er et bønsliv, vi faktisk kan se utrolig meget op til og lære rigtig meget af. Der er ingen tvivl om, at hvis man kender sin bibel, så ved man, at Paulus var en bedende mand, faktisk for alle de kirkeplantninger, han var inde over og havde hjerte for. Men hyppigheden, at have så mange, man beder for, og så gøre det så ofte, det er utroligt.
Det, vi kan se i Skriften, er, at Paulus bad for enkeltpersoner, helt specifikt og personligt. Det er det, vi ser med Filemon her: Han beder personligt for Filemon, og han gør det bare hele tiden. Han gør det altid. Han beder også for menigheder. Jeg vil prøve at gå ind i nogle eksempler på det nu, så I kan se det.
Han beder for Filemon, men han beder også for en som Timotheus. Nu kommer jeg bare til at liste dem op her. I Andet Timotheusbrev kapitel 1, vers 3 står der:
"Jeg takker Gud … og jeg nævner dig uophørligt i mine bønner, nat og dag."
Andet Timotheusbrev 1, 3
Så er der Onesiforos' husstand, som man kan høre om i Andet Timotheusbrev. Dér beder Paulus faktisk også en specifik bøn om Herrens barmhjertighed over denne mand og hans familie, fordi Onesiforos ofte har opmuntret ham i fængslet. Så vi har tydelige eksempler på, at Paulus helt specifikt, jævnligt og ofte beder for enkeltpersoner.
Der er også hele menigheder, og dem er der rigtig mange af på hans bønneliste. Næsten alle Paulus' breve, med undtagelse af Galaterbrevet, starter med, at han forsikrer menigheden om, at de er på hans bønneliste. Han bad uden ophør for dem. I Romerbrevet siger Paulus:
"Gud … er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner og altid beder om …"
Romerbrevet 1, 9-10
Til menigheden i Korinth siger han:
"Jeg takker altid min Gud for jer …"
Første Korintherbrev 1, 4
Til menigheden i Efesos siger han:
"Derfor … kan jeg heller ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner."
Efeserbrevet 1, 15-16
Til menigheden i Filippi:
"Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer, og i alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over, at I har været med i det fælles arbejde for evangeliet lige fra den første dag indtil nu."
Filipperbrevet 1, 3-5
Til menigheden i Kolossæ:
"Vi takker altid Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, når vi beder for jer … Derfor har vi heller ikke, siden den dag vi hørte om det, holdt op med at bede for jer …"
Kolossenserbrevet 1, 3 og 9
Så er der menigheden i Thessalonika:
"Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner og uophørligt over for vor Gud og Fader mindes jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet til vor Herre Jesus Kristus."
Første Thessalonikerbrev 1, 2-3
I får fornemmelsen af, at Paulus virkelig er en bedende mand. Han beder for enkeltpersoner, han beder for menigheder, og han beder nemlig også for folkeslag. Han beder for sine landsmænd. Det hører vi om i Romerbrevet kapitel 10, vers 1. Paulus bar på en enorm sjælenød for sine landsmænd, jøderne, folket Israel, som havde forkastet Messias, og han skrev:
"Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses."
Romerbrevet 10, 1
Så kan man spørge sig selv: Hvor mange var der på Paulus' bønneliste? Hvis vi lægger de specifikke menigheder og personer sammen, så bad Paulus regelmæssigt for mindst seks til syv specifikke kirkeplantninger. Han bad for nationen Israel, og han bad for en række nære medarbejdere. Men for at forstå omfanget af individerne på denne liste kan vi prøve at kigge på Romerbrevet kapitel 16. Selvom Paulus på det tidspunkt endnu aldrig havde besøgt Rom, sender han i kapitel 16 personlige hilsner til 26 navngivne individer.
Vi kommer ikke til at gå ind i dem alle sammen, for det er en meget omstændelig liste, men I vil kunne se i kapitel 16, at der bliver nævnt en masse navne: en Priska, en Akvila, en Epainetos, en Maria, en Andronikos og flere andre. Det er foruden flere unavngivne mødre, søstre og husstande. Han kender deres åndelige tilstand, deres arbejde for evangeliet og deres kampe. Han har simpelthen en detaljegrad her, som er langt større, end man måske lige tror. Så når Paulus beder for menighederne, så beder han altså for hundredvis af navngivne, specifikke brødre og søstre, som han bærer i sit hjerte.
Det, der kendetegner Paulus' bønneliste, er ikke bare, hvem han bad for, men også, hvad han bad om. I fik lidt en forsmag på det i nogle af de lidt længere eksempler med menighederne, hvad det egentlig var, han bad om dér. Han bad sjældent om materiel velstand eller lettere omstændigheder. Han bad om åndelig vækst, helliggørelse, udholdenhed og en dybere erkendelse af Kristus. Han bad om, at de måtte have en særlig kærlighed indbyrdes. Hans bønneliste var et udtryk for hans tillid til Guds suveræne nåde: at den Gud, der havde påbegyndt den gode gerning i dem, også ville fuldføre den, som Filipperbrevet taler om i kapitel 1, vers 6.
Der ligger visdom her til os om, at det er godt med en omstændelig bønneliste. De fleste kommentatorer er enige om, at Paulus må have haft en decideret liste. Selvom man ikke havde printer og blæk på samme måde dengang, havde man selvfølgelig stadig mulighed for at skrive på papyrus og forskellige ting. Man mener, at han på en eller anden måde har haft en decideret liste. Han har haft et system i sit bønsliv for at holde styr på alle dem, han bad for, fordi der var så mange. Her må vi prøve at se, om ikke vi kan efterligne Paulus, ligesom han efterligner Kristus. Vi ved, at Jesus brugte mange timer i bøn dagligt, på trods af hvor eftertragtet han var hos folkemængderne.
Hvis I kigger i Filemon igen i vers fem, ser vi, at der er en årsag til Paulus' taksigelse til Gud: "For jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige." Her kobles kærligheden til alle de hellige, og troen kobles til Herren Jesus. Det er, fordi det græske lægger op til en kiasme, chiasm på engelsk. Det er en skrivemåde, hvor det første og det sidste kobles sammen, og det, der er inde i midten, kobles sammen. Man plejer at sige A-B-B-A, ligesom bandet ABBA. Man kan også tænke på det som en dobbelt hamburger, hvor de to bøffer inde i midten kobles sammen, og brødet uden om overlapper og hænger sammen.
Derved kan man forstå, og det vil I også komme til at se, at den kærlighed, som nævnes her i vers fem, kobles til alle de hellige, og at troen, som kommer derefter, er til Herren Jesus. Der er ikke tale om en særlig tro på de hellige. Mange vil sige: "Jamen selvfølgelig, det er jo ikke det, der står." Men hvis man kigger på den mere tekstnære oversættelse, vil man måske kunne se det. Der står: "For jeg hører om din kærlighed og om den tro, som du har til Herren Jesus og til alle de hellige." På den måde kan man godt komme til at tænke, at det også er tro til alle de hellige, der er tale om her, men det er det ikke. De er adskilt på den måde.
Måden, vi også kan se det på, er, at Paulus derefter zoomer ind på Filemons personlige tro i vers seks. Han tager troen først. I kan se i LSB'en, at der står: "Jeg beder om, at fællesskabet i din tro …" Så det er tro, vi har i vers seks. Derefter kommer vers syv, og dér er det kærlighed, han går ind i. Tro først og kærlighed derefter: tro i vers seks, kærlighed i vers syv. Det er vigtigt, at vi også får med, at det er Filemons personlige tro. Det er ikke bare den kristne tro, og det kan man godt komme til at læse ud fra 92'eren. Det vil I også kunne se, hvis I kigger ned i den nu. I vers seks kan det godt se ud, som om det bare er troen generelt, "din delagtighed i troen", men det er hans personlige tro, der er tale om her.
Virksom, aktiv koinonia
Det leder os til overskrift nummer to, og det er "Virksom, aktiv koinonia". Lad os læse vers seks:
"Jeg beder om, at din delagtighed i troen må føre dig til indsigt i alt det gode, vi har fået i Kristus."
Paulus' Brev til Filemon 6
Det var 92'eren. Nu læser vi også LSB'en, og der tror jeg, I kan se, hvorfor jeg har den med:
"Og jeg beder om, at fællesskabet i din tro må blive virksomt gennem den fulde erkendelse af alt det gode, som er i dig for Kristi skyld."
Paulus' Brev til Filemon 6 (LSB oversat til dansk)
Jeg ved ikke, om I kan fornemme forskellen her, men jeg vil mene, den er ret essentiel og ret stor. Det er ikke bare et par enkelte ord, der er forskellige.
Grunden til, at jeg har koinonia med i min overskrift, er, at det er et græsk ord, som på engelsk oversættes til fellowship, og på dansk vil en umiddelbar oversættelse være fællesskab. Men det er et ord, som rummer meget mere end bare det at mødes eller være til stede sammen. Nej, det handler om, at man hører til, man er sammentømret, man er en enhed. Derfor bliver "delagtighed" ikke helt fyldestgørende i den danske.
Når man som individ sætter sin lid til Jesus, træder man ind i et aktivt fællesskab med den treenige Gud og med andre troende. Det er ikke bare hygge. Det er et forpligtende partnerskab, hvor man deler en fælles mission, bærer hinandens byrder og ofrer sig for hinanden.
Det er også derfor, det er så afgørende, at vi får ordet "virksom" med. Det er ikke med i vores 92-oversættelse. De har simpelthen sprunget det over. Jeg ved ikke hvorfor, men det står i grundteksten, kan jeg fortælle jer. Hvis I går ind i en interlineær oversættelse af det græske, vil I se, at ordet hedder – jeg kan ikke udtale græsk, beklager – noget i retning af energes. Det staves e-n-e-r-g, så et e med en streg over og så et s. Energes har jeg i hvert fald valgt at sige. Det betyder aktiv, det betyder virksom, det betyder kraftfuld. Aktiv, virksom, kraftfuld.
Hvordan ser et kraftfuldt fællesskab ud?
Jeg vil gerne prøve at give jer et eksempel på, hvad en koinonia, altså et fællesskab, der er energes eller kraftfuldt, ser ud som. I det andet og tredje århundrede efter Kristus blev Romerriget ramt af nogle voldsomme epidemier. Vi snakker ikke coronaepidemier. Vi snakker om noget, man døde af i langt højere grad. Den cyprianske pest blev det kaldt. De hedenske romere flygtede ud af byerne og lod endda deres egne syge familiemedlemmer ligge i stikken af frygt for smitte.
Når man dykker ned i historien, er der biskop Dionysius af Alexandria, som levede omkring år 260 efter Kristus, og han har skrevet om det her. Under denne voldsomme epidemi i Romerriget, som kendes som den cyprianske pest, skriver han et påskebrev til sin menighed. Hans øjenvidneberetninger er blevet bevaret hos kirkehistorikeren Eusebius i værket Ecclesiastical History, hvis man vil dykke nærmere ned i det. Dér bliver der skrevet om de kristne:
"De fleste af vore brødre var uselviske i deres overstrømmende kærlighed og broderlige godhed. De holdt fast ved hinanden, besøgte de syge uden frygt og betjente dem uophørligt, idet de tjente dem i Kristus." – Dionysius af Alexandria
Om hedningerne bliver der skrevet:
"De stødte dem, der begyndte at blive syge, væk og flygtede fra deres kæreste venner. De kastede dem ud på gaderne halvdøde og efterlod de døde som affald, ubegravede. De skyede enhver deltagelse eller fællesskab med døden." – Dionysius af Alexandria
Kontrasten er stor. Men denne aktive koinonia, dette kraftfulde fællesskab, er et fællesskab, som reagerer i handling over for vores brødre og søstre. Vi lader dem ikke bare ligge. Vi går ikke videre. Det er ligesom den barmhjertige samaritaner. Det havde de fanget.
Så kan vi prøve at kigge på kejser Julian, den Frafaldne, som han bliver kaldt, som levede i år 362 efter Kristus. Han var den sidste hedenske romerske kejser, og han forsøgte desperat at genoplive den gamle romerske religion og undertrykke kristendommen. Han stødte på et problem, og det var de kristnes næstekærlighed, den kærlighed, som må drive dette koinonia-fællesskab. De kristnes næstekærlighed var så overbevisende på daværende tidspunkt, at Romerriget i sidste ende ikke kunne hamle op med den. Den havde fået folkets yndest og gunst.
Det kan man læse om i kejserens brev til den hedenske ypperstepræst i Galatien. Han skriver sådan her:
"Det er vanærende, at mens ingen jøde nogensinde behøver at tigge, og de ugudelige galilæere forsørger ikke blot deres egne fattige, men også vores, så ser alle mennesker, at vores egne folk mangler hjælp fra os." – Kejser Julian
"De ugudelige galilæere" er Julians hånende øgenavn for de kristne. Det, han siger her, er, at jøderne ikke behøver at tigge, for der er en slags statslig hjælp til dem. Der er nogen, der holder lidt styr på det. Men de kristne tager ikke bare hånd om deres egne, som jøderne gør. De tager også hånd om hedningerne, dem som mangler, dem som sulter, dem som tørster. Det var så stærk en næstekærlighed, så stærk en kærlighed, at han var ved at miste loyaliteten fra sit eget folk.
Det sjove er, at han faktisk beordrer sine hedenske præster til at begynde at efterligne de kristne i denne næstekærlighed og begynde at lave velgørenhed, filantropia, som det bliver kaldt, for at vinde folkets gunst tilbage. Et forsøg, der slår fejl, fordi det i sidste ende er falsk.
Men at være så optaget af at elske sine brødre og søstre, endda hedningerne, der i så mange år op til det her havde forfulgt dem og været efter dem, at være så optaget af at hjælpe dem, at man er villig til at gøre det, selvom det kan koste én livet, det er koinonia, der er energes. Det er et kraftfuldt fællesskab.
Vi står jo ikke over for en pest, hvor vi kan udvirke sådan et virksomt og kraftfuldt fællesskab her i vores midte. Men vi har mulighed for at bære hinandens byrder på mange fronter. Vi har mulighed for at give ud af os selv, så vi her i fællesskabet har det, vi har brug for, og så vi kan være helt konkrete hænder og fødder for hinanden.
Husker I Apostlenes Gerninger kapitel 2, og hvordan den første menighed tager sig af hinanden? De var fælles om alt. Eller hvordan Lydia, med det samme hun var blevet omvendt, åbner sit hjem og betjener sine nye brødre og søstre i troen? Eller hvordan fængselsvagten i Filippi i Apostlenes Gerninger kapitel 16 straks tager dem med hjem i den sene nattetime, vasker deres sår, dækker op for dem og sørger for dem? Når man bliver troende, podes man ind i en koinonia, der er virksom og aktiv.
Det varmer mit hjerte, når vi som menighed står sammen om Tove, der lige nu har brug for et virksomt fællesskab: et fællesskab, der beder, der hjælper med vores midler, der tropper op og giver hjælp og omsorg. Det varmer mit hjerte, når jeg tænker på kvinder i menigheden, der tropper op i hinandens hjem og laver mad, gør rent og hjælper med børnene, når der er sygdom eller operationer. Hvis I ikke vidste det, så er der kvinder her i menigheden, der gør sådan noget for hinanden, og det varmer mit hjerte.
Det varmer mit hjerte, når jeg tænker på vores menighedslejre, vores fællesspisninger, den nytårsaften, vi har haft i de her lokaler, vores lovsangsaftener, vores bibelstudier, herregruppe, kvindegruppe, ungdomsgruppe, evangelisation i Aalborgs gader, vores fællesskab. Når vi kommer hinanden ved, jo mere vi mødes, og jo oftere vi mødes, jo flere muligheder opstår der for, at vi kan blive et virksomt fællesskab. Så vi må prioritere Nordkirken, vores åndelige familie. Når vi gør det, når vi lever det ud, når det bliver virksomt og kraftfuldt i vores menighed og liv, så bliver det faktisk til trøst og glæde i vores brødre og søstres liv.
Trøst og glæde
Det leder os til den tredje overskrift, trøst og glæde, ud fra vers syv. Lad os læse vers syv sammen:
"Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder."
Paulus' Brev til Filemon 7
Vi kan også tage LSB'en med her:
"For jeg har fået megen glæde og trøst af din kærlighed, fordi de helliges hjerter er blevet forfrisket ved dig, broder."
Paulus' Brev til Filemon 7 (LSB oversat til dansk)
Så vi har to ord her: beroliget og forfrisket. Det er det samme ord, der er tale om, og der er ikke noget galt i nogen af dem. Forestil jer en militær situation, hvor man er i krig og så kommer tilbage til basen. Når man kommer tilbage til basen, får man forsyninger, man får drikkevarer, man får mad, man får ro, man får hvile. Der er nogen, der betjener en. Man forfriskes, man får ny energi, og man bliver også beroliget, man kommer ned i gear. Det er det ord, der står her. Derfor kan man både tale om, at der er en beroligelse i det her, og at der er en forfriskelse. Der kommer ny energi af det. Det er bare en måde, hvorpå vi kan se det i endnu større grad, når vi har begge oversættelser med.
Vi kommer til at opleve, at det netop giver os glæde og trøst, når vi har dette aktive, virksomme fællesskab. Jeg hørte en af talerne ved Johns begravelse i går sige: "Jo større sorg, jo større trøst." Det gjorde indtryk på mig. Det er noget, vi som kristne har, når vi lever det her ud. Jeg tror også, det var oplevelsen i går: en fyldt kirkesal, et fyldt forsamlingshus. Trøsten var stor at mærke.
Men igen: Hvis folk ikke var troppet op, så havde trøsten jo ikke været stor at mærke fra dem omkring os. Herrens trøst ville have været der uanset hvad. Men vores fællesskab, det kristne koinonia-fællesskab, som vi kaldes til at leve i, dette energes, dette aktive, kraftfulde fællesskab, ville ikke være til at føle og mærke, hvis det havde været en relativt tom kirkesal. Så det med ikke at prioritere sig selv, men at møde op, selvom det koster noget, er det, der gør forskellen. Det er her, der bliver mulighed for dette: jo større sorg, jo større trøst.
Når Filemon åbner sit hjem, så menigheden i Kolossæ kan have et sted at samles og mødes, så er glæden stor. Men hvis han ikke ville have åbnet sit hjem, hvis han ikke ville give ud af sig selv, hvis han ikke ville have en aktiv deltagelse i det her, så er der jo i sidste ende ingen glæde.
Glæden er stor, når vi her i menigheden, for eksempel, lad mig tage et eksempel for jer, i fælles forbøn har bedt for en kær bror, som mangler arbejde, og han så får arbejdet og deler det med os. Så har vi oplevelsen derhjemme, jeg ved ikke med jer, men sådan havde vi det i hvert fald: "Yes! Ah, hvor er det godt, mand." Tænk sig, at man kan gå derhjemme, så kommer der lige en lille besked på Signal, og så bliver hele ens dag bare forrygende. Det er en glæde, der er til at mærke og føle på.
Men hvis vi ikke havde været fælles i bøn, hvis der ikke var en, der turde være sårbar og træde ud og sige: "Jeg har brug for bøn. Jeg har brug for jer. Jeg kan ikke selv. Vi skal stå sammen om det her," så havde der aldrig været den glæde derhjemme den dag. Den var slet ikke kommet.
Men vi kan have stor glæde i det aktive fællesskab, som vi kaldes til at have her, og vi kan også opleve stor trøst, når vi er der for hinanden. Så når vi tør at dele ud af os selv og være den, der har brug for hjælp, eller når du er den, der griber eller ser anledningen til at hjælpe eller møde et behov, så er vi med til at højne glæden og trøsten i vores midte.
Jesus, vores Herre, gik hele vejen for os midt i vores svaghed. Han var den bror, som var vores redning midt i vores nød. Han er vores bønnesvar. Han har taget vores svaghed på sig, og han har båret vores byrder. Han mødte hvert et behov i sin tid her på jorden. Hver en sygdom helbredte han. Han er grunden til, at vi rent faktisk har glæde og trøst i dette liv.
Ved I hvad? Vi har fået lov at være hans hænder. Vi har fået lov at være hans fødder og hans stemme i menneskers liv. Han siger:
"Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig."
Matthæusevangeliet 25, 40
Den fulde erkendelse
Helligånden virker i os. Det er derfor, der i vers seks i LSB'en står: "Og jeg beder om, at fællesskabet i din tro må blive virksomt gennem den fulde erkendelse af alt det gode, som er i dig." Hvorfor? For Kristi skyld. For Kristi skyld.
Vi kan læse bøger, og vi kan se film om fantastiske ting, men at opleve dem selv, at leve det ud selv, det er først dér, den fulde erkendelse kommer. Det er igen noget af det, vi mangler i 92'eren, det med den fulde erkendelse. John MacArthur fortæller i sin kommentar til dette vers, og nu vil jeg lige læse det op for jer:
"Der er enorm forskel på at læse en bog om skiløb og rent faktisk at stå på ski. Man kan tilegne sig en vis flad, endimensionel viden fra en bog, men den kan slet ikke sammenlignes med at opleve suset ved at køre ned ad pisten. Det samme gør sig gældende på det åndelige område. Det er betagende at gribe en sandhed fra Skriften rent intellektuelt, men det er langt mere fantastisk at leve den sandhed ud i praksis. Det er vidunderligt at forstå, hvad det vil sige at stole på Gud, men endnu mere vidunderligt at erfare hans kraft i de stunder, hvor vi stolede på ham uden at have nogen styrke selv." – John MacArthur
Filemon kommer til at få en langt større erkendelse af, hvad tilgivelse er, og hvem Jesus er, når han selv skal praktisere det over for en, som har forrådt ham og snydt ham, hans bortløbne slave Onesimos. Vi er alle Jesu Onesimos'er, som Luther siger. Onesimos kommer til at få en større erkendelse af tilgivelsens kraft, når Filemon tilgiver ham. Han oplever, hvad det vil sige at blive tilgivet. Filemon kommer til at opleve en grad af Jesus i selv at skulle være den, der tilgiver. Så der kommer noget erkendelse og noget erfaring i det her, som bare er så afgørende.
Så det er en velsignelse, at vi lever det kristne liv ud til fulde: at elske hinanden i handling, denne koinonia, der er energes, at få større tro og kærlighed til Jesus og kende ham mere og at vokse i taknemmelighed til vores himmelske far. Det er det, vi må tage med os i dag.
Vi må heller ikke glemme at efterligne Paulus i hans bønsliv. Det er et stærkt, stærkt vidnesbyrd til os om, hvordan det er at stå sammen i bøn. Så lad os fortsætte med at bede for hinanden.