Introduktion til Filemon

Før vi for alvor går til værks i Paulus' Brev til Filemon, vil jeg allerede nu prøve at kritte banen lidt op, sådan så vi helt klart og tydeligt kan se en af de hovedpointer, der er i Filemon. Det er en kristologisk hovedpointe, og den kommer vi til at kunne se i Filemon flere gange, og ret tydeligt vil jeg sige. Det, som vi kommer til at kunne se, er, at Jesus er umådelig god ved sit folk. Dem som han har udvalgt, dem som er hans, dem er han umådelig god ved. Så god, at han i kærlighed og suverænt forsyn omvender Filemon, en rigmand der har slaver, hvilket vi også kommer til at høre var ret almindeligt på det her tidspunkt. En rigmand med slaver — for derefter også at omvende Onesimos, Filemons bortløbne slave, hans slave der er på flugt. Han kunne have fået dødsdommen for at være på flugt fra Filemon, men i stedet får han evangeliet og bliver frelst gennem den samme mand, Paulus, som også ledte Filemon til tro. Ikke nok med det: Jesus bruger Paulus til at tilskynde Filemon til at tilgive Onesimos. Det er en handling, der fik Martin Luther til at sige, at det her er et billede på evangeliet, og at vi alle er Kristi Onesimos'er. Kort sagt er det en hovedpointe, som vi kommer til at kunne se i Filemon. Jeg håber, det giver en spænding og en glæde over, hvad det er, vi kommer til at se i brevet, for der er mange gode ting, Herren har for os i Filemon.

Helt praktisk er det jo et brev, som beder Filemon udvise den nåde, som han selv er blevet skænket, og tilgive frem for at dømme den mand, som har forsyndet sig imod ham. Lad os prøve at læse brevet sammen i sin helhed her i dag, nu hvor vi skal til at have dannet os det her overblik over teksten. Det tænker jeg godt, vi kan med de her 25 vers.

"Fra Paulus, Kristi Jesu fange, og vor broder Timotheus. Til vor kære medarbejder Filemon og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit hus. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid min Gud, når jeg nævner dig i mine bønner, for jeg hører om den kærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og over for alle de hellige. Jeg beder om, at din delagtighed i troen må føre dig til indsigt i alt det gode, vi har fået i Kristus. Din kærlighed har været til stor glæde og trøst for mig, fordi de helliges hjerter er blevet beroliget ved dig, min broder. Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig, sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange. Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig; ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld. Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje. Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren! Så sandt du regner mig for en trosfælle, så tag imod ham, som var det mig selv. Har han gjort dig nogen uret eller skylder dig noget, så skriv det på min regning! Jeg, Paulus, skriver med min egen hånd: Jeg vil betale! For slet ikke at tale om, at du skylder mig dig selv. Ja, min broder, lad mig få gavn af dig for Herrens skyld. Giv mit hjerte ro i Kristus! Jeg skriver til dig i tillid til, at du vil rette dig efter mig, ja, jeg ved, at du vil gøre mere, end jeg beder om. Og én ting mere: Forbered dig også på at tage imod mig som din gæst. For jeg håber, at I får mig tilbage takket være jeres bønner. Hilsen fra Epafras, min medfange for Kristi Jesu skyld, og fra Markus, Aristark, Demas og Lukas, mine medarbejdere. Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd!"
Paulus' Brev til Filemon 1-25

Brevet til Filemon handler om evangeliets forsonende og tilgivende kraft og forventningen om praktisk anvendelse. Altså at vi lever det ud. Filemon skal tilgive Onesimos, sin slave, for at løbe væk — og faktisk måske også for at have stjålet fra ham. Det er også det, vi lige har læst, det her med, at hvis han skylder dig noget, hvis han har taget et eller andet fra dig. Det var ikke utænkeligt, at man på det tidspunkt, hvis man var slave og ikke ejede noget som helst og skulle ud på en rejse, som har været lige omkring de her 2000 kilometer — pænt langt fra Kolossæ til Rom — så har man brug for lidt med på vejen for at kunne klare sådan en lang tur. Han har formentlig haft et ret stort incitament for at tage noget fra Filemon for at kunne tage den her rejse. Så Filemon skal tilgive Onesimos. Det er den store overskrift i det.

Den vilde rejse der førte Paulus til Rom

Nu skal vi prøve at gå ind i det her med, hvad der er sket op til Filemon, så vi får en forståelse for, hvor vi lige er henne i historien her, og hvordan det hænger sammen med de andre breve, vi har i skriften. I skal prøve at forestille jer, at vi nu spoler tiden tilbage til dengang, hvor den allerførste kirke lige var startet. For at forstå brevet til Filemon skal vi nemlig prøve at se på den vilde rejse, apostlen Paulus har været på op til det her øjeblik.

Det hele begynder i byen Jerusalem på pinsedagen omkring år 30 til 32. Her bliver den første kirke født, da Helligånden kommer. I starten er næsten alle de nye kristne her jødisk kristne. De har jødisk baggrund, og de holder sig til deres vante traditioner. Men Gud har en meget større plan. De gode nyheder om Jesus skal ikke bare blive parkeret i Israel. Nej, de skal ud til alle mennesker i hele verden. Her kommer Paulus ind i billedet. Han var en af kirkens største fjender, som fangede de kristne for at få dem straffet. Men en dag på vej mod byen Damaskus møder han Jesus i et overnaturligt lys fra himlen. Det møde ændrer alt for Paulus. Han blev forvandlet, og han blev nu en af de vigtigste ledere i hele kirken. Gud gav ham en særlig opgave. Hans opgave var at fortælle alle de andre folkeslag, altså dem som ikke var jøder, om Guds kærlighed og tilgivelse.

Fra omkring år 45 og fremad tager Paulus på tre lange rejser. Det er det, vi kalder for hans missionsrejser. Det var lang tid før, man havde biler og fly, så han gik og sejlede tusindvis af kilometer gennem farlige områder for at starte nye kirker overalt. Efter mange års hårdt arbejde tager han så tilbage til Jerusalem. Her er vi omkring år 58. Her blev hans modstandere rasende på ham. De fik ham anholdt på tempelpladsen, og så blev han smidt i fængsel. Efter at have siddet fanget i et par år uden en ordentlig retssag bruger Paulus sin ret som romersk statsborger og kræver, at han vil dømmes af kejseren. Han blev derfor sat på et fangeskib, der skulle gå til Rom. Efter at have overlevet et voldsomt skibbrud undervejs ankommer han endelig til Rom i år 61. Her blev han sat i husarrest. Det betyder, at man er lænket. Han var lænket til en romersk vagt, så han kunne ikke gå ud. Han skulle blive der, mens han var lænket til en soldat. Men han fik dog lov til — heldigvis for os — at få besøg i det hus, som han boede i.

Det er lige præcis her, i de lænker i Rom omkring år 62, at historien om Filemon for alvor starter. Det er herfra, Paulus skriver sit brev, og det er her i storbyen Rom, at Gud på en helt utrolig vis lader en bortløben slave ved navn Onesimos støde ind i den fængslede Paulus, cirka 2000 kilometer væk fra Kolossæ, hvor Onesimos kom fra. Brevet til Filemon omhandler jo Filemon og hans forhold til Onesimos.

Slaveri i Romerriget var noget helt andet

Hele det her slavekoncept kan det være godt at få styr på, når vi skal kigge på Filemonbrevet. Vores nymoderne forståelse af ordet slave, og hvad det indebærer, kan nemlig godt bære præg af vores indtagelse af film og bøger, der skildrer slaveriet i USA, hvor hele etnicitetsaspektet, altså hudfarve og oprindelse, også er med til at farve billedet sammen med den stærke undertrykkelse, der har været i det slaveri.

Går vi tilbage til Romerriget i det første århundrede, på Filemons og Onesimos' tid, var slaveri helt almindeligt, og det var faktisk utrolig udbredt. I flere af de store byer i Romerriget var det cirka hver tredje borger, der var slave. Prøv lige at forestille jer det. Jeg vil kunne sige: en, to, slave, en, to, slave, en, to, slave, en, to, slave i vores rum her. Så vil det give jer et indtryk af, hvordan det var at vokse op i Romerriget. Romerriget var kæmpestort dengang. Så selv de 2000 kilometers afstand, vi taler om, er vi stadigvæk inden for Romerriget. Det har været en helt anden verden, som de har levet i her.

Deres samfund var rent strukturelt bygget på det her med, at der var slaver, der skulle arbejde længere og hårdere end almindelige arbejdere, fordi de jo ikke havde fri, sådan så de skulle bygge det imperium, som Romerriget jo var og blev til. Men også de folk, som havde deres butikker, deres bagerier, deres virksomheder af forskellig art, havde jo bygget deres forretninger på, at der var den her form for arbejdskraft.

Når man sådan lige tænker slave, tænker man måske, at der nok ikke er nogen i samfundet, der kunne have det værre end dem. Jeg ved ikke, om I kan følge mig, men her tager vi fejl, hvis vi kommer til at tænke sådan, fordi mange slaver havde det faktisk helt okay dengang — i modsætning til de fattige frie mennesker, som levede på samme tid. De fattige frie mennesker kunne nemlig være hjemløse, og så kunne de være nødt til at tigge efter mad og efter arbejde. De havde ikke nogen garanti for arbejde, ikke nogen garanti for, at der var mad på bordet. De måtte leve lidt fra dag til dag og så se, om ikke der var noget, der dukkede op. Sådan var det ikke med en slave. En slave kunne faktisk i mange tilfælde have en rigtig god herre, der gav ham eller hende husly, gav dem mad og tøj på kroppen og hvad de ellers havde brug for i det daglige. De frie fattige kunne jo sulte og mangle tøj og husly i stedet for. Slaver kunne altså i mange tilfælde være bedre stillet i datidens samfund.

Så skal vi også gøre op med vores forståelse af, hvad det var, slaver gjorde. Er slaver sådan nogle, som vi tænker på, når vi tænker på de slaver, vi hører om, da israelitterne selv var slaver og skulle til at bygge et imperium for Egypten og Farao? Nej, mange af de her slaver kunne være en slags læge. De kunne være musikere, de kunne være undervisere, bibliotekarer eller bogførere. De kunne have nogle jobs, som faktisk ikke var superhårde rent fysisk i deres arbejde. Det er klart, der ville også være slaver, som var ude på markerne, og som arbejdede ude i solen og havde det hårdt på en helt anden måde. Men på daværende tidspunkt var det ikke ualmindeligt, at hvis du for eksempel var bibliotekar, havde et bibliotek eller en boghandel eller et eller andet, du selv skulle manøvrere, så var det ikke utænkeligt, at du brugte din hustjener, din slave, til at få ham inkorporeret i det, til at kunne blive en person, der konkret kunne hjælpe dig i den opgave. Det var en slags arbejdskraft for dig at have sådan en tjener, en slave her. Det er også en vigtig ting at få med.

Så er der det her med, at de frie mennesker faktisk kunne gå hen og sælge sig selv til slaveri, til det her ejerskab, hvor der implicit lå i kortene, at der kunne komme en dag, hvis man arbejdede godt, hvor ens frihed kunne købes tilbage eller gives. Man tænker over, hvorfor vil man gøre det? Jamen, der er vi tilbage til det her med, at de frie jo nogle gange var ret pressede og ikke havde det særlig godt, så det kunne godt give mening. Mange delte et decideret venskab med deres herre, og de blev taget rigtig godt imod og måske endda elsket af deres herre som en af husets egne.

Selvom slaveri var noget helt andet dengang — det tænker jeg godt, I kan høre, det er noget andet, vi taler om her, end den her hardcore undertrykkelse — så er det stadigvæk sådan, at en slave dengang rent juridisk var ejet af en anden person. Du ejede ham eller hende. Vi kommer til at høre om det lidt senere, men med nationen Israel ejede du ikke din slave på samme måde. Der havde du nærmest mere en kontrakt på grund af noget gæld. Men kigger vi på Romerrigets slaveri i det første århundrede, så var det 100 % ejerskab, der var tale om her. Du måtte skade dem uden konsekvenser, og de havde ikke ret til at gifte sig. De måtte ikke besidde ejendom, og de måtte ikke forsvare sig mod fysisk overlast, altså en slags vold, eller mod at man gav dem for meget arbejde at lave. Der har de ikke nogen rettigheder.

At løbe bort fra sin herre på det tidspunkt var faktisk en alvorlig trussel mod imperiets fundament, altså mod hele Romerriget. En flygtning blev derfor stemplet som en fugitivus. En fugitivus, det er et stempel, du kan få for ligesom at vise folk: du er en flygtet slave, du er ikke en god arbejdskraft, du er en upålidelig person, som alle skal se ned på. De romerske myndigheder håndhævede nogle ret heftige straffe for at statuere nogle eksempler. Det er de jo kendt for. En fanget fugitivus kunne blive brændemærket med et stort F i panden. Så kan man lære det. Han kunne blive tvunget til at bære jernhalsbånd med sådan en dusørtekst, sådan så at hvis der var nogen, der så dig, og du havde det her halsbånd på, så kunne man jo lige gå over og se, hvor mange penge kan jeg tjene på at trække dig med hen til der, hvor du nu skal hjem igen. Det er ligesom sådan en kat, der er meldt væk. De kunne blive brutalt pisket, de kunne blive sendt i minerne for at arbejde, eller de kunne blive korsfæstet. Så det at være løbet væk fra sin herre, ligesom Onesimos gjorde, det at være på flugt som slave, det var hammerfarligt. Virkelig, virkelig farligt. Konsekvenserne kunne være alvorlige. Du kunne ende med at hænge der ligesom Jesus, blot fordi du var flygtet.

Man kan sige, at Filemon, som den romerske statsborger han jo er, havde den absolutte juridiske ret til at lade Onesimos straffe på det grusomste. Det er den her verden, Filemon lever i. Det er det, han kender til. På det tidspunkt var det helt i orden, og det var helt accepteret i samfundet.

Hvorfor går Paulus imod Toraens lov om bortløbne slaver?

Paulus derimod, ham skal vi også kigge på. Paulus er jo af jødisk afstamning, og han kender de jødiske skrifter til punkt og prikke. Han er uddannet som skriftklog, så han kender til Tanakh, til Toraen, til Nevi'im og til Ketuvim, som vi også har hørt om her i menigheden for nylig: loven, profeterne og skrifterne. Paulus' moralske kompas har jo i langt højere grad været præget af Toraen op til hans omvendelse. Det har været hans backbone, hans rygrad i hans moralske kompas.

Her kan vi meget passende prøve at slå op i Toraen og se i Anden Mosebog, kapitel 21, hvad det nu også var, at Paulus havde på rygraden der. Der skal vi prøve at se på, hvordan det jødiske folk så på slaveri ud fra Moseloven, altså hvad der var i orden og accepteret for dem. Vi læser fra vers et og så til og med vers to.

"Dette er de retsregler, du skal fremlægge for dem: Når du køber en hebraisk træl, skal han være træl i seks år, men i det syvende år skal han frigives uden vederlag."
Anden Mosebog 21, 1-2

Her ser vi en helt anderledes tilgang til slaveri. Her er der en kontraktbaseret tilgang, hvor friheden er garanteret. Man er i langt højere grad gældsslave end en egentlig slave, der skal regne med at være slave resten af sit liv. Der kan du komme ud af det på det syvende år, efter du ligesom har arbejdet hårdt og betalt din gæld af. Man kunne godt være gift som slave i Israel, og man kunne også godt få lov til at gifte sig, imens man var slave. Det var nogle regler, som jo var med til at give noget frihed, men også at beskytte slaven i modsætning til Romerriget.

Prøv at læse med mig her i vers 26. Vi er stadigvæk i kapitel 21. Der står der nemlig sådan her:

"Når en mand rammer sin træl eller trælkvinde i øjet, så han ødelægger det, skal han frigive dem som erstatning for øjet. Hvis han slår en tand ud på sin træl eller trælkvinde, skal han frigive dem som erstatning for tanden."
Anden Mosebog 21, 26-27

Igen, her har du også noget, og i vores tid lyder det jo stadigvæk rimelig hårdt. Okay, må han så godt bare slå dem lidt mildere og så undgå at frigive dem, eller hvad er vi ude i? Men alligevel, kontra Romerriget, kontra at der dengang ingen straf var, ingen konsekvens, du måtte tæske dem lige så meget, du ville — så har de jødiske love alligevel et helt andet syn på slaveri. Det var noget, der skulle til for at give dem en vis værdighed og en vis beskyttelse, imens de var i en tid, hvor de skulle arbejde og give sig hen til det.

Den mest slående ting i Paulus' situation er, at der rent faktisk var en lov om, hvad man skulle gøre med en bortløben slave. Vi prøver at gå over til Femte Mosebog nu. Der skal vi prøve at kigge på kapitel 23, vers 16 og 17. Der står:

"En træl, der er rømmet fra sin herre og har søgt tilflugt hos dig, må du ikke udlevere til hans herre. Han må slå sig ned hos dig på det sted, han selv vælger, i den af dine byer, han synes om, og du må ikke udnytte ham."
Femte Mosebog 23, 16-17

Som vi ser her i vers 16, står der: "En træl, der er rømmet fra sin herre og har søgt tilflugt hos dig, må du ikke udlevere til hans herre." Hvad gør Paulus? Jo, han udleverer Onesimos til Filemon. Han gør præcis det, der står, man ikke må. Hvorfor gør han så det? Hvad er der sket, siden den skriftkloge Paulus vælger at gå imod Toraens lov om slaver?

Her skal vi forstå, at Paulus ikke længere lever under loven. Nej, nu lever han under Kristi lov. Amen. Det kan man læse videre om i Første Korintherbrev 9, 20-21 og også i Galaterbrevet 6, 2.

Paulus overskrider Moselovens bud her om asyl. Ikke fordi han annullerer slavens værdighed, men fordi han sigter mod et endnu større mål, et højere mål. Det mål er forsoning. Så er det broderskab i Kristus. At lade Onesimos skjule sig ville have efterladt en brudt relation mellem Filemon og Onesimos. Ved at sende Onesimos tilbage som en broder fjerner Paulus selve slaveriets fundament. Kristus har bragt en ny identitet, der nedbryder skellet mellem træl og fri. Det ser vi i Galaterbrevet 3, 28. Gennem Ånden er de nu brødre. Hvis Filemon modtager Onesimos som en bror, så er den civile frigivelse måske ikke noget, der sker med det samme. Det kan være, det sker gradvist, men det er uundgåeligt et resultat af den her nye åndelige virkelighed.

Jeg ved ikke, om I kan forestille jer det, men hvis I havde en under jer, som skulle være jeres tjener, skulle gøre hvad I siger, skulle stå klar til at adlyde jer i hvad som helst — hvis I nu fandt ud af, at I ante det ikke, men den her tjener er faktisk jeres halvbror. Det finder I ud af på en eller anden måde: hov, far var ikke så trofast over for mor i sin tid. Det havde vi ikke regnet med, men det var han desværre ikke. Der er synd i den her verden. Det her er faktisk min halvbror. Se, så er det jo utænkeligt, at man vil fortsætte med at udøve den form for dominans over for sin egen halvbror. Så ville man helt naturligt begynde at se med nye øjne på den her person, fordi man har et helt andet bånd til vedkommende. Man har en helt anden identitet og relation i den sammenhæng. Det er det, der egentlig sker her, bortset fra at der ikke bare er tale om halvbroderskab. Der er faktisk rent åndeligt set tale om en fuldt ud bror i Kristus her.

Gå den lange vej for forsoningens skyld

Det kræver jo, at Filemon er villig til at tilgive Onesimos for at være rendt væk og for eventuelt at have stjålet fra ham. Kigger vi på, hvad vi kan lære af det her, så er det jo, at vi er nødt til at være et tilgivende folk som kristne. Vi er nødt til at sørge for, at hvis der er en bror eller søster i troen, vi ikke har forsonet os med, så er vi nødt til at gøre det hårde arbejde, der skal til, for at forsoningen kommer i stand.

Det var ikke nemt og belejligt for Onesimos. Han skulle rejse omkring 2000 kilometer for at komme tilbage til sin herre efter at have stjålet fra ham. Husk nu på, han lige har taget den tur. Han har lige rejst 2000 kilometer til fods for at komme hen til Rom. Nu bliver han sendt tilbage igen. Det har jo været ydmygende at skulle tage tilbage efter at have været en, der har afvist ham, og efter måske at have stjålet fra ham. Så skal man nu komme krybende tilbage og bede om tilgivelse. Onesimos kunne jo også have været Paulus til stor hjælp, men alligevel prioriterer Paulus at sende ham af sted på en farlig og lang rejse. I husker nok det der med fugitivus. Det er den tilstand, han har haft her. Han har skullet vente på, at der var nogen, der kunne gå sammen med ham, hører vi også. Han bliver sendt af sted sammen med nogen, netop for at han ikke skal gå alene, og netop for at han ikke skal blive fanget af de her slavefangere, som var en reel ting. Du kunne nemlig tjene rigtig mange penge på at fange de her slaver.

Så har I en bror eller en søster i troen, som I ikke er blevet forsonet med endnu, så gå den lange vej. Også selvom den er ydmygende og hård at gå.

Man kan ikke tvinge nogen til tilgivelse eller forsoning. Det er ikke vejen frem. Det viser Paulus også klart og tydeligt her i det her eksempel. Han kunne have brugt sin autoritet som apostel, men i stedet appellerer han til Filemons hjerte, som vi ser i vers 14. Der står:

"Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje."
Paulus' Brev til Filemon 14

Ligesom Paulus må vi også i dag være villige til at give afkald på relationer eller ting, vi holder af, for at kunne velsigne andre trosfæller, vores brødre og søstre, der har brug for dem eller i højere grad har brug for det, som vi nu giver afkald på. Der er også en pointe i det her med at være villig til at sige: det kunne for eksempel være en menighed, som efterhånden bliver ret ressourcestærk, og man ved, der er en gruppering, som samles et andet sted, som mangler en hyrde, eller som mangler nogle menighedstjenere eller et eller andet. Der er det også et bibelsk princip at sige: okay, vi elsker den her familie, men vi kan også se, at behovet er større et andet sted. Så nu giver vi afkald på det. Selvom de har været til stor gavn og tjeneste her, og vi kommer til at savne dem. Vi kommer til at sende vores hjerte til de andre her. Men vi tror på, at det er det rigtige, fordi det i højere grad er dem, der har brug for dem, end os. Det er det, som Paulus også viser her, at det er det, der er afgørende at gøre.

Så det er de to ting, vi om ikke andet allerede nu kan trække ud af det og tage ind over vores eget liv. Forsoning og tilgivelse er afgørende, og vi er også nødt til hele tiden at se på, hvor vi kan være til velsignelse andre steder og give afkald på noget for de andres bedste.

Slaveriets død og evangeliets frisættende kraft

Nu er vi nået over til det her med slaveriet og slaveriets død. Det er noget, jeg har valgt at tage med for også at vise jer det her med, at bare fordi vi har Filemon i skriften, så er det ikke ensbetydende med, at den tidlige kirke — eller den senere kirke for den sags skyld — lige fangede, at man skulle stoppe fuldstændig med slaveri som koncept. Derfor vil jeg sige, at det nok allermest har været et frø, som er blevet plantet, og som med tiden har været med til at ende slaveriet.

I og med at skriften jo også har Efeserbrevet kapitel seks, kan der også godt være nogen, der læser det og tænker: "Ja, men slaveri, det kan jo være på sin plads." Der skal vi læse vers fem til ni. Der står sådan her:

"Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri. Og I, som er herrer, optræd på samme måde over for dem; lad være med at true. I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han gør ikke forskel på nogen."
Efeserbrevet 6, 5-9

Her har vi nogle vers i skriften, som jo ikke tydeligt afviser slaveriets koncept. Det giver faktisk plads til, at der er slaveri. Men det afgørende i det er netop at forstå det her med, at havde skriften på det her tidspunkt haft så stor en fordømmelse af det og sagt: nu skal det ophøre, nu skal vi bekæmpe det med politisk magt, sådan så at det ophører fuldstændig — jamen, igen, hele samfundet var på et tidspunkt bygget op på slaveri. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre.

Det er lidt det samme, som vi ser under Israel, og også Jesus' tilgang til det her med ægteskab, hvor han siger: men det er ud af jeres hårde hjerter, at I fik lov til at skille jer fra jeres koner. Det var derfor. Det er ikke, fordi det var det optimale. Sådan er det også her med slaveri. Jeg er ret overbevist om, at det er noget, Gud ønsker skal ophøre fuldstændigt. Men midt i den tid var det hele bygget op omkring det. Det skulle tage en masse år, før det blev helt afskaffet.

Man kan sige, at helt op til puritanerne i 1700-tallet ser vi slaveri som noget, de kristne har. Jonathan Edwards og George Whitefield er jo to eksempler på nogle stærke teologiske kæmper, som vi generelt er rigtig glade for, og som læner sig op ad nogle forskellige doktriner, lærdomme. Men de har tydeligvis haft en blind vinkel her for det her med synden i slaveriet. Den måde, de har kigget på det på, er, at de har set på slaver som nogen, der har evige sjæle med samme behov for frelse som — ja, nu kan vi sige hvide mennesker, for dengang var det jo et slaveri, hvor der også var noget race involveret på det tidspunkt. De insisterede på at undervise dem i bibelen. De insisterede på at lade dem deltage i husandagter og katekismusundervisning. De lod dem også deltage i nadver og dåb. Så det er ikke sådan en direkte grov undertrykkende tilgang, de har haft til de tjenere og slaver, som de nu har haft, de her puritanere.

Whitefield argumenterede kraftigt for forbedring af slavernes kår, og han fordømte brutaliteten, som der var i de amerikanske sydstater. Men han argumenterede samtidig også ud fra et økonomisk pragmatisk argument om, at slaveri var nødvendigt for at opdyrke staten Georgia. Igen, det er den her blinde vinkel. Altså, sæt dem nu bare fri, giv dem en løn, giv dem noget arbejde selvfølgelig, og betal dem godt. Men der var de ikke helt endnu. Det kom heldigvis med Wilberforce, som jo fik sat en stopper for slaveriet senere hen i 1700-tallet og starten af 1800-tallet, hvor der mere eller mindre fuldstændig blev gjort op med det. Han var kristen, skal det siges, en alvorlig kristen. Så det har været Guds ord, og det har været evangeliets frisættende kraft, som i sidste ende brød de lænker, som slaveriet jo er.

Paulus skriver som fange og ikke som apostel

Nu er vi nået så langt. Det kan godt være lidt tungt med sådan en introduktion til noget, hvor vi er lidt bredt omkring og har en del historisk kontekst med os. Nu vil jeg prøve lige at kigge lidt mere på vers et til tre. Nu skal vi i gang med Filemon.

Vers et. Der står der sådan her: "Fra Paulus, Kristi Jesu fange, og vor broder Timotheus. Til vor kære medarbejder Filemon." Her skal I lægge mærke til, at Paulus bevidst udelader sin sædvanlige aposteltitel. Han appellerer ikke med den her hierarkiske autoritet, men med sårbarhed. Kristi Jesu fange, nævner han. Han er ikke Roms fange, men i lænker for evangeliets skyld. Han kalder Filemon en medarbejder. De er lige for korset.

Så skal I også lægge mærke til, at han skriver "kære medarbejder Filemon". Det er det, som I kommer til at kunne se og mærke igennem hele Filemon: at Paulus elsker Filemon. Han har ham kær. Han er tæt med Filemon, og han appellerer også til den tæthed. I må ikke tage fejl — han er meget strategisk, ham Paulus, i sit brev her. Det vil I også se. Han er en dygtig fyr i forhold til at levere et rigtig godt argument over for Filemon. Han har strategisk tænkt over flere ting i den måde, han gør det på. Det skal vi prøve at dykke lidt ned i senere.

Vers to: "og til vor søster Appia, til vor kære medkæmper Arkippos og til menigheden i dit hus." Menigheden i dit hus. Appia — nu har jeg læst en del bibelkommentarer omkring Filemon. Man er ret enig om, at Appia simpelthen må være Filemons hustru. Det er konen. Arkippos er man knap så sikker på, hvem han er, men man skyder på, at det enten er en søn til Filemon, eller også er det en lokal leder i menigheden.

Så er der det her med, at menigheden i dit hus inkluderes. Det er faktisk en afgørende detalje. Det må vi ikke bare lige læse let hen over, fordi det viser, at det ikke bare er en privat konflikt her mellem to mænd. Onesimos' tilbagevenden og Filemons modtagelse af ham er et offentligt vidnesbyrd for hele det lokale kirkesamfund om evangeliets kraft. Amen.

Menigheden i dit hus. Det kan man godt studse lidt over. En husmenighed, var det sådan, man gjorde? Ja, det var det. Det var ikke sådan, man havde reelle kirkebygninger, ligesom vi har her. Nu ved jeg godt, det her ikke ligner sådan en klassisk kirkebygning, som vi er vant til med folkekirken, men om ikke andet, så er det her jo vores bygning, som vi har til at mødes som menighed. Dengang var det ikke noget, man hverken havde eller fik lov til. Derfor havde man de mere officielle mødesteder i et hjem. I et hjem. Som regel i det hjem, som var det største. Den som rent faktisk havde et hjem, hvor der var plads til forsamlingen. Den der kunne lægge hus til og havde midlerne. Her er det jo så Filemon, som træder til.

Kolossenserbrevet og Filemonbrevet blev læst op for den samme forsamling af troende. Det er jo, fordi Filemon har været ham, der husede Kolossæ-menigheden. Så når I tænker på Kolossenserbrevet, er det det samme sted, vi er i. Vi er i Kolossæ. Det er Filemon. Han bor i Kolossæ. Det er hans menighed, som får både Filemonbrevet, og de får også Kolossenserbrevet. Det bliver læst op for den samme menighed.

Det betyder jo sådan set, at de til at starte med formentlig hører læren om Kristi absolutte herredømme ud fra Kolossenserbrevet, om forsoning og om at aflægge det gamle menneske for at iklæde sig Kristus, hvor der jo ikke er græker og jøde, træl eller fri, som vi ser i Kolossenserbrevet 3, 11. Når Paulus så har malet det her teologiske billede, bliver Filemonbrevet dernæst læst op. Her bliver teologien pludselig utrolig praktisk og nærværende. Menigheden i Kolossæ har lige hørt, at de i Kristus skal bære over med hinanden og tilgive hinanden i Kolossenserbrevet 3, 13. I næste øjeblik skal de se deres vært, Filemon, rejse sig op og omfavne sin bortløbne slave Onesimos foran dem alle og udleve præcis den lære, som Paulus lige har undervist i. Filemonbrevet er den kristne lære udført i det virkelige liv.

Vers tre: "Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!" Det her er jo en standardhilsen, som Paulus bruger rigtig meget, men den er ladet med teologisk tyngde. Nåde og fred er noget, vi alle sammen har brug for. Det er det, vi er her for. Vi har brug for Guds nåde. Det er evangeliets kilde. Fred, det er resultatet. Det er det, der sker: når vi har fået nåden, så mærker vi freden. Vi mærker genoprettelsen af relationen til Gud og hinanden. Der er vi også nødt til at huske på, at det er fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Det er en overnaturlig fred, der overgår al forstand. Den er ikke afhængig af vores situation. Den er uden for tid og sted. Det er den fred, som vi får lov at få, når vi har smagt på nåden.

Filemon mindes om den her nåde, som han selv har modtaget, allerede her i starten af brevet, som fundament for den nåde, han nu selv skal til at vise Onesimos. Vi som kristne må udvise den nåde, vi selv har fået, særligt over for vores brødre og søstre i troen. Vi må ikke være som den gældbundne tjener, som Jesus advarer imod i sine lignelser, der har travlt med at gribe folk i struben, der skylder eller har forsyndet sig imod en, og kræve dom eller betaling. Så må vi gå langt, 2000 kilometer langt, for at tilvejebringe forsoning i Kristi legeme. Uden tvang, men af fri vilje og af kærlighed til Jesus.

Når vi så har skaffet forsoning, så vil vi se den fred, som kommer af det. Det er en fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus. Den er så stor, den fred. Verden forstår den ikke, men den er stor, og den er mægtig. Sikke et vidnesbyrd for menigheden. Det er ikke en privat sag. Prøv at lægge mærke til det. Paulus vil have, at brevet til Filemon bliver læst af menigheden også. Hvis I hører om nogen, der ikke kan forsones i Kristi legeme, så er vi nødt til at få det løst. Vi er nødt til at få det løst. Der ligger et stort vidnesbyrd i det her, både for omverdenen, men også for hinanden: at i Kristi legeme, der er der fred.