Guds egenskaber - Gud er god

Gud er ikke bare god, fordi han gør godt; han er god i sit væsen. Han er god mod al sin skabning, alle mennesker og særligt sine børn.

Jeg tror, man kan opsummere hele budskabet i dag med den her velkendte engelske sætning: God is good all the time, and all the time God is good. Salmernes Bog 25, 8 siger det meget klart:

"Herren er god"
Salmernes Bog 25, 8

Herren er god. Det er et vidunderligt studie at studere Guds egenskaber. Når vi studerer og kigger på Guds egenskaber – hvor vi i dag skal have fokus på Guds godhed – så er det vigtigt at forstå, at formålet med at tale om og studere Guds egenskaber, altså hans væsen, ikke blot er, at vi skal lære mere om Gud. Hensigten er ikke blot, at vi skal akkumulere eller opsamle en masse viden og kundskab om Gud, så vi kan vinde en masse diskussioner eller citere en masse skriftsteder og det ene og det andet. Det er, at vi hver især må få lov at vokse i vores kendskab, vores relation, vores forhold til Gud. At vi må lære ham bedre at kende for netop at kunne elske ham dybere, tilbede ham mere rent og vandre med ham mere tæt. Første Korintherbrev 8, 1 siger:

"Kundskaben gør indbildsk, men kærligheden bygger op."
Første Korintherbrev 8, 1

Så hvis vores studie af Gud i Skriften ikke leder os til en dybere kærlighed til Gud, så tror jeg, vi rammer ved siden af målet. Men må vi – i det vi ser hen mod Gud og skuer hans herlighed, og i det vi lærer ham at kende, som han har åbenbaret sig i Skriften og i sin søn Jesus Kristus – ved Helligåndens hjælp få lov at elske ham mere inderligt med hele vores hjerte, sjæl, styrke og sind. For han er nemlig værdig til, at vi giver ham al vores opmærksomhed.

Så i det vi læser og studerer Skriften for at lære Gud bedre at kende, må det være for os, som det var for de to disciple på Emmausvandringen i Lukasevangeliet 24. I det de gik med Jesus, og han åbenbarede sig for dem og viste sig for dem gennem hele Skriften, oplevede de, at deres hjerter brændte i dem. Må det også blive vores oplevelse, når vi lærer Gud bedre at kende gennem Skriften. Må vores hjerter dagligt brænde med mere og mere længsel efter den levende Gud, i det vi tilbringer tid med ham i vores hverdag, når vi læser vores bibler, og når vi tilbringer tid med ham i bøn og i tilbedelse. Må det også være vores erfaring.

I bekendelsesgrundlaget Westminster-katekismen lyder det første kendte spørgsmål sådan her: Hvad er menneskets ypperste formål? Svaret er: at herliggøre Gud og nyde ham for altid. At herliggøre Gud og nyde ham for altid.

Hvordan kan vi blandt andet herliggøre den levende, treenige Gud? Ved at lære ham at kende. Jo bedre vi lærer ham at kende, desto dybere bliver vores værdsættelse og beundring af ham. Vi vil få højere og højere tanker om ham, og det leder til en dybere tilbedelse og påskønnelse af Gud. I det vi bliver draget af Guds forunderlige væsen, vil vi også se, hvor god Gud er mod os. Når vi ser, hvor god Gud er mod os, så vil vi også nyde ham mere og mere. At adlyde ham vil blive en større og større glæde, og at sidde ved Jesu fødder, som Maria gjorde, vil være vores daglige længsel.

Det er lidt ligesom i et ægteskab eller et venskab. Jo bedre man lærer en anden at kende ved at bruge tid sammen, snakke sammen, opleve ting sammen og nogle gange også holde hinanden ud – i det man gennemlever gode og hårde tider sammen – desto mere kommer den anden person til at betyde noget særligt for en.

I sin bøn i Johannesevangeliet 17, 3 siger Jesus om det at kende Gud:

"Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus."
Johannesevangeliet 17, 3

Ikke at de ved en masse ting om dig, men at de kender dig. Så må vi ikke bare lære mere om Gud, men i sandhed komme til at kende ham dybere og dybere for hver dag. For at kende ham, det er liv. Evigt, rigt og meningsfuldt liv.

Jeg kan rigtig godt lide A.W. Tozers bøn, som han startede sin bog The Pursuit of God med. Hvis I ikke har læst den, så kan jeg varmt anbefale den. Jeg har prøvet at oversætte bønnen fra engelsk til dansk, så godt som jeg nu kan, og den lyder sådan her:

"Åh Gud, jeg har smagt din godhed, og det har både tilfredsstillet mig og gjort mig tørstig efter mere. Jeg er pinefuldt bevidst om mit behov for mere af din nåde. Jeg skammer mig over min manglende længsel efter dig. Åh Gud, treenige Gud, jeg længes efter at længes efter dig. Jeg længes efter at blive fyldt med mere længsel efter dig, at blive mere tørstig efter dig. Vis mig din herlighed, beder jeg, så jeg må få lov at kende dig dybere." – A.W. Tozer

Var det ikke en god bøn? Må det også være vores bøn i dag, i det vi betragter Guds skønne væsen, hans herlighed, hans egenskaber – og i dag med det her særlige fokus på Guds godhed.

Lad mig dog se din herlighed

Vedrørende Guds herlighed, som Tozer indtrængende bad Gud om at vise ham, er der faktisk en rigtig spændende og velkendt passage i Anden Mosebog 33, hvor vi ser en lignende bøn. I det kapitel læser vi om Moses, som var en, der talte med Gud ansigt til ansigt. Han var en mand, der dagligt havde fællesskab med Gud. Den her mand, som Gud på en mægtig måde havde brugt til at udfri nationen Israel ud af Egyptens jerngreb, ud af slaveri. Den her mand, som gang på gang havde set Guds herlighed komme til udtryk gennem mægtige mirakler – blandt andet de ti plager og den store exodus, den store udvandring fra Egypten. Han havde set, hvordan Gud havde delt Det Røde Hav og banet en vej, hvor israelitterne kunne gå over på den anden side og undslippe den sikre død fra egypterne. Den her mand havde set og oplevet Guds mægtige kraft komme til udtryk igen og igen. Alligevel – som om alt det ikke var nok for Moses – beder han indtrængende. Han nærmest trygler Gud med ordene:

"Lad mig dog se din herlighed!"
Anden Mosebog 33, 18

Moses ønskede at se Guds herlighed direkte. Han ønskede at se Gud, som han virkelig var. Den totale sum af Guds væsen, Guds herlighed, utilsløret – og ikke gennem en magtdemonstration, som han tidligere havde set flere gange. Han ønskede ikke blot at se solens stråler, som bringer lys, så at sige, men at se solen direkte, kilden til lys. Herren svarede Moses:

"Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil."
Anden Mosebog 33, 19

Det er måske ikke så tydeligt i vores danske oversættelser, men det hebraiske ord for skønhed – når Gud her siger: Jeg vil lade min skønhed gå forbi dig – kan også oversættes med godhed, som vi ser det i flere engelske oversættelser. Det synes jeg er ret interessant.

Moses beder indtrængende Gud om at få lov at se Guds herlighed, og der siger Gud til Moses: "Okay Moses, det er i orden. Du må gerne få lov at se mig. Du må gerne få lov at se min herlighed. Men for at du ikke skal gå til grunde og dø, så får du lov at se en efterglød af min godhed. Jeg vil lade dig se min godhed, Moses." For intet menneske kan se Gud og beholde livet, som der står i Anden Mosebog 33, 20. Ingen kan se ham utilsløret og leve.

Det synes jeg er rigtig interessant. Guds godhed lader både til at være en unik og distinkt egenskab hos Gud, men samtidig lader det også til, at Guds godhed på en eller anden måde er den totale sum af alle hans egenskaber. Summen af hele Guds væsens herlighed. Jeg vil lade al min godhed gå forbi dig – alt, hvad jeg er, siger Gud.

Det møde med Gud, at se eftergløden af Guds godhed, forvandlede Moses mere end noget andet mirakel, han havde været vidne til. Må vi have den samme længsel som Moses, at vi må kende og længes efter Gud. Ikke bare efter, hvad han kan gøre for os eller give os, men efter ham.

Gud er god i sit væsen

Hele Skriften er fra start til slut et vidnesbyrd om Guds godhed. Bibelen proklamerer højt og tydeligt på nærmest hver eneste side, at Gud er god. Helt fra starten af Bibelen læser vi i skabelsesberetningen, at alt, hvad Gud skabte, var godt. Igen og igen nævnes det, at det, Gud skabte, var godt. Det var faktisk så godt, står der.

Men Gud er ikke bare god, fordi han har gjort eller gør noget godt. Nej, Gud er i sit væsen helt igennem, helt essentielt god. Han er konstant og vedvarende tilbøjelig og disponeret til at gøre godt, fordi han netop er god. Han skal ikke motivere sig selv, pippe sig selv op eller give sig selv en peptalk om, at i dag skal han lige huske at være god her og der. Han skal ikke tage godhedshatten på. Nej, det er selve Guds væsen at gøre godt hele tiden, fordi han netop er god.

Der er ikke skyggen eller snært af noget mørke i Gud, der på nogen måde kan true Guds motiver eller evne eller lyst til at gøre godt. I Første Johannesbrev står der:

"Gud er lys, og der er intet mørke i ham."
Første Johannesbrev 1, 5

Fuldstændig uforstyrret og upåvirket af noget udefra er Gud god, og Gud gør hele tiden det, der er godt. I Salmernes Bog 119, 68 står der om Gud:

"Du er god, og du handler godt"
Salmernes Bog 119, 68

Du er god, og derfor handler du godt. I Salmernes Bog 107, 1 står der:

"Halleluja. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid."
Salmernes Bog 107, 1

Igen i Salmernes Bog 31, 20 står der:

"Hvor stor er dog din godhed, som du har gemt til dem, der frygter dig!"
Salmernes Bog 31, 20

Som vi har set før i vores serie om Guds egenskaber, så er Gud uforanderlig. Han ændrer sig ikke. Han ændrer sig ikke som skiftende skygge. Så er hans godhed også uforanderlig. Han ændrer sig ikke, og hans godhed er uforanderlig. Den er fuldkommen. Den er perfekt. Der findes ikke nogen bedre form for godhed eller noget godt end det, der findes hos og kommer fra Gud, som er kilden til alt godt. I Salmernes Bog 16, 2 siger David til Gud:

"Du er min herre, ingen anden end du er min lykke."
Salmernes Bog 16, 2

På engelsk lyder det: You are my Lord; I have no good apart from you. For David var Gud det ultimative gode. Der var intet bedre end det at kende Gud og tilhøre ham.

Gud har altid været og vil altid være god. Alt, hvad han gør, er altid det bedste, det helt rigtige, det absolut gode. Han er det ypperste, det bedste, det mest excellente af alt, hvad der er godt. Han er standarden for alt, hvad der er godt. Alt andet godt måles i forhold til ham. Gud er i sit væsen helt essentielt uforanderlig og uendelig god. Hans hjerte er en uudtømmelig kilde, hvorfra der hele tiden og konstant vælder godhed frem. Puritaneren Thomas Manton beskrev det på den her måde:

"Gud er godheden selv. Skabningens godhed er noget, der er føjet til. I Gud er der et uendeligt stort ocean af godhed, og i skabningen er der blot en dråbe." – Thomas Manton

Så hvad end der er af godt i noget, som Gud har skabt, så kommer det fra ham. Alt godt kommer ned fra oven, siger Jakobs Brev:

"Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge."
Jakobs Brev 1, 17

Så Gud er god. Men hvordan og mod hvem kommer Guds godhed så til udtryk?

Gud er god mod al sin skabning

For det første er Gud god mod al sin skabning. Jeg ved godt, at vi lever i en falden og syndig verden, men Gud er god mod al sin skabning på trods af den verden, vi lever i. Der kommer en dag, hvor Gud vil gøre alt godt igen. Men alt, hvad Gud har skabt, enhver skabning og enhver naturlov – fra det kosmiske med planeterne og stjernerne og galakserne til de bittesmå blomster og træerne og dyrene og menneskene – alt, hvad Gud har skabt, er godt. I Første Mosebog 1, 31 står der:

"Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var."
Første Mosebog 1, 31

Det var jo, før synden kom ind i verden. Gud er god mod alt det, han har skabt. I Salmernes Bog 33, 5 står der:

"Herrens godhed fylder jorden."
Salmernes Bog 33, 5

I Salmernes Bog 145, 9 og 15 står der, at Herren er god mod alle og giver dem deres føde i rette tid. I Salmernes Bog 136, 25 står der igen, at han giver føde til alt levende. Gud er så god, at han giver selv dyrene det, de har behov for, for at de kan leve.

Jesus reflekterede over det her i Bjergprædikenen, hvor han nævner, at selv fuglene ikke manglede noget. De hverken sår eller høster eller samler i lade, men deres himmelske fader giver dem føden. Hvor meget mere vil han så ikke være god mod sine disciples behov, de, der er langt mere værd end fuglene?

Salmernes Bog 104 taler om, hvordan selv de store søuhyrer, monstrene i havdybet, Livjatan og alle de andre store væsner, der er i havets dyb, mættes med gode gaver fra Guds hånd, og at de får deres føde i rette tid. Gud er dybt involveret i al sin skabning. Selv for dyrene sørger han – for fiskene og fuglene og alt imellem. Han er god mod dem, og han giver dem deres daglige brød. Gud er på ingen måde ligegyldig over for sin skabning. På en særlig måde, som en kærlig far, er han god mod sine egne børn og passer godt på dem. Så Gud er god mod al sin skabning.

Gud er god mod alle mennesker

For det andet er Gud god mod alle mennesker. Okay, tænker du måske. Jeg har det faktisk rigtig godt med tanken om, at Gud er god mod alle dyrene. Dyrevelfærd er jo oppe i medierne for tiden, og vi skal da selvfølgelig være gode mod dyrene. Vi har selv en hund derhjemme, en lille tæppetisser, som hedder Barni. Barnibasseboy kalder jeg ham. Han er en dejlig og sød og nuttet hund, og han er endelig renlig. Du tænker måske selv på et kæledyr, en puddelhund eller en hamster, som du har eller havde som barn, og som du knyttede nogle bånd til. Tanken om, at Gud tager sig godt af dyrene, er jo rigtig god. Det er vi glade for.

Men hvad med mennesker? Er Gud god mod mennesker? Hvad med mennesker, der ikke tror på Gud? Hvad med mennesker, der slet ikke ønsker at have noget med ham at gøre? Mennesker, der ikke ønsker at ære ham som deres skaber. Hvad med dem? Er Gud virkelig god mod rebelske syndere?

Der siger Bibelen et rungende ja. Et kæmpestort, langmodigt og barmhjertigt ja. Gud er så god mod alle mennesker – både mod dem, som måske egentlig lever gode og respektable liv efter samfundets normer og værdier, men også mod Guds åbenlyse fjender: ateister, evangeliets fjender, umoralske mennesker, mennesker, der elsker deres synd og lever med en konstant knyttet næve mod himlens gode Gud. Mod dem er Gud god hver eneste dag og hele tiden. Guds common grace, som man siger på engelsk – Guds generelle nåde, hans generelle, almene godhed – rammer og berører alle. I Matthæusevangeliet 5, 45 siger Jesus om Gud:

"Han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige."
Matthæusevangeliet 5, 45

I Lukasevangeliet 6, 35 står der om Gud:

"Han er god mod de utaknemlige og onde."
Lukasevangeliet 6, 35

Så god var Gud, at selv over for et samfund af hedenske afgudsdyrkere, hvor Paulus og Barnabas var taget hen for at forkynde evangeliet, kunne de i Apostlenes Gerninger 14 sige til dem, at Gud havde været god ved dem gennem sine velgerninger ved at give dem regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte dem og ved at fylde deres hjerter med glæde, står der.

Så hvordan oplever ikke-troende specifikt Guds godhed i dag? Hvordan bliver deres hjerter fyldt med glæde? Livet er fyldt med midlertidige glæder og velsignelser. Mennesker får i varierende grader lov at opleve velsignelsen og glæden ved at leve i den her smukke verden, som Gud har skabt. For langt de flestes vedkommende får de lov at vokse op i en familie, gå i skole, udvikle venskaber og opleve glæden ved ægteskabet, ved at få børn og se dem vokse op og udvikle sig. Mennesker oplever glæden ved at tage en uddannelse, ved at arbejde hårdt og bruge deres talenter og gudgivne gaver i en mangfoldighed af arbejdsgrene. De oplever glæden ved at kunne tjene penge, gøre karriere og udøve indflydelse i samfundet. De oplever glæden ved at nyde god mad, læse en god bog, lytte til god musik, opleve andre kulturer og opleve den fantastiske og smukke verden, som Gud har skabt. De oplever den glæde, trøst, opmuntring og velsignelse, der kan være i et godt venskab, i relationer med mennesker, der kan berige ens liv. De kan nyde glæden ved sport og ferier og alverdens ting og sager, som den her verden har at byde på. De kan ofte i langt størstedelen af deres liv nyde et godt helbred. Skulle der opstå sygdom, så har Gud velsignet dem med et immunsystem og indre forsvarsmekanismer, der kan gøre dem raske igen. Hvis det ikke er nok, så kan langt de fleste ved medicin og diverse behandlinger finde lindring for deres lidelser. Alt dette og mere til er et udtryk for Guds godhed mod mennesker over hele verden. Som vi læste i Salmernes Bog 33, 5: Herrens godhed fylder jorden.

Faktisk kan det nogle gange se ud, som om han er lidt for god mod ikke-troende. At de virkelig har det så godt – og ofte langt bedre, end man selv synes, de fortjener eller burde have det. De lever i deres synd, og med deres livsførsel skubber de Gud væk fra sig. Alligevel ser det ud, som om de bare har det godt. Gud lader alle mennesker i varierende grader og på forskellige måder opleve rigdommene af hans godhed hver eneste dag.

Salmisten Asaf anerkendte i Salmernes Bog 73, at Gud helt sikkert og selvfølgelig var god mod Israel. Men Asaf indrømmer, at han havde snublet og var nær ved at glide, da han så, hvor godt de ugudelige havde det. Altså, vi skal have det godt, Guds børn. Men helt ærligt, Gud, hvad med alle dem, der ikke kender dig? Alle dem, som rejser en knyttet næve mod dig? Hvordan kan det være, at så mange af dem har det så utrolig godt, når man lige kigger på deres liv? I Salmernes Bog 73, 2-4 reflekterer salmisten Asaf over det her, når han skriver:

"Men jeg var nær snublet, mine fødder var nær ved at glide, for jeg harmedes over de overmodige, jeg måtte se de ugudeliges lykke. De lider ingen kvaler, deres krop er sund og fed."
Salmernes Bog 73, 2-4

Asaf kunne simpelthen ikke forstå, hvordan Gud i så rigt mål lod sin godhed regne og falde over selv de ugudelige.

I Det Nye Testamente læser vi om, hvordan Jesus helbredte på kryds og tværs. Han udøste sin helbredende godhed over lidende mennesker – selv over dem, der slet ikke var interesseret i Jesus selv, men kun i, hvad han kunne give dem. Tænk for eksempel på beretningen om de ti spedalske i Lukasevangeliet 17. Hvor mange af de ti var det egentlig, der vendte tilbage til Jesus for at sige tak? Der var kun én, der vendte om til Jesus for at sige tak. De ni andre var glade for, hvad Jesus kunne give dem, men ikke så meget for Jesus selv.

Guds almene nåde og godhed kommer i høj grad også til udtryk ved hans langmodighed mod syndere – mod de syndere, som aldrig vil vende sig mod ham i frelsende tro. Profeten Nahum siger i Nahums Bog 1, 3, at Herren lader ingen ustraffet. De ugudelige, der nyder Guds godhed, skal nok straffes. Deres time skal nok komme. Det er Guds godhed i den forstand, at han vil gøre op med al ondskab. Den dommens time skal nok komme i rette tid. Men som der står i samme vers, så er han sen til vrede. Hvert åndedrag, en ugudelig person får lov at blive ved med at tage af den frie luft, som Gud forsyner ham med hver eneste dag trods vedvarende synd og forhærdelse mod Gud, er i sig selv et udtryk for Guds enorme godhed og nåde mod mennesker. Faktisk er Gud så god mod mennesker, at hans godhed i sig selv bør være tilstrækkelig til at føre mennesker til omvendelse, når mennesker reflekterer over, hvor god Gud er. Det taler Romerbrevet 2, 4 om.

Gud er særlig god mod dem, han vælger at frelse

For det tredje er Gud særlig god mod dem, han vælger at frelse. Alle mennesker nyder hver eneste dag Guds almene, generelle nåde og godhed, som lige nævnt – både troende og ikke-troende. Men til forskel fra Guds almene eller generelle nåde udviser Gud en helt særlig form for godhed mod sine børn. Mod alle dem, der ved tro og omvendelse har sat deres lid til ham alene for deres frelse.

Hvis vi lige vender tilbage til Moses' bøn i Anden Mosebog 33, så beder Moses om, at han må få lov at se Guds herlighed. Gud svarede ham, at han ville lade al sin godhed gå forbi ham. I forlængelse af det tilføjede Gud i vers 19, at han viser nåde, mod hvem han vil, og forbarmer sig, over hvem han vil. I lyset af det vers er der mange, der ser Guds nåde og barmhjertighed som grene eller bifloder af Guds overordnede godhed.

Gud er god mod al sin skabning. Ja. Han er god mod selv ikke-troende, ugudelige syndere, selv mod de værste af Guds riges fjender. Ja, det er han. Men på en helt særlig måde udviser han en form for godhed mod sine egne børn, der overgår al forstand. En form for godhed, der er et mysterium selv for englene, nemlig at Gud udvælger en skare af mennesker. Individer, der er ugudelige, syndere, fjender af Gud, hårdhjertede. Individer, der intet godt fortjener, bortset fra Guds dom og straf i en evighed i helvede. Mod disse, som Gud selv suverænt udvælger – som vi lige har læst, at han forbarmer sig over, hvem han vil, og viser nåde, mod hvem han vil – udøser han sin nåde og barmhjertighed til frelse og evigt liv. Wow.

For at kunne udvise den her nåderige godhed mod syndere og selv forblive retfærdig og hellig – for hvordan kan en god Gud bare se gennem fingre med alt det, der står hans godhed imod? – sendte Gud Fader sønnen Jesus Kristus til verden. I Galaterbrevet 4, 4-5 står der:

"Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår."
Galaterbrevet 4, 4-5

Synd separerer mennesket fra livet. Lovbrud mod Guds hellige og gode lov efterlader os forbandede – det taler Galaterbrevet 3, 10 om. Romerbrevet 6, 23 siger, at syndens løn er død. Synden diskvalificerer os fra frelsen. Synden efterlader os åndeligt døde, uden hverken lysten eller evnen i os selv til at kunne gøre os fortjent til Guds gunst og godhed. Vores egne gode gerninger, vores forsøg på at fremvise en eller anden form for selvskabt retfærdighed og godhed, er i allerbedste fald som snavset tøj i Guds øjne, som profeten Esajas beskriver det. Alle har vi syndet mod Guds hellige lov. Alle er vi med vores liv, i både tanker, ord og gerninger, kommet til kort. Alle har vi mistet herligheden fra Gud. Vi står i en evig gæld til ham, fordi vores synd mod ham er af evig karakter. Vi har syndet mod en evig, god Gud.

Men i sin nåderige godhed elskede han det, der egentlig var uelskeligt. Han åbenbarede en retfærdighed fra himlen. Den reneste og helligste retfærdighed, nemlig Jesus Kristus, som han skænker til alle, der vil tro på ham. I Johannesevangeliet 3, 16 står der:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

I sin godhed gav Gud himlens rigdom, himlens perle, for at fattige, beskidte, uværdige syndere kunne blive løskøbt og blive gjort rene og rige – renset fra synd og rige på evigt liv. Gud Fader gav det smukkeste, det bedste, han så at sige havde, for at gøre usle, ufortjente, syndige tiggere til sine egne elskede børn. Romerbrevet 3, 24 siger:

"Ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus."
Romerbrevet 3, 24

Er det ikke bare en ufattelig demonstration af Guds godhed? I Kristus Jesus lod Gud sig selv blive straffet på et kors, selvom han selv var uskyldig og uden synd. Han lod sig selv blive ramt af al himlens vrede og harme mod synd i vores sted. I stedet iklæder han dem, der vil tro på ham, sin egen retfærdighed, så vi i Guds øjne er lige så rene og retfærdige og gode som Kristus selv. Denne gode gave er givet, for at ingen skal tro, at den er givet på grund af noget godt i dem selv eller på grund af nogle gode gerninger, man selv har gjort. Det siger Bibelen i Efeserbrevet 2:

"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af."
Efeserbrevet 2, 8-9

Gud er god, og det stopper ikke der over for hans børn. Foruden den største af alle gaver, nemlig frelsen – hvordan udviser Gud ellers sin helt særlige godhed mod sine børn? Jeg vil blot kort nævne fire eksempler på den godhed, Gud viser sine børn. Man kunne nævne et hav af eksempler.

For det første udviser Gud på en helt særlig måde omsorg mod sine egne. Vi, som er Guds børn, har en helt særlig adgang til ham som vores far, som vi læser i Hebræerbrevet 4:

"Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."
Hebræerbrevet 4, 16

Jeg tror, vi alle enten har været, står i det lige nu eller vil komme til at stå over for svære udfordringer og trosprøver, hvor man kommer til Gud i bøn og bare må kapitulere og sige: Far, jeg kan ikke mere, hjælp mig. Så oplever vi, hvordan Gud midt i det hele styrker os, opmuntrer os og fornyer vores styrke.

Paulus oplevede igen og igen, hvordan han ligesom kom til enden af sig selv, hvor han så at sige stødte ind i en mur, og hvor hans magtesløshed virkelig blev tydelig. Men her oplevede han igen og igen, at Jesu nåde var nok for ham. Han så, hvordan Kristi magt på en særlig måde kom til udtryk og blev udøvet netop i hans egen magtesløshed. I takt med at Paulus ikke støttede sig til egen indsigt eller evner, men helhjertet stolede på Gud, fik han lov at se og opleve, at hans egen magtesløshed ikke blev en hindring i tjenesten. Tværtimod. Det var, fordi Jesus selv var hans styrke. Faktisk kunne Paulus sige:

"Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk."
Andet Korintherbrev 12, 9-10

Han var stærk, fordi Kristus var stærk i ham. Som en gren kunne Paulus ikke bære frugt i egen kraft. Men podet ind på vintræet, på kraften, på næringen, på Kristus, var hans tjeneste frugtbar og fuld af liv. Gud viste Paulus omsorg i prøvelser, og han viser også os omsorg, særligt der, hvor livet rammer en hårdt, i prøvelser af alle slags.

Det har vi i hvert fald oplevet som familie, efter at min far, John, gik bort sidste lørdag. Vi har oplevet Guds enorme omsorg og godhed mod os som familie. Guds trøst, hans nærvær, hans fred, hans godhed. Han er, som der står i Andet Korintherbrev 1:

"Barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel"
Andet Korintherbrev 1, 3-4

Den omsorg og trøst har han blandt andet vist os gennem jer alle her i menigheden.

For det andet er det ikke kun, når vi er i desperationens time, at Gud viser sin godhed mod sine børn. Det er ikke kun, når vi er på vores allerværste, at Gud tænker: Okay, nu skal jeg nok lige være god mod jer. Han viser sin godhed mod sine børn hele tiden. Han er den mest gavmilde far, der overhovedet findes. Han elsker at give gode gaver til sine børn. I Matthæusevangeliet 7 bliver vi direkte opfordret til at bede til vores himmelske far. Der står:

"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!"
Matthæusevangeliet 7, 7-11

Gud er en god far, der giver os alt, hvad vi har brug for. Alt, hvad der er godt for os. Ikke alt, hvad vi begærer, og alle vores kødelige lyster, men alt, hvad vi har brug for for at tjene ham og for at leve vores liv her på jorden til ære for ham. I ham behøver vi ikke at lide nogen mangel. Han ved, hvad vi har brug for, og er mere end villig til at give. Han, som gav sin egen søn for os, vil han ikke så også give os, hvad vi ellers har brug for for at tjene ham? Selvfølgelig vil han det. I Filipperbrevet 4, 19 står der:

"Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus."
Filipperbrevet 4, 19

Fuldt ud – ikke halvt, ikke delvis, men fuldt ud. I Efeserbrevet 1 bliver den her herlige rigdom uddybet med ordene:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse."
Efeserbrevet 1, 3

Al himlens åndelige velsignelse er vores i Kristus Jesus. Wow.

Mangler du for eksempel visdom, så bed om det, og han vil give dig det rundhåndet og uden bebrejdelser, som Mattias også læste i sidste uge fra Jakobs Brev. Mangler du tålmodighed? Den er farlig at bede om, for så vil Gud sikkert stille dig i en masse situationer, hvor du kan lære at blive tålmodig. Så skal han nok give jer masser af muligheder for at lære tålmodighed og selvbeherskelse. Uha – i trafikken eller i ventekøer og sådan noget. Han skal nok give jer rundhåndet og uden bebrejdelser. Han er god mod os. Han giver os alt, hvad vi har brug for.

For det tredje er han så god mod os, at selv når vi fejler og kommer til kort og falder i synd, så er han god mod os. Vi har en god og kærlig ypperstepræst, der kender til vores skrøbelighed. En, som har oplevet at blive fristet i alle ting, dog uden selv at synde. Derfor kan han have medlidenhed og medfølelse med os – og ikke blot have medfølelse, men også autoriteten til at tilgive os alle vores synder og rense os for al vores uretfærdighed. Han står ikke bare klar til at straffe os, når vi falder og snubler og synder. Han står klar til at tilgive os, til at rejse os op igen, til at skubbe os videre på livets vej. Ved sit eget liv, ofret på korset, har han naglet alle vores synder fast, som der står i Kolossenserbrevet 2, 14. Den enorme gæld, vi skylder Gud – gældsbeviset med alle dets bestemmelser – har han fjernet ved at nagle det til korset.

Han er som faderen i Lukasevangeliet 15, der skuer mod horisonten og hele tiden står klar til at løbe sin fortabte søn i møde for at tilgive og genoprette. Gud elsker sine børn med en uendelig stor kærlighed. En altid tilgivende far. Sådan viser Gud også sin godhed mod os.

For det fjerde er han så god, at han lader alt virke til det gode for sine børn. I Romerbrevet 8 står der:

"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede"
Romerbrevet 8, 28-29

Er det ikke bare helt utroligt at tænke på, at Gud aktivt, konstant og personligt lige nu er involveret i vores liv og hele tiden arbejder på at forme os efter sin søns billede? Gud gør det, som kun han kan gøre. Han lader alt virke sammen til gode for dem, der elsker ham. Jeg slog faktisk det græske ord for "alt" op. Når man kigger på det og studerer det her ord, og hvordan det bliver brugt – ved I så, hvad det betyder? Det betyder alt. Det er det, det betyder.

Alle de mest vidunderlige stunder, du har haft i din vandring med Gud, bruger han til at herliggøre dig, til at forme Kristus i dig. Men også alle de bitreste stunder i dit liv. Kriser og prøvelser og udfordringer, åndelige ørkenperioder, hvor Gud har føltes så utrolig langt væk. Alt det skidt og møg, du måske tænker på og ville ønske, du kunne være foruden. Ting, du har gjort. Ting, du skammer dig over. Selv syndige handlinger, som andre har begået mod dig. Selv det formår Gud at vende til gode for dig, der elsker ham.

Vi kender for eksempel Josef, der blev solgt som slave af sine egne brødre. Han gennemlevede 12 års fængsel og alverdens lidelser. Men gennem alt det havde Gud en plan, der skulle redde utallige liv. Efter trængslerne og forsoningen med sine brødre kunne Josef sige til dem:

"I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode."
Første Mosebog 50, 20

John Calvin har sagt:

"Hvad end gift Satan fremstiller, så omdanner Gud det til medicin for sine udvalgte." – John Calvin

Hvordan bør vi leve i lyset af Guds godhed?

Hvordan bør vores respons være på Guds overvældende godhed mod os? Til dig, som er et Guds barn, til dig, som elsker Gud og har oplevet frelsens mirakel: Må den her sandhed, at Gud er god, at Gud er uforanderligt god, evigt god, være en daglig glæde og styrke og trøst og opmuntring for dig. I det du reflekterer og mediterer over Guds godhed i dit liv, må din daglige respons være at udtrykke taknemmelighed til ham. Uanset hvordan vores omstændigheder er, uanset hvilke kampe og udfordringer vi står over for, er der hele tiden grund til at være taknemmelige over for ham, som løskøbte os fri fra syndens åg.

Jeg ved ikke, om det var ham, der opfandt det eller sagde det første gang, men C.J. Mahaney – hvis I kender ham – har for vane at svare, når nogen spørger ham, hvordan han har det: "Jeg har det bedre, end jeg fortjener." Bedre, end jeg fortjener. Det er jo sandt for os alle sammen. Vi har det så meget bedre, end hvad vi virkelig fortjener. I Salmernes Bog 107 står der:

"Halleluja. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid. Det skal Herrens løskøbte sige, dem, som han løskøbte fra fjendens magt … De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker"
Salmernes Bog 107, 1-2 og 8

Så må vores daglige respons være taknemmelighed til Gud, når vi reflekterer over Guds godhed. Må det også opildne os til at tjene ham med fornyet iver. Ham, som gav sit alt for os, må vi give vores alt. Ham, som ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors – må vi give gensvar til ham med vores liv, glædeligt tage vores kors op og tjene ham med alt, hvad vi har og er. Hebræerbrevet 12 opmuntrer os til at holde ud i det løb, der ligger foran os:

"Idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet."
Hebræerbrevet 12, 2-3

Må Guds godhed lære os at være ydmyge. Alt godt, vi nyder og har, og helt særligt vores frelse, som vi helt ufortjent nyder og skal nyde til evig tid – alt det kommer fra ham. Det er en gave. Guds godhed mod os. Må vi ikke glemme det.

Må Guds godhed mod os drive os til at længes mere efter ham. Kender I det? Når man først har smagt noget, der smager godt, så skal man bare have mere af det. David havde smagt Guds godhed. For ham var én dag i Guds forgårde bedre end tusind dage et andet sted. Faktisk var der, sammenlignet med Gud, ikke noget andet, der rigtig var godt. Derfor kunne han sige om Herren: Ingen anden end du er min lykke. David længtes efter Gud. Der var ikke noget bedre end at være og leve i Guds nærvær.

For lige at vende tilbage til vores kære ven, salmisten Asaf, der næsten ikke kunne forstå, at Gud var så god selv mod de ikke-troende: Han konkluderede i slutningen af Salmernes Bog 73:

"Men at være Gud nær er min lykke"
Salmernes Bog 73, 28

Må det også være vores virkelighed.

Til dig, som ikke kender Gud, du, som ikke er et Guds barn, vil jeg bare kort efterlade den her opfordring fra Bibelen, fra Salmernes Bog 34, 9. Den første del af verset taler om noget, alle har erfaret, bevidst eller ubevidst. Alle har været modtagere af Guds almene nåde og godhed. Der står:

"Smag og se, at Herren er god"
Salmernes Bog 34, 9

Har du nogensinde virkelig overvejet, hvor god Gud er og har været mod dig hele dit liv? Alt godt, du har, og alt godt, du har nydt, har været en gave fra ham. Det, at du trækker vejret lige nu, er et udtryk for hans godhed mod dig. Men den anden halvdel af verset er et kald til dig om at vende dig mod Gud og ikke blot smage hans godhed. For der står også:

"Lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham."
Salmernes Bog 34, 9

Sand, evig lykke, frelse, tilgivelse for synd, at undslippe dom og evig straf – det finder man kun ved omvendelse og tro, ved at søge tilflugt hos Jesus Kristus. Lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham. Søg tilflugt hos Kristus. Han vil tage imod dig, og han vil give dig nyt liv, og hans godhed vil omslutte dig i al evighed. Så sæt din lid til Kristus. Gud er en god og kærlig og nådig Gud, og han kalder på dig i dag. Søg ham, mens frelsens time endnu er. Sæt din lid til ham, og du vil ikke blive skuffet.

Amen.