Det historiske krisemøde

I sidste prædiken så vi, hvordan Jesus åbenbarer sig gennem begivenheden omkring Lazarus, hans sygdom, hans død og opvækkelse til liv igen. Beretningen startede med fortvivlelse, fordi Lazarus var syg. Så skiftede det til dyb sorg over hans død. Til sidst endte det med herlighed, fordi Jesus åbenbarer sin herlighed og opvækker Lazarus til at leve igen. Det vi også så var, at Lazarus egentlig bare spillede en birolle i fortællingen. Det handlede sådan set om Jesus. Det handlede om hans kald til sit folk om at komme og se hen til ham. Se hen til ham, som er opstandelsen og livet. Se hen til ham, som kan frelse. Se hen til ham og tro på ham, at Jesus er opstandelsen og livet. Tror man på Jesus, så har man evigt liv. Tror man på ham, så betyder det, at selvom man dør, så lever man. Så er du hos Gud. En dag skal selv dit legeme opstå i herlighed. Er det ikke fantastisk at tænke på, at døden for os egentlig bare er overgangen fra del et til del to af vores liv?

Sikke et håb vi har i Jesus. I Filipperbrevet minder Paulus filipperne om, at alt imens vi lever her i del et af vores liv, så skal vi huske:

"Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser."
Filipperbrevet 3, 20

Vort borgerskab er i himlen, hvorfra Jesus Kristus, vor frelser, venter os. Vi er sådan set bare pilgrimme på en rejse her på jorden, og vi er på vej til den himmelske stad. Mens vi er på den vej, så oplever vi det, som den iriske Oxford-professor John Lennox kalder for "beauty and bombs". Skønhed og bomber. Man kunne også sige, vi oplever kontrasterne. Kærlighed og kaos kan vi også kalde det, eller kriser og nobelpriser. De her store kontraster i livet er egentlig et udtryk for, at vi er i et "allerede, men endnu ikke". Vi er her, og vi oplever alt det, som det her liv byder sig af, både ondskab og kærlighed. Men vi er på vej hen til det sted, hvor der kun er kærlighed, hvor vi kan være forenet med Kristus. Det er vi allerede nu, men der bliver vi det fuldt ud, hvor vi kommer til at leve sammen med ham ansigt til ansigt og se ham og have fællesskab med ham for evigt.

Vi har et sikkert og forankret håb i Guds kærlighed med vores øjne fæstet på Jesus Kristus, med hans skønhed for øje, og med en vished om at vi har det evige liv, som han har bestemt for enhver, som tror på ham. Det har vi allerede nu, og vi kan vandre gennem det her liv med bomber og droner og kaos og kriser, alt sammen i visheden om at vi har sejret med ham. Som Kristus også siger, hvis du tror på ham, så sejrer du med ham. Vi befinder os i det jordiske, men vi tilhører det himmelske.

Det vi også lærer at forstå som troende, er at de her to realiteter ikke er adskilt fra hinanden — det jordiske og det himmelske. Selvom det nogle gange kan føles, som om himlen er meget langt væk fra os, mens vi er her på jorden, så er det for den troende en levende virkelighed i vores liv. Vi har en himmelsk realitet i vores liv. Alt det, der sker her på jorden, det er under Guds kontrol. Selvom det fra vores perspektiv nogle gange kan virke kaotisk og syndigt og mørkt og forvirrende, så er alt under Guds kontrol. Er det ikke utroligt? Det er fantastisk at vide. I vores tekst i dag kommer vi til at se de her to lag af virkeligheden, det jordiske og det himmelske, i en begivenhed, som jeg har valgt at give overskriften "Det historiske krisemøde".

Vi kommer til at se den sandhed, som Ordsprogenes Bog kapitel 16 og vers 9 lærer os:

"Menneskets hjerte udtænker dets vej, men Herren styrer dets skridt."
Ordsprogenes Bog 16, 9

Mennesker indkalder til krisemøder for at finde løsninger på kriser, som de i deres egen overbevisning er sikre på, at de selv kan finde et svar på, i deres egen klogskab og visdom. Men de fleste er uvidende om, at i virkeligheden er det Herren, der bestemmer udfaldet af enhver krise. Det er Herren, der er i kontrol. Som troende giver det os enorm styrke at vide, at vores Gud har herredømme over alle ting. Han har lært os at bede: "Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden." Der er ingen krisemøder i himlen. Det er der ikke, men der er mange af dem her på jorden, også i disse tider.

I dag skal vi se på det krisemøde, som bliver foranlediget af, at Jesus opvækker Lazarus i Judæa. Det er utroligt at tænke på, at han opvækker en fra døden, og så skaber det en krise. Man skulle tro, det skulle skabe en fest, men for nogle blev det en krise. Det er det, vi skal læse om endnu engang her fra Johannesevangeliet 11 fra vers 45 til 57.

"Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort. Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: 'Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.' Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: 'I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.' Det sagde han ikke af sig selv; men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét. Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel. Derfor færdedes Jesus ikke længere offentligt blandt jøderne, men gik ud på landet, nær ørkenen, til en by ved navn Efraim; dér blev han sammen med disciplene. Jødernes påske nærmede sig, og mange ude fra landet drog op til Jerusalem før påsken for at rense sig. De ledte efter Jesus og sagde til hinanden, mens de stod på tempelpladsen: 'Hvad mener I? Mon han ikke kommer til festen?' Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet ordre til, at hvis nogen fik at vide, hvor Jesus var, skulle man melde det, så de kunne gribe ham."
Johannesevangeliet 11, 45-57

Vi skal se ud fra vores tekst i dag på fire overskrifter, som alle begynder med A. Den første er anledningen for krisemødet, agendaen på krisemødet, analysen af krisemødet og afgørelsen på krisemødet. Vi begynder med anledningen.

Anledningen for krisemødet

Det, som forleder det her krisemøde, hvor Rådet bliver kaldt sammen af ypperstepræsterne og farisæerne, det er reaktionerne på det syvende tegn, som Jesus har gjort — tegnet, hvor Jesus opvækker Lazarus fra døden. Jesus gjorde mange tegn, men Johannes har valgt at fremhæve syv tegn i Johannesevangeliet. De kulminerer med den her fantastiske opvækkelse af Lazarus. Det var et tegn, som havde til hensigt at åbenbare Guds herlighed i sønnen, så mennesker kunne se hen til ham og tro på ham til evigt liv. Vers 45 fortæller os, at der var mange af de jøder, som var til stede, der kom til tro på Jesus. De havde bevidnet det tegn, som Jesus havde gjort. Måske mange af dem havde set flere tegn. De havde hørt Jesus tale, de havde hørt hans ord, og de havde set hans velgerninger blandt folkeskarerne. Men opvækkelsen af Lazarus, det var alligevel det, som overbeviste dem i sidste ende. Enhver tvivl om, at Jesus skulle være den, som var sendt af Gud til frelse for sit folk, den blev fejet bordet med Lazarus' opvækkelse. De stolede på ham, som der står. De kom til tro på ham.

Men det at mange kom til tro på Jesus, det skabte også splittelse. Det ser vi her. Der var en splittelse blandt jøderne, fordi der var også dem, som kom frem til en anden konklusion. Selvom de havde set det her fantastiske tegn, så var de ikke kommet til en overbevisning om, at Jesus er Guds søn. De gik til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort. Ikke for at vidne om Jesus, men de fortalte dem mere som en form for bagtalelse, hvor de sladrer om Jesus. De valgte side til fordel for Jesu fjender, og dermed gjorde de sig til aktive modstandere af Jesus. De tilsluttede sig den bevægelse, som aktivt søgte at få slået Jesus ihjel.

Den her bagtalelse, den foranlediger den store samling i Rådet, det historiske krisemøde, som blandt andet er historisk, fordi det markerer begyndelsen på en række begivenheder, som kulminerer med Jesu korsfæstelse. Det man også kan se i Johannesevangeliet, det er, at vi er nået halvvejs her. Det er ligesom delingen mellem det, der har været, og det, der kommer — en markør, hvor det nu bevæger sig mod enden. Det lakker mod enden. Fra himlens perspektiv lakker det egentlig mod højdepunktet. Det lakker hen mod den store sejr, som skal finde sted, hvor Jesus sejrer over synd og død i sin egen død på korset.

Fra de religiøse lederes perspektiv, fra deres udgangspunkt, så det, som Jesus har gjort — kulminationen, alle de tegn han har gjort, alt det han har forkyndt, alle de velgerninger han har gjort, som har ført til, at mange nu er kommet til tro på ham — det er et kæmpestort problem for deres magtposition i samfundet. Jesus har virkelig udfordret jøderne. Det har vi set igennem Johannesevangeliet indtil nu, hvor han har talt til dem. Han har interageret med dem. Han har givet dem taletid og mulighed for både at tale, men også lytte til ham. Han har udfordret deres forståelse for skrifterne. Han har demonstreret, at han er den, om hvem Moses og profeterne har talt. Han er den, som er sendt fra Gud. Han er brødet fra himlen. Han er verdens lys. Han har udfordret deres fejlagtige forståelser af skrifterne. Det, de har endt med at gøre, er at forkaste ham fuldstændig. De har forkastet hans vidnesbyrd. De har gjort det med et intenst had og en enorm stor vrede. Det eneste, der fylder dem lige nu, det er: hvordan kan vi få den her mand slået ihjel? Det er det, som had jo gør. Det fører til mord. Det fører til drab i hjertet.

Nu ser de, at mange af deres egne også er begyndt at tro. Jesus vinder folket, så de bliver nødt til at gøre et eller andet. Hvad skal vi gøre? Hvad skal der konkret gøres ved det her store problem? Det er det spørgsmål, der bliver diskuteret på krisemødet. Da jeg læste den her tekst, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at mange også har hørt om Charlie Kirk og det, der skete med ham for nylig. Hvis ikke man har fulgt Charlie Kirk så meget, det har jeg egentlig ikke selv, men jeg har efterfølgende set, hvordan han har haft en enorm røst i USA i forhold til at tage ud på colleges og universiteter ud over hele USA og tale om konservative kristne værdier. I den forbindelse har man også set, at i de senere år af hans tjeneste har han været utrolig frimodig i forhold til faktisk bare at forkynde evangeliet, når folk har spurgt. Han har ikke holdt tilbage i forhold til at pege på Jesus som frelser. Det har gjort, at han både er blevet en meget højt elsket person, men også en ekstremt hadet person, fordi han har været frimodig til at tale meget skarpt om, hvad Bibelen siger i forhold til mange forskellige emner.

Det had, mange har fået imod Charlie Kirk, det er — som Jesus siger — drab i hjertet. Der har så været en, der rent faktisk har ført det ud i livet og valgte at skyde Charlie Kirk. Midt i en situation, hvor han faktisk deler de gode nyheder med mennesker, så bliver hans liv taget på grund af menneskers had. Tror du, Gud havde kontrol over den situation? Absolut. Tror du, der var krisemøde i himlen? Nej, bestemt ikke. Gud udretter lige nu ting igennem hans tjeneste, som er langt større, end vi tror. Det er faktisk helt enestående, hvor mange mennesker der gennem hans tjeneste bliver kaldt til at vende om og tro på Jesus. Det var noget, som hans fjender aldrig nogensinde havde drømt om, ville komme til at ske. Jeg tror, det havde en fuldstændig modsat effekt. Dem, der troede, de kunne fjerne hans røst — nej, nu er hans røst blevet stærkere og større. Det betyder bare, at vi kan se det som et vidnesbyrd om, at Gud bringer liv til mange selv gennem den her ene mands død. Den her mand, Charlie Kirk, han pegede hen på Jesus Kristus som den ene mand, der gav sit liv for syndere og opstod igen, for at syndere kunne se hen til ham, som døde for syndere, og blive frelst og blive ført til evigt liv. Det er fantastisk. Selv med ondskab og død bringer Gud håb og liv og frelse til mennesker. Er det ikke fantastisk?

Agendaen på krisemødet

Tilbage til krisemødet her. Lad os se på, hvad der er på agendaen. Hvad er dagsordenen? Det er mit andet punkt. Når vi mødes i vores ledergruppe i menigheden her, vores brødregruppe, så har vi altid en agenda. Vi har otte til ti punkter på dagsordenen, og så har vi to-tre punkter under eventuelt. Vi er meget velsignede ved, at det sjældent er krisemøder. Faktisk aldrig krisemøder. Vi er utrolig velsignede. Men da Rådet samles her, så var det virkelig et krisemøde, der fandt sted. Til sandhederne havde de ikke ret mange punkter på dagsordenen. Der var bare et enkelt punkt. Det kan godt være, de havde flere, men det var ét punkt, som fyldte hele mødet. Det er det punkt, vi finder i vers 47. Det er punkt nummer ét. Hvad gør vi?

Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: "Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk." Men en af dem, Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde til dem: "I forstår ikke noget som helst. I tænker heller ikke på, at det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde." Her giver Johannes os indblik i jødernes interne dialog og deres tanker omkring situationen. Fra en af de ledende ypperstepræster får vi hans svar og hans løsningsforslag på agendapunktet. Hvad gør vi? Hvis man skal koge det helt ned til, hvad svaret er, så er det: lad os få manden slået ihjel. Det er løsningen på problemet.

Lad os lige prøve at zoome ud og tænke over, hvad det egentlig er, der foregår på det her krisemøde. Rådet består af 71 medlemmer, hvoraf du har ypperstepræster, og de fleste af dem er saddukæere. Det er en gruppe, der havde den største religiøse og politiske magt blandt jøderne i Israel. Dog var de mest optaget af den politiske magt. De var meget velhavende, meget selvtilstrækkelige, og ofte var de meget grove i den måde, de talte på, og den måde, de behandlede folk på. Teologisk set var de afvigende, på den måde at der var en masse læresætninger, som de fornægtede. De fornægtede de dødes opstandelse for eksempel. De fornægtede efterlivet. De mente, at sjælen bliver udslettet lige efter døden. Den åndelige verden — engle og dæmoner — den fornægtede de sådan set også. Med alt det, de fornægtede, giver det også mening, at det var den politiske og økonomiske magt, som betød mest for dem.

Så var der også farisæerne. Farisæerne var et mindretal i Rådet, men de havde en enorm stor betydning og indflydelse på beslutningsprocesserne. De var meget indflydelsesrige, selvom de var i mindretal. De anså skrifterne for at være inspireret af Gud. De lagde meget stor vægt på de mundtlige overleveringer — de traditioner og retsregler, som var lagt til skriften, ikke som kom ud af skriften, men som var lagt oven på skriften. Det gjorde, at de var meget loviske og strenge i forhold til de krav, de stillede til folket om at leve efter deres love og deres regler og deres ritualer. De var meget lovretfærdige i deres tilgang. Som vi har set, reagerede de også meget stærkt imod, når Jesus talte om, at frelsen er ved tro, at retfærdiggørelse er ved tro alene. Det var de meget uenige i. Saddukæerne og farisæerne var også uenige indbyrdes. Rent læremæssigt kunne de ikke enes. Men hvis der var én ting, de godt kunne enes om, så var det deres modstand imod Jesus. Der stod de sammen.

Her er de så alle sammen samlet til det her store krisemøde. De har punktet på agendaen: hvad gør vi med ham Jesus? Han gør mange tegn, sagde de. Det er et problem. Hvorfor er det et problem? Jamen, vers 48: hvis alle begynder at tro på ham, hvis alle bare begynder at følge efter Jesus, så kommer det til at føre til et folkeligt oprør. Det kommer til at føre til, at romermagten kommer til at gribe ind, og de vil tage den magt, som vi nyder godt af. De vil tage den fra os, både i forhold til folket og i forhold til templet. Så det vi har med at gøre her, brødre, det er en katastrofe. Det er en kæmpestor krise. Vi kan fornemme det. Der er krisestemning i luften. Alle sammen tænkte de det samme. Hvad gør vi? Hvad gør vi med den her mand? Hvad gør vi for at løse det her problem? Hvad gør vi for at finde ud af, hvad vi skal gøre med ham Jesus?

Det, der så sker på krisemødet, er, at den her meget magtfulde ypperstepræst fra saddukæerpartiet, Kajfas, tager ordet. Johannes nævner ham også i kapitel 18 og beskriver ham som Annas' svigersøn, ham, der gav jøderne det råd, at det var bedst, at ét menneske døde for folket — jævnfør vers 50 i vores tekst her. Matthæus omtaler ham i forbindelse med Jesu forhør for Rådet efter hans tilfangetagelse i Matthæusevangeliet 26, hvor Jesus beskyldes for gudsbespottelse. Lukas omtaler Kajfas både i Lukasevangeliet og i Apostlenes Gerninger. Han er en mand med stor indflydelse, stor autoritet, stor magt i Rådet. Nu tager Kajfas så ordet. Nu slår han i bordet. Nu sætter han dagsorden, og han siger i vers 49: I forstår slet ikke noget som helst. I tænker slet ikke på, hvad der er det mest indlysende at gøre her. Hvad er det, som ligger lige for? Hvad er det, der bare er lige til? Hvad er den pragmatiske løsning her på problemet?

Hvad er det? Jo, vers 50: det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde. Altså what's not to like, ikke? Med andre ord, det er bedre for jer, at Jesus dør for os alle sammens skyld, end at vi alle sammen ender med at dø.

Kajfas anvender her rent sprogligt offerterminologi. Det er meget nærliggende, når han er ypperstepræst. De var vant til at ofre, så vi ser sproget her omkring ofring. Hans formulering er ikke tilsigtet i forhold til den kristne forståelse, ligesom vi tænker det, og som også er den rigtige analyse af det. Men snarere har han ideen om at tale om at sørge for, at Jesus får skylden. Det er vigtigt, at han får skylden. Det er vigtigt, at han bliver syndebuk. Det er vigtigt, at alle anklagerne bliver lagt på ham, fordi så kan vi sikre, at vi kan få romerne med på, at de kan hjælpe os. De havde ikke tænkt sig egentlig selv at udføre henrettelsen. Det var romerne, der gjorde det. Men de skulle have romerne med på det, så det gav mening at lægge skylden på ham, sådan at Jesus kan blive straffet med døden.

Kajfas' logik her, den er meget enkel. Der er ingen grund til at bekymre os om noget. Der er ingen grund til, at vi skal have nogen konflikt imellem os, som vi jo så ofte har. Nu handler det om at slå sammen her. Vi er sådan set enige om, hvad der skal ske. Vi er enige om, at Jesus er problemet. Vi er enige om, at vi skal gøre noget i forhold til Jesus. Det her er simpelthen den mest nærliggende løsning. Det er at give Jesus al skylden, at få den lagt på ham, gøre ham til syndebuk, således at han kan blive anholdt, og at han kan dø, så vi andre kan få fred. Så klapper de alle sammen i hænderne, kan vi forestille os. Ja, Kajfas, du har fuldstændig ret. Hvorfor tænkte vi ikke på det? Det gjorde de selvfølgelig også, men han sagde det bare.

Vi kan fornemme, brødre og søstre, bare ved at læse vers 50, at der er noget mere på spil her end det jordiske. Der er noget, der er meget mere i gang her end endelige tanker og ord drevet af politiske ambitioner og onde intentioner. Det leder os til nummer tre, analysen af krisemødet.

Analysen af krisemødet

Det, som Kajfas siger her, de ord han siger, er ikke overladt til, at vi selv skal finde ud af, hvad fortolkningen er. Nej, Johannes giver os fortolkningen. Johannes analyserer selv på, hvad det er, Kajfas siger. Det er fantastisk, at vi får den her analyse i teksten — en forklaring på ikke blot, hvad Rådet har besluttet sig for at gøre på det menneskelige plan, men hvad Gud har besluttet sig for at gøre på det himmelske plan.

Det Kajfas sagde, det sagde han nemlig ikke af sig selv. Vers 51: "Men som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket, og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét." Det var ikke sådan, at Kajfas blev tvunget til at sige det, han sagde. Det var ikke sådan, at han blev manipuleret til at sige det, han sagde. Nej, han sagde det fuldstændig af sin egen frie vilje, ud fra det som i hans egen natur, hans egne tanker og følelser tilskyndede ham til at sige i den situation på det givne tidspunkt.

Men som vi læste indledningsvis med citatet fra Ordsprogenes Bog kapitel 16, vers 9, så udtænker mennesket i sit eget hjerte sin egen vej, taler sine egne ord, har sine egne tanker og ideer og planer, men det er Herren, som i sidste ende styrer slagets gang. Det er Herren, der råder. Det er Herren, der reagerer. Det er Herren, der selv gennem onde menneskers intentioner formidler det og fører det igennem, som er efter hans hellige vilje. Her bruger han Kajfas som profet, så at mennesker også senere ville komme til at tænke tilbage på Kajfas' ord og forstå, at hele vejen igennem har det været Herren. Hele vejen igennem er det Gud, som har forordnet alt det, som er sket. Alt det, som er blevet talt, alle begivenheder er under hans kontrol. Sikke en Gud vi tjener.

Kan I huske menighedens bøn efter pinsedag, hvor Peter og Johannes er blevet taget til fange? Igen er det Rådet, der er på spil. De har taget dem til fange, og de er blevet stillet for Rådet. De har gjort den kæmpestore forbrydelse, at de har helbredt en mand. Vi læser om det i Apostlenes Gerninger kapitel fire. Det er i øvrigt det sted, hvor Lukas nævner Kajfas, fordi han var der også. De forkynder evangeliet — prøv at tænke på det — Peter og Johannes forkynder evangeliet for Rådet, og de ender med at blive løsladt. Efter de bliver løsladt, hører vi, at menigheden hører om deres løsladelse, og så beder de til Gud. De priser Gud. Lad os lige prøve at læse den bøn:

"Da de hørte det, opløftede de alle som én deres røst og bad til Gud: 'Herre, du, som har skabt himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, du, som har sagt ved Helligånden gennem din tjener, vor fader David: Hvorfor var folkeslagene i oprør? Hvorfor lagde folkene planer, der ikke kan lykkes? Jordens konger rejste sig, fyrsterne slog sig sammen mod Herren og mod hans salvede. Ja, i sandhed, de har slået sig sammen i denne by mod din hellige tjener Jesus, som du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, sammen med folkene og Israels stammer for at udføre det, som din hånd og vilje forud havde bestemt skulle ske.'"
Apostlenes Gerninger 4, 24-28

Menigheden forstår, og menigheden bekender nu, at både Herodes og Pilatus og Kajfas og alle jøderne og hele folket — deres sammenslutning imod Jesus for at få ham slået ihjel, det skete alt sammen i henhold til det, som Gud forud havde bestemt skulle ske, nemlig at Jesus skulle dø for folket. Han skulle give sit liv som et offer for sit folks synder for at frelse dem fra Guds dom over dem på grund af deres synd. Netop det budskab er det budskab, som vi med Herrens måltid også i dag skal mindes — at Jesus gav sit liv, at han ofrede sig selv, at hans blod flød for at sone sit folks synder.

På den ene side siger Kajfas bare det, han synes der skal ske med Jesus, det som lige ligger for, det som er helt indlysende, bare det der skal ske ud fra hans eget hjertes ondskab. Men samtidig profeterer han. Samtidig taler han det, som er Guds vilje. Samtidig siger han det, som Gud vil have, han skal sige. Fordi Gud styrer hans skridt. Han har sin egen tanke, sit eget hjerte, men det er Herren, der styrer hans skridt og bruger ham til at tale det, som fra himlens perspektiv er det, som er efter Guds vilje og frelsesplan for sit folk.

Jesus dør ikke ultimativt, fordi at onde mennesker får deres vilje. Nej, ultimativt fordi det eneste uskyldige menneske, der findes, gør det, som er efter Guds vilje. Gud er i kontrol. Han sidder på tronen. Han har herredømme, han har al magt i himlen og på jorden. Han styrer slagets gang fra skabelsen til syndefaldet, til forløsningen, til Jesu andet komme, til dommen og genoprettelsen af alle ting. Han sidder på tronen. Han har al magt. Er du ikke glad for, at han er i kontrol? Er du ikke glad for, at dit og mit liv med alle de kriser, vi måtte opleve her på jorden, ikke bare er ofre for tilfældighedernes gang? Det er det ikke. Er du ikke glad for, at Gud har talt, og at det, som han har talt — hvert eneste ord — der er ikke et eneste ord, som der også står i Josefs bog, som falder til jorden? Hvert eneste ord går i opfyldelse, fordi det er Gud, der har talt det. Fordi han sidder på tronen, fordi han er i kontrol, og han udfører al sin hellige vilje.

Læg mærke til en detalje, som jeg gerne vil fremhæve, og som nogle af bibelkommentatorerne peger på, som egentlig er meget interessant. Det er en detalje, vi ser i vers 49 og vers 51, hvor de her ord gentages: "det år Kajfas var ypperstepræst" og "det år han profeterede". Hvis vi så tager kapitel 18 vers 13 med, så står der igen: "det år Kajfas var ypperstepræst." Vi har et trefoldigt "det år Kajfas var ypperstepræst". Det er en sproglig funktion med den her trefoldige gentagelse, som minder os om, at der er noget andet på spil her. Ja, Kajfas var ypperstepræst det år, men hvem er det, som er den virkelige ypperstepræst i historien? Der er en anden ypperstepræst, som det i virkeligheden handler om. Det er ikke Kajfas, det er Jesus. Jesus er vores præst. Han er profet, og han er konge. Han er vores ypperstepræst. Hebræerbrevet taler om Kristus som vores ypperstepræst. Han er vor ypperstepræst, som sidder på den højre side af tronen i himlen og gør tjeneste.

De jordiske præster, de jordiske ypperstepræster som Kajfas, var blot en skygge, som havde til hensigt at pege frem mod den ultimative kommende ypperstepræst — ham, som skulle komme og være den sande præst for sit folk, den himmelske præst, som vi har i Jesus. Hebræerbrevet kapitel 7 vers 26 siger, at Jesus er den ypperstepræst, vi trænger til:

"For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene."
Hebræerbrevet 7, 26

Han bragte ikke gentagne ofre, ligesom præsterne, der bragte gentagne offer. Nej, han bragte ét offer. Han bragte et eneste evigt gyldigt offer for synd, og det var ham selv. Han bragte sig selv som det offer. Så han var både ypperstepræst, men han var også selve offeret samtidig. Det er fantastisk. Han gav sig selv hen for os som det fuldkomne offer, for at vi kunne få fred med Gud for evigt.

Vi er dem, som vers 52 i vores tekst taler om — Guds spredte børn. Alle hedningerne, som var spredt ud over det hele. Kapitel 10 vers 16 taler også om de her andre får, der er, som ikke hører til den jødiske fårefold, men som bliver samlet, og som bliver forenet til et samlet folk, også kaldet Guds Israel, bestående af både jøder og hedninger. Det er vor ypperstepræst Jesus, som samler. Det er ham, som kalder mennesker og forener mennesker til at blive indsluttet som Guds folk, forenet med Kristus i ham. Det Kajfas forsøgte at gøre, var det modsatte. Han forsøgte at splitte og ødelægge og dræbe. Men alt det, som han gjorde, det tjente til det modsatte. Det havde den modsatte effekt. Alt det, som han forsøgte at gøre, gav fuldstændig bagslag, som vi ser her. Fordi det er Herren, der styrer hans skridt. Det er Herrens suveræne hånd, der er igennem det hele. Det har han også i vores liv, brødre og søstre. Guds hånd, han er suveræn. Han er suveræn også i vores liv.

Afgørelsen på krisemødet

Med den analyse og med de her sandheder for øje, kommer vi så til det sidste punkt, som er afgørelsen på krisemødet. Vers 53 opsummerer egentlig meget præcist, hvad afgørelsen er. Her står der i vers 53: "Fra den dag af var de besluttet på at slå ham ihjel."

Men husk igen de her to realiteter, som vi har talt om, som opererer samtidig — det jordiske og det himmelske. På det jordiske niveau var afgørelsen på krisemødet, at vi havde en handlingsplan, som Kajfas havde udstukket. Vers 57: en arrestordre, der skulle offentliggøres for alle at vide, at hvis der var nogen, der så Jesus, så skulle de melde det, så han kunne gribes. Implicit i det, som vi også senere ser i evangeliet, er at han bliver stillet for Rådet. Han bliver dømt, så de dermed kunne få hjælp af romerne til at få ham straffet med døden. Det var sådan set konklusionen og afgørelsen på mødet på det jordiske og menneskelige plan.

Men på det himmelske plan indikerer vers 53 begyndelsen på opfyldelsen af det, vi ser i Esajas 53. Hvad siger profeten Esajas i det kapitel? Esajas 53, 10 med henvisning til Jesus — og det er allerede 700 år før Jesus bliver født — han siger, at det var Herrens vilje at knuse ham. Hvorfor? Fordi den lidende tjener Jesus Kristus skulle, vers 4, tage vore sygdomme og bære vore lidelser. Han skulle, vers 5, gennembores for vore overtrædelser og knuses for vore synder. Han skulle, vers 6, rammes af vor skyld og bære på vore synder. Vers 11: så vi kunne regnes retfærdige, vi som tror på hans navn.

Det, kære søskende, det er den reelle afgørelse på krisemødet, som betyder alt for dig og mig. Det var det, der var afgørelsen.

På det jordiske og menneskelige plan ser vi fra vers 54 til 56, hvordan Jesus trækker sig fra offentligheden sammen med sine disciple. Jøderne leder efter ham i Jerusalem. De undrer sig over, hvor han er. Men i virkeligheden er alle de her ting forberedelser, som nu er sat i gang, som lakker hen mod det, der skal ske — opfyldelsen på Guds plan om at frelse sit folk. Jøderne har ikke styr på det. De ved ikke, hvor Jesus er. De leder efter ham, og de har lavet den her plan. Hvad kommer der til at ske? De har ikke kontrollen, men Gud har kontrol. Han har fuldstændig kontrol. Han ved præcis, hvad der skal ske, hvad han har bestemt.

Brødre og søstre, det er den Gud, vi tilhører. Det er den Gud, som har al kontrol. Det er den Gud, som har fuldstændig styr på tingene, når vi ikke har styr på tingene. Når vi er i kriserne. Der er ingen krisemøder i himlen. Det skal vi altid huske på. Der er ingen krisemøder i himlen.

Det himmelske perspektiv i vores eget liv

Det er klart, at vi oplever rigtig meget af dynamikken i alt det, vi kan se på det menneskelige plan. Vi er jo mennesker, og vi er her på jorden. Men som troende har Gud givet os et andet perspektiv — et andet perspektiv, som vi hele tiden må minde os selv om: at der er et himmelsk perspektiv. Der er en himmelsk realitet i vores liv. Han har givet os en forståelse af, hvem han er. Han har givet os en forståelse af, hvem vi er i ham. Vi kan opleve den her verdens pres. Vi kan opleve modstand og kampe og kriser. Absolut. Det kan vi. Det gør vi. Men som troende er vi kaldet til at give respons på de ting på en anden måde end den her verden gør. Fordi vi har et håb. Vores borgerskab er i himlen. Vi er forankret i ham. Vi er kaldet til at tænke anderledes om tingene, at tænke anderledes om vores situation. Vi er kaldet til at give en helt anden analyse af situationen.

Det er en analyse, hvor vi har Guds ord som fortolkningsramme til at hjælpe os med at se tingene rigtigt. Det er gennem Guds ord, at vi forstår, hvordan vi skal forstå vores situation. Hvordan vi skal takle tingene rigtigt. Jesus er den, som midt i alt det giver os håb som vores ypperstepræst og gør, at vi kan være forankrede og forsikrede om, at selvom tingene ser kaotiske ud, så har han styr på det. Der er kontrol på tingene. Der er styr på tingene. Når vi oplever de her kampe, brødre og søstre, så er vi i godt selskab. Vi skal bare læse Det Nye Testamente, og så kan vi læse om vores brødre og søstre, hvordan de kæmpede. Vi kan bare læse om apostlen Paulus.

Lad os prøve at læse, hvad Paulus siger om sin egen situation i Andet Korintherbrev kapitel 11 fra vers 23 til 27:

"Jeg har slidt og slæbt, tit været i fængsel, fået slag i massevis, jeg har været i livsfare mange gange. Af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag minus ét, jeg har fået pisk tre gange, er blevet stenet én gang, har lidt skibbrud tre gange, jeg har drevet rundt på det åbne hav et helt døgn. Ofte på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare fra mit eget folk, i fare fra hedninger, i fare i byer, i fare i ørkener, i fare på havet, i fare blandt falske brødre. Jeg har arbejdet og slidt, ofte haft søvnløse nætter, lidt sult og tørst, ofte fastet, døjet kulde og manglet klæder."
Andet Korintherbrev 11, 23-27

Brødre og søstre, hvad er Paulus' analyse af sin egen situation? Hvordan fortolker han det her? Det kan vi se, hvis vi tager nogle få kapitler tilbage, til kapitel fire, fra vers 8 til 10, hvor han fortolker det. Her siger han:

"I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme."
Andet Korintherbrev 4, 8-10

Vi kan se det jordiske og det himmelske. Det jordiske: vi er trængt. Det himmelske: ikke stængt inde. Det jordiske: tvivlrådige. Det himmelske: ikke fortvivlede. Det jordiske: vi forfølges. Det himmelske: vi lades ikke i stikken. Det jordiske: vi slås til jorden. Det himmelske: vi går ikke til grunde. Halleluja. Det er den Gud, vi tjener. Det er ham, som giver os et håb, uanset hvad vi måtte befinde os i. Vi er i godt selskab, når vi bare læser om apostlen Paulus, hvad han gennemgik, og bare ser det håb, han er forankret i. Brødre og søstre, vi har samme håb. Kan du se kontrasten, som han giver her mellem det menneskelige og det åndelige? Den her tankegang er du og jeg kaldet til at blive forankret i i vores liv som troende. Ikke fortvivlede, selvom vi føler os tvivlrådige. Fordi Herren lader os aldrig nogensinde i stikken. Han tillader aldrig nogensinde, at vi går til grunde. Aldrig. Han led for os, for at vi kunne leve for ham.

Vi lever for ham midt i skønhed og bomber. Kærlighed og kaos. Forankret i håbet, vi har i Jesus Kristus, som satte sit liv til for sine får. Han har givet os Første Korintherbrev 2, 16. Han har givet os Kristi tanker. Prøv at tænke på det. Han har givet os sine tanker. Prøv at tænke på, at vi kan få lov til at tænke som ham. Han har givet os et lys i vores hjerter, et lys i vores tanker, så vi kan se verden på en anden måde end den måde, verden ser på verden. Vi kan se på verden på den rigtige måde. Ikke som ofre for tilfældige omstændigheder, men som Guds udvalgte, der sejrer med Kristus gennem alle omstændigheder. Som han i sit forsyn har tilladt, at vi på forskellige måder i vores liv kommer til at gennemleve, men gennemleve for hans herligheds skyld.

Det kristne liv, det er for de fleste langt fra et behageligt liv. Bare kig igennem kirkehistorien. Kig på de første kristne. Det er ikke et behageligt liv. Vi er ikke kaldet til en dans på roser. Det er vi ikke. Men det er et helligt liv. Det er et herligt liv. Halleluja. Det er et herligt liv, fyldt med mening, fyldt med håb, fyldt med kærlighed, fyldt med en fred, som overgår al forstand. Den fred, som vi får med Gud. Lad os leve det liv, brødre og søstre, i fællesskab med hinanden og i fællesskab med Kristus. Det liv, det er det liv, som han har købt os til med sit eget dyrebare blod.

Amen.