Lydig indtil døden

Vi læste tidligere fra Anden Samuelsbog om David. I Det Gamle Testamente ser vi personer som David, Moses, Josef, Daniel og mange andre, som var tjenere, Gud kaldte til at lede sit folk på forskellige måder i henhold til sin frelsesplan. Fælles for de mennesker, Gud kaldte, var, at de kendte Gud, at Gud åbenbarede sig for dem. Desto mere de kom til at kende Gud, desto tættere på Gud de kom, desto mere af ham ønskede de at se. Desto mere længtes de efter mere af den Gud, som havde åbenbaret sig for dem. Moses, efter noget tid i Guds nærhed på bjerget, strålede af Guds herlighed, og han sagde højt til Gud:

"Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!«"
2. Mosebog 33, 18

Salmisten skrev:

"Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?"
Salme 42, 3

Der var den her tørst, den her sult, den her hunger og længsel efter mere af Gud. De havde også en forventning om, at ting de forstod lå gemt i det skjulte, men som engang skulle åbenbares. Hebræerbrevet siger sådan her, at de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne:

"Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden."
Hebræerbrevet 11, 13

De vidste, at Gud havde givet løfter, og der var så meget mere, der lå foran dem, som de længtes efter at se komme til fuld åbenbarelse. Gud havde givet dem så mange løfter, som skabte en forventning og en længsel i dem. Når vi kommer til en tekstpassage som den, vi gør i dag, så må vi læse den med stor ærefrygt, fordi vi netop ser her kulminationen af opfyldelsen af Guds løfter, af Guds frelsesplan.

Derfor må vi komme til vores tekstpassage i dag som Moses kom til den brændende busk. Her kommer vi til noget enestående. Her kommer vi til noget helligt, noget stort. Her kommer vi til noget, som har en dybde og en visdom og en skønhed og en storhed, som kræver forsigtig opmærksomhed, dyb alvor og en dyb ærefrygt og gudsfrygt.

Det vi ser her, det er, som fædrene kun havde set og hilst i det fjerne. Vi ser det fuldt ud for os her. Må den her tekstpassage blive oplyst for os på den måde, at det bevæger os på det dybeste niveau. Det er min bøn, både for denne prædiken og for den næste prædiken, hvor vi skal fortsætte i passagen.

Vi læser teksten sammen igen fra vers 6 til 11:

"han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 6-11

Det er en passage fra vers 6 til 11, som også bliver kaldt for Kristushymnen. Mit budskab i dag har jeg valgt at give overskriften "Lydig indtil døden". I dag koncentrerer vi os om vers 6 til 8. Næste gang ser vi på vers 9 til 11.

Ydmyghed og enhed i menigheden

Passagen her er tilknyttet de forudgående vers fra vers 1 til 5. Vi kiggede på vers 5 sidste gang. Vers 5 til 8 hænger egentlig sammen som én lang sætning, men samtidig adskiller vers 6 til 11 sig markant fra den øvrige foregående tekst sådan rent fra et litterært perspektiv. Det vi ser her, er en helt unik tekstafsnit, som spiller en særlig rolle i sammenhængen.

I forhold til det overordnede budskab, som Paulus formidler til filipperne, er det klart ud fra de indledende vers i det andet kapitel, at Paulus ønsker at lære menigheden noget om ydmyghed og om enhed. Han har fået indsigt i den kendsgerning, at menigheden skulle være varsom overfor netop at blive udfordret på de her områder, hvor fjenden kunne komme ind og krybe ind i fællesskabet og skabe splid i menigheden.

Mennesker er syndige og fordærvede, og i sit syndige fordærv søger mennesker meget ofte sine egne interesser. Det bilder sig selv ind, at vi som mennesker er de mest betydningsfulde i hele verden. Ens tanker strømmer hurtigt i en retning, som handler om: hvordan kan jeg finde min egen opfyldelse? Hvordan kan jeg blive tilfredsstillet?

Men Gud frelste syndere fra et liv i synden. På den måde frelste han også mennesker fra et selvcentreret liv. Han frelste os til et liv ikke i selvopfyldelse, men i selvfornægtelse. Uden det liv kan vi ikke være efterfølgere af Kristus. Det er et åndeligt liv i fællesskab med Gud, men det er også et meget praktisk liv i fællesskab med Guds folk, i Guds menighed. Det er netop i menighedslivet, at Kristuslivet folder sig ud, på den måde vi som Guds børn lever og tænker og handler på.

Men fordi vi stadig kæmper med vores synd som kødelige mennesker, må vi som Paulus formaner i vers 12, fortsætte arbejdet med frygt og bæven på vores frelse. Hensigten er, at vi lever efter Guds vilje, at vi lever ham til behag. Det er med det sindelag, med den hjertets indstilling, hvor Kristus er et forbillede for os.

Som vi så sidst, da vi kiggede på vers 5, taler apostlen ikke bare ud fra et etisk perspektiv om at forsøge at følge det yppste eksempel, vi ser i Kristus. Han taler om, hvordan vi som troende bør tænke, fordi vi er i Kristus Jesus, fordi vi er forenet med ham. Alene fordi vi er kristne, er vi kaldet til en bestemt holdning i hjertet, en bestemt indstilling. Vores tanker skal ikke være som denne verden. Vores hjerter skal ikke være optaget af denne verdens formørkede sindelag, men vores tanker skal optages af og afspejle den virkelighed, at vi lever med Kristus, at vi vandrer med ham, at vores liv er i ham. Som Galaterbrevet siger:

"Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig."
Galaterbrevet 2, 20

Vi lever ikke mere for os selv, men vi lever for ham, som gav sig selv hen for os. Fordi han gjorde det, er vi, som tror på ham, forenet med ham som troende. Vi er blevet ét med Kristus.

Hymnens trefoldige struktur

Så tilføjer Paulus den fantastiske hymne, som virkelig giver hans formaning perspektiv. Han giver os med få ord et meget betagende poetisk portræt af vores frelsers gerning for os. Var vores tanker på afvej, kalder disse ord tilbage på sporet igen. Var vores hjerter fristet til hårmod, leder disse ord os tilbage til ydmyghedens vej ved Guds nåde. Vi skal lade disse ord tale til os med den kraft, som de bærer.

Når man læser fra vers 6 til 11, kan man ikke undgå at bemærke dels den dybde af bibelsk visdom, som ordene formidler, men også det poetiske sprog, de bliver formidlet med. Det har ført en stor interesse hos teologer til at forske i denne tekstpassage, fordi spørgsmålet, der rejses, er, om dette i virkeligheden er en tidlig kristen hymne, som Paulus citerer her. I så fald, hvem var forfatteren, hvis ikke Paulus?

Måden versene er placeret på i en del oversættelser, også i vores danske oversættelse, antyder, at man netop betragter afsnittet som værende en hymne med seks vers af tre linjer hver. Vi kan ikke vide det med 100% sikkerhed, fordi det blot er kvalificerede antagelser. Men langt de fleste er overbevist om, at det her faktisk er en hymne.

Hvem forfatteren var er også uvist, men det kunne meget vel være Paulus selv, der har skrevet hymnen. Jeg kan sagtens forestille mig, at Paulus med alt det, han havde set og hørt, med al den indsigt, Kristus havde givet ham, med de himmelske åbenbaringer, han fik, var en mand så fyldt med lovprisning til Gud, at han ikke kunne lade være med at udtrykke sig i sang og lovprisning og uden tvivl også med poesi, som det vi ser i denne passage.

Hvordan ordene kommer til udtryk med hensyn til den litterære genre, er midlertidigt mindre vigtigt end det, ordene fortæller os om Kristus. Det er det vigtige. Hvad er det for et budskab, vi læser i de her vers? Vi får indsigt i, hvad Kristus, som Gud i himlen, tænkte om at blive menneske på jorden. Vi får indsigt i, hvad han som menneske gjorde. Det fortæller ikke blot, hvordan dette menneske var, men hvem denne Gud er.

I dag skal vi se på de første tre strofer i hymnen fra vers 6 til 8. Her er Kristus Jesus i fokus, idet alle ordene peger tilbage på udgangspunktet i vers 5, der slutter med "Kristus Jesus". Hvordan var han i relation til det sind, han kalder os til at have overfor hinanden? "Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors." Et sådant sind.

Før vi dykker ned i selve udlægningen, lad os lægge mærke til de meget smukt konstruerede paralleller, vi ser i passagen. Vi fornemmer en rytme og en struktur i teksten, som er unik. Vi kan se en overordnet trefoldig struktur, ligesom den klassiske historiestruktur fra den antikke græske tradition fra Aristoteles, med en begyndelse, en midte og en afslutning.

I hymnen ser vi, kan man sige, begyndelsen før begyndelsen — Kristus før sin inkarnation. Herefter ser vi historiens midte. Det som står centralt i hele historien, det som altid vil stå som selve kernen i Guds frelsesplan, nemlig Kristi Jesu kors. Til sidst enden på det hele, der kulminerer i forhærligelsen af Jesus Kristus, Guds søn. Som en kommentator har sagt: hymnen portrætterer en guddommelig parabel af nedstigning fra evig herlighed til korset og en opstigning igen til evig herlighed.

Selve strukturen i sig selv formidler ideen om helhed og fuldkommenhed. Det som er Gud, det som Gud har gjort fra begyndelsen til enden — hans frelsesplan, hans forsoningsværk — er fuldkomment. Vi har at gøre med et slående poetisk portræt af vores frelsers gerning for os, men et så massivt indhold af guddommelig sandhed, at vi ikke kan gøre andet end at bøje vores knæ for kongen. Lad os tænke over det.

Han som havde Guds skikkelse

"Han, Kristus Jesus, som havde Guds skikkelse." Ordet "skikkelse" er oversat fra det græske ord morfē, som betyder "form". Det er et udtryk, som kan have flere nuancer, flere betydninger. Hvad menes der her med, at han havde Guds skikkelse, Guds form? Tales der blot om noget fysisk?

Vi kan drage en parallel til Kolossenserbrevet kapitel 1 og vers 15, der bruger udtrykket "den usynlige Guds billede":

"Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte."
Kolossenserbrevet 1, 15

Hvordan skal vi forstå, hvad dette udtryk indebærer helt konkret? Den specifikke betydning bliver oplyst af den umiddelbare kontekst, der synes at gøre det klart, at det at Kristus havde Guds skikkelse, er en anden måde at sige, at Kristus var lig med Gud, er lig med Gud.

Det er også det, som kommer til udtryk i den tredje linje. Han, som er ét med Faderen og Helligånden i væsen, magt og evighed, men med sin egen distinkte person som Sønnen i den treenige guddom. Han, som fra evighed udgår fra Faderen. Han, som er Gud, uendelig og uden begyndelse, i besiddelse af al magt og herlighed og ære. Han regnede det ikke for et rov at have den status, nemlig at være lige med Gud.

Den her del er heller ikke så lige til, når vi læser det. For hvordan skal vi forstå det? Hvad betyder det, at han, det guddommelige væsen, var og er Gud, ikke regnede det for et rov at være lige med Gud? Vi har at gøre med en udtalelse, der taler om den holdning, Kristus havde til sin væren Gud i relation til den begivenhed, at han blev et menneske. Udtalelsen peger frem mod vers 7, at han gav afkald, og vers 8, at han ydmygede sig.

Hvad er det så, der står her? Vi skal igen have de indledende vers, hvor der står i vers 4:

"Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel."
Filipperbrevet 2, 4

I skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus. Hvad var det, Kristus gjorde? Han tænkte ikke på sit eget. Han tænkte ikke på sin egen status og position som Gud som værende en fordel, der kun skulle komme ham selv til gode. En har sagt det sådan: Jesus nægtede at træffe en selvisk beslutning med hensyn til sin guddommelighed.

Vi kan drage en parallel til Romerbrevet kapitel 15 og vers 3:

"For heller ikke Kristus tænkte på sig selv, men som der står skrevet: »Mig har spotten ramt fra dem, der spotter dig.«"
Romerbrevet 15, 3

Konteksten der er Kristi eksempel for os — hvordan vi bør tænke på vores næstes gavn og opbyggelse. Hvad er betydningen?

Se for dig en konge. Vi har læst om kong David. Se for dig den store konge, højt ophøjet, der sidder på sin trone, hævet i magt og autoritet over hele sit folk, over en hel nation. I hans kongerige, i den mørkeste og mest beskidte del af hans kongerige, er der en fattig slave, som er kommet i klemme med de lokale myndigheder, fordi han er blevet beskyldt for at stjæle et brød. Er denne konge i kongeriget forpligtet til at forlade sin trone for at stige ned på det niveau i samfundet for at løse den lille lokale konflikt?

Vi vil selvfølgelig sige, nej, det er han ikke forpligtet til. Det har han folk til at sende ud til at tage sig af de små sager. Det ville være utænkeligt, hvis han gjorde det. Hans position er for høj, hans magt for stor. Han er højt æret over det almindelige og de trivielle forhold i samfundet.

Men kontrasten, vi ser i vores tekst, er endnu stærkere. Det er ikke bare kontrasten mellem en konge og en fattig person i hans kongerige. Det er kontrasten mellem kongernes konge — den højeste i hele universet, hvis magt og ære og herredømme er uendeligt og evigt — og så mennesket. Og ikke bare mennesket, men mennesket i sit syndige, formørkede fordærv, til hvem han kom med frelse. Det er den kontrast, vi ser. Den er endnu stærkere.

Denne konge så ikke på sin egen magt og ære og position og tænkte ved sig selv: "Åh, at tage ned til de der usle syndere, glem det. Dem der lever i oprør mod deres skaber. Tag ned til de der vandærede skampletter, der svæver i deres eget bedrageri. Tag ned til dem som udskifter Guds sandhed med løgn og dyrker skabningen i stedet for skaberen. Aldrig." Sådan tænkte vores konge ikke. Han tænkte: "Det at jeg er lige med Gud, det er ikke noget, jeg vil udnytte til egen vinding."

Det er den betydning, der formidles i vers 6, når der står, at han ikke regnede det for et rov at være lige med Gud. Som en har sagt: ideen om, at Kristus tilsidesatte sin fordelagtige position for andres skyld, ligger i selve hjertet af det nytestamentlige budskab.

Han var ikke bekymret for sin æresposition som den højeste, at være lige med Gud. Før tidernes begyndelse havde han en plan med sin rejse ind i den mørkeste og mest beskidte del af sit univers, nemlig for at blive menneskers lys.

"Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke."
Johannesevangeliet 1, 5

Han gav afkald og tømte sig selv

Derfor, vers 7, gav han afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. De her tre udtalelser hænger tæt sammen i det, de udtrykker. Den primære udtalelse er den første: han gav afkald. Den modificeres af de næste to udtalelser, som beskriver, hvordan Kristus gav afkald.

Når vi læser "gav afkald", er det oversat fra et sjældent udtryk, der betyder "at tømme" eller "at gøre tom". Teksten synes at trække på det poetiske i udtrykket, som er en metafor, der refererer til, hvordan Kristus villigt blev menneske. Han blev født af en fattig jomfru i en stald eller en grotte. Han kom til meget ydmyge og skrøbelige omstændigheder. Metaforen peger samtidig på, at han villigt lod sig ydmyge i sin gøren tom for positionel magt og ære.

Vers 8 bygger videre på det. Når vi læser, at Kristus gav afkald i relation til udtalelsen forinden, at han var lige med Gud, så skal man ikke forledes til at tænke, at hans afkald, hans gøren tom for position og magt og ære som Gud, betyder, at han ophørte med at være Gud, for at han kunne blive et menneske. Nej, det var ikke sådan, at han udskiftede sin gudskikkelse med en tjeneskikkelse i den forstand, at han gik fra at være Gud til at blive et menneske. Sådan er det ikke at forstå.

Han blev et menneske, men han forblev samtidig Gud. Han som Gud tog menneskeskikkelse på sig. Han tog kød på sig som Gud. Hans guddommelighed var intakt, men han tog på sig kød i tillæg til sin guddommelige natur og person og blev menneske. Som Paulus skriver til Kolossenserne:

"For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod,"
Kolossenserbrevet 2, 9

Det Kristus gav afkald på, var sin væren Gud i den skikkelse, han befandt sig i, inden han blev et menneske, for at han kunne blive Gud i skikkelse af en tjener med inkarnationen, hvor han blev et menneske, således at han fuldt ud var Gud og fuldt ud var menneske på samme tid. Det er det, teologerne kalder for den hypostatiske enhed. Det er det mest underfulde mysterium og den dybeste og mest fantastiske sandhed.

Prøv at tænke på, hvad Kristus gjorde. Han, som er Gud, gav afkald, tømte sig selv. Ikke ved at frasige sig sin guddommelighed, men ved at påtage sig menneskelighed. Ved at blive som du og jeg — kød og blod-mennesker, med smerter og fristelse og svigt og sorg og skuffelser og nød.

Når mennesker kiggede på Gud i den skikkelse, som Jesus tog på sig, hvad så de? Jo, det de så, var, at de så et menneske. De så ikke Gud, medmindre Gud åbenbarede sig for dem. Det begyndte han at gøre i sin tjeneste. Efterhånden, med sine gerninger og ord, begyndte han at åbenbare sig. Det er også det, Johannesevangeliet kapitel 1 taler om, at han blev Faderens tolk. Han begyndte at beskrive og udlægge, hvem Gud er, sådan at dem, som troede på ham, efterhånden som de så på Kristus, kunne begynde at se Gud. Derfor sagde Jesus til Filip: "Har du set mig, har du set Faderen?"

Han begynder at åbenbare sig for dem, han kaldte. Men det var ikke det, almindelige mennesker på gaden så. De så bare et menneske. De som var hans får, begyndte at høre hyrdens røst. De som fik åndens åbenbaring, kunne begynde at se, hvem han virkelig var. På et tidspunkt sagde hans discipel Simon Peter:

"Du er Kristus, den levende Guds søn."
Matthæusevangeliet 16, 16

Hvad svarede Jesus?

"Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene."
Matthæusevangeliet 16, 17

Når verden ser på Jesus, ser de et menneske. Så ser de en profet. Så ser de en vis mand, et stort forbillede, en ekstraordinær personlighed. Men det kræver et indgreb fra Faderen i himlen og hans ånd sendt til jorden, for at et menneske kan se Jesus, som han virkelig er, og sige: han er Gud.

Det er det, som må brænde i os. Også i forhold til, når vi taler med mennesker om ham. Kristus er Gud. Og ved du hvad han gjorde? Han blev et menneske.

Lydig indtil døden på et kors

Da han var trådt frem som et menneske, vers 8c, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Hvorfor han gjorde det, og hvad han udrettede ved at gøre det, er det allervigtigste spørgsmål, som et menneske kan få besvaret i dag.

Hvad er det præcist, vi ser her i den sidste del af vores tekst i dag? Som vi har observeret i den første del af teksten, er det centrale tema, at Kristus gav afkald. Skønt han sad højt æret på sin trone som Gud i himlen, tænkte han ikke på sig selv. Han regnede det ikke i sin position som Gud i himlen på sin trone som noget, der skulle være til hans egen fordel, men han tænkte på dem, som var målet for hans kærlighed. Han gav afkald i sin træden ind i vores verden, i sin rejse ned til den mørkeste, mest beskidte del af sit univers — hvilket var det, inkarnationen indebar.

Men teksten går et skridt dybere ned i mørket i den sidste del. Det var ikke blot et spørgsmål om, at Kristus ydmygede sig ved at blive et menneske med en skikkelse som en tjener. Hans rejse tog ham også til den mest grusomme destination af denne mørke verden, han kom til, nemlig korset.

Prøv at tænke på, at Gud valgte at komme lige præcis på det tidspunkt, hvor den mest brutale form for henrettelse var blevet opfundet af romerne. Det er det sidste ord, vi ser i vores tekst her. Kors. Døden på et kors. Lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Der er to store begivenheder beskrevet her. Først inkarnationen — at Jesus blev et menneske. Og så korset. Inkarnationen var begyndelsen på Jesu rejse til korset. Det er det, vi ser i vers 8. Han måtte træde frem som et menneske, hvilket er parallellen til vers 7b: han tog en tjeners skikkelse på, hvilket indebar det, at han, vers 8, ydmygede sig.

Her er det det centrale tema i forhold til Paulus' formaning til filipperne: ydmyghed. Kristus tænkte ikke på sig selv. Han ydmygede sig. Med det for øje lyder formaningen til os, at vi må ydmyge os og tænke på de andre før os selv.

Teksten beskriver det dybeste niveau af ydmyghed: Kristi død på korset. Korset er forklaringen på, hvordan Kristus ydmygede sig. Det krævede, at han som menneske var lydig overfor sin himmelske Far — som da Jesus i Getsemane have sagde:

"Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din."
Lukasevangeliet 22, 42

Kristi ydmygelse var et resultat af hans aktive lydighed.

I forhold til filipperne har vi her parallellen til vers 12: "Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige." Paulus bruger altså ordene i teksten omkring Kristi lydighed indtil døden på korset til at understrege, at hans død var med henblik på andre. Som Markusevangeliet siger:

"For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."
Markusevangeliet 10, 45

Teksten begynder i himlen, men lander på korset i sin centrale, midterste del af fortællingen, der hvor korset står som det centrale. Som vi også skal se næste gang, slutter denne begivenhed i herlighed.

Det er det hele. Det er det bibelske mønster for det kristne liv. Det begynder med Gud, og det ender med Gud. Men centralt i det alt sammen står det blodstænkte kors, som intet menneske kan komme udenom. Du kan ikke ignorere det kors hele dit liv. Som vi ser i vers 10, kommer dagen, hvor hvert knæ skal bøje sig. På den dag skal alle se det kors. Alle skal se, hvad de måske ikke så, eller hvad de så. De skal stå til regnskab i forhold til det kors.

Enten har du bøjet dig for Kristus i tro, og du har omvendt dig for din synd, og du har taget imod tilgivelse — den tilgivelse, korset gjorde muligt for dig. Eller også har du fornægtet Kristus og ikke ville se det kors. Da må du tage den dom af evig straf, som korset også er et billede på. Straffen blev lagt på Kristus, for at vi som tror kunne få fred. Men er man uden tro, er man uden fred med Gud. Som Johannesevangeliet kapitel 3 vers 36 også erklærer:

"Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham."
Johannesevangeliet 3, 36

Guds vrede forbliver over den person, som ikke vil tro, som forkaster Kristus.

Vi kan ikke komme til den her passage uden en dyb ærefrygt. Den kalder os til at se på Kristus for, hvem han er — den evige Gud, som blev menneske, som ydmygede sig og led døden som en stedfortræder for sit folk. Den kalder os til at se på os selv i lyset af Kristus og evaluere på, om den måde vi tænker på hinanden, stemmer overens med den måde, Kristus tænkte på os.

Vi kan ikke andet end at komme til kort. Her må selve refleksionen gøre vores hjerter bløde, vores knæ bøjede og vores sind villig til at ligne Jesus mere — fordi vi kommer til kort. Vi kan ikke leve op til den ypperste standard, som Jesus eksemplificerer for os med sin egen ydmygelse, sit eget offer, men vi er kaldet til at spejle os i, hvad han gjorde.

Som vi så sidste gang, er det fordi vi netop er i ham, at vi har adgang til det sind, som Kristus havde. Det sind, som han skaber i os. Det vi ser i denne hymne, var noget, som fædrene kun havde set og hilst i det fjerne. De havde kun set et glimt af det. Men vi kan se det klart.

Må Helligånden oplyse Kristi gerning for os på en endnu stærkere måde, så evangeliets ild må brænde i vores hjerter med en endnu højere temperatur.

Lad os derfor med apostlen Peters ord i 1. Petersbrev 5, 6-7:

"Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer, og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer."
1. Petersbrev 5, 6-7

Amen.