Håb midt i mørket

I dag er vi nået til de første syv vers i kapitel syv af Mikas Bog, og det har indtil videre været en utrolig spændende rejse at dykke ned i en af de gammeltestamentlige kortere profetiske bøger. Den er skrevet i en helt anden tid, cirka 2700 år siden, i en helt anden kulturel kontekst — til nationen Israel i Mellemøsten under den gammeltestamentlige pagt og i en litterær genre, som måske ikke lige falder os til højrebenet. Men når vi alligevel gør vores bedste og ved Guds nåde gør, hvad vi kan for at forstå, hvad Mika skrev — de gudsinspirerede og gudsindblæste ord — så kan vi se og høre og forstå, at Gud også taler til os gennem sit ord den dag i dag.

Guds ord er levende og virksomt, som Hebræerbrevet siger det. Det er indblæst af Gud. Det er nyttigt til at modne os og udruste os til al god gerning, som Paulus skriver til Timoteus. Guds ord er vores lys og vores lygte midt i mørke. Det giver os håb og trøst, vejledning og styrke. Det formaner os. Det advarer os. Det giver os visdom. Det styrker vores tro på Herren, så vi kan gå på den vej, han ønsker, vi skal gå.

Mikas Bog kapitel 1, vers 1 fortæller os, at Mika var Herrens profet. Han var Guds talerør både til Samaria, som var hovedstaden for det nordlige Israel, men også til Jerusalem, som var hovedstaden for Juda i det sydlige Israel. Israel var blevet splittet op i to riger. Mika tjente Herren trofast og kompromisløst gennem regeringsperioderne under tre konger. Kan I huske de tre konger? Nej, det er også lang tid siden, vi havde den prædiken. Men det var Jotam, Akaz og Hizkija. De var alle konger af det sydlige Israel.

Gud kaldte Mika til en svær opgave: Han skulle bringe ord om dom og advarsler over Israel på grund af det vedvarende mønster af oprør og synd, der gennem generationer havde karakteriseret nationen som helhed. Af navn var de den levende Guds folk — det folk, som Gud i sin almagt og nåde havde gjort til sit eget folk. Gud havde udfriet dem fra Egypten på mirakuløs vis og ført dem gennem ørkenen, velsignet dem med deres eget land, løftets land, og kaldet dem med en hellig kaldelse, en velsignet opgave: De skulle være et lys for nationerne. Et vidnesbyrd for resten af verden. En velsignelse, alt imens de overvågent og ydmygt vandrede med den levende Gud, handlede retfærdigt og viste trofast kærlighed, som vi læste om i kapitel 6, vers 8. Det var det, de skulle være. De skulle være et lys, og gennem deres relation til Gud skulle de vidne om, at Herren Gud er den ene, sande og levende Gud, som man skal bøje sig for i tro og tilbedelse.

Men ak. Er det ikke et godt ord? Ak. Det siger vi altså for let. Men ak — af navn var de Guds folk, men ved deres liv fejlede de igen og igen, som vi har set gennem Mikas Bog. Til Guds store sorg havde de vendt ham, den levende Gud, ryggen, og i stedet havde de vendt sig mod nationernes døde afguder og levestil. Synd, korruption og afgudsdyrkelse, løgn, bedrag, undertrykkelse — det var det, der tragisk definerede landskabet. De levede ikke op til deres navn som Guds folk. Som spedalske Na'aman var Israel blevet syg over hele kroppen, åndeligt og moralsk. De havde nu fuldstændig forkastet Gud. De havde brudt deres pagtsløfter til Gud. De havde på groveste vis svigtet Gud med deres onde gerninger, og Guds advarsler om konsekvenserne af at bryde pagtsløfterne, som vi før har set blandt andet i Femte Mosebog kapitel 28, vers 15 — alle de advarsler, Gud havde givet dem for ikke at vende ham ryggen — de var nu i fuld gang med at udfolde sig. Det nordlige Israel var blevet invaderet af assyrerne, eller var ved at blive det. Samme tur lå nu lige fra dørtærsklen til det sydlige Israel.

Guds hjerte var knust over Israels synd og oprør imod ham. Vi ser lidt af den her brudthed hos Gud gennem profeten Hoseas. Profeten, som jo selv udlevede, hvad Gud selv oplevede, ved at være gift med en kvinde, der var ham utro — Gomer. Ligesom Gomer var utro mod Hoseas, sådan var Israel utro mod Gud. Gennem denne profet hører vi Guds knuste hjerte over det folk, han elsker, men som nu står over for hans dom. Vi kan for eksempel læse lidt af det i Hoseas' Bog 11, 8, hvor Gud siger gennem profeten:

"Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim? Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig."
Hoseas' Bog 11, 8

Det er ikke nemt for Gud det her. Det er rigtig, rigtig svært. Man mærker virkelig Guds hjerte i den her proces. Det er ikke nemt, men det, der lå i vente, var nødvendigt. Herren Gud var nu steget ned fra himlen, som vi læser i Mikas Bog kapitel 1, vers 3. Han var steget ned fra himlen for at bringe sine domsord over nationen. Tugt og dom var på vej for at rense den ondskab ud, som havde inficeret nationen og vildledet dem væk fra Gud. Som en stor og betændt byld var det ikke bare nok at duppe den med noget sæbe og putte noget plaster på. Nej, der skulle skæres dybt ned til betændelsen, og det skulle renses og skylles ud, for at det igen kunne hele ordentligt op.

Vi har gennem Mikas Bog hørt Guds anklage, Guds vidnesbyrd mod nationen, lidt ligesom i en stor retssag, hvor det ene bevis efter det andet bringes frem i lyset. Gennem tre cyklusser af budskaber, der alle starter med ordet "hør" — i kapitel 1, 3 og 6 — har Gud gennem sin profet Mika gjort det utvetydigt klart, at Israel står strafskyldigt. Strafskyldig, fordi nationen som en helhed ikke havde fulgt Herren Gud og været ham tro, men i stedet vendt sig mod Omris forordninger og alle Akabslægtens gerninger, som vi så på sidste gang i slutningen af kapitel seks. Nationen havde valgt at følge i fodsporene på to af de værste og ugudelige konger i Israels historie, Omri og Akab. Derfor — med al den ondskab, der havde fulgt med, og som det havde medført — vil Gud nu komme med sin ødelæggende dom og tugt, som vi kan læse i kapitel 6, vers 13 og 16. Ordene har nu lydt. Dommen er udtalt klart og tydeligt.

Her i kapitel syv skal vi høre Mikas personlige reaktion på det hele. Fra vers et til vers seks skal vi først høre en klagesang fra Mika. Derefter, i vers syv, skal vi høre om det håb, som Mika midt i de mørke omstændigheder har til Gud. Trods tyngden og domsordene, som har lydt gennem bogen, håber jeg, at vi i dag alligevel må lære noget af Mika og blive opmuntret gennem den profetiske tekst, så vi altid sætter vores lid, vores håb til Herren, uanset hvordan vores omstændigheder er.

Mikas klagesang over et folk i opløsning

Lad os læse igen Mikas klagesang. Lad os starte med at læse teksten fra vers et til seks:

"Ve mig! Jeg har det, som når frugten samles ind, ved efterslæt efter vinhøsten; der er ingen druer, jeg kan spise, ingen tidlige figner, jeg har lyst til. De fromme er forsvundet fra landet, der findes ingen retskafne mennesker. Alle ligger på lur efter blod og jager hinanden i fordærv; deres hænder er villige til at gøre det onde. Stormanden kræver ind, dommeren vil have betaling, rigmanden forlanger, hvad han har lyst til, de fordrejer alting; de bedste af dem er som en tornebusk, de retskafne som et tjørnekrat! Den dag, dine vægtere meldte, straffens dag, er kommet; nu rammes du af den forvirring, de meldte om. Tro ikke på jeres venner, stol ikke på jeres frænder; sæt lås for din mund for hende, der hviler i din favn. For en søn foragter sin far, en datter rejser sig imod sin mor, en svigerdatter imod sin svigermor, en mand får sine husfolk til fjender."
Mikas Bog 7, 1-6

Vi har fulgt profeten Mika gennem nu seks kapitler. Hørt hans radikale budskaber, hans appel til folket om at høre, hvad Gud har at sige til dem. Han ved, hvad der er forude — ødelæggelse — og uden tvivl, ligesom det skærer og vender i Guds hjerte, som vi læste i Hoseas' Bog, så mærker profeten også en smag af Guds smerte i sit eget hjerte over at se syndens ødelæggende effekt i sine egne landsmænd, i nationen, han elsker. Det gør sig gældende igennem alle sociale lag i samfundet — den her ødelæggende konsekvens, den her destruktive kraft, som synden medfører.

Mika prøver at fordøje alt det, han ser omkring sig, og han er dybt påvirket helt indtil margen af sin sjæl over det, han ser. Han er dybt ulykkelig. Han er frustreret, nærmest desillusioneret. Kan det virkelig passe, alt det her, der sker i hans elskede nation? Hvordan er vi dog endt sådan her og vendt os væk fra Gud? Det eneste, han nu kan fremstamme, er: "Ve mig!"

Mika kommer nu med en klage. Det hele virker bare så håbløst.

Har I det nogle gange sådan ubærligt? Som en knude, der ikke kan bindes op. Der er ingen vej fremad. Man er bare stuck.

Det er hårdt at være i sådan en situation. Det er hårdt at have det sådan.

Klagesang er bibelsk

Er det okay som kristen at have det sådan? Er Mikas klagesang et udtryk for, at han ikke stoler på Gud? At han ikke synes, at Gud gør det godt nok? At så kan det hele også bare være lige meget? Er hans klagesang et udtryk for, at han ikke tror stærkt nok på Gud — at det kristne liv bare bør være lutter glæde og velsignelse, hvor alt bare flasker sig?

Nej. Gud tillader alverdens modgang og prøvelse at ramme sit folk for at prøve, styrke og modne vores tro på ham.

Bibelen er slet ikke bange eller berøringsangst for at snakke om det, der er svært. Faktisk er cirka 60 af de 150 salmer i Bibelen, det vil sige cirka 40% af salmerne, kategoriseret som klagesalmer. En salme, hvor salmisten udtrykker sin frustration, sin klage, sin smerte, sorg og tvivl — de svære spørgsmål i livet, til Gud. I de fleste af disse klagesalmer slutter salmisten af med at udtrykke sin tillid til Gud, at Gud vil hjælpe ham. Men der er også en salme, Salme 88, som nærmest kun er en lang klage uden den mindste løsning. Det eneste, der er positivt i den salme, er, at han retter sin klage til Gud. Det ender uden den mindste trøst.

Derved anerkender den salme — og mange af de andre salmer — livets barske realitet. Selv livet som troende, med ens livsfokus rettet på himlens Gud, kan være fyldt med smerte og prøvelser og sorg. Sådan er det bare. Det anerkender Bibelen.

Profeten Jeremias bliver ofte kaldt for — kan I huske det? Han bliver kaldt for den grædende profet, fordi det ofte nævnes, at han græd, og fordi han i sine profetier udtrykte dyb sorg, smerte og fortvivlelse over den ulykke, der ramte Jerusalem, og over den modstand, han selv oplevede fra folket mod Gud, men også mod ham selv. Jeremias skrev endda en hel bog i Bibelen, der netop hedder Klagesangene.

Selv Jesus udtrykte klagesang med dyb sorg og frustration over det jødiske folk, fordi de havde forkastet ham som Messias. I slutningen af Matthæusevangeliet 23 og Lukasevangeliet 19 læser vi, hvordan Jesus græder over Jerusalem, fordi de ikke i sandhed vil vende sig mod ham.

Hvor mange i den her verden prøver at dulme smerte og sorg med stoffer, medicin, alkohol, virkelighedsflugt og alt muligt andet og prøver at bortforklare eller flygte fra lidelse, der anerkender Bibelen, at smerte og sygdom og prøvelser og lidelse er en integreret del af det at være menneske i en falden verden. Det er bibelsk, og det er okay i en passende og relevant kontekst at udtrykke, hvordan man virkelig har det. Det gør Mika så sandelig også her i disse vers.

Med sit "ve mig"-udtryk i vers et starter Mika sin klagesang, og han bruger en landbrugsmetafor til at male et billede, der beskriver den ulykkelige tilstand, som nationen befinder sig i, og som gør ham så ked af det. Der står:

"Jeg har det, som når frugten samles ind, ved efterslæt efter vinhøsten; der er ingen druer, jeg kan spise, ingen tidlige figner, jeg har lyst til."
Mikas Bog 7, 1

Mika refererer her til en frugt, som skal samles ind. En vinhøst, vindruer og figner. Hele metaforen omkring en vingård som et billede på Israel — og Herren som vingårdsejeren — går igen flere gange i Bibelen. Slå for eksempel op til Esajas' Bog kapitel fem. Der kan man i de første syv vers læse om sådan en metafor om Israel som en vingård, hvor Herren er vingårdsejeren. Det var Gud, som havde plantet Israel, sit ejendomsfolk, som en vingård, hvorigennem Gud ville velsigne verden med den høst, der skulle komme ud af hans vinmark. En udsøgt høst af fine, ædle druer, står der i passagen, som skulle bringe Guds glæde og velsignelse til de omkringliggende nationer — løftet om, at gennem Abraham skulle alle jordens slægter velsignes. Den her høstfrugt skulle vise sig som søde druer i form af godhed og retfærdighed.

Tragisk. I stedet viste det sig som vilde og sure druer i form af retsløshed og uretfærdighed, som vi læser i teksten der. I samme tråd som Esajas udtrykker Mika her, at der er sket en alvorlig fejlhøst. Noget er gået helt galt. Der er ingen druer, han kan spise. Ingen figner, han har lyst til. Som en vingårdsejer, der træder ind i sin vingård og går op og ned ad vinrankerne og forventer at finde noget, han kan spise, finder han ingenting. Der er ingen druer.

Hvad er det, Mika her mener? Man kan næsten forestille sig, at Mika går op og ned ad Jerusalems gader, som var de vinrankere. Trods søgen finder han ingen retfærdige, gudfrygtige mennesker. Vers to:

"De fromme er forsvundet fra landet, der findes ingen retskafne mennesker."
Mikas Bog 7, 2

I kapitel seks, vers otte, hørte vi, at Herrens krav til sit folk var, at de skulle handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og overvågent vandre med Gud. Men Mika fandt ingen. De fromme og retskafne, de trofaste og gudfrygtige, var væk. De var forsvundet fra landet, ikke til at finde. Hvad Mika derimod så og fandt, var lige det modsatte af, hvad han søgte. Videre i vers to og tre læser vi, at dem, der ligger på lur efter blod og jager hinanden i fordærv — dem, hvis hænder er villige til at gøre det onde — det var dem, han fandt i stedet.

Hoseas ser nøjagtig det samme, som Mika gjorde. I Hoseas' Bog kapitel fire står der:

"Hør Herrens ord, israelitter! Herren fører sag mod landets indbyggere; for der er ingen sandhed og ingen troskab, ingen kundskab om Gud i landet. Forbandelse, løgn og drab, tyveri og ægteskabsbrud griber om sig, og blodskyld følger på blodskyld."
Hoseas' Bog 4, 1-2

Lederne fordrejer alting og familien smuldrer

Mikas klagesang udtrykker, hvad vi allerede har set i de foregående kapitler, hvor hans landsmænd udnytter hinanden. De rige udnytter de svage og fattige. Der er undertrykkelse, vold, lovløshed, korruption i alle ledelsesmæssige lag — i regeringen, blandt de indflydelsesrige, blandt dommere og selv blandt præsterne, der viser sig som falske og korrupte hyrder.

I vers tre står der, at stormanden kræver ind — han udnytter. Dommeren vil have betaling, bestikkelse. Rigmanden forlanger, hvad han har lyst til. Den her magtsyge pengegridiskhed hos dem, som folket burde kunne stole på for lederskab og vejledning, stabilitet og tryghed.

Alt var nu fuldstændig vendt på hovedet og fordrejet. "De fordrejer alting," står der. Ingen handler retfærdigt eller viser trofast kærlighed. Folket har kollektivt vandret væk fra Gud i stedet for overvågent og ydmygt at vandre med ham, som var Herrens krav i 6, 8.

I vers fire anvender Mika igen en form for landbrugsmetafor med referencer til tornebusk og tjørnekrat. Mika søgte efter bare nogle få retfærdige, men det bedste, han kunne finde, var ikke bedre end en tornebusk. De mest retskafne mennesker, han kunne finde, der var tilbage, var blot som tjørnekrat. Torn og tjørn. Mennesker, man kradser sig på. Mennesker, man bliver såret af, hvis man krydser deres vej.

Mikas klagesang beskriver hans samfunds sørgelige tilstand. Det totale moralske og åndelige kollaps. Så her midt i passagen, i vers fire, står der:

"Den dag, dine vægtere meldte, straffens dag, er kommet; nu rammes du af den forvirring, de meldte om."
Mikas Bog 7, 4

Straffens dag er nu kommet. Guds dom er på vej. Assyrerne og babylonerne vil være Guds tugtsinstrumenter, idet de invaderer landet. Så vil der komme forvirring og ødelæggelse og kaos.

Gennem tiden har profeternes advarsler lydt. Vægterne har igen og igen alarmeret folket om den fare, der ville ramme dem, hvis de ikke vendte fra deres onde veje og vendte sig mod Gud. Nu var tærsklen, så at sige, nået. Mikas klagesang, som beskriver landets totalt faldne tilstand, ændrer nu dramatisk tone og melder ud om, at straffens dag er nu kommet.

Vægterne — the watchman — det var dem, der stod på bymurene og holdt udkig efter farer, efter fjender. Deres primære opgave bestod i at advare byen, at blæse højt i hornet og trompeten, hvis fjenden var på vej. Profeterne blev ofte sammenlignet med vægterne, for eksempel i Ezekiels Bog kapitel 33. Gud havde sendt sine profeter gennem tiden for at advare folket mod den farligste af alle fjender — en åndelig fare. At vælge syndens vej og vende sig i oprør væk fra Gud. Men folkets hjerter var blevet stenhårde. Deres åndelige ører var blevet døve for Guds ord. For vægternes advarsler var de blevet døve, ligesom en alarm, der står på sengen og prøver at vække en om morgenen, hvor man meget ignorerende slukker og sover videre.

Dommen var på vej, og det var, som om folket var fuldstændig ligeglade.

Samfundets tilstand var nu så gennemsyret og fordærvet, at man ikke engang — vers fem — kan stole på sine venner eller frænder. Ved I, hvad en frænde er? Jeg skulle også lige slå op. Det er en betegnelse for ens nærmeste slægtning. En sjæleven, en blodsbror.

Jeg kan huske, min bror i Afrika havde en rigtig god ven, og der kom vennen til mig engang og spurgte: "Hey Mark, har du ikke en kniv? Mig og din bror, vi skal være blodsbrødre." Så sagde jeg: "Ah, hold nu lige lidt igen!" Man kan også være venner på alle mulige andre områder. Men en frænde er en betegnelse for en rigtig tæt ven.

Men ikke engang ens nærmeste relation, ens intime relation, den, man sover sammen med — "hende, der hviler i din favn," står der — er en ægtefælle til at stole på. Vers seks: En søn — i stedet for at ære sin far, hvilket er et af de ti bud — foragter sin far. En datter rejser sig mod sin mor.

Andet Timotheusbrev 3, 2 taler om, at i de sidste tider vil der herske en ånd af ulydighed mod sine forældre, blandt mange andre ting. En svigerdatter rejser sig mod sin svigermor, og en mand får sine egne husfolk til fjender. Ens nærmeste omgangskreds og familie er nu blandt ens fjender. I det, der burde være det tryggeste sted at befinde sig — i familien, ens nærmeste — har oprør mod Gud og syndens vej medført, at familien smuldrer og opløses. Vi har lige læst om det i Anden Samuelsbog med David og hans egen søn, hvor det også er ved at gå fuldstændig i opløsning det hele. Den vigtigste institution i samfundet er familien. Ødelæg den, og så vælter resten af samfundets korthus.

Mikas klagesang tegner et billede af den mest dystre, mørke og deprimerende periode i Israels historie, hvor alt håb synes ude. Folket er fuldstændig afsporet fra Gud. Dom og straf er på vej. Det hele forekommer fuldstændig mørkt.

Jesus citerer faktisk fra Mika her i Matthæusevangeliet kapitel 10, vers 34, dog i en lidt anden sammenhæng, for at forklare prisen for at følge ham. Korset, man skal være villig til at bære, når man bekender Jesus som sin frelser og herre. De fleste af os her er formentlig vokset op i kristne familier. Da vi selv kom til tro og blev kristne, var det uden tvivl til stor glæde for vores familie. Men for mange koster det at følge Jesus. For nogen kan det koste meget. Nogle gange alt. For nogen betyder det, at de ikke længere er velkomne mere i deres familie. En ægtefælle forlader måske en. Venner, kollegaer og søsken skubber en ud i kulden. Man er uønsket, foragtet, latterliggjort.

Jeg mødte engang en mand på en bibelskole i Sydafrika, som fortalte, hvordan han måtte flygte fra sin egen familie og fra den landsby, han boede i, fordi de ønskede ham død. Det var, fordi han havde forladt islam for at følge Kristus. Også i dag må kristne i lande som Mexico og Afghanistan flygte med livet, fordi de bliver forfulgt for at have valgt Kristus til.

Vend klagesangen til bøn

Tilbage til Mika. Hvor efterlader hans klagesang ham? Hvad nu?

Vi var kort inde på, hvad en klagesang er. Det at udtrykke stor sorg, smerte, lidelse, frustration. Vi hører og mærker nærmest Mikas store sorg over alt det, han nu ser. Vi kan også selv have vores egne klagesange i vores liv ud fra de dødsskyggesdale, som vi nogle gange befinder os i, hvor smerte, sorg, nedtrykthed og fortvivlelse — hvor følelsen af håbløshed — kan være helt overvældende. Sådan er livet i en falden verden. Troende er bestemt ikke undtaget den her smertens virkelighed.

Men der, hvor nogen vender deres klagesang til brok, forhærdelse og bitterhed mod Gud — som for eksempel den første generation af de israelitter, som Gud havde udfriet fra Egypten, der brokkede sig konstant over for Moses og Gud — der må vi vende vores klagesang i tillidsfuld bøn til Herren Gud. Det var det, Mika gjorde, som vi skal se.

David vendte sin klagesang til tillidsfuld bøn til Gud i Salme 6. I den salme kan man læse, at Davids sjæl var grebet af rædsel. Han følte sig svag. Hans krop sygnede hen, står der. Han var dødeligt syg. Men midt i hans eget mørke vender han sig mod Gud. Han beder Gud om at være ham nådig, om at frelse ham, helbrede ham. Salme 30 er nærmest et svar på hans bøn i Salme 6 — Gud hørte Davids bøn, løftede ham op fra dybet og satte ham på en fast klippegrund.

I Anden Krønikebog kapitel 20 er der også en fantastisk beretning, et fantastisk eksempel på det her. Jerusalem og Juda var under kong Joshafats regeringsperiode. Det var en del år før Mika. De var under angreb fra moabitterne og ammonitterne. Midt i håbløsheden — det så fuldstændig dystert ud — vender den her konge sig mod det eneste sted, man kan vende sig mod, når det er håbløst. Han vender sig mod Gud. I hans bøn i Anden Krønikebog 20 beder han denne bøn:

"Vor Gud, fæld dom over dem, for vi står afmægtige over for denne store hær, som kommer imod os. Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig."
Anden Krønikebog 20, 12

Intet håb, men han retter sit håb. Han retter sit håb mod Gud. Joshafat tog al den angst og fortvivlelse, han havde, al hans og folkets klage, og rettede den i tillidsfuld bøn til Herren Gud — det eneste håb, de havde at klynge sig til. Gud hørte Joshafats bøn og gav ham og folket en stor sejr.

Profeten Mika gør nøjagtig det samme her. Han vender sin klagesang — det her dystre billede af landskabet — til en bøn rettet mod det eneste håb, Israel har, nemlig Herren Gud.

Spejd efter Herren og vent på ham

Det leder så til mit andet punkt, nemlig Mikas håb midt i mørket. Vers syv, hvor Mika beder:

"Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig!"
Mikas Bog 7, 7

Når der ingen anden er at stole på, ingen fromme eller retskafne at finde i landet, når man ikke kan se hen til lederskabet i samfundet — fordi stormanden, dommeren og rigmanden alle er bundkorrupte — og når selv ens nærmeste familie er i opløsning og vender en ryggen, når alt andet svigter og fejler, når mørket omkring en er så dystert, og når der bare er svigt omkring en, og når der intet sted er, hvor man kan finde tryghed og hvile, jamen, så er der en, der aldrig svigter. En, der altid er trofast. En, man altid kan stole på, fordi han er uforanderlig.

Til ham, Herren Gud, sætter Mika nu alt sit håb. Mika vender sig mod Herren. Der hvor vægterne på en bymur overvågent og konstant spejdede efter potentiel fare, en mulig fjende, der spejder vægteren — profeten Mika — nu efter Herren. Han retter sit blik mod Gud. Kun Gud kan sikre, at der kommer noget godt ud af alt det her kaos.

I vers otte siger Mika, at han bor i mørke, men at Herren er hans lys midt i mørket. Midt i fortvivlelsen håber Mika på Herren. Han ved, at Guds vilje, plan og formål med alt det, der sker midt i al ondskaben, vil Gud vende det til noget godt. Gud vil få sin ære igennem det, der sker.

Gud vil være sine løfter tro, selv mod det folk, der har svigtet ham. Han vil tugte dem, ja, men han vil ikke definitivt efterlade dem. Nok skal fjenden glæde sig over Israels fald — vers otte — men han vil lede nationen ud i lyset igen — vers ni.

Den her overgang, som vi ser i vers syv, fra Mikas klage til hans bøn til Gud, er et vendepunkt i hele Mikas Bog. Med sit eksempel — ved at vende sig mod Herren og spejde efter ham — viser Mika, hvad han vil vælge at gøre midt i krisen, men også, hvad folket må gøre. Der er håb at finde — kun hos Gud.

Mika spejder efter Herren, står der. Der er her tale om noget, han ikke bare gør flygtigt, men vedvarende dagligt, konstant. Det er hans livsorientering. Både når solen skinner, men også nu her midt i mørket. Det er noget, han altid har gjort. Det er noget, han vil blive ved med at gøre her nu, hvor det er dystert. Han ser hen mod Gud.

Så gør han også noget, som nok er en af de sværeste åndelige discipliner, der findes. Han venter på Gud.

Bare det der med lige at stå i kø på McDonald's og vente på den der Big Mac, når man er i drive-in! Det er utroligt med vores tålmodighedspunkt. Der er sket et eller andet med vores kultur i tid og dag. Når vi downloader et eller andet, og det skal — øj, mand, når nettet svigter, hold da op!

Men det er en disciplin, vi skal generobre — det her med tålmodigt at vente. At lære at stole på Gud. Vente på Gud. "Jeg venter på min frelses Gud," siger Mika.

Det er én ting at vende sig mod Gud og se hen til ham i tillid og tro, mens hele ens verden raser ved at falde fra hinanden. Men det er en anden ting at fæstne og holde sit blik på Gud og vente på ham, og have tillid til, at Gud er suveræn igennem hele processen. Alt det, vi ikke kan se bag, alt det, han gør bag ens ryg og bag mugen, alt det, vi ikke kan se sker og foregår — men have tillid til, at han har styr på det hele. Han er suveræn igennem det hele.

Gud arbejder. Han virker. Vi kan måske ikke se og forstå, hvorfor Gud nogle gange vælger at gøre tingene på en måde, og ikke som vi måske havde forestillet os, at det skulle gøres. Der må vi huske på Esajas' Bog 55: At Guds planer og veje er langt bedre end vores. Som himlen er over jorden, er hans veje og planer bedre end vores. Selvom det kan føles som en uendelig lang tid for den, der venter på at se Guds plan og vej komme til syne, er det den bedste vej. Ja, der kan gå timer, der kan gå dage, uger, måneder, år og tier nogle gange, før det fulde bønnesvar kommer. Men i tro og vedvarende bøn stoler man på, at Gud har styr på det hele. At han udvirker sin gode vilje på en sådan måde, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker ham. Gud kan udvirke noget godt selv igennem det, der er hårdt.

Gud hører dig

Mikas store tillid til Gud ser vi i slutningen af vers syv: "Min Gud vil høre mig."

Han spejder efter Herren. Han venter på Gud. Han bliver hørt af Gud. Er det ikke fantastisk, at Gud vil høre vores bønner? Han er der. Han lytter. Han ser dig og mig. Han ser sit folks lidelse. Han er midt iblandt os ved sin ånd. Han er ikke fjern eller døv for vores hjertes råb til ham. Han hører dig.

Tænk, at universets skaber, almægtige Gud, som bærer alt med sit mægtige ord, som Hebræerbrevet 1, 3 siger. Ham, som måler himlen, universet, med sine udspændte fingre. Ham, som er dommer og hersker overalt. Hvis du tilhører ham, hvis han er din himmelske far, så har du hans fulde opmærksomhed. Du har hans ører — begge ører. Han lytter til dig. Vi kan, som Hebræerbrevet 4, 16 siger:

"Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid."
Hebræerbrevet 4, 16

Vi kan komme til ham hver eneste dag og sige "Abba, fader," som Galaterbrevet 4, 6 siger det. Vi kan komme til ham på vores bedste dage, og vi kan også komme til ham på vores allerværste dage. Når vi har fejlet og klokket i det og har gjort alt forkert, der kan vi komme til ham og sige: "Abba, far."

Gud hørte Mika. Ja, nationen undslap ikke Guds dom og tugt. De blev med tiden også sendt i eksil i Babylon, hvor de var i 70 år. Men Gud efterlod dem ikke der. Han var med dem, midt i deres lidelser. Han virkede i folket, og der kom med tiden en forandring, en synderkendelse og en brudthed i folket. Gud førte dem tilbage til Israel og genoprettede deres mur, templet og folket. I Nehemias' Bog — I skulle kede jer her i eftermiddag og få lyst til at læse, men ikke bare hvis I keder jer, fordi det er så godt det her — læs Nehemias' Bog kapitel 8 og 9. Der kan man læse om den nationale vækkelse og omvendelse, der finder sted blandt folket. En kollektiv venden tilbage til den levende Gud. Mikas bøn bliver besvaret. Gud hørte ham.

Det er interessant, at i Mikas Bog er der de tre cyklusser af budskaber, vi har set på, hvor Gud gennem profeten i henholdsvis kapitel 1, 3 og 6 kalder folket til at høre, hvad han har at sige. Men her fra vers syv og resten af kapitlet får Mika lov til at udtrykke sig for Gud, og Gud hører, hvad han har at sige.

Mikas tillidsfulde bøn til Gud — det er, at han midt i det her værstænkelige mørke, som nationen nu skal igennem, ser hen til Gud og venter på ham og kaster al sin bekymring på Gud. Han har bare den klippefaste vished om, at Gud hører ham. Gud er der. Han har omsorg for Mika.

Den her bøn fra Mika minder lidt om Josvas tillidserklæring til Gud i Josvabogen 24, 15, hvor han siger, at selv om alle andre i Israel skulle vende Gud ryggen og i stedet vende sig mod afgudsdyrkelse, så vil han holde fast ved Gud: "Jeg og mit hus vil tjene Herren." En tro, der ikke vakler, og en fuld erkendelse af, at der kun er ét sted, der virkelig er trygt og sikkert. Et sted, der aldrig kan rokkes ved. Det er, når ens liv er bygget på klippen — på Kristus.

Profeten Habakkuk havde også den her samme tilbedende bønsindstilling, som vi læser i slutningen af hans bog i Habakkuks Bog 3, 17: At selv hvis alt skulle fejle — figentræet, der ikke sætter blomster, vinstokken, der ikke bærer frugt, olivenhøsten, der slår fejl, marken, der ikke har afgrøde, og får og kvæg, der forsvinder — så vil han fortsat juble over Herren og fryde sig i sin frelses Gud. For Herren er hans styrke.

Tilhører man Gud, og man så mister alt, så har man fortsat tilbage det største og det mest herlige og vidunderlige, der findes — Herren selv.

Må vi lære af Mika. Må vi lære af Josva, Habakkuk og Joshafat. Må vi lære, at midt i vores egne livs klagesange, de kriser og prøvelser, vi hver især kommer ud for gennem livet, må vi komme til ham med vores byrder, spejde efter Herren, se hen til ham, vente på ham og vide, at han hører vores bønner.

I Første Petersbrev 5, 6-7 er der det her vidunderlige løfte: At når vi vender os mod Gud og ydmyger os for ham, for hans stærke hånd, så vil han løfte os op, når tiden kommer, og vi kan kaste al vores bekymring på ham, fordi han har omsorg for os.

Jeg synes, det er så fantastisk, at midt i Jeremias' klagesange — han, den grædende profet, skrev jo Klagesangene, som består af fem kapitler — men midt i bogen, helt centralt, lige smæk centrum i kapitel 3, vers 22, midt iblandt alle klagerne, alt det, der gør ondt, så siger han disse vidunderlige ord:

"Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor."
Klagesangene 3, 22-23

Må vi ikke glemme at balancere vores egne lidelser og klagesange med de her teologiske klippefaste fundamenter, som vi kan klynge os til igennem alt det hårde. Vidheden om, at Gud er trofast og barmhjertig. Han er sit folk nær, selv midt i vores værste lidelser og prøvelser.

Esajas' Bog 53 beskriver selv Herrens lidende tjener — som er Jesus — som en lidelsernes mand. En, som tog vores lidelser på sig. I vores sted på korset blev han gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred — læser vi i Esajas' Bog 53. "Ved hans sår blev vi helbredt." Jesus kender til den værste form for lidelse, der findes. At blive forladt af Gud. Det var jo hans klagesang på korset, idet han sonede vores synd, hvor han råbte til Gud: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Han blev lydig indtil døden, som Mikael prædikede om sidste gang, for at vi i troen på ham kunne finde liv og frelse.

Se hen til ham. Vent på ham. Han hører dig.

Amen.