Tag imod visdom

Vi skal fortsætte serien fra Ordsprogenes Bog. I dag er det kapitel 8, vers 10 til 12, under overskriften: Tag imod visdom.

Vi har jo været lidt i gang med den her serie. Det er det her med visdom, der klart og tydeligt er det, som Ordsprogenes Bog taler mest om. Visdom. Det er visdomslitteratur. Det kan godt være lidt fremmed for os i nutiden at tale om visdom. Jeg ved ikke, hvornår I sidst har talt om ordet visdom i jeres hverdag, men for mig er det i hvert fald ikke noget, der generelt fylder på arbejdspladsen eller i de kredse, jeg kommer i, at man taler om visdom. Så det kan måske være meget godt for os lige at få genopfrisket, hvad visdom er, og hvad det ikke er.

Jeg vil prøve lige at starte igen med den definition, som jeg også gav jer sidste gang, ud fra John Piper. Han har sammenbragt en rigtig fin definition af det. Han siger: Den største menneskelige visdom er den faktuelle viden, den situationsbestemte indsigt og den nødvendige beslutsomhed, der tilsammen har den største sandsynlighed for succes med at opnå det tilsigtede retfærdige mål.

Igen, der er de her tre punkter i det. Vi skal have noget faktuel viden. Vi skal have noget situationsbestemt indsigt, som som regel kommer af erfaring. Og så skal vi have den nødvendige beslutsomhed. Vi skal have noget karakter, sådan så vi kan have succes med det mål, vi nu har. Det er så nødt til at være et retfærdigt mål. Det er nødt til at være noget, som er i overensstemmelse med Guds ord. Ellers er der ingen visdom i det. Visdom kommer fra Guds ord, og det skal vi leve efter. Det skal vi forsøge at vandre i. Måden, hvorpå vi har succes med det, kræver, at vi er i ordet. Det kræver, vi har noget viden om det. Det kræver også, vi har noget indsigt, noget liv, kan man sige, som vi selv lever. Og at vi også har noget beslutsomhed, noget karakter. Guds ord byder os at have noget karakter. Det er John Pipers definition.

Kort og godt kan man også sige, at vi har brug for viden, som er guidet af forståelse og erfaring. Det er skåret helt ind til benet. Det her er hentet fra en studiebibel.

Visdom i en tid med information

Men se, venner, vi lever i en tid, hvor information — og der må man ikke misforstå visdom og information som det samme — information og viden generelt er let at få fat i. Det er utrolig let at få fat i. Vi har en rigdom af information og viden, både kristne og ikke-kristne, som et lager, der rækker langt ud over, hvad man i tidligere generationer har haft adgang til. Vi lever faktisk i den tid, hvor der er allermest adgang til viden og information.

Vi har øjeblikkelig kommunikation. Det ved jeg ikke, om I nogle gange tænker over, men før i tiden havde man ikke bare sådan lige adgang til livestreams fra den anden side af kloden, Google Street View og nyheder i realtid. Vi hører om begivenheder, som sker sekunder efter — så hører vi om dem her i Danmark. Det er lige sket, og så får vi at vide breaking news, så er den der. Det havde man altså ikke før i tiden.

Vi har fri adgang til læring i den forstand, at vi har adgang til verdens bedste undervisere over hele kloden igennem masterclasses og onlinelektioner og YouTube-tutorials, som vi kan følge helt gratis og lære nærmest hvad som helst. Vi har videnskabelige fremskridt, som man ja, blandt andet inden for medicin og genetik har overgået tidligere generationer med flere længder bare på vores nuværende generation.

Alligevel, på trods af de enorme mængder af information, vi har adgang til, er der et beklageligt underskud af visdom. Vi lever simpelthen i fattigdom, når det kommer til visdom.

Jeff Durbin, en af de prædikanter, jeg en gang imellem nyder godt af at lytte til, han har sagt et ret fint udtryk. Han har sagt, at vi i moderne tid har det, man kalder for geniale tåber. Geniale tåber. Vi kan forlænge menneskelivet, men vi mestrer simpelthen ikke kunsten at leve det. Så kan det godt være, vi kan leve lang tid, og vi står her med udsigter til en generation af ældre, som nu ikke længere bliver 80, men nu bliver 100. Men hvis ikke vi ved, hvordan disse 20 år mere skal leves, se, så er der ikke noget visdom i det. Så er der ikke noget liv i det.

Vi har masser af data om verden, men vi mangler evnen til at anvende Guds sandhed på livet. Det er jo det, der er definitionen på bibelsk visdom.

Geniale tåber

Kigger vi på vores eget land, er vi jo rent historisk formet af kristne sandheder. Men i dag ejer vores land ingen visdom og forkaster nu selv visdom og kundskab. Vi lever i et postkristent samfund, hvor moralsk kaos lige så stille er ved at snige sig ind. Vi ser det særligt i forhold til seksualitet, køn, retfærdighed og familiens opløsning. Det er simpelthen, fordi der ikke er nogen gudsfrygt for øje, at vores land lige så stille bevæger sig den retning.

Konsekvenserne af at opgive Guds definitioner på ægteskab og hvad det vil sige at være mand og kvinde, og hvad der er retfærdigt — det fører i sidste ende til, at samfundet ødelægger sig selv. Man høster stormen, så at sige.

Der er en klog mand, han har i hvert fald en ph.d. i politik og økonomi fra Harvard, som er et meget prestigefyldt universitet, nok et af de allermest prestigefyldte. Han hedder Dr. Nicholas Eberstadt. Han har et fint citat for de tider, vi lever i. Han siger: Kan staten være en praktisk erstatning for den familiestruktur, som vi tog for givet indtil, lad os sige, i går morges ved morgenmadstid?

Det, han siger her, er egentlig bare, at vores samfund er bygget på familier. Det er bygget på, at der er nogle mænd og nogle kvinder, som finder sammen, danner nogle ægteskaber, som holder sammen, og som ikke bryder de ægteskaber, som så oven i købet får nogle børn, sådan så der er nogle børn til at tage sig af de ældre senere hen, og som kan man sige lever i det her med at være selvopofrende. Mændene særligt selvopofrende overfor deres hustruer, går på arbejde, skaffer til føden. Der er kærlighed og omsorg i hjemmet, særligt fra mors side også. De her roller, som familien traditionelt set igennem årtusinder har stået med, det er det, vores samfund i al evighed op til nu, kan man sige, er bygget på.

Han siger, at vi ser en tid lige nu, hvor staten lige så stille forsøger at tage over for familiestrukturen. Individualismen, hvor man er sin egen lykkesmed, og hvor det der med, om man overhovedet skal have børn, hvis man nu også er gift, det er sådan lidt: Det ved vi faktisk ikke lige, om vi har lyst til. Det lyder federe at tage på ferie. Det er også meget billigere, når man ikke har børn, at tage på ferie.

Han siger det her i forbindelse med en dokumentar, som hedder Birth Gap. Jeg nævner det bare kort for også at tale ind i de tider, vi lever i. For vi lever faktisk i en tid, hvor ikke bare her i Vesten, men over hele verden, også i Kina og Indien, får vi for få børn til, at der er nok til at tage sig af de ældre senere. Man siger, at balancen skal være på de her to børn. To børn skal man gerne have i gennemsnit som land per kvinde, før det hele hænger sammen i fremtiden. Det er minimumsgrænsen.

Jordens befolkning af lande, kan man sige, de ligger under. Det er hele Vesten, men det er også Kina. Det er også Indien, som har det her problem. Det er også et sted som Nepal. Et sted, der ikke er — på mange områder er de rent kulturelt et sted, hvor vi var måske for 50 år siden. Alligevel kigger man på Nepal, og så får de maks to børn generelt.

Det er tankevækkende, at det her er noget, folk er begyndt at få øjnene op for, fordi familiestrukturen ændrer sig, samfundet ændrer sig, og så har det faktisk konsekvenser, når vi går væk fra Guds visdom. Vi høster stormen, når vi ser bort fra Gud og hans ord.

Sådan noget som selvopofrelse for ens hustru og børn har jo ikke været trendy i lang tid efterhånden. Vi skal nok kigge tilbage til 1970'erne, hvor vi virkelig ser skiftet, hvor feminisme og p-piller og abort, oprør imod Gud og traditioner og en forbrugerkultur og materialisme så småt sniger sig frem. Siden da er der kun gået én vej med mere og mere forfald rent moralsk i vores samfund.

Det kan være svært for os her i Danmark som kristne at være i sådan et forfald. En som mig, som er født i 1994, jeg er jo født ind i den her tid. Jeg har ikke fået lov at smage på det her mere kristne, traditionsbestemte samfund, som vi havde før. Der er nogle af jer, der sidder her, som kan huske de tider og faktisk har fået lov at se, hvordan det hele skrider den her retning. Mange af jer, som har oplevet det, kan jeg også se, sidder og nikker lidt nu, fordi det er decideret sådan, det har været.

Men for os, som er født ind i en tid, hvor det faktisk allerede var sådan, da vi kom til verden, vi kan kun læse om det, og vi kan kun gisne om, at tiden har været sådan før i tiden. Heldigvis kan man jo se nogle gamle danske film eller et eller andet, og så kan man se: Hold da op, har vi virkelig været sådan? Sådan er det slet ikke længere.

Jeg vil bare sige, at det, jeg kommer til at nævne nu som eksempler, det kan godt træde lidt over tæerne, hvis man måske er meget farvet af den tid, vi lever i. Det kan jeg godt forstå, man er, hvis man er født ind i tiden, og at man ikke har tænkt så meget over det rent kritisk. Men der vil jeg bare minde jer om, at det her er ikke mine politiske holdninger. Det er holdninger, vi ser i Guds ord. Jeg nævner det primært for at vise, at jeg forstår, at det kan være udfordrende, og fordi det er stik imod tidsånden og den kultur, vi har i samfundet nu. Samtidig er det vigtigt at få sagt for mig, at jeg ikke er den type prædikant, der nærmest skal undskylde på Guds vegne og sige: Don't shoot the messenger. Ej, jeg er kaldet til mere end bare at underlægge mig Guds ord. Jeg er også kaldet til at elske det og adlyde det. Så det er også min holdning det her. Det er der nødt til at være.

Men ja, visdommen fra Guds ord har længe ikke været taget op, når man skal kigge på, hvordan man bygger et land og kultur og værdier her i Danmark. I Danmark er vi faktisk det land i verden, som allerførst — vi var de første til at ordinere kvindelige præster i den statslige kirke. Det ved jeg ikke, om I vidste, men det har vi simpelthen rekorden i. Vi var de første, der sagde: Det der med Første Timoteusbrev kapitel 2 og 3, med at det skal være en mand, der skal være pastor og ældste i en menighed — det sløjfer vi, fordi der er nogle kvinder på Falster, der godt kunne tænke sig en kvinde som præst. De bliver altså ved med at skrive ind til os, og vi er jo regering, så vi skal finde ud af, hvad vi gør. Det synes faktisk, de er ved at være lidt irriterende. De bliver ved med at skrive til os. Så nu laver vi simpelthen lidt ændringer i loven. Og så nu står der ikke, at det er en mand længere. Nu står der, det er en person. Sådan var det tilbage i 1948.

Dengang var der over 500 præster, selvfølgelig mænd på det tidspunkt, fordi det var kun mænd, der var præster i folkekirken i 1948, som var imod det, som protesterede. 10 år senere, selvom de rystede sig med, at vi nu forlader skuden, hvis det går den her vej — der var ikke rigtig nogen, der havde forladt skuden. De blev hængende alle sammen, selvom de var imod det. For de kunne godt læse Guds ord og se, at det her ikke var hans vilje. Men de blev hængende. Ved I hvad, venner? I dag er det over 60 procent, der er kvindelige præster i vores lands folkekirke. Det vil sige, at nu er der flere kvinder, der rent faktisk er præster i vores land, end der er mænd i folkekirken.

Vi har også kvindelige statsministre. Den første i 2011, den næste i 2019 frem til nu. Men på trods af at Guds ord beskriver det her med, at kvinder, der leder nationer, faktisk er et udtryk for Guds dom over en nation. Det ser vi i Esajas' Bog kapitel 3, vers 12. Jeg kan bare lige prøve at læse det for jer:

"Over mit folk hersker et barn, kvinder regerer det."
Esajas' Bog 3, 12

Overskriften for den passage i Esajas' Bog 3 handler faktisk om, at Gud giver dom over sit folk.

Vi lever også i en tid, hvor en tredjedel af voksne mænd spiller computerspil helt indtil de er 50 plus i alderen i stedet for at leve i vores virkelige verden og tage ansvar for samfundet og familien.

I Første Korintherbrev kapitel 13, vers 11 står der:

"Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige."
Første Korintherbrev 13, 11

Paulus bruger den naturlige menneskelige modning som et billede på åndelig modning. Det græske ord for "aflagde," det er katargeo. Det betyder ikke bare at lægge noget til side for en stund. Det betyder at afskaffe det helt. At gøre det ineffektivt, at bringe det til ophør.

Man kan sige, gaming er jo i sin natur designet som leg. At spille kan jo godt være rekreation, hvis man gør det en smule. Det er ikke fordi, jeg står heroppe og siger, at man aldrig må røre computerspil som voksen. Det kan man sagtens. Specielt hvis man har børn, så giver det god mening at træde ned på deres niveau og bruge noget kvalitetstid sammen der, lige så vel som at gå udenfor og spille bold.

Men når en voksen mand bruger timevis på det hver uge, så har han ikke afskaffet det barnlige. Prøv at forestille jer, bare for at tage et andet eksempel: en fuldvoksen mand, sådan en rigtig bredskuldret og stærk mand, der sidder hjemme i stuen alene vel at mærke og leger med biler. Kunne I forestille jer det uden at grine lidt af det? Det er lidt det, der sker med gaming desværre.

En mand, der flygter ind i en virtuel verden for at føle sig som en helt, svigter sin virkelige kaldelse til at være en helt i sit hjem, i sin menighed og i sit lokalsamfund.

"Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje."
Efeserbrevet 5, 15-17

ESV-oversættelsen siger: "Making the best use of the time." Det er det her "det gunstige øjeblik." Altså at gøre bedst muligt brug af den tid, vi har. Kigger vi på grundteksten i det græske, står der ordet exagorazō. Det betyder faktisk ordret at købe fri, at løskøbe.

Det handler om at løskøbe den tid, vi har. LSB'eren og NASB'eren oversætter langt mere rammende: "Redeeming the time." Det betyder, at tiden er en begrænset valuta i den tidsalder, vi lever i. Det kender I sikkert godt. I har travlt. I har nok at give jer til. Vi lever i onde tider, som Paulus også skriver her. Så vi er nødt til at bruge tiden fornuftigt.

Bruger du 30 timer om ugen på at levele op og opbygge dig et eller andet digitalt kongerige, der forsvinder lige præcis det sekund, hvor strømmen går — og du kan måske have en kone, hvis hjerte smerter, og dine børn mangler en faderlig hyrde, og din lokale menighed mangler mænd, der vil læse teologi og evangelisere — så spilder du Guds dyrebare valuta på tomme pixels.

Vi er kaldet til at løskøbe tiden, for dagene er onde. Vi skal stå til regnskab for, hvordan vi bruger hvert eneste minut af det her liv, som Kristus købte for os med sit blod.

Jeg håber, I kan se nogle af de her farer og nogle af de her områder, hvor vi i vores tid bevæger os væk fra vores roller ud fra Skriften, væk fra hvad Guds ord siger er visdom.

Tag imod Kristi udstrakte arm

Med det skal vi prøve at kigge på Ordsprogenes Bog kapitel 8, vers 10 til 12. Der læser vi:

"Tag imod min belæring frem for sølv, imod kundskab frem for udsøgt guld, for visdom er bedre end perler, ingen skatte kan måle sig med den. Jeg, visdommen, besidder kløgt, jeg har opnået kundskab gennem omtanke."
Ordsprogenes Bog 8, 10-12

Nogle prædikener spænder bredt, og man kigger vidt omkring for at forstå noget i bredden. I dag skal vi prøve at gå lidt mere i dybden med de her vers, sådan så vi forstår, hvad ordene egentlig betyder, også ud fra grundteksten, og så prøve at se på, hvad det vil sige at leve de her vers ud i vores eget liv. Der vil jeg dele det op under tre overskrifter. Den første er: Tag imod Kristi udstrakte arm. Anden overskrift er: Belæring — ambolt og hammer. Og tredje punkt er: Ydmyg og sagtmodig applikation.

Lad os prøve at kigge på ordene "tag imod," som de starter med her i vers 10. På hebraisk er det ordet qach. Det betyder at gribe fat i, at tilegne sig, at tage noget ind, så man trækker det ind til brystet. Det er sådan et "tag imod," der er tale om her.

Prøv at læse med mig i vers 1, så vi også lige forstår konteksten for kapitlet her:

"Hør, visdommen råber, forstandigheden løfter sin røst. På højderne ved vejen, ved korsvejene står hun, ved portene, ved indgangen til byen, i døråbningerne råber hun: Det er jer, mænd, jeg råber til, min røst lyder til jer, mennesker. I uerfarne, skaf jer kløgt, I tåber, skaf jer forstand! Lyt, for jeg siger det rette, fra mine læber kommer retskaffenhed; ja, sandhed forkynder min mund, mine læber afskyr uretfærdighed; alle min munds ord er retfærdighed, der er intet listigt eller falsk ved dem; de er alle ligefremme for den forstandige, rigtige for dem, der har opnået kundskab."
Ordsprogenes Bog 8, 1-9

Charles Bridges, en anerkendt anglikansk pastor i 1800-tallet, har lavet en hel udlægning af Ordsprogenes Bog, hvor han tager hvert eneste kapitel og nørder dem. Han skriver om de første fire vers:

"Lad os nu lytte til den himmelske visdoms kald, til Guds Søns røst. Du overfladiske sjæl, vil du negligere dette guddommelige kald, når syndens og forfængelighedens falske glans har haft magt til at fange din opmærksomhed? Kan nogen undskylde sig med uvidenhed? Råber visdommen ikke? Og det gør den ikke i mørkets timer eller i hemmelige kroge, men fra sted til sted, hvor folk færdes offentligt. Kaldet lyder højt og uden lænker. Ikke til dæmoner, men til mennesker. Ikke til de retfærdige, men til menneskesønner, den skyldige, Adams børn. Det er evangeliets forkyndelse for enhver skabning. Hvorend ordet når frem, rækkes tilbuddet ud. Hvorend en fortabt synder findes på denne side af graven, bliver han mødt af evangeliets frie og åbne velkomst. Hvis han ikke bliver frelst, er han mere fortabt end nogensinde. Hans undergang er hans egen skyld." – Charles Bridges

Vi fejrer påske i dag, venner. Graven er tom, og Jesus lever. Vi fejrer herved også fuldbyrdelsen af evangeliet, at enhver synder har et åbent tilbud om at omvende sig fra syndens vej og tage imod visdommen. Tage imod Jesus som den Herre, han er, og følge ham helhjertet.

Jesu arme er udstrakte, og evangeliets kald lyder stadigvæk i vores tid. Kom og bliv forligt med din Gud. Kom og få renselse og tilgivelse for dit liv. Begrav det i dåben, og stå op til det nye liv med Jesus og menigheden her.

Jesus er den mest vidunderlige. Han er visdom inkarneret. Derfor giver det god mening, at Bridges forstår teksten i Ordsprogenes Bog 8 som Jesu røst, der siger: "Tag imod min belæring frem for sølv, imod kundskab frem for udsøgt guld, for visdom er bedre end perler, ingen skatte kan måle sig med den."

Vi må tage imod, så det bliver en del af os, så vi ikke ender med bare at høre visdommen, høre Guds ord, høre retledning fra vores pastor eller fra vores brødre og søstre — men at vi tager imod det, så det bliver en del af os.

I Jakobsbrevet kapitel 1, vers 22 til 24 står der:

"Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud."
Jakobsbrevet 1, 22-24

Det er en spøjs måde at illustrere det på, fordi vi lever i en tid, hvor der er spejle overalt, og vi ved udmærket godt, hvordan vi ser ud. Særligt om morgenen, så er det godt et bad kan fikse lidt på det. Men om ikke andet, så er det det her med at sige: Prøv at hør her, vi er nødt til at forstå, at der er dele i os stadigvæk, også som kristne — det kan også være, vi ikke er kristne endnu — men der er dele af os, som er hæslige sammenlignet med Gud. Når vi så får øje på det, når vi læser loven, og vi læser de ti bud, eller når vi læser i ordet, eller vi hører forkyndelsen, og der er et eller andet, der stikker i os — hvis vi så bare går bort fra det og glemmer alt om det, så er vi som den person, der ser i spejlet og siger: Ja, det kigger vi på i morgen.

Nej, det er vigtigt, at vi tager imod, det her qach. Vi tager imod, og det bliver en del af os. Vi bliver transformeret.

Belæring: ambolt og hammer

Så kommer vi til det næste: belæring. "Tag imod belæring," står der. ESV'eren, som jeg også nævnte før, en god engelsk oversættelse, der er det oversat til "instruction." Instruktion kunne man sige på dansk. Men det hebraiske ord er egentlig det, der hedder musar. Det lyder lidt som noget fra Løvernes Konge. Det er det ikke. Men det betyder at tugte, at korrigere, at retlede eller at disciplinere.

Jeg ved ikke, om I tænker, at det her med belæring eller instruktion var noget, der lå lige op ad disciplinering eller tugt. Men jeg blev lidt overrasket, da jeg kiggede ned i det her. Musar er ikke bare en form for akademisk videnstilegnelse. Det er ikke bare, at du lige læser lidt op, og så har du lidt viden. Nej, det er ikke den form for belæring, der er tale om her. Det er en karakterdannende, formende, ofte smertefuld korrektion. Det er den slags belæring, der involverer formaninger, advarsler og til tider konsekvenser for vores liv.

Når visdommen råber, at vi skal tage imod hendes musar, så beder hun os ikke om at lytte til et spændende foredrag. Hun kalder os til at lægge vores liv, vores stolthed og vores forkerte veje i hendes hænder — vel at mærke i Kristi hænder.

Prøv at slå op med mig i Ordsprogenes Bog kapitel 3. Vi skal læse vers 11 og 12. Det er for at vise jer et andet sted, hvor ordet musar bliver brugt:

"Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse, afsky ikke hans retledning; for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af."
Ordsprogenes Bog 3, 11-12

"Opdragelse" her — det er musar. Musar bliver oversat som opdragelse. For den skarpe ville man kunne høre, at det her minder lidt om noget i Hebræerbrevet. Men det er Herrens opdragelse, det er Herrens tugt, det er Herrens musar, vi har at gøre med her. Ordet opdragelse går igen i Det Gamle Testamente, når ordet musar bliver anvendt. På engelsk er det tit ordet "discipline." I de gamle oversættelser, såsom King James, er det vel det, der hedder "chastisement." Hvis du går ind og kigger på det, betyder det decideret afstraffelse. Så det er det, vi har at gøre med her, venner.

Det er et ord, der taler om opdragelse. Fysisk disciplinering kan også være et element af det. Den her forståelse vidner om, at belæring i vores tekst i dag ikke bare er information, ikke bare er læring, men det er en form for korrektion, der kan gøre ondt, før den er gennemført.

Lad mig prøve at illustrere det for jer med en analogi. Prøv at forestille jer en sælger. En sælger, som i den her sammenhæng symboliserer verden, vil give dig præcis det, du har lyst til at høre, for at få dine penge, dit sølv eller guld, som teksten taler om. En dygtig kirurg derimod, som er Guds visdom i den her sammenhæng, vil fortælle dig den smertefulde sandhed om din sygdom og bruge en skarp kniv til at skære det væk, som er ved at dræbe dig.

Mange i dag behandler Jesus som en slags åndelig sælger, der skal levere varen til det gode liv. Men visdommen i Ordsprogenes Bog 8 optræder som en kirurg. At tage imod hendes instruktion, det er faktisk frivilligt at lægge sig på operationsbordet og sige: Skær min stolthed væk. Skær min materialisme væk. Uanset hvor ondt det gør, så er min helbredelse meget mere værd end det fineste guld.

Prøv at forestille jer en middelalderlig tid. I går gennem en bys gader og kommer forbi et sted, hvor varmen pludselig rammer jer. Det er smeden, I kom forbi. Han har gang i ovnen, for han skal til at forme sit nye sværd. Først skal han have varmet metallet op i en sådan grad, at det nu kan formes. Derefter lægger han metallet på en ambolt — det er sådan en metalplatform, lidt som en omvendt støvle — og så med en hammer skal han i gang med at banke metallet, til det får den rette form.

At tage imod belæring, det her musar, det er at lade sig forme af smeden, imens han banker os på plads. Vi formes til det, han ønsker os til at være. Og så bliver vi til et mægtigt våben for Herren. Det kan godt være, det gør ondt at skulle bøjes og slibes, men det er til Guds ære, venner, og det er til vores gavn.

Prøv at tænke jer på sådan en påskedag, hvilken ære det er også for os at få lov til at være redskaber i smedens hænder, i himlens og jordens skaber, at vi kan få lov at blive formet af ham. Det er jo ubegribeligt. Vi skal bare lade det svi. Vi skal lade det brænde for en stund. Vi kommer til at komme i vandet og blive kølet af, nyformet af mesteren selv.

Se, venner, det kan sølv og guld ikke sammenlignes med. Jordens rigdom vil aldrig kunne forme dig, sådan som Gud kan. Hvis jordens rigdom kunne det, så ville vi kunne se, at de rigeste mennesker her på verden ville være de bedste mennesker. Det tror jeg godt, vi kan blive enige om, at det ikke er tilfældet.

I dagens tekst læser vi også i vers 12: "Jeg, visdommen, besidder kløgt, jeg har opnået kundskab gennem omtanke." Jesus demonstrerer præcis den her kløgt og kundskab. Han vidste præcis, hvornår han skulle tale hårdt til farisæerne, og hvornår han skulle glide ubemærket hen igennem mængden. Vi har lige læst om, hvordan hans time var kommet. Men der var tidspunkter før det, hvor Jesus, blandt andet i Johannesevangeliet 8, 59, siger: Min time er endnu ikke kommet. Og så glider han lige ubemærket hen. Han havde kløgt og kundskab. Han vidste, hvordan han skulle agere.

Ydmyg og sagtmodig applikation

Derfor må vi også kigge på Jesus, når vi skal se på det her med at tage imod belæring. Jesus er ydmyg, og han er sagtmodig. Han skulle ikke tage imod undervisning eller belæring, i og med han er mesteren selv, der underviser os. Han har det evige livsord. Men vi ser hans ydmyghed som et eksempel, vi skal tage til os og tage ved lære af.

Jesus svedte blod i Getsemane Have, inden han skulle pines og tortureres på et kors. Størst af alt skulle han udholde hans Faders fulde vrede imod sig. Han havde lyst til at gå udenom den smerte i hans menneskelige skikkelse. Men også i det er vi nødt til at lytte efter. I Filipperbrevet kapitel 2, vers 6 til 11 læser vi:

"Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære."
Filipperbrevet 2, 6-11

Jesus var ydmyg, og han gik hele vejen for os. Hvis vi skal tage ved lære af Jesus og tage teksten alvorligt i dag, så må vi være villige til at lægge os selv på ambolten — det redskab, som smeden har. Fordi på mange områder ser vi, at det var det, Kristus gjorde. Han gjorde det for at blive straffet for vores skyld. Det er ikke det, vi skal gøre. Vi skal gøre det for at blive formet til at ligne ham mere, til at ligne Jesus mere, så vi kan vokse i troen og gå på livets vej med ham, der har magten over døden.

Hvordan ser det så ud i praksis for os? Hvordan lægger vi os villigt på ambolten og tager imod belæring? Jeg vil prøve at give jer tre eksempler.

Det første er din pastors vejledning. Det andet er menighedens slibning. Det tredje er ordets virke.

Til at starte med, din pastors vejledning. I Første Thessalonikerbrev kapitel 5, vers 12 til 13 står der:

"Brødre, vi beder jer om at skønne på dem, der slider iblandt jer og står i spidsen for jer i Herren og vejleder jer. Dem skal I omfatte med særlig kærlighed på grund af deres arbejde."
Første Thessalonikerbrev 5, 12-13

Dem, som står i spidsen for jer, og dem, som vejleder jer — det er pastoren, der tales om her. Det er ham, der står i spidsen for jer i Herren. Det er ham, der vejleder jer.

I Hebræerbrevet kapitel 13, vers 17 står der:

"Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer."
Hebræerbrevet 13, 17

Vi har efter Jesu vilje fået sat en hyrde over os, der våger over vores sjæle. Her i menigheden er det Mikael, og han har ud fra Guds ord en særlig rolle i hver en af jeres liv, men også i mit liv — hvis altså vi skal stole på Guds ord, og det skal vi.

Han har en nådegave ikke bare i det at være en dygtig underviser eller forkynder, men i at være en hyrde for sin flok. At få bibelsk rådgivning af ham, når livet klemmer, eller når spørgsmålet dukker op, når større beslutninger skal tages, eller hvis sindet — og her skal I også høre sjælen, det er det samme — er såret, det er helt naturligt og bibelsk at få det af Mikael. Det er lige så stor en del af hans opgave som det at forkynde ordet. Gå til ham, anvend ham. Han elsker dig, og han ønsker at være en hyrde for dig. Det er han faktisk også sat til at være. Og det er han sat til at være af den største hyrde af dem alle: Jesus.

Det viser netop den rette ydmyghed, som vi skal spejle os i Jesus. Når vi går til vores leder, som vores tekst også byder os, når vi søger hans vejledning, så viser det også, at vi derved ikke har: Jeg kan selv klare det. Vi kender det — jeg kender det fra min egen lille datter, Mira. Hun går, og hun er så sød, men hele tiden er det: Nej, kan selv, kan selv. Og hun kan ikke selv.

Og det kan vi heller ikke. Vi har brug for åndelige ledere, som kender Guds ord meget bedre, end vi selv gør. Og så har vi brug for deres rådgivning. Det er derfor, det hedder en hyrde. Der skal være en hyrde for sin flok. Vi er nogle får i sidste ende. Vi kan ikke selv. Derfor har Mikael en gave til os, og vi skal bruge ham.

Andet punkt er menighedens slibning. Der ved vi ud fra Ordsprogenes Bog — og jeg har sagt det før, når jeg står heroppe — at jern slibes til med jern. Det ene menneske sliber det andet til, som der står i Ordsprogenes Bog 27, 17.

Vi er kaldet til at give agt på hinanden, holde øje med hinanden, involvere os med hinanden, forme hinanden ved at opmuntre og formane og elske hinanden i praksis og i handling. Det er afgørende, at vi involverer os i hinandens liv. At vi tør være nogle af dem, der spørger ind, og vi også selv er dem, der rækker ud, når vi selv har brug for hjælp, eller når vi kan se, der er andre, der har brug for hjælp.

Hvis der er nogen her, som har en formaning til dig eller en kærlig opfordring, så vær ydmyg af hjertet ligesom Kristus og tag imod belæring. Opvej det med Guds ord, og lad menigheden forme dig og slibe dig ligesom smeden.

Tredje punkt: ordets virke. Som vi læste tidligere i Jakobsbrevet, skal vi være ordets gørere, ikke bare dets hørere. Når vi lytter til ordet forkyndt ligesom nu, eller når vi er med til bibelstudie om onsdagen, når vi dykker ned i prædikener i herregruppe eller kvindegruppe, eller når vi har vores personlige andagter eller familieandagter — lader vi så ordet gøre sin gerning i os? Mediterer vi over det?

Nogle prædikener er ikke altid lige serverende i forhold til applikationsdelen — altså den her "hvad så nu"-del. Her har vi alle sammen også selv et ansvar i at sige: Okay, hvad skal jeg så gøre for at være ordets gører her? Hvordan ser det ud i mit liv? Det kan godt være, at prædikanten ikke serverer det for dig på et sølvfad og siger: Du skal gøre sådan og sådan i morgen. Men nej, nogle gange er vi nødt til selv at meditere over Guds ord. Vi er nødt til selv at være dem, der selvransager og siger: Hvad betyder det her for mig? Sådan så det ikke bare ryger ind af det ene øre og ud af det andet, og vi ender med ikke at være ordets gørere.

Hvis man nu ikke lige forstår budskabet til fulde, eller man har brug for nogle opklarende spørgsmål, så er man nødt til at gå til forkynderen, gå til ham, der holdt bibelstudiet, gå til den, som holdt andagt.

Lad os være dem, som er villige til at tage imod belæringen og lade den forme os, så vi bliver ordets gørere. Så det ikke bare bliver endnu en af de der prædikener, hvor man glemmer dem hen ad vejen. Og hvis det var endnu en prædiken, endnu en søndag — Gud er god, det er dejligt, hjem og spise noget frokost. I skal i øvrigt spise her, det er bedst.

Nej, lad det være en prædiken eller en andagt, der bare ændrer noget her for mig. Man kan se sådan lidt før og efter, hvor det bliver forvandlende, og Guds ord forvandler os indefra, og evangeliet om Jesus fornyer vores sjæl og vores liv.

Det er ordets virke. Så de tre punkter: Gå til Mikael. Han har en særlig rolle ind i dit liv, og hvis ikke han har, så er der noget galt, for det burde han have. Han er din hyrde sat her, og han er rigtig god til det, skulle jeg hilse og sige. Jeg har brugt ham flere gange.

Det er vigtigt, at vi også går til hinanden. Tit hører vi om den her koinonia-kærlighed, den indbyrdes kærlighed, hvor vi bliver flettet sammen som et legeme her i menigheden. Det bliver vi altså ikke, hvis vi kun ser hinanden i ny og næ. Prioriter at involvere dig. Spørg ind. Stil nogle af de der svære spørgsmål, og tør være ærlig og åben også med dig selv, når du har det svært, eller når du har det mega fedt.

Vi skal ikke være sådan nogle kartoffeljyder, der bare siger: Jo dav, det er fint, alt er fint. Må godt udtrykke lidt, så folk ved: Okay, men er du glad? Vi er nødt til at være nogen, som involverer os i hinandens liv. Der må godt være lidt følelser i det, for ellers ved vi ikke, hvordan det står til.

Amen.