Dom over Samaria og Jerusalem

I dag skal vi dykke ned i Mikas Bog. Det er en kæmpe glæde for mig igen i dag at få lov at dele Guds dyrebare ord. Som vi læser det og lige har hørt det oplæst fra Mikael i mit sidste budskab, hvor vi netop startede på Mikas Bog, så vi på den korte introduktion til Mika på bare ét vers, som lyder:

"Herrens ord om Samaria og Jerusalem, som Mika fra Moreshet modtog i et syn, dengang Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda."
Mikas Bog 1, 1

Sidste gang så vi på manden Mika, profeten fra Moreshet, en by cirka 30 kilometer sydvest for Jerusalem, og den tid han havde sin profetiske tjeneste i, nemlig den anden halvdel af det ottende århundrede før Kristus. Det gjorde han, mens Jotam, Akaz og Hizkija var konger i Juda. Hvis man kigger på, hvornår de var konger af Juda, så svarer det til en tjeneste der strakte sig mellem tre og fem og tyve år. Hans budskab var rettet til Juda, som var den sydlige del af det opsplittede Israel med Jerusalem som hovedstad, men det var også rettet til det nordlige Israel, hvor Samaria var hovedstaden.

Vi så også på betydningen af profetens navn Mika, som betyder "Hvem er som Gud?" — et spørgsmål, som løbende bliver besvaret gennem bogen, og som finder sin kulmination, sit klimaks, i det afsluttende vers af bogen. Svaret er jo, at der er ingen som den Gud, som Mika forkyndte, den levende, ene og sande Gud, som alene er værdig al ære og tilbedelse. Men som også i sin hellighed og retfærdighed harmes over den synd og afgudsdyrkelse, som han ser er ved at ødelægge sit elskede folk.

Den Gud, han er den Gud, som er så ophøjet og værdig og vidunderlig og hellig. Han er suveræn og herlig, og han er al sin skabnings lovprisning og ære værd. Han harmes samtidig med en hellig vrede over den synd og alt det oprør og lovbrud, som hans elskede folk begår imod ham. Gud ser nu, at al den synd og afgudsdyrkelse, som hans folk begår, er blevet så rodfæstet, har taget et så fast greb i nationen med en uhelbredelig destruerende kraft, lidt ligesom en cancer der spreder sig til hver eneste celle i kroppen. På overfladen ser det måske meget fint og poleret ud, lidt ligesom Jesus sagde om farisæerne i sine veråb i Matthæusevangeliet 23. Men lige under overfladen, indeni, der var nationen fuld af dødningeben, røverlyst, hykleri, lovløshed og al slags urenhed.

Gud kalder profeten Mika til at proklamere Herrens ord, vers et — Herrens ord, den levende Guds ord — og forkynde det til det folk, som Herren elsker, som han har udvalgt til at være hans pagtsfolk. Dem som han med en stærk arm udfriede fra 400 års egyptisk slaveri og gav dem det lovede land og kaldte dem til at vandre med Herren og tjene og tilbede ham alene og være et lys og et vidnesbyrd og en velsignelse for nationerne omkring dem. Det var jo det, som Gud sagde til Abraham i Første Mosebog kapitel 12, vers 3:

"I dig skal alle jordens slægter velsignes."
Første Mosebog 12, 3

En opgave og et kald, som de desværre tragisk gentagende gange fejlede stort i, som vi kan læse igennem hele Det Gamle Testamente. Israel som Guds folk havde svigtet deres del af pagtsforholdet med Gud. De havde brudt hans lov, og værre — de havde såret og bedrøvet Guds hjerte. De havde vendt ham ryggen og nærmest løftet en knytnæve i ansigtet mod Gud med al deres afgudsdyrkelse og synd. Ligesom profeten Hoseas oplevede det med en hustru, der gentagne gange var ham utro, sådan havde Guds folk været Herren, den trofaste, kærlige, frelsende Gud, utro med al deres afgudsdyrkelse. Grænsen var nu nået.

Israels åndelige diagnose

Israel som helhed var, som Esajas siger det i kapitel et, vers fire til seks, en kniv-skarp åndelig diagnose over folket og nationens tilstand:

"Ve det syndige folk, et folk der er læsset med skyld, en slægt af forbrydere, børn der volder fordærv; de har svigtet Herren, ladet hånt om Israels Hellige og vendt ham ryggen. Hvor vil I have flere slag, siden I fortsætter frafaldet? Hovedet er ét stort sår, hjertet er blevet sygt. Fra isse til fod er der ikke et helt sted, kun flænger, skrammer og åbne sår."
Esajas' Bog 1, 4-6

Der var nærmest ikke flere steder, man kunne tugte nationen på. Hvor kan I få flere slag, siden I fortsætter frafaldet? Israel som nation var nu blevet så syg og fordærvet af deres synd og oprør mod Gud, at Gud nu måtte handle, før de gik helt til grunde. Der skal en guddommelig intervention til for at vende tilstanden. Guds harme er blevet vakt. Han kan ikke udstå synet af sit eget elskede folk, som ødelægger sig selv — lidt ligesom en forælder til et barn, der lever i et selvdestruerende misbrug, hvor kærligheden kan drive en forælder til at intervenere med drastisk handling for at redde sit elskede barn fra at ødelægge sig selv.

Der vil Gud nu selv komme for at bringe dom over al den uretfærdighed, han ser. Dom og straf, en hellig tugt, med henblik på at rense ud, at skære den åndelige sygdom, den åndelige cancer og betændelse væk og bringe lægedom og nåde og tilgivelse og frelse til sit folk. Gud vil selv gå så langt for at redde en rest blandt sit folk, at han selv vil tillade hedninger at bruge som et tugtsredskab i sin egen hånd. Der vil han bruge assyrerne og senere babylonerne for at udføre sin gode vilje for det folk, han så inderligt elsker.

Gud kan ikke, og han vil ikke bare være tolerant og overbærende og forstående og mild og komme med forslag til handlingsplaner og håbe på det bedste. Nej, Guds kærlighed og hans retfærdige vrede handler sammen og driver ham til at intervenere, til at træde ind, til at handle for i sidste ende at bringe frelse og lægedom.

Profeten Mika, drevet af Herrens Ånd, han spilder ingen tid med small talk. Han går lige til sagen — en kort introduktion på et vers, og så starter han i vers to med den første af tre serier af budskaber, der alle starter med et budskab om advarsel og ve og dom, som vi skal høre i dag, men som i alle tre serier også slutter med stærke, opløftende ord om Guds løfter, om hans nåde og tilgivelse, så det sidste ord ikke skal være dom og fortabelse, men ord om løfter, om håb og frelse. De tre serier af budskaber starter henholdsvis i kapitel 1, vers to, som vi skal se nu, og i kapitel tre og i kapitel seks. Fælles for serierne er, at de alle starter med ordet "hør". Dagens budskab har jeg givet titlen "Guds dom over Samaria og Jerusalem", i samme tråd som vi ser det i vores titel i vores 92-autoriserede bibel. Men man kunne også give det titlen: "Når en kærlig og hellig Guds harme rejser sig i dom over synd og uretfærdighed for at bringe frelse." Det var en lang titel, men det er lige netop, hvad vi ser i dette kapitel.

Hør, alle folkeslag

Lad os gå til vers to til syv, hvor vi læser om Guds dom over Samaria, som repræsenterer det nordlige Israel:

"Hør, alle folkeslag! Lyt, jord med alt, hvad du rummer! Fra sit hellige tempel vil Gud Herren vidne imod jer. For nu går Herren ud af sin bolig, han stiger ned og går hen over jordens høje, bjerge smelter under ham, dale åbner sig, som voks for ilden, som vandfald ned over skrænten. Alt dette sker på grund af Jakobs overtrædelser, på grund af Israels hus' synder. Hvad er Jakobs overtrædelse? Det er Samaria! Hvad er Judas offerhøje? Det er Jerusalem! Derfor gør jeg Samaria til en ruin på marken, til et sted, hvor man planter vin; jeg styrter dens sten ned i dalen og blotter dens grundmure. Alle dens gudebilleder skal knuses, alle dens skøgegaver brændes op, og alle dens gudestøtter ødelægger jeg. For den har samlet dem som skøgeløn, og som skøgeløn skal de bruges igen."
Mikas Bog 1, 2-7

Mika starter sit budskab med ordet "hør", og han gentager sig ved at sige "lyt". Hør, lyt, giv al din opmærksomhed til det, der nu skal lyde. Det er af største vigtighed og betydning, for som vers et siger: Det er Herrens ord. Kære unge, voksne, du med det grå guld — der lyder mange budskaber rundt omkring i verden i dag. Mange politikere, trendsættere, influencere, strømninger og ideologier, alle mulige ord fra nær og fjern fra alle mulige forskellige kilder. Men over dem alle, det der trumfer alt, det som vi ved er sandhed, det som har den højeste autoritet og magt, det som skal have vores udelte opmærksomhed og loyalitet og forkærlighed, det som vi skal tro på og klynge os til at stå fast på som et sikkert og urokkeligt fundament — det er Herrens ord.

Herrens ord er ufejlbarligt. Det er som en lygte for vores fod og et lys på vores sti. Det renser, det helliger, fordi det er sandhed. Det åbenbarer for os Guds gode vilje, det udruster os til al god gerning. Det er levende og virksomt, skarpere end noget tveægget sværd. Det skærer igennem lige der, hvor det skal skære. Som Salme 19 siger det:

"Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom. Herrens forordninger er retskafne, de glæder hjertet. Herrens befaling er ægte, den giver øjnene glans. Herrens ord er rent, det består til evig tid. Herrens bud er sandhed, de er alle retfærdige."
Salme 19, 8-10

Det styrker sjælen, det giver visdom, det glæder hjertet, og det åbenbarer for os, hvem Gud er. Det er de gode nyheder, det er evangeliet, som er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.

Men det, som Guds ord også gør, er, at det også advarer. Som Salme 19, vers 12 siger: Herrens ord kommer også for at advare os. Det kommer for at kalde os til omvendelse, når der er brug for det. Det er, hvad vi læser her i Mikas Bog. Gud advarer Samaria og Jerusalem om kommende dom. Hvem er kaldet til at høre og lytte til dette budskab? Hvad står der? Alle folkeslag. Hør, alle folkeslag, hele jorden med alt, hvad den rummer — alle, hver eneste, uden undtagelse skulle høre og lytte til, hvad Gud havde at sige.

Mikas budskab var et eller andet sted specifikt rettet til et afgrænset geografisk område, Samaria og Jerusalem, i en relativt kort tidsperiode af verdenshistorien. Men ikke desto mindre er dets budskab fortsat af altoverskyggende betydning for resten af verden og gennem tiden frem til os i dag. Dette her er Herrens ord, også til os i dag — det må vi ikke glemme.

Vi læser, at Gud Herren fra sit hellige tempel vil vidne imod jer. Han vil vidne mod nationerne generelt og mod Israel og Juda specifikt. Vi får nærmest fornemmelsen af en retssal, hvor en dommer har set og studeret alle kendsgerninger, beviserne, argumenterne, og nu skal han til at bringe sin dom over den anklagede. Det at hele jorden, at alle nationerne bliver inddraget i dette drama, fortæller os, at det særlige forhold, som Gud havde til Israel dengang, har en verdensomspændende betydning og implikation. For det var jo igennem Abraham, at jordens slægter skulle velsignes — Israel skulle have en verdensomspændende betydning.

Det tjener også det formål at signalere, at hvis Israels Gud var villig til at bringe dom over sit eget pagtsfolk, så skulle resten af jorden vide, at ham, som også er deres skaber og Gud, også vil dømme dem for deres overtrædelser mod ham, hvis de fortsætter af samme vej som Israel i uomvendt synd og afgudsdyrkelse. Dette princip ser vi også i Det Nye Testamente i Første Petersbrev kapitel 4, vers 17:

"For nu er det tiden, da dommen tager sin begyndelse, og den begynder med Guds hus; men når den begynder med os, hvilken ende vil det så ikke tage med dem, der er ulydige mod Guds evangelium?"
Første Petersbrev 4, 17

Gud er ikke kun herre og konge over Israel. Han er universets skaber, hele jordens retfærdige dommer, og han er Kongernes Konge og herrernes Herre. Som Romerbrevet 14, vers 12 gør klart, så skal hele verden, hver enkelt person hver for sig, aflægge regnskab for Gud:

"Vi skal altså hver for sig aflægge regnskab over for Gud."
Romerbrevet 14, 12

Guds suverænitet bliver malet med ord, når vi læser videre i Mikas kapitel 1, vers 3, på en måde, som får jordens grundvold til at ryste. Herren forlader sin tronsal i himlen, og han træder ud af sin bolig. Han vil stige ned, og han går hen over jordens høje, læser vi. Gud er så stor, så ophøjet, at han skal stige ned for at nærme sig jordens høje. Jeg har altid syntes, det var sådan lidt komisk på en måde i beretningen om Babelstårnet, da jordens folk i deres hovmod ville bygge et tårn, der nåede helt op til himlen, og så står der, at Gud ligesom måtte stige ned for bedre at kunne se det lille projekt, de havde gang i.

Den største afgud, mennesker kan rejse og tilbede, er som intet sammenlignet med den levende, sande Gud. Hvem er som ham? Ingen. Den levende Gud skulle nu stige ned fra sin trone og nærme sig sit folk for at dømme dem for deres synd imod ham. Når der i vers tre står, at Gud går hen over jordens høje, så er det uden tvivl også en reference til alle de offerhøje, som Israel havde rejst over hele landet. Disse offerhøje begyndte med Salomon, og vi kan læse om hans tragiske åndelige forfald, hvordan han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ved at tilbede afguder. I Første Kongebog kapitel 11, vers fem, der står der, at han fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. Han byggede på bjerget øst for Jerusalem en offerhøj.

Frøet til afgudsdyrkelse blev sået helt fra toppen af, og det spredte sig til hele landet. Gentagende gange blev de befalet at rive disse altre ned og omvende sig, og nogle gange lykkedes det kortvarigt under nogle gode kongers reformer, men de kom som ukrudt hurtigt frem igen. Disse offerhøje viser et hjerte, der ikke elskede Gud af hele sit hjerte, sjæl, sind, og med den overtrædelse åbnede det sluser op for al slags urenhed og lovløshed, som gennemsyrede nationen og som ledte til, at man ikke elskede sin nabo som sig selv, som det sidste af de seks-ti bud handler om.

Gud selv måtte nu stige ned til jorden fra himlens trone og endegyldigt gøre op med al den urenhed og afgudsdyrkelse, som ødelagde hans elskede folk. Dommens time var nu kommet, og hans ankomst er ikke med blide skridt og blokfløjtemusik i baggrunden. Nej, den er frygtindgydende. Fra vers fire læser vi, at bjergene smelter under ham, dale åbner sig som voks for ilden og som vandfald ned over skrænten. Ethvert bjerg, enhver offerhøj. Vi har en lignende beskrivelse i Salme 97, vers 5:

"Bjergene smelter som voks foran Herren, foran hele jordens Herre."
Salme 97, 5

Alt det her sker, som Mika kapitel 1, vers fem siger, det sker på grund af Jakobs overtrædelser, på grund af Israels hus' synder. Vi ser her ordene "overtrædelse" og "synder". En overtrædelse er, når man bevidst overskrider en klar grænse, en streg man ikke skal krydse, en linje man skal holde sig langt fra. Det er, når man bevidst bryder Guds klare lov, som han havde givet sit folk til velsignelse og beskyttelse. Man ved, noget er forkert, og man gør det alligevel. Man vælger slangens vej — slangen, som sagde til Adam og Eva: "Ah, har Gud nu virkelig sagt? Har Gud nu virkelig givet dig den grænse? Har Gud nu virkelig sagt, at det må I ikke?" Slangens vej, som fører til fortabelse, adskillelse fra livets kilde, i stedet for at gå Guds vej, lydighedens vej, troens vej, som fører til velsignelse og liv.

Synd refererer nok mere til det at komme på afveje, at man rammer ved siden af målet, at man fejler i at gøre det rigtige og gå lydighedens vej — den generelle tilbøjelighed, vi har til at synde og være i oprør mod Gud. Folket havde bevidst og gentagende gange forbrudt sig mod, syndet mod den Gud, de havde indgået en pagt med, ham, som nådigt havde frelst dem og trofast været deres Gud. Hele nationen, både det nordlige Israel og Juda, stod nu strafskyldigt over for ham med deres mange og gentagende overtrædelser og afgudsdyrkelse på offerhøjene.

Hele nationen, fra øverste hylde af, havene smelter, dale åbner sig — det apokalyptiske sprogbrug, det endetidsagtige ordsprog, der bliver brugt her, det er varsler om noget meget, meget alvorligt. Med en sådan ankomst er det ikke bare for at hyggesnakke, at Gud kommer. Samaria, Jerusalem, hele jorden — hør og lyt, skælv og frygt, for Gud Herren er kommet for at dømme.

Dommen over Samaria

Mika udtaler nu Guds dom over Samaria, som vi skal se fra vers seks til syv. Det nordlige Israel havde jo brudt sig fri fra den sydlige del tilbage under kong Salomons søn Rehabeams regeringstid, hvor Jeroboam — der var Rehabeam, som var Salomons søn — og så går Jeroboam i oprør mod Israel. De river sig fri fra Israel, og sammen med de ti nordlige stammer, med Samaria som hovedstad, bliver det det nordlige Israel. Så er der Rehabeam i syddelen og Jeroboam i Norden.

Alle Samarias konger fra Jeroboam og frem var alle sammen ugudelige, den ene værre end den anden. Igen og igen står der i Kongebøgerne, at de gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og de ledte folket på afveje. Det var en afgudsdyrkende nation helt ind til benet. Jeroboam, den første konge, han rejste to guldkalve og sagde, at her er afguderne, der havde udfriet dem fra Egypten i sin tid. Det kan man læse om i Første Kongebog kapitel 12. Han byggede offerhøje og udpegede præster, som ikke var levitter, til at bringe slagtoffer. Han fik folket til at synde og gå på afveje, og i samme tråd fulgte alle de øvrige efterfølgende konger af Samaria. Trods stor velstand og rigdom krænkede de Gud med deres tomme guder, generation efter generation, som vi kan læse om i resten af Kongebog fra kapitel 12 af.

Advarslerne havde lydt igen og igen gennem tiden og gennem flere af Guds profeter, heriblandt Elias og Elisa, Amos, Hoseas, Esajas, Ezekiel, Jeremias og selvfølgelig også Mika. Det var ikke fordi, Gud ikke havde advaret folket. Men nu var tiden moden til, at Gud gjorde alvor af sine advarsler mod Samaria. Gud vil jævne Samaria til jorden og gøre det til en ruin på marken. Han vil nedrive helt ned til dens fundament og grundmur, byens infrastruktur, og gøre det til et sted, som ikke længere kan gøre mere nytte end til at plante vin. I processen vil han knuse alle gudebillederne og gudestatuerne og gøre en endegyldig ende på den perverse form for afgudsdyrkelse.

Hvordan blev det her udført? Hvor onde de end er, så er de under Guds kontrol. Assyrerne er under Guds suveræne kontrol og magt, og som Esajas' Bog kapitel 10, vers fem gør det klart, så er de blot et instrument i Guds hænder, som han bruger til at tugte sit folk med. I år 722 før Kristus, i det ottende århundrede, invaderer assyrerne det nordlige Israel, som vi kan læse den historiske beretning om i Anden Kongebog kapitel 17. De gør nøjagtigt, som Gud gennem sine profeter havde advaret Israel om. Samaria bliver indtaget, knust og jævnet med jorden.

Klagesangen over Jerusalem

Det leder nu til den anden del af Mikas budskab, nemlig en varsling af dom over Jerusalem fra vers otte til seksten. Hvis ikke han var den første, så var Mika en af de allerførste profeter, der profeterede Guds dom over Jerusalem. Prøv lige at forestille dig at være den første profet, der skal udtale dom over Jerusalem, og blot det at tænke tanken, at Gud vil gøre det, men også proklamere det som værende Herrens ord. Det måtte have sendt chokbølger gennem folket. Kunne Gud virkelig finde på at gøre med Jerusalem som med Samaria? Utænkeligt! Nej, nej, nej, ikke Jerusalem, tænkte de måske. Vi har jo Jerusalem, den sande hovedstad. Vi har den ubrudte kongelige rækkefølge af regenter i Davids slægt, fra Judas stamme, den udvalgte messianske stamme. Vi har Templet, vi har Arken, vi har Gud på vores side. Måske er vi ikke lige sådan Guds bedste børn lige for tiden, men han vil da aldrig lade os undergå samme skæbne som Samaria.

Men de tager fejl. Guds ære er på spil, og nationen har igen og igen krænket ham, nøjagtig som deres søster Samaria havde gjort det. De havde forladt deres første kærlighed og givet sig hen til afgudsdyrkelse. Samarias sår, vers ni, var uhelbredelig — den havde bredt sig som en cancer også til Juda, helt ind til Jerusalem. Mika med profetiske øjne kunne se, at Guds dom også vil ramme Jerusalem, og han begynder at sørge højlydt og synligt for folket.

Måske er hans sorg en blanding af, at han ved, at Jerusalem, hans eget folk, skal dømmes. Men lige så meget tænker jeg også, at han som Guds talsmand og profet mærker Guds hjerte og sorg over syndens ødelæggende og dødelige effekt over nationen. Vi ser for eksempel i Ezekiels Bog kapitel 18, vers 32, hvor Gud siger:

"Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!"
Ezekiels Bog 18, 32

Men de vil ikke omvende sig. Så Mika sørger højlydt. Han er i dyb sorg over nationens tilstand, over deres oprør og vedvarende synd imod den Gud, han så inderligt selv elsker og helhjertet tjener. Han er så ramt af denne sorg, at han klager og jamrer, og selv barfodet og nøgen går han omkring og klager højlydt som en sjakal, læser vi, hylende, og holder sorg som en struds. Jeg blev simpelthen nødt til at YouTube det her — altså, hvordan lyder det, når en struds er i sorg? I skal næsten gøre det. Det lyder hjerteskærende. Det er helt ondt at høre på.

Men at Juda og Israel nu stod på tærsklen af den samme skæbne som Samaria, og helt fortjent, det vækkede alligevel en sådan voldsom reaktion i Mika over det, som Gud nu var ved at gøre. Han kunne ikke holde sin bedrøvelse skjult.

Mika, fra vers ti til vers femten, nævner nu tolv byer i Juda, hvor han med en slags ordspil bruger de forskellige byers navne og tillægger dem en betydning, som går i tråd med det budskab om kommende dom, som vil ramme Jerusalem. Det er en slags teknik, han bruger for ligesom virkelig, virkelig at fremhæve det budskab, han har her. Man kan lave en dansk pendant med nogle af vores danske byer, for eksempel: Ringsted skal blive den ringeste af alle byer, i Slagelse skal man blive slået, i Lem skal man blive lemlæstet, i Tarm skal der vælde indvolde ud. Det er bare en pendant til det.

På gammeltestamentlig tid i Israel havde navne ofte en særlig betydning. Hvor vi i dag ofte giver navne til vores børn mere efter præference, fordi vi kan lide det, eller det er populært, eller det lyder godt, så gav man navne på den her tid, fordi det havde en helt særlig betydning, og ofte var det koblet med en persons identitet. Vi kan for eksempel læse om Abrams navn, der blev ændret til Abraham, og Sarajs navn, der blev ændret til Sara, og det navneskifte, som Gud gav dem, besejlede også deres skæbner, at de ikke skulle være barnløse, men at fra dem skulle nationer komme. Så navne har stor betydning, og Mika bruger denne teknik med byernes navne.

Disse vers kan også være lidt svære at forstå og tyde, fordi vi ikke helt forstår betydningen af byernes navne, da de er på hebraisk. Men jeg skal gøre mit bedste her ud fra de kommentarer, jeg har læst. For eksempel byen Bet-le-Afra — det betyder "hus af støv", men folket skal væltes i støv med Guds straf. Shafir betyder "skønhedens by", men man vil stå tilbage nøgne og ydmyge. Byen Sa'anan betyder noget i stil med "at gå frem" eller "at gå ud", men indbyggerne, vers elleve, vil ikke kunne slippe væk. Byen Bet-ha-Esel betyder noget i stil med "at man tager noget væk", og her er det fodfæstet, der bliver redet væk fra folket. Al stabilitet og sikkerhed bliver som et tæppe revet væk under folket.

Vers tolv: Byen Marot betyder noget i stil med "bitterhed". Håbet om lykke bliver erstattet af noget grufuldt og bittert. Vers tretten: Lakish — det lyder som "hurtige heste". Lakish var en af de allervigtigste forsvarsbygninger i landet, foran Jerusalem. Faktisk så man Lakish som den næst vigtigste by i Juda. Byen var berømt for sine mange stridsheste. Når der refereres i vers tretten til den her første synd, så var det måske det, at folkets primære tillid lå i det, som de fysisk kunne se — militærmagt og hestekræfter, stridsheste, som deres beskyttelse — i stedet for ydmygt at have tillid til Gud, som de ikke kunne se. Så blev de stolte og stolede på det, de kunne se. Der var et fokus på det ydre frem for det indre, på det jordiske frem for det himmelske, som Mikael talte om sidste søndag.

Vers fjorten: Betydningen af byen Moreshet-Gats navn — det var Mikas hjemby — er måske noget i retning af at give en afskedsgave, og med den kommende dom for øje måtte folket give afkald på alt, hvad de havde. Byen Akzib betyder bedrag. Hvor man forventer en bæk, som vil give rindende, forfriskende vand, er der her ingen vand at finde, intet liv. Håbet render ud for Israels konger, og det er nu kun et spørgsmål om tid. Maresha betyder noget i stil med, at der er en, der tager over, en ny sejrherre, og denne nye arving er uden tvivl en reference til den assyriske herre, som er på fremmarch mod Juda.

I vers ti sprang jeg byen Gat over, hvor vi læser i vers ti: "Fortæl det ikke i Gat, græd ikke." Ved at starte sin klagesang med disse ord, "Fortæl det ikke i Gat", ville det uundgåeligt have fået lytterne til at huske kong Davids klagesang i Anden Samuelsbog kapitel 1, vers 20. Det var jo efter, at kong Saul og hans søn Jonatan døde i krig. Jeg skal blot nævne datoen 11. september, og for langt de fleste af os vil vi med det samme få billederne for vores indre øje af fly, der styrter ind i bygninger. Så når Mika nævner ordene "Fortæl det ikke i Gat", vil man med det samme blive påmindet om det store nederlag til filistrene, som Israel led, hvor kongen og hans søn døde i krig.

Med disse ord starter Mika sin klagesang. Han varsler om dom og ødelæggelse, og han nævner den ene by efter den anden med tilhørende ord af dom og katastrofer, som knytter sig til byernes navne. Det er næsten, som om man kan se Gud med hele den assyriske hær som sit tugtsinstrument trampe sin med sin guddommelige fod ned over Judas byer, idet han dømmer dem for deres synd og deres forræderi og det, at de har vendt sig mod ham med afgudsdyrkelse. Denne profetiske klagesang slutter med byen Adullam, endnu en reference til Israels historie, der med det samme vil minde folket om, hvordan David i en af de mørkeste perioder af sit liv måtte flygte for sit liv, forfulgt af kong Saul. Der måtte han flygte og skjule sig i Adullams hule. Så folket flygter, og varslingen om dom bliver malerisk malet her på en poetisk måde af Mika.

Israels herlighed, som vi også læser her i vers femten — det kan også oversættes til Israels fornemme, altså landets ledere, som det er tilfældet i Esajas' Bog kapitel 5, vers 13. Israels ledere ville flygte for deres liv, som da David flygtede for sit. Som den tolvte og mest prominente og centrale by, der nævnes af Mika, har vi i vers tolv Jerusalem, hvor vi læser, at ulykke fra Herren selv vil ramme Jerusalem.

Hvad betyder Jerusalem? Jerusalem betyder "Fredens by" — Salam betyder fred. Jerusalem. Men hvad vil ramme byen? Ikke fred, men ulykke fra Herren selv. Jerusalem er primær-tumoren, hvorfra cancer af afgudsdyrkelse og alle slags urenhed og ondskab flyder og forurener hele landet. Der kommer Gud nu for at dømme sit eget folk for deres mange synder begået mod ham. Derfor kalder Mika folket i vers seksten til selv at sørge over, hvad der er på vej, og implicit her er også et kald til omvendelse, til anger, til selvransagelse, til at vende sig mod den levende og sande Gud, til at forkaste enhver afgud.

Hvad skete der så? Efter at assyrerne havde erobret det nordlige Israel, bevægede de sig videre mod Juda, og det endte med, at de erobrede næsten hele landet. De indtog alle Judas befæstede byer, læser vi i Anden Kongebog kapitel 18, inklusiv Lakish, Israels vigtigste forsvarsbygning. På dette tidspunkt var Hizkija konge, og I kan læse hele den dramatiske beretning i Anden Kongebog 18-19. Men ganske kort: Hizkija vender sig mod Gud i bøn. Han erkender, at uden Gud står Juda og Jerusalem fuldstændig uden håb for overlevelse. Der er ikke noget håb at finde i de omkringliggende nationer. Der er kun Gud, og han beder Gud om at frelse dem. På den mest mirakuløse måde sender Herren sin engel ud blandt assyrernes krigslejr, og han dræber 185.000 krigere, og Jerusalem bliver reddet.

Desværre er det kun på lånt tid. Guds endelige dom, som blev varslet af Mika, bliver udsat en del år. Hizkija får lov at opleve fred i resten af sin regeringsperiode, men der går ikke mange generationer, før en ny verdensmagt var kommet til, og i år 586 før Kristus bliver Juda, inklusiv Jerusalem, taget og overrendt og knust af babylonerne.

Hvad kan vi lære af dette?

Hvad kan vi lære af alt dette? Vi skal høre og lytte. Vi skal høre Mikas budskab og forstå, at den Gud, som dømte Samaria og Jerusalem for deres synd og afgudsdyrkelse dengang, er den samme Gud i dag. Hvis Gud ikke undlod at dømme sit eget pagtsfolk, hvor meget mere vil han så ikke også dømme resten af verden, som er ulydig imod Guds evangelium, som vi læste i Første Petersbrev 4, 17.

Afgudsdyrkelse er i bund og grund, at man erstatter noget eller nogen med Gud. Om det er en statue af træ eller af træ belagt med guld, eller om det er penge eller magt, anerkendelse eller nydelse — det er, at man giver sig selv hen til noget eller nogen, som ikke kan være det, han er. At man elsker noget andet mere end ham. Gud vil, at vi skal elske ham og kende ham og leve ham nær og give ham vores alt. At kende ham, det er livet, for han er liv og sandhed. At kende ham er sand glæde og lykke.

Mikael læste også op i forbindelse med vores katekisme, hvor vi også her læser, hvad afgudsdyrkelse er, fra Kolossenserbrevet 3, 5:

"Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse."
Kolossenserbrevet 3, 5

Det er det, Gud ønsker at frelse os fra. Evangeliet, Guds gode nyheder, er, at der er håb at finde for den, som vil omvende sig fra sin synd og søge tilflugt i det eneste håb, som Gud giver, nemlig frelsen ved troen på hans søn Jesus Kristus.

Den større opfyldelse i Jesus

Ligesom Mika græd og sørgede over Jerusalems tilstand, læser vi også i Lukasevangeliet 19, at Jesus græd over Jerusalems tilstand, over det tag, som synden har i menneskers liv. Ligesom Mika ydmygede sig og gik nøgen og barfodet i sorg, sådan ydmygede Jesus sig. Han blev stribet og pint og korsfæstet for i vores sted at tage Guds straf og dom, som vores synd fortjente. Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Efter at han havde sonet menneskers synd, opstod Jesus af graven tre dage efter. Han sejrede definitivt over syndens og dødens magt. Det var ikke bare en midlertidig sejr, men en evig sejr.

"For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre."
Romerbrevet 6, 23

Der hvor Israel fejlede i at bringe velsignelse til alle jordens slægter, har Kristus, det sande Israel, ikke fejlet. I Mikas Bog kapitel et læste vi om, hvordan bjergene smeltede og dalene åbnede sig, idet Herren trådte ned fra sit hellige tempel og ned over jordens høje for at dømme. Verdenshistoriens største og mest voldsomme begivenhed — det var, da Gud trådte ned fra himlens trone og selv blev kød og tog bolig iblandt os. Det, som Jesus udrettede ved sit liv, korsfæstelse, død og opstandelse, det sender fortsat sine efterskælv. Dødsrigets porte skal ikke få magt over det, som Gud gør. En dag vil denne konge, Jesus Kristus, komme igen — ikke for at frelse, men for at dømme verden og gøre alting nyt. På den dag vil ingen afgud komme én til undsætning. Så må vores håb, må vores glæde, må vores tro alene være i ham, den levende Gud.

Amen.