Eksodus

Gud fører sit folk ud af 70 års fangenskab i Babylon og kalder dem tilbage til tilbedelsen af ham. En ny og stor eksodus begynder.

Navne og byer og tal. Langt de fleste af os vil nok have en tendens til at læse kapitlet ret hurtigt igennem eller måske helt skippe det. Er det ikke rigtigt? Men vi ved jo ud fra Andet Timotheusbrev:

"Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning."
Andet Timotheusbrev 3, 16-17

Derfor skal vi heller ikke som menighed frarøves den velsignelse og rigdom, der gemmer sig i de af Bibelens kapitler, inklusive Ezra kapitel 2, som ved første øjekast kan se noget tungt og tørt ud, men som alligevel rummer et væld af rigdom til gavn og velsignelse for vores sjæle.

Der er faktisk en historie om John Pipers far, Bill Piper, om hvordan han kom til tro ved at læse stamtavlerne i Det Gamle Testamente. Tro det eller ej. Han fik syndserkendelse og vendte sig derigennem til Gud for frelse. Det var helt specifikt, da han læste slægtshistorierne i Første Mosebog kapitel 5. Det var på grund af den gentagne, alvorlige sætning, som lyder, at den og den person blev x antal år gammel, og han døde. Den næste person, og han døde, og han døde, og han døde. Gennem en slægtstavle kom Bill til den forståelse, at det er menneskets uundgåelige lod at dø for derefter at skulle dømmes, som Hebræerbrevet 9, 27 siger det. Så han blev frelst ved at læse en slægtstavle. Det bliver spændende at se, hvad der kommer til at ske i dag, når vi skal læse Ezra kapitel 2 igennem.

Bill forstod, at hvis han skulle dømmes uden Kristus som sin frelser, hvis han skulle dømmes for sine egne synder, så ville han stå strafskyldig over for en hellig Gud. Han ville ikke blot skulle dø en fysisk død, men for evigt være adskilt fra ham, som er selve livet, nemlig Gud, og i stedet tilbringe resten af evigheden i fortabelse i helvede, adskilt fra Gud. Så de her stamtavler kan altså noget. Guds ord er levende og virksomt, som Hebræerbrevet 4, 12 siger det, og det gælder i høj grad også for det kapitel, vi skal se på i dag, med alle listerne af navne og tal. Så glæd jer. Jeg håber, I er i forventning til dagens tekst.

Gud fører sit folk ud af Babylon

Jeg har givet dagens budskab titlen "Eksodus", som betyder udvandring. Det, vi skal se i vores tekst i dag, er nok et af de mest fantastiske og mest skelsættende tidspunkter i Israels historie. Det er et kæmpe vidnesbyrd om Guds trofasthed og almagt. Han fører sit folk ud af 70 års fangenskab, ud af den mægtige, mægtige nation Babylon, den mægtigste nation på jorden, og leder dem tilbage til Israel.

Sidste gang så vi i Ezras Bog kapitel 1, hvordan Gud vakte perserkongen Kyros' ånd. Gud bruger den hedenske, afgudsdyrkende stormagt til at udføre sin egen guddommelige, fastlagte vilje. Det gjorde Gud, for at hans ord ved profeten Jeremias kunne opfyldes, læser vi. Gud havde oprindeligt, længe før Ezras tid, udfriet Israel af det egyptiske slavemarked. Det var den første store eksodus, som vi kan læse om i Anden Mosebog, og som på engelsk hedder Exodus.

Gud førte sit folk gennem ørkenen og ind i det forjættede land. Dér formede han dem til en mægtig nation, kongeriget Israel, bestående af de 12 stammer, Jakobs 12 sønner, som han indgik en pagt med. Han ville være deres Gud, og de skulle være hans ejendomsfolk. De skulle være til velsignelse for jordens slægter og være et vidnesbyrd for verden om, at Israels Gud er den ene sande, levende Gud, og derved kalde nationerne til at følge Herren Gud.

Men som vi har set før, og som vi er i fuld gang med at læse i Kongebøgerne, svigtede de deres del af pagten. Trods gentagne advarsler fra Gud blev nationen ved i sit oprør mod Gud. De vendte sig væk fra ham og tilbad andre afguder. Derfor sendte Gud, i henhold til de advarsler der gentagne gange var givet om at bryde pagten med ham, først assyrerne og senere babylonerne for at straffe og tugte Israel. Store dele af nationen blev sendt i eksil. Først blev de spredt rundt i det daværende assyriske rige. Senere, med kong Nebukadnesar i spidsen for det babylonske rige, blev Juda og Jerusalem fuldstændig knust og ødelagt. Byen, templet og murene blev lagt i ruiner, og store dele af befolkningen blev sendt i eksil i Babylon.

Men i Guds store nåde var der tale om en tidsbestemt straf. I Jeremias' Bog siger Herren:

"Hele dette land skal blive til ruiner og ødemark, og folkene skal være trælle for Babylons konge i halvfjerds år."
Jeremias' Bog 25, 11

Der var en tidsperiode, der var en slutdato. Det profetiske ord kommer til opfyldelse, da Herren vækker Kyros' ånd, efter at perserkongen har besejret det babylonske rige og overtaget magten. Når Gud, som troner i himlen, vækker ånden i en konge, som troner over et rige på jorden, så må den jordiske konge lystre den almægtige og evige konges vilje. Kyros udsteder et dekret, en bekendtgørelse om, at jøderne nu må drage tilbage til deres land. Ikke nok med det, de må også genopbygge Herrens tempel i Jerusalem. I den forbindelse frigav kongen alle de tempelgenstande af guld og sølv, som Nebukadnesar i sin tid havde taget med sig, da han ødelagde templet, til de jøder, der ville vende tilbage.

Her i Ezras Bog ser vi, hvordan Herren, den almægtige Gud, suverænt udvirker sin vilje for sit folks skyld, til deres gode og til sin egen ære, og at intet kan stå ham imod. Gud vakte perserkongen Kyros' ånd, som vi læser i kapitel 1, vers 1. Han vækker også ånden i den skare af jøder, der skulle vandre ud af Babylon, drage op til Jerusalem og bygge Herrens tempel, som vi læser i kapitel 1, vers 5. Det er dér, vi befinder os i Ezras Bog. En ny og stor eksodus skal til at begynde, tilvejebragt ved Guds store nåde og magt.

Der var engang en eksodus, en forfærdelig, forfærdelig udvandring, hvor hele menneskeheden i Adam og Eva blev sendt ud. De blev sendt ud af Edens have, ud og væk fra Guds nærhed. På grund af synd blev mennesket adskilt fra sin skaber. Bibelens store historie, de gode nyheder i evangeliet, er, at Gud baner en ny vej, hvor enhver, som er i Kristus, kan vandre tilbage til Guds nærvær. Hele Bibelens fortælling om Guds frelsesplan indbefatter også genoprettelsen af Israel som nation, templet og offersystemet for at sætte scenen for ankomsten af Gud selv, nemlig Jesus, den anden person i guddommen, som iklæder sig kød og bliver menneske for at indlede og sikre den største og mest ultimative af alle eksodusser, nemlig frelsen. Som Kolossenserbrevet 1, 13 siger det, frier Gud os ud af mørkets magt og flytter os over i sin elskede søns rige.

Men tilbage til Ezras Bog. Den store eksodus af jøder, der udvandrer fra Babylon til Israel, finder faktisk sted over tre omgange. Kong Nebukadnesar angreb i sin tid Juda og Jerusalem i tre omgange, tre militærkampagner, tre angreb, og alle tre gange førte han store grupper af jøder til Babylon. Det var i henholdsvis år 605, 597 og 586 før Kristus. På samme måde består den store eksodus også af tre bølger af udvandringer af jøder fra Babylon til Israel, som strækker sig over en tidsperiode på cirka 90 år. Den første udvandring var under ledelse af Zerubbabel i år 538 før Kristus, og den er fokus for de første seks kapitler af Ezras Bog. Den anden udvandring fandt sted under ledelse af Ezra. Så selvom Ezras Bog er opkaldt efter Ezra, møder vi ham først noget senere i bogen. Det fandt sted i år 458 før Kristus. Den sidste udvandringsbølge fandt sted i 445 før Kristus, under ledelse af nok den mest kendte mundskænk i verdenshistorien, nemlig Nehemias. Det kommer vi til.

Tolv ledere for hele Israel

Men lad os gå i gang. I kan næsten ikke vente, kan jeg se. Vi starter i kapitel 1, vers 11b:

"Alt dette tog Sheshbassar med, da de landflygtige drog op fra Babylon til Jerusalem."
Ezras Bog 1, 11
"Dette er de folk, der stammede fra provinsen Juda, som drog op fra de landflygtiges fangenskab, dem babylonerkongen Nebukadnesar havde ført i eksil til Babylon, og som nu vendte hjem til Jerusalem og Juda, hver til sin by. De kom sammen med Zerubbabel, Jeshua, Nehemja, Seraja, Re'elaja, Mordokaj, Bilshan, Mispar, Bigvaj, Rekum og Ba'ana."
Ezras Bog 2, 1-2

Så holder vi lige en pause, så vi kan trække vejret og følge med i alle de vidunderlige navne. Hvis der er nogen, der er gravide og søger efter inspiration til navne, så kunne vi ikke være et bedre sted i Bibelen.

Hvis vi inkluderer Sheshbassar fra kapitel 1, ser vi her i alt 12 navne på mænd, som skulle lede den store folkeskare, den første store masseudvandringsbølge ud af Babylon og ud på den lange, hårde rejse mod Jerusalem. I skal tænke på, at der på den tid ikke fandtes moderne transportmidler, som vi kender dem i dag. Hverken biler eller busser eller flyvemaskiner, og i hvert fald ikke nogen flyvende Teslaer, som jo er det helt store for tiden. Det var en hård og lang rejse, primært til fods, nogle på ridedyr og vogne, hvor man så vidt muligt fulgte floderne. Så det var en lang omvej. Det var ikke i lige flugtlinje. Man fulgte floderne, så man havde vand at drikke, også til dyrene.

Der var også mange ældre med. Man skal tænke på, at flere af dem, der tog tilbage til Jerusalem, var blandt dem, der i sin tid var blevet taget til fange og ført til Babylon. De kunne huske Jerusalem fra deres barndom, og nogle af dem var nu på vej tilbage. Der var uden tvivl også mange børn og sikkert også gravide, og en masse bagage, der skulle med, heriblandt alle tempelgenstandene, som vi læste om i slutningen af kapitel 1. Rejsen var lang, cirka 1.500 kilometer, og det tog dem cirka fire måneder at gå turen. De efterlod hjem, familier og vennekreds i Babylon. Store personlige omkostninger.

Men som vi læste i kapitel 1, havde Gud vakt deres ånd, som der står. Den skare af mennesker var på en mission drevet af Guds ånd. Jerusalem og templet skulle genopbygges. Folket skulle vende tilbage til deres Gud og den sande gudsdyrkelse. Guds ære og navn var på spil. Blandt de mange mennesker, hvis ånd Gud vækker til den kæmpe opgave, læser vi navnene på de 12 mænd, som skulle lede folket.

Jeg tror på ingen måde, det er en tilfældighed, at det er 12 mænd. Tallet 12 ledere signalerer, at det, Gud har i tanke, er at genoprette hele Israel som nation. Ikke kun nogle af stammerne, ikke kun Juda, ikke kun de to sydlige stammer eller de ti nordlige stammer, men alle 12 stammer. Ligesom alle 12 stammer i Israel i sin tid forlod Egypten og indtog det forjættede land, vender en gruppe nu tilbage fra Babylon. En gruppe, der repræsenterer hele nationen, for at genskabe og genbefolke landet med pagtens folk, bygge templet og igen tilbede og følge Gud efter hans anvisninger. De skal være hans folk, og han skal være deres Gud, og kun ham alene.

Faktisk havde Ezekiel tidligere profeteret om, at Gud ville samle den todelte nation, det nordlige og det sydlige rige, og gøre dem til ét folk igen. Der står:

"Dette siger Gud Herren: Jeg henter israelitterne hjem fra de folkeslag, hvor de måtte drage hen. Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. Jeg gør dem til ét folk i landet, på Israels bjerge, og der skal være én konge for dem alle. De skal aldrig mere blive to folk og aldrig mere deles i to kongeriger. De skal ikke længere gøre sig urene ved deres ækle guder og deres møgguder og alle deres overtrædelser. Jeg frelser dem fra deres syndige frafald og renser dem; de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud. Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde …"
Ezekiels Bog 37, 21-24

Et profetisk ord, der både pegede frem mod, at Israels nordlige og sydlige riger skulle genforenes, men som ultimativt også pegede frem mod et rige, hvor der er én, der er større end David, som skulle være konge og hyrde for sit folk. Det er kongehyrden Jesus, som vil frelse mennesker af alle nationer og alle stammer, tungemål, folk og folkeslag, købt med sit eget dyrebare blod og i ham gjort til ét folk, hans brud, hans menighed.

Blandt de 12 mænd, der nævnes her, er det værd at bemærke særligt to af mændene, nemlig Zerubbabel og Jeshua. De to mænd var de primære ledere af folket. Zerubbabel er en ret interessant mand. Hans navn betyder afkom eller sæd, afkom af Babylon. Det er det, Zerubbabel betyder. Kongeligt, messiansk blod rendte i hans årer. Hvis vi slår op i Matthæusevangeliet, og det skal vi altså lige gøre, så er det, og I kan næsten ikke tro det, kapitel 1, hvor der også er en slægtstavle. Det er jo fantastisk med de her slægtstavler. I Matthæus kapitel 1 ser vi, at Zerubbabel indgår i den mest kendte og vigtigste af alle slægtstavler, nemlig Jesu slægtstavle. Det kunne ikke være bedre. Det er også snart jul. Fra vers 10 læser vi:

"Hizkija til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josija, og Josija til Jekonja og hans brødre under bortførelsen til Babylon. Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel, Shealtiel til Zerubbabel, Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor …"
Matthæusevangeliet 1, 10-13

Sådan fortsætter det, indtil vi når vers 15-16:

"Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus."
Matthæusevangeliet 1, 15-16

Wow. Zerubbabel er i lige linje til Josef, Marias mand, og Josef var jo den juridiske far til Jesus. At Zerubbabel, en kongelig efterkommer af Davids slægt, havde en ledende rolle blandt folket, gav dem uden tvivl også et håb om, at Gud ikke havde glemt sit løfte til David. Gud var i færd med at genoprette det messianske håb om et grundfæstet kongerige, som skulle bestå til evig tid med en af Davids efterkommere på tronen, som Anden Samuelsbog kapitel 7 taler om, og som jo peger på Jesus, som er kongernes konge og herrernes herre.

Den anden af de to primære ledere var Jeshua. Han var den første ypperstepræst blandt de tilbagevendte jøder. Han stammede fra Levis slægt og helt specifikt gennem Aron, Eleazar og Pinehas. Både profeten Haggaj og Zakarias, to profeter der kommer til at spille en afgørende rolle senere i Ezras Bog, omtaler ham som Josva. Så Jeshua og Josva er den samme person. Det er to varianter af det samme hebraiske navn, som betyder "Herren frelser". Ved I, hvad den græske variant af det navn er? Det er Jesus. Jeshuas navn sammen med Zerubbabels navn taler stærkt om det frelsesværk, som Herren Gud er ved at udføre, at han frelser sit folk ud af Babylon.

Gud bruger helt almindelige mennesker

Nu kommer vi til det, vi alle med længsel venter på. Vi skal videre med slægtstavlen, med fortegnelsen over alle de hjemvendte jøder, der skal hjem igen. Så lad os læse fra Ezras Bog kapitel 2, vers 2b og frem. Her ser vi nogle forskellige lister med grupper af mennesker, som drog op fra Babylon til Jerusalem. Overordnet er der tre grupper i listen over den store eksodus-skare. Den første gruppe, som vi skal læse nu, er folket eller lægfolket, altså de helt almindelige jøder. Så er der dem, der er direkte involveret i tempeltjenesten. Til sidst er der en interessant gruppe, vi skal kigge på, nemlig en gruppe af ikke-godkendte individer. Individer, der ikke med sikkerhed kunne gøre rede for, om de egentlig tilhørte Israel. Men nu er vi ved vers 2b, og det er tallet på mændene i Israels folk:

"Par'oshs efterkommere 2172; Shefatjas efterkommere 372; Araks efterkommere 775; Pahat-Moabs efterkommere, nemlig Jeshuas og Joabs efterkommere, 2812; Elams efterkommere 1254; Zattus efterkommere 945; Zakkajs efterkommere 760; Banis efterkommere 642; Bebajs efterkommere 623; Azgads efterkommere 1222; Adonikams efterkommere 666; Bigvajs efterkommere 2056; Adins efterkommere 454; Aters efterkommere gennem Hizkija 98; Besajs efterkommere 323; Joras efterkommere 112; Hashums efterkommere 223; Gibbars efterkommere 95; folkene fra Betlehem 123; mændene fra Netofa 56; mændene fra Anatot 128; folkene fra Azmavet 42; folkene fra Kirjat-Jearim, Kefira og Be'erot 743; folkene fra Rama og Geba 621; mændene fra Mikmas 122; mændene fra Betel og Aj 223; folkene fra Nebo 52; Magbishs efterkommere 156; en anden Elams efterkommere 1254; Harims efterkommere 320; folkene fra Lod, Hadid og Ono 725; folkene fra Jeriko 345; Sena'as efterkommere 3630."
Ezras Bog 2, 3-35

Det var den første gruppe. Den skarpe lytter og læser bemærker, at efterkommerne i den første halvdel af gruppen er identificeret ved familienavn, mens de i den anden halvdel er identificeret med den hjemby, de oprindeligt kom fra før eksilet i Babylon. Den første store gruppe af mennesker, den store skare af lægfolk, Israels folk, som vi læser om, udgør langt størstedelen af hele den store udvandringsmasse af mennesker, der forlod Babylon.

Hvert af navnene, de her familieefterkommere, alle de her helt almindelige mennesker, var den bærende del af det samfund, der skulle bringe reform og genoprettelse til et land, der var blevet fuldstændig ruineret. Det første, der bliver nævnt efter de 12 ledere, er gruppen af almindelige jøder, hr. og fru Israel fra de 12 forskellige stammer, mennesker og individer, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens tempel i Jerusalem. Senere bliver der nævnt nogle særlige grupper, som vi kommer ind på, blandt andre præster og levitter, sangere og tempeltjenere. Men den første gruppe, der bliver nævnt, er folket, mændene i Israels folk i vers 2, og deres familier og efterkommere. De blev ikke nævnt sidst. De lå ikke i bunden af listen, men blev nævnt som noget af det første.

I vores tid er der rundt omkring nogle enestående kristne ledere, som har haft enorm indflydelse på kirken. Nogle med kæmpe verdensomspændende tjenester. De har skrevet bøger, de prædiker på mange af de helt store konferencer, og mange af os har uden tvivl været utrolig velsignet af dem og er det fortsat. Men Gud bruger ikke først og fremmest superhelte til at udføre sin vilje, men derimod helt almindelige mennesker, hvis hjerter er overgivet til ham. Mennesker, der var villige til at efterlade trygheden i Babylon for at se Guds rige vokse, for at se mennesker blive forvandlet af at møde den levende Gud, for at se Gud blive æret der, hvor man er.

Gud bruger helt almindelige mennesker som du og jeg til at være hans hænder og fødder her på jorden, til at bringe Guds kærlighed og budskabet om frelsen i ham til mennesker, som er bundet i åndeligt mørke. Det var ikke blandt eliten i den religiøse højborg i Jerusalem, at Jesus udvalgte sine 12 disciple, men blandt fiskere, arbejdsmænd og endda en forhadt tolder. Det var gennem de 12 helt almindelige mænd, med alle deres udfordringer og problemer, at han forvandlede verden.

Gennem min kristne vandring har jeg været utrolig taknemmelig for og beriget af prædikener, undervisning, konferencer og bøger, jeg har læst af diverse teologer og præster. Men den største indflydelse på min daglige åndelige vandring og tjeneste er jer. Det er at være en del af Nordkirken. At tilbede sammen med jer om søndagen. At dele liv, glæder og kriser. At stå sammen i troen, i bøn og i tjeneste.

Det er på skuldrene af den store gruppe af jøder, at de næste generationer skulle stå, ligesom vi står på skuldrene af tidligere generationer. Derfor er hvert eneste navn, vi har læst her, af ufattelig stor betydning. I kan måske ikke huske meget længere tilbage end jeres bedsteforældre. Måske kan nogle huske deres oldeforældre. Men Gud kender på en helt særlig måde hvert eneste individ, hver eneste person, der tilhører ham og hans rige. De mange familier, som er nævnt ved navn og by, skulle være med til at bygge templet, medvirke til genindførelsen af offersystemet, komme tilbage til den sande gudsdyrkelse og følge og tilbede Gud efter hans forordninger. Så skulle de være med til at forme den næste generation til at være efterfølgere af Herren Gud.

Fra ypperstepræsten til tempeltrællene

Den anden gruppe, der bliver nævnt fra vers 36 til 58, består af præsterne, levitterne, sangerne, portvagterne, tempeltrællene eller tempeltjenerne og efterkommerne af Salomos hoffolk. En gruppe, der alle havde det til fælles, at de havde direkte med templet at gøre. Vi læser fra vers 36:

"Præsterne: Jedajas efterkommere af Jeshuas hus 973; Immers efterkommere 1052; Pashkurs efterkommere 1247; Harims efterkommere 1017. Levitterne: Jeshuas efterkommere gennem Kadmiel, Binnuj og Hodavja 74. Sangerne: Asafs efterkommere 128. Portvagterne: Efterkommerne efter Shallum, Ater, Talmon, Akkub, Hatita og Shobaj, i alt 139. Tempeltrællene: Efterkommerne efter Siha, Hasufa, Tabbaot, Keros, Siaha, Padon, Lebana, Hagaba, Akkub, Hagab, Shalmaj, Hanan, Giddel, Gahar, Reaja, Resin, Nekoda, Gazzam, Uzza, Pasea, Besaj, Asna, me'unitterne, nefusitterne, Bakbuk, Hakufa, Harhur, Baslut, Mehida, Harsha, Barkos, Sisera, Tama, Nesia og Hatifa."
Ezras Bog 2, 36-54

Vi er ikke færdige. Bare rolig.

"Efterkommerne efter Salomos hoffolk: Efterkommerne efter Sotaj, Soferet, Peruda, Jala, Darkon, Giddel, Shefatja, Hattil, Pokeret-ha-Sebajim og Ami. Tempeltrællene og efterkommerne efter Salomos hoffolk udgjorde i alt 392."
Ezras Bog 2, 55-58

Man skulle være god til at rappe. Så kunne det her virkelig blive en god sang.

Men centralt i formålet med at vende tilbage til Jerusalem var at genopbygge Herrens tempel. Det var til det formål, at Gud havde vakt Kyros' ånd, som vi læser i kapitel 1, vers 2. Det var for at genopbygge Herrens hus. Det er også derfor, han havde vakt folkets ånd i kapitel 1, vers 5. Den primære hensigt var tilbedelsen af den levende og sande Gud. Det var, er og vil altid til evig tid være det ultimative formål med vores eksistens.

Gud er højt hævet over alt. Han er ren. Han er hellig. Han er sand. Han er god. Han er retfærdig. Han er fuld af nåde og troskab. Han er barmhjertig og kærlig. Han er frygtindgydende smuk, vidunderlig, herlig og værdig til vores pris. Han er universets skaber og altings ophav. Ingen er som ham. Menneskets ypperste formål er at herliggøre Gud og nyde ham for altid, som en af vores bekendelser lyder.

Synd kom ind i verden og ødelagde menneskets relation til Gud. Det ødelagde noget i os, noget i mennesket. Mennesket er skabt i Guds billede, men på grund af synden mistede mennesket herligheden fra Gud, som Romerbrevet 3, 23 taler om. Men Gud kom for at genoprette den relation. Han kom for at rense og tilgive mennesker og kalde dem tilbage til sit nærvær, til tilbedelsen af ham.

I Det Gamle Testamentes offersystem med templet og ofringerne og de mange opgaver og gerninger, som de forskellige grupper udførte, var der for eksempel præsterne. De var fra Levis stamme og videre efterkommere af Arons slægt, hvorfra også ypperstepræsten kom. Det var dem, der udførte ofringerne af dyrene ved templet. Mennesker fra nær og fjern kom til templet i Jerusalem for at ofre et dyr. De placerede deres hånd på dyrets hoved for i symbolsk forstand at få overført deres synd og skyld til det uskyldige dyr. Samtidig slagtede præsten dyret, som døde i stedet for mennesket og tog straffen for menneskets synd. Dyret tager straffen i menneskets sted. Guds vrede mod synden, mod synderen, bliver derfor afbødet og tilfredsstillet. Synderen bliver tilgivet og kan nu med taknemmelighed og lettelse drage nær til Gud og tilbede ham.

Vi læser også om levitterne. De tjente også i templet med mange praktiske opgaver i forbindelse med ofringerne og tempelaktiviteterne.

Så har vi sangerne i vers 41, af Asafs slægt. Hvor må det have været forløsende, vidunderligt og fantastisk endelig at gøre det, man er skabt og kaldet til, på den rigtige måde og på det rigtige sted. Som tempelsanger at synge Herrens pris og lede folket i lovsang fra templet i Jerusalem. De har måske gjort det i årevis i Babylon, men at gøre det i Jerusalem, hvor må det have været fantastisk. Tænk på alle de år, de tilbragte i Babylon blandt et hedensk folk, omringet af templer og afguder. Men så at drage ud af Babylon og op til Jerusalem, genopbygge templet og dér synge Herrens pris. Den første salme, de sang. Wow, det må have været helt enestående. Vi kan faktisk læse hele 12 salmer skrevet af Asaf og hans efterkommere blandt Salmerne i Bibelen, nemlig Salme 50 og Salme 73-83. Vidunderlige salmer, der hylder Guds storhed og væsen.

Så læser vi om portvagterne i vers 42, som stod ved templets porte. Sikkert nogle kæmpestore muskelbundter, kan jeg forestille mig, som stod ved templets porte og sikrede, at kun autoriserede og ceremonielt rene personer gik ind i templet. De sikrede orden på tempelpladsen. De beskyttede templet og dets hellige rum mod vanhelligelse. De styrede den daglige strøm af mennesker og ofre, der kom ind på templets område, og de forhindrede uautoriseret adgang.

Derudover har vi i vers 43 tempeltrællene eller tempeltjenerne og i vers 55 efterkommerne af Salomos hoffolk, som også spillede vigtige roller i templets daglige drift. Formentlig bestod deres opgaver i at udføre det mere tunge, praktiske og hverdagsagtige arbejde for at aflaste levitterne og præsterne. De sørgede formentlig for, at der var brænde og vand, at knivene var slebet, og at alt var gjort klar. Det var dem, der så at sige holdt templets maskineri kørende i hverdagen.

Men alle sammen, fra ypperstepræsten til tempeltrællene, spillede vigtige roller. Alt det her, hele tempelsystemet og offersystemet, var jo en gammeltestamentlig skygge, der pegede mod en langt større og vigtigere virkelighed, nemlig Kristus. For vi ved jo, som Hebræerbrevet 10, 4 siger det, at "blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort". Det var kun, som vi læser i Hebræerbrevet 10, 10, ved at "Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle". Jesus Kristus er det eneste evigtgyldige offer for synder. Han er Guds lam, som tager vores synd og skyld på sig på korset og bliver straffet under Faderens hellige vrede mod den synd, vi har begået. Guds retfærdige hellighed kræver, at synden bliver straffet. Jesus tager vores synd. Han tager straffen og forbandelsen og overfører i stedet sin rene retfærdighed til os, som vi så bliver klædt i. "Rene og retfærdige", synger vi i en af vores sange.

I ham bliver vi født på ny, adopteret ind i Guds familie. Vi bliver Guds børn. Han bliver vores far, og vi får derfor fuld adgang til Guds nærvær. Portvagterne kan nu lade en gå forbi. Kristus er døren, han er vejen, sandheden og livet. Ved Guds nåde, ved troen på Jesus, gennem ham og i ham alene er man nu fuldt ud accepteret af Gud. Ligesom Asaf og hans efterkommere kan vi nu deltage i lovprisningen af Gud, som i sin godhed, kærlighed og nåde har frelst os. Wow. Amen.

Står dit navn skrevet i livets bog?

Den sidste gruppe, vi læser om her fra vers 59, er gruppen af ikke-godkendte individer, i hvert fald endnu ikke godkendte. Mennesker, der ikke kunne bevise eller gøre rede for, at de virkelig tilhørte Israel. Vi læser fra vers 59 til 63:

"Dette er dem, der drog op fra Tel-Mela, Tel-Harsha, Kerub-Addan og Immer, og som ikke kunne gøre rede for, om deres fædrenehus og slægt hørte til Israel: Efterkommerne efter Delaja, Tobija og Nekoda, i alt 652. Og af præsterne: Efterkommerne efter Hobaja og Kos og efterkommerne efter Barzillaj, som havde giftet sig med en af gileaditten Barzillajs døtre og taget navn efter dem. De havde undersøgt, om de var registreret i mandtalslisten, men dér fandtes de ikke. De blev betragtet som urene og blev udelukket fra præstetjenesten. Statholderen forbød dem at spise af det højhellige, indtil der fremstod en præst, der måtte bruge Urim og Tummim."
Ezras Bog 2, 59-63

Den gruppe, som også bestod af præster, kunne altså ikke gøre rede for deres slægtslinje. De kunne ikke bevise, at de hørte til Israel, og præsterne blev derfor betragtet som urene og udelukket fra præstetjenesten. Der er altså en enorm seriøsitet og nærmest en overbeskyttende holdning i forhold til bare at inkludere mennesker i samfundet for et godt ord. Lederne af den her eksodus var passionerede omkring Guds ære og hellighed. Det var kun dem, der kunne bevise, at deres navn stod skrevet i mandtalslisten, i registrene, som kunne få lov at blive inkluderet blandt Israels folk, og for præsternes vedkommende at tjene i templet. Der var høje, høje krav og sikkerhedstjek, så at sige. Man skulle kunne bevise, at man var af Israel.

Gud er en hellig Gud. For at tjene ham som præst i templet skulle man være godkendt. Man skulle bevise, at man var af Levis slægt og i direkte linje med den første ypperstepræst, nemlig Aron. Vi har jo et skrækeksempel fra Fjerde Mosebog kapitel 16 og 17 om Kora, Datan og Abirams oprør mod Moses' og Arons lederskab. På grund af deres oprør dør de. Kan I huske, hvad der skete med dem? Jorden revnede under dem og slugte dem. I kapitel 17, vers 5 står der om disse ugudelige mænds oprør, at det skulle være en påmindelse for israelitterne om, at "ingen uindviet, ingen der ikke var af Arons slægt, måtte brænde røgelse for Herrens ansigt".

Her i Ezras Bog er problemstillingen med gruppen af mennesker, der ikke kunne gøre rede for deres slægtslinje, af en sådan alvor og karakter, at selve statholderen, en af de 12 ledere, bliver involveret. Han forbyder dem at spise af det højhellige, det vil sige at deltage i spisningen af de portioner af ofringerne, som blev tildelt præsterne. Det måtte de ikke, indtil der fremstod en præst, der måtte bruge Urim og Tummim.

Så tænker jeg: Hvad i alverden er Urim og Tummim for noget? Urim og Tummim var to sten, som ypperstepræsten bar ved sit brystskjold eller i efoden, sikkert indenunder, tæt på sit hjerte, på sin ypperstepræstedragt. De blev brugt til at opsøge og kende Guds vilje i vigtige spørgsmål. Muligvis var der tale om to sten i forskellige farver, hvor den ene repræsenterede et ja og den anden et nej. Et spørgsmål til Gud ville blive stillet i bøn, og en sten blev trukket ud. Ud fra dens farve havde man svaret på Guds vilje i den specifikke sag, man havde fremlagt for Gud. Udfaldet af brugen af Urim og Tummim ville så afgøre Guds vilje for den her gruppe.

På en måde ser vi faktisk et billede på evangeliet her. Synden i vores liv diskvalificerer os fra at være en del af Guds rige. Vi har intet i os selv, der kan bevise en ret eller et krav på at komme ind i Guds rige. Vi er nægtet adgang til Guds hellige nærvær, og vi forbydes at spise af det højhellige. Vi kan ikke have fællesskab med Gud på grund af vores synd. Vores eget præsteskab er så at sige illegitimt. Vi er ikke registreret i himlens mandtalsliste. Vores egen retfærdighed kan ikke føres frem for Gud.

Derfor har vi ligesom den sidste gruppe brug for en anden præst, som er villig til at træde frem på vores vegne. En perfekt og godkendt præst, som er accepteret af Gud, og som kan retfærdiggøre os over for Gud. Ingen anden end Jesus er den ypperstepræst, som vi i sandhed trænger til, som Hebræerbrevet 7, 25-26 siger det. En, som "helt og fuldt" kan "frelse dem, som kommer til Gud ved ham". En, der er "hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene". Kun Jesus kan sikre, at vores navne er skrevet i livets bog.

Er dit navn skrevet i livets bog? Kald på Jesus i dag, kære ven, hvis det ikke er. Han vil tilgive dig alle dine synder. Han vil kaste dem alle i havets dyb og gøre dig til en del af sine egne, med dit navn skrevet i den vigtigste af alle slægtstavler og registre, nemlig i livets bog, det slagtede lams bog, som Johannes' Åbenbaring 13, 8 siger det.

Tilbedelsen af Gud kommer først

Til sidst læser vi fra vers 64:

"Hele forsamlingen udgjorde i alt 42.360; dertil kom deres trælle og trælkvinder; de udgjorde 7337; de havde også 200 sangere og sangerinder. De havde 736 heste, 245 muldyr, 435 kameler og 6720 æsler."
Ezras Bog 2, 64-67

Sikke en lyd, der må have været på vandringen hver eneste dag. Det må have været fantastisk. Sang og dyr og mennesker, der snakkede, og glæde over det, der lå forude. Vi læser videre:

"Da de kom til Herrens tempel i Jerusalem, gav nogle af overhovederne for fædrenehusene frivillige gaver, for at Guds hus kunne rejses på sit gamle fundament. De gav efter evne til fonden for arbejdet 61.000 drakmer guld, 5000 miner sølv og 100 præstekjortler. Præsterne og levitterne og en del af folket bosatte sig i Jerusalem, mens sangerne, portvagterne og tempeltrællene bosatte sig i deres byer og alle øvrige israelitter i deres byer."
Ezras Bog 2, 68-70

En kæmpe udvandring af jøder fra Babylon til Jerusalem, som efter den første eksodus med Moses ofte bliver kaldt den anden store eksodus i Bibelen. Selvom vi ikke ser store tegn og undere som på Moses' tid med de ti plager og Det Røde Hav, der deler sig, og selvom vi ikke ser nogen mirakler som sådan i Ezras og Nehemias' Bog, så vidner de alligevel om Guds suveræne kontrol over sin jord, over verden. Han er med sit folk, og han kalder dem tilbage til tilbedelsen af ham.

Det første, de gør, når de ankommer til Jerusalem, er at samles ved ruinerne af Herrens tempel. Der er en kæmpe indsamling af frivillige gaver, for at Guds hus kunne rejses på sit gamle, oprindelige fundament. Nogle ville måske have prioriteret at starte anderledes, måske med infrastrukturen: "Vi skal have styr på det hele, på regeringshuse, bymuren og sikkerheden. Det skal der være styr på, før vi kan tænke på Guds hus." Men nej, prioriteten er helt og aldeles den rigtige her, nemlig templet, ophøjelsen og tilbedelsen af Gud. Alt andet kommer i anden række.

Sådan bør det også være i vores liv i dag. I Første Petersbrev står der:

"Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud."
Første Petersbrev 2, 4-5

Kom til ham. Kom til Jesus. Bring åndelige ofre, tilbed ham, og lad ham altid være den første og største prioritet i dit liv. Må det være vores største glæde og iver i vores hverdag.

Er dit navn ikke skrevet i livets bog, så kom til Jesus i dag. Bed ham om at tilgive dig og frelse dig. Så vil du opleve den største af alle eksodusser, den største udvandring, der findes, nemlig rejsen fra død til liv, fra mørke til lys, fra adskillelse til Guds nærvær. Som der står, og som vi allerede har læst én gang:

"Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse."
Kolossenserbrevet 1, 13-14

Amen.