Timen er kommet

I starten af måneden rejste vi til North Carolina til en stor konference. Der skulle vi blandt andet møde nogle af dem, som jeg havde fået kontakt med i maj til den mindre udgave af konferencen i Edinburgh, og også danne kontakter og relationer til andre mennesker der. Det var rigtig spændende.

Inden vi rejste, var jeg i gang med at læse en roman. Det er jo ikke altid kun teologibøger; man må også gerne læse andre ting. Jeg læser en kristen romanserie, og i den roman fortæller forfatteren faktisk en sand historie om noget, der skete i North Carolina tilbage i 1799.

Det er en meget interessant historie. Der var en 12-årig dreng, som hed Conrad Reed. Han boede sammen med sine søskende på forældrenes gård, og ind imellem tog de ud og fiskede. En dag sad han sammen med sine søskende nede ved åen og fiskede, og mens de sad der, opdagede han lige pludselig en skinnende, gylden sten, der lå nede i åen. Han tog den op, og der skulle noget til for at få den sten op, for den var tung, og den var stor. Den vejede hele 8 kilo.

Han tog den med hjem, men de vidste egentlig ikke, hvad den her sten var for en størrelse. Den var bare lidt speciel, så de endte med at bruge den som dørstopper i tre år.

Men i 1802 skulle hans far ind til en by, der hedder Fayetteville, og han tænkte: "Jeg tager lige den sten med, for det kan være, jeg kan sælge den." Så tog han den med og solgte den til en lokal guldsmed for 3,5 dollars, som svarede til en uges løn dengang. Det var jo dejligt lige at få en uges løn på den måde, ikke? Men sandheden var, at den sten i virkeligheden var 3.600 dollars værd. Hvis man omregner det fra 1802 til nutidens værdi, svarer det til knap 800.000 danske kroner.

Det, der skete efterfølgende, var, at fundet af den her guldklump førte til udviklingen af Reed-guldmineprojektet, som var udgangspunktet for Amerikas første guldfeber.

Hvorfor indleder jeg så med at fortælle den her historie? Det er ikke, fordi vi forventede at finde guld i North Carolina, da vi skulle derover, selvom turen var guld værd. Det er simpelthen for at illustrere en simpel pointe. I tre år havde den her familie en formue i deres hus, og de brugte den til at holde en skæv dør åben. Det gjorde de, fordi de ikke var i stand til at genkende, hvad det egentlig var, de havde. Derfor forstod de ikke dens værdi.

I vores studier i Johannesevangeliet indtil nu har vi faktisk set lidt den samme udfordring, særligt blandt Jesu egne disciple. De vidste godt, at der var noget specielt ved Jesus, men i tre år var de faktisk ikke helt klar over, hvem han var. Det begyndte at gå op for dem hen ad vejen. De blev mere og mere klar over det, men de var ikke helt klar over det i den periode, i hvert fald ikke i forhold til den fulde åbenbaring. Der var mange ting, han sagde, som de heller ikke forstod, og det gik først op for dem, hvad han mente med det, han sagde, efter at Jesus var opstået fra graven.

Det så vi også i den seneste prædiken i Johannesevangeliet, hvis I lægger mærke til vers 16 i kapitel 12, hvor der står:

"Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham"
Johannesevangeliet 12, 16

De forstod det ikke straks, men senere forstod de det. Efterhånden som åbenbaringen af Jesus blev større, begyndte de at forstå mere og mere. Men den fulde åbenbaring skulle først komme på det tidspunkt, som Jesus i vores tekst kalder for timen.

Titlen på min prædiken i dag er "Timen er kommet", og du vil forstå, hvorfor overskriften hedder det, når vi læser teksten sammen. Johannesevangeliet kapitel 12, vers 20 til 26:

"Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: »Herre, vi vil gerne se Jesus.« Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære."
Johannesevangeliet 12, 20-26

I dag vil jeg gerne med det her budskab kalde dig til at se, hvad det er, du har. Jeg vil gerne kalde den, som søger hen til Jesus, om man så må sige, til at komme til hans time og forstå, hvad han gjorde i den. Jeg vil gerne invitere dig til at gribe den time og med det lade dit gamle liv dø og opstå til et nyt og frugtbærende liv. Den, som tager imod invitationen, må se det, han mister, som intet værd i forhold til det, han vinder.

Jeg vil i denne prædiken invitere dig, ikke blot til at overveje Jesu time eller meditere på Jesu time, men til at gribe den som din egen. For det at søge Jesus er at komme til Jesus, og det at komme til Jesus er at følge Jesus og tjene Jesus.

Jesus siger i vers 23: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres." Men hvad betyder det? Det vil jeg gerne forsøge at folde lidt ud ved at tale om timens realitet, timens formål og timens betydning.

Timens realitet

Vi starter med timens realitet. Som vi har set, var timens realitet ikke noget, der var helt åbenlyst for Jesu disciple, selvom han havde talt om sin time mange gange. I Johannesevangeliet ser vi, hvordan Jesus omtaler sin time, og det gør han flere gange, første gang i Johannesevangeliet kapitel 2, vers 4. Jesu mor kommer til Jesus og antyder, at han jo må gøre et mirakel ved brylluppet i Kana, fordi vinen er sluppet op. Jesus siger til hende: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet."

Med andre ord er timen, hvor brudgommen skal give sit liv for sin brud, endnu ikke kommet. Timen, hvor den nye pagts vin skal nydes, ikke kun af jøder, men også af hedninger, er der endnu ikke. Men den kommer. Timen er på vej.

Det er et budskab, vi ser helt frem til vores tekst i dag: at timen kommer. Men fra og med vores tekst i dag ser vi timen omtalt som værende kommet. Inden det her tidspunkt kommer den; efter det her tidspunkt bliver der refereret til den som værende kommet. Det ser vi i vers 23, i kapitel 13, vers 1, og i kapitel 17, vers 1.

Hvis vi går tilbage og ser på det her med timen, siger Jesus i kapitel 7, vers 6: "Min tid er endnu ikke kommet." Han talte om sin time. I vers 30 i samme kapitel står der, at jøderne ville gribe ham efter hans tale, men "der var ingen, der fik lagt hånd på ham, for hans time var endnu ikke kommet." I kapitel 8, vers 20, ser vi det samme. Efter at Jesus havde talt på tempelpladsen om, at han er verdens lys, står der: "Men ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet."

Alt det, der sker i Jesu treårige tjeneste, leder frem til et klimaks. Det leder frem til en kulmination på alt det, han har talt om, og alt det, han har gjort. Som vi så i starten af kapitel 12, var Marias salvning af Jesus en profetisk forberedelse til hans time, som er hans død, hans begravelse og hans opstandelse.

Det, vi så med vores undervisning på menighedslejren, var også, at hele frelseshistorien faktisk bygger op imod den her time, hvor alt det, som er blevet lovet af profeterne, skal opfyldes. Det, vi så sidste gang med indtoget i Jerusalem, var også en del af opfyldelsen af et af de profetiske ord, som blev talt af Zakarias, nemlig Zakarias' profeti i Zakarias' Bog 9, som der også refereres til i vers 15 i kapitel 12. Det var netop opfyldelsen af den profeti, som disciplene først forstod, efter at Jesus var blevet herliggjort. Der sker altså en masse profetisk opfyldelse, og det hele sker i forbindelse med, at hans time er kommet.

Du er inviteret til at komme til Jesus

Men vi skal lægge mærke til noget i passagen, som vi så på sidste gang, i vers 19. Hvad er det, farisæerne siger til hinanden?

"Da sagde farisæerne til hinanden: »Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham.«"
Johannesevangeliet 12, 19

Det, vi så sidst, var, at udtrykket alverden, kosmos, ikke betyder alle i verden, altså alle mennesker i hele verden, men alle slags mennesker i hele verden. Underforstået: Det er ikke bare jøderne nu. Nu er det alverden. Nu er det også hedningerne, der løber efter ham. Vi så, at farisæernes udtalelse her er profetisk, fordi de netop peger på evangeliets håb til nationerne, evangeliets håb til folkeslagene, som er realiteten ved Jesu time. En realitet, som indebærer folkeslagenes frelse.

Hvad er det så, vi ser i det efterfølgende vers, i vers 20? Vi ser de her grækere, der drager op til Jerusalem. Hedningerne kommer, og de vil gerne se Jesus. Folkeslagene kommer; de vil se Jesus. I løbet af Jesu tjeneste har der også været flere indikationer på Jesu invitation til hedningerne om at komme. Et af de helt centrale kapitler i Johannesevangeliet er jo kapitel 4, hvor vi ser Jesus møde den samaritanske kvinde ved brønden og lede hende til frelse. Men op til Jesu time skal vi hæfte os ved det her ord i vers 19: alverden.

Realiteten ved Jesu time er, kære brødre og søstre, at du også er inviteret til at komme til Jesus. Johannes er ikke optaget af at forklare, hvem de grækere, der kommer til Filip, helt konkret er, men blot at de kommer. De kommer for at se Jesus. Måske var de fra Betsajda, hvor Filip også kom fra, den her by i Galilæa. Men det ved vi ikke, om det er præcis det, det handler om. Det, vi ved, er, at alverden løber efter Jesus. Hedningerne begynder at drage hen; de kommer til Jesus.

Det, vi skal fange her, brødre og søstre, og det, du skal gribe, er, at realiteten af Jesu time indebærer en invitation, som er uden diskrimination, til at komme til Jesus. Måske føler du dig fremmedgjort. Måske føler du dig uværdig eller syndig. Måske er der en barriere i dine tanker. Der er nogle ting i din sjæl, der blokerer eller hindrer dig i at komme. Men budskabet til dig er: Jesu time er kommet, og du er inviteret til at gribe den. Du er inviteret til at komme til ham og til at se ham.

I sin time gjorde han det, som vi ikke formåede. I sin time tog han det på sig selv, i sit eget legeme på korset. Han tog fremmedgørelsen. Han tog uværdigheden. Han tog skammen på sig. Han tog al synden, alt mørket, al frygten, al angsten. Han tog al fortrydelsen, bitterheden, ensomheden, fortabelsen. Han tog det hele på sig. Han tog det hele. Det, som vi ikke gjorde, det gjorde han. Han tog det alt sammen på sig. Han tog det op på korset, så trak han det ned i graven, og så trampede han på det. Han overvandt og sejrede over alt det, som har bundet os i mørket.

Fordi han gjorde det, kan du komme til ham. Fordi han gjorde det, er du inviteret til at komme til ham, til at se ham, til at møde ham. Fordi han gjorde det, er du indbudt til, om man vil, at drage op til Jerusalem og søge derhen, hvor Jesus er.

I kapitel 7, vers 37, hørte vi Jesus sige: "Den, der tørster, skal komme til mig og drikke." Tørster du? Er der tørke i din sjæl? Er der ting, der er visnede og døde og ufrugtbare på grund af dårlige valg og syndige veje? Så kom til Jesus i dag. Han har vand at drikke, og han siger om det vand, at den, der drikker det, aldrig i evighed skal tørste, men at det i ham bliver som en kilde, der vælder med levende vand til evigt liv. Det er det vand, Jesus har at give os, og det er det, hans time tilvejebringer for dem, som kommer til ham: frelse og evigt liv. Grib den realitet. Grib den.

Filip blev usikker, da de her grækere kom til ham, fordi de gerne ville se Jesus. "Åh, så snakker jeg lige med Andreas. Han har måske også en idé om, hvad vi skal gøre her." Så ender de med at gå sammen hen til Jesus og spørge ham. Vi kan spørge os selv: Blev den her forespørgsel afvist af Jesus? Nej, men den blev besvaret på en anden måde, end den nok var blevet besvaret, hvis spørgsmålet var blevet stillet på et andet tidspunkt i Jesu tjenestetid. Men nu var det sådan, at Jesus på det her tidspunkt måtte svare på spørgsmålet med ordene: "Timen er kommet."

Det spørgsmål, der så rejses, er: Hvad er formålet, og hvad er betydningen af denne time?

Timens formål

Vi har set på timens realitet. Lad os nu overveje formålet med timen, som nu er kommet. Lad os læse vers 23 til 24:

"Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold."
Johannesevangeliet 12, 23-24

Vi har talt om timens realitet: at hele Jesu tjeneste, ja, hele Guds frelsesplan fra begyndelsen, bygger op til den her time, og at Jesu disciple først greb og forstod den på bagkant, selvom han havde talt om den mange gange og også helt eksplicit havde forudsagt sin død over for dem. Det havde han gjort flere gange, men de forstod det ikke. Men hvad var så formålet med hans time, som Jesus siger nu er kommet? Vi læser i vers 23, at det handler om, at Menneskesønnen skal herliggøres.

Der var en grund til, at disciplene ikke forstod, hvem det var, de egentlig fulgte. De forstod ikke helt, hvad det var, de havde. Men de vidste godt, at de havde noget. De vidste godt, at den her mand var sendt af Gud. Han er salvet. Han er Messias. Det begyndte at gå op for dem efterhånden. Men der er også en grund til, at meget af det, Jesus underviste dem i og lærte dem, ikke var noget, de 100 procent forstod eller greb på det tidspunkt, hvor han delte det med dem. Grunden var, at han endnu ikke var herliggjort.

Så selv hvis de her grækere, som vi læser om i vers 20, var kommet og havde fået lov til at møde Jesus – og det melder historien selvfølgelig ikke noget om – så ville de alligevel ikke 100 procent kunne se, hvem Jesus egentlig er, fordi han endnu ikke var herliggjort.

Hvad der menes med Jesu herliggørelse, kommer vi også til at dykke ned i de kommende prædikener, fordi vi ser Jesus tale om det her fra vers 27 og frem: at hans sjæl er i oprør, fordi han ved, at hans time er kommet, hvor han skal ofre sit liv. Han beder ikke om at blive frelst fra den time, men om at Faderens navn må blive herliggjort i den. Faderen bekræfter den bøn, Jesus beder, med en røst fra himlen. Hans time handlede om, at han skal ophøjes fra jorden, vers 32. Hvad betyder det? Vers 33 forklarer, at det var måden, Jesus skulle dø på.

Vi så præcis det samme udtryk, det her med at ophøjes, tilbage i kapitel 3. I det tredje kapitel taler Jesus med Nikodemus om den nye fødsel. Der siger han til Nikodemus i vers 14 til 15:

"Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham."
Johannesevangeliet 3, 14-15

Der ser vi udtrykket ophøjes, eller ophøjes fra jorden, som vi ser i kapitel 12, vers 32. Det refererer til, at Jesus bliver løftet op på korset, hævet op over jorden til offentligt skue.

I Johannesevangeliet 3 er sammenligningen med beretningen om Moses, som vi læser om i Fjerde Mosebog kapitel 21, hvor Moses af Herren får besked på, at han skal lave en kobberslange, sætte den på en stang og løfte den højt op. Han skal ophøje den fra jorden, kan man sige, så alle israelitterne kan se den. Hvorfor skal han det? Det er, fordi Guds dom er kommet over Israel, fordi de har syndet imod ham. Gud har sendt sin dom i form af giftige slanger. Men når Moses løfter kobberslangen op, og de ser hen til den, så kommer dommen ikke til at tage livet af dem. Så vil de blive frelst, når de ser hen til kobberslangen. Det er den sammenligning, Jesus bruger til at tale om, hvordan han skal ophøjes: De, som ser hen til Jesus, som er blevet ophøjet, får lov til at bevare deres liv.

Jesu time er den, hvor Menneskesønnen løftes op eller ophøjes på korset, for at enhver, som vender blikket mod ham, enhver, som tror på ham og sætter sin lid til hans frelsende gerning på korset, skal have evigt liv. Versene i Johannesevangeliet 3 efterfølges af de meget kendte ord i Johannesevangeliet 3, 16:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

Men læg mærke til, at troen på Jesus er direkte knyttet til det, der sker i hans time, den time, hvor Menneskesønnen skal herliggøres.

Når vi tænker på det her udtryk at herliggøre, tænker vi typisk på, at det er noget herligt, ikke? Noget storslået, noget herligt, noget pragtfuldt. Men Bibelen beskriver korset som Jesu herliggørelse. Det er, fordi korsets skam efterfølges af Jesu ophøjelse til det højeste, men også fordi hans herlighed netop blev demonstreret i hans skam. Det ser vi også i Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14, hvor Johannes skriver, at vi så hans herlighed, fuld af nåde og sandhed. Hans nåde bliver jo vist i korset, hvor han midt i sin skam tager menneskers synder på sig og tager straffen for dem. Dér bliver Faderens navn herliggjort i Kristi lydighed, i Kristi lydige handling.

Hvad viser billedet af hvedekornet?

For at sætte ord på, hvordan korsets skam relaterer sig til Menneskesønnens herliggørelse, giver Jesus os billedet af et hvedekorn i vers 24, hvor der står, at hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

Hvad viser det her billede os? Det viser os, at det, der virker unaturligt, nemlig hvedekornets død, er noget, som må finde sted, for at en naturlig proces kan begynde, som frembringer liv og resulterer i en høst.

Så formålet med Jesu time bliver illustreret her, brødre og søstre. At Jesus døde i synderes sted, er en gerning, der isoleret set virker forkert. Det virker unaturligt. Det virker så meningsløst og ondskabsfuldt, hvis man kun ser det fuldstændig isoleret. Det, der skete for Jesus dér, den måde de behandlede ham på, er så forkert. Men hvis ikke det skete, kunne vi ikke få livets sejr. Så kunne sejren ikke blive vundet som et resultat af det, der skete. Timens formål var, at Jesus skulle dø for at overvinde dødens magt, for at vi, som var døde i vores overtrædelser og synder, kunne gøres levende med Kristus. Vi kunne kun gøres levende med Kristus, fordi Jesus døde.

Har du grebet den sandhed? Har du grebet den? Har du grebet værdien af den sandhed, som overgår al verdens rigdom, al Salomons rigdom? Det her er meget større. Det er meget mere værdifuldt. Eller sidder den måske bare hos dig som en nyttig dørstopper eller som et sølv- eller guldkors om halsen, der pynter? Har du grebet hans time som kilden til dit liv, som kilden til friheden for din sjæl og vejen til det evige liv? Har du lagt din egen synd og skam ned ved korsets fod og taget imod den gave, som Jesus gav i sin time: syndernes forladelse, fred med Gud, evigt liv? Eller holder du ham stadigvæk på afstand, fordi der er ting i dit liv, som du føler, at du måske ikke helt har lyst til at opgive endnu?

Vores tekst i dag kommer til dig med en invitation om at slippe det, du holder på. Slip det. Grib hellere fat i Kristus. Han er meget mere værdifuld. Løft dine øjne op mod det træ. Se ham. Se, hvad det var, han gjorde for dig. Se, hvordan han blev ophøjet fra jorden for din skyld. Se hen mod ham. Se hans gråd. Se hans pine. Se ham i hans skam. Se, hvordan han led. Se hans mange sår for dig. Se ham i hans time, hvor han gav sit liv for syndere, og grib ud efter den nåde, der skænkes i den. Det er en invitation til at opgive det, som intet er værd, i sammenligning med det, som er uendelig meget værd.

Missionæren Jim Elliot skrev sådan her i sin dagbog:

"Han er ingen tåbe, der giver afkald på det, han ikke kan beholde, for at vinde det, han ikke kan miste." – Jim Elliot

Med det vil jeg afslutte med at tale om, hvorfor du netop må give afkald.

Timens betydning

Lad os se på timens betydning i vers 25 til 26, hvor vi læser:

"Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære."
Johannesevangeliet 12, 25-26

Jesus taler i vers 25 om, at der findes to slags mennesker. Der findes dem, der elsker deres liv, og så er der dem, der hader deres liv. Det er en, hvad kan man sige, ultimativ kontrast, vi ser her: kontrasten mellem kærlighed og had. Hvad er det, Jesus mener, når vi kigger på den her kontrast?

Kærlighed. Det, du elsker, hvad vil du gøre med det? Du vil holde fast i det. Det, du elsker, vil du beskytte. Det, du elsker, vil du pleje. Du er optaget af det. Du bruger tid på det. Du bruger energi på det, fordi du elsker det. Du lægger hjertet i det. Det fylder i dig. Det så vi med Salomo. Alt det, som hans koner introducerede, begyndte at fylde mere i ham, og det var meget negativt, fordi det var det forkerte, der begyndte at fylde, og det ledte ham til afgudsdyrkelse. Kærlighed er en stærk drivkraft i os, en gudgiven drivkraft sådan set, men når den bliver drevet den forkerte vej, så går det helt galt. Kærligheden gør, at tingene begynder at fylde, og enhver trussel imod det er noget, du vil modstå med al din kraft, fordi du elsker det.

Derimod vil du gøre det modsatte med det, du hader. Det, du hader, vil du tage afstand fra. Det, du hader, vil du fjerne dig selv fra. Det vil du beskytte dig selv imod. Du vil afsky det. Du vil hele tiden forsøge at undlade at tænke på det, fordi du hader det. Du vil ikke bruge tid eller energi på det, fordi du ikke ønsker, at det, du hader, skal have nogen som helst plads i dit liv. Du ser det som en trussel mod det, du elsker.

Men brødre og søstre, synden har vendt fuldstændig op og ned på det her for mennesket. Synden har medført den indstilling i mennesker, at det, du burde elske – lyset, sandheden, retfærdigheden, renheden – det hader du. Hvorimod mørket, løgnen, uretfærdigheden og urenheden, som kommer til udtryk i et syndigt kødeligt væsen, det elsker du.

Igen tilbage i kapitel 3 beskriver Jesus, hvilken dom der er over mennesket på grund af deres synd. Vi læser i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 19b:

"menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde."
Johannesevangeliet 3, 19

Synden vender fuldstændig op og ned på tingene. I stedet for at elske lyset, elsker du mørket. Med andre ord elsker mennesker deres liv i mørket, fordi syndens ondskab forleder dem til at elske det, som Gud hader, og hade det, som Gud elsker.

I lyset af den realitet kalder Jesus mennesker til at stoppe op og forstå konsekvensen. Konsekvensen af at elske dit liv i syndens mørke i denne verden er, at du fastholder og beskytter og plejer og dyrker det, som er mørkt, uretfærdigt og urent, i dine tanker, i din sjæl og i dine handlinger. Jesus siger, at det kommer til at ende med, at du mister dit liv. Hvis du elsker dit liv i denne verden, så vil du miste det, for syndens løn er døden.

Men sådan behøver det ikke at være. Hvorfor? Fordi timen er kommet! Der er en anden mulighed, og den mulighed er blevet åbnet op for syndige mennesker på grund af Jesu times komme. Hvad skete der i den time? Hvedekornet faldt i jorden og døde, og ud af den død kom der nyt liv. Jesus døde for syndere, for at syndere ved troen på Jesus kunne leve, ikke for sig selv, ikke for sit eget, men for ham, som døde og opstod igen til evigt liv for dem.

Den, som griber den time, ser hen til Jesus Kristus, som blev ophøjet på korset, og siger: "Jesus, jeg hader mit liv i den her verden. Jeg hader det. Jeg hader det. For et liv uden dig er ikke et liv, man kan elske. Et liv uden kærlighed til dig er ikke noget værd. Et hjerte, der ikke elsker lyset og retfærdigheden og renheden, hvad er det værd?"

Den, som griber Jesu time og har den erkendelse, vender om til ham med et had til sit eget liv i synd. Ham giver Jesus det her løfte i vers 25: at han skal bevare sit liv til evigt liv. Han vil opleve det, som Jesus talte med Nikodemus om i kapitel 3. Hvad var det, Jesus talte om? Han talte om det her med at blive født på ny, at blive fuldstændig forvandlet.

Det, som har været vendt op og ned for mennesker på grund af synden, vender Gud nu fuldstændig rundt igen. Du får en ny natur. Du får et nyt hjerte. Han tager stenhjertet ud og giver dig et hjerte af kød. Han forandrer dig. Han gør dig i stand til at tragte efter ham, at elske ham, at elske det, han elsker, og hade det, han hader. Han forvandler dig. Han giver dig et helt nyt liv. Han giver dig ikke kun en ny destination, det evige liv i hans evige rige. Nej, han giver dig også et nyt formål. Han giver dig en ny kurs for dit liv: et liv i tjeneste for ham, som du nu elsker, Jesus Kristus.

Betydningen for dig, som griber den, er, at nu tilhører du ikke længere dig selv. Nu lever du ikke længere for dig selv. Nu tilhører du Kristus, som i sin time købte dig fuldstændig fri med sit eget dyrebare blod. Nu tilhører du ham. Nu lever du for ham, til hans ære, for at tjene ham.

Død, liv, tjeneste

Se det sidste vers i vores tekst igen, vers 26, hvor vi læser:

"Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære."
Johannesevangeliet 12, 26

Vores tekst giver os sekvensen for det kristne liv. Hvad er den sekvens? Det er død, liv, tjeneste. Død, liv, tjeneste. Det er mønsteret. Det er sekvensen for det kristne liv.

Det kristne liv begynder med død, død til synden. Hvedekornet dør, men der er et formål med det. Det er, for at livet skal komme frem, og det er et liv, der bærer stor frugt. Hvad medfører det liv? Det medfører tjeneste. Discipelskab er at følge efter Jesus. Det er det, vi er kaldet til. Dér, hvor han er, må vi være. Hvad betyder det? Det betyder, at vores liv og tjeneste må tage del i Jesu liv og tjeneste.

Er det det, som kendetegner dit liv, brødre og søstre? Død, liv, tjeneste. Tjener du Jesus ud af et liv med ham, som er kommet som et resultat af en død til dit gamle liv i synden? Eller er der stadigvæk noget gammelt i dig, der skal gøres op med? Hvis der er det, så gør op med det lige nu. Gør op med det i dag. Det er ikke værd at huse noget, som holder dig på afstand fra Gud. Det er det ikke værd.

Hvis du har grebet hans time, så har du grebet det mest værdifulde, der findes. Lad være med at behandle det, han har givet dig, som en dørstopper. Tag det op og værdsæt det igen som det mest dyrebare, der findes, mere dyrebart end det reneste guld. Du er blevet købt dyrt.

Har du slet ikke grebet hans time, så hører indbydelsen til dig i dag. Grib den. Grib den. Grib sandheden om Jesu død og opstandelse for syndere. Læg dit liv ned for ham, så du kan opstå til et nyt liv i ham, et evigt liv med formål, mening og tjeneste. Giv afkald på det, du ikke kan beholde, for at vinde det, du ikke kan miste.

Hør så, brødre og søstre, det løfte, som Jesus giver os her til sidst i vers 26b: "Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære." Al ære og hæder og herlighed i den her verden blegner i forhold til den uendeligt højere ære, som vi skal modtage fra Gud, når vi går ind i hans rige.

Det var i erkendelse af den sandhed, at Paulus skrev til filipperne om sit gamle liv, hvor han jo også havde en masse menneskelig hæder og ære. Han var født i den rigtige stamme, og der var en masse ting at rose sig af. Men så skriver han til filipperne:

"Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus"
Filipperbrevet 3, 7-8

Han mistede altså sit liv, for at sige det med vores tekst. Han tabte det alt sammen og regner det for skarn, for at han kan vinde Kristus.

Jeg vil spørge dig: Hvor lægger du din investering i det her liv? I verdslig fortjeneste, menneskelig ære? Det er en dårlig investering, der ender med tab. Apostlen siger: "Jeg har droppet den investering. Jeg har droppet den for i stedet at vinde Kristus." Det er meget bedre. Det er meget mere værd. Han er det hele værd. Hans værdi er uendelig høj.

Invester dit liv i ham. Invester dit hjerte. Invester din overgivelse. Invester alt det, du har, i at kende ham mere, i at tjene ham mere. Grib hans time. Forstå dens realitet. Træd ind i dens formål. Lev i dens betydning.

Jeg havde egentlig forberedt det her budskab til den 27. september, dagen efter min fars død, men det blev lidt for svært midt i sorgen. Sorgen er der stadigvæk, og savnet er der. Det er stort. Men der er også en glæde og et håb og et vidnesbyrd. For når jeg tænker på min far, så tænker jeg på en mand, der greb Jesu time. Han trådte ind i dens formål, og han levede i dens betydning. Det liv i tjeneste, med de ofre og, menneskeligt set, de afsavn og tab, der har været i deres lange missionstjeneste, var det hele værd. For den arv, han efterlod sig, det aftryk, han satte, alt det, han investerede i Guds rige, har faktisk givet et meget stort afkast. Ikke kun nyder han nu himlens herlighed, men ved evangeliets kraft gennem hans tjeneste er der mange andre, der også vil gøre det samme.

Må forbilleder som ham og så mange andre tilskynde os til at gribe Jesu time, træde ind i dens formål og leve i dens betydning.

Amen.