Et liv værdigt evangeliet

I dag fortsætter vi serien ud fra Filipperbrevet. Det er en kort serie på fem prædikener, som har overskriften "Glæden ved partnerskabet i evangeliet."

Det første budskab var en glædesfuld taksigelse, hvor vi fik indblik i Paulus' perspektiv i den bøn, som han havde for filipperne, som blev formet af den her glæde over det, som Kristus gør i menigheden i Filippi. Den glæde, den forstærkelse af den tillid, som apostlen også har til det værk, som han gør i dem. Fordi det suverænt er Gud, der gør værket. Det er suverænt hans ånd, der virker hans gode vilje i dem, som arbejder i dem, og som vil fuldføre det værk indtil Kristi Jesu dag. Det værk, han er begyndt, det vil han fuldføre. Så eftertrykket i den forbindelse er jo på Guds suverænitet, på hans ånds suveræne virke i menigheden. Han bygger sin kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den, som der står i Matthæusevangeliet 16, 18.

Men den fejl, som mange gør, det er, at de enten overbetoner Guds suverænitet på en sådan måde, at de retfærdiggør en doven eller passiv tilgang til det kristne liv. Eller de overbetoner vores personlige ansvar for vores egen helliggørelse, hvilket vi også har, men overbetoner det på en sådan måde, at de ignorerer Guds suveræne virke og i værste fald egentlig faktisk tager æren for værket selv. Begge dele er jo meget forkerte, meget ubibelske.

Men det, som Filipperbrevet gør, det er, at Filipperbrevet viser os en fantastisk balance mellem de to sandheder. Filipperbrevet viser os, hvordan den troendes personlige ansvar er forankret i Guds suveræne virke. At en overbetoning af den ene side over den anden er unødvendig. Glæde i partnerskabet i evangeliet findes, når begge sandheder – at Gud er suveræn, og at vi er ansvarlige – begge disse sandheder udfolder sig i menighedens liv på en bibelsk og balanceret måde.

Sandheden, som brevet formidler, hjælper os til at sige: Ja, det gode værk, som Gud har begyndt, det vil han fuldføre. Ja, vi må derfor leve vores liv, så det svarer til Kristi evangelium. Vi må arbejde på vores frelse med frygt og bæven.

Så vi ser her begge sider. Det er det, som bliver betonet i vores tekst her fra vers 27 til 30 i det første kapitel af Filipperbrevet.

"Blot skal I føre et liv, som svarer til Kristi evangelium, så at jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, kan høre om jer, at I står fast i én ånd, og at I med én sjæl kæmper sammen for troen på evangeliet og ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne; det er et tegn for dem på deres fortabelse, men på jeres frelse, og det tilmed fra Gud. For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld i den samme kamp, som I har set mig i, og som I nu hører, at jeg stadig står i."
Filipperbrevet 1, 27-30

I hele den del af det første kapitel, der strækker sig fra vers 12 til 30, har Paulus fokus på forbindelsen mellem hans fængsling – altså den situation, han står i, han er fængslet i den romerske borg – forbindelsen mellem det og så det, som Gud gør gennem hans omstændigheder, og det han har gjort for at fremme evangeliet i den situation.

Han har ophøjet Kristus som det ypperste mål for alt i livet. I dag skal vi se, at han sætter de her store erkendelser i relief i forhold til den lokale menighed i Filippi. Det her liv i Kristus, som Paulus beskriver, det liv som han lever og har talt om, det bliver eksemplificeret med Paulus' liv, med hans situation. Hans bøn er, at det også må være en virkelighed for menigheden i Filippi – at det liv, som de ser i ham, også må være det liv, som de lever. Senere i Filipperbrevet siger han også, at han kalder dem til at efterligne ham.

Det nytter ikke noget, at vi siger ja og amen søndag formiddag, og så når mandag morgen rammer, er situationen en helt anden. Nej, vi er kaldet til at leve for ham, leve for Kristus 24/7, mandag til fredag, lørdag og søndag. Leve et konsekvent kristent liv, som er ham værdigt.

Det er det, Paulus siger, når han i vers 27 siger, at I skal føre et liv, som svarer til Kristi evangelium. Mange oversættelser har: et liv som er Kristi evangelium værdigt. Det er sådan, I skal leve.

Uanset hvad

Hvis vi lige giver et kort tilbageblik for at se den umiddelbare sammenhæng: Fra vers 18 til 26 ser vi de tanker, Paulus gør sig omkring evangeliets fremgang gennem vanskelige omstændigheder, glæden ved at se Guds stærke hånd virke suverænt igennem det hele, tanken omkring livet og døden, og hvordan Kristus er målet både i livet og i døden. Alle de her erkendelser kulminerer i den meget stærke vision, som Paulus har, som virkelig viser, hvor hans hjerte er, hvor apostlens hjerte er – nemlig at menigheden i Filippi må opleve, vers 25, fremgang i glæde og i troen, sådan at de hylder Kristus som stoltheden i deres liv.

Paulus udtrykker den her vision som selve målet for hans forventede tilbagevenden til menigheden efter sin løsladelse, som han er overbevist om kommer til at finde sted. Han ved ikke, hvad der kommer til at ske, men han er overbevist om, at han bliver løsladt.

Med det in mente kan vi starte med at stille os selv spørgsmålet: Med hvilken indstilling kaldes vi til at leve vores liv, så det svarer til Kristi evangelium? Det er et godt spørgsmål. Vores tekst giver et rigtig godt svar, som jeg gerne vil fremhæve ud fra tre aspekter. Det taler til os om kompromisløshed. Det taler til os om enhed – enhed i menigheden. Og det taler til os om en afhængighed af Gud, en afhængighed af hans nåde. For uden hans nåde kan vi ikke.

Det første aspekt her omkring kompromisløshed, det ser vi i de første par vers i vores tekst. Uanset hvad. Uanset hvad, så må vi leve vores liv evangeliet værdigt. Så må vi leve vores liv, så det svarer til Kristi evangelium. Uanset hvad.

Paulus ønsker ikke, at den vision, han har for filipperne, skal være betinget af, om han er der eller ej, men at virkeliggørelsen af sin vision for menighedens åndelige fremgang må finde sted uanset hvad. Paulus tænker ikke blot på omstændighederne i hans eventuelle fravær, men han tænker også på omstændighederne i tilstedeværelsen af den modstand, som filipperne er omringet af i det samfund, de lever i, og som lægger et enormt stort pres på de enkelte menighedsmedlemmer.

De levede jo på den her tid i en politisk kontekst, hvor der kun var plads til én herre, og det var kejseren. Det pres oplevede de, og det bestod blandt andet i, at de når som helst egentlig kunne blive udfordret på deres bekendelse. Når en sådan situation skulle opstå, så måtte de være klar til, som Romerbrevet kapitel 10 så klart beskriver, at bekende med deres mund, at Jesus er Herre. Velvidende at det kunne blive deres sidste ord, hvis de gjorde det.

Det er et pres, som vi måske kan have svært ved at forholde os til, fordi det er ikke sådan noget, vi oplever i vores frie samfund i dag, at vi bliver udfordret på den måde. Men det gør det for rigtig mange af vores forfulgte brødre og søstre rundt omkring i verden. Så er det en akut virkelighed, at de kan blive udfordret på deres bekendelse. Når de vælger at bekende Kristus som Herre, kan det blive deres historie. Det er også derfor, vi vedholdende beder for den forfulgte kirke. De har brug for vores forbøn.

Men hvad enten man lever i fred, som vi gør her, så længe det nu varer, eller om man lever i konflikt, om man har medgang eller modgang, om man har overflod eller mangel, eller hvordan ens omstændigheder nu engang ser ud – vi er som Guds børn kaldet til at leve vores liv på en bestemt måde. Det er den måde, som Guds ord beskriver. Apostlen beskriver det her i vers 27 som et liv, der svarer til Kristi evangelium.

At opføre sig som en borger

Så der kan vi spørge os selv: Hvad mener han med det? For at svare helt præcis på det, skal vi lægge mærke til et særligt ord, som Paulus bruger her. Det er et ord, som vi oversætter med "føre et liv." Men ordet betyder faktisk – det bliver kun brugt ét andet sted i Det Nye Testamente, i Apostlenes Gerninger 23 vers 1 – det betyder helt bogstaveligt at opføre sig som en borger. Så der er en politisk nuance i udtrykket. Det taler om den måde, vi lever på som en retfærdig borger i samfundet.

Det specielle er, at vi ser den her nuance brugt i Apostlenes Gerninger 23, hvor Paulus står overfor det jødiske råd og skal forsvare sig. Han bliver stillet til regnskab, og nu skal han forsvare sig. Han siger i Apostlenes Gerninger 23, 1: "Brødre, med den bedste samvittighed har jeg til den dag i dag levet mit liv for Gud."

Rådets anklage mod Paulus var jo, at han med sin lære modarbejdede folket og deres jødiske love og dermed var en politisk uromagr, at han ikke var en god borger i samfundet, men en der skabte uro. Men Paulus forsvarer sig med, at han som en borger har en ren samvittighed, fordi han havde optrådt som borger og levet sit liv for Gud. Selv nogle af de skriftkloge blandt farisæerne kom faktisk også frem til, at de ikke fandt, at denne mand havde gjort noget ondt. Selv hans politiske modstandere kommer frem til den konklusion: Vi kan ikke finde noget, vi kan anklage Paulus for. Han har optrådt som en god borger i samfundet. Han har ført et liv, som er ret.

Med andre ord, når man kiggede på Paulus' liv, var analysen – selv blandt hans modstandere – at der ikke var nogen årsag til at bebrejde ham for noget. Det nådens evangelium, han forkyndte, svarede til det liv i Guds nåde, som han levede.

Med det her særlige udtryk for øje, der taler om vores færden som borger i samfundet, formaner Paulus filipperne til at leve midt i den rent politisk anspændte sammenhæng som hellige borgere. Efeserbrevet 2, 19 taler om, at vi er hellige borgere, der har deres borgerskab i himlen, Filipperbrevet 3, 20, men ærer Kristus her på jorden.

Den danske oversættelse fra 1907 oversætter Paulus' formaning i vers 27, ligesom mange engelske oversættelser: "Kun skal I leve Kristi evangelium værdigt." Det er en god oversættelse, fordi den formidler den positive side af det, som jo også er en reel fare for filipperne – at modstanden skulle føre til kompromis i forhold til evangeliet. Det var det, man så på den tid, men også op igennem den tidlige kirke, hvordan modstanden var så enorm, at der kom mange kompromisser forskellige steder, som ødelagde tingene. Paulus siger: Det skal I ikke gøre. I skal holde fast. I skal ikke gå på kompromis.

Når det gælder evangeliet, skal I ikke gå på kompromis uanset hvad. Det er det første punkt. Uanset hvad, så skal I bare holde fast. Så skal I ikke gå på kompromis.

Her kan vi så igen overveje det spørgsmål: Med hvilken indstilling kaldes vi til at leve vores liv, så det svarer til Kristi evangelium? Vi har set kaldet, som indebærer en kompromisløs indstilling.

Aldrig alene

Det næste vi ser, det er kaldet, som indebærer en indstilling, som forstår, at vi som kristne ikke lever vores liv alene. Det er ikke et individualistisk kristent liv, isoleret fra hinanden. Nej, vi lever som en enhed, som Kristi legeme. Vi er ét legeme. Det er jo det, som hele legememetaforen taler om, at vi er ét legeme sammen. Vi står ikke alene.

Vi kan godt komme til at føle os alene. Man kan virkelig komme til at føle sig alene nogle gange, men der må vi bare altid huske på, at vi ikke er alene. Vi tilhører et legeme, hvori vi finder det her koinonia-fællesskab, som Filipperbrevet så stærkt taler om. Et partnerskab i evangeliet. Vi står sammen omkring evangeliet. Vi lever og tjener evangeliet for Kristi skyld.

Som troende kæmper vi en kamp for troen på evangeliet. Det er den kristne kamp. Det er den gode strid. Men som vi har set, er det i en sammenhæng, hvor den kamp kæmpes. Det er en sammenhæng af, at vi er en menighed. Vi er et legeme. Vi er et fællesskab, et koinonia-fællesskab. Det er Kristi legeme, som vers 7b er fælles med hinanden om nåden. Dem, som er smeltet sammen i Kristi kærlighed. De, som er kaldet til sammen at stå fast i én ånd og med én sjæl. Det vil sige forenet med hinanden i en ånd og enhed, som skyldes Guds ånd, som har forenet os med hinanden.

Både i sind og sjæl, kan man sige, har han forenet os – i vores forståelse, jævnfør vers 9, hvor der står indsigt og dømmekraft. Han har givet os at stå sammen omkring at have en fælles indsigt i Guds ord, i apostlenes lære, at stå sammen omkring det og have dømmekraft i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert.

Hvad angår evangeliet og evangeliets implikationer for vores liv som efterfølgere af Kristus, er vi kaldet til at stå fast og stå sammen som en enhed. Den fasthed i enhed skal ses i lyset af vers 28, at I står fast og ikke på nogen måde skræmmes.

Vi kan spørge os selv: Hvad ville der ske, hvis det var, at en menighed ikke stod sammen? Det har man set mange gange. Hvad ville der ske, hvis deres forståelse af evangeliet, både teologisk og praktisk set, stak i alle mulige forskellige retninger i øst og vest? Nogle mente det ene, og andre mente noget andet, og man ikke helt vidste, hvilket ben man skulle stå på. Hvad ville der ske, hvis det var tilfældet, og så når modstanden virkelig kom over den menighed? Det, der ville ske, ville være, at den ene ville gøre det ene og den anden det andet. Nogen ville reagere på én måde og en anden på en anden måde, fordi vi egentlig ikke har noget fælles holdepunkt. Vi tror forskellige ting i det samme fællesskab. Lige pludselig, når modstanden virkelig kommer, splintres menigheden. Fællesskabet ødelægges.

Der er nogen, der siger, at splittelse kommer af for meget lære, teologisk lære. Men det er helt forkert. Splittelse kommer af for meget dårlig lære. Vranglære splitter, men sand lære samler. Sund lære forener. Det er derfor, vi altid kommer til Guds ord for at få den sunde lære, så vi kan stå sammen og være faste i én ånd og med én sjæl. Nej, splittelse kommer som sagt af vranglæren. Det var det, vi så med galaterne også. Vi gennemgik jo Galaterbrevet, og der så vi virkelig, hvad vranglære kan gøre i en menighed. Men også den her mangel på fasthed i åndens fællesskab.

Sand enhed ser du blandt dem, som kender Kristus, som kender evangeliet, som fordyber sig i hans ord og står sammen i troen omkring det og i kampen for evangeliets renhed og evangeliets ære.

Uden den fasthed vil frygten og usikkerheden rejse sig – hvad skal vi egentlig tænke og tro? Når modstanden kommer, har vi ikke et solidt fundament at stå på. Men apostlen siger til filipperne, at med den fasthed og enhed i ånden vil de kunne undlade på nogen måde at lade sig skræmme af modstanderen. Så har de ikke nogen grund til at frygte, når det her pres kommer, når den her modstand kommer.

Stå fast uden at lade jer skræmme

Det ord, vi oversætter til "skræmmes," er et græsk ord, vi faktisk kun finder her. Det findes ikke andre steder i Det Nye Testamente, men vi ser det i græsk litteratur i antikken. Her bliver det brugt til at beskrive, når en hest bliver skræmt. Der var en historie fra Paulus' tid, skrevet af en græsk-romersk præst og forfatter, der hed Plutark, som brugte det her ord i hans fortælling om en romersk soldat, som dør i kamp. Men han dør ikke, fordi han bliver skræmt. Han dør, fordi hans hest bliver skræmt og smider ham af, og så falder han ned og dør.

Der er en metafor i det her ord, som Paulus bruger til at formane filipperne, hvor han siger: "Stå fast uden at lade jer skræmme." Stå fast uden at lade jer skræmme. I den krig, vi befinder os i, er der mange ting, vi kan blive bange for, mange ting, vi kan blive skræmt af. Men som kristne skal vi ikke frygte. Paulus skrev til unge Timoteus:

"For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed."
Andet Timotheusbrev 1, 7

Han har givet os en ånd, som er rede til at bekende Kristus som Herre under alle forhold.

Apostlen tilføjer i vers 28, at når filipperne gør dette – undlader at lade sig skræmme – er det et tegn. Det er et tegn, som har to sider. På den ene side er det et tegn på modstandernes fortabelse. På den anden side er det et tegn på den troendes frelse.

Det var noget, der kunne ske netop på den tid, at en romersk soldat kunne stå med sit sværd i den ene hånd og en filipper i den anden og sige: "Nu skal du bekende kejseren som Herre." Den her forsvarsløse filipper skulle så ved Guds nåde have mod til at sætte den her soldat direkte i øjnene og sige: "Nej, Jesus er min Herre."

Det er et tegn for den soldat, når han gør det. Det er et tegn på, at det faktisk er overgrebsmanden, der er på den svage side. Det er ham, der går fortabt. Det er et tegn for den troende filipper om, at han er frelst, fordi han har fået nåde til virkelig at have det mod til at kunne bekende Kristus i den situation. Det er kun Guds ånd, der kan gøre det. Det er kun Guds ånd, der kan indgyde den troende den form for mod.

Det betyder naturligvis ikke, at dem, som ikke i de situationer fattede mod, ikke var frelst. Det var faktisk en stor diskussion i den tidlige kirke, om det var tilfældet, men det er det selvfølgelig ikke. Guds nåde er stor. Men den ånd af mod er kun et mod, vi får fra Guds ånd. Det var kun de kristne, der virkelig fik den form for mod og nåede til at kunne stå fast i den form for modstand.

Den romerske soldat, han må jo så, når den kristne filipper siger: "Nej, Jesus Kristus, han er Herre," ryste på hovedet og sige: "Hold da op, han er jo helt vanvittig. Hvordan kan han stå fast og sige det i den her situation?" Han ser, hvem den her filippes sande Herre virkelig er. Han ser, hvor hjertet er. Fordi der er ikke noget fornuftigt menneske, der vil tage imod døden for nogen, som han i virkeligheden ikke troede på var en virkelighed. Dermed indikeres det for ham, at denne virkelighed i Jesu herredømme faktisk er virkelig. Det er soldaten, der er på vej ind i døden, og ikke den troende filipper, som står til at bryde op og være sammen med Kristus.

I Markusevangeliet 13, 9 ser vi det også, hvor Jesus taler til sine disciple og siger: "Men tag jer i agt, man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig" – og så står der: "som et vidnesbyrd for dem." Det her vil ske som et vidnesbyrd for dem. Det er noget, der vidner til dem om noget, som også mange gange var formidlingen af en stærk erkendelse om Guds sandhed til dem, som var kirkens modstandere.

Vi ser det faktisk også i princippet i vers 12, i begyndelsen af passagen, hvor Paulus deler sit vidnesbyrd om, at evangeliet faktisk i forbindelse med de lænker, han har, går frem der, hvor han er. I hele den romerske borg er der et vidnesbyrd om den Herre, som Paulus bekender sig til. Flere i borgen kom til tro på Jesus. De kom til omvendelse og tro gennem det vidnesbyrd. Det er fordi, det er så stærkt et tegn på sand frelse, når den troende holder fast i sin bekendelse, selv når døden truer.

Kirkens vækst under forfølgelse

Kirkefaderen Tertullian talte om den apostoliske kraft, der er i dem, hvis blod udgydes i deres kærlighed til Kristus. I den tidlige kirke var der en klar opfattelse af, at martyrdøden var en nådegave. Der var mange, som havde den her idé om, at de bare ville dø for deres tro. Cornel har også delt, at han selv havde det ønske. Da han og jeg var til foredrag omkring Ansgar – ham der bragte evangeliet til Danmark og først plantede en kirke i Danmark for 1200 år siden – han havde også bare det her ønske: Hvis bare jeg kunne dø for min tro. Det skete ikke. Men det der hjerte for "hvis bare jeg kan få lov virkelig bare at give hele mit liv på den måde" – der er en enorm kraft i det tegn, som er et stærkt tegn på den troendes sande frelse og Guds modstanderes sikre fortabelse.

Tegnet var så stærkt, som vi også lærer af kirkens historie, at Guds menighed voksede under forfølgelse. Det gør den stadigvæk den dag i dag. Der, hvor der virkelig er forfølgelser rundt omkring i verden, ser vi faktisk, at evangeliet går frem, og Gud bruger det på en stærk og mægtig måde. Det er fordi, der hvor den der bliver forfulgt, der hvor der er modstand, der er der også et vidnesbyrd. Et vidnesbyrd fra troende, som ikke går på kompromis, og som ved, at de ikke står alene. De hører sammen i et legeme, hvor Kristus er hovedet.

Alt er af nåde

De forstår, at det alene er af nåde, at de både kan tro, men at de også kan lide for Kristus. Det er en nåde, som Gud giver dem. Det er det, vi ser her fra vers 29, hvor vi læser: "For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld i den samme kamp, som I har set mig i, og som I nu hører, at jeg stadig står i."

Paulus går videre her i vers 29 til at beskrive det her som noget, der er skænket sit folk – at lide for Kristus i kampen for evangeliet. For verden giver det her ingen mening overhovedet. Hvordan kan man tale om lidelse i positiv forstand? Det er jo noget, som verden gør alt for at sikre sig imod. Bare det mindste ubehag gør man alt for at undgå. Det er ikke noget, man ligesom søger på nogen måde.

Men her ser vi Paulus tale om lidelse som en nåde, Gud giver. Han siger, at I har ikke blot fået den nåde til at tro på ham – hvilket jo er den største nåde, den største gave, vi har fået: at kunne tro og få fred med Gud og syndernes forladelse, få et nyt hjerte, nye tanker og blive forvandlet, få en ren ånd og begynde at bære frugt i form af retfærdighed, glæde og fred i den Hellige Ånd. Men kære filippere, I har også fået den nåde at opleve det, som Kristus selv oplevede, netop fordi han var hellig, retfærdig og ren. Nemlig at opleve, hvordan verden hader kirken, hvordan verden hader de kristne, og med sin fjendtlighed også pådrager de hellige lidelse.

Men hvori består Guds nåde så i det? For det første kommer Guds nåde til udtryk i lidelse for retfærdighed i, at den troende bliver bekræftet i sin fremtidige frelse. Som vi også ser, at Paulus giver udtryk for i vers 19, at ved hjælp af Guds ånd og menighedens forbøn skulle det ende med hans frelse.

For det andet kommer Guds nåde til udtryk i lidelse for retfærdighed gennem vores identifikation med Kristi lidelse. Han led for os, og vi oplever også lidelser og prøvelser for ham. Når vi gør det, gør vi det for ham. Alt, hvad vi gør, skal vi gøre for ham til hans ære.

Paulus kalder det et lidelsesfællesskab i Filipperbrevet:

"For at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde."
Filipperbrevet 3, 10-11

Det her er et lidelsesfællesskab. Det er et fællesskab i lidelse, fordi lidelsen skyldes retfærdighed. Kristus har lovet, at når vi lider for ham, vil han være med os og give os styrke i visheden om, at han har overvundet verden. Midt i lidelsen, midt i prøvelserne, kan vi være frimodige, for han har overvundet verden.

Hvad er livet i troen på evangeliet? Det er et liv, hvor den troende følger Jesus, når der er medgang, og når der er modgang. Det er et liv, hvor prøvelse, kamp, modstand ikke anses som en fjende, der stjæler vores glæde i Herren, men som et vilkår, hvori Herren er os nær. Et vilkår, hvor Herrens navn forherliges. Et vilkår, hvori vi som hans børn kan helliggøre os og vokse i hellighed midt i alt det. Et vilkår, som ved Guds nåde kan forstærke vores håb om den sejrskrans, der venter os i herligheden. Og faktisk, midt i alle de prøvelser, også være fyldt med glæde på grund af det, som Kristus har gjort for os.

Det er et meget større perspektiv end den umiddelbare omstændighed. Hør ordene fra Jakobs Brev:

"Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham."
Jakobs Brev 1, 12

I vers 3 og 4 minder Jakob om, at når vores tro prøves, skaber det udholdenhed, og udholdenhed fører til fuldendt værk, for at I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget.

Der er noget helt vidunderligt, som Gud gør i os midt igennem de prøvelser, der giver os en forståelse for, at det ikke er meningsløst. Når vi gennemgår prøvelser, når vi gennemgår lidelser, kan vi faktisk se hen til Gud og sige: "Gud, tak for det, du gør i mit liv. Tak fordi du er trofast. Tak fordi du bruger den her prøvelse, den her udfordring til rent faktisk at forme mig efter Kristi billede, så jeg kan komme til at ligne dig mere." Det er det kristne perspektiv, den kristne tænkning.

Der er faktisk en bibelsk sandhed i det udtryk, der siger, at der er en mening med galskaben. Og ligesom udtrykket også: Hvad du ikke dør af, det bliver du stærkere af. Men læg mærke til Jakobs ord i vers 12. Disse løfter gælder dem, som elsker ham. Løfter om Guds nåde i lidelse gælder de, som ved troen på Kristus har deres liv skjult i Guds retfærdighed.

Vi kæmper den samme kamp

Paulus er kun lige blevet færdig med at skrive sin sætning omkring hans vision for filippernes glæde og fremgang. Og nu skriver han om lidelse. Men som vi har set med vidnesbyrdet fra Guds ord, er det ikke egentlig i det kristne liv modsætninger i Guds optik. Det kan være kæmpestore modsætninger i vores optik – glæde og lidelse, de hører ikke sammen. Men fra Guds optik kan de godt høre sammen. Han har kaldet os til at leve for ham et glædesfyldt liv, men også at kæmpe for ham og med ham for evangeliet i en kamp, der kan indebære lidelse.

Vi glæder os selvfølgelig, når der ikke er lidelse. Det er ikke sådan, at vi søger lidelse. Men det er sådan, at vi har et perspektiv, at når der er lidelse, har vi et større perspektiv. Vi har en Gud, der er suveræn. Vi har en Gud, der virker igennem det og igennem os midt i alt det.

Den kamp afslutter Paulus med at minde filipperne om, at det er den samme kamp, som han selv står i, og de står sammen i den. Med andre ord er deres kamp og hans kamp den samme kamp. Sådan er det også, vi kan sige til hinanden her i Nordkirken: Når der er nogen, der kæmper, er din kamp også min kamp. Min kamp er også din kamp. Det er vores kamp. Vi kæmper sammen. Når et lem på legemet lider, lider vi alle sammen. Vi er alle sammen berørte af det, der sker. Det er derfor, det er så stærkt, når vi netop på den måde kan kæmpe sammen og bede sammen og stå sammen i bøn for de prøvelser, vi står i.

Vi står sammen, brødre og søstre, omkring evangeliet. Det er et fællesskab omkring evangeliet, et partnerskab, som vi står sammen i. Det er fantastisk.

Vi står også i den kamp, og vi må være villige til at bære de byrder, som så ofte er forbundet med det – også forbundet med at give evangeliet til andre. Det kan nogle gange være forbundet med modstand, fordi det er ikke sådan, at folk bare siger: "Wow, det vil jeg bare gerne tage imod." Men ofte er der modstand, og sådan er det. For som Kristus også sagde til sine disciple, at de ville komme til at opleve, hvordan verden hader jer, ligesom den har hadet mig. Men der må vi bare stå på og fortsætte at være lys i en mørk verden.

Med den her tekst vil jeg gerne afslutte med en formaning til os om at ransage os selv. Om at tage et kig på vores eget liv og spørge os selv: Svarer det til Kristi evangelium? Lever vi vores liv på en måde, som er evangeliet værdigt? Det er et godt spørgsmål at stille sig selv hele tiden igennem ens liv. Stoppe op og sige: Er der overensstemmelse mellem det, jeg bekender, og den måde, jeg lever på?

Der har vi behov for Guds nåde. Vi har behov for at bede Gud om at gøre sit værk og om at fortsætte med at gøre sit værk i os. Det gode værk, han har begyndt – Herre, fortsæt det. Fordi vi kommer til kort igen og igen. Vi har behov for Guds nåde. Vi har brug for ham, og vi har brug for hinanden.

Som vi har set, er livet i troen på evangeliet ikke et isoleret, individualistisk liv. Nej, det er et liv i fællesskab. Det er et liv, hvor vi står sammen. Lad os dele vores liv. Lad os dele vores kampe. Lad os dele vores prøvelser med hinanden, således at vi kan styrke hinanden og stå sammen med hinanden og have endnu større udholdenhed og kende evangeliet og Kristus endnu mere og endnu dybere.

Når vi lever, lever vi sammen. Når vi kæmper, kæmper vi sammen. Når vi lider, lider vi sammen.

Amen.