Faderen og Sønnen

Når vi åbner Bibelen, og når vi samles som vi gør nu, er det for at komme til den gode hyrde. Det er for at have fællesskab med ham. Det er for at høre hans røst, for at høre ham tale til os gennem sit dyrebare ord. Som får må vi altid have den her bøn i vores hjerte: Herre, lad mig høre fra dig, herre, led mig, tal til mig, giv os noget til at følge dig, så vi ikke farer vild. Vi har en tendens til det, vi har brug for Guds nåde, vi har brug for den gode hyrde til at hjælpe os, så vi går i hans fodspor, så vi følger ham.

Hyrde-metaforen kunne ikke være en mere passende illustration i forhold til at illustrere det forhold, der er mellem Gud og hans folk. Gud er ikke bare en almægtig hersker. Det er han jo, men han er også en nærværende Gud. Gud er altings skaber og altings ophav, han sidder på tronen i himlen, han er almægtig, han er suveræn, men han er også nærværende. Han kommer ned til os, han kommer os nær, han bevæger sig i den verden, som han har skabt. Han kommer til os, han kalder på os, han redder os og leder os ind i sin fold som en hyrde. Det er det billede, det er den illustration, Jesus har anvendt om sin rolle som hyrde i kapitel 10. Han er fårenes hyrde, han er døren til fårefolden, han er den gode hyrde.

Får er også et rigtig godt billede at bruge om os, både i positiv og negativ forstand. I positiv forstand, som vi har set indtil nu, har får jo den evne at lære deres hyrdes røst at kende, så de kan genkende, når hyrden kalder, og så følge ham og adlyde ham. I negativ forstand har får, som sagt, også en tendens til at fare vild. De er ikke altid så kloge, og ofte begiver de sig ud på steder, hvor de ikke burde være, steder hvor de bliver udsat for fare, steder hvor de ikke er opmærksomme på, at der måske kan være en ulv på færde. Derfor er det noget af en opgave for hyrden at holde styr på flokken. Fårene har hele tiden brug for at høre hyrdens røst, så de ikke glemmer ham, så de ikke farer vild. Jeg tror, vi alle sammen et eller andet sted kan identificere os med det billede, genkende det og forstå, hvorfor den her bibelske hyrde-illustration er så passende, som den er. Den taler til vores natur som syndige mennesker, den taler til vores afhængighed af Gud, og den taler også om, hvem Gud er som hyrde. Han er vores hyrde. Han har sendt sin søn Jesus Kristus til os som den gode hyrde, ham som kommer til os og kalder på os og leder os, og det er fantastisk.

Sidste gang så vi på afsnittet fra vers 11 til 18, hvor Jesus forkynder os, at han er den gode hyrde. Vi så på, hvor radikal en udtalelse det egentlig er, at Jesus siger det her: Jeg er den gode hyrde. Det er radikalt, når man tænker på, hvilken kontekst han taler ud fra. Han taler ud fra Det Gamle Testamentes kontekst, og vi så, at det særligt var i relation til det, som profeten Ezekiel taler om i Ezekiel 34, hvor han beskriver Herren Jahve som den gode hyrde. Det er Herren selv, det er Jahve, som vil vogte sine får, som vil samle sine får, som vil kalde dem, som vil lede dem.

"For dette siger Gud Herren: Jeg vil selv søge efter mine får og holde øje med dem. Som hyrden holder øje med sin hjord, når hans får er spredt rundt om ham, således vil jeg holde øje med mine får og udfri dem fra alle de steder, hvor de blev spredt på de mørke skyers og mulmets dag."
Ezekiels Bog 34, 11-12

Hvis man er i indtryk af, at Jesus taler meget indirekte og svagt antydet, så er sandheden faktisk, at Jesus slet ikke er så diskret, som man skulle tro. Jøderne, de skriftkloge og farisæerne, de vidste udmærket godt, at skrifterne taler om Gud Herren som den gode hyrde. Her kommer Jesus, og så siger han til dem: Jeg er den gode hyrde. Man kan tydeligt forestille sig, hvordan de så tænker: Nej, Gud Herren er den gode hyrde, det er det, der står i Bibelen. Hvortil Jesus så fortsætter med at tale, og han fortsætter med at forkynde for dem, hvordan Gud Herren, hvordan Faderen elsker ham, hvordan han har givet ham magt til både at sætte sit liv til og til at få det tilbage, vers 18. Vi kan også lægge mærke til, hvordan Jesus formulerer sig, hvordan han taler om sig selv, hvordan han taler om sin rolle og det, han er kommet for at gøre som den gode hyrde: Jeg kender mine får, siger han, og jeg har også andre får, og de skal høre min røst.

Tænk på implikationerne i det, han siger her. Med andre ord er han faktisk meget tydelig omkring sit personlige ejerskab i forhold til fårene. Med alle de her ikke så svage, men rent faktisk stærke antydninger om Jesu guddommelige identitet, er det heller ikke så mærkeligt, at jøderne så ender med at reagere på det, Jesus siger. Det fremkalder en voldsom reaktion, og det er den reaktion og i høj grad også Jesu respons på den reaktion, som vi skal se nærmere på i dag. Det vi særligt skal prøve at forstå og tænke over, også at tænke ind i vores egen sammenhæng i dag i vores hverdag i det 21. århundrede, er at spørge: Hvor er det egentlig, at forargelsen i det, Jesus siger, består? Hvad er det præcis, der er så afgørende vigtigt for os at forstå i forhold til, hvem Jesus antyder at være? Hvilken betydning har det for os, at de ting, Jesus siger om sig selv, ikke bliver overset eller går ubemærket hen?

Lad os prøve at læse dagens tekst sammen endnu en gang og så have de her vigtige spørgsmål for øje, Johannesevangeliet kapitel 10, vers 19 til 30:

"På grund af de ord opstod der atter uenighed blandt jøderne. Mange af dem sagde: »Han er besat af en dæmon, han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham?« Andre sagde: »Sådan taler en dæmonbesat ikke; kan en dæmon da åbne blindes øjne?« Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«"
Johannesevangeliet 10, 19-30

Sidste gang, da vi talte om den gode hyrde i et foregående afsnit fra vers 11, bemærkede vi, hvordan vers 15 skilte sig en lille smule ud i forhold til hyrde-illustrationen. Den første del af verset er i hvert fald et vidnesbyrd om Faderens og Sønnens forhold til hinanden, som Jesus bringer ind, og vi så, hvordan det forhold specifikt vidner om, hvem det er, Jesus er. Jøderne anerkendte Faderen, men de ville ikke anerkende Sønnen. Problemet med det, det er, som Jesus også fremhævet i det femte kapitel, at en manglende anerkendelse og ære af Sønnen svarer til en manglende anerkendelse og ære af Faderen. Med andre ord: Hvordan du forholder dig til Guds Søn, er bestemmende for, hvorvidt du overhovedet kender Gud. Det er afgørende, at du forstår, hvem Guds Søn er, fordi det er først, når du forstår, hvem han er, at du i virkeligheden forstår, hvem Gud er. I vores tekst i dag må vi ikke overse, hvor stor en betydning den her sandhed egentlig har. Faktisk vil jeg sige, at hvis der er en sandhed, der må ramme os i dag, så er det sandheden om, hvem Jesus er, som udtrykt i hans relation til sin far, forholdet mellem Faderen og Sønnen. Derfor har jeg også givet budskabet i dag den enkle overskrift: Faderen og Sønnen.

Vores tekst i dag har den funktion, at den rammer lytteren. Den har sådan et impact på lytteren, og vi kan se det i den kulmination af sandheder om Jesus som den gode hyrde, der er blevet bygget op til det her punkt i teksten. Jeg ved ikke, om du har oplevet det her med at blive ramt af noget, det her med at høre en sandhed, som rammer dig dybt, som virkelig får din opmærksomhed, som virkelig får dig til at tænke på en dyb måde, noget som gør en forskel i dit liv. Når noget rammer ind, så skaber det en reaktion, og det er også det, vi ser i vores tekst. Det skaber en reaktion, men spørgsmålet er, hvilken reaktion er det, det skaber, fordi den reaktion, der bliver skabt, vidner jo om, hvad det er, der sker i en person. Hvad indikerer den reaktion?

I de første tre vers af vores tekst ser vi, at mange sagde, vers 20, andre sagde, vers 21. Spørgsmålet til dig i dag: Hvad siger du? Hvad er din reaktion? Hvad siger du til de sandheder om Jesus, som vores tekst konfronterer dig med? Når vi kigger på kirkehistorien siden kirken startede, de første 400 år, ser vi bare, hvordan det, kirken kæmper med der, det er jo netop at svare på det her spørgsmål om, hvem er det egentlig, Jesus er? Hvordan skal vi forstå, hvem Jesus er? Hvis ikke vi virkelig forstår, hvem Jesus er, så forstår vi heller ikke, hvem Gud er, og så bliver vi som vildfarende får. Der var en kamp omkring forståelsen i den første tid af kirkens begyndelse, men den kamp er sådan set der også i dag. Den har fortsat hele vejen igennem historien. Der er en kamp omkring det her med virkelig at forstå: Hvem er han? Hvem er Jesus? For det er afgørende for, at vi forstår, hvem Gud er, og hvad det er, han kalder os til.

Den, som hører forkyndelsen af den her tekst, vi skal se på i dag, må spørge sig selv: Hvad sker der i mig, når jeg bliver ramt? Hvad sker der i mig, når jeg bliver rystet af det, som Gud taler til mig om i den her tekst? Hvad betyder de her sandheder egentlig for mig? Det var spørgsmål, forkyndelsens første modtagere også måtte stille sig selv, og lige så også i dag må vi stille os det her spørgsmål. Med hensyn til impacten af det her budskab, for at bruge et godt dansk ord, er der i hvert fald fire ting, vi kan konkludere ud fra teksten: Nummer ét, splittelse er uundgåelig. Nummer to, konfrontation er forventelig. Nummer tre, præcision er væsentlig. Og nummer fire, tro er nødvendig. Splittelse er uundgåelig, konfrontation er forventelig, præcision er væsentlig, og tro er nødvendig.

Splittelse er uundgåelig

Hvad er det, der sker, når man bliver ramt af sandheden fra himlen som åbenbaret i Kristus? Det første, vi tydeligt ser i vores tekst, er, at splittelse er uundgåelig. Vers 19: "På grund af de ord opstod der atter uenighed blandt jøderne. Mange af dem sagde: Han er besat af en dæmon, han er vanvittig. Hvorfor hører I på ham? Andre sagde: Sådan taler en dæmonbesat ikke; kan en dæmon da åbne blindes øjne?"

I de her tre vers ser vi konklusionen og reaktionen fra jøderne på det, der er gået forud, i forhold til det, Jesus har talt. Det er jøderne, men det er nok også den bredere folkeskare, dem som reagerer på det her, dem som lytter til Jesu forkyndelse om sig selv som den gode hyrde. Det var på grund af de ord, Jesus talte, som vi læser, at der opstod uenighed. Det var på grund af de ord, den forkyndelse, indholdet af det budskab, som Jesus talte, at der kom den her splittelse blandt dem. Vi kunne spørge, hvilke ord specifikt? Det får vi ikke at vide. Vi får ikke at vide, om det var på grund af det og det, som Jesus sagde, men det var på grund af de ord, Jesus sagde, hans forkyndelse.

Når vi kigger på tidligere dele af Johannesevangeliet, hvor vi ser, hvordan Jesus taler, hvordan han forkynder for skarerne, så bygger han sin tale op til at kulminere, til at konkludere til sidst i talen med et budskab, som virkelig skærer ind, et budskab som virkelig rammer dem, hvor pointen bliver gjort klar. Den rammer hjerter, den chokerer, den ryster, fordi hvad er det, han siger? Hvad er det egentlig, han antyder, Jesus? Kan I huske, hvordan tempelmagterne reagerede i kapitel 7, vers 46, hvad det var, de sagde der, da budskabet ramte dem? De sagde sådan her: "Aldrig har noget menneske talt sådan." Aldrig har noget menneske talt sådan. Det er Jesu ord, det er det, han taler. Det er budskabet, som Jesus forkynder, der er så revolutionerende, at man ikke bare kan sige tak for talen, det var inspirerende. Det kan man ikke, når Jesus taler. Der er ikke noget menneske, der har talt sådan. Det er noget, som er så revolutionerende, så det kommer fra himlen. Han er sendt fra himlen til at tale noget, som intet menneske har hørt. Når man først har hørt det, så kan man ikke unhøre det. Så har man hørt det, så har det gjort et impact på en eller anden måde, og man bliver nødt til at reagere.

Hvad er det, de ikke kan ryste af sig, kan man spørge? Vi ser på progressionen af Jesu tale op mod slutningen. Det er hans udnævnelse af sig selv som den gode hyrde, og det er i den forbindelse også koblingen til Gud, til Herren, til Faderen, udlægning af hans relation til Faderen, som indebærer et påbud eller et mandat fra Faderen, der understøtter Jesu magt over liv og død, både over sit eget liv og over de får, som han taler om, som han er kommet for at give liv og overflod, vers 10.

Vi har en folkeskare, der har hørt den her forkyndelse, der har hørt Jesus tale, og hørt Jesus tale de her ord, som rammer dem. De har måske lige været i synagogen i lørdags, og de har måske sunget Salme 23: "Herren er min hyrde." Forestil jer det. De tænker: Okay, nu har jeg hørt Jesus tale her. Hvem er hyrden? Jesus er hyrden. Hvem har autoritet over fårenes adgang til folden? Jesus. Hvis røst er det, de skal høre? Altså, jeg tænker Gud, men jeg har lige hørt den her tale. Svaret er Jesus. Okay, den skal jeg lige grunde lidt over her, den skal jeg lige tænke over, hvad er det, jeg hører her? Så er det det der med frelsen. Hvordan var det med frelsen? Hvordan var det, jeg fandt frelsen? Gennem Jesus. Hvem gav liv? Jesus. Hvem skulle samle Israels får? Jesus. Okay. Og så det her med Faderens kærlighed til Sønnen, og det her med, at han sætter sit liv til for sine får. Det her, det er ord, jeg hører, som intet almindeligt menneske nogensinde ville kunne tale.

Man kunne forestille sig, hvordan ordene rammer dem, hvordan ordene ryster dem, hvordan ordene eksploderer i deres sind, når de tænker over, hvad det er, Jesus siger her. Som Jesus sagde til sine disciple i kapitel 9, vers 5, så er han i verden som verdens lys.

"Mens jeg er i verden, er jeg verdens lys."
Johannesevangeliet 9, 5

Når lyset skinner i mørket ved sandhedens forkyndelse, så er splittelse uundgåelig, fordi lyset kommer ind, og det splitter mørket, det spreder mørket. Tingene kan ikke være, som de var før, efter Jesus har talt. De som, kapitel 3, vers 20, hader lyset, reagerer også ud fra det had, som de har på lyset, som vi ser i eksemplet ud fra vores tekst med en anklage om, at Jesus måtte være vanvittig. Når de bliver ramt af det, Jesus taler, så tænker de: Ja, der er ikke noget almindeligt menneske, der vil sige det her, så hvad er konklusionen på det? Han må være vanvittig. Hvordan kan I overhovedet, siger de til de andre, hvordan kan I overhovedet høre på sådan noget her? Det er jo vanvidssnak, som man kun kender fra dæmonbesatte.

Det var den ene reaktion på lyset, men heldigvis er det ikke den eneste reaktion på lyset. Den anden reaktion på lyset er: Nej, nej, nej, nej, altså den der konklusion kan du ikke drage. Den giver ikke mening. Det er ikke logisk, den der konklusion omkring vanvidssnak. Nej, det hænger slet ikke sammen, fordi for det første taler dæmonbesatte jo slet ikke på den måde. Det gør de ikke. Det har vi jo ikke hørt før. De taler ikke om at komme og frelse mennesker, de taler ikke om at give liv, de taler ikke om at sætte sit liv til og den slags. De taler heller ikke om at helbrede, og man ser dem heller ikke helbrede. Det er den anden side af det. Der er ikke nogen dæmonbesatte, der helbreder andre mennesker. De har selv brug for helbredelse, de har selv brug for udfrielse, de har selv brug for, at Jesus kommer og hjælper dem. Nej, Jesus kan ikke være skør, han kan ikke være ond, men hvad er han så? Det er det store spørgsmål: Hvad er han? Hvem er han? Kære brødre og søstre, det er her, vi må bevæge os hen i vores tanker. Hvem er Jesus? Hvad er den rette konklusion på det, vi har set? Hvad er den rette konklusion på det, vi har hørt i vores tekst?

Konfrontation er forventelig

Vi får en lille pause i teksten til at tænke over det her, men selvom der er en pause i teksten, så fortsætter det her sammenstød mellem lyset og mørket. Det er ikke forbi, fordi nu tager vi snakken indendørs, og det gør vi, fordi det er vinter, så vi skal lige indenfor og snakke om det her. Det, vi kan forvente nu, er en konfrontation. Nummer to. Vers 22: "Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud."

Selvom det faktisk er en ny episode, vi ser her, som ikke er direkte i forlængelse af vers 19 til 21, der er gået noget tid, så er temaet sådan set det samme. Jesu ord og gerninger har skabt røre. De skriftkloge og farisæerne går og grubler over, hvad det er, Jesus talte om sidst, og nu møder de ham igen her i Salomons Søjlegang. De var splittede i forhold til, hvad skulle de egentlig tænke, hvad skulle de tro om det her? Jesus vidner stadigvæk om sig selv i forhold til Faderen og taler om sine får i sin rolle som den gode hyrde, der er kommet for at give evigt liv til dem. Med den form for forkyndelse, som Jesus taler, ind i den her monoteistiske jødedom, her midt i centrum af religionens helligdom på tempelpladsen i Jerusalem, ja, så er konfrontation forventelig. Man kan ikke regne med andet, det er klart.

Tænk engang på symbolikken i det her, festen for genindvielsen af templet, hanukka, også kaldet lysets fest. Det er sådan en fest, hvor man tænder lamper, hvor man tænder lys, og det gør man i hjemmene, og det gør man også på tempelpladsen. Der er fest omkring det her, det er lyset. Vi så også de samme skikke, der var i forbindelse med løvhyttefesten, hvor man tændte lys, og den symbolik som det har i kapitel 7. Det var en glædesfest, hvor man mindes, og her specifikt i forbindelse med genindvielsen af templet var det en fest, hvor man mindedes det jødiske oprør, den jødiske sejr over den syriske konge. Vi er 165 år før Kristus, hvor en oprørsgruppe, makkabæerne, sejrer over den syriske konge her, hvor han kommer og egentlig tilsøler templet med afgudsdyrkelse. De vinder sejr her, men ja, det var en sejr, men Israel er stadigvæk under besættelse. De er under romerne nu. De venter stadigvæk på deres Messias. Lidt anede de, at Messias går rundt på tempelpladsen i Salomos Søjlegang.

Nu har Jesus forkyndt dem sandheden nok til, at de nu konfronterer ham. De slutter ring omkring ham, de udfordrer ham, og det gør de med et: "Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud", vers 24. Den direkte oversættelse af det spørgsmål, de stiller i vers 24, "Hvor længe vil du holde os hen?", er faktisk: Hvor længe vil du berøve os vores liv? Det er rent faktisk det, der står på græsk: Hvor længe vil du berøve os vores liv? Hvorfor siger de det? Det er faktisk meget tankevækkende, fordi det, Jesus netop har forkyndt dem, det er, at han er selve livet. Det ser vi også i kapitel 5, vers 26, at han er livet, og vi ser det senere også, hvor han siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Hvad var han kommet for? Kapitel 10, vers 10. Han var kommet for at give liv og overflod. De siger: Hvor længe vil du berøve os vores liv? Men den måde, Jesus har talt til dem på, og de ord, Jesus har talt med, de illustrationer og de former han har brugt, omkring hvordan han er livets brød, han er verdens lys, han er den gode hyrde, det passer bare ikke ind i deres forestillinger om, hvem Kristus er. Det passer ikke med deres tankegang. De vil have, at han bare siger det ligeud til dem uden alle de her billeder og illustrationer.

Den fjendtlighed, hvormed de konfronterer Jesus, afslører egentlig, at deres krav om klarhed ikke skyldes, at de oprigtigt søger en afklaring. Den afslører faktisk, at det, vi har med at gøre her, det er, vi har med nogen at gøre, som hader lyset, nogen som hader Jesus, nogen som har en foragt for Guds Søn. Deres vantro og deres oprør imod Gud skinner igennem her, og det er disse ting, der kommer til overfladen. Det er det, der sker, når menneskets synd bliver belyst af evangeliets sandhed. Når evangeliet bliver forkyndt klart og rent og purt, og det rammer mennesker, så er der det her impact, der rammer: Okay, min verden bliver rystet her, hvordan skal jeg reagere? Nogle gange går det den ene vej. Det er had. Andre gange er der en ydmyghed, så er der en blødhed. Så må jeg tage imod, så må jeg tænke over det her. Vi kan spørge igen: Hvad sker der, når jeg bliver ramt af sandheden fra himlen som åbenbaret i Kristus? Hvad sker der i mit hjerte?

Præcision er væsentlig

Det, der sker, er, at splittelse er uundgåelig, konfrontation er forventelig, men det næste, vi også ser i vores tekst, er, at præcision er væsentlig. Der er nogle ting, der bliver præciseret her. Det er en præcision, som er væsentlig, ikke i den forstand, at de vantro med bare lidt mere præcision i forhold til Jesu budskab til dem, så vil blive overbevist, hvis Jesus bare er lidt mere præcis omkring, hvad han mener. Det er ikke det, vi taler om her. Nej, de har allerede bestemt sig for, at de er imod Jesus. De har allerede bestemt sig for, ham kan vi ikke tage. Han er vanvittig, ham, manden der taler sådan der, nej.

Med præcision i den her sammenhæng mener jeg, at Jesus, som en væsentlig del af hele passagen, præciserer i sit svar til jøderne præcis det, som er hele kernen og problemstillingen i det hele, nemlig at hans vidnesbyrd står klart. Hans vidnesbyrd står klart ud fra hans gerninger. Det står helt lysende solklart, hvem han er, ud fra det, han har gjort, ud fra hans gerninger. De som er hans får, beviser det ved, at de tror på grund af de gerninger, de ser. På grund af det, Jesus har forkyndt dem, så tror de, mens de som ikke er hans får, beviser det med deres vantro. Hør hvad Jesus svarede dem i vers 25 til 26: "Jesus svarede dem: Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får."

Her ser vi en klar præcisering i forhold til kernen af problemstillingen. Problemstillingen er ikke, at Jesus ikke allerede har sagt det til jøderne, hvem han er. Som Jesus siger her, så har han sagt det til dem, som Markus skriver, han har brugt de sidste tre år af sin tjeneste på at sige det til dem, både i ord og gerning. I den nære kontekst i Johannesevangeliet, der har han også sagt det ved sin helbredelse af den blindfødte, ved sin udlægning af sig selv som den gode hyrde. Der sagde han også klart og tydeligt, hvem han var, at han var kommet for at give liv og at sætte sit liv til for sine får. Så problemstillingen består ikke i, hvad Jesus mangler at sige. Problemstillingen består i, hvad jøderne mangler at tro. Det er der, kernen i problemstillingen ligger, og det er dette, som er den væsentlige præcisering, vi ser i teksten, en præcisering som vidner om, hvad det er, vi som syndige mennesker kaldes til at forholde os til. Vil du, eller vil du ikke tro, at Jesus er Messias, at han er Guds søn? Han har gjort det klart med sine gerninger, at han er den, han er, at han er den, der er blevet lovet, som profeterne har talt om og givet løfter om. Han er den, som skulle komme. Han er Messias. Han er Guds søn. Han er den levende Gud. Han er Frelseren.

Den eneste grund til, at du skulle vælge at vende ham ryggen, er, at du i stedet vælger din synd, at du i stedet vælger at sige: Jeg elsker mit liv mere, mit liv i synd, det elsker jeg mere end ham. Jeg vil ikke slippe det. Jeg vil ikke opgive det. Jeg vil fortsætte på den vej, jeg har valgt, i stedet for at følge Jesus. Så jeg lukker bare ørene. Jeg vil hellere høre på min egen indre stemme, der fortæller mig, hvad sandheden er, end at jeg vil høre på hyrdens røst. Det er det, man kalder aktiv vantro, og det er det, vi ser i vers 26, hvor Jesus præciserer, hvorfor det er, at jøderne ikke vil tro. Det er ikke, fordi de mangler svar. Det er ikke, fordi de ikke har læst Bibelen. Det er ikke, fordi de ikke har fået en masse tegn og under at se, alt det, som mange ateister siger i dag.

Jeg kørte lige med en på arbejdet i fredags, og vi kom i snak. Han fortalte mig, han var ateist, hardcore, og jeg fortalte ham, jeg var kristen. Vi snakkede, og det var en god snak, og vi får sikkert flere snakke, fordi vi skal køre sammen her igen næste uge. Det her med, at mange siger: Ah, hvis jeg skal tro, så må han vise sig for mig, ellers så tror jeg bare ikke på det. Alt det havde jøderne fået opfyldt. Gud i kød og blod vandrede blandt dem, men de troede ham ikke. Så det var sådan set ikke der, problemet lå, og det er heller ikke det, der egentlig skal til for at overbevise nogen overhovedet, hvis det er det, man tror. Problemet lå i, hvem de her mennesker var og tilhørte, eller man kan snart sige, hvem de ikke var, og hvem de ikke tilhørte. Det er det samme problem, som hersker i dag. Jesus siger: "Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får", vers 26.

Hvad er det, vi har lært om Jesu får i kapitel 10 af Johannesevangeliet? Vi har lært, at de hører hyrdens røst. Fårene hører hyrdens røst. Vi har lært, at hyrden også kender dem. Han kender sine får. Vi har lært, at fårene følger deres hyrde. Man kan sige, den omvendte realitet gør sig på den måde også gældende for dem, som ikke er Jesu får. De hører ikke på hyrden, og man kan sige, han kender dem heller ikke, ikke som den personlige relation, man har, når man kender nogen. De følger ham ikke. Er de ansvarlige for, at de ikke vil følge ham? Ja, absolut. Det at de ikke er Jesu får, undskylder ikke deres vantro og synd. Det påkalder dem sådan set dom. Samtidig ser vi her også, hvordan den her lære om Guds suverænitet er tydelig her i erkendelsen af, at han har udvalgt nogle får, som villigt hører hyrdens røst og følger ham. Det er disse, som Faderen har draget og givet til Sønnen.

Brødre og søstre, en fantastisk realitet. Prøv at tænk over det. Det som Gud har gjort, og det som du og jeg nu som troende har en erkendelse af, at han har gjort i vores liv. Hvor er det fantastisk, når vi tænker over, hvor god Gud er, hvor nådig han er, at han har opsøgt mig, en synder, at han har frelst mig. Tænk, at han gav mig at kunne høre hans røst og tro på evangeliet. Tænk, at Faderen udvalgte mig og gav mig til Sønnen. Wow, det er mindblowing. Brødre og søstre, hvis der er en sandhed, som kan få dig til at råbe halleluja, så er det da den. Hvad sker der i dig, når du bliver ramt af sådan nogle sandheder her fra himlen, som åbenbaret i Kristus? Den reaktion, som er inde i os, når vi hører sådan et budskab, når vi læser sådan en tekst, det må vi tænke over, hvordan det egentlig er, fordi det tager en temperatur på vores hjerte, gør det ikke det?

Vi har set i forhold til den bredere menneskehed, at splittelse er uundgåelig, fordi det er jo ikke alle, der bliver ramt ens af det her budskab. Det er ikke alle, der reagerer ens, fordi hvad er det, jeg hører her? Konfrontation er forventelig, for ordet om korset er en dårskab for dem, der fortabes, men for dem, der frelses, er det en Guds kraft.

"For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft."
Første Korintherbrev 1, 18

Præcisionen er væsentlig, fordi vi må forstå, hvad er det egentlig, der er på spil her. Vi har ikke råd til at overse, hvad det er, der bliver sagt her. Det er livsnødvendige sandheder for os.

Tro er nødvendig

Vi er også klar i vores tekst, når det gælder ikke blot at blive ramt af sandhed, men også at tage imod sandheden. Det er det sidste punkt: Tro er nødvendig. Lad os prøve at læse engang de her fantastiske løfter, som vi læser fra vers 27 til 30:

"Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét."
Johannesevangeliet 10, 27-30

Mange siger i dag, at det eneste, der kræves, for at du bliver frelst, er, at du tror, og det er sådan set rigtigt. Frelsen er ved tro og ved tro alene, men der er også en anden side af den mønt, og den er, at for at tro så må du være en af Jesu får, fordi som vi så i vers 26, så skyldtes jødernes vantro, at de ikke hørte til Jesu får. Du bliver ikke et får ved at tro. Du tror, fordi du er blevet gjort til en af Jesu får. Det at du tror, det er en gave fra Gud. Det er noget, han har gjort i dit liv.

Brødre og søstre, det er her, det hele bare går op i en højere enhed i forhold til at forstå det her forhold, der er, som er det centrale tema også i teksten her omkring Faderen og Sønnen. Det vores tekst fortæller os, det er, at Faderen, vers 29, har altså givet noget til Sønnen, og det han giver er større end alt andet. Hvad er det så, han giver Sønnen i vores tekst-passage i kapitel 10? Vi har set, at Faderen giver Sønnen autoritet til at give liv og til at frelse sine får, og han giver magt til både at sætte sit liv til og magt til at få det tilbage. Hertil giver Faderen til Sønnen ikke blot disse midler til frelsen, men Faderen giver faktisk også dem, Jesus er kommet for at frelse. Han giver målet for frelsen. Han giver Sønnen fårene. Faderen giver fårene til Sønnen. Det er den gave, der gør, at et menneske, som har sat sin lid til Jesus Kristus, kan sige om sig selv: Jeg er et får, jeg er et Jesu får. Det er ikke på grund af noget, mennesket har gjort. Nej, det er på grund af det, som Faderen har givet. Efeserbrevet 2, 10 siger: "For hans værk", altså Faderens værk, "er vi skabt i Kristus Jesus til gode gerninger." Via hans værk. Hvis man læser versene før, så ser man, at det ikke skyldes os, men gaven af Guds.

"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i."
Efeserbrevet 2, 8-10

Det er en gave, der gør, at vi på grund af Faderens værk nu kan høre Jesu røst, at vi på grund af Faderens værk i vores liv nu kan følge ham, kan adlyde ham, at han nu kender os, at vi har den her personlige relation, frelsende relation til Gud, at vi kan modtage fra ham, vers 28 i vores tekst, at vi kan modtage evigt liv. Wow, med løftet om, at vi aldrig nogensinde i evighed skal gå fortabt. Sikker er nogen løfter, og lige så sikkert er det, som et får ikke skifter art til en ulv, lige så sikkert er det, at vores frelse, det er en evig frelse. Amen, det giver os et evigt håb.

Læg mærke til, hvordan det her løfte i vers 28 og 29 er forankret i både Faderen og Sønnen. Vers 28 siger: Ingen skal rive dem ud af min hånd, altså Sønnens hånd. Vers 29 siger: Ingen kan rive det ud af min faders hånd. Ingen skal rive dem ud af Sønnens hånd, fordi Sønnen har fået magt og autoritet af Faderen. Ingen kan rive dem ud af Faderens hånd, fordi Faderen har bestemt før verdens grundvold, at det slår fast. Amen, det er fantastisk at se Faderen og Sønnen. Når vi taler om troens nødvendighed, så taler vi om noget, som er forankret ikke i to separate hænder, men i Guds hånd, som Jesus siger i vers 30: Jeg og Faderen er ét. En realitet, evangeliet også åbenbarer i det allerførste vers af Johannesevangeliet, kapitel 1, vers 1:

"I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud."
Johannesevangeliet 1, 1

Wow. Brødre og søstre, når vi tænker på vores tro, så må vi ikke adskille Faderen og Sønnen. De er ét i væsen, selvom de er distinkte personer. Det er meget vigtigt at forstå. De er distinkte personer, men de er altså ét væsen. Det er én Gud, vi tjener. Vi tjener én sand og levende Gud, Faderen og Sønnen og den hellige Ånd. Når vi tænker på vores frelse, så må vi ikke adskille Faderen og Sønnen. "Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn." Når vi tænker på skabelsen, når vi tænker på den nye skabelse, dommen, det evige liv, alle de her ting, som er en del af Guds frelsesplan, så må vi ikke adskille Faderen og Sønnen. De er ét, som Jesus siger.

Der er bare det, at nogle gange i vores syndige tanker kan vi komme til at adskille dem, at vi ser dem som så distinkte. De er jo distinkte, men vi ser dem som så distinkte, at det konflikter med læren om, at de også er ét. Det skal vi være varsom for. Faderen vidner om Sønnen. Sønnen giver os adgang til Faderen. Efeserbrevet 2, 18: "For gennem ham", altså Jesus, "har både vi og I i én ånd adgang til Faderen." Faderen drager dem, som han kalder, til Sønnen, og Sønnen, fordi han satte sit liv til for sine får, han forliger os med Faderen, så vi får fred med Gud. Den forligelse, den har vi med Faderen på grund af Sønnens frelsende gerning. Det er den, som gør, at vi nu som Jesu får kan høre hyrdens røst og følge ham og bevares af ham til evigt liv. Det er Faderen og Sønnen, der tilsammen garanterer evigt liv for dem, som tror.

Den her enhed, som både Faderen og Sønnen vidner om, er en enhed, som igen i Johannesevangeliet bliver opfattet af Jesu modstandere som en erklæring af hans guddommelighed. De forstår godt, hvad det er, Jesus siger. Det er bare, de kan bare ikke lide konklusionen på, hvad det er, han siger. Det er, at han taler om sin guddommelighed, at han er Gud. Den sandhed rammer dem, og den sandhed må ramme os i dag. Igen og igen må det ramme os, og som vi skal se næste gang, så rammer det dem også i en sådan grad, at de faktisk ender med, som reaktionen, at forsøge at få slået ham ihjel. Så voldsomt bliver de ramt. De er forarget over, at det her menneske med det, han siger, gør sig selv Gud lig. Hvis han tager fejl, hvis Jesus tager fejl i det her, ja, så er det blasfemi, og så har de ret i at reagere meget negativt imod Jesus. Men hvis Jesus taler sandt, så betyder det, at Jesus er Gud. Wow, han er Messias, han er verdens frelser.

Hvordan bliver du ramt?

Igen, spørgsmålet til dig i dag: Hvordan bliver du ramt af det, som Jesus forkynder os i vores tekst? Hvad er din reaktion på budskabet? Hvordan forholder du dig til Jesus? Til dig som ikke er kristen, så er de her spørgsmål afgørende for dig at tage stilling til og reagere på. For det, som er udfordringen til dig, det er at tro, at Jesus er Gud, at han gav sit liv til frelse for syndere som dig, så du kan få fred med Gud. Du tager imod Jesus Kristus som Frelser og som Herre i dit liv.

Til dig som er kristen, og det er de fleste af os her, som sidder her i salen, det er, at det her spørgsmål om, hvordan Jesu forkyndelse rammer dig, det er et spørgsmål, som tager temperaturen på vores åndelige liv. Det sætter ligesom termostaten ind i vores hjerte og tager temperaturen. Hvordan reagerer jeg? Evangeliet udfordrer til at se hen til Herren her: Herre, det jeg har hørt her, hvad gør det i mit hjerte? Herre, jeg ønsker, at det skal forandre mig. Jeg ønsker at blive mere som dig. Jeg ønsker at lære dig bedre at kende. Herre, budskabet om, hvem du er, lad det ikke bare være noget, som går hen over hovedet på mig. Det har jeg ikke råd til. Vi er kaldet af ham til at følge ham, til at blive formet af den, som han er. Brødre og søstre, evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror. Det er os, der tror, så det er Guds kraft i vores liv, så vi må lære, at evangeliet, når vi hører det, rammer os på en sådan måde, at vi siger: Gud, lad det forme mig. Lad det gøre en forskel i mit liv. Vis mig dine veje, så jeg netop kan følge dig, så jeg netop som et får ikke går på afveje, som jeg så ofte har en tendens til at gøre. Herre, jeg har brug for at høre din røst. Jeg har brug for at følge dig, fordi det du har kaldet mig til, hjælp mig til at lyde dig. Giv mig noget til også at forundre os endnu mere og endnu dybere over, hvad det er, du rent faktisk har gjort, hvad det er, de her ord, som du taler, rent faktisk betyder. Implikationen af dem. Herre, lad det prinse ind i mit liv. Lad min relation til dig, min tilbedelse til dig blive endnu dybere på grund af det, du har talt. For du har frelst mig, og du har givet mig adgang til Faderen.

Det at jeg har fået adgang til Faderen, wow, prøv at tænk på, hvor vidunderligt det er, brødre og søstre, at vi rent faktisk har adgang ind i det allerhelligste. Herre, når jeg ser på dig, så ser jeg Faderen, som du sagde til Filip: Den, der har set mig, har set Faderen. Gud, hjælp os til at forstå, hvad det her betyder i sin dybde, fordi så ofte også i dag, når vi udlægger sådan en tekst her, så skraber jeg kun lige overfladen. Der er sådan nogle dybder af rigdom i Guds ord, brødre og søstre, og vi må bede Gud om at blive ved med at forme os med dit ord, at vores bæger må flyde over.

Amen.