Fra mørkets magt til Kristi kongerige

I dag skal vi høre nogle ganske dybe vers, og det er utroligt, hvad Paulus kan sige med så få ord, at man er nødt til at forundres over det værk, Gud gjorde i hans liv, og hvordan Helligånden har ledet ham og inspireret ham til at skrive disse ord.

Vi læser fra Kolossenserbrevet kapitel 1, vers 12 til 14:

"Tak med glæde vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse."
Kolossenserbrevet 1, 12-14

Jeg har valgt at inddele denne prædiken i tre hovedemner. Det første er: tak med glæde — vi er blevet gjort egnede. Det andet punkt er arven — vores tildelte lod i lyset. Og det tredje er: fra indbyggere i mørkets rige til borgere i Kristi guddomsrige.

Tak med glæde for at vi er blevet gjort egnede

Taknemmelighed. Taknemmelighed i vores bøn med glæde. På mange måder kunne man tage det første punkt i denne prædiken og sætte til sidst, fordi denne del af prædikenen handler om det, vi skal være taknemmelige for.

Paulus starter her med at takke. Han opfordrer os og Kolossenserne til at takke med glæde. Hvad skal vi takke for? Det er det, vi kommer til at gennemgå.

Vi kender det nok alle sammen. Der er en glæde og en taknemmelighed: det hele var bare en drøm. Der var ikke noget vildt dyr, der jagtede os. Der var ikke nogen, der blev kørt ned. Alle børnene sover trygt i deres egen seng. Der er ikke nogen, der er stukket af på afveje. Jeg er ikke længere i nogen mørk drøm, og jeg behøver ikke bekymre mig, selvom jeg lige har været inde i en eller anden verden. Jeg var i en mørk drømmeverden, men heldigvis kom jeg ud af den, og alt det onde var slet ikke sket. Sådan kan et mareridt være. Og bagefter er man lettet, og man er taknemlig over, at det ikke var sådan.

Hvordan er det så, når man er i en tilstand af at være i mørkets rige, af at tilhøre mørkets magt, og være blevet gjort i stand til at arve lysets rige? Vi kan være lettede, når vi vågner af en dårlig drøm og sige: det var ikke rigtigt. Men der er en virkelig tilstand, som vi alle er født i. Det er, som om man pludselig vågner op og forstår, at man har været fuldstændig fortabt. Ligesom én, der flyder rundt på det åbne hav efter et skibbrud og bliver reddet af kystvagten, løftet op i sikkerhed. Man bliver taknemmelig. Man har fået livet i gave, man har fået en chance til, og man glædes over det, som man er blevet givet. Alt det gode man har, takker man for.

Forstår vi, hvor vi kommer fra, og hvilket privilegium vi er blevet givet, så må vi blive fyldt med glæde og taknemmelighed til Gud.

I Salme 86 står der:

"Jeg takker dig, Herre, min Gud, af hele mit hjerte, jeg vil ære dit navn til evig tid, for din godhed mod mig er stor, du har reddet mig fra dødsrigets dyb."
Salme 86, 12-13

Og i Salme 107 står der:

"Halleluja. Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid. Det skal Herrens løskøbte sige, dem, som han løskøbte fra fjendens magt og samlede fra landene, fra øst og vest, fra nord og syd. De flakkede om i ørkenen og ødemarken, de fandt ikke vej til en by, hvor de kunne bo; de sultede og tørstede, deres liv var ved at ebbe ud. Da råbte de til Herren i deres nød, og han reddede dem ud af deres trængsler. Han førte dem ad den rette vej, så de kom til en by, hvor de kunne bo. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker, for han gav den tørstige at drikke og mættede den sultne med gode gaver. De sad i mulm og mørke, som fanger i lidelse og lænker, for de havde trodset Guds bud og ladet hånt om den Højestes råd. Han kuede dem med plager, de snublede, og ingen hjalp dem. Da råbte de til Herren i deres nød, og han frelste dem fra deres trængsler. Han førte dem ud fra mulm og mørke og sprængte deres lænker. De skal takke Herren for hans trofasthed og for hans undere mod mennesker."
Salme 107, 1-15

Salmen fortsætter i taknemmelighed. Jeg vil opfordre jer til at læse Salme 107, når I kommer hjem.

Vi, som er blevet løskøbt fra vores egen elendighed, vores egen synd — vi har så meget at glæde os over, så meget at takke Gud Fader for. Paulus' egne bønner, dem vi læser i hans breve, var fulde af taknemmelighed. Og her opfordrer han Kolossenserne, og han opfordrer os til at bede til Gud Fader. Vær vedholdende i bøn med tak, med glædesfyldt tak.

Hvad skal vi så takke for? Vi er blevet gjort duelige og egnede. Denne tak har en årsag. Den første årsag, Paulus nævner lige her, er, at vi er blevet gjort duelige eller egnede til at få del i de helliges arv i lyset.

Hvordan? Egnede skal forstås i denne sammenhæng og kontekst som: du er villig til at modtage arven, til at modtage en andel eller lod i Guds rige. Hvad gør, at vi kan være egnede til det? Hvad skal vi opnå? Hvilken standard skal vi opfylde? Hvad kræves der af os?

Jesus giver os selv svaret meget tydeligt. I må gerne slå op i Lukasevangeliet kapitel 10, vers 25 — en meget velkendt passage, hvor der er én, der kommer til Jesus. Jeg læser fra vers 25 til 28:

"Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.«"
Lukasevangeliet 10, 25-28

Vi skal elske Herren vores Gud af hele vores hjerte. Det vil sige hele den person, vi er, al den vilje, vi har. Vi skal elske ham af hele vores sjæl. Det vil sige med hele essensen af, hvem vi er, og hele vores ånd. Vi skal elske Gud af hele vores styrke, med al den kraft og al den energi, der er i os, og af hele vores sind. Det vil sige med alle vores tanker, alle vores længsler.

Hvem af os kan sige, at vi opfylder den standard? Kan du? Hvad med dig? Hvem kan sige: jeg har altid elsket Gud med alt, hvad jeg er? Og så skal vi lægge til, at vi også skal elske vores næste som os selv. Så kommer hullerne i osten helt tydeligt frem i mig selv. Der er jeg uendelig langt fra at komme i mål. Jeg kan ikke. Og alligevel er jeg blevet erklæret egnet.

Et eksempel: jeg kom til militær session og blev erklæret fuldstændig aldeles uegnet. Og alligevel kommer der én ind, sætter et stempel på mig og siger: du er egnet. Jeg har ikke selv holdt Guds lov til perfektion, og dog har jeg det i Kristus Jesus. Jeg var møgbeskidt, men nu er jeg renere end den hvideste sne.

Der er så mange tekster i Bibelen, der taler så flot, så godt om dette. Jeg vil læse fra Efeserbrevet 2, vers 1 til 10 — meget velkendte vers:

"Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus — af nåde er I frelst — og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i."
Efeserbrevet 2, 1-10

Vækker det glæde at høre det? Vækker det taknemmelighed? Det kan du tro. Husker vi på de her ting? Lever vi i den bevidsthed? Bliver vi i det, der nok er kernen i det, i den første kærlighed, kærligheden til frelseren, fuld af taknemmelighed?

Det her er simpelthen essensen i det at være kristen — at leve i taknemmelighed for retfærdigheden fra ham. For nogle er det måske på tide at vende tilbage til denne glæde og tilbage til denne første kærlighed og den taknemmelighed over at være blevet gjort rene og retfærdige. Trænger vi til at vende tilbage? For der er ikke længere nogen skyld, og vi står fuldkommen retfærdige. Vi har fuldkommen merit, kan man sige.

Arven som er vores tildelte lod i lyset

Det næste punkt i prædikenen handler om arven, vores tildelte lod i lyset. Det første, jeg vil sige om det, er, at forbilledet for den formulering, Paulus bruger, er Israels tildeling af deres lodder, da landet skulle fordeles. Nu, da vi regnes for retfærdige, venter arven fra Gud. På grundteksten siger den, at vi får én lod af arven. Den danske oversættelse siger det også ganske klart: at vi får del i de helliges arv. Det er bare en anden måde at sige det på.

Denne måde at sige det på viser, at Paulus reflekterer over den skygge over det her med at arve noget, som vi ser i Det Gamle Testamente, i den gamle pagt, hvor Israel fordeler lodderne, og hver enkelt stamme får tildelt sin andel. Det starter helt tilbage med løftet til Abraham, hvor der står: "Jeg vil give dine efterkommere dette land" i Første Mosebog 12, 7. Og senere ved Moses og Josva, hvor der blev kastet lod om landet og lod om byerne, om hvem der skulle få hvad.

Men det var noget langt større, der var i vente for dem. Det var noget langt mere, som Abraham blev kaldet hen imod. Vi læser det så tydeligt i Hebræerbrevet kapitel 11. Det gælder også i dag. Fra vers 8 til 16:

"I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred. Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem."
Hebræerbrevet 11, 8-16

Nede i vers 38 til 40 står der:

"de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter. Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os."
Hebræerbrevet 11, 38-40

Det er os i dag. Denne himmelske by — det var det, de havde for øje, og de skal ikke nå den uden dig og mig i dag. Vi hører til i den gruppe.

Det er arven i lyset, vi har i vente. Et himmelsk lys. Et himmelsk rige. En himmelsk by. Hvad betyder det, at det er i lyset?

Salme 119 siger:

"Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti."
Salme 119, 105

Og i vers 30:

"Jeg vælger sandhedens vej, jeg har dine bud for øje."
Salme 119, 30

Når vi lever i arven i lyset, er det arven i ordet, arven i sandheden, der er tale om. Derudover betyder lyset renhed. For der står:

"For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; lad kun det gælde, som behager Herren, og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. For alt, hvad der kommer for dagen, er lys."
Efeserbrevet 5, 8-14

Sandheden er lyset. Renheden er lyset. Sandheden kaster lys over det, der ikke er rent. Sandheden kan gøre det rent og gøre det for os.

Hvilken arv er det så, der venter os? Arven er her både nu, og den vil komme. Vi lever i troen og håbet på det, vi skimter i horisonten, som Abraham gjorde. Vi smager en forsmag på det. Det endegyldige og vidunderlige venter forude. Det er det evige liv i lykke, i glæde, i fred, uden synd, uden sorg, uden død — men med en evighed af liv og liv i overflod. En evighed i fællesskab med Gud, vor Skaber, vores frelser og vores far.

Vi kender ordene fra Åbenbaringsbogen:

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom."
Johannes' Åbenbaring 21, 1-2

Gud vil gøre alting nyt. Han vil fjerne al synd. Han vil fjerne al ondskab. Han vil fjerne alt, der er blevet smittet med denne syndige verden. Vi arver en hellig, en syndfri og en lykkelig verden.

Men er det så kun noget langt ude i fremtiden? Er det noget, vi skal sætte os ned og vente på? Romerbrevet kapitel 8, vers 30 siger, at dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort. Læg mærke til grammatikken: han har herliggjort. Det er gennemført og godt nok. Vi ser det ikke fuldt ud endnu, men herliggørelsen er sket og vil synliggøres mere og mere. Når vi lever mere i lyset, mere i sandheden, mere i renheden, så vil det komme mere frem.

Fra indbyggere i mørkets rige til borgere i Kristi guddomsrige

Det leder mig til det næste punkt i prædikenen: fra indbyggere i mørkets rige til borgere i Kristi guddomsrige.

"Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige."
Kolossenserbrevet 1, 13

Denne del handler om, hvor vi kommer fra, og hvad vi er flyttet til.

Hvor kommer vi fra? Vi kommer fra mørkets rige. Over denne verden er en hersker, en denne verdens gud, Satan og hans regime. Satan er mørkets autoritet. Der er en mørk åndelig verden, som leder og styrer denne verden, vi lever i. Senere i kapitel 2, vers 15, tales der om magterne og myndighederne, som Jesus afvæbnede. Det er under disse mørke magter, at vi alle har været slaver.

David siger i Salme 51:

"I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig."
Salme 51, 7

Vores grundlæggende tilstand. Den farlige virus, som er langt mere gennemtrængende og farlig end denne verdens medier portrætterer, er, at vi er blevet smittet med Adams synd helt fra fødslen af. Vores udgangspunkt i livet er en syndig tilstand. Derfor var vi også født til at elske at tilfredsstille det, vi selv vil — vores egne ting. Vi er født til at elske den her vinding: jeg, mig selv og mig. Min vej er den, jeg vil gå. Hvis der er nogen, der har børn, så ved de, at det passer på de fleste. Man ser det ret tydeligt. Man kan også se det i sig selv — det håber jeg. Jeg håber, vi kan finde det i os selv og omvende os.

Men det er værre i mørket. Det at gå sin selviske vej harmonerer perfekt med at være under mørkets magt. Mennesket er ét med det. Vi elsker det, når vi er født. Vi elsker den vej, som vi selv vil gå. Der er ikke noget, vi hellere vil.

Der er også et andet sted, hvor de samme ord, der bliver brugt her omkring mørkets magt, bliver brugt. Et andet sted, som viser, hvordan mennesket i sin ondskab er ét med mørkets magter. Det er, da Jesus skal fanges i Getsemane have, da jøderne kommer for at fange ham — det er en kæmpe flok efter ham. Da siger han til dem:

"Dag efter dag har jeg været sammen med jer på tempelpladsen, uden at I løftede en hånd imod mig; men dette er jeres time, og mørket har magten."
Lukasevangeliet 22, 53

Så i de onde menneskers time er det mørket, der har magten, og de kommer for at få fat i Guds søn. De kommer for at fange ham, for at korsfæste ham. Her afsløres det, at vi er født som børn af Satan, som Jesus også siger et andet sted om jøderne, at Satan er løgnens far, og hans børn er I.

Vores sølle tilstand stammer fra, at vi er under mørkets magt, og den kommer til udtryk på forskellige måder. Jeg tager inspiration fra Galaterbrevet 5 om, hvordan den kommer til udtryk:

"Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige."
Galaterbrevet 5, 19-21

Dem, der er i den slags, hører ikke Guds rige til. Kan vi se os selv i nogle af de beskrivelser, som er her? Er det et sted, vi har været, og er der en gang imellem, hvor vi ser os selv vende tilbage dertil?

Vi skal ikke frygte. Vi kan stå opløftede. Vi kan stå rensede, for i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse — som vers 14 siger: i ham har vi forløsningen.

Vi er tilgivet. Ved Jesus Kristus er vi blevet udfriet, befriet fra det gamle liv. Det, som nu er borte. Vi er forløst, købt fri af slaveriet til mørkets magt ved tilgivelse fra synd og Jesu retfærdighed. Så står vi nu som fuldt ud duelige, fuldt ud retfærdige.

Andet Korintherbrev 5, 17 siger:

"Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!"
Andet Korintherbrev 5, 17

Hvilket rige er vi flyttet over i?

Hvilket rige er vi så flyttet over i? Fra at være under mørkets magter er vi blevet forflyttet — ved en transfer, en forflytning — fra mørkets rige til Guds elskede søns evige kongerige.

Jeg tilhører nu Guds evige rige. Så må jeg hellere sætte mig ned og vente på, at det kommer. Jeg glæder mig. Det bliver dejligt. Jeg skal se himlen. Jeg skal se gaderne af guld. Jeg skal se lyset fra Guds trone. Nu venter jeg bare på, at det sker. Nej. Ja, vi skal vente i spænding — der kommer noget endnu bedre. Men Himmeriget er nær. Guds rige er kommet.

Hvor ser vi det? Hvordan kommer det til udtryk? Endnu en gang med inspiration fra Åndens frugter i Galaterbrevet 5 — de gode af dem. Så kan vi se, hvor Guds rige allerede skinner frem. Jeg vil kaste nogle ord på dem.

Når Gud kaster sin kærlighed på dig og forvandler dig, så kommer kærligheden til at kendetegne dig, og du begynder at se andres behov, og du begynder at dække andres behov. For det er sand kærlighed at se og dække behov. Så bliver livet dit liv. Så bliver dit hjem forandret, og man kan mærke forskellen, når Guds kærlighed fylder i ens liv.

Når Guds ord forvandler dig og tager dig fra mørke til lys, så bringer det glæde, og glæden smitter. Den smitter af på andre omkring dig.

Et andet ord i vers 22 i Galaterbrevet 5 er fred. Når Guds fred giver sindet og sjælen ro, og man ikke længere frygter, ikke længere skal frygte for den ondskab, der er i én eller den vej, verden nu går, og man har en fast, tryg base i Jesus Kristus — så skaber den fred. Kristne familier. Kristne hjem. Kristne liv med fred. Konflikter bliver løst, fordi der er fred. Konflikter bliver undgået, fordi der er fred.

Jeg ved, Mikael skal prædike næste gang om familier og ægteskab. Men i stedet for at holde stædigt fast på den idé og den ret, man nu synes, man har, så kan man måske lære at have fred i den måde, man håndterer tingene på, og have fred i den måde, man agerer i sit ægteskab og i sine relationer, i sin familie. I stedet for, at der vil være intern splid, intern krig i relationer, så bliver der fred.

Jeg er sikker på, at der er mange af os, der kender til brudte relationer, kender til, når konflikter har fået magten. Jeg har selv haft konflikter i mit eget ægteskab, men ved Guds nåde har jeg også lært, at der kan komme fred i stedet for splid. Det er Guds rige på jord, at vi lever i fred — at være fredens børn. At have Guds fred med sig, det er at have Guds rige i sig.

Et andet ord er tålmodighed. Når tålmodigheden råder, bliver der plads til forskellighed. Der bliver plads og ro til, at man kan være anderledes end den standard, vi nu synes, tingene skal gøres på. Alting skal jo gøres på min måde derhjemme — eller hvad? Nej, jeg har måttet lære tålmodighed og sige: der er andre, der kan på en anden måde. Der er andre, der kan finde ud af at lave en aftensmad på en helt anden måde, end jeg lige gør det. Tålmodighed og overbærenhed i den slags — det skaber fred, som vi vender tilbage til igen. Det skaber et hjem uden konflikter.

Venlighed. Det er en direkte måde at vise andre kærlighed på, og venlighed påvirker andre mennesker. Hvem kan hade et venligt menneske? Hvem kan have noget imod dem, der viser venlighed mod én, selvom man måske ikke har været venlig den anden vej? Det har en stor indflydelse på andre mennesker, hvis de er stride imod os, at vi viser venlighed tilbage. Eller hvis vi viser venlighed mod nogen, vi ikke kender. Det har en indvirkning, og det betyder vækst i Guds rige, at de kristne lever i Ånden, i Åndens frugter, i venlighed og godhed mod andre. Det skaber taknemmelighed. Det skaber glæde i andre. Det gør, at de kigger på, hvem man er, og siger: hvorfor er du god mod mig? Hvad har jeg gjort for dig?

At se andres nød og hjælpe andre i nød, hvordan den end er — det er godhed. Og det påvirker andre mennesker til at elske og søge Guds rige.

Trofasthed. Det samler familien. Trofasthed fastholder forhold. Trofasthed styrker kirkens arbejde. Trofasthed skaber frugt på den lange bane. Det gør, at man kan blive ved og ved at arbejde for Guds rige, fordi man holder fast i det arbejde, der er foran én, og man holder fast i de relationer, man holder af. Det betyder så meget. Når trofastheden svigter, bryder det så mange ting. Men når trofastheden får lov at råde, så forankres Guds rige, og Guds riges arbejde fortsætter.

Mildhed. Den afværger vrede. Mildhed skaber fred. Mildhed opbløder den forhærdede, og den gør det svært for andre at opretholde en vrede imod dig, hvis du er mild. Hvordan kan nogen blive ved med at have vrede imod én, der er som en blød pude, man bokser ned i? Det kan man ikke, hvis man er mild — og man oprigtigt er mild, ikke blot undlader at svare vredt igen, så de kan mærke, de irriterer. Nej, hvis man oprigtigt er mild i en konflikt, så opløser det hele konflikten over tid, og det opløser den, der er vred.

Selvbeherskelse. Den forebygger konsekvenserne af, hvad vrede eller hidsighed kan forvolde. Hvis man er voldelig, kan det virkelig ødelægge ting. Men den, der har selvbeherskelse inden for det felt, undgår så mange problemer. Selvbeherskelse kan også gælde på så mange andre områder — selvbeherskelse i forhold til, hvad man indtager: drikke, mad og så videre. Det har en stor indvirkning på, hvordan vi kommer til at leve vores liv.

Alle de ting, jeg har nævnt, er ikke en fuldstændig liste. Der er så mange ting, der kan siges til, men det er resultatet af, når Guds rige er kommet nær. Det er en meget håndgribelig og fast tilgang til det. Når Guds rige får plads til at regere i vores liv, så ser vi en forsmag på den herlighed, som vi skal arve. Vi får en forsmag på, hvad det vil sige at leve i det evige kongerige.

Hvad gør vi når vi ikke lever i Ånden?

Til tider lever vi ikke i Ånden. Vi lever ikke med Åndens frugter. Da må vi huske, at det ikke skyldes, at vi mangler at blive løst fra forskellige synder, eller fordi frelsen ikke var god nok. Det var ikke nok? Selvfølgelig var det det. Det er fuldbragt, har Jesus sagt.

Her er der et citat fra John MacArthur:

"Troende har ikke brug for udfrielse fra syndens og Satans herredømme. De har brug for at handle som dem, der er blevet udfriet." – John MacArthur

Ja, vi fejler. Men der er tilgivelse at få for dem, som omvender sig. For dem, som ønsker at leve i Kristus.

Vi er blevet givet alt, vi behøver for at leve i Kristi rige. Han har skænket os rigeligt af sine gode gaver. Vi er blevet gjort egnede og retfærdiggjorte. Selvom vi ikke har holdt loven, har Jesus holdt den på vores vegne. Selvom vi mangler de gode gerninger, har Kristus tildelt os sine gode gerninger og sin merit. Vi er blevet tildelt en andel, en lod i Guds rige, i Guds rigdomme. Rigdommen er sandhed. Rigdommen er renhed i lyset.

Vi er ved Kristi værk i os blevet udfriet fra mørkets magt og overført til Guds rige. Vi er blevet renset og tilgivet. Hvad kan vi andet end at glædes og være taknemmelige i vores bønner til Faderen?

Alle de gaver, vi får givet frit, må fylde vores hjerter med en inderlig taknemmelighed til ham, som har gjort det hele muligt. Tak, Gud, jeg er renset. Jeg er fri. Tak, Gud, jeg skylder ikke længere en uendelig skyld. Tak, Gud, jeg er ikke længere en slave til synden, en slave til syndens far. Tak, at jeg nu igennem Kristus kan få opfyldt min bestemmelse — min bestemmelse om at herliggøre Gud og glæde mig i ham for evigt, som katekismen siger.

Hvis du endnu ikke tilhører Guds rige

Hvis du endnu ikke er nået dertil, at du kan sige, at du tilhører Guds rige, så er budskabet i dag klart. Jesus har banet vejen til Himmeriget, og han vil åbne døren for enhver, som vil bekende sin synd, for enhver, som vil vende sig bort fra sit gamle liv, fra mørkets, fra kødets frugter, fra det, som ikke hører Gud til. Hvis man vil vende sig bort fra det til Kristus, så vil han frelse dig. Han vil udfri dig og føre dig fra mørkets rige til lysets rige.

Vil du lade Jesus være din konge? Vil du lade Jesus være din regent og følge ham? Det er spørgsmålet. Han vil gerne tilgive dem, der er villige til at følge ham.

Amen.