Fredsfyrsten fra Bethlehem - del 2

Julen er en fantastisk tid på året, hvor vi på en helt særlig måde mindes og fejrer Jesu fødsel, som vi også har læst her fra Lukasevangeliet. Midt i alt juleræset med gaver, der skal købes og pakkes ind, husstande, der skal dekoreres med så meget lys, at man næsten kan se det fra månen — det skal i hvert fald slå naboens lysshow — mad, der skal tilberedes, grantræer, der skal fældes og pyntes, risalamande og mandelgaver og julemusik og æbleskiver, midt i alle de juletraditioner, der er blevet sådan en indgroet del af vores kultur her i højtiden, der har vi den her skinnende juvel, juleevangeliet, som i virkeligheden får alt det andet julehalløj, så hyggeligt som det nu kan være, til at blive uden betydning.

Juleevangeliet er ikke bare en sød historie om et barn, der bliver født i en stald af en fattig kvinde med den hensigt, at det skal vække nogle nostalgiske, varme følelser i os. Nej. Juleevangeliet, med ankomsten af Gud selv i kød og blod til en fortabt verden indhyllet i mørke og fortvivlelse, er nok den mest skelsættende og fantastiske historiske begivenhed i verdenshistorien. Stort set intet andet kan sammenlignes i betydning med den her historiske begivenhed. Måske selvfølgelig lige udover Jesu liv på jord, hans død og opstandelse.

Hele årsagen til, hvorfor Gud Faderen sendte Guds søn Jesus, den anden person i treenigheden, til verden, finder vi i Matthæusevangeliet kapitel 1, vers 21 til 23. Englen Gabriel viser sig for Josef, Marias forlovede, efter at Josef havde fundet ud af, at Maria var gravid. Til hans store fortvivlelse var det ikke ved ham, og det kunne det jo heller ikke være, for de havde endnu ikke været sammen. Men som han får forklaret af englen, er det derimod ved Helligånden, at hun er med barn. Englen Gabriel siger til Josef:

"Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder. Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: 'Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel' — det betyder: Gud med os."
Matthæusevangeliet 1, 21-23

Josef skulle give barnet navnet Jesus. Jesus betyder frelser. Jesus, som er Gud — Immanuel, Gud med os — havde nu meldt sin ankomst til verden. Han kom med det målrettede formål, at han ville frelse sit folk fra deres synder. Det var formålet med, hvorfor han kom. Det er essensen af juleevangeliet: At mennesket, fortabt og adskilt fra Gud på grund af synd, uden håb i egen kraft til at gøre sig fri af syndens forbandelse, som i sidste ende leder til død og evig fortabelse — der sendte Gud et håb, et lys, en frelse til verden, hvor enhver, som i tro og omvendelse fra synd vil sætte sin lid til Jesus og klynge sig til ham og ham alene, vil få den største gave, den største velsignelse, den største glæde — nemlig fred med Gud, tilgivelse, forsoning med Gud, et forvandlet og rent hjerte, evigt liv, barnekår. Det er den bedste julegave, der findes.

Den her historie, juleevangeliet, evangeliet, som betyder gode nyheder, de her fantastiske nyheder om, at der er fred og frelse at finde i troen på Jesus — den nyhed er også gældende for os i dag.

Løftet om fredsfyrsten fra Betlehem

Meget passende med at vi nu skal fejre julen, så er vi i vores gennemgang af Mikas Bog her i Det Gamle Testamente netop nået til det femte kapitel, som vi skal se på i dag, som Mikael har læst op, og som starter med de her velkendte vers, som hvert år til jul bliver læst op verden over. De profetiske ord om den længe ventede Messias, fredsfyrsten, som skulle fødes i Betlehem.

Sidste gang, i del et, da vi så på de første fire vers her i kapitel fem, læste vi om det her løfte, som Gud giver om en kommende fredsfyrste, som skulle komme fra lille, ubetydelige Betlehem, men af Judas stamme fra Davids slægt, og en, som samtidig også var fra ældgammel tid. Vi så sidste gang i vores udlægning af passagen, at Mika profeterede om ingen anden end Jesus Kristus, som er evig Gud.

Cirka 700 år efter at Mika gav det her profetiske ord, så det sin opfyldelse i Jesusbarnet, der blev født. Om hans længe ventede komme i Herrens mægtige styrke, som vi ser i det første vers — at han var den hyrde og den konge, som kom for at bringe fred. Med Jesu ankomst var det også begyndelsen på et rige, der vil nå ud til jordens ender. Vi ser nu i vores tid og dag netop det her komme til opfyldelse — Kristi rige, som når ud til jordens ender, i det at evangeliet, de gode nyheder, når ud til hele jorden, til alle folkeslag, med kaldet til mennesker om at vende sig mod den sande og levende Gud i tro og omvendelse. Vi ser, hvordan Gud udover hele jorden kalder på mennesker. Han kalder på sit folk, som vi læste i Matthæusevangeliet. Over hele jorden møder han mennesker, og han forvandler menneskers liv.

Ligesom vi kan læse det i Kolossenserbrevet kapitel 1, vers 13: At Gud har friet os ud af mørket og flyttet os over i sin elskede søns rige. Det er noget, han gør udover hele jorden, hvilket vi er mange her i dag, der personligt kan vidne om, hvad Gud har gjort i vores liv — hvordan Gud har sikret en evig fred for os.

Sidste gang så vi på løftet om den her kommende fredsfyrste, et løfte vi i evangelierne, i Matthæus og Markus og Lukas og Johannes — disse sandfærdige antikke øjenvidneberetninger — ser, hvordan de attesterer, at Jesus virkelig kom, som Gud havde lovet. I dag skal vi se på resten af kapitlet om, hvad følgerne, konsekvenserne, resultaterne vil være af hans komme til verden. Det skal vi se på i form af to punkter: I vers 4b til 8 skal vi se på løftet om den kommende fred trods et nuværende mørke. Og så i den sidste del af kapitel fem, fra vers 9 til 14, skal vi se på løftet om kommende guddommelig renselse.

Folkets oprør og Guds tugt

Før vi gør det, så ganske kort for dem af jer, der måske er gæster i dag eller ikke har hørt de foregående budskaber herude fra Mikas Bog: Der er jo en kontekst til vores passage og til Mikas Bog. En kontekst, hvori Gud kalder og sender sin profet Mika til at tale Guds budskab til folket. Folket havde brug for at høre Guds røst. Folket var på afveje. De var på en selvudslettende, destruktiv kurs.

Vi befinder os omkring 700 år før Kristus, og Israel — som er Guds udvalgte folk til at bringe Guds velsignelse til jorden — havde fejlet stort i det her gudgivne kald. I stedet for at være et vidnesbyrd om den ene sande og levende Gud, havde de i stedet udvist et kontinuerligt mønster gennem generationer, hvor kongen og lederskabet og præsteskabet og folket kollektivt vendte Gud ryggen, og i stedet forfulgte verdslighed og dyrkelse af falske, dæmoniske afguder, som intet håb havde at tilbyde.

Gud havde, som en kærlig far til sin oprørske søn, talrige gange og gennem flere profeter, gennem årtier og århundreder, advaret folket og kaldt dem til omvendelse og sand tro på ham. De ville ikke lytte. De var stivnakkede. De ville ikke give slip på deres syndige livsstil og deres afguder — som en narkoman, der ikke vil give slip på sit fix, selvom han ved, at det på sigt vil tage hans liv. Gud måtte nu gribe hårdt ind for at ruske sit folk til fornuft, før de gik helt til grunde. Folket havde syndet stort mod Gud.

Gud kunne have sagt: "Forget it, man, forget it. Jeg orker jer ikke mere. I må simpelthen bare sejle i jeres egen sø. Jeg giver op. I er helt umulige." Men nej, Gud er tro mod sine løfter. Han vil ikke svigte sit folk, selvom de havde svigtet ham. Han vil tugte dem og disciplinere dem, ja — men han vil gøre det med den hensigt at redde dem, at rense dem for alt deres møg. Han vil helbrede dem, gøre dem åndeligt raske. Han vil udfri dem fra det, der ødelægger dem. En åndelig afrusning, en åndelig detox.

På Moses' tid udfriede Gud sit folk ud af Egyptens slaveri. Men nu skulle han udfri dem fra et åndeligt slaveri i deres hjerter. Nu skulle Egypten så at sige ud af dem. De var fortabte, slavebundet af afgudsdyrkelse, verdslighed, perversitet og en moralsk ondskabsfuldhed, som vi allerede har set på i de foregående kapitler. Nu var tugtens time, dommens time nået, hvor Gud gør alvor af sine advarsler.

Gud bruger helt specifikt assyrerne som et tugtsinstrument. Han bruger den her stormagt til at tilvejebringe sin tugt over sit folk for derefter at kunne genoprette dem og kalde dem tilbage til et sandt forhold med ham. Gud tager synd så alvorligt. Han går de her ekstreme veje, fordi synd er så ekstremt farligt. Synd adskiller mennesket fra Gud. Det adskiller mennesket fra livet, fra det eneste håb denne verden har. Synd har evighedskonsekvenser. Romerbrevet 6, 23 taler om, hvordan syndens ultimative løn er evig død, evig adskillelse fra Gud i helvede. Så Gud må gribe ind, og det gør han nu på radikal vis.

Når man læser de gammeltestamentlige beretninger, ved vi, at over to omgange bragte Gud sin straf, sin tugt, over sit folk. Først i år 722 før Kristus, hvor stormagten Assyrien invaderede hele det nordlige Israel og det meste af Juda, det sydlige Israel. Senere, i år 586 før Kristus, gjorde han det gennem babylonerne, som færdiggjorde, hvad assyrerne havde startet, hvor de fuldstændig overrendte Jerusalem og smadrede dens mur og templet.

Midt i disse domme — for ikke at folket skulle blive fuldstændig slået ud og helt modløse over alt det, der sker midt iblandt dem med invasionen af fremmede magter, at de bliver sendt i eksil, deres land bliver overrendt og ødelagt — midt i disse domme giver Gud folket ord om trøst og håb. Et løfte om at han ikke endeligt har forladt dem. Han giver dem et løfte om en hersker, der skulle komme. En hersker, som ingen anden konge de før havde haft. Alle tidligere ledere, dommere og konger — selv de bedste af dem — havde fejlet og formåede ikke at lede folket ind i en varig fred eller at udrydde ondskaben fra deres midte.

Men her kom et løfte om en hersker, der skulle komme. Det lød nu gennem Mikas budskaber. En hersker, der var stærkere end Samson, visere end Salomo og bedre end David. En, der var fra ældgammel tid, fra evighed af. En, som ikke ville komme med en verdslig kraft, men som ville komme i Gud den almægtiges styrke. En, som ville være en hyrde som ingen anden — en god hyrde, den gode hyrde, som vil lede folket, så de vil leve trygt og i fred, og hvor hans magt vil nå ud til jordens ender, som vi læser i de første vers af kapitlet. Hvor han personligt vil være deres fred.

Midt i disse domme giver Gud et løfte om Messias, frelseren, som vil komme. Et håb de kunne klynge sig til midt i al den trængsel og det mørke, de nu skulle igennem. En trængsel, som Gud ville bruge for at ultimativt bringe sit folk tilbage til ham selv. Midt i mørket vil Gud, at folket skal vide, at der er et håb og et lys forude, som ikke vil fejle.

Kære ven. Gud bruger nogle gange radikale midler — smerte, trængsler, modstand, prøvelser, tab og savn — for at forme sin vilje i os og for at bringe os tættere til ham.

Fred trods nuværende mørke

I vers 4b til vers 8 ser vi det andet punkt. Vi ser løftet om kommende fred trods nuværende mørke. Lad os læse versene sammen:

"Når assyrerne går ind i vort land, når de tramper ind i vore borge, stiller vi imod dem syv hyrder, ja, otte menneskefyrster; de skal vogte Assyrien med sværdet, Nimrods land med dolken. Han redder os fra assyrerne, når de går ind i vort land, når de tramper ind over vore grænser. Da skal Jakobs rest blandt talrige folkeslag være som duggen fra Herren, som regnen på planterne; den sætter ikke sin lid til mænd og venter ikke på mennesker. Da skal Jakobs rest blandt folkene, blandt talrige folkeslag, være som løven blandt skovens dyr, som ungløven blandt fåreflokke; den går på rov og slår et dyr ned, den sønderriver, og ingen kan redde det. Løft din hånd mod dine fjender, så alle dine modstandere tilintetgøres."
Mikas Bog 5, 4b-8

Det er sådan rigtig juletema, vi har her, ikke?

Med det første løfte givet om fredsfyrsten, der skulle komme, og med et rige, der vil være karakteriseret af fred, og som vil nå ud til verdens ender, kunne folket nu gå den her kommende tid i møde, hvor alt andet end fred var på dagsordenen. Men de havde nu et håb, de kunne klynge sig til midt i det mørke, de befandt sig i. Deres land var i fuld gang med at blive knust og invaderet — som Mika siger det i vers fire, hvor vi læser, at assyrerne går ind i vort land, de tramper ind i vore borge, og i vers fem, de tramper ind over vore grænser. Men når det sker, læser vi i slutningen af verset: syv hyrder imod assyrerne, ja, otte menneskefyrster, som skal vogte Assyrien med sværdet og Nimrods land med dolken.

Det er nogle svære vers for os her, mange år efter — 2700 år efter at de blev skrevet — sådan helt at forstå den præcise betydning af. Der er intet i Bibelen eller i oldtidslitteraturen, der taler om en tid, hvor israelitterne specifikt herskede eller vogtede over assyrerne. Så hvad betyder det her?

Vi har selvfølgelig beretningen i Anden Kongebog kapitel 18 og 19 om, hvordan Gud reddede Jerusalem mod assyrerkongen Sankerib. Hvordan Gud sendte en engel ud blandt den assyriske hær og dræbte 185.000 assyriske soldater i løbet af en nat. Det er en vild og blodig historie og en perfekt detalje til sådan en julegudstjeneste.

Men Mikas reference til assyrerne her i vores vers og Nimrod er formentlig en betegnelse for enhver fjende af Guds folk gennem tiden. Assyrerne, babylonerne, medo-perserne, romerne og enhver anden magt gennem Det Gamle og Det Nye Testamente og gennem kirkehistorien, der med vold og terror har forfulgt Guds folk — en virkelighed, vi også i høj grad ser i dag blandt den forfulgte kirke rundt omkring i verden. Mange af de gammeltestamentlige profeter omtalte ofte Assyrien eller Egypten som en betegnelse for en fjendemagt mod Guds folk, selv efter at de her store magter for længst havde mistet deres glans og magt.

På samme måde med Nimrods land. Det er en klar reference til et folk eller en fjende, der står Gud imod. Nimrod var en stor kriger i eftertiden af syndfloden. I Første Mosebog kapitel 10 bliver han nævnt som en, hvis kongedømme inkluderede Babylon og Nineve. Han betragtes ifølge nogle jødiske traditioner som grundlæggeren af Babelstårnet — det her verdenscentrum for den ultimative demonstration af menneskets oprør mod sin skaber. Så Nimrod tror jeg, her i vores passage, skal forstås som en samlebetegnelse for den her massive sataniske fjendskhed imod Guds rige.

Et fjendskab, som har sin spæde start helt fra begyndelsen, helt fra syndefaldet, da djævlen fristede Adam og Eva til at synde imod Gud. Hvor syndens gift kom ind i verden, ind i menneskets hjerte, og bragte død og forbandelse og elendighed med sig. Men hvor Gud allerede der fra starten gør det klart for djævlen, at hans dage er talte. I Første Mosebog 3, 15, lige efter syndefaldet, siger Gud til slangen, til bedrageren, til Satan: "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes. Du skal bide hendes afkom i hælen, men hendes afkom skal knuse dit hoved." Hans dage er talte.

Gennem tiden har djævlen forsøgt at ødelægge og stå imod Guds rige. Han fristede Adam og Eva til at synde. Han forsøgte via Farao at undertrykke og slavebinde og senere udrydde Israels folk i Egypten. Han har sendt den ene nation efter den anden imod israelitterne gennem tiden. Han har opildnet til borgerkrig, som splittede Israel i to. Han har fristet nationen til afgudsdyrkelse og gentagne gange vildledt og ført folket bag lyset. Han er, som Johannesevangeliet 10, 10 siger det, en tyv, som kun er kommet for at stjæle og slagte og ødelægge. Han er løgnens fader, som forblinder mennesker, så de ikke kan se sandheden om Gud, som Anden Korintherbrev 4, 4 siger. Han har gentagne gange forsøgt at dræbe og ødelægge den kongelige slægtslinje, som ultimativt leder til Jesu fødsel, til kvindens afkom. Da det ikke lykkedes for Satan, prøvede han at dræbe barnet gennem Kong Herodes ved at lade alle drengebørnene i Betlehem blive myrdet.

Lige siden er kampen fortsat mod Guds folk. Om det hedder Assyrien eller Egypten eller filisterne, Goliat, Babylon, afgudsdyrkelse, Herodes, forfølgelse af kirken gennem tiden — så er bagmanden bag det hele djævlen.

Men Gud giver igennem Mika her i vers fem et løfte om, at Gud i sidste ende vil redde sit folk fra assyrerne, fra enhver fjende, der rejser sig imod Guds rige. Gud giver her et løfte om kommende fred trods nuværende mørke. Han vil sende syv hyrder, ja, otte menneskefyrster, som led i den her kamp mod ondskaben, der truer freden.

Hyrder midt i fjendens land

Så hvad betyder de her syv hyrder og otte menneskefyrster? Den her talemåde med et tal og så et, der er større — syv til otte eller seks til syv — ser vi flere steder i Bibelen. For eksempel i Amos' Bog og Ordsprogenes Bog ser vi den teknik flere steder. Faktisk var Ordsprogenes Bog kapitel 6, vers 17 længe forude med udtrykket "67", før de sociale medier var, hvor der står: "Der er seks ting, Herren hader, og syv han afskyr." Og så kommer der en liste med alle de ting, som Herren hader og afskyr.

Udtrykket med tallene syv og otte skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt, men mere som en talemåde, der udtrykker en progression eller en fuldkommenhed. Tallet syv i Bibelen repræsenterer ofte noget, der er komplet, noget der er perfekt. Så når Mika her siger, der vil være syv hyrder og ja, otte menneskefyrster, så er det et udtryk for, at der i den her kamp mod ondskabens magter vil Gud sørge for gennem tiden, at under den store hyrdes ledelse vil Gud sende sine ledere. Han vil sende sine hyrder, ledere, tjenere, ambassadører ud i verden for at kæmpe mod ondskabens magter og udbrede fredens evangelium. Gud vil infiltrere denne verdens mørke, lige midt i fjendens land, med budbringere af lys og håb.

Vers seks i vores passage taler om, hvordan Jakobs rest blandt talrige folkeslag — Guds folk, som er blevet spredt ud i eksil, den her overlevende rest af Guds folk blandt de folkeslag, de nu befinder sig i — at de skal være som duggen fra Herren, som regnen på planterne, som ikke sætter sin lid til mænd, og som ikke venter på mennesker. Gud vil bruge den her rest af sit folk. Den her rest, som nu stoler på ham og ikke på menneskehænder, som sætter sin lid til Gud Herren og ikke verdslige magter. Igennem en sådan trofast rest, som udadtil måske ser meget ubetydelig ud, vil Gud bruge dem på en mægtig måde til at bringe fornyelse til deres omgivelser som dug og regn fra Herren.

I Mikas Bog kapitel 4, vers 6 læser vi et lignende løfte om, at Herren vil samle de halte og samle de bortkomne sammen. Dem han har handlet ondt imod — altså dem han har straffet og tugtet gennem assyrerne og senere babylonerne — dem vil han gøre til en overlevende rest og til et mægtigt folk.

Videre her i Mikas 5, vers 7 står der også, at de vil være som løven blandt skovens dyr, som ungløven blandt fåreflokke, som går på rov og slår et dyr ned, sønderriver, og ingen kan redde det. Og vers otte: Løft din hånd mod dine fjender, så alle dine modstandere tilintetgøres.

Gud vil gøre sin rest til et mægtigt folk, som ultimativt vil triumfere over enhver fjende. Vi ved, at den her triumf ikke skal være med verdslig magt, verdslige våben. Det læste vi om i kapitel fire, hvor våben skulle smedes til plovjern. Redskaber, som før blev brugt til at bringe død, skulle smedes om til redskaber, der skulle bruges til liv og vækst. Den her gradvise sejr og fremgang vil ske igennem en forvandling, ikke ved magt og ved sværdet, men ved at menneskers hjerter forvandles, hvor folk vender sig mod Gud. Som man kan læse i Mikas Bog kapitel 4, hvor mennesker vil blive draget til Gud, draget op til Herrens bjerg. Der vil være en tid, hvor mennesker udover hele jorden vil komme til den erkendelse, at Bibelens Gud er den ene, sande og levende Gud.

Zakarias' Bog 4, 6 siger Herren, at han vil udføre sine planer ikke ved magt og ved styrke, men ved sin ånd. Der hvor fredens budskab når ud, vil Guds ånd virke i at forvandle menneskers liv.

Der er så meget krig og elendighed og urolighed i verden i dag, så meget splittelse og had og fjendskab både i familier og relationer, i samfund og på tværs af lande og kontinenter. Igen og igen forsøger politikere og verdensledere at skabe fredsaftaler der, hvor der er krige. Nogle gange lykkes det måske for en kort stund, men så popper der bare en ny krig op et andet sted, eller fredsaftalen bliver brudt. Problemerne, vi ser rundt omkring i verden, kan ikke løses med nogle eksterne rammer eller aftaler. Det bliver vist igen og igen. Det er vores hjerter, den er helt gal. Det er vores indre, hvor vi hver især har vores Babelstårn af oprør mod Gud, som er roden til al den ondskab, vi ser i verden i dag. Problemet kan kun gudløses, og svaret kommer i kraft af den fredsfyrste, han har lovet at sende, og som kom. I forlængelse af ham, enhver budbringer — mand, kvinde, ung og gammel — som selv er blevet forvandlet af Gud, og som vil viderebringe det her mægtige budskab om fred med Gud til resten af verden, til enhver, som vil omvende sig fra synd og tro på ham.

Kære ven, Bibelens vidunderlige budskab er, at Guds løfter om en fredsfyrste, der skulle komme, kom i opfyldelse. Det er jo lige det, vi i den her tid her i julen fejrer. Jesus, løven af Judas stamme, herskeren, hvis udspring er fra evighed af. Han kom til verden. Han iklædte sig kød og blod. Han tog bolig iblandt os for endegyldigt at gøre, hvad vi ikke kunne — at tage kampen op mod den største fjende: Syndens forbandelse, som hviler over alle mennesker og adskiller os fra Gud.

Som fuldt ud Gud, som Filipperbrevet 2 siger det, tog Jesus en tjenerskikkelse på og blev menneske. Han trådte frem som et menneske, ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. I menneskets sted tog han på sit eget legem syndens forbandelse — den synd du og jeg havde begået, og straffen vi fortjente. Den synd, som havde vakt Guds hellige og retfærdige harme og vrede. På korset blev han straffet under Gud Faderens vrede i vores sted. Han tog straffen, for at vi kunne blive tilgivet.

Romerbrevet 5, 8 siger, at Gud viste sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Når vi sætter vores lid til ham, tror på ham og det, han gjorde for os på korset, fortæller Romerbrevet 5, 1, at vi er blevet gjort retfærdige af tro. Vi som før var uretfærdige og strafskyldige, er blevet gjort retfærdige af tro, fordi en anden — Kristus Jesus — tog vores plads og blev dømt til døden i stedet for os. Derfor har vi fred med Gud ved vor herre Jesus Kristus og fået fuld adgang til Guds nåde.

Den sandhed, kraften og validiteten af de ord blev stadfæstet ved hans opstandelse tre dage senere. Fordi han lever, er det evigt liv for os, der tror på ham. Det her budskab, evangeliet, de gode nyheder om at mennesket kan forsones med Gud, er som duggen og regnen, der giver liv til planterne, som vi har læst fra Mika. Evangeliet, ordet om korset, er, som Første Korintherbrev siger det: For os, som frelses, er det en Guds kraft. Men for dem der fortabes, for dem der forbliver i oprør mod Gud, er budskabet om korset en dårskab. Det er et tåbeligt budskab, som bliver ringeagtet.

Anden Korintherbrev kapitel 2, vers 15 til 16 siger, at Guds folk, Guds menighed, er en Kristi vellugt blandt dem, der frelses, men blandt dem, der fortabes, er man en duft af død til død. For dem siger evangeliet intet. De vil ikke have noget med Gud at gøre. I synd og i oprør står de Gud imod. De forbliver hans fjende. Som hans fjende vil Gud i sidste ende, som Mikas Bog 5, 8 siger det, løfte sin hånd imod sine fjender og tilintetgøre alle modstandere. Løven vil knuse enhver fjende, der står ham imod. Enhver trussel mod den fred, han vil indstifte, skal fjernes. Der er kun ét sikkert sted, kun ét sted, hvor man kan undslippe Guds vrede og dom for sin synd, og det er i Kristus alene. Alle andre religioner, alle andre afguder, alle andre veje fører til fortabelse.

Julens budskab er brændende alvorligt. Det er en historie om menneskets fald i synden, om et brud fra et engang så vidunderligt fællesskab med den levende Gud. Det er et budskab om syndens heftige konsekvens med forbandelse over menneskeheden. Det er en historie om en voldsom krig mellem det gode og det onde. En krig, ikke mod kød og blod, men imod myndigheder og magter, mod verdensherskere i det her mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet, som Efeserbrevet seks taler om.

Samtidig er det det mest glade og gode budskab, der findes, fordi det bringer med sig et løfte om ham, som vil bryde forbandelsen og bringe fred. Hans ankomst til verden var ydmyg. En lille, nærmest ukendt landsby i Betlehem, der blev han født af en fattig jomfru. Universets skaber, født i en ydmyg stald og lagt i en krybbe. Og dog var han værdig englenes frydesang blandt hyrderne på Betlehems marker, som vi også læste:

"Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!"
Lukasevangeliet 2, 14

Det glade budskab har nu lydt i 2000 år ud over hele jorden, og det lyder stadig i dag.

De her syv hyrder og otte menneskefyrster — sevens — er de her lokale Jesus-elskende, trofaste tjenere i hans menighed udover hele jorden. Den lokale præst i den og den menighed. Missionærerne, der rejser ud med evangeliet. Børnekirkelederne, ungdomslederne, bønnekrigerne og familierne, de unge og studerende, dem med det grå guld. Ethvert medlem af en lokal menighed, der lever tæt med Jesus og bare ønsker at dele troen, der hvor de er — de er de her hyrder og sevens, kan man kalde dem. Igennem dem bringer Gud til alle folkeslag og tungemål et løfte om, at der i Jesus er et håb og en fred, som rækker forbi det her nuværende mørke og ind i evigheden.

Det er fordi, at Jesus sejrede over det onde på Golgatas kors ved sin død og opstandelse. Der brød han syndens forbandelse over mennesket. Der knuste han slangens hoved. Barnet fra Betlehem har vist sig større end Babel, stærkere end Nimrod og Assyrien. I ham er der håb for de halte og bortkomne, for dem langt borte. Der er håb for de angrende og for dem, der vil vende sig mod ham. De her gode nyheder, evangeliet, skal lyde midt i det mørke, der stadig er i verden. Der er jo stadig krig og elendighed og problemer overalt omkring os og i os. Men en dag vil komme, den sidste dag, hvor Jesus kommer igen og endegyldigt gør en ende på al ondskab, hvor han vil gøre alting nyt.

Renselse fra hjertets afguder

Det leder mig så til det næste og sidste punkt, nemlig løftet om en kommende guddommelig renselse. Vi læser her i Mikas 5, vers 9 til 14:

"På den dag, siger Herren, tilintetgør jeg de heste, du har, og ødelægger dine vogne. Jeg tilintetgør byerne i dit land og jævner alle dine fæstninger med jorden. Jeg tilintetgør dem, der bruger magi, og troldmænd skal du ikke længere have. Jeg tilintetgør de gudebilleder og de stenstøtter, du har. Du skal ikke mere tilbede dine hænders værk. Jeg rykker dine Ashera-pæle op og ødelægger dine byer. I vrede og harme tager jeg hævn over de folk, som ikke vil høre!"
Mikas Bog 5, 9-14

Israel havde sine fjender, men deres største fjende lå ikke uden for Israels grænser, men iblandt dem og i dem. Folkets største fjende var et hjerteproblem. Deres hengivenhed, deres håb, objektet for deres længsel og tilbedelse var ikke længere den levende Gud. De havde vendt ham ryggen og i stedet overgivet sig til en måde at leve på, hvor de helt havde skubbet Gud ud i periferien af deres tilværelse.

Referencen i vers 9 til 10 til heste, vogne og fæstningsbyer taler om de forsvarsværn, man som land havde for at beskytte sig imod fjender udefra — militærmagt og forsvarsværker. Det er der jo som sådan ikke noget forkert i. Problemet for Israel var, at de mere og mere havde sat deres overordnede lid til deres egen evne til at beskytte sig. De stolede ikke længere på, at Gud var deres beskytter — ham, som havde ført dem ud af Egyptens slaveri og med en mægtig hånd ført dem ind i det forjættede land. Han var deres ultimative befrier og konge, deres hyrde og beskytter. Men i deres hovmod stolede de nu mere på deres egne evner og kræfter.

I vers 11 til 13 er der referencer til magi og troldmænd, gudebilleder, stenstøtter og Ashera-pæle, som vi i sin tid så i kapitel et. Det var særligt den her synd, afgudsdyrkelse, som på en særlig måde havde vakt Guds harme mod sit folk og gjort, at han nu var i fuld gang med at tugte dem. Kapitel 1, vers 5 siger, at det var deres offerhøje, deres dyrkelse af menneskeskabte guder, som intet kunne. Hvilken hån og skændsel det er at vende sig væk fra ham, som er den ene sande, levende Gud, og så tilbede noget, der hverken kan tale eller høre, tænke, se eller handle.

Folket havde vendt sig mod onde og mørke kræfter, troldom og magi. Det havde infiltreret hele landet, alle byerne og ikke mindst deres hjerter. De var på en måde igen blevet slaver i Egypten — et hjertets slaveri.

Så de her to kategorier af synd — troen på at man kan klare sig uden Gud, vi har vores egen beskyttelse, vores egne heste, vogne og fæstningsværker — og så den anden kategori, den her overgivelse til dæmoniske mørke kræfter, en dyrkelse af afguder, stenstøtter, gudebilleder. De her to ting var en direkte trussel mod folket og deres relation til Gud. Hvis ikke de blev renset for alt det møg, for alt det mørke, der havde bundet dem, hvis ikke de blev sat fri for disse kræfter, ville det fuldstændig ødelægge dem indefra.

Men problemet var, at de var så bundet af disse kræfter. De var så åndeligt forblindede, at de ikke kunne se den rigtige vej frem. Deres hjerter var forhærdede i hovmod, så de hverken kunne eller ville vende sig mod Gud. De var fanget i syndens kviksand. Så Gud må nu gribe ind. Han må selv gøre det her. Han må gribe ind for at rense alt skidtet væk. Gud selv må gå i krig mod ondskaben.

Gentagne gange i den her passage siger Herren: "Jeg tilintetgør." Hele seks gange siger han det. Det er noget, han gør. Han vil fjerne alle disse ting, som kun er til skade for sit elskede folk. Gud griber suverænt ind og fjerner det, der står freden imod.

Når der står i vers fire, at herskeren, der skal fødes i Betlehem — altså Jesus — skal være fredens herre, og når der i vers tre står, at hans magt vil nå ud til jordens ender, så dem, der tilhører ham, kan bo trygt — så betyder det så sandelig også, at denne fredsfyrste må fjerne det, der truer freden. Først og fremmest sikre freden mellem Gud og mennesket. Han må fjerne det fjendskab, der står imellem hellig Gud og syndigt menneske. Det er jo det, han udrettede på korset ved sin egen sonende død. Men det betyder også, at han på sigt en dag vil komme igen og udrydde al ondskab og gøre alting nyt igen.

En dag uden krig sygdom og sorg

Hvilken vidunderlig dag det bliver. Prøv lige at forestille jer en verden og en dag uden krig, uden sygdom, uden smerte, uden sorg og tårer, men kun fred og glæde. Wow.

Som en perfekt afslutning på sådan en klassisk juleprædiken læser vi det sidste vers her i kapitel 5, vers 14: "I vrede og harme tager jeg hævn over de folk, som ikke vil høre."

Det er jo også ordet og advarslen til os i dag. Juleevangeliet, at Jesus kom til verden, var for at frelse og redde mennesker fra deres synder, som vi så i Matthæus 1. Der er at finde i dag i rigt mål nåde og tilgivelse og renselse og forsoning og fred med den levende Gud. Barnekår hos ham for enhver, der vil høre hans invitation til at komme til ham i tro. Men for enhver der ikke vil høre, for enhver der ikke vil vende sig mod Gud, vil Gud en dag dømme den person retfærdigt.

Lad mig slutte af med fredsfyrstens egne ord ud fra Matthæusevangeliet 16, 27 om den her kommende dag, hvor han vil sin anden komme. Der vil han komme i herlighed for at dømme retfærdigt. Der står:

"For Menneskesønnen skal komme i sin faders herlighed sammen med sine engle, og da vil han gengælde enhver efter hans gerninger."
Matthæusevangeliet 16, 27

Så ja, syndens løn er døden. Evig adskillelse fra Gud. Men tak gud ske lov, som der står i Romerbrevet 6, 23:

"For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre."
Romerbrevet 6, 23

Det er juleevangeliet.

Amen.