Fredsfyrsten fra Bethlehem

I dag skal vi zoome ind på Mikas Bog, hvor vi nu er nået til det femte kapitel. Dette kapitel starter med nogle rigtige velkendte vers, som vi netop har hørt blive læst op. Det er nok nogle af de mest kendte vers i hele Bibelen, og det er de nok, fordi de bliver læst op jul efter jul, hvert eneste år, år efter år ud over hele jorden. Nogle skønne vers omkring det messianske løfte, Gud gav til sit folk omkring 700 år, før det kom i opfyldelse. Et løfte givet midt i en mørk og dyster tid i Israels historie. Et løfte om, at Gud ville sende sin fyrste, en hersker, en frelser, som skulle komme og redde folket fra deres fjender og etablere fred.

Vi er nu i starten af november måned. Der er endnu langt til juleaften — hele 45 dage, har jeg regnet ud. Men ikke desto mindre er budskabet her fra Mikas Bog, det femte kapitel, relevant hele året rundt, fordi det er Guds ord. Det er det, uanset om vi befinder os i den koldeste og mørkeste tid op til jul eller midt i en hedebølge om sommeren. Men med det sagt vil jeg alligevel allerede nu ønske jer alle en rigtig glædelig jul.

Et folk i forfald

Mika er Guds profet til folket i Israel, Guds talerør til folket. Det folk som Gud havde udvalgt gennem Abraham til at bringe Guds velsignelse til jordens slægter. Men når vi læser gennem Bibelen helt fra Mosebøgerne og gennem Dommerbogen og videre gennem Samuels- og Kongebøgerne og helt frem til profeterne, så står det lysklart for os, at Israel, Guds folk, desværre fejler i denne opgave at bringe Guds velsignelse ud til jordens slægter. De fejler igen og igen. Det viser sig også klart her i Mikas Bog. I stedet for at være en velsignelse og et vidnesbyrd og et lys for de omkringliggende nationer, havde de igennem deres synd og deres lovbrud fuldstændig mistet herligheden fra Gud, som Romerbrevet 3, 23 taler om.

Med kapitel fem afslutter Mika den anden af tre cyklusser eller den anden af tre sektioner af budskaber igennem Mikas Bog, som alle starter med ordene "hør dog" — det ser vi i kapitel 1, kapitel 3 og kapitel 6. Vi er her i den midterste sektion. I hver sektion er der heftige og alvorlige budskaber om kommende dom på grund af folkets synd og oprør mod Gud. Men samtidig er der også hver gang et budskab om håb i slutningen af hver sektion, som vi ser det i slutningen af kapitel 2, der var den første cyklus, og så i slutningen af kapitel 7, som vi kommer til. Men også her i slutningen af den anden cyklus, som er kapitel 5, vers 4-5, er der nogle meget vigtige ord om håb og lys og frelse, der er forude midt i en utrolig svær tid for nationen. Så ord om håb og ikke dom skal være det, der får lov at lyse stærkest og tale højest her i Mikas budskaber.

I de foregående kapitler har vi set, hvordan Gud i sin kærlighed og omsorg til sit folk ikke bare kan vende et blindt øje til al den uretfærdighed og synd, som han ser. Den synd, som er ved at æde nationen op som en kræftsvulst, den synd, som er ved fuldstændig at ødelægge folket. Gud, som er hellig og retfærdig, er nu i fuld gang med at gribe ind. Det læser vi i starten af kapitel 1, vers 2 og 3. Mika bruger ikke tid på lange introduktioner. Han går lige til den. Det er som om hans budskab har en utrolig presserende alvor. Det har det også. Der er noget her, der skal høres og reageres på hurtigt. Helt fra starten af i kapitel 1 læser vi i hans profetiske ord, hvordan Gud stiger ned fra sit hellige tempel ud af sin bolig og går hen over jordens høje. Det gør Gud på grund af Jakobs, altså Israels, overtrædelse, Israels hus' synder. Folket havde vendt sig væk fra den ene sande Gud og fra den levende Gud til dæmonisk afgudsdyrkelse på de mange offerhøje, der var blevet rejst rundt omkring.

Som vi før har set i de foregående budskaber, er der ikke tale om en enkelt fodfejl fra nationens side, hvor de kortvarigt rammer ved siden af, eller et lille ups på vejen, et kort øjeblik, hvor man lige mister fokus og fejler. Nej, der er tale om stort set et ubrudt mønster af synd gennem generationer, hvor folket lever i synd og oprør mod Gud. Det ser vi både i det nordlige Israel med Samaria som hovedstaden, men i lige så høj grad også i det sydlige Israel, hvor vi har den ubrudte kongeslægt fra Judas stamme med David som den første konge af denne kongeslægt, hvor Jerusalem og templet også var. Men selv de bedste konger fejlede og kom til kort. Selv David, som var en mand efter Guds hjerte og nok den største og mest gudfrygtige konge Israel har haft, fejlede groft på flere niveauer og flere gange. I slægterne efter ham fejlede den ene konge efter den anden, og folket og lederskabet og præsteskabet, alle samfundets lag, fulgte lige i hælene.

Kapitel 1, vers 9 taler om, hvordan det nordlige Israel, Samarias sår, ikke kunne helbredes, og hvordan denne åndelige sygdom, denne syndens indflydelse, bredte sig som et inficeret sår og smittede ikke kun Samaria og det nordlige Israel, men hele Juda. Hele det sydlige Israel blev sygt af denne synd, denne afgudsdyrkelse, denne venden væk fra Gud. Syndens sygdom havde spredt sig til hele landet, og det havde vakt Guds sorg, men også hans hellige harme.

Trods korte perioder med åndelige vækkelser og reform og national omvendelse, vendte folket tragisk igen og igen tilbage til de gamle syndige stier. Lidt ligesom Andet Petersbrev 2, 22 siger det:

"Hunden vender tilbage til sit eget bræk," og: "Når en so er vasket, vælter den sig i sølet."
Andet Petersbrev 2, 22

I de foregående kapitler ser vi, hvordan syndens stærke tag i menneskets hjerte gør det umuligt for mennesket i egen kraft at bringe fred og velsignelse, frelse og åndelig fremgang. Jeremias' Bog 17, 9 erklærer helt klart, at hjertet er det mest bedrageriske af alt — det er uhelbredeligt.

Det viser sig så tydeligt her i Mikas profetiske budskaber, idet han bringer ord om dom over nationen på grund af massiv afgudsdyrkelse og synd og tilbedelse af afguder på offerhøjene. Vi har også hørt om ofringer af spædbørn og undertrykkelse og udnyttelse af de svage, falske profeter som vildleder folket, ugudelige, ondskabsfulde, rige og indflydelsesrige ledere, som afskyr, hvad der er ret, og fordrejer alt det retskafne, som vi læser i kapitel 3, vers 9. Lovsystemet er i forfald. Det åndelige, moralske og ledelsesmæssige landskab er fuldstændig blevet fordærvet. Et syndigt hovmod havde taget tag i folkets hjerter. Der var en kollektiv venden væk fra Gud, og trods mange advarsler og kald til omvendelse gennem den ene profet efter den anden, forblev hjerterne hårde og uomvendte. Guds dom var nu på vej, og han ville gøre Samaria til en ruin på marken — kapitel 1, vers 6 — som også blev tilfældet, da assyrerne invaderede landet. Senere ville han bruge Babylon til at pløje Jerusalem og templet som en mark, læser vi i kapitel 3, vers 12.

Hvem kan helbrede menneskets hjerte?

Israel som nation er i forfald. Alt lederskab har fejlet. Ja, der har gennem tider været korte fredsperioder, fremgang, vækkelse og reform under nogle få gudfrygtige konger, men det havde kun varet for en stund. Syndens cyklus havde gentaget sig igen og igen. Jeremias' Bog 17, 9: hvem kan helbrede menneskets hjerte? Det er det spørgsmål, som alle burde stille, men som fra et menneskeligt synspunkt må vi også bare erkende, at ingen kan helbrede det her herinde. Ingen kan helbrede det menneskelige hjerte. Det er derudfra, alle verdens problemer kommer. Er det ikke rigtigt? Prøv at tænd for nyhederne. Alt hvad vi hører om af krig og sygdom og lidelse og katastrofer og skandaler og nationale kriser og elendighed med mere, det handler i sidste ende om det grundlæggende problem herinde, hjertet, som skaber så meget kaos i verden i dag. Ingen — hverken politiker eller præsident, filantrop eller youtuber — kan løse problemet desværre.

Jesus siger i Markusevangeliet 7, 20-23:

"Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent."
Markusevangeliet 7, 20-23

Det er det, der er problemet. The heart of the matter is the matter of the heart, som en har sagt. Hjertet er det menneskelige problem med hjertet selv.

Mennesket og verden sukker et eller andet sted efter en løsning, sukker efter fred. Fred i sindet og i psyken, fred i hjertet og sjælen. Fred i forhold til andre, fred i forhold til helbredet og økonomien, fred i forhold til fremtiden, fred for krig og alverdens ting. Mennesket søger efter fred steder, hvor der ikke er nogen løsning, som ikke kan give et endegyldigt svar. De søger det de forkerte steder, når den fred, der er allermest brug for, er fred mellem hellig Gud og syndigt menneske.

Hvor alle andre ledere og konger i tidens løb havde fejlet i at lede folket hen mod denne fred, giver Gud nu et løfte om, at han vil sende en, som ikke vil eller kan fejle. Han vil sende en, som i sandhed både vil og kan formå at bringe fred. I vores tekst vil jeg gerne belyse tre løfter, som vi ser her i kapitel fem. I dag vil jeg sætte fokus på det første af disse løfter i vers 1 til 4, nemlig løftet om den kommende fredsfyrste. Næste gang skal vi se på resten af kapitlet, hvor vi fra vers 4 til 8 ser løftet om kommende fred trods nuværende mørke, og fra vers 9 til 14 løftet om en kommende guddommelig renselse.

Så i dag vil vi sætte fokus på de første fire vers, som jeg vil læse her igen. Vi læser fra Mikas Bog kapitel 5, de første fire vers:

"Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel; hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Men han skal prisgive dem, indtil den fødende kvinde har født, og resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne. Da skal han træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed; de skal bo trygt, for hans magt når til jordens ender. Han skal være fredens herre."
Mikas Bog 5, 1-4

Hvorfra skal fredsfyrsten komme?

Hvor skulle Israel — ja, hvor skulle verden — se hen efter hjælp, efter en, som ville komme dem til undsætning og indstifte den fred, der så desperat er brug for? Hvorfra ville den kommende fredsfyrste og hersker komme?

Han ville komme fra Betlehem, ikke fra New York eller Jerusalem eller en af de andre store byer i verden, men fra lille Betlehem. Vi læser:

"Du, Betlehem, Efrata, du er lille blandt Judas slægter. Fra dig skal der udgå én, som skal være hersker i Israel."
Mikas Bog 5, 1

For at sikre at der ikke var nogen tvivl om, hvilken Betlehem der var tale om, bliver Efrata nævnt. Betlehem Efrata. Der var nemlig også en Betlehem i det nordlige Galilæa i Israel. Det er jo ret vigtigt, at man geografisk set har fat i den rigtige Betlehem. Ligesom det ville være tilfældet, hvis man skulle invitere alle sine venner fra nær og fjern til bryllupsfest i Godthåb — så er det ret vigtigt, at man gør det udtrykkeligt klart, hvilket Godthåb vi snakker om: om det er Godthåb i Grønland, som også hedder Nuuk nu, eller Godthåb i det sydlige Afrika, Kap det Gode Håb, eller Godthåb i Nordjylland. Det er ret vigtigt.

Betlehem var bare en lille flække af en landsby i det sydlige Israel, få kilometer fra den langt større hovedstadsby Jerusalem. Faktisk var Betlehem så ubetydelig, at den ikke engang blev nævnt blandt 46 byer, som nævnes i en liste over byer blandt Judas stamme i Josvabogen kapitel 15. Byen bliver slet ikke nævnt. Det er jo bare lille Betlehem.

Faktisk gik jeg af ren nysgerrighed ind på ChatGPT her i går, og så skrev jeg: "Lav 46 byer i Region Nordjylland." Ved I hvad? Jeg synes Godthåb er Region Nordjyllands smørhul, men det bliver slet ikke nævnt. Godthåb slet ikke nævnt — det er jo tragisk.

Men det, der var særlig signifikant ved at nævne Betlehem Efrata, det var ikke primært på grund af dens geografiske placering, men derimod at den var hjemsted for faren til en af de mest kendte kongedynastier, der nogensinde har været. Betlehem Efrata var hjemsted for en far, hvis navn var — kender I navnet? I kommer på prøve her. Isaj, lige præcis. Han var far til otte sønner, hvor af den yngste af sønnerne hed David. Lige præcis den største konge i Israels historie.

Faktisk var det sådan, at da profeten Samuel skulle salve den næste konge af Israel, fik han specifikt at vide af Gud, at det skulle være en af Isajs sønner fra Betlehem. Da Samuel kom til landsbyen, fik Isaj syv af sine sønner til at stå frem for Samuel. Men den yngste søn, David, den mindst betydelige, så at sige, af sønnerne, var jo bare ude i marken og vogte får. Det faldt slet ikke faren ind, at det var relevant at inddrage David i denne række af imponerende brødre. Hans brødre var større og højere, og i verdens øjne var de helt sikkert et bedre match. Men Gud kigger ikke på det ydre. Han kigger på det indre. Han kigger på hjertet. Fra denne lille ubetydelige landsby, fra Isajs familie blandt Judas slægter, vælger Gud David, den yngste af sønnerne. Der skulle udgå en hersker, som ville have en enorm og altafgørende betydning ikke kun for Israel, men for hele verden. For som der står i vers 3: "for hans magt når til jordens ender."

Det gør Mika sine lyttere opmærksomme på midt i en krise, hvor assyrerne har invaderet det nordlige Israel og er i fuld gang med at invadere Juda også, midt i mange budskaber om kommende dom og guddommelig straf for Israels mange synder. Mika giver folket et løfte fra Gud om en kommende helt, en kommende hersker, som er større end Moses, større end Samson og Gideon og David, større og mægtigere end nogen anden konge og fjendemagt. Større end assyrerne og de kommende babylonere. Gud giver et løfte om, at han ikke har forkastet sit folk helt, men at han vil redde dem igen, og at han vil sende en kongelig hersker, som skulle udgå fra lille Betlehem Efrata. Wow.

Meget interessant: Betlehem betyder "huset med brød" eller "brødets hus". Efrata betyder "frugtbar". Ham som er livets brød, Jesus Kristus, skulle komme og give liv, sit liv til mennesker. Ham som er frugtbar, det sande vintræ, som ikke vil eller kan fejle der, hvor de tidligere generationer havde fejlet og kommet til kort, han ville en dag komme og bringe liv og vækst.

Referencen til Juda her i vores tekst er også vigtig, fordi den linker Betlehem til hjemstedet for Judas stamme. Tilknyttet Judas stamme var der et gammelt profetisk ord udtalt af patriarken Jakob i Første Mosebog 49, at der fra denne stamme skulle komme en, som alle de andre stammer skulle kaste sig ned for. En løve, en hersker med et scepter. Et scepter er jo noget, som en konge holder i sin hånd som et symbol på absolut magt og autoritet over sit herredømme. En som folkene vil adlyde.

Gud har en forunderlig måde at udvælge på. Han vælger som han vil, og ikke som verden typisk vil gøre det.

Jeg husker som dreng på 13-14 år gammel i en landsby, Kipili i Tanzania, hvor jeg boede sammen med min tvillingebror og mine forældre. Mine forældre arbejdede som missionærer. Mens de tjente med missionsarbejde, spillede jeg fodbold med en masse drenge fra landsbyen. Vi spillede på en fodboldbane, der var vinderskæv. Der var sådan en forhøjning — det var sådan en grusbane, hvor der var en forhøjning på midten, som man kun kunne se toppen af målet på den anden banehalvdel. Når der skulle vælges fodboldhold, blev to kaptajner udvalgt, og efter tur valgte man en spiller ad gangen. Det var jo selvfølgelig altid de stærkeste og de bedste spillere, der blev valgt først, og de mindste og dårligste og yngste, der blev valgt til sidst.

Gud vælger en familie i en lille flække af en landsby blandt Judas mange store og stærke byer. Blandt Isajs otte sønner, de ældste af dem store og stærke, udvælger Gud den yngste af dem alle, fårhyrden David, til at blive salvet til konge. Gud vælger ikke som verden vælger. Han vælger ikke som vi gør. Han vælger oftest det, som ser ubetydeligt ud, og bruger det på en mægtig måde til at udrette sin gode vilje for sin egen æres skyld.

Det var Guds gode vilje at vælge lille Betlehem som den by, hvorfra ikke kun David, men senere den langt større og mægtigere konge, kongen og herskeren over dem alle, Jesus Kristus, skulle melde sin ankomst.

Vi læser i slutningen af verset i vores passage, at hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage. Det har formentlig en dobbelt betydning. Først og fremmest en reference til Davids slægtslinje, denne kongelige ædle stamtavle fra ældgamle dage, fra 300 år før Mika skrev. Hvorfra der var et profetisk løfte tilknyttet, et messiansk løfte givet af Gud gennem profeten Natan til kong David, at hans kongedømme, hans trone vil blive grundfæstet til evig tid igennem en af Davids efterkommere. Det kan man læse om i Anden Samuelsbog kapitel 7.

Men det, som Mika formentlig i endnu højere grad refererede til omkring denne kommende herskers udspring i fortiden, i ældgamle dage, er, at denne hersker har sit udspring ikke blot fra David, men længe før David. Ja, fra evigheden af, fra før tid var en guddommelig hersker, fordi denne hersker netop er Gud. Habakkuks Bog 1, 12 bruger det samme udtryk om Herren Gud som er fra ældgamle dage. På samme måde også Femte Mosebog 33, 27 taler om Gud som er fra ældgammel tid. Derfor synes jeg egentlig, at Bibelen på Hverdagsdansk gør det meget godt, når de oversætter vers 1 ved at beskrive ham, der skal udgå fra Betlehem, som en konge fra evig tid. Ham som har skabt tid. Ham som er, før Abraham blev født — Johannesevangeliet 8. Ham som er evig og selveksisterende. Ham som har skabt verden og holder alt med sit mægtige ord — Hebræerbrevet 1. Ham som er Gud, han vil træde ind i sin skabning, lade sig føde i en lille landsby for at bringe sit rige, et rige karakteriseret af fred.

Før den dag kommer, før denne fyrstes ankomst, vil det være en tid med fødselsveer, som beskrevet i kapitel 4, vers 9 i Mikas Bog. En tid med smerte, hvor folket, hvor nationen vil være prisgivet, som vi læser i vers 2. Hvor Gud trækker sin beskyttende hånd væk fra sit folk for at straffe dem for deres store ulydighed og deres mange synder imod ham. Gud vil med et blødende hjerte prisgive sit eget elskede folk for en tid, hvor han lader dem løbe efter deres syndige hjertes begær efter det, som i sidste ende vil ødelægge dem. Som vi også kan læse om i Romerbrevet kapitel 1 fra vers 18 og frem, hvordan Gud prisgiver syndige mennesker til deres hjertes begær efter al slags urenhed. Man høster, hvad man sår. Handlinger har konsekvenser.

Gud vil nu tillade andre stormagter at invadere landet. Først assyrerne i 722 før Kristus. Senere babylonerne, som vil fuldføre, hvad assyrerne startede. De vil nemlig også invadere Juda helt ind til hjertet af Jerusalem og templet i 586 før Kristus. Alle de advarsler og domme, vi har hørt Mika udråbe over folket i de foregående kapitler, de var i fuld gang med at ske. Der ville være en bitter tid, hvor Gud prisgiver folket og efterlader dem for at smage den fulde konsekvens af et vedvarende mønster af syndigt oprør mod Gud, en venden væk fra ham mod afguder, som uundgåeligt leder til fortabelse.

Tak og lov: dagen med fødselsveer er kun for en periode, som vi læser i vores tekst, indtil den fødende kvinde har født den kommende hersker, vers 2. Han vil komme. Esajas har et lignende profetisk budskab i Esajas' Bog 7, 14 om den unge kvinde, om jomfruen, som skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel. Immanuel betyder "Gud med os".

Vi hører mere om dette barn i Esajas' Bog 9, 5-6, hvor vi hører de velkendte vers:

"For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige."
Esajas' Bog 9, 5-6

Med ankomsten af denne fredsfyrste, denne underfulde rådgiver, Immanuel, vil Gud bringe med sig et nyt og bedre rige, hvor han vil samle sit udvalgte folk om sig — vers 3 — hvor "resten af hans brødre vender tilbage til israelitterne".

Som vi så i kapitel 4, vers 6, vil Herren samle de halte, de bortkomne, dem som han havde tugtet, dem som var langt borte. Dem ville han gøre til en overlevende rest og til et mægtigt folk, hvor Herren selv vil være deres konge, står der. Dem som før var blevet spredt væk, sendt af sted i eksil, de vil vende tilbage. Vi ser en lille forsmag på det her, da jøderne efter 70 års eksil i Babylon får lov at vende tilbage til Israel og genopbygge templet og Jerusalems mure. Men vi ser i endnu højere grad opfyldelsen af dette på Pinsedag, hvor tusindvis af etniske jøder fra nær og fjern omvendte sig fra deres synd og i tro satte deres lid til Jesus Kristus alene for deres frelse. Som ringe i vand har Guds rige siden spredt sig ud over hele jorden. Som Jesus også sagde, havde han også andre får, som ikke var en del af denne fårefold, som også skulle kaldes. Derfor har disse ringe i vandet spredt sig ud over hele jorden, fra Jerusalem og til Juda og til Samaria og helt til jordens ender, som Apostlenes Gerninger 1, 8 siger, hvor mennesker fra alle nationer, jøder og hedninger, vender sig mod ham i tro.

Vers 3 her i Mikas Bog 5 vil blive fuldt ud opfyldt frem mod hans anden komme, når alle som han har udvalgt er kommet til frelsende tro på ham. Videre i vers 3 læser vi, at han vil træde frem og vogte i Herrens styrke, i Herren sin Guds navns storhed.

Der hvor den første Adam fejlede i Edens have, og der hvor alle andre konger og ledere, selv de bedste af dem, selv David, fejlede, der vil denne kommende fyrste ikke fejle. Han vil ikke være som de undertrykkende og ondskabsfulde, lede og slette og onde ledere og vildledende og pengegriske falske profeter, som Mika fordømte i kapitel 2 og 3. Men han vil som en hyrde, som den gode hyrde, vogte sine egne i Herrens styrke. Han vil ikke udnytte, men han vil sikre sit folks fred. Han vil sikre, at hans egne, som der står i vers 3, "skal bo trygt".

I kapitel 4, vers 4 læser vi også, hvor "de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort". Maleriske billeder på utopisk fred.

Mellem the already og the not yet

Når Mika udtaler dette profetiske ord, lyder det som om det hele vil ske på samme tid. Når Messias kommer, og når den fødende kvinde har født, så vil freden komme med det samme. Det var i hvert fald folkets klare forventning, da Jesus red ind palmesøndag. Kongen var ankommet. Nationale Israel skulle blive fri og selvstændig igen, romerne skulle ud. Derfor råbte folket: "Hosianna! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer! Hosianna i det højeste!"

Men hvad der ikke var så tydeligt for jøderne, det var, at Jesus havde et andet rige i tankerne, end de havde. Ikke et verdsligt rige, men et rige fra oven. Det gjorde Jesus klart for Pilatus i Johannesevangeliet 18, 36, hvor Jesus siger til Pilatus: "Mit rige er ikke af denne verden." Han kom ikke første gang for at udfri jøderne fra romerne, men for at dø på et kors, for at udfri sit folk fra deres synd og fra en uendelig mere alvorlig fjende: evig død og fortabelse, som er syndens løn, som Romerbrevet 6, 23 taler om.

Når man fra lang afstand kigger på en gruppe bjerge, ser det ud som om bjergene står tæt sammen, klods op ad hinanden. Men når man endelig kommer tæt på og måske også bestiger en af disse bjergtinder, kan man godt se, at der kan være utrolig langt mellem de enkelte bjerge.

Mika profeterede fra lang afstand. I et og samme vers, vers 2, taler han om den kommende fyrstes fødsel. Samtidig taler han om, hvordan resten af hans brødre vender tilbage. I vers 3 hvordan han vil samle hele sin familie, hele sin hjord, som han skal vogte over, og de skal bo trygt, hvor intet vil kunne ramme dem, fordi hans magt når til jordens ender, og hvor han skal være fredens herre.

Den del ved vi er endnu ikke kommet helt i opfyldelse. Ja, Guds rige vokser. Det spreder sig ud over hele jorden. Evangeliet om de gode nyheder, om frelsen, tilgivelse, forsoning med Gud, det lyder overalt. Herren er i fuld gang med at samle sin rest, samle hele sit folk, hvor evig fred en dag skal herske. Den dag vil i sin fuldhed komme ved hans anden komme. Men lige nu lever vi i spændingsfeltet mellem the already and not yet — freden vi har nu med Gud, og så den fuldkomne fred, som en dag skal dominere den nye jord og den nye himmel. Vi lever i tiden mellem disse to bjergtinder, så at sige, mellem Jesu første og hans anden komme. Der er den tension mellem, at vi lige nu i Kristus ved troen på ham har fundet frelse her og nu, fred med Gud. Vores frelse og evige tryghed er uendeligt og for evigt forankret i Guds løfte, som ikke vil fejle. Men indtil den herlige dag, hvor han kommer for endegyldigt at etablere sin fred på jord og udrydde al ondskab og skabe en ny jord og en ny himmel, er der lige nu stadig ondskab og forfølgelse af Guds folk. Smerte og trængsler og sygdom og troskampe og modstand og forvirring og mørke. Der er dødsskyggesdale og ørkenvandringer. Der er stadig hårde tider. Vi er nu frelste. Vi har nu fred med Gud. Men vi kæmper stadig med synden. Vi elsker Gud, og vi ønsker at følge ham af hele vores hjerte, sjæl og styrke. Men vi fejler stadig og kommer til kort. Vi er endnu ikke herliggjort.

Men dagen vil komme, hvor løftet om fred og hvile og tryghed vil blive fuldt ud manifesteret.

Fredsfyrsten er kommet

Gud giver sit folk gennem sin profet Mika 700 år før Kristus et løfte om en fredsfyrste, der skulle komme. Han skulle udgå fra Betlehem. Han skulle fødes af en kvinde. Samtidig var han også en, som havde sit udspring fra evig tid. Han skulle træde frem i Herrens styrke med en magt, som vil nå til jordens ender, hvor hans fred for evigt skulle herske. Hvilket vidunderligt løfte det var til folket på den tid, midt i en forfærdelig tid, hvor moralsk og åndelig mørke herskede, og hvor invasion og undertrykkelse og andre stormagter var i fuld udfoldelse.

Løftet skulle hjælpe dem igennem tiden, der lå foran. Det skulle være et anker, de kunne forankre sig til midt i eksil og savn. For os i dag er det et vidunderligt vidnesbyrd om Guds trofasthed.

Vi har den velsignede fordel, at vi får lov at se tilbage og se begivenhederne udfolde sig med en knivskarp profetisk præcision helt fra Mikas og Esajas' tid 700 år frem til opfyldelsen af løftet, som Gud gav. I evangelierne læser vi de historiske beretninger, vidnesbyrdene om, hvordan Gud sendte sin fredsfyrste til verden, hvordan den anden person i guddommen, Jesus Kristus, ordet som var Gud, iklædte sig kød og tog bolig iblandt os igennem dette hellige mysterium, hvor jomfru Maria bliver gravid, hvor hun venter løftets barn undfanget ved Helligånden. I ni måneder — prøv lige at tænke over det — bærer hun ham, som er Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Der i Betlehem Efrata bliver ham, som har skabt hele universet, født i en ydmyg stald og lagt i en krybbe. Josef giver ham det navn, englen fortalte om han skulle give, nemlig Jesus, som betyder "frelser". For det er, hvad han er. Det var derfor han kom — Matthæusevangeliet 1, 21 — for at frelse sit folk, ikke fra romerne, men fra deres synder, og derved bringe fred mellem mennesket og Gud.

Synd adskiller mennesket fra Gud. Synd vækker Guds retfærdige og hellige harme mod synderen. Det resulterer i et fjendskab mellem mennesket og Gud, som i sidste ende uundgåeligt leder til Guds dom over synderen og evig adskillelse og straf i helvede. Men Mikas vidunderlige budskab til os i dag er, at en fredsfyrste er kommet. Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Som vi læser i Romerbrevet 5, 10:

"For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde."
Romerbrevet 5, 10

Mens vi i kraft af vores synd mod Gud endnu var hans fjender, blev vi forligt ved, at hans søn, fredsfyrsten, døde i vores sted. Bar vores synd på sig, betalte prisen, tog straffen, som vores synd fortjente, så vi kunne få fred med Gud. Er det ikke vidunderligt?

Lad mig slutte af med nogle opmuntrende vers om Guds fred. Efeserbrevet 2 taler om, hvordan vi som før var adskilt fra Gud, adskilt fra Kristus, var døde i vores synder og overtrædelser. Vi var ulydighedens børn. Men ved Guds store nåde og på grund af den store kærlighed han elskede os med — vi fortjente kun straf, vi var af natur vredens børn — gjorde han os levende med Kristus. I vers 13-14 skriver Paulus:

"Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred."
Efeserbrevet 2, 13-14

I Johannesevangeliet 14, 27 — og det er kort før hans egen korsfæstelse, påskemåltidet, den sidste stund han har sammen med sine disciple, kort før han skulle korsfæstes og lide i synderes sted — opmuntrede og trøstede han sine disciple med disse ord, fordi han vidste, at der var en tid i møde for hans disciple, hvor de skulle opleve modstand, og hvor mange af dem skulle dø en martyrdød, og de skulle opleve modstand og masser af ufred i verden. Der siger Jesus til dem:

"Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!"
Johannesevangeliet 14, 27

I Johannesevangeliet kapitel 16, vers 33 — efter den sidste nadver med sine disciple — siger han til dem:

"Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden."
Johannesevangeliet 16, 33

Vær ikke bekymret for noget — det læser vi også om i Filipperbrevet 4. Men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

Nogle vidunderlige løfter, nogle vidunderlige vers om håb og omkring den dyrebare fred, vi har i Gud. Hvor er det også vidunderligt at vide, at Gud ikke vælger os, fordi vi er store og stærke og kan en masse, og bruger os, fordi vi er toppen af eliten. Men nej, Gud bruger os på trods af vores mangler, på trods af vores fejl, på trods af at vi ikke er store og stærke, på trods af at vi har så mange fejl og mangler. Så kan Gud bruge os på mægtig vis hver især. Hvor er Gud vidunderlig.

Amen.