Fremmede i verden, udvalgt af Gud

Vi skal i dag tage hul på en ny prædikenserie over Første Petersbrev — eller Peters første brev, som det også bliver kaldt. Vi skal i dag se på de første to vers i brevet, som danner en slags indledning. Her har vi en afsender, nogle modtagere og en beskrivelse af modtagernes identitet. Som vi kommer til at se nærmere på i dag, så rummer de her to beskedne vers nogle vigtige sandheder, der sætter rammen for hele brevet, og som hjælper os til at forstå, hvordan og hvem vi er som kristne i dag. Jeg har givet budskabet titlen: fremmede i verden, udvalgt af Gud. Lad os læse versene sammen fra Første Petersbrev, kapitel 1, vers 1 og 2.

"Fra Peter, Jesu Kristi apostel. Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod. Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål!"
Første Petersbrev 1, 1-2

Brevet fra Peter, Jesu Kristi apostel

Det første, vi ser, er selvfølgelig, at brevet er skrevet af Peter, Jesu Kristi apostel. Peter var en af de tolv disciple, som Jesus kaldte med ordene: "Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere." Han levede helt tæt på Jesus, mens han vandrede her på jorden, og Peter var formodentlig den første discipel, som Jesus kaldte sammen med hans bror Andreas. Igennem alle evangelierne ser vi, hvordan Peter indtager en ledende rolle blandt de tolv.

Det er egentlig ikke, fordi jeg vil bruge så meget tid på at give Peters baggrund — jeg tror, mange kender ham rimelig godt. Han er en ret kendt person i evangelierne. Men også fordi han i brevet her faktisk ikke rigtig omtaler sig selv. Paulus er jo meget personligt involveret i de breve, han skriver, men Peter giver bare et brev og en undervisning til de her mennesker, hvor han egentlig ikke blander sin egen situation eller hvem han er ind i brevet. Så det er et brev fra Peter. Vi ved lidt om, hvem han er. Det var også ham, som efter Jesus var faret til himmels, og helligånden var blevet sendt til jorden — han stod frem på pinsedag og forkyndte med høj røst ordet for folket, så 3000 mennesker omvendte sig til Kristus, og den første menighed blev startet i Jerusalem.

Brevet her er skrevet cirka 30 år efter det skete, altså efter pinsedag, omkring år 60 til 65 efter Kristus. Kort efter det her brev skrev han et brev mere, så vi har to breve fra ham, som er bevaret indtil i dag. De er helt siden oldkirken blevet kaldt for Peters første brev og Peters andet brev.

Brevet er formodentlig skrevet i Rom. Det er der flere kilder, der peger på — blandt andet, at Peter opholdt sig i Rom hen mod slutningen af sit liv, hvor han skrev brevet. Derudover står der det også i slutningen af brevet, i kapitel 5, vers 13:

"Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer."
Første Petersbrev 5, 13

Den udvalgte søster her, det er ikke en kvinde, men snarere en søstermenighed, som Peter opholdt sig hos, da han skrev brevet. Mange bibelkommentatorer peger på, at Babylon formodentlig er en reference til Rom, fordi Rom spillede den samme rolle i Det Nye Testamentes tid, som Babylon gjorde i Det Gamle Testamentes tid. Wayne Grudem har skrevet en bibelkommentar til Første Petersbrev, hvori han skriver, at ligesom Babylon i Det Gamle Testamente var symbolet for verdslig magt og modstand mod Guds folk, så var Rom på Det Nye Testamentes tid det jordiske centrum for et verdensomspændende regerings- og livssyn, som var i opposition til evangeliet.

"Ved at omtale Rom som Babylon viderefører Peter billedet af kirken som det nye Guds folk eller det nye Israel, som han bruger gennem hele brevet." – Wayne Grudem

Peter skriver fra et sted, hvor kristne blev undertrykt og forfulgt, og han skriver til nogle kristne, som lever i nogle romerske provinser, der også oplevede undertrykkelse og modstand mod kristendommen. Der står her i kapitel 1, vers 1, at han skriver til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien. Det er alle sammen romerske provinser, og de udgør det område, som vi i dag kender som den nordvestlige halvdel af Tyrkiet. Det var der, de her fem provinser var.

Vi har altså apostlen Peter, der opholder sig i Rom og skriver det her brev til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag. Vi skal i dag gå i dybden med at se på: Hvem er de her modtagere? Hvad er deres omstændigheder? Hvad er deres identitet som Guds udvalgte, og hvordan relaterer det sig til os i dag?

Min prædiken har jeg inddelt i fire punkter, som vi skal se nærmere på for at besvare de her spørgsmål:

1. De bliver betegnet som fremmede.
2. De bor spredt blandt andre folkeslag.
3. De er udvalgt af faderen ved Åndens helligelse.
4. De er udvalgt til lydighed i Kristus.

Lad os se på dem en af gangen.

Fremmede i åndelig forstand

At de bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag kan umiddelbart få det til at lyde, som om Peter skriver til nogle kristne, som var tilflyttere i de her romerske provinser — det vil sige, at de rent etnisk eller politisk ikke hørte til der, som om de var indvandrere uden statsborgerskab, der hvor de boede. Men det er mere sandsynligt, at Peter taler om dem som fremmede i åndelig forstand. De var ikke fremmede i den forstand, at deres naboer ikke kendte dem eller ikke vidste, hvem de var. Men de var fremmede, fordi de var anderledes. De passede ikke ind, der hvor de boede. De hørte ikke til der, fordi deres sande borgerskab er i himlen. De var Guds udvalgte folk midt i en mørk og syndig verden.

Der er et par ting her i brevet, som peger på, at det er sådan. Peter omtaler dem som fremmede for eksempel i kapitel 2, vers 11, hvor der står:

"I kære, jeg formaner jer til som udlændinge og fremmede at holde jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen. Lev jeres liv blandt hedningerne sådan, at de netop ved det, de bagtaler jer for som forbrydere, kan få syn for jeres gode gerninger og prise Gud for dem på hjemsøgelsens dag."
Første Petersbrev 2, 11-12

Traditionelt set bruges ordet hedninger til at betegne mennesker, som ikke er jøder. Det er sådan helt klassisk: vi har jøderne, og vi har hedningerne. I den forstand kan man sige, at modtagerne af Peters første brev sådan set er hedninger, eftersom de efter al sandsynlighed ikke var jøder. Men i andre sammenhænge, som vi ser her i vers 12, bruges ordet hedninger til at betegne mennesker, som ikke er kristne — det vil sige verdslige og ugudelige mennesker. Så det, vi ser her i vers 11, det er, at de bliver betegnet som udlændinge og fremmede, fordi de ikke er ligesom hedningerne. De lever blandt hedningerne, men de lever ikke længere som hedningerne, fordi de nu er kristne. Fordi de er blevet kristne, er de i åndelig forstand fremmede. De er blevet udlændinge og fremmede i kontrast til den verden, som er omkring dem.

Et andet eksempel på, at fremmed skal forstås i åndelig forstand, finder vi i kapitel 4, vers 3:

"For det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse. Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer de sig og spotter jer for det,"
Første Petersbrev 4, 3-4

Her ser vi i vers 4, at menneskene omkring dem undrer sig og spotter dem, og det gør de, fordi de ikke længere lever, som de levede før. Det tyder altså på, at de lever op og ned ad naboer og bekendte, som har kendt dem, før de blev kristne, og kan se den forvandling, der er sket med dem. Når Peter omtaler dem som fremmede, er det altså ikke, fordi de er tilflyttere, men fordi de i åndelig forstand ikke hører hjemme i den her verden. De har et andet tilhørssted. De er Guds udvalgte folk på vej mod deres himmelske hjem. Det var i den forstand, at de var blevet som fremmede for verden.

Spredt ud som sædekorn

Så står der tilbage i kapitel 1, vers 1, at de bor spredt blandt andre folkeslag. Det her er egentlig et græsk ord — diaspora — som på dansk bliver oversat med "spredt blandt andre folkeslag". Det er et ord, som normalvis blev brugt til at referere til de jøder, som levede spredt ud over verden. Det jødiske folk har jo ligesom hjemsted i Israel, men nogle af jøderne var alligevel blevet spredt ud og havde bosat sig andre steder i verden. Det fænomen betegnede man dengang med det her ord, diaspora, som egentlig bare betyder spredning eller spredningen.

Her bruger Peter det samme ord til at referere til de kristne, som egentlig hører hjemme hos Gud, men som lige nu lever spredt ud over verden. Som kristne er vores hjemsted hos Gud. Vi venter på det nye Jerusalem, hvor vi en dag skal bo side om side sammen med Gud og sammen med hinanden. Men nu lever vi som fremmede, der er spredt ud over verden.

Noget kunne tyde på, at det er Guds vilje, at det skal være sådan. I Apostlenes Gerninger læser vi om, hvordan den første menighed blev dannet, og hvordan de første kristne blev spredt ud. Det hele startede jo i Jerusalem på pinsedag, hvor helligånden kom, og en vækkelse brød ud, og menigheden blev startet. Men der gik ikke ret lang tid, før forfølgelse brød ud. Efter at Stefanus led døden som den første martyr, står der i Apostlenes Gerninger kapitel 8, vers 1:

"Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria."
Apostlenes Gerninger 8, 1

Så står der videre i vers 4:

"De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet."
Apostlenes Gerninger 8, 4

Ved at de kristne blev spredt ud, blev forkyndelsen af evangeliet også spredt ud. Ordet har spredt sig lige siden, og det spreder sig fortsat i dag. Men det spreder sig kun, hvis de kristne er villige til at sprede sig ud og leve blandt andre folkeslag. Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer siger sådan her i sin bog Life Together:

"Efter Guds vilje er den kristne kirke et spredt folk, der er spredt ud som sædekorn til alle jordens riger. Guds folk lever i fjerne lande blandt de vantro, men de er Guds riges sæd i hele verden." – Dietrich Bonhoeffer

Peter skriver altså sit brev til nogle kristne, der er blevet spredt ud blandt vantro mennesker — mennesker, der er fremmede for Guds rige. Er det ikke også sådan med os i dag? Vi lever i et efterhånden gennemsekulariseret land, hvor Gud har spredt os ud som frø blandt mennesker, for at vi skal spire og bære frugt, der hvor vi er. Det kan være hårdt. Det kan være vanskeligt at leve i den her verden som kristen, omgivet af ugudelighed, verdslighed og ligegyldighed. Men det må ikke komme bag på os, at det er hårdt, at det er svært, og vi må ikke miste modet. Det er derfor, Peter skriver de her ting til sine modtagere — og til os i dag — for vi er i fremmed land. Vi lever spredt ud blandt andre folkeslag. Vi hører ikke til her. Vi hører til hos Gud.

Det var de kristnes vilkår dengang, Peter skrev til de her mennesker, og det er også de kristnes vilkår den dag i dag. Som vi kommer til at se, når vi gennemgår det her brev, taler Peter en del om lidelser, prøvelser og kampe. Brevet taler ikke så meget om — eller egentlig slet ikke om — at de kristne blev forfulgt og mishandlet rent fysisk, men de blev i den grad mishandlet eller forfulgt rent verbalt og socialt. De blev udsat for spot og forhånelse og blev på mange måder behandlet dårligt på grund af deres tro.

Jeg ved ikke, om det er så forskelligt for os i dag. Vi her i Danmark bliver ikke forfulgt rent fysisk, men vi skal ikke åbne munden ret meget om Guds sandhed, hellighed og retfærdighed. Vi skal ikke sige ret meget om, at Jesus er den eneste vej til frelse, før folk rent verbalt enten angriber os eller afviser os. Der ligger et pres og en latterliggørelse af sand kristendom i vores samfund og i medierne. Jeg tror ikke, det pres er så forskelligt fra det pres, som de her modtagere af brevet oplevede. Modtagerne af Peters første brev er ikke bare de kristne dengang i nogle romerske provinser, men det er et brev til os i dag i Danmark — os, der lever, punkt et, som fremmede i den her verden, og punkt to, spredt ud blandt ugudelige mennesker.

Udvalgt af Gud i kærlighed

Det var de første to punkter. Så kommer vi til det tredje punkt: Hvorfor er det, at vi som kristne er fremmede her i verden? Hvorfor er det, at vi ikke passer ind? Hvorfor er det, at vi ikke hører til her? Det gør vi ikke, fordi Gud har udvalgt os. Peter skriver her til de udvalgte, der bor spredt som fremmede.

Hvad betyder det, at Gud har udvalgt os, og hvad er vi udvalgt til? Udvælgelsen — Guds udvælgelse — går helt tilbage til Abraham, som han udvalgte til at være stamfader til sit folk. Gud ville igennem Abraham skabe sig et folk, som skulle være Guds ejendomsfolk, som vi også lige har læst om ud fra Femte Mosebog. Guds ejendomsfolk. Gud indgik en pagt med Abraham, gav ham et løfte om, at hans efterkommere skulle blive lige så talrige som stjernerne på himlen. Vi har Abraham, han fik Isak, Isak fik Jakob, og fra Jakob og hans tolv sønner har vi hele det israelitiske folk. Nogle år senere, efter udfrielsen fra Egypten, siger Gud til Israels folk gennem Moses i Anden Mosebog 19, 6:

"I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne."
Anden Mosebog 19, 6

Gud havde i Abraham udvalgt sig et folk, som skulle være helligt for ham — sat til side for ham — til at gøre tjeneste for ham som præster, der tilbeder ham og frembærer ofre for ham. Peter her i sit brev refererer netop til de her vers omkring Guds udvalgte folk, når han i kapitel 2, vers 9, skriver sådan her:

"Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys,"
Første Petersbrev 2, 9

Oppe i vers 5 skriver han:

"og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud."
Første Petersbrev 2, 5

Vi kommer til at gå i dybden med de her vers senere i serien, men det, vi ser her, er, at ligesom Israel dengang var Guds udvalgte folk, så er de kristne — eller kirken — i dag Guds nye folk. Vi er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk. Vi er Guds ejendomsfolk. Det er identiteten for modtagerne af Peters brev, og det er vores identitet som Guds kirke i dag.

Guds løfte var oprindelig til Abraham og til det jødiske folk, men i Kristus går det her løfte videre ud til hele jordens befolkning. Jesus er jordisk set en efterkommer af Abraham, og enhver, som tror på Jesus, er blevet en Jesu broder og adopteret ind i Guds familie og er dermed en del af Guds folk.

Så står der her i kapitel 1, vers 2, at vi er udvalgt ved Åndens helligelse. For hvis vi tror på Jesus, så er vi ved helligånden blevet født på ny, så vi kan se Guds rige ved Åndens kraft. Så er der sket det, som Ezekiel profeterede om mange år før, i Ezekiels Bog 11, 19-20:

"Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud."
Ezekiels Bog 11, 19-20

Enhver, som er i Kristus, er udvalgt af Gud til at leve helligt her på jorden som en del af Guds ejendomsfolk. Det er derfor, vi er fremmede her. Det er derfor, det her ikke er vores hjem. Vi hører ikke til her. Vi hører til Guds folk. Men Gud har alligevel sat os her for en tid, spredt ud som sædekorn blandt verdslige mennesker, for at vi skal vidne om ham, og for at vi skal forkynde hans guddomsmagt, som der står.

Så er det store spørgsmål: Hvorfor har Gud udvalgt dem, han har udvalgt? Er det, fordi de er noget særligt? Er det, fordi de på en eller anden måde har gjort sig fortjent til at komme i Guds søgelys? Eller er det, fordi Gud på forhånd vidste, hvem der ville vælge at tro på Jesus, og så udvalgte han dem? Det kan godt lyde lidt sådan, når man læser de ord, der står her i kapitel 1, vers 2, hvor der står, at Peter skriver til de udvalgte, som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt. Men det er ikke sådan, det skal forstås, fordi forudviden betyder noget lidt andet. Forudviden — det er det samme græske ord, som der bruges i Romerbrevet kapitel 8, vers 29, hvor der står:

"For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre."
Romerbrevet 8, 29

Forudviden kan også oversættes med forudkendskab. Mange steder i skriften ser vi, hvordan kendskab til en person ikke bare refererer til viden om en person, men til et indgående kendskab. At kende nogen i bibelsk forstand — det er et intimt kendskab, og på mange måder er det et synonym for at elske. At være forudkendt af Gud betyder altså at være forudelsket. Det er ikke noget, der skyldes os selv. Det skyldes ene og alene Guds suveræne nåde og kærlighed.

Hvis du tror på Jesus og tilhører ham, så betyder det, at Gud fra evighed af har kendt dig, har elsket dig og har valgt dig til at være en del af sit ejendomsfolk. Ved at være en del af hans ejendomsfolk får vi også del i de løfter, han har givet, og den arv, som vi har i vente — den arv, han har lovet sit folk, som han også skriver om her nede i vers 4 i kapitel 1, som vi kommer til at se nærmere på i næste prædiken. Men i Kristus er vi udvalgt i kærlighed. Det kan godt være, at vi er fremmede her i verden, men vi er kendt af Gud. Det kan godt være, at vi bliver udstødt af verden, men vi er blevet indlemmet i Guds rige.

Punkt et: vi er fremmede her i verden. Punkt to: vi lever spredt blandt verdslige mennesker. Men punkt tre: vi er udvalgt af Gud i kærlighed som hans ejendomsfolk.

Udvalgt til lydighed

Så kommer vi til det fjerde punkt. Vi har indtil nu kun besvaret halvdelen af spørgsmålet om, hvorfor Gud har udvalgt sig et folk. Vi har set, at årsagen og kilden til hans udvælgelse er hans egen nåde og kærlighed. Men hvad er formålet med Guds udvælgelse? Hvilken hensigt har Gud med det folk, han udvælger? Peter afslutter sætningen her i vers 2 med at sige, at vi er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod.

Det, Peter taler om her, er en reference tilbage til noget, der står i Anden Mosebog, det 24. kapitel. Lad os læse vers 3 til 8:

"Moses gik hen og kundgjorde alle Herrens ord og alle retsreglerne for folket, og folket svarede med én røst og sagde: »Alt, hvad Herren befaler, vil vi gøre.« Så skrev Moses alle Herrens ord ned, og næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste tolv stenstøtter, en for hver af Israels tolv stammer. Derpå satte han israelitternes unge mænd til at bringe brændofre og at ofre tyre som måltidsofre til Herren. Moses tog den ene halvdel af blodet og hældte det i skåle, og den anden halvdel stænkede han på alteret. Derpå tog han pagtsbogen og læste den op for folket, og de sagde: »Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler.« Så tog Moses blodet og stænkede det på folket, og han sagde: »Dette er pagtens blod, den pagt, Herren har sluttet med jer på grundlag af alle disse ord.«"
Anden Mosebog 24, 3-8

I den her passage ser vi, hvordan Moses indvier folket til at tage del i den pagt, som Gud har stiftet med Israel. I sin bibelkommentar til Første Petersbrev skriver Sam Storms sådan her:

"Da israelitterne lovede at adlyde alt, hvad Herren befalede, stænkede Moses offerblod på dem som et tegn på Guds nådige accept af dem i pagten og deres forpligtelse til at være trofaste og lydige over for ham. Peter synes at sige, at ligesom israelitterne lovede deres lydighed og blev stænket med offerblodet for at indvie dem i den gamle pagt, sådan lover vi også lydighed over for Gud, når Kristi blod bevirker vores indtræden i den nye pagt." – Sam Storms

At være udvalgt af Gud betyder altså, at vi er blevet bestænket med Jesu blod, som renser os for al synd, og vi er forpligtet til at leve i lydighed mod Guds bud. Gud har udvalgt os for at skaffe sig et folk, som bekender og praktiserer det, som israelitterne siger her i vers 7: "Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler."

Vi er altså udvalgt til lydighed. Det er vores identitet som kristne. Vi er fremmede for den her verden, men vi er kendt og elsket af Gud. Vi lever spredt blandt verdslige mennesker, hvor vi er kaldet og udvalgt til at vise lydighed mod alt, hvad Gud befaler.

Jeg ved ikke, hvordan du har det med at være udvalgt til at vise lydighed. Jeg er selv vokset op med et kristent budskab, som primært handlede om tro og tilgivelse, men meget lidt om lydighed. I dag hører man mange steder et budskab, som handler mest om, hvad Gud vil gøre for os — hvordan han vil velsigne os og gøre vores liv bedre. Ja, det vil han i åndelig forstand, men ikke nødvendigvis i verdslig og materiel forstand. Peter kunne have valgt at indlede sit brev på alle mulige andre måder, men han indleder det med at gøre det klart, at vi er udvalgt i Kristus ved Åndens helligelse til at vise lydighed.

Det kan måske lyde som et tungt budskab, fordi enhver kristen ved, at lydighed er svært, og lydighed har en pris. Jesus kalder os til at give afkald på alt vores eget og følge efter ham og adlyde ham. Jeg vil prøve at give jer tre grunde til, at det her i virkeligheden er et glædeligt budskab — at vi er udvalgt til lydighed.

For det første: et kald til lydighed er lidt det samme som et kald til hellighed. Lydighed og hellighed er to ting, som indbefatter det samme. Peter kunne have sagt, at vi var udvalgt til hellighed. Det siger han sådan set også i brevet — for eksempel der i kapitel 2, vers 9, taler han om, at vi er en udvalgt slægt, et helligt folk, og i kapitel 1, vers 16, taler han om, at vi skal være hellige, ligesom Gud er hellig. Hvis lydighed er det samme som hellighed, og hellighed er det samme som at ligne Jesus, så er vi faktisk udvalgt til at ligne Jesus. Det var også det, vi så før i Romerbrevet 8, 29, hvor der står, at for dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede. Gud har altså udvalgt os til at komme til at ligne Jesus.

For det andet ved vi, at lydighed er det modsatte af synd. For hvad er synd? Det har vi lige gennemgået i katekismen: synd er enhver overtrædelse af Guds lov. Og hvad er lydighed? Det er at gøre alt, hvad Herren befaler. At være udvalgt til lydighed er altså at være udvalgt til et liv uden synd. Er det ikke noget, som vi alle sammen længes efter?

For det tredje ved vi, at det, Gud kalder os til, er han selv med til at udvirke i os. Vi er udvalgt til lydighed ved Åndens helligelse, som der står. Gud har ved sin Ånd taget os ud af den her verden. Han har ført os ind i sit rige. Han har givet os sin Ånd i vores indre. Han har lagt sin lov i vores hjerter, og dag efter dag giver han os nåde til at vokse i at leve ham til behag. Når vi fejler, må vi komme til ham med vores synd. Vi må omvende os fra vores gale veje, og vi må i tro og nåde tage imod tilgivelse fra ham. Vi må igen og igen komme til ham for at blive bestænket med Jesu blod, som der står her — Jesu blod, som renser os for al synd.

At være udvalgt til lydighed er en fantastisk sandhed. Det kan godt være, at vi først ser den fulde opfyldelse af det kald i evigheden, når vi er blevet helt færdige med synden. Men det at være kaldet allerede nu og udvalgt til at være et folk, der lever i lydighed, der lever uden synd, der lever som Jesus levede — det er en stor glæde og velsignelse, at vi får lov at ligne vores himmelske far.

Vores identitet som kristne

Jeg vil afslutte med at opsummere, hvad vi har set på i dag. Peters første brev er et brev, som er skrevet til kristne, som har det svært her i verden — kristne, som oplever prøvelser, kampe og modstand, kristne, som oplever hån, spot og bagtalelse fra deres medmennesker, kristne, som nok ikke er så forskellige fra os i dag. Peter skriver til dem, og han skriver til os, for at opmuntre os midt i de svære ting, vi står i. Hvordan gør han det? Det gør han her i indledningen ved at minde os om, hvem vi er. Hvad er vores identitet som kristne?

Vi er fremmede i verden, men kendt af Gud. Vi hører ikke til her. Vi hører til Guds rige og er en del af Guds folk. Som Guds folk bor vi spredt blandt andre folkeslag. Gud har et folk, som er spredt ud over hele verden, og vi er spredt ud som sædekorn, for at vi skal spire og bære frugt for Gud, der hvor vi er, så evangeliet kan nå ud til alle mennesker. Gud har udvalgt os i kærlighed. Det skyldes ikke os selv, men alene Guds nåde. Ved Ånden har han helliget os. Han har renset os for synd, givet os et nyt hjerte, som elsker ham og ønsker at gøre alt, hvad han befaler. Han har udvalgt os til lydighed, til at leve helligt for ham og til at formes efter hans søns billede. Han har indviet os i sin pagt ved at bestænke os med Jesu Kristi blod.

Hvor har vi brug for Guds nåde og fred for at leve sådan her på jorden! Peter slutter sin indledning af her i vers 2 med den her hilsen: "Nåde og fred være med jer i stadig rigere mål." Må Guds nåde og fred fylde vores hjerter, trøste os og styrke os, mens vi lever som fremmede her på jorden efter Guds vilje og til Guds ære.

Amen.