Genfødt til et levende håb

Jeg skal prædike i dag ud fra den tekst, vi har læst, og særligt vers tre og fire er fokus i dag under titlen "genfødt til et levende håb". Sidste gang så vi på vers et og to, som danner en indledning til brevet, og som også blev en indledning til den her prædikenserie over Første Petersbrev. Der så vi blandt andet, at brevet er skrevet af apostlen Peter, som var en af de tolv disciple, der fik lov at leve helt tæt på Jesus, mens han vandrede her på jorden. Peter skrev det her brev, mens han boede i Rom omkring år 60 til 65 efter Kristus. Han skrev det til nogle kristne, som boede i en række romerske provinser i det område, vi i dag kender som det nordvestlige Tyrkiet.

Jeg vil lige starte med at give lidt mere baggrund for Peters situation. Situationen i Rom på det tidspunkt var den, at der i år 64 opstod en stor brand i byen, som brændte meget af byen ned. Nero, som var kejser, gav de kristne skylden for branden. Rygtet går dog på, at det faktisk var Nero selv, der havde startet branden, fordi han gerne ville gøre plads til byfornyelse. Han ville fremvise sin kejserlige storhed, så det gamle skulle væk for at gøre plads til noget nyt. Så havde han brug for nogen at skyde skylden på, og her var de kristne et nemt offer, fordi de i forvejen var ilde set. Der blev set skævt til dem, set ned på dem i samfundet. Den kristne tro var noget nyt, så det var en nem syndebuk at gribe ud efter. Efter den her brand begyndte Nero at forfølge de kristne på uhyrlige og brutale måder, som nogle af jer måske har hørt om. Kort efter bliver apostlen Peter selv henrettet for sin tro.

Grunden til, jeg tager det her frem, er, at jo, der var forfølgelse af de kristne i Rom, men på det tidspunkt, da Peter skrev brevet, var den forfølgelse formodentlig ikke brudt ud endnu. Faktisk er der ikke decideret tegn på forfølgelse hverken hos Peter i Rom eller hos modtagerne af brevet. Brevet taler en hel del om prøvelser, om lidelser og om modstand mod kristendommen. Der står, at de blev udsat for spot og forhånelse og blev behandlet dårligt på grund af deres tro, men der står ikke, at de decideret blev forfulgt. Det er værd at lægge mærke til, fordi det gør det nemmere for os at relatere til brevets oprindelige modtagere. Vi her i Danmark bliver ikke forfulgt rent fysisk, men alligevel ligger der et pres og en latterliggørelse af sand kristendom i vores samfund og i medierne. Det pres er måske ikke så forskelligt fra det, brevets oprindelige modtagere oplevede, eller generelt det pres, som alle kristne udover verden oplever. Når vi ser, at Peters brev er skrevet til kristne, som har det svært her i verden, så forstår vi, at hans budskab også er skrevet til os i dag.

Sidste gang så vi på, hvem de her kristne er, som Peter skriver til. Hvad er deres identitet? Lad os lige opsummere. I vers et står der, at Peter skriver til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag. Peter betegner dem som fremmede, men som vi så, var det ikke, fordi de var tilflyttere eller udlændinge i jordisk forstand. Det var ikke, fordi deres naboer ikke vidste, hvem de var. De var fremmede, fordi deres sande hjem var et andet sted, nemlig hos Gud. De var Guds udvalgte folk midt i en mørk og syndig verden. Gud har udvalgt sig et folk, som vi også talte om sidste gang, et folk, som går helt tilbage til Abraham, et folk, som skal være hans ejendomsfolk, som han har udvalgt i kærlighed, et folk, som der står om i vers to, der efter Gud Faders forudviden og ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod. Vi er udvalgt til lydighed mod Gud ved Jesu blod, og ved Åndens kraft har Gud udvalgt sig et folk, som skal tilhøre ham og være sammen med ham for evigt. Det er sandt for alle kristne. Vores sande borgerskab er i himlen, og mens vi lever her på jorden, er vi blot på gennemrejse mod vores himmelske hjem.

Som Guds folk er vi fremmede i den her verden, fordi vi tilhører Guds rige. Vi lever efter hans love, vi adlyder hans befalinger, og vi sætter vores håb til hans frelse. Vi er Guds folk, som han en dag vil samle hos sig, men lige nu lever vi spredt udover jorden blandt ugudelige mennesker, hvor vi er kaldet til at være lys og salt og bære frugt for Gud. Vi er fremmede i verden, men kendt og elsket af Gud. Det er identiteten på modtagerne af Peters brev, og det er identiteten for os som kristne i dag.

Peter skriver så det her brev til de kristne for at opmuntre dem. Det siger han selv i slutningen af brevet, i kapitel 5 vers 12, hvor han skriver, at han har skrevet i korthed for at opmuntre dem. Peter ved, at de har brug for opmuntring. De er under angreb på grund af deres tro, måske ikke rent fysisk, men verbalt og socialt er de pressede, og de lider, som der står i vers seks, under prøvelser af mange slags. Prøv at forestille jer Peter, der sidder i Rom. Han har mødt de her kristne i de romerske provinser. Han kender deres omstændigheder. Hvad skal han dog skrive for at opmuntre dem? Hvad har de brug for at høre i en situation, hvor de er fremmede, ringeagtede og spottede? Hvad er det for en trøst, han skal bringe dem?

Peter gør to ting indledningsvist i sit brev. Den ene ting er det, som vi så på sidste gang. Han minder dem om deres sande identitet. Han minder dem om, hvem de er, at de er Guds folk, som bor som fremmede her i verden, spredt ud blandt verdslige mennesker. Som kristne er det så vigtigt, at vi forstår og husker på vores identitet. Vi hører ikke til her. Vi er på vej mod vores sande hjem, og det er derfor ikke så mærkeligt, hvis vi ikke føler os hjemme her i verden. Den anden ting, som Peter gør for at opmuntre dem, er det, vi skal se på i dag. Han minder dem om, at de er genfødt til et levende håb, og at de har en evig arv i vente.

Lad os læse teksten igen fra Første Petersbrev. Vi læser fra vers tre til seks.

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid. Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags."
Første Petersbrev 1, 3-6

Lovsang midt i lidelse

Peter begynder med ordene "lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader". Før han overhovedet begynder at undervise, lovpriser han Gud. Peter sidder i Rom og sidder formodentlig under endnu værre omstændigheder end dem, som brevets modtagere er under, og så alligevel bryder der lovsang frem fra hans hjerte. Det, han skal fortælle, er så godt, at han ikke kan lade være med at prise Gud.

Det, der er interessant ved de her ord, er, at Paulus bruger præcis de samme ord, endda på den græske grundtekst, de samme ord to steder i sine breve. I behøver ikke at slå dem op, men jeg vil bare lige læse dem for jer. Det ene sted er i Andet Korintherbrev kapitel 1 vers 3, hvor Paulus siger:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel."
Andet Korintherbrev 1, 3-4

Her bruger Paulus de her ord i konteksten af trøst og trængsel. Så har vi fra Efeserbrevet, som vi også kender fra vores bibelstudie, Efeserne kapitel 1 vers 3, hvor Paulus udbryder:

"Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse."
Efeserbrevet 1, 3

Så fortsætter Paulus med at fortælle om Guds store frelsesplan. Når vi hører de her ord, "lovet være Gud", så ved vi, at der kommer noget rigtig godt lige bagefter.

De her ord er også med til at afsløre noget om Peter. Gennem hele brevet taler Peter stort set ikke om sig selv. Han bruger ikke sig selv som eksempel eller fortæller om, hvordan han har det, men her får vi et indirekte indblik i hans sjæl. Hvad er det, som holder Peter gående? Hvilke sandheder bringer ham helt op under loftet, hvis man kan sige det sådan? Jeg ved ikke, om I kan fornemme den lovsang, der bryder frem fra Peter, når han skriver de her ord: "lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt til jer i himlene." Hans hjerte er fuldt af taknemmelighed og lovprisning, og det håber jeg også, at vores hjerter vil være, når vi er færdige med dagens budskab.

Lad os se nærmere på, hvad det er, der netop er centrum for Peters lovprisning, at Gud har genfødt os til det levende håb. Det vil vi gøre ud fra følgende to spørgsmål. Nummer et: Hvad vil det sige at være genfødt? Hvorfor er det, Peter lovpriser Gud for at være genfødt? Nummer to: Hvad er det for et håb, Peter taler om? Er det et håb, der er til at stole på?

Hvad vil det sige at være genfødt?

For at forstå, hvorfor Peter lovpriser Gud for at være genfødt, lad os træde et skridt tilbage. Ethvert menneske her på jorden er blevet født på naturlig vis af deres mor på deres gudgivne fødselsdag. I din mors liv blev du undfanget. Du blev en levende sjæl, og cirka ni måneder senere kom du til verden. Du lever, fordi du er blevet født. Men det liv, din mor gav dig, var kun det fysiske, biologiske liv. Åndelig set var du død fra fødslen på grund af synd. Da Adam og Eva syndede i Edens have, kom synden ind i verden, og efterfølgende er ethvert menneske født i synd. I Salme 51 siger kong David:

"I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig."
Salmernes Bog 51, 7

Det er sandheden om mig, da jeg blev født, og det er sandheden om dig, da du blev født. Vi er født som fjender af Gud. Vi kender loven, Gud har givet os, de ti bud. Han har befalet os at elske ham med hele vores hjerte og elske vores næste som os selv. Men selvom vi prøver vores bedste på at være gode mod andre mennesker, kommer vi aldrig til at stå retfærdige overfor Gud på grund af det, vi selv kan gøre. I vores syndige natur kan eller vil vi hverken adlyde Gud. Vi er født i oprør mod ham. Vi ville hellere bare gå vores egen vej og selv bestemme. Vi ville hellere, der ikke var nogen Gud, så vi kunne bestemme selv.

Men der kommer en dag, som Peter skriver om senere i brevet, i kapitel 4 vers 5, hvor alle mennesker skal stå til regnskab overfor ham, der er rede til at dømme levende og døde. Der kommer en dag, hvor Gud holder dom, og den dag vil enhver, som nogensinde har overtrådt Guds bud og syndet mod ham, blive dømt til evig fortabelse, til en evig straf i helvede. Den eneste måde, vi kan undslippe Guds dom, er ved, at du omvender dig fra din synd og tror på Jesus og på det, han har gjort på korset. Selvom han var skyldfri, blev han straffet i synderes sted. Han gav sit liv, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er det, vi kalder evangeliet, de gode nyheder.

Problemet er bare, at fordi vi er født i synd og oprør mod Gud, er vi ikke i stand til at omvende os for vores synd og tro på Jesus. Jesus siger for eksempel i Markusevangeliet 1, 15: "Omvend jer, og tro på evangeliet." Men synderen svarer i sit forhærdede hjerte: aldrig i livet. Det kommer ikke til at ske. Det er problemet med at være født i synd. Det er problemet med at være åndeligt død. En død person kan ikke række ud til Jesus for at tage imod hans frelse.

Hvorfor er det Guds værk alene?

Det er derfor, vi må fødes på ny. Jesus forklarer det i Johannesevangeliet kapitel 3, hvor han taler med Nikodemus og siger til ham, at man må fødes på ny, for den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.

"Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige."
Johannesevangeliet 3, 3

Når vi bliver født på ny, bliver vores øjne åbnet, så vi kan se evangeliet, og vi kan tage imod det i tro. Men at blive født på ny er ikke noget, vi selv kan gøre. Lige så lidt som vi havde indflydelse på vores egen fysiske fødsel, lige så lidt har vi indflydelse på vores åndelige fødsel. Det er noget, som kun Gud kan gøre. Kun Gud kan føde os på ny. Bibelen kalder det også for at være født af Gud, og det er derfor, at Peter lovpriser Gud og siger "lovet være Gud, som har genfødt os". Det er noget, han har gjort, som vi på ingen måde selv kunne gøre. På engelsk står der "he has caused us to be born again". Gud har forårsaget, at vi er blevet født på ny. Kun Gud kan give mennesker nyt liv.

Prøv at lægge mærke til ordene igen her i vers tre: "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde." Prøv så at slå op i Efeserbrevet det andet kapitel og vers fire til fem. Her står nemlig noget, som minder meget om, og som er med til at sætte ord på, hvad det er, der sker i den nye fødsel. Efeserbrevet kapitel to og vers fire og fem siger Paulus:

"Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus — af nåde er I frelst."
Efeserbrevet 2, 4-5

Begge passager tager udgangspunkt i Guds barmhjertighed, og begge passager taler om Kristus. Men her i Efeserbrevet står der, at Gud gjorde os, der var døde i vores overtrædelser, levende med Kristus. Det er det, der sker i den nye fødsel. Gud giver liv til dem, som er åndeligt døde. Jesus siger sådan her i Johannesevangeliet kapitel 5 vers 24:

"Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet."
Johannesevangeliet 5, 24

Han er gået over fra døden til livet.

Lad os gå tilbage til Første Petersbrev. Hvorfor har Gud genfødt os? Er det på grund af noget, vi har gjort for at fortjene det? Nej, for hvordan kan en død person gøre sig fortjent til noget som helst? Det eneste, vi har fortjent, er en evig straf på grund af den synd og det oprør, vi har begået mod Gud. Når der står her i vers tre, at Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os, på grund af den store kærlighed han elskede os med, har vi intet gjort for at fortjene det. Tværtimod, det er ene og alene Guds nåde.

Hvem er det, Gud har genfødt? Hvem er det, Peter taler om, når han siger "os"? Han skriver det her brev til de udvalgte, som der står i vers et, til dem som Faderen har udvalgt i kærlighed fra før verden blev grundlagt. Dem har han genfødt. Dem har han skænket omvendelsen og troens gave, og han har givet dem nyt liv i Kristus. Vi ved ikke, hvem Gud har udvalgt. Det er kun Gud, der ved det. Men vi ved, at enhver, som tror på Jesus og tager imod hans ord og hører ham til, gør det kun, fordi Gud har givet dem åndeligt liv. Fordi Gud har født dem på ny.

Hvordan har Gud gjort det? Hvordan har han givet dem nyt liv? Hvordan har han genfødt os? Det har han, som der står her i slutningen af vers tre, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. For Jesus døde ikke bare på korset for vores synd. Tre dage efter opstod han igen, fordi døden ikke havde magt over ham. Med sin opstandelse sejrede han over dødens magt, og den livskraft, der ligger i hans opstandelse, den kraft er den kraft, der kan give syndere nyt liv. Det er den kraft, som føder os på ny. Det er derfor, vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Det er derfor, Peter lovpriser Gud for at være født på ny, og det er derfor, du og jeg må lovprise Gud sammen med ham. For hvis du tror på Jesus, så er det ikke dit eget værk. Det skyldes ikke dig selv. Din tro er en gave, som Gud har givet dig ved det mirakuløse værk, at du er blevet født på ny.

Hvilket håb taler Peter om?

Vi har set på, hvad det vil sige at være genfødt, og hvorfor Peter er så begejstret over det. Som Jesus sagde i Johannesevangeliet, den, som er født på ny, kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Vi er frelst fra Guds dom. Men lad os også se på, hvad vi er frelst til. Vi er genfødt til et levende håb. Lad os se lidt nærmere på, hvad det er for et håb.

Når Bibelen taler om håb, er det noget andet end det, vi typisk mener, når vi bruger ordet i daglig tale. Når vi taler om håb, er det typisk blot et udtryk for ønsketænkning. Det kan være dagligdags ting som, at jeg håber, det bliver godt vejr i morgen, eller jeg håber, mit hold vinder kampen i aften. Det kan også være lidt større ting, som at jeg har et håb om, at jeg har et job indenfor en måneds tid. Eller det kan være endnu større ting, som at jeg sætter mit håb til, at min opsparing nok skal sørge for mig, hvis der en dag sker noget uventet. Men fælles for alle de her ting er, at vi håber på noget, som i bund og grund er usikkert. Vi ved det ikke helt, men vi håber. Man kan også høre mennesker sige: "Jamen, jeg håber da, jeg kommer i himlen, når jeg dør." Men de ved det ikke med sikkerhed. De har ikke rigtig noget at have det i. Jeg talte engang med et Jehovas Vidne, som sagde, at frelsen var svær at være helt sikker på. Man måtte bare gøre det bedste, man kunne, og så håbe på at komme i himlen. Man kunne ikke være helt sikker.

Det er ikke sådan et håb, som Bibelen taler om. For det kristne håb er det sikreste håb i verden. Grunden til, at det håb er sikkert, er, fordi det, vi håber på, er sikkert. I Hebræerbrevet kapitel 6 vers 19 står der sådan her:

"Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget."
Hebræerbrevet 6, 19

Lad os se på, hvad det er for et håb, og hvorfor det er så sikkert. Det håb, som Peter taler om, er håbet om en arv, som der står sidst i vers fire, der ligger gemt til jer i himlene. Gud har forberedt en arv, som han har lovet at give til sit folk. Det er et løfte, som går helt tilbage til Abraham, som vi også talte om sidste gang. Da Gud udvalgte Abraham som stamfar til sit folk, gav han ham et løfte om, at hans efterkommere skulle arve et land, som flyder med mælk og honning. Efter Gud udfriede dem fra Egyptens slaveri, blev de ført ind i det lovede land, som vi læser om i Josvabogen. Det land, det lovede land, er et billede på den evige arv, som Gud har beredt for sit folk. Det løfte, som Gud gav til Abraham og hans efterkommere, står stadig ved magt, og det venter på sin endelige opfyldelse. Det er den arv, som Peter taler om, der ligger gemt i himlene.

Men hvordan får vi så del i den arv, hvis det er en arv, Gud har lovet til Abrahams efterkommere? Jo, det gør vi igennem Kristus. I Galaterbrevet 3, 29 siger Paulus sådan her:

"Hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte."
Galaterbrevet 3, 29

Når vi er i Kristus, så er vi indlemmet i Guds folk, og vi har del i den evige arv, som Gud har lovet Abraham. Hvordan kommer vi til at høre Kristus til? Det gør vi ved troen igennem den nye fødsel. Der sker rigtig mange fantastiske ting i forbindelse med at blive født på ny. Vi går fra død til liv. Vi går fra mørke til lys. Vi går fra at være blinde til at være seende. Vi går fra at være vantro til at være troende, og mange andre ting. Men det, der er fokus her i Første Petersbrev, er, at ved at blive født på ny bliver vi en del af Guds folk, og vi bliver indlemmet i hans rige. Det er derfor, at Peter proklamerer, at Gud har genfødt os til det levende håb. Han kunne have sagt, at vi var frelst eller løskøbt eller befriet til et levende håb, hvilket også ville være sandt, men han lægger netop vægt på, at vi er genfødt til et levende håb. For når vi er født af Gud, så er vi Guds børn. Er vi Guds børn, så er vi også arvinger.

Men hvad er det, vi skal arve? Bibelen nævner flere ting i forbindelse med arven. Den nævner, at vi skal arve evigt liv, at vi skal arve frelsen, at vi skal arve Guds løfter, vi skal arve velsignelsen, vi skal arve Guds rige. Ja, der står sågar, at vi skal arve verden. Når Gud en dag skaber en ny himmel og en ny jord, så skal vi bo der sammen med Gud og nyde hans nærvær for evigt. Lad os prøve at slå op i Åbenbaringsbogen og læse et par vers om, hvad den arv rummer. Sidste bog i Bibelen og et af de sidste kapitler. Der står sådan her om den arv, vi har i vente, i Åbenbaringsbogen 21, vers tre til fire:

"Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet."
Johannes' Åbenbaring 21, 3-4

Bladrer vi om til kapitel 22, vers tre til fem:

"Og der skal ikke mere være nogen forbandelse. Men Guds og Lammets trone skal stå i byen, og hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem, og de skal være konger i evighedernes evigheder."
Johannes' Åbenbaring 22, 3-5

Det er, som vi også sang i sangen lige før: "On that day we will see you, shining brighter than the sun. On that day we will know you, as we lift our voice as one. Hallelujah, what a day it will be." Det er det håb, som Peter taler om, når han nævner, at vi er genfødt til et levende håb.

Hvor sikkert er det håb?

Men hvor sikkert er det håb egentlig? Er det noget, vi bare håber på, at det måske vil ske en dag, hvis vi er heldige? Eller er det noget, vi kan være sikre på? Jeg giver tre grunde til, at det er et sikkert håb, som er værd at satse hele sit liv på. De første to grunde har vi allerede været inde på, men jeg vil lige nævne dem igen.

Nummer et: Det er et sikkert håb, fordi det er baseret på den nye fødsel. Vi får del i håbet, idet vi bliver genfødt af Gud. Det er noget, Gud suverænt har gjort i enhver, som tror på Jesus og tilhører ham. Gud har gjort det, og det, som Gud har gjort, er der ingen, der kan lave om på.

Nummer to: Det er et sikkert håb, fordi det er baseret på Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Så sikkert som at Jesus er opstået fra de døde, så sikkert er det, at Gud vil og kan holde sit løfte om, at vi skal få del i arven.

Nummer tre: Det er et sikkert håb, fordi det, som vi håber på, er sikkert. Arven er sikker. Prøv at lægge mærke til, hvordan Peter beskriver den her i vers fire. Den er uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig, og den ligger gemt til os i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. Det sidste her er lige et citat fra Jesus, hvor han taler om at samle sig skatte i himlen. Men arven er gemt i himlen, verdens sikreste bank. Det er faktisk den eneste sikre bank, der findes. Det er der, Gud opbevarer den, indtil den en dag skal åbenbares til fulde for os.

Der står om arven, at den er uforgængelig. Det vil sige, den forgår aldrig. Den er udødelig. Den består for evigt. Der står, den er ukrænkelig. Det vil sige, den er ren og ægte. Den er ubesmittet. Den kan ikke skades eller søles til, men den er præcis som Gud har forberedt den til at være. Der står, den er uvisnelig. Det vil sige, den bliver ikke mindre værd med tiden. Den falmer ikke, eller den bliver ikke trist og mat, men den bevares skinnende og funklende for evigt.

Det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan Peter ligesom cementerer arvens værdi og sikkerhed med de her tre gentagelser. Man kan sige, så sandt som at Gud er hellig, hellig, hellig, så sandt er det, at arven er uforgængelig, ukrænkelig og uvisnelig. Det er umuligt for Peter at gøre det mere klart for sine læsere, at den her arv er det sikreste, der findes i verden.

Det er derfor, at Peter lovpriser Gud for at være genfødt til et levende håb. Jeg ved ikke, om I kan se, hvordan det her budskab kan være en opmuntring til kristne, der lider under prøvelser af mange slags, som der står i vers seks. Kristne, som er fremmede i verden, trængte, pressede og angrebet på forskellig vis. Opmuntring til dem dengang og opmuntring til os i dag lyder sådan her: Ja, livet her i verden kan være vanskeligt. Ja, vi er langt væk hjemmefra, fordi vi ikke hører til her. Ja, vi vil blive hadet i verden. Vi vil have trængsler, men det er kun midlertidigt. Det er kun en kort tid, som der står her i vers seks. Det er kun 80, 90 år, eller hvor længe Gud nu giver os. Men tænk på den evige arv, vi har i himlen, som vi har i vente. Alt i den her verden er usikkert og omskifteligt og forgængeligt, men arven er sikker og fast og troværdig. Den er uforgængelig, ukrænkelig og uvisnelig. Så når du er ved at miste modet, når du kæmper, når tingene ser svære ud, eller du bliver prøvet på din tro, så se op og se frem mod det, du har i vente. Se på det, som Gud har lovet dig.

Der står i vers seks: "Da skal I juble." Det er sandt. Til den tid skal vi virkelig juble og glæde os. Men det er faktisk forkert oversat, det der står her. Det er ikke det, der står på græsk. Peter skriver ikke om, at de en dag i fremtiden skal glæde sig, men han skriver om, at det er noget, vi glæder os over nu. Så en mere korrekt oversættelse vil være: "Dette jubler I over, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags." Lad os juble, og lad os glæde os sammen med Peter over, at Gud i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til den uforgængelige og ukrænkelige og uvisnelige arv, der ligger gemt i himlene til os.

Amen.