Genoprettelsens hårde vej

I forgårs fejrede vi Selas otte års fødselsdag. Det er vores yngste datter, og det var bare en glæde. Hun havde været så spændt i dagene op til, og hun nød også selve dagen i fulde drag, hvor hun havde besøg af alle pigerne fra hendes klasse. Jeg kan love jer for, der var liv og glade dage i huset.

Aftenen før hendes fødselsdag havde jeg glæden af at putte hende. Sela og jeg er i fuld gang med at læse Narnia-bøgerne. Vi er nået til den sidste bog i serien og var omkring 100 sider inde i bogen, der hvor den rigtig begynder at blive spændende. Typisk når jeg er ved at være færdig med aftenlæsningen, så spørger hun altid: "Ah, bare en side til, far, bare en side til." Men den her aften, aftenen før hendes fødselsdag, var hun bare så spændt på den dag, der var i vente, at hun pludselig under læsningen afbrød mig og sagde: "Så far, nu er jeg klar til at sove. Du behøver ikke læse mere." Hun kunne bare ikke vente, til det skulle blive morgen. Det moede jeg mig lidt over.

Flere gange i løbet af hendes fødselsdag tænkte jeg også bare på, hvor hurtigt min lille pige var blevet så stor. Det gør jeg faktisk tit. Jeg kan huske så tydeligt første gang, jeg holdt hende i mine hænder lige efter, hun var blevet født. Et lille bitte menneskebarn, som vejede ikke meget mere end et par liter mælk, snasket til, nøgen, med navlestreng og det hele, hjælpeløs, grædende — min datter, helt perfekt. Mit faderhjerte bristede nærmest af glæde og kærlighed til min nyfødte pige. På en eller anden måde er der bare en særlig kærlighed mellem en far og hans datter, som jeg tror alle fædre med døtre kan genkende. Fars kærlighed, hvor man vil gøre alt for at beskytte og værne om og sikre sig, at der aldrig sker noget ondt mod ens elskede pige. Som forældre elsker man bare sine børn over alt.

Det var også skønt, da fødselsdagsfesten var ovre, og de andre forældre kom og hentede deres piger, for dem elsker jeg overhovedet ikke på samme måde som mine egne børn. Forældre har bare en helt særlig kærlighed til deres børn. Derfor er det altid også hårdt som forælder at se, når det ikke går godt for ens børn. Når det af en eller anden årsag går dem skidt. Jeg tror, den værste form for smerte, man som forælder kan blive udsat for, er, når ens elskede barn vender sig mod en og vender sig mod det trosgrundlag og det værdisæt, man står for, og vender det hele ryggen — løfter en knyttet næve mod sin mor og far og siger: "Jeg vil ikke jer mere, ikke det, I tror på. Jeg vil gå min egen vej. Det, I står for, det ønsker jeg ikke." Og så senere over årene smerten, når man ser de destruktive konsekvenser og udfoldelser i sit eget barns liv på grund af en syndig livsførelse. Det piner en, fordi man som forælder ikke bare kan stoppe med at elske sit barn. Man vil gøre alt for at gribe ind, række ud, kalde tilbage, lade sit barn vide, at man elsker dem.

Ligesom faderen til den fortabte søn, hvis I kender lignelsen i Lukasevangeliet 15. Faren, der hver dag spejdede ud over horisonten i håbet om, at hans søn ville vende hjem — trods alt det forfærdelige, sønnen havde gjort mod ham. Faderen kunne ikke stoppe med at elske sin fortabte søn.

Det vi i dag skal se i Mikas Bog kapitel 4, det er en fars inderlige kærlighed til et oprørsk folk, som trods deres synd og oprør imod ham vil han gribe ind i sit folks totalt håbløse tilstand og føre dem til frelse og genoprettelse. Gud vil vise sig som den trofaste og kærlige far, han er. En far, som vil gå uendeligt langt for at redde sit barn.

Guds langmodige tugt over et oprørsk folk

Jeg har haft glæden af at gennemgå Mikas Bog, som er langt bedre end Narnia-bøgerne — for det er Guds ord. Til trods for at den her profetiske bog blev skrevet for cirka 2700 år siden, er dens budskab stadig utrolig relevant og aktuelt for dig og mig i dag. Det er det, fordi Guds ord er levende og virksomt, som vi læser det i Hebræerbrevet:

"Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger."
Hebræerbrevet 4, 12

Ordet udgår fra den levende Gud, som har givet sit ord og bevaret det i nedskrevet form, så vi i dag kan læse, hvad han har talt gennem sine profeter gennem tiden — og ikke mindst, hvad han i de sidste tider har talt gennem sine apostle og sin egen søn, Jesus Kristus. Gennem sit ord, både Det Gamle og Det Nye Testamente, har han talt til generationerne før os, og han taler stadig gennem sit mægtige ord til dig og mig i dag. Den levende Gud er en personlig Gud, som har et budskab på hjertet også til os. Så må vores hjertes øjne og vores ører være åbne og modtagelige for, hvad han har at sige igennem sin profet Mika.

Som vi før har set, sendte Gud sin profet Mika til at bringe Herrens ord til det opsplittede Israel — både til det nordlige Israel med Samaria som hovedstad, og til det sydlige Israel med dens messianske kongelinje af Davids slægt og Jerusalem som hovedstad. Nationen som kongerige var blevet splittet på grund af borgerkrig, der startede under den fjerde konges regeringstid. Det nordlige Israel vendte sig hurtigt mod massiv afgudsdyrkelse og synd. Til trods for korte perioder med åndelig reform og vækkelse fulgte det sydlige Israel på tragisk vis i samme ugudelige og oprørske fodspor.

Gud — som en kærlig og langmodig far til sit oprørske folk — havde gentagne gange sendt sine profeter for at kalde folket til omvendelse, til at komme tilbage til ham, deres pagtgud, den eneste sande, levende Gud. Men de var genstridige og stivnakkede. De udviste et kontinuerligt mønster af lovbrud mod deres Gud. Nu var Guds langmodige grænse nået. De mange profetiske advarsler, der gennem tiden havde lydt, ville Gud nu gøre alvor af. I kapitel 1 og vers 3 læser vi, at han nu vil komme for at dømme sit folk. Han vil bruge ikke mindre end Assyrerriget og senere også Babylonerriget som instrumenter i sine hænder for at tilvejebringe sin dom over sit oprørske, syndige folk. Men Gud kommer med sin dom over sit folk ikke for at udslette dem — for at redde dem.

Den kurs, de i deres synd havde sat sig selv på, ville uundgåeligt føre dem til total udslettelse. Der måtte gribes hårdt ind med magt for at ruske fornuft ind i nationen, så de kunne forstå, hvad de havde gjort. At deres vej kun ville føre til fortabelse, og at deres eneste håb var at vende sig mod Gud.

Som læge kan man nogle gange blive kaldt ud til en person, som er psykotisk, helt ude af sig selv og til fare for sig selv og andre. Der er det forkert bare at lade den person være. Der må man ofte, næsten altid med politiets hjælp, med tvang tvinge personen til at modtage hjælp og medicin for at redde personens liv. Det er et eller andet sted det, der sker her. Nationen er blevet fuldstændig skør. De er kommet på afveje. Gud må gribe hårdt ind for at redde sit elskede folk.

Mikas Bog kan groft opdeles i tre sektioner, hvor hver sektion starter med ordene "Hør dog" — i begyndelsen af kapitel 1, kapitel 3 og kapitel 6. Hver sektion indeholder budskaber om advarsler og dom, men også ord om håb og frelse. Mika udtaler domsord over folket, fordi de havde vendt sig til afgudsdyrkelse, som vi læser om i kapitel 1. Han udtaler domsord over de rige og indflydelsesrige, fordi de udnyttede de fattige og sårbare, som vi læser om i kapitel 2. Han udtaler domsord over de religiøse ledere og falske profeter, fordi de havde gået på kompromis med deres gudgivne opgave i at lede folket på retfærdig vis og undervise folket i Guds sande ord. I stedet gav de falske budskaber, som vildledte folket. Mika talte også dom over nationens lederskab i kapitel 3, fordi de udnyttede deres magt og handlede uretfærdigt. De fordrejede loven til deres egen fordel og udnyttede folket.

Guds retfærdige harme og dom var nu klar til at blive udmålt. Nærmest mens de profetiske ord lyder, er assyrerne i fuld gang med at knuse og indtage det nordlige Israel — i fuld færd med at gøre, som profeten havde profeteret i kapitel 1, vers 6: at gøre Samaria til en ruin på marken. Nu var Assyrerriget også godt i gang med at gøre det samme i det sydlige Israel, i Juda, og var ved at nærme sig Jerusalems bymur. Men i alle tre sektioner af Mikas Bog, hvor der lyder dom og advarsel, er der også ord om håb. Gud vil ikke forkaste sit folk eller knuse dem helt, men han vil en dag samle sit folk og føre dem ud i sikkerhed, som en god hyrde vil gøre med sine får — som vi læste i kapitel 2, vers 12.

Et håb at klynge sig til

Sidste gang så vi i starten af kapitel 4 det vidunderlige løfte om, at midt i dommen er der håb forude. I de sidste dage vil Guds rige sprede sig ud over hele jorden. Folk fra alle nationer og folkeslag vil strømme til Herrens tempelbjerg, til et rige markeret af fred og ikke krig. Vi ser netop det profetiske ord midt i sin opfyldelse i kraft af det levende tempel, som Gud bygger ud over hele jorden — sin menighed. Et tempel bygget af levende sten, mennesker, der kommer til tro, individer, der bliver frelst, gjort levende af Gud. Tilsammen udgør de det åndelige hus, som har Jesus Kristus som hovedhjørnestenen, som vi kan læse om i Første Petersbrev kapitel 2. Det er et åndeligt hus, et tempelbjerg, som Kristus bygger. Som vi kan læse om i Matthæusevangeliet 16, 18, hvor Jesus siger:

"Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den."
Matthæusevangeliet 16, 18

Han vil bygge sin kirke, og hans rige vil blomstre og nå ud til jordens ender, som vi netop ser ske i vores tid. Det når ud i hele verden med fredens evangelium, med de gode nyheder, med et budskab til alle nationer — selv til os her i Danmark — om at du kan få den vigtigste fred, du har brug for, nemlig fred med Gud. Du kan blive hans barn. Du kan blive en del af hans rige. Du kan få alle dine synder tilgivet og vasket bort og blive forsonet med den bedste og kærligste far, der findes — han som ofrede sit alt for at kunne forsone syndere som os til sig.

Midt i de domme, der nu er ved at udfolde sig på Mikas tid, midt i de mange hårde og skarpe, men nødvendige og sande ord, som Mika lærer fra Gud, kommer der også ord om håb. Mika skal igen til at give nogle heftige ord fra Herren her i kapitel 4 fra vers 9 til 14, som uden tvivl vil tage pusten fra folket. Det vil ramme dem hårdt. Det vil næsten knuse dem. Men før han giver dem det, han ved vil gøre ondt, kommer der igen fra Herren endnu et ord om håb. Et ord, som folket skal gribe og holde fast i midt i det, der vil blive svært.

Jeg ved ikke med jer, men ofte er det nemmere at forberede sig på at skulle gå igennem noget hårdt, hvis man ved, der er noget lyst for enden af målstregen. Noget godt at vente. Noget man kan holde fast i. Det er lidt det, Mika gør her. Han vil gerne give folket noget at holde fast i, et håb de kan klynge sig til, så når de er i det, der er hårdt, så ved de, at Gud nok skal føre dem igennem det. I Mikas Bog kapitel 4, vers 6 til 8, læser vi:

"På den dag, siger Herren, vil jeg samle de halte og samle de bortkomne sammen, dem jeg har handlet ondt imod. Jeg vil gøre de halte til en overlevende rest, og dem, der er langt borte, til et mægtigt folk. Herren skal være konge over dem på Zions bjerg fra nu af og til evig tid. Men du, Migdal-Eder, Ofel, Zions datter, til dig kommer det, det tidligere herredømme kommer, Jerusalems datters kongemagt."
Mikas Bog 4, 6-8

Mika giver folket et håb at holde fast i, noget lys midt i det, der vil blive bælgmørkt. På den dag — ikke nu, men på den dag, en dag i fremtiden — vil Herren selv gøre noget helt enestående og fantastisk. Hvad er det, han vil gøre? Han vil samle dem, der halter, og de bortkomne sammen — dem, som han har handlet ondt imod. På engelsk i ESV-oversættelsen står der: "to those whom I have afflicted." Altså dem, som Gud har straffet eller tugtet.

I kapitel 2, vers 12 læste vi, at Herren som den gode hyrde vil samle Jakob, samle Israel, samle Israels rest og bringe dem sammen som får i en fold. Han vil bringe de sårede og svækkede i sikkerhed og tryghed. Her i vers 6 bliver det samme ord for "samle" brugt. Han vil samle de halte, står der.

Jakobs halten som tegn på Guds genoprettelse

Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der går og halter, har ondt i hoften eller ondt i benet. Men Mika bruger et særligt ord for halte, som måske har den intention at minde lytterne om en anden ret kendt person i Israels historie, hvis liv Gud måtte gribe ind i. Hans liv var et værre rod. Manden var på forkert kurs i livet. Hele sit liv havde han bedraget og snydt andre og skabt sig fjender. Men Gud havde en plan for hans liv. Gud mødte ham en dag og fik ham tilbage på ret kurs.

Ved I, hvem jeg snakker om? Jakob. Lige præcis. Jakob narede sin egen tvillingebror Esau, den førstefødte. Med en skål mad snød han sig til førstefødselsretten. Derefter snød han sin egen far, Isak, som var næsten blind, for at få velsignelsen, der tilkom den førstefødte. Han måtte derefter flygte fra sin egen bror. I de næste mange år af sit liv boede han hos og arbejdede for sin onkel, som selv var en værre laban — faktisk hed onklen også Laban — der både snød og udnyttede Jakob, og selv blev snydt af Jakob. Det er noget værre rod alt det her. Det ender til sidst med, at Jakob igen må flygte med sin egen familie, denne gang fra Laban. Snyd, bedrag, familieintriger, flugt — det er jo lige en soap opera-serie. Jakobs liv var et rod. Han havde truffet mange forkerte beslutninger og gået mange omveje, men nu skulle han tilbage på ret kurs.

I Første Mosebog kapitel 32 kan man læse hele beretningen om, hvordan han en nat kæmper hele natten igennem med en mand, som viser sig at være Gud selv. Jeg tror, at Jakob i sit møde med Gud var kommet til enden af sig selv. Han kunne ikke mere. Han ville ikke mere, medmindre han havde Guds velsignelse. Så han kæmpede, og han holdt fast i Gud. Han ville ikke give slip på den her mand, før Gud velsignede ham. Midt i kampen slår Gud ham på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. Men selv der giver Jakob ikke slip. Han vil have Guds velsignelse. Gud velsigner ham og giver ham et helt nyt navn, nemlig navnet Israel. Resten af sit liv haltede Jakob — haltede Israel. Hver dag, uden tvivl, når han haltede fra det ene sted til det andet, blev han kærligt påmindet om sit møde og sin kamp med Gud, som resulterede i Guds velsignelse over den her patriark, igennem hvem Guds løfte til Abraham — at hele jordens folk skulle velsignes — skulle føres videre.

Det Mika prøver at sige til folket her gennem historien om Jakob, det er, at Jakob, som havde lavet en masse fejl og gennem livet kæmpet imod Gud, gået sin egen vej, gjort tingene på sin egen måde, snydt og bedraget — der måtte Gud gribe ind i Jakobs liv. Nærmest lemlæste ham. Gøre ham haltende resten af livet for at få ham på ret kurs. For at få Jakob til at forstå vigtigheden af at klynge sig — ikke til hans egen snarrådighed, men til Gud alene — og ikke gå alle mulige andre veje, som kun fører en på vildspor.

Gud var nu på lignende vis på vej til at tugte sit elskede folk, som var på afveje. De var på vej væk fra Gud. De havde bekæmpet Gud med al deres synd, deres oprør og deres afgudsdyrkelse. Nu vil han kæmpe med dem. Han vil tugte dem. Han vil ramme dem, så det gør ondt. Han vil gøre dem haltende. Han vil tillade mange at blive sendt i eksil, både i forbindelse med assyrernes angreb i det nordlige Israel og senere babylonerne. Men løftet, Gud her giver til folket, er, at han ikke vil glemme. Han vil ikke glemme sin pagt med dem. Han vil vise sig trofast og kærlig, og han vil samle de halte og de bortkomne, dem som har lidt under Guds domme. Vers 7 siger, at han personligt vil gøre de halte til en overlevende rest, og dem, der er langt borte, vil han gøre til et mægtigt folk. Gud vil transformere noget, som virker så skrøbeligt og tæt på at smuldre, og tage det, der er svagt og brudt og fjernt — samle det og gøre det til noget stærkt og mægtigt, hvor Herren selv vil være konge over dem på Zions bjerg. Ikke bare for en tid, men fra nu af og til evig tid.

Esajas kapitel 42, vers 3 siger om Herren:

"Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr."
Esajas' Bog 42, 3

I Første Petersbrev kapitel 5, vers 5-6 står der:

"Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, så vil han ophøje jer, når tiden kommer."
Første Petersbrev 5, 5-6

I Bjergprædikenen, den mest kendte prædiken nogensinde prædiket, indleder Jesus med de allerførste ord:

"Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres."
Matthæusevangeliet 5, 3

De hovmodige, dem der ikke ser, at de har behov for Gud i deres liv, som ikke vil give slip på deres synd — dem vil han stå imod. Men de haltende, de bortkomne, de forslåede, de knækkede rør og osende væger, som anerkender deres totale mangel på retfærdighed, som anerkender deres synd og oprør mod Gud, som anerkender deres totale fattige åndelige tilstand, at de intet godt har at kunne give til Gud, som vil gøre dem fortjent til hans gunst og velsignelse — dem, der kommer ydmygt til Gud og gør som Jakob, som intet andet end at klynge sig til ham og ham alene og siger: "Jeg har intet at kunne tilbyde andet end min synd og skam. Min egen retfærdighed er som usle klæder. Men frels mig, Gud. Rens mig, tilgiv mig. Gør mig ren og retfærdig" — dem vil Gud frelse og adoptere ind i sin familie. Himlen vil være deres.

På den dag, siger Mika til folket, vil Gud gøre disse fantastiske ting, og han vil være deres konge for evigt og altid. I vers 8 omtaler han Sions datter, som er et andet udtryk for Jerusalem. Han omtaler Sions datter som Migdal-Eder, som i Den Hverdagsdanske Bibel oversættes til "du stærke udkigstårn, hvorfra Herren overvåger sit folk." Der hvor Israels tidligere ledere, præster, profeter og konger havde fejlet folket, havde vildledt og udnyttet folket, ledt dem væk fra Gud og ikke holdt udkig efter fjender og ulve, der ville komme og dræbe fårene — der vil Herren selv på den dag og for evigt fremadrettet våge over sit folk. Det tidligere herredømme, der nævnes her, er uden tvivl en reference til den største af alle Israels tidligere konger og herredømme, nemlig Davids herredømme. En konge, fra hvis slægt kongen over alle konger og Herren over alle herrer vil komme. Den lovede Messias — en konge, som skal fødes i Betlehem, som Mika om lidt i kapitel 5 skal tale om.

Midt i alt det forfærdelige, der venter — Guds advarsler har lydt gentagne gange, hans domme er i fuld gang med at udfolde sig — har folket og enhver, som vil ydmyge sig for ham og vende sig mod ham, det vidunderlige løfte at klynge sig til: at på den dag vil Gud genoprette det haltende, det bortkomne, det forslåede og transformere det, der i verdens øjne forekommer så svagt og skrøbeligt, til et mægtigt folk, hvor Herren selv, Messias, vil regere og herske og våge over sit folk for evigt. Men vejen til den herlige dag, hvor Gud vil genoprette sit folk, er hård og lang. Der er et "nu", som folket skal forholde sig til.

Det første nu — smerten som en fødende kvinde

I den resterende del af vores tekst fra vers 9 til 14 nævner Mika tre gange "Men nu, men nu, men nu" i vers 9, 11 og 14. Det er det "nu", som folket skal igennem. I vers 9-10 læser vi:

"Men nu! Hvorfor skriger du så højt? Har du ingen konge? Er din rådgiver forsvundet? Du har fået veer som en fødende kvinde. Zions datter, vrid dig i smerte, og pres som en fødende kvinde, for nu skal du ud af byen og slå dig ned i det åbne land. Du skal komme til Babylon, dér skal du reddes, dér skal Herren løskøbe dig fra dine fjender."
Mikas Bog 4, 9-10

Landet og folket havde lidt længe under et korrupt lederskab. Åndelige såvel som politiske ledere havde svigtet deres gudgivne kald, som vi har set i de tidligere kapitler, og folkets egen synd og oprør mod Gud og al deres afgudsdyrkelse havde efterladt dem i en elendig tilstand og forfatning. Den selvforskyldte lidelse var som en højgravid kvinde med fødselsveer.

Når en kvinde er i veer, er det helt på sin plads at skrige og udtrykke smerte. Flere af jer kender rigtig godt til den smerte, mens en hel del af os slet ikke kender til den. Landet er i en forfærdelig tilstand af åndelig og moralsk forfald og smerte. Som en højgravid kvinde med veer skriger landet højt og vrider sig i smerte. Men i stedet for en fødsel, der resulterer i glæde, et lille barn, liv — så er disse veer intet at sammenligne med den smertende fødsel, som er på vej til at ramme nationen. Gud vil lade babylonerne indtage landet og jage dem ud af Jerusalems trygge og sikre mure og føre dem ud i det åbne land til Babylon i eksil. Det er nok den værste mavepuster af et budskab, man kunne give til folket her.

Mika havde allerede tidligere profeteret i kapitel 3, vers 12, at Jerusalem en dag ville blive pløjet som en mark. At Jerusalem skulle blive til ruiner, og tempelbjerget til kratbevoksede høje. Men nu får vi navnet på den verdensmagt, Gud vil bruge til at tilvejebringe sin dom, nemlig Babylon. Lige på det her tidspunkt i Israels historie var det assyrerne, der var tiendeklassens store bølle i skolen. Det var assyrerne, der havde invaderet det nordlige Israel og var i fuld færd med at gøre det samme mod det sydlige Israel og mod Jerusalem. Men Gud udskød sin dom over Jerusalem i en periode på cirka 130 år på grund af en gudfrygtig konge, nemlig kong Hiskija, som gik i forbøn for Jerusalem. Da assyrerne stod og belejrede deres mure og var ved at indtage dem, vendte Hiskija sig i desperation til Gud — det kan vi læse om i Anden Kongebog kapitel 18 og 19. Assyrerne havde en hær på 185.000 soldater. De gik til angreb, men Gud sendte en engel, som dræbte hele den assyriske hær. Det var helt vildt.

Ikke desto mindre var Babylonerriget på det her tidspunkt allerede i vækst. Efter Assyrerrigets fald var det babylonerne, der fuldendte det, assyrerne først havde prøvet. Det gjorde de i år 586 før Kristus, cirka 130 år efter Mikas tid, hvor Jerusalems mur blev redet ned, templet ødelagt, og tusindvis af jøder blev sendt i eksil til Babylon, nøjagtig som Mika havde profeteret.

Man kan spørge: Hvor er Gud i alt det her? Har han bare efterladt sit folk i stikken? I vers 9 står der: "Har du ingen konge? Er din rådgiver forsvundet?" Havde Gud forkastet sit folk? Nej. Det er her i det her "nu", at folket skal minde sig selv om de løfter om håb og lys, der allerede er blevet givet. Dem skulle de klynge sig til midt i mørket, midt i den babylonske invasion og deres eksil i Babylon. Gud var stadig deres konge og rådgiver. Han ville være med dem midt i deres smertefulde krise. Han vil være med sit folk hele vejen gennem dødsskyggens dal og være deres hyrde og lade sin stok og stav være deres trøst, som vi læser om i Salme 23. Som der står i vers 10 i vores passage, vil han en dag redde dem og løskøbe dem fra deres fjender. I Nehemias' og Ezras Bøger kan vi læse om, hvordan Gud holder sit løfte. 70 år senere lader han folket rejse tilbage fra Babylon til Jerusalem, og Jerusalems mur og templet bliver opbygget. Det er en forsmag på, at der er et bedre Jerusalem — det himmelske Jerusalem, som Hebræerbrevet 12, 22 taler om — og et bedre tempel, et levende tempel bygget af levende sten, som Første Petersbrev 2 taler om, der var i vente, da Gud ville sende sin egen søn Jesus Kristus for at redde og løskøbe sit folk fra den største af alle fjender, nemlig døden, som er syndens løn og den evige adskillelse fra Gud. Med sit eget blod, ved sin sonende død på korset, løskøbte Kristus os fri. Han løskøbte os til frihed. Faderens straf og vrede rettet mod synderen ramte i stedet hans egen søn på korset. Så ved hans død og senere hans opstandelse er der liv, hvis vi tror på Jesus og tager imod hans nådegave, som er evigt liv.

Det andet nu — fjenden forstår ikke Guds plan

Det andet "nu" ser vi i vers 11 til 13:

"Men nu! Talrige folkeslag samler sig om dig. De siger: »Zion er vanhelliget; vore øjne fryder sig over hende.« Men de kender ikke det, Herren udtænker, de forstår ikke hans plan; han vil samle dem som korn på tærskepladsen. Rejs dig og tærsk, Zions datter! Jeg giver dig horn af jern, jeg giver dig klove af bronze, så du kan knuse talrige folkeslag. Byttet fra dem skal du vie til Herren, deres rigdom til hele jordens Herre."
Mikas Bog 4, 11-13

Igen gør Mika lytterne opmærksomme på den virkelighed, de befinder sig i. Assyrerne, hvis hær består af talrige folkeslag — folk slusede ind i deres hær fra tidligere invasioner af andre lande — og hvis formål med deres belejring af Jerusalem er at vanhellige folket. Udtrykket "vanhellig" ses for eksempel også brugt i Jeremias kapitel 3 omkring hor, som en overgrebsmand, der vil tvinge sig på en anden. Assyrerne med ondskab i deres blik vil Guds folk ondt. Ligesom djævlen er de kommet for at stjæle, slagte og ødelægge — assyrerne, senere babylonerne, og senere igen Medo-Persiske Rige og Romerriget, og ethvert andet verdsligt rige, der rejser sig mod Guds folk med ondt i sinde. De kender ikke det, Herren udtænker, eller hans planer.

Gud er suveræn. Han styrer alting, og intet sker, uden han tillader det eller vil det. Daniels Bog 4, 32 siger:

"Han handler, som han vil, med himlens hær og jordens beboere, ingen kan hindre ham og sige: »Hvad er det, du gør?«"
Daniels Bog 4, 32

I Efeserbrevet 1, 11 står der, at han gennemfører alt efter sin viljes forsæt. Gud styrer assyrerne og enhver anden verdens magt ned til mindste detalje. I det her tilfælde bruger han dem som tugtinstrumenter til at tugte sit eget folk, som vi kan læse om i Esajas 10, 5. Gud har en plan med selv den ondskab, der findes i verden. Han bruger selv fjendens onde planer og lader dem virke til gode. Ligesom med Josef, som bliver solgt af sine egne brødre som slaver til Egypten — hvilken ondskab det var at sælge sin egen bror som slave. Men gennem den ondskab vender Gud det til frelse, idet han gør Josef til den mægtigste mand i Egypten. Gennem ham redder Gud folkene fra syv års hungersnød. Når Josef senere i livet møder sine brødre, kan han sige til dem i Første Mosebog 50:

"I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode."
Første Mosebog 50, 20

Den ondeste form for ondskab, der nogensinde er blevet begået, var, da onde mennesker korsfæstede Guds egen søn. Men selv dette vendte Gud til det største gode — at kunne frelse fortabte syndere igennem det værk.

Guds plan for sit folk midt i deres nuværende lidelse var ultimativt en plan om lykke og en fremtid og et håb, som Jeremias 29, 11 taler om. Alle de riger, der rejser sig mod Guds folk, vil alle fejle og blive knust som korn på en tærskeplads, som der står her i vers 13. De vil alle fejle og falde. Men Guds rige vil fortsætte med at vokse ud over hele jorden. Uanset hvor meget djævlen gennem tiden har forsøgt at ødelægge og knuse Guds folk ved at rejse det ene ugudelige rige efter det andet, har Gud vendt det og brugt modstand til at forme sit folk, lutre dem og gøre dem mere og mere afhængige af ham alene. Lige fra alle djævlens angreb mod den messianske slægtslinje gennem Det Gamle Testamente i forsøg på at forhindre ankomsten af Guds lovede Messias — som djævlen fejlede i — til hans forsøg på at dræbe Kristus gennem korsfæstelsen, som kun var en kort sejr, hvis nogen sejr overhovedet. For derigennem blev syndens og dødens magt endegyldigt knust ved Jesu egen død og opstandelse. Så der fejlede djævlen også. Selv nu, midt i al den modstand han udviser mod Guds folk — den kirke af levende sten, som Kristus bygger — vil dødsrigets porte ikke sejre eller få magt over den.

Jesus vil styrke sit folk og give dem horn af jern, som vores tekst siger i vers 13, hvilket er et udtryk for styrke. Han vil give dem klove af bronze til at knuse talrige folkeslag. Vi ved, at Guds rige ikke skal vokse ved verdslig magt, krig og fysiske våben. Vi så sidste gang i kapitel 4, vers 3, hvordan våben — sværd og spyd designet til at dræbe — vil blive omsmedet til plovjern. Instrumenter, der fremmer vækst og liv. Som Guds menighed på jord er vores kampvåben ikke verdslige, og vi kæmper ikke som verdslige mennesker, som Andet Korintherbrev 10 taler om. De våben, vi bruger, er mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker, tankebygninger og alt, som trods rejser sig mod kundskaben om Gud. Vores våben er Åndens sværd, som er Guds ord, Guds sandhed. Drevet af kærlighed til en fortabt verden går vi ud og fortæller mennesker om fredens evangelium, de gode nyheder, at der er frelse, tilgivelse, nåde, glæde og evigt liv at finde i navnet Jesus. Det er denne rigdom og bytte, som skal vies til hele jordens Herre, som vi læser i slutningen af vers 13. Det vil bringe Gud stor ære, når talrige folkeslag skal drage op til Herrens tempelbjerg for at søge Gud, som vi kan læse om i kapitel 4, vers 2.

Det tredje nu — sorg, ydmygelse og en bedre konge

Det sidste "men nu" ser vi i vers 14:

"Men nu! Du snitter dig selv i sorg, du røverkvinde. Vi er sat under belejring, med stokken slår de Israels hersker på kinden."
Mikas Bog 4, 14

Der er lys og håb forude. Gud har gode planer for sit folk. Han vil føre dem til sejr og frihed. Han vil samle de halte, de bortkomne og de forslåede og gøre dem til et mægtigt folk. Men lige nu er de sat under belejring. Assyrerkongen Sankerib, som vi ser i Anden Kongebog 18 og 19, har sat Jerusalem under belejring. Han håner og spotter kongen og den levende Gud. Han taler nedladende om Hiskija, Judas konge. Med deres belejring og hån slår han så at sige Israels hersker på kinden.

Israel er omringet. De er totalt ydmyget. Det virker, som om alt håb er ude. Kongen og folket er totalt demoraliserede og modløse. De er i dyb sorg og fortvivlelse i en sådan grad, at der bliver praktiseret ulovlige, hedenske sørgeskikke, hvor man udfører selvskade og skader sig selv. Jerusalem bliver omtalt som en røverkvinde. En plyndret kvinde. En kvinde under et enormt pres. Nationen er i dyb krise. Men som vi allerede har set, vender Hiskija sig i sin afmagt og ydmygelse til det eneste sted, hvor der er håb at finde, nemlig hos Gud, som redder dem fra belejringen.

Alt det her peger på, at Israel har brug for en bedre konge end Hiskija — så god som han nu engang var. En mægtigere hersker, som kan lede sit folk med styrke og autoritet. Sikre en varig fred, hvor alle verdens nationer skal erkende hans suverænitet. En fredens konge, som Mika kapitel 5 fortæller om, og en konge, som skal fødes i Betlehem.

Israels historie vidner om et folk, som gang på gang havde brudt deres pagt med Gud gennem deres nærmest ubrudte mønster af synd, afgudsdyrkelse og en venden væk fra Gud. De havde på en måde redt deres egen seng, så at sige. Men Guds trofasthed mod sine løfter, hans nåde og kærlighed mod sin Sions datter, hans elskede datter Jerusalem, hans folk — den er større end hans vrede og harme. Håb og ikke dom skal være det sidste ord gennem Mikas Bog.

Trøst og håb for os i dag

Mikas Bog vidner om en uendelig god, nådig, kærlig og langmodig Gud, som strækker sig uendeligt langt for at se sit folk blive genoprettet. Selvom vejen dertil kan være lang og mærket af enorm smerte, som vi så i vers 9 og 10, og modstand, som vi så i vers 11, og sorg og ydmygelse, som vi så i vers 14. Må disse ord også være til trøst og håb for os i dag.

Først og fremmest for dig, som måske ikke kender Gud personligt som Herre og Frelser. Det er på en måde skræmmende at tænke på, at Biblens Gud ikke er som den hyggelige, sukkersøde, bamsefarvede julemand, han ofte bliver fremstillet som i verden i dag — en, som aldrig kunne finde på at gøre nogen den mindste harme. Nej. Biblens Gud er en frygtindgydende, hellig, retfærdig Gud, som tager synd meget alvorligt, hvis advarsler og domme ikke er tomme ord. En vredens dag vil komme, hvor enhver, som ikke kender ham, vil blive dømt for deres synd mod ham, og de vil blive adskilt fra ham i al evighed. Men for den, der ydmyger sig for ham, for enhver, som erkender sin fattige åndelige tilstand og kalder på ham i tro og omvendelse — dem vil han aldrig bortvise. I sin nåde vil han frelse og adoptere dig ind i sin familie, forvandle og kaste sin kærlighed på dig. Du vil for evigt og altid tilhøre ham og nyde hans velsignelse.

For dig, som måske oplever modstand eller prøvelser af forskellige slags her nu i det her "men nu" — prøvelser, der måske er selvforskyldte på grund af synd og oprør mod Gud, eller måske prøvelser, der kommer udefra og har ramt dig på den ene eller den anden måde. Der kan være "men nu"-perioder, hvor der er smerte og sorg, og hvor Gud bare kan føles så langt væk, og det hele virker mørkt og modløst. Klyng dig til løfterne i Guds ord. Ligesom folket på Mikas tid blev tilskyndet til at gøre — at de skulle klynge sig til håbet om, at Gud en dag vil samle de halte, de bortkomne og de forslåede og gøre dem til et mægtigt folk.

I Salme 34, som var en af de salmer, David skrev, da han stod i en svær situation i sit liv, hvor han blandt andet var på flugt fra Saul og gik til Akish, står der:

"Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt."
Salme 34, 19

I Jakobs Brev kapitel 1 og vers 5 står der, at vi kan bede til Gud om visdom midt i vores prøvelser, og at han vil give rundhåndet og uden bebrejdelser til den, der beder ham om det.

Gud elsker sine egne, som der står her i vores passage. Sions datter bliver nævnt tre gange. Det er nærmest et ømt og kærligt udtryk for, hvordan Gud bare elsker sit folk. Gud elsker sine egne med en evig kærlighed. Vi ved, at han lader alt virke sammen til gode for dem, der elsker ham, som Romerbrevet 8, 28 taler om — selv prøvelser af forskellige slags. Så midt i alle de domsord, der kommer i Mikas Bog, vær opmuntret med det håb og lys, der er, ved at klynge dig til Gud.

Amen.