Gud er almægtig

I dag skal vi kigge på den egenskab, der hedder, at Gud er almægtig. Det hører ligesom med titlen Gud — er man Gud, så besidder man en magt og en kraft, der er uden lige.

Mennesket har altid været fascineret af styrke, af store kræfter. Jeg tror vi alle sammen kan se tilbage til vores folkeskoletid eller gymnasietid, og der kan vi næsten med sikkerhed huske, hvem det var, der var klassens stærke dreng. Når der skulle vælges hold til fodbold eller rugby eller hvad det nu var, så var det typisk ikke den mindste og mest spinkle person, der blev valgt først, men de store, de stærke, de hurtige blev valgt først. Styrke, det fascinerer os.

Gennem tiden har mennesket udviklet maskiner af enorme kræfter. Tænk for eksempel på de rumfærger, som NASA har sendt op i rummet. Jeg er ikke ekspert, men jeg var inde og læse på NASAs hjemmeside, og det jeg kunne læse mig frem til, er, at når en rumfærge, som er koblet til selve brændstoftankene, med en samlet vægt på cirka 2000 ton, sendes op i rummet, så sker det med en energiudladning, der svarer til cirka 400.000 bilers samlede hestekræfter. Altså meget mere end vores lille Dacia, der står derude med en 0,9-liters motor og hele 90 hestekræfter, selv når man trykker på turboknappen. Det har vi altså i vores bil, tro det eller lad være.

Vi har også formået at udnytte den kraft og energi, der finder sted, når atomer spaltes. Vi har atomkraftværker, som forsyner hele byer og landsdele med elektricitet, og desværre har vi også været vidner til den destruktive kraft, som en enkelt atombombe kan have. I naturen ser vi også kræfter, der får atomkraftværker til at blegne i sammenligningen. Gennem tiden har verden været udsat for jordskælv af uhyggeligt store kræfter, tornadoer og orkaner, som har udryddet hele byer og landsdele, vulkanudbrud, der på få timer fuldstændig har ændret geografien af et område. I 2004 — dem af jer der husker det, der levede på det tidspunkt — så vi, hvordan en tsunami ramte flere lande i Asien og dræbte cirka en kvart million mennesker. Det er vildt.

Når vi studerer jordlagene over hele verden og sammenholder det med Biblens sande vidnesbyrd ud fra Første Mosebog, så ved vi også, at Gud demonstrerede en voldsom kraft, da han oversvømmede hele jorden med vand og udryddede menneskene fra jordens overflade, som på det tidspunkt levede i et sådant syndigt og åbent oprør mod ham, at kun én familie blev reddet. Det var Noa, og det blev de, fordi de søgte ly i arken, som Gud befalede Noa at bygge. Store, voldsomme kræfter.

Også når vi bare kigger opad mod himlen og ser på solen, som er vores primære energikilde her på jord — den producerer ufattelig store mængder energi. Man estimerer, at solen frigiver cirka så meget energi, som svarer til en billion atombomber per sekund — altså et ettal efterfulgt af 12 nuller. Det er ret vildt. Vores sol er bare en lille stjerne blandt mindst 200 milliarder stjerner i vores lille galakse, som hedder Mælkevejen. Vores galakse er bare én galakse blandt mindst 100 milliarder af galakser i den del af universet, som vi i hvert fald indtil videre har kunnet se og kortlægge. Universet er ubeskrivelig stort, og med alle dens galakser og stjerner er den samlede sum af energi og kraft så ufattelig stor, at man bare må stå tilbage og sige: wow.

I Første Mosebog kapitel 1, vers 1 ser vi, hvem kilden og ophavet til al denne kraft og energi er. Der står:

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden."
Første Mosebog 1, 1

Med sit ord talte han universet og al skabelse til eksistens. Salmisten betegner himlen med alle dens stjerner som Guds fingres værk:

"Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der,"
Salme 8, 4

Universet vidner om en mægtig skaber. Universet vidner om en Gud, hvis kraft og magt er uendelig.

Hvad gør Gud helt unik?

Gud er usammenlignelig i den henseende. Gud er ikke bare stærk, Gud er ikke bare stærkere og mægtigere end noget andet væsen — det er han absolut. Der er ingen og intet, der i styrke kan nærme sig ham. Men det, der også gør Gud helt unik, helt til side for alt andet, er, at han ikke bare er stærk, men han er almægtig. Han besidder al magt fra start til slut.

Skriften proklamerer, at Gud er almægtig, og det ser vi ikke mindst i Salmerne. Salme 24 vers 8 beskriver for eksempel Gud Herren som stærk og vældig:

"Hvem er ærens konge? Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig."
Salme 24, 8

Salme 62 vers 12 siger, at hos Gud er der magt:

"Én ting har Gud sagt, to ting har jeg hørt: Hos Gud er der magt,"
Salme 62, 12

Salmisten i 147 vers 5 proklamerer, at Vor Herre er stor, mægtig i styrke:

"Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål."
Salme 147, 5

I Salme 115 står der, at Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil:

"når vores Gud er i himlen og gør alt, hvad han vil?"
Salme 115, 3

Han er så stærk og mægtig, at der ingen er, der kan sammenlignes med ham. Salme 89 vers 7 siger:

"For hvem i skyen står mål med Herren, hvem blandt gudssønnerne er Herrens lige?"
Salme 89, 7

Det er et retorisk spørgsmål, og svaret i dets kontekst er, at ingen kan måles med ham, hverken her på jord eller i den åndelige verden. Martin Luther sagde med rette om Guds store fjende, Satan, djævelen, at han er Guds djævel, og han kan intet gøre, som Gud i sin almagt og suverænitet ikke først tillader ham. Djævelen er Guds djævel — Satan kan intet, som Gud ikke først tillader ham. Det er et tema, som vi for eksempel ser meget tydeligt i Jobs Bog, hvis I skulle være interesseret i at dykke ned i det.

Biblens klare lære er, at Gud er almægtig, og Gud vil, at vi skal vide, at han er almægtig og stærk. Han vil, at vi svage og svækkede mennesker skal se hen mod ham og søge liv og styrke hos ham, som har al magt, og som kalder os til at leve et liv til hans pris og ære.

Hvad betyder det, at Gud er almægtig?

Hvad betyder det egentlig, at Gud er almægtig? I vores katekismerejse lyder spørgsmålet ganske enkelt: Kan Gud gøre alting? Svaret er: Ja, Gud kan gøre al sin hellige vilje. Der er selvfølgelig ting, som Gud ikke kan gøre, som går imod hans hellige vilje. Han kan for eksempel ikke lyve, han kan ikke synde, og han kan ikke fornægte sig selv. Guds almagt og styrke kommer altid til udtryk i perfekt harmoni med hans øvrige egenskaber. Der er en perfekt harmoni for eksempel mellem Guds visdom, godhed og almagt. Når han viser og udtrykker sin styrke, gør han det på en perfekt måde, der ikke kompromitterer hans øvrige egenskaber. Guds styrke er fuldkommen god, den er fuldkommen hellig, og den er altid udtrykt med en perfekt visdom, så det tilvejebringer det bedste udkomme til Guds egen ære.

Sværvægtsteologen Stephen Charnock beskriver det sådan her omkring Guds kraft:

"Guds kraft er den egenskab og styrke, hvorved han udvirker eller tilvejebringer hvad som helst, han har lyst til, hvad som helst han i sin uendelige visdom og uendelige renhed har besluttet sig for at gøre. Hvor forfængeligt og tomt ville det ikke være, hvis Gud i sine beslutninger ikke også havde kraften til at få dem udført. Uden magt ville Guds barmhjertighed blot være en mat og svag medynk, hans løfter ville blot være tomme ord, hans advarsler ville være som et fugleskræmsel. Men Guds kraft og almagt er som ham selv: den er uendelig, evig, ubegribelig. Den kan hverken svækkes, stå imod eller frustreres af nogen eller noget." – Stephen Charnock

Guds kraft er uendelig, og den er uforanderlig. Prøv lige at overveje det. Du må hver dag spise noget, der kan give dig energi, og for at blive stærk må du forbruge energi og træne dine muskler. Når du forbruger energi, bliver du jo træt, og du har behov for at restituere, for at hvile dig, og derefter har du brug for at indtage mere energi igen. Den cyklus fortsætter: du arbejder, du bliver træt igen, og du må hvile dig. Hvis du bare sidder stille og ikke gør noget, vil dine muskler helt af sig selv svinde ind. Oven i det bliver nogle endda syge, og de svækkes yderligere. Nogle er ramt af kroniske tilstande og er langvarigt svækkede. Nogle er endda afhængige af andre for hjælp, fordi deres egen styrke og overskud bare ikke rækker.

Men Gud er almægtig. Han har al magt, og det har han i evighed haft, og det vil han i evighed have. Hans styrke er uforanderlig, den kan ikke svækkes, den er i ham iboende. Han skal ikke hente sin styrke andetsteds fra — den er altid i ham, uophørligt. Når Gud demonstrerer sin styrke, for eksempel da han skabte universet, blev han ikke træt, han har ikke behov for at hvile sig. Det er lige så nemt for ham at skabe et sandkorn, som det er for ham at skabe en hel galakse.

En af mine absolutte yndlingstekster er Første Mosebog kapitel 1, hvor verset taler om, hvordan Gud skabte solen og månen. Det i sig selv er jo fuldstændig vildt — hvordan Gud skaber solen og månen, og til sidst i verset, næsten bare som en bimærkning, så står der "og stjernerne". Stjernerne skabte han også — lige de der milliarder af galakser og stjerner, dem skabte han også. Han gjorde det ved at tale dem ind i eksistens. Han er i sandhed almægtig.

Hvem er Gud den almægtige?

Den, der ikke kan gøre alt, hvad han vil, og få sit ønske realiseret, kan ikke være Gud. Nogle mennesker har rigtig gode intentioner. De har drømme og visioner og planer, der måske er rigtig, rigtig gode, velmenende planer, der kan bringe lykke og velstand til deres omgivelser, hvis det lykkedes. Men de har hverken magten eller evnen til at få deres planer realiseret, i hvert fald ikke fuldt ud. Kender I det? Det er også det, man kalder for en politiker. Det er jo sådan, alle politikere har det — de har masser af mål og visioner, gode intentioner og kampagner, men er i bund og grund meget begrænset i den reelle magt og autoritet, de besidder til at få deres velmenende planer udført. Der kan være langt fra ord til handling og resultat. Der er en masse store og flotte ord, store tanker, men hvor er resultaterne henne? Vi har måske selv drømme og ønsker, men har ikke det, der skal til for at få det realiseret. Mennesket som menneske er bare så begrænset.

Men Gud har ingen, absolut ingen, begrænsninger for det, han vil. Hvis Gud i sin hellige og perfekte visdom ønsker at gøre noget, han vælger vil være godt at gøre, så har han også kraften og magten til at udføre sin vilje. Ingen og intet kan stå ham imod.

I Daniels Bog kapitel 4 vidner den daværende mægtigste mand på jorden om netop dette faktum. Kong Nebukadnesar havde stort set erobret alt, hvad der var at erobre. Hans rige var uden lige, og en dag betragtede han sit rige og blev bare fyldt med hovmod og stolthed, og han tilskrev æren fuldstændig til sig selv. Profeten Daniel advarede ham om sit hovmod og tilskyndede ham til at omvende sig og vende sig mod Gud, men det gjorde han ikke. Noget tid efter at være blevet advaret, så ydmygede Gud ham som ingenting. Gud lod den her mægtige, hovmodige mand ramme en sindslidelse, så han for en periode opførte sig som et dyr. Han åd græs som en okse, står der, en sindslidelse som man i dag kalder for lykantropi — en vrangforestilling om, at man er forvandlet til et dyr. Men efter en periode helbredte Gud ham, og Nebukadnesar kom til sin forstand igen. Lektien var lært. Nogle gange skal der altså hæftige metoder til. Så hvis der er nogen, der advarer jer, så tag imod advarslen hurtigt, ellers kan det gå samme vej. Det håber jeg ikke. Nebukadnesar kunne nu løfte sine øjne til himlen og prise Gud, og i sin lovprisning læser vi i Daniels Bog 4, 32, hvor Nebukadnesar siger:

"og jordens beboere er for intet at regne. Han handler, som han vil, med himlens hær og jordens beboere, ingen kan hindre ham og sige: 'Hvad er det, du gør?'"
Daniels Bog 4, 32

Ingen kan hindre Gud — hverken verdens mægtigste mand eller noget andet kan hindre Gud i at udføre, hvad end han vil. Gud er almægtig.

Intet er umuligt for Gud

Jeg vil gerne nævne et eksempel fra Det Gamle Testamente, hvor vi ser Guds almagt komme til udtryk i en situation, der rent menneskeligt set så helt umulig ud. I Første Mosebog kapitel 15 laver Gud en pagt med Abraham, hvor Gud lover Abraham — Gud giver et løfte til Abraham — om, at Gud vil gøre ham til et stort folk. I vers 5 læser vi, hvordan Gud fik Abraham til at se op mod himlen og prøve at tælle stjernerne, og Gud sagde:

"Så tog han ham udenfor og sagde: 'Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.' Og han sagde: 'Så mange skal dine efterkommere blive.'"
Første Mosebog 15, 5

Abraham havde på dette tidspunkt ingen børn. Sara, hans kone, var barnløs. Men de troede på Guds løfte. Årene gik, og de gik, og de gik, og deres tro blev sat på prøve, og der var stadigvæk ingen børn. Troen begyndte at vakle. Kunne Gud nu virkelig holde sit løfte? Med lidt pres fra Sara tog de sagen i egen hånd, og Hagar — slavekvinden Hagar — blev gravid, for på den måde at sikre sig en efterkommer. Men det var ikke gennem slavekvinden Hagar, at Guds løfte om en udvalgt nation skulle gå i opfyldelse, men gennem Sara.

Hele 13 år skulle gå, og hele 13 år senere var Sara stadigvæk barnløs. Hun var nu 90 år gammel, langt over tidsrammen for, hvornår en kvinde på den tid — også i dag — kunne blive gravid. Abraham var 99 år. Så åbenbarede Gud sig for Abraham igen, og det gjorde han i kapitel 17 vers 1 af Første Mosebog. Der opmuntrer Gud Abraham til at stole på ham af hele hjertet, til at stole på Guds styrke og ikke læne sig op ad menneskelig styrke eller menneskelig visdom, som Abraham og Sara jo havde gjort tidligere i deres forsøg på ligesom at hjælpe Gud. Men Gud åbenbarer sig nu for Abraham, og han åbenbarer en af sine navne, en af sine egenskaber, for Abraham, for at Abraham skulle sætte sin lid ikke til sin egen styrke, men til Guds styrke. Det navn, som Gud åbenbarede for Abraham, var navnet El Shaddai — Gud den Almægtige. I Første Mosebog 17, 1 læser vi:

"Da Abram var nioghalvfems år, viste Herren sig for ham og sagde til ham: 'Jeg er Gud den Almægtige! Du skal vandre for mit ansigt og være udadlelig.'"
Første Mosebog 17, 1

I de efterfølgende vers bekræfter Gud igen og uddyber pagten med Abraham, at han skulle være fader til en hel nation — ikke gennem Hagar, men gennem Sara. På en måde sagde Gud til Abraham: "Abraham, jeg ved, at du og Sara er gamle, og rent menneskeligt er det fuldstændig utænkeligt og umuligt for jer at blive gravide. Men intet er umuligt for mig. Jeg er El Shaddai. Jeg er Gud den almægtige. Stol på mig og mit løfte." I kapitel 18 vers 14 siger Gud det direkte til Abraham igen:

"Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn."
Første Mosebog 18, 14

Året efter skete det umulige. Sara, 90 år gammel, fødte en søn, Isak. Abraham og Sara lærte, at intet i sandhed er umuligt for Gud. I Romerbrevet har vi vidnesbyrdet om deres tro, hvor vi i Romerbrevet 4, 21 læser, at de nu var:

"og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre."
Romerbrevet 4, 21

Jeg tror, vi alle har erfaret, at mennesker ofte har det med at love mere, end de kan holde. Måske har vi selv lovet nogen noget, og så alligevel af den ene eller anden årsag var blevet forhindret i at kunne være tro over for det løfte. Hvor mange gange har vi ikke, selvom vi har givet velmenende løfter, alligevel kommet til at svigte vores børn for eksempel? Når man har oplevet svigt nogle gange, så skal der ikke så meget til, før man udvikler en tendens til at overføre ens skepsis på Gud — er han egentlig ikke bare ligeglad? Det var lidt det, som Abraham og Sara — de begyndte at tvivle om, hvorvidt Gud nu også virkelig kunne være tro mod sit løfte. Er Gud nu virkelig i kontrol? Har han virkelig magten til at kunne bringe lys og forvandling ind i den her håbløse situation, som jeg befinder mig i?

Men Biblens budskab er, at Gud er almægtig, og at han er større end det største problem i dit liv, og han kan løse hvilket end problem du befinder dig i, eller give dig styrken og nåden til at komme igennem det. Profeten Jeremias, som vi også kender som den grædende profet, midt i en dyster situation i Israels historie, hvor alt bare var så sort og mørkt og dystert, kunne i tro rette sit blik mod Gud og proklamere, at intet er umuligt for ham.

Flere år efter blev Abrahams tro — hvis vi lige vender tilbage til Abraham og Sara — igen sat på prøve. I Første Mosebog 22 kalder Gud Abraham til at gøre det utænkelige: at ofre sin søn, ham han elsker, til at ofre Isak på Moria-bjerget. Denne gang vaklede Abraham ikke i sin lydighed eller tro mod Gud. Da alt var klart, alteret var bygget, brændet lagt på, og Isak, som villigt var gået med, nu var bundet ovenpå brændet og lå klar til at blive slagtet, rakte Abraham hånden ud, læser vi, og tog kniven for at slagte sin søn. Men i sidste sekund stoppede Gud Abraham. Abrahams tro var blevet testet og fundet udadlelig, og i stedet for Isak fik Abraham øje på en vædder, der sad fast i noget krat, og han ofrede den i stedet.

Hvad kunne få Abraham — vi tænker måske: "Det kunne jeg aldrig finde på at gøre", og det ville Gud heller aldrig bede om at gøre, det var et særtilfælde her — men hvad kunne få Abraham til at være villig til at gå hele vejen med at slagte sin egen elskede, eneste søn, løftets barn? Svaret finder vi i Hebræerbrevet 11, 17-19:

"I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: 'Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;' for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage."
Hebræerbrevet 11, 17-19

Abraham troede Guds løfter. Gud havde lovet ham, at han skulle blive et talrigt folk gennem Isak, så han tvivlede derfor ikke på Gud, og at Gud med sikkerhed kunne oprejse selv Isak fra døden, hvis det var kommet så vidt, at han skulle være blevet slagtet.

Hvordan vandt Gud over synd og død?

Næsten 2000 år senere skulle en anden far ofre sin søn, formentlig på den selvsamme bakke, hvor Abraham og Isak var på den dag — en bakke, hvor der nu stod et kors af træ, hvorpå Guds elskede, enbårne søn Jesus Kristus hang for at sone menneskets synd og tage straffen, som vores synder fortjente, nemlig Guds hellige og retfærdige vrede.

Biblen lærer os meget simpelt, men meget alvorligt, at synd adskiller mennesket fra Gud. Synd er lovbrud, står der i Første Johannesbrev 3, 4:

"Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud."
Første Johannesbrev 3, 4

Siden syndefaldet, hvor synd kom ind i verden og blev en integreret del af vores liv, har den besmittet enhver afkrog af, hvem vi er — vores måde at tænke på, at tale på og at handle på. På grund af synden er vi blevet adskilt fra hellige Gud, og synden har fuldstændig ødelagt mennesket. Romerbrevet kapitel 3 fortæller os, at mennesket har mistet herligheden fra Gud. Også i Romerbrevet 3 lærer vi, at ingen er retfærdig, og der er ingen, der søger efter Gud. På en måde bliver vi født allerede ødelagte. Salme 51 taler om, at i synd er vi undfanget:

"I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig."
Salme 51, 7

Vi er adskilt fra Gud, og vi er født med en nedarvet tilbøjelighed til at løfte vores knyttede hånd i oprør mod vores skaber, og den ånd ser vi overalt omkring os. Syndens effekt er så stærk i mennesket, og derfor ser vi så meget ødelæggelse og krig, og vi ser selviskhed og had overalt omkring os. Vi ser familier gå i stykker, vi ser oprør mellem børn og deres forældre, vi ser, hvordan vores verden et eller andet sted er ved at gå op i sømmene. Hør her om den omfattende skade, som synd har forvoldt her i disse sidste tider, når vi læser Andet Timotheusbrev kapitel 3 vers 2-4 om den tid, vi nu lever i:

"For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud;"
Andet Timotheusbrev 3, 2-4

Den udtalelse rammer bare spot on i vores tid og dag. Syndens destruktive kraft i vores liv og vores samfund er enorm, den er gennemgribende, og den rammer alle mennesker. Ingen er undtaget. Syndens ultimative konsekvens er, som vi lærte i Biblen, døden — evig adskillelse fra Gud, adskillelse fra selve livet. Romerbrevet 6, 23 siger:

"For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre."
Romerbrevet 6, 23

Syndens ultimative konsekvens er døden. Men de gode nyheder er, at der er en kraft, som er så meget mægtigere end syndens ødelæggende kraft, og det er Guds kraft, som den bliver demonstreret i evangeliet — de gode nyheder om den frelse og livsforvandlende kraft, der er i troen på Guds søn Jesus Kristus, korsfæstet, død for vores synder og opstået fra graven. Faktisk siger Romerbrevet kapitel 1 vers 16, at evangeliet er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror:

"For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker."
Romerbrevet 1, 16

Ja, syndens løn er døden, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre. Gennem Kristus er syndens kraft blevet fuldstændigt tilintetgjort for dem, som er i Kristus. Første Korintherbrev 15, 54-57 proklamerer:

"Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!"
Første Korintherbrev 15, 54-57

Vi havde ikke selv kraften til at sejre over syndens og dødens magt. Vi har ikke kunnet opfylde Guds lov. Vi er kun eksperter i at bryde Guds lov. Men det er kun i Kristus, at vi finder frelse og forsoning med almægtige Gud. Kristus opfyldte Guds lov til punkt og prikke på vores vegne. Jeg ved, at mange her i dag er personlige vidner på Guds forløsende og forvandlende kraft i jeres liv.

Hvad må vores respons være?

Når vi nu hører, at Gud er almægtig, at han besidder al magt, at han er himlens og jordens skaber, at han gør, som han vil, når vi hører, at han udretter det umulige som med Abraham og Sara, og sejrer over synd og død — hvordan må vores respons da være? Jeg vil blot kort her nævne to.

For det første: som kristen må vores respons være inderlig tilbedelse og gudsfrygt. Når vi hører om Guds magt og vælde, må det lede os til en gudfrygtig tilbedelse af ham, som er almægtig. Må vi give ham lov og ære for den mægtige Gud, han er. Vi skal frygte ham. Gud er en frygtindgydende Gud, der besidder al magt. Vi skal ikke tale let på Gud. Vi skal ikke glemme, at han er Gud, at han er El Shaddai. Gud er ikke vores "homeboy", som jeg har hørt nogen i min ungdom kalde ham, som om han var en eller anden kammerat fra nabolaget. Nej, Gud er almægtig, og han beskrives i Hebræerbrevet 12, 29 som en fortærende ild:

"For vor Gud er en fortærende ild."
Hebræerbrevet 12, 29

Efter Gud demonstrerede sin magt gennem de 10 plager og befriede Israel ud af 430 års slaveri i Egypten og førte dem gennem havet, som han splittede op og banede en vej for dem at gå, da han mødte nationen derefter på Sinaj-bjerget, indhyllet i en mørk sky for at skjule sin herlighed, skælvede hele folket af frygt for Gud, og med rette. Gud havde ledt dem ud af Egypten nu for at kunne tilbede ham, også som Martin læste her fra Femte Mosebog kapitel 10, at de skulle frygte ham og leve for ham, elske ham, tilbede ham. Må det være vores respons. Gud vil, at vi skal have en hellig gudsfrygt for ham og tilbede ham alene. Må vores hjertes lovsang og indstilling stemme i med den lovsang, Moses sang efter den store eksodus fra slaveri til frelse, hvor han i Anden Mosebog 15, 11 synger:

"Hvem er som du blandt guder, Herre? Hvem er så mægtig og hellig, frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som du?"
Anden Mosebog 15, 11

For dig, som måske ikke er kristen, som ikke er i et frelsende forhold til Gud, må det her også lede dig vej til gudsfrygt. Den her lære om, at Gud er almægtig — Jesus giver en advarsel i Matthæusevangeliet 10, 28, at man ikke skal være bange for dem, der bare kan dræbe kroppen, dræbe en rent fysisk, men vi skal frygte ham, der både kan sende vores legeme og sjæl i helvede:

"Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede."
Matthæusevangeliet 10, 28

Må det lede os til omvendelse og tro på ham, som er fuld af nåde, og som besidder magten og kraften til at kunne tilgive og frelse og redde dit liv.

For det andet: må det lede os til at stole på Gud. Der hvor alt ser håbløst ud, midt i vores magtesløshed, der kan Guds nåde og kraft komme til udtryk og udøves. Så helt håbløst ud så det for Abraham og Sara, men intet er umuligt for Gud. Når vi har en Gud, som besidder al magt, må det give os stor frimodighed til at søge bønnesvar hos ham i hvilken som helst omstændighed, vi befinder os i. Stol på Herren af hele dit hjerte, bliver vi opmuntret til i Ordsprogenes Bog 3, 5:

"Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt."
Ordsprogenes Bog 3, 5

Samtidig med at Gud er en frygtindgydende og hellig Gud, så er han, hvis vi er i Kristus, også vores himmelske far, hvis faderhjerte bløder for sine egne. Han længes efter, at vi med stor frimodighed træder frem for hans nådes trone og kaster vores bekymringer på ham, for han har omsorg for sine egne. Midt i alle de kampe og udfordringer, som kong David befandt sig i, kunne han nærmest som sit livs vidnesbyrd sige i Salme 27 vers 1:

"Af David. Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for?"
Salme 27, 1

Når almægtige Gud er ens himmelske far, når vores synder er blevet sonet for evigt og altid, og vores frelse er sikker i Kristus, så lad os dagligt gå til ham i bøn. Lad os dagligt gå til ham for at hente vores daglige styrke med stor frimodighed. Lad os tør bede store og modige bønner til ham, som besidder al magt, for intet er umuligt for Gud.

Lad mig slutte af med ordene fra Efeserbrevet kapitel 3 vers 20-21:

"Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen."
Efeserbrevet 3, 20-21

Amen.