Gud er retfærdig

Vi sang her til sidst:

"Ren og retfærdig, himmelen værdig, er jeg i verdens frelser, alt nu."

Det er en fantastisk sandhed. Tænk at vi uretfærdige og uværdige syndere kan synge ud, at vi er rene og retfærdige. Det kan vi kun, fordi han er ren og retfærdig, og det er hans retfærdighed, vi som Guds børn ved tro på Kristus og ved Guds nåde alene er klædt med. Det er Kristi pletfri, hellige og rene retfærdighed, der gør os himmelen værdig.

Gud er retfærdig. Gud er retfærdig. Netop det, at Gud er retfærdig, vil jeg gerne sætte fokus på i dag i den her serie omkring Guds egenskaber. Hele Skriften fra start til slut vidner om, at Gud er en retfærdig Gud.

Efter den store exodus, hvor Gud med en mægtig arm befriede israelitterne ud af 400 års egyptisk slaveri, og efter 40 års ørkenvandring, hvor en ny generation af israelitter nu stod lige foran tærsklen til at skulle indtage det forjættede land, der skrev Moses en længere lovsang, som starter i Femte Mosebog kapitel 32. Vi skal kun lige læse de første vers, vers 3 og 4, og der hører vi disse ord i hans lovsang til Gud i Femte Mosebog 32:

"Herrens navn vil jeg forkynde, giv vor Gud ære! Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette, en trofast Gud uden svig, retfærdig og retskaffen."
Femte Mosebog 32, 3-4

Moses var en prøvet mand. Han var en trofast Guds tjener, som nu nærmede sig målstregen af sit eget troslæreb. Han stod, som sagt, på tærsklen til at skulle krydse Jordanfloden og indtage det forjættede land, som Gud havde givet dem. Moses stod selv foran tærsklen til evigheden, for hans jordiske rejse var nu ved at være forbi. Rejsen havde været lang og hård, og desværre var den primært karakteriseret af israelitternes oprør, deres ulydighed og deres vantro. Det gjorde det hele til en meget udfordrende opgave for Moses at lede det her folk. Men igennem det hele var Gud, som Moses skriver, som en trofast klippe, uforanderlig i sit væsen, og han var retfærdig, retfærdig og retskaffen uden svig.

Moses bryder nu ud i en lovsang, hvor han maler en skarp kontrast til menneskets svagheder og Guds fuldkommenhed. I verset her kalder Moses folket til at give Gud ære for, hvem han er, fordi han er klippen, altid den samme, fuldkomne, almægtige Gud, der er al ære værdig. Moses erkender, at Gud helt igennem er retfærdig. Alle Guds gerninger, alle hans veje, alt hvad Gud gør, er ret, fuldkomment og retfærdigt. Det er han vedvarende og konstant som en klippe, der ikke ændrer sig gennem tiden. I al evighed har han været og altid vil være retfærdig.

Bare for at gøre det helt klart, så udtrykker Moses det også i negativ forstand: at Gud er en trofast Gud uden svig. Med andre ord: han kan ikke andet end hele tiden være trofast og ret og udøve retfærdighed, for det er, hvad Gud er i sin natur, i sin essens. Han er retfærdig.

I både Det Gamle og Det Nye Testamente betyder ordet "retfærdig" både på hebraisk og græsk i en fysisk forstand noget, der er helt lige, og i en etisk eller moralsk forstand noget, der er rigtigt, korrekt, det rette at gøre. Gud er helt igennem retfærdig, og han vil altid handle ret i overensstemmelse med, hvem han er. Han kan ikke være eller gøre anderledes.

Til forskel fra os, hvor vi som mennesker måske kan prøve at hige og stræbe efter at imødekomme en standard for, hvad der er rigtigt, en standard der ligger uden for os, over os, en lov eller et moralsk princip, så er Gud iboende i selve sin natur retfærdig. Han har ingen lov eller standard udefrakommende, som han skal leve op til eller måles efter. Gud higer og stræber ikke efter at være retfærdig, men helt essentielt, helt naturligt for ham er han selve retfærdigheden og gør derfor altid, hvad der er ret. Han er derfor også den ultimative standard for, hvad der er rigtigt, og implicit også for, hvad der er forkert.

Wayne Grudem definerer Guds retfærdighed som det, at Gud altid handler i overensstemmelse med, hvad der er ret, og han er i sig selv standarden for, hvad der er ret.

Som treenig Gud er han retfærdig. Johannesevangeliet 17, 25 siger, at Gud Fader er den retfærdige Fader. I Første Johannesbrev 2, 1 læser vi om Jesus Kristus, Sønnen, den anden person af guddommen, at han er den retfærdige. Gud Helligånden er den, der overbeviser verden om synd og om retfærdighed og om dom.

Salme 11, 7 siger om denne treenige Gud:

"For Herren er retfærdig, han elsker ret, de retskafne skal se hans ansigt."
Salme 11, 7

Ham, som er retfærdigheden selv, han elsker ret, og det er kun dem, som selv er retskafne, der skal se hans ansigt.

Salme 45, 8 siger om Gud, at han elsker ret. Og omvendt: han hader uret. Kan Gud virkelig hade noget? Ja, han hader uret. Uretfærdighed vækker hans harme. I verset lige før, det vil sige Salme 45, 7, står der om Guds trone, at den står til evig tid, og hans kongescepter, for det er, hvad Gud er. Han er en konge. Han er, som Johnny også sagde, Kongernes Konge og Herrernes Herre, og han er hele universets dommer. I Salme 45, 7 står der, at hans kongescepter er retfærdighedens scepter.

Gud elsker ret og hader uret

Gud er helt igennem retfærdig. Han elsker ret. Han hader uret. Han er en almægtig og suveræn og hellig konge, som med sit kongescepter regerer over hele sit univers med en absolut, fuldkommen retfærdighed. Guds retfærdighed er fundamentet for, hvordan han regerer som konge og herre over sit univers. Det er både en betryggende tanke, men det er også en skræmmende tanke. Det er betryggende, fordi han altid vil handle og dømme i retfærdighed. Han vil aldrig, og han kan aldrig gøre noget forkert. Men det er også en skræmmende tanke, fordi han netop altid vil handle og dømme i fuldkommen retfærdighed uden partiskhed eller fordom.

Salme 97, 2 siger om Gud, at retfærdighed og ret er hans trones grundvold. Andet Timotheusbrev 4, 8 fortæller os, at Gud Herren er den retfærdige dommer. Som denne verdens dommer vil han udøve ret. Han kan ikke andet end at udøve ret, for det er, hvad Gud er. Han er retfærdig.

Jeg vil gerne se på tre aspekter af det, at Gud er retfærdig, i lyset af sin relation og interaktion med mennesker. Det første, jeg gerne vil komme ind på, er Guds krav til os i lyset af hans egen retfærdighed.

Guds krav til os i lyset af hans egen retfærdighed

Som denne verdens skaber og suveræne hersker, i henhold til sin egen hellige og retfærdige natur, stiller han krav til mennesket om at leve i henhold til sin lov. Gud skaber mennesket i sit billede med en moralsk lov skrevet på deres hjerter, og gennem loven og profeterne gør han det også udtrykkelig klart i sit ord, hvad den lov er, hvad Guds krav til mennesket er.

Guds lov, som er opsummeret for os i de ti bud og komprimeret pakket yderligere sammen til to overordnede bud, hvad Jesus siger for eksempel i Matthæusevangeliet 22, hvor Jesus siger:

"Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv."
Matthæusevangeliet 22, 37-39

Det er de to overordnede bud, der opsummerer det hele. Det er Guds krav til os, og Guds lov, som Romerbrevet 7, 12 siger, er god, den er retfærdig, og den er hellig. Guds lov reflekterer Guds eget hellige væsen. Det er en god lov, en retfærdig lov, en lov der medfører velsignelser til den lydige, til den der er lydig mod Guds lov, men samtidig også trusler om straf mod den ulydige.

Som skaber og dommer har han enhver ret til at kræve af sin skabning og pålægge dem at leve i henhold til den lov, som han stadfæster. Gud, som er en ordens Gud, for at samfund og familieliv, relationer, kan leve i fred og velsignelse, og for at mennesker kan leve i et ret forhold til deres skaber, sætter en standard, en lov, for hvordan mennesker skal leve. Inden for disse rammer hviler der fred og velsignelse. Overtræder man Guds lov, fører det til trusler og straf, og Guds trusler er aldrig tomme. Ganske enkelt sagt: fordi Gud er retfærdig, så kræver han det samme af sin skabning. Tredje Mosebog 11, 44 reflekterer det her, hvor der står:

"For jeg er Herren jeres Gud; I skal hellige jer og være hellige, for jeg er hellig."
Tredje Mosebog 11, 44

Færdselsregler er det ikke bare for sjov. De er til for, at vi alle kan begå os trygt i trafikken. Bryder man fartgrænsen, eller krydser man et rødt lys og bliver opdaget, så koster det en bøde, måske endda sit kørekort, og i værste tilfælde kan ens lovovertrædelse koste andre menneskers liv eller sit eget. Love inden for handel er til for at sikre en fair handel og bekæmpe snyd og bedrag. Ordsprogenes Bog 11, 1 siger:

"Falsk vægt vækker Herrens afsky, nøjagtige lodder har hans velbehag."
Ordsprogenes Bog 11, 1

Gud hader, når der hersker uret og korruption i et samfund, særlig når den her råddenskab når helt op på ledelsesplan, i regeringer, i ledende stillinger og i retsvæsenet. Ordsprogenes Bog 17, 15 siger:

"Den, der frikender en skyldig, og den, der dømmer en uskyldig, vækker begge Herrens afsky."
Ordsprogenes Bog 17, 15

Regler og love er til for at sikre tryghed og fred og velsignelse i et samfund. Gud, som den retfærdige dommer og hersker over sin skabning og sit univers, pålægger mennesket at overholde Guds lov. Gud, som vi har set, hader uret. Han hader, når mennesker lyver, når mennesker stjæler og bedrager hinanden, ikke fordi der er en eller anden arbitrær lov eller standard, som bliver brudt, men fordi lovbrud, som er synd, er en direkte fornærmelse af Gud selv. Helt grundlæggende, ud fra sin egen retfærdige natur, kræver Gud, hvad der er ret og retfærdigt, og de krav, som Gud pålægger os, Guds love og formaninger, de er i sig selv ikke åg, men som Salme 119, 144 siger det:

"Dine formaninger er retfærdige i evighed, giv mig indsigt, så jeg kan leve!"
Salme 119, 144

Det er nogle gode bud. Det er nogle gode love. Det leder så til mit andet punkt, det andet aspekt af Guds retfærdighed, som vi skal se på, nemlig Guds gengældende eller straffende retfærdighed.

Guds gengældende retfærdighed

Som universets dommer og universelle lovgiver kræver han af sin skabning lydighed mod ham. Guds retfærdighed er et naturligt udtryk for hans hellighed. Gud er uendelig ren og hellig og står derfor med en fortærende nidkærhed imod al uretfærdighed og synd. Den hellige modstand mod synd, for at Guds ære må blive opretholdt, må og skal komme til udtryk ved, at Gud straffer synd og uretfærdighed. Han kan ikke være en retfærdig Gud, hvis han ikke straffer uretfærdighed. Han afskyr synd, og han kan ikke forblive passiv imod synd, da synd ultimativt er en handling begået direkte imod ham. Synd er en krænkelse imod Guds væsen. Det er en hån imod ham. Derfor er Gud også en Gud, der straffer, og som en trofast og sandfærdig Gud er hans trusler bindende. Det er ikke bare tomme ord. Gud lyver aldrig.

Vi ser Guds straffende retfærdighed mod mennesket, når det ikke indordner sig under Guds lov, for første gang i Edens have. I Første Mosebog 2, 17 advarer Gud Adam:

"Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!"
Første Mosebog 2, 17

Den frugt de ikke måtte spise af. Det eneste træ i en eller anden vidunderlig have fyldt med træer, de kunne mætte sig med, der var et træ, de ikke måtte spise af, og Gud advarede Adam: den dag du spiser af det, skal du dø. Vi ved, at den trussel ikke blot var tomme ord. Med Adams synd blev mennesket adskilt fra Gud, fra livet selv, og død både fysisk og åndeligt og lidelse har lige siden karakteriseret den menneskelige eksistens.

Lovbrud medfører Guds straf og forbandelse. Femte Mosebog 27, 26 siger:

"Forbandet være den, der ikke holder ordene i denne lov i hævd og følger dem."
Femte Mosebog 27, 26

Profeterne proklamerer det samme budskab og advarer, at den, der synder, skal dø, Ezekiels Bog 18, 4. Måske er der nogen, der tænker: Jamen det var jo Det Gamle Testamente. Vi er jo i nådens tid nu. Der var jo Det Gamle Testamentes Gud, og så har vi Det Nye Testamentes Gud. Vi er i nådens tid nu. Alt det med dom og straf, det er noget, der hører fortiden til. Men apostlen Paulus følger nøjagtig den samme tråd som i Det Gamle Testamente, når han skriver i Romerbrevet 6, 23, at syndens løn er død. Senere i Romerbrevet 12, 19 citerer Paulus Det Gamle Testamente. Han er fuldstændig enig med Det Gamle Testamente med ordene fra Guds mund: "Hævnen og gengældelsen tilhører mig," siger Gud.

Som nævnt i forhold til vores forfædre, vores første far i Edens have, er Guds advarsler ikke tomme. Han straffer uretfærdighed, som vi ser det igennem hele Skriften, lige fra syndefaldet i Edens have til den verdensomspændende syndflod på Noas tid og senere straffen ved forvirringen ved Babelstårnet, og videre til Sodoma og Gomorra, til plagerne i Egypten, Guds dom over Egypten. Selv Guds eget folk har måtte se konsekvenserne i øjnene, når de trodser Gud og vender ham ryggen, hvordan Gud med retfærdig vrede bringer Israels fjender over dem og senere sender dem endda i eksil hos assyrerne og babylonerne.

Vi ser Guds retfærdige vrede også i Det Nye Testamente, mod for eksempel Ananias og Safira, hvordan de blev dræbt på stedet for at have løjet mod Guds Helligånd. Vi ser Jesus' intense vrede mod vranglære og mod de religiøse ledere, som udnyttede folket og ledte dem på afveje. Vi vil en dag se Guds vrede ramme hele jorden, når han på dommedag kommer for at adskille fårene fra bukkene og sende enhver lovbryder, der ikke vil vende sig mod ham i anger og tro. Dem vil han i en evighed straffe i helvede, et sted som Gud har skabt, en evig ild, som også er bestemt for djævlen og hans engle, et sted hvor der vil være gråd og tænderskæren, et sted med evigt mørke.

Salme 7, 12 siger:

"Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag."
Salme 7, 12

En Gud, der harmes hver dag over al den synd, han ser rundt omkring i verden. Al synd støder Guds retfærdighed og hellige væsen, og derfor, som Romerbrevet 1, 18 siger:

"For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed."
Romerbrevet 1, 18

Huha. Det er et budskab, verden ikke kan lide at høre. Verden har det godt med ideen om en gud, der tilpasser sig verdens egne normer og kulturer, sådan en hyggelig julemandsgud, som opfylder alles ønsker, og som aldrig kunne finde på at straffe nogen med en evighed i helvede. Verden afskyr tanken om en retfærdig Gud, en Gud der er hellig, en Gud der er så højt hævet over menneskers standarder, en Gud der ikke kan bestikkes eller tvinges, en Gud man ikke kan løbe om hjørner med, en Gud der ikke vil se igennem fingrene med ondskab, en dommer der ser alt og ved alt, så man ikke kan skjule kendsgerningerne fra hverken handlinger gjort, ord udtalt eller tanker tænkt. Han ser det hele, og han ved alt. Intet kan skjules for ham, lærer vi i vores katekisme også.

Ja, Gud er sen til vrede, som profeten Nahum siger, og mange bliver i Guds nåde ikke straffet med det samme. Nogle gange er det, som om at det går de onde rigtig godt. Vi ser dem leve i velstand, og det ser ud til, at de slipper afsted med deres forkerte og uretfærdige handlinger. Det ser ud, som om at de bare kan gøre alt den ondskab, som de har lyst til, helt uhæmmet, fri for konsekvenser. Man spørger: Jamen, hvor er du, Gud? Hvorfor tillader du denne uretfærdighed at trives? Men videre i det samme vers fra Nahum kapitel 1, vers 3, står der:

"Herren er sen til vrede, men stor i kraft og lader ingen ustraffet."
Nahums Bog 1, 3

Synd må og skal straffes, for at Guds ære kan blive forsvaret og opretholdt. Gud vil derfor ikke tillade den skyldige at gå ustraffet. Vi som mennesker forstår ikke altid Guds timing, og hvorfor han ofte tillader ondskab at gå en vis længde, men sikkert kan vi alle vide, som Salme 96, 13 siger, at Gud vil holde dom over verden med retfærdighed. Til sin tid vil ethvert menneske, i henhold til hvad det menneske har gjort, der vil den enkelte, der står under Guds straf, dømmes hverken for hårdt eller for blidt, men helt retfærdigt.

Som puritaneren Thomas Watson sagde det:

"Selvom den onde skal drikke et helt hav af Guds vrede, så vil han ikke smage den mindste dråbe af uretfærdighed." – Thomas Watson

Når Gud straffer på den store dag, dommens dag, når Gud skal dømme hver en person, så vil enhver fordømt person bøje sit hoved for Gud og sige, at dommen var fuldt fortjent. Al synd nogensinde begået vil blive straffet. Straffen vil være fuldstændig fair og retfærdig, og Guds herlighed og ære vil blive opretholdt. Det leder så heldigvis til mit tredje punkt: Guds forløsende retfærdighed.

Guds forløsende retfærdighed

Det vi nu hver især må spørge os selv om, er: har jeg holdt Guds lov, den lov som han kræver, jeg skal overholde? Har jeg med mit liv altid æret Gud? Har jeg levet i overensstemmelse med, hvad hans retfærdighed kræver? Har jeg elsket Gud med alt, hvad jeg er, og har jeg altid elsket min næste?

Paulus gør det klart i Romerbrevet, at alle Adams børn er født med en uhelbredelig tilbøjelighed til at fejle på det her punkt. Guds ord gør det klart for os, at vi alle har syndet og mistet Guds herlighed. Ingen er i sig selv retfærdig, ikke en eneste. Alle er vi kommet på afveje. Alle er vi i os selv fordærvet. Ingen af os er i stand til at gøre godt forstået på den måde, at ingen af os er i stand til at opfylde Guds lov med en sådan fuldkommenhed og til en sådan perfektion, at hans glæde kan hvile over dig eller mig.

I lyset af det forrige punkt, vi lige har set på, omkring Guds gengældende retfærdighed, bør det rejse en stor bekymring i os alle. Som syndere, der har brudt Guds lov, står vi som strafskyldige over for Gud. Spørgsmålet, der bør plage enhver med en gnist af forståelse for det her, er: Hvordan kan jeg undslippe Guds retfærdige vrede? Hvordan kan en retfærdig Gud lade en skyldig gå ustraffet? Det vil jo faktisk være forkert af Gud at gøre. Er det ikke rigtigt?

Prøv at forestille jer det her scenarie: du kommer hjem fra arbejde, og du finder din familie brutalt myrdet af nogle forbrydere. Det lykkes dig efter lang tids stræben at fange og stille disse forbrydere foran en dommer, og under retssagen kan det bevises uden den mindste skygge af tvivl, at de mordere er skyldige i denne hæslige forbrydelse. Så er den klare forventning, at dommeren udmåler en passende straf, der afspejler forbrydelsen. Men denne dommer i vores lille scenarie her, når han så skal fælde dom, så mod alles forventninger siger han: "Jo, disse forbrydere har gjort noget forfærdeligt i lovens øjne, men jeg føler mig alligevel stærkt tilskyndet til at udvise barmhjertighed og kærlighed, og derfor vælger jeg i dag at frikende disse mænd og erklære dem uskyldige og samtidig retfærdige i lovens øjne."

Hvad vil man ikke tænke om sådan en dommer? Næ, hvor er han bare god og sød og kærlig. Nej. Der vil være ramaskrig. Forbryderne skal straffes. Loven kræver det. Retfærd kræver det. Personen, hvis familie blev slagtet, forventer det. Dommeren vil vise sig i sådan et tilfælde at være mindst lige så forbryderisk og korrupt og ond som morderne. Ordsprogenes Bog 17, 15, som vi har set, siger, at den, der frikender en skyldig, vækker Herrens afsky.

For at vende tilbage til vores store spørgsmål, som vi må stille os selv: Hvordan kan Gud forblive retfærdig, når han samtidig vælger at tilgive en lovbryder, der fortjener at blive straffet? Guds egen ære og omdømme er på spil her. Hvad gør vi med et vers som Salme 116, 5, hvor der står, at Herren er nådig og retfærdig? Hvordan kan han være det? Lovbrud kræver, at retfærdigheden, at lovbryderen straffes. Hvis det gør sig gældende i vores uperfekte hverdagssamfund, hvor meget mere så ikke, når det ultimativt kommer til Guds retfærdighedssans og ære? Hvad gør vi med et vers som Esajas' Bog 45, 21, hvor der står, at der er ingen anden Gud som mig, siger Gud, en retfærdig Gud, en retfærdig Gud, men en Gud, der samtidig frelser? Hvordan kan han være nådig og retfærdig? Hvordan kan han være en retfærdig Gud, der må og skal straffe synd, men samtidig en frelser, der tilgiver netop den synd, som hans retfærdighed kræver straffet? Hvordan? Hvordan kan Gud bare frikende en skyldig?

Job stillede det samme presserende spørgsmål i Jobs Bog 25, 4 sådan her:

"Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?"
Jobs Bog 25, 4

Svaret på det spørgsmål og på det dilemma finder vi kun ét sted, nemlig i evangeliet, de gode nyheder om, hvad Jesus Kristus, den anden person i guddommen, har udrettet på Golgata, der på korset.

Evangeliets svar

Paulus proklamerer i Romerbrevet 1, 16-17, at det er i evangeliet, evangeliet som er en Guds kraft til frelse for enhver som tror, at det er i evangeliet, at Guds retfærdighed åbenbares. Efter den vidunderlige proklamation, at der er noget at finde ved troen på Gud, så gør Paulus sig uhyre umage resten af kapitel 1 og hele kapitel 2 og en stor del af kapitel 3 på at fjerne enhver tillid, mennesket, du og jeg, kan have til ens egen tilsmudsede og uperfekte retfærdighed. Han gør det klart, at alle har syndet, at alle har forbrudt sig mod Guds hellige lov. Der er ingen uskyldige. Alle står vi under lovens forbandelse som strafskyldige over for Gud. Vi har ikke æret autoriteter og vores forældre og ikke elsket vores næste. Det bedste, som mennesket kan præstere over for Gud, kommer uendeligt til kort. Ens egen retfærdighed er i bedste fald som snavset tøj, som Esajas beskriver det.

Men så rammer Paulus et klimaks i svaret på det her store spørgsmål om, hvordan Gud kan forblive retfærdig og samtidig udvise nåde mod os. Slå op i Romerbrevet kapitel 3 sammen med mig. Romerbrevet kapitel 3, og der vil vi læse vers 21 til 26:

"Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. Ham gjorde Gud ved hans blod til et sonoffer ved troen for at vise sin retfærdighed, fordi han havde ladet de tidligere synder ustraffede, dengang han bar over med dem, for i den tid, der nu er inde, at vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus."
Romerbrevet 3, 21-26

Wow. Den tekst fortjener tusinder af prædikener, og er der nogen, der er langt kyndigere end jeg til at forklare den, men jeg håber, vi kan fange essensen af, hvad der bliver sagt her. Evangeliet stråler nemlig så lyst og smukt i denne passage.

På den ene side har vi en retfærdig Gud, hvis hellige væsen er blevet fornærmet af synd, og hans retfærdige vrede er som en fortærende ild, der ikke kan nedkøles eller slukkes. Vi har også mennesket, som siden barnsben med bedragerisk ondt hjerte nedarvet fra vores første far Adam har været en lovbryder med Guds vrede hvilende over vores hoved. Det er kun et spørgsmål om tid, før dommen falder.

Men så har vi Gud, der samtidig også er nådig og barmhjertig og vælger, mysterier over alle mysterier, at udvise nåde mod fortabte og ufortjente syndere. Det Gud så gør, det er uden at gå på kompromis med sin egen retfærdighed. Han fremskaffer en stedfortræder af uendelig værdi. Han skaffede et sonoffer, der kunne sone menneskers skyld, i sin egen elskede søn Jesus Kristus, den retfærdige, ham som i al evighed har været retfærdighed, og som menneske i sin inkarnation forblev retfærdig og syndfri og overholdt Guds lov til punkt og prikke. Det gjorde han med den største glæde og iver. Villigt gik han til korset for at dø i vores sted. På korset led han til døden ved, at han i synderens sted tog imod Gud Faders hellige og retfærdige vrede og harme mod synd, for at alle, der vil tro på ham, til frelse. Gud Fader lod straffen for synd, hele straffen, en gang og for altid ramme Kristus, så den aldrig, aldrig, aldrig vil ramme den, som tror.

Kristus, som er vores retfærdighed, tog vores synd på sig og i vores sted blev han straffet med den straf, vi fortjente. Helt som der står i Romerbrevet 3, 24:

"Helt ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus."
Romerbrevet 3, 24

Ved at Kristus Jesus gav sit liv som et sonoffer, derigennem kunne Gud netop vise sin retfærdighed, vers 25. Af Guds nåde bliver vi frelst ved tro alene og ved tro på Kristus alene, ham som tre dage efter sin død og begravelse blev oprejst fra døden. Kristus tilfredsstillede fuldstændig Guds hellige vrede ved sin død og lidelse på korset, så Gud kunne forblive retfærdig samtidig med, at han udviser nåde mod syndere og erklære dem tilgivet.

Ikke nok med at han tog vores synders straf og tilgav os, men han gav sin egen retfærdighed til os. Han kunne erklære os i lovens øjne, i Guds øjne, retfærdige, fordi ved troen bliver Kristi retfærdighed tilregnet os. Når Gud ser på en, der tror på ham, så ser han det reneste og det mest retfærdige, der findes. Han ser en, der er ren og retfærdig, himmelen værdig, som vi sang tidligere.

Spurgeon beskrev det ved at sige, at selv englene, selvom deres retfærdighed er fuldstændig uplettet, fordi de aldrig har syndet, så er vores retfærdighed i Kristus langt og uendelig overlegen, fordi det er selve Guds retfærdighed, vi er blevet iklædt med. Andet Korintherbrev 5, 21 opsummerer det sådan her:

"Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham."
Andet Korintherbrev 5, 21

Vores synd bliver straffet, men vi går fri, fordi straffen rammer en anden. Gud fejer ikke bare vores overtrædelser under et kosmisk tæppe. Nej, Gud lader straffen ramme ham selv. Vi går fri fra straffen. Vi bliver erklæret retfærdige i Guds øjne, fordi vi får tilregnet Kristi retfærdighed.

På den mest utrolige måde bliver Guds retfærdighed åbenbaret i evangeliet, i korset, i Kristus, og igennem det, han udrettede. Gud listede ikke uden om det her store dilemma i forhold til hans retfærdighed og nåde. Han overså ikke en eneste synd, når han i sin nåde tilgiver og frelser et menneske. Så nidkær er Gud for sin egen ære og retfærdighed, at han ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, som Romerbrevet 8, 32 siger det.

Der er noget at finde i troen på Kristus

Kære ven, der er noget at finde i troen på Kristus. Rigeligt af noget for selv den værste af syndere. Der var noget for en Abraham, som Gud frelste ud af afgudsdyrkelse. Der var noget for tyven, der hang lige ved siden af Jesus. Der er noget for dig.

Syndens løn er døden, siger Romerbrevet 6, 23. Ja, men:

"Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre."
Romerbrevet 6, 23

Evigt liv i Kristus Jesus.

Er du uden for Kristus? Er du ikke villig til at vende dig mod ham? Omvend dig fra din synd. Sæt din lid til ham for din frelse. Er du ikke skjult i ham, dækket af hans retfærdighed, så vil Guds retfærdige harme og vrede ramme dig, når tiden er ende. Der vil intet i denne verden, hverken rigdom eller magt, kunne frelse dig. Der vil komme en regnskabets time for os alle, og den afgørende faktor for den enkelte af os er, om vi er i Kristus eller uden ham. Kære ven, mens det stadig er i dag, så vend om mod Gud.

Amen.