Gud er sandhed

I dag skal vi fortsætte vores serie om Guds væsen, hans egenskaber og karaktertræk — hvem han er. Vi har tidligere set, at Gud er suveræn, at han er hellig, at han er god, at han er uforanderlig, og at han er vis. I dag skal vi se på, at Gud er sandheden.

I Johannesevangeliet kapitel 18 finder vi en utrolig interessant samtale mellem Jesus og den romerske statholder få timer før Jesu henrettelse. Jesu tjeneste og liv som menneske, som Gudmand, var nu kulmineret til denne sidste time. Det, han var kommet for at gøre, det som Gud Faderen havde sendt ham for at udrette, og som Jesus villigt og lydigt og målrettet havde arbejdet sig hen imod, var nemlig at give sit liv som løsesum for mange, som vi læser om i Markusevangeliet 10, 45:

"For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."
Markusevangeliet 10, 45

Alt det, der nu var ved at ske — selv alt det, der virker så ondt, korsfæstelsen og hele den ondskab, der var rettet mod Jesus, alt det, der virker så ondt, uretfærdigt og mørkt — det var planlagt ned til hver mindste detalje af den treenige Gud, før verden blev grundlagt. Intet af det, der sker, er en tilfældighed.

Jesus var nemlig kommet, som Matthæusevangeliet 1, 21 siger, med en klar mission, og det var for at frelse sit folk fra deres synder:

"Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder."
Matthæusevangeliet 1, 21

Jesus stod nu få øjeblikke fra sin allermørkeste time, hvor han skulle sone verdens synd ved at lide døden på et kors i synderes sted. Som Hebræerbrevet 7, 26 beskriver ham — hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene:

"For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene,"
Hebræerbrevet 7, 26

Han, som ifølge Andet Korintherbrev 5, 21 ikke kendte til synd, skulle snart blive gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham:

"Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham."
Andet Korintherbrev 5, 21

Det er stort, det der skulle ske. Jesus, som er vejen, sandheden og livet, som Johannesevangeliet 14, 6 siger det, stod nu få timer før sin korsfæstelse over for Pilatus, der, som vi vil se, egentlig meget godt repræsenterer verdens holdning til hele spørgsmålet om sandheden.

Hvad skete der natten før Jesu møde med Pilatus?

Aftenen før havde Jesus fejret påskemåltidet med sine disciple, og senere den aften, efter deres tid sammen i Getsemane have, hvor Jesus i bøn endnu engang bekræftede sin totale overgivelse til sin Faders vilje, blev han arresteret af en gruppe ledt an af Judas Iskariot, som forrådte ham med et kys.

Ypperstepræsterne og farisæerne stod bag tilfangetagelsen. De havde fra starten af Jesu tjeneste udvist fjendskab og jalousi og bittert had mod Jesus. Han var en trussel mod hele deres religiøse falske system, et system bygget på løgn, et system inspireret og affødt af løgnens fader, nemlig Djævelen. Og Jesus, som er sandheden, som forkyndte sandheden om Guds rige, om frelse ved tro alene og ikke ved gerninger — alene ved tro på ham alene — løgnen og mørket kan ikke lide lyset. Løgn hader sandhed. Der gik ikke lang tid, fra Jesus offentligt begyndte at forkynde evangeliet, før de religiøse ledere begyndte at lægge planer for, hvordan de kunne skille sig af med Jesus.

Nu, langt om længe, havde de ham endelig. Forrådt af en af sine egne disciple havde de religiøse ledere taget ham til fange, og hele den sene aften og natten igennem til tidlig næste morgen afhørte de Jesus igen og igen. De blev ved, alt imens de hånede ham og slog ham og spyttede på ham. De prøvede at få et vidneudsagn mod Jesus, så de kunne dømme ham til døden. Men de fandt ikke noget i ham. Mange vidnede falsk imod ham, men deres vidneudsagn stemte ikke overens, hvilket vi kan læse om i blandt andet Markusevangeliet kapitel 14.

Det er jo klart, at de ikke kunne finde noget vidneudsagn, de kunne bruge mod ham, fordi han var uskyldig. Hele hans liv havde han talt og handlet i fuld overensstemmelse med sin evige guddommelige natur. Han er sandhed, og han kan derfor ikke lyve eller på nogen måde bidrage til løgn. Der var ingen, der kunne anfægte ham for noget.

Hele tre omgange den nat og tidlig næste morgen blev han afhørt af jøderne. Først hjemme hos Annas, som var den tidligere, men fortsat meget indflydelsesrige og korrupte ypperstepræst, derefter hos Kajfas, den daværende regerende ypperstepræst. Og fordi det faktisk er imod jødisk lov at retsforfølge nogen efter solnedgang — det vil sige i løbet af natten, som de alligevel havde gjort — så lige for god ordens skyld, bare for at få det hele til at se rigtigt ud, holdte de et ganske kort morgenmøde efter daggry tidlig næste morgen. Der står i Matthæusevangeliet 27, 1, hvor hele det jødiske råd og folkets ældste var samlet, og der offentligt og officielt blev der truffet beslutning om det, som de allerede var blevet enige om, før det hele overhovedet startede:

"Tidligt næste morgen traf alle ypperstepræsterne og folkets ældste beslutning om at få Jesus dømt til døden."
Matthæusevangeliet 27, 1

Jesus skulle dømmes til døden, og anklagen, de landede på, det var blasfemi — at han havde spottet Gud, at han på en måde havde gjort sig selv ét med Gud. Det var han jo så fra deres synspunkt blasfemisk, men det var han jo ikke. Tankevækkende nok blev uskyldigheden selv, sandheden, Jesus, beskyldt for alt muligt.

I den proces brød ypperstepræsterne og farisæerne flere af deres egne jødiske love, som egentlig var tiltænkt for at sikre en ordentlig og retfærdig afhøringsproces, når nogen stod anklaget. For det første blev det afholdt i løbet af nattetimerne — det gør man altså ikke; man retsforfølger ikke en midt om natten. For det andet blev det gjort hos en privatperson, som det var tilfældet hjemme hos Annas, den tidligere ypperstepræst. For det tredje skete det under en højtid; det skete under påskehøjtiden. For det fjerde — før en fuld dag var gået — gav de ikke den anklagede nok tid til at forsvare sig selv. Og for det femte havde han ingen til at forsvare sig.

Det var bare fem af de love, de selv brød den nat, da de retsforfulgte Jesus. Man kan læse flere artikler, der nævner langt flere love, der også blev brudt — også deres egne love og mosaiske love, altså love fra Det Gamle Testamente, der blev brudt under disse afhøringer.

Det grundlæggende princip for det jødiske råd, når de samledes i forbindelse med at føre sag, der vedrørte mulige dødsdomme, var, at de skulle være motiveret af at redde og ikke ødelægge liv. Det ville jo være forfærdeligt at dømme en uskyldig mand til døden. Men denne nat var rådet fuldstændig forblindet af had mod Jesus og alt det, han stod for.

I de tidlige morgentimer slæbte de Jesus hen til Pontius Pilatus, den romerske statholder, for at få ham dømt til døden. Igen — af tre omgange, når man sammenligner de fire evangelier — blev Jesus afhørt: først hos Pilatus, så hos Herodes og så igen hos Pilatus.

Hvad skete der mellem Jesus og Pilatus?

Vi kan læse i Johannesevangeliet kapitel 18 fra vers 33 og kapitlet ud denne scene mellem Jesus og Pilatus:

"Pilatus gik ind i borgen igen; han kaldte Jesus for sig og sagde til ham: 'Er du jødernes konge?' Jesus svarede: 'Siger du det af dig selv, eller er det noget, andre har sagt dig om mig?' Pilatus svarede: 'Er jeg måske jøde? Det er dit eget folk og ypperstepræsterne, som har udleveret dig til mig. Hvad har du gjort?' Jesus svarede: 'Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.' Pilatus sagde til ham: 'Så er du altså konge?' Jesus svarede: 'Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.' Pilatus sagde til ham: 'Hvad er sandhed?'"
Johannesevangeliet 18, 33-38

Det var jo nemlig anklagen, jøderne præsenterede for Pilatus — at Jesus hævdede at være en konge og således også en mulig trussel og et oprør mod Romerriget.

Pilatus afslutter ret pludselig samtalen med Jesus med ordene "Hvad er sandhed?" — sagt med en kynisk pessimisme. Han venter ikke engang på noget svar. Der står i de sidste vers, at han gik ud til jøderne og sagde til dem, at han ikke fandt ham skyldig:

"Da han havde sagt det, gik han atter ud til jøderne og sagde til dem: 'Jeg finder ham ikke skyldig. Men det er skik og brug hos jer, at jeg løslader en fange i påsken. Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?' De råbte tilbage: 'Ikke ham, men Barabbas!' Barabbas var en røver."
Johannesevangeliet 18, 38-40

De ville hellere have udleveret en ond røver, Barabbas, en kendt forbryder, end uskyldigheden og sandheden selv. Der var et had mod Jesus, der var et had mod lyset, mod sandheden, mod det, der hørte Gud til. Lukasevangeliet tilføjer, at de forlangte med høje råb, at Jesus skulle korsfæstes. Pilatus efterkom modvilligt deres krav, fordi han kunne ikke finde nogen skyld i Jesus, men af frygt for et nyt jødisk oprør. Selvom Pilatus ikke kunne finde nogen skyld i Jesus eller opfattede ham som en trussel mod Romerriget, så var han svag og en vaklende mand. Han turde ikke stå for sin overbevisning, og han lod en uskyldig blive straffet, og han lod en ond røver — Barabbas — gå fri.

Mørket hader lyset. Løgnen hader sandhed.

Hvor finder vi sandheden?

"Hvad er sandhed?" Det var jo i princippet et ret godt spørgsmål, som Pilatus stillede, og det er nok et af de vigtigste spørgsmål, et menneske overhovedet kan stille. Der var ikke nogen bedre at stille netop det spørgsmål til end Jesus, for Pilatus stod lige foran Gud inkarneret. Jesus, som netop er sandhed.

Men Pilatus var blind. Han var forhærdet i sit hjerte. Han var ikke lydhør over for Jesus. Pilatus var ikke af sandheden og kunne derfor ikke høre røsten, der kom fra ham, der var sandheden. Det var, som om han på forhånd havde opgivet håbet om, at et sådan svar om, hvad sandhed er, virkelig fandtes. Han er ligesom mange mennesker i vores tid og dag, som er i vildrede og generelt skeptiske, når det kommer til spørgsmål om, hvorvidt der findes absolut, universel sandhed. Pilatus tvivlede om, hvorvidt sandhed virkelig kunne erfares, om man virkelig kunne kende sandhed, og om hvorvidt det egentlig betød noget.

Den tvivl har givet genlyd gennem århundrederne, og vi hører den stadigvæk overalt i dag. Vi hører måske ofte udtrykket, at alt er relativt — sandhed er bare relativt; hvad der er sandt for dig, er måske ikke nødvendigvis sandt for mig. Hvad der er sandt i én kultur, er ikke nødvendigvis sandt i en anden kultur, eller det, der måske var en sandhed for mange år siden — nu lever vi i en ny tid, og sandheden har da forandret sig.

Men midt i al denne forvirring om relativisme er der en anden røst, der lyder, og det er den samme røst, som lød over for disciplene natten før mødet med Pilatus, hvor Jesus siger til dem:

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig."
Johannesevangeliet 14, 6

"Jeg er sandheden," siger Jesus. Det er den samme røst, der lød, da Gud åbenbarede sig for Moses på Sinaj-bjerget, hvor der står i Anden Mosebog 34, at Herren gik forbi Moses og råbte:

"Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed."
Anden Mosebog 34, 6

Absolut sandhed er en virkelighed, der ikke har sit udspring i en idé, i en filosofi eller et eller andet diffust begreb, men det har sit udspring i en person — nemlig den treenige Gud.

David omtaler i Salme 31, 6 Herren som den trofaste Gud:

"I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud."
Salmernes Bog 31, 6

Ordet "trofast" her i verset på hebraisk er det hebraiske ord emet, som refererer til noget, der er sikkert, som er fast, som er pålideligt, som er vedvarende. Det bliver ofte oversat til enten "trofasthed" eller "sandhed" i Bibelen. Når vi for eksempel læser flere engelske oversættelser, bliver Salme 31 vers 6, hvor vi på dansk læser "trofaste Gud", oversat til "God of Truth" — Sandhedens Gud. Det er også emet, der bliver brugt i verset, vi læste i Anden Mosebog 34, hvor Gud er rig på troskab og på emet, altså sandhed. Han er Sandhedens Gud.

Profeten Jeremias er helt enig med David og Moses og resten af Skriften, hvor der i Jeremias' Bog 10, 10 står:

"Men Herren er den sande Gud, han er den levende Gud og den evige konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene kan ikke udholde hans harme."
Jeremias' Bog 10, 10

Evig, levende og sand er vor Gud.

Hvad er sandhed ikke?

Men hvad er sandhed? Lad os prøve at starte med at se på, hvad sandhed ikke er.

Sandhed er ikke nødvendigvis blot det, der virker — pragmatisme, hvor man siger: "Jamen, hvis det virker, så må det jo være rigtigt." Hvis evangelisation kan være mere effektivt, og man kan få flere mennesker til at komme i kirken ved, at man undlader at konfrontere mennesker med deres synd og advare mod Guds kommende vrede og helvedes dom — jamen, hvis det er for stødende, og det holder mennesker fra at komme i kirke og lære Gud at kende, jamen hvis det er det, der virker, så må det jo være det rigtige at gøre. Eller hvad? Det vil pragmatismen i hvert fald sige.

Sandhed er ikke nødvendigvis det, der lyder mest fornuftigt eller forståeligt. Jeg husker som barn, da vi var små, min tvillingebror og jeg, der skulle vi hurtigt ud af døren. Vores forældre — jeg kan ikke huske, hvad det var, vi skulle, men vi skulle hurtigt ud af døren, og vi skulle skynde os at tage vores sko på. Jeg fik hurtigt min sko på, men min bror Peter kunne simpelthen ikke få skoen på, og han sagde til min mor: "Mor, der er en frø i min sko, der er en frø i min sko." Hun var bare ved at blive frustreret og irriteret over, at han sagde det her: "Tag nu din sko på, Peter." Men han blev ved med at sige, der var en frø i hans sko. Til sidst måtte de erfare, at det lød ikke fornuftigt, det lød mærkeligt, men det var faktisk sandheden — der var en frø i hans sko.

Så sandhed er ikke nødvendigvis det, der lyder mest fornuftigt eller forståeligt. Men nogle gange kan det, der virker mindst fornuftigt i vores forstand, faktisk godt være sandheden. For eksempel budskabet om en korsfæstet Messias som den eneste vej til frelse — det gav ingen mening for jøderne eller grækerne. Det var dårskab for deres ører. Men ikke desto mindre er det sandt. Det er Guds visdom, og for alle dem, der frelses, er dette budskab, denne sandhed, evangeliet, netop Guds kraft, siger Første Korintherbrev 1, 18:

"For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft"
Første Korintherbrev 1, 18

Sandhed er ikke nødvendigvis det, der giver os en god følelse, det, der får det til at kilde ned ad ryggen på os. Nogle gange kan sandheden faktisk være ret ubehagelig at høre. Det kan næsten gøre ondt at høre, at en scanning, man måske har været til, har påvist en suspekt plet i den ene lunge. At ignorere den melding kan være katastrofalt, bare fordi det måske lyder ubehageligt i ens ører, og man ikke rigtig har lyst til at forholde sig til det, man har hørt — det var for ubehagelig en melding at få. Men det kan have katastrofale følger at ignorere den. Sandheden kan sommetider gøre ondt at høre.

Sandhed er ikke, hvad flertallet udnævner, det skal være. Det er ikke et spørgsmål om afstemning. 99 procent kan mene én ting, men stadig være helt forkert på den.

Sandhed er ikke gode intentioner. Man kan godt gøre noget mod en anden person, hvor hensigten egentlig er god nok, men hvor man i bund og grund faktisk gør en bjørnetjeneste, hvor det, man faktisk gør, er helt forkert.

Og for det sidste: sandhed er ikke nødvendigvis blot det, man vælger at tro. Uanset hvor stærk ens tro og overbevisning er på en given løgn, så er det stadigvæk en løgn, og den løgn vil aldrig kunne blive sand.

Hvad er sandhed så?

Sandhed er i sin enkelthed det, der stemmer overens med virkeligheden. Det er, hvordan tingene virkelig er og hænger sammen. Der er mange stemmer, der lyder i verden i dag og stiller spørgsmål omkring, hvad sandhed er, og hvad man med sikkerhed kan vide. Men Bibelens budskab er, at sandhed er en absolut virkelighed, og den har sit udspring i den ene og sande Gud.

I sin bog The Truth War definerer John MacArthur sandhed i teologisk forstand som "hvad end der er i overensstemmelse med Guds tanker, vilje, karakter, herlighed og væsen". I bund og grund er sandhed selvudelukkende — al sandhed.

Men menneskeheden mister ved sit oprør og ved sin synd mod Gud — ved at forlade ham, ved at synde imod ham og blive adskilt fra ham — uundgåeligt fast fodfæste, når det kommer til hele spørgsmålet om sandhed. Det var også det, der skete i sin tid i Edens have, da slangen såede tvivl ind i menneskets hjerte ved at få dem til at tvivle på Guds sandfærdighed. Djævelen kom jo til Eva og sagde: "Har Gud nu virkelig sagt …?" Sådan såede Djævelen tvivl ind i Evas bevidsthed.

Ved at blive afskåret fra den ene sande Gud, som er kilden med det levende vand, som Jeremias 2 siger det, har man udhugget cisterner, der slår revner og ikke kan holde på vand:

"To onde ting har mit folk gjort: De har forladt mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand."
Jeremias' Bog 2, 13

Den form for vand, man selv finder i menneskelige brønde, fører kun til fortabelse, til meningsløshed, til fortvivlelse, til skepticisme, pragmatisme og relativisme. Man ender som Pilatus med ordene og indstillingen "Hvad er sandhed?".

Men Herren, som Jeremias siger det i 10, 10, er den sande Gud. Han er den levende Gud og den evige konge. Også i Det Nye Testamente er dette urokkeligt klart. I sin sidste bøn i Johannesevangeliet 17 siger Jesus:

"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus."
Johannesevangeliet 17, 3

Der er kun én sand Gud. Bibelens budskab er enormt ekskluderende på dette område. Der er kun én sand Gud, og derfor er alle andre guder falske. Der er kun evigt liv at finde ét sted; der er kun levende vand at finde ét sted, og det er ved personligt at kende den ene sande Gud i et frelsende forhold. Og der er kun én vej til den sande Gud, nemlig gennem Jesus Kristus, som er vejen, sandheden og livet. Alle andre veje og alle andre guder kan ikke frelse og leder kun til fortabelse.

Hør, hvad Esajas siger om afguderne i Esajas' Bog 46, 5-9:

"Med hvem vil I sammenligne mig, så det ligner? Hvem stiller I mig lige med, så vi ligner hinanden? De ryster guld ud af pungen og vejer sølv af på vægten, de lejer en guldsmed, som laver det til en gud; så tilbeder de den og kaster sig ned for den. De løfter den op på skulderen og bærer den; stiller de den ned, bliver den stående, den rokker sig ikke af stedet. Skriger man til den, svarer den ikke, den frelser ikke, når man er i nød. Husk dette, lyt opmærksomt, læg jer det på sinde, I syndere! Husk, hvad der skete tidligere, for længe siden! For jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg."
Esajas' Bog 46, 5-9

Jeg husker som barn, der havde jeg en rigtig god ven på Bagsværd Hovedgade 116, som var inder. Vi legede tit sammen — vi boede i det samme lejlighedskompleks. Jeg husker bare så levende engang, hvor jeg var hjemme og besøge ham, og så gik jeg forbi hans fars kontor, og så jeg lige ind, idet jeg gik forbi. Der lå hans far nede på et tæppe og knælede ned foran en guldstatue. Det gjorde indtryk på mig. Når jeg tænker tilbage på det, så er det jo egentlig tragisk, som vi også lige har læst her i Esajas, for den afgud — det er et menneskeligt produkt, og den repræsenterer en løgn. Den afgud er fuldstændig impotent. Der er intet liv eller kraft i den; den kan ikke flytte sig selv. Man kan råbe til den fra sit hjertes dyb med al den nidkærhed og inderlighed, man nu har, men den er døv. Den kan ikke høre ens råb, den kan slet ikke svare eller være en røst, der taler sandhed, og når nøden står på, kan den afgud ikke frelse. Den er en løgn.

Og lige sådan er alle andre afguder, om det er en fysisk genstand, man bukker sig for, eller en eller anden filosofisk idé, der skubber den sande Gud ud af ligningen. Så leder det til fortabelse. Der er kun én sand Gud. Der er ingen anden, og der er ingen anden som ham.

Det er derfor, det er så fantastisk, når vi hører Paulus i Første Thessalonikerbrev 1, 9 med glæde rose Thessaloniker-menigheden, fordi de ved Guds nåde, som der står, vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud:

"Folk fortæller selv om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om, hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud"
Første Thessalonikerbrev 1, 9

En Gud, der er almægtig, der er god, der er nådig, der kan høre vores bøn og gribe ind i vores liv, en Gud som ikke er passiv, men som kalder ud til mennesker: "Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord," som Esajas' Bog 45, 22 siger:

"Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden."
Esajas' Bog 45, 22

Hvordan ser Guds sandhed ud i hans gerninger og i hans ord?

Herren er den sande Gud, og fordi han er sand og ufejlbarlig og uforanderlig i sin sandhed, så er alt, hvad han gør, og alt, hvad han siger, karakteriseret af at være sandt. I forhold til hvad Gud gør, siger Johannes' Åbenbaring 15, 3:

"Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge."
Johannes' Åbenbaring 15, 3

Alt, hvad Gud gør, er sandt og ret og godt. Når Gud taler, er det absolut troværdigt og sandt. Det er pålideligt; man kan stole på hvert et ord. Man har måske selv prøvet mange gange at blive skuffet, fordi man er blevet svigtet, løfter er blevet glemt eller løfter er blevet brudt. Alle har vi også selv med sikkerhed brudt løfter eller direkte løjet over for andre. Men Gud, som Fjerde Mosebog 23, 19 siger, er ikke et menneske, så at han lyver. Han lyver ikke:

"Gud er ikke et menneske, så han lyver, et menneskebarn, så han angrer. Når han har sagt noget, gør han det; når han har lovet noget, lader han det ske:"
Fjerde Mosebog 23, 19

Titusbrevet 1, 2 omtaler Gud som en, der ikke kan lyve. Det er imod hans natur:

"med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden"
Titusbrevet 1, 2

I Salme 33, 4 ser vi, at der er en perfekt og hellig harmoni mellem hvad Gud siger, og hvad Gud gør:

"Herrens ord er sandt, alt, hvad han gør, står fast."
Salmernes Bog 33, 4

Alt, hvad der udgår fra Herrens mund, er sandhed. Han har givet os sit ord sort på hvidt i Skriften, i Bibelen — hans ufejlbarlige ord. Fordi det kommer fra ham, er det fra første til sidste bogstav rent og helligt og sandt uden løgn eller selvmodsigelser, og det er livsgivende for dem, der gennem dets budskab skal tro på ham.

Vedrørende Skriftens renhed og sandfærdighed står der i Salme 19, 10:

"Herrens ord er rent, det består til evig tid. Herrens bud er sandhed, de er alle retfærdige."
Salmernes Bog 19, 10

Og igen i Salme 119, 160:

"Summen af dine ord er sandhed, og alle dine retfærdige bud gælder i evighed."
Salmernes Bog 119, 160

Igennem naturen, igennem skabelsen kan alle se sandheden om, at Gud er til. Det kan godt være, at man prøver at undertrykke denne sandhed, som Romerbrevet 1, 18 siger, men man kan ikke komme udenom den. Man kan som sådan ikke lære Gud personligt at kende igennem det, man ser i naturen, men ikke desto mindre vækker skabelsen, når man kigger på stjernerne på himlen og på jorden og studerer alt, hvad der er omkring os, kompleksiteten af skabelsen, hvor fantastisk det er — der må man bare erkende, at der er en skaber. I Salme 19, 2 står der, at himlen fortæller om Guds herlighed:

"Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk;"
Salmernes Bog 19, 2

Mere specifikt har Gud åbenbaret sig for mennesker igennem Skriften — Skriften, der fra første til sidste side peger mod Kristus, som er Ordet, som er sandheden. Og ikke nok med det nedskrevne ord, Bibelen, så kom selve Ordet, som er evig Gud, som vi læser i Johannes kapitel 1. Ordet, Jesus, den anden person i guddommen — Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og han er nøjagtig, som Faderen er det, fuld af nåde og sandhed:

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed."
Johannesevangeliet 1, 14

Kristus kom som Guds sandhed, som det klareste og stærkeste lys, for at føre åndeligt blinde og døde mennesker fra mørke og løgn til frelse og frihed.

Pilatus spurgte Jesus, om han var en konge, og det var og er Jesus. Han er kongers konge og herrernes Herre. Han er den evige konge, som Jeremias 10, 10 taler om, men hans rige er ikke af denne verden, som han også sagde til Pilatus. Faktisk på et tidligere tidspunkt prøvede jøderne ved magt at gøre ham til konge — de havde set Jesus gøre alle disse mirakler, og de tænkte: "Han kan lede os i oprør mod romerne og hjælpe os med at få uddrevet romerne." Men Kristi rige udvides ikke ved menneskelig kraft. Det er ikke en kamp mod kød og blod, men det sker ved, at Kristus erobrer og sejrer over synd i dem, hvis liv han kom for at frelse, så vi kunne blive udfriet fra mørkets og løgnens magt og blive flyttet ved Guds nåde over i Kristi rige. Den eneste vej for, at det kunne ske, var ved den forløsning, som han sikrede for os ved sin egen død på korset.

Hvilken gudsfrygt og hvilket håb skal Guds sandhed vække i os?

Gud er sandhed. Gud er hellig, og han kan ikke have med løgn at gøre. Faktisk netop fordi han er hellig og uforanderlig i sin sandhed, så har han et helligt had mod løgn, der er så intenst, at han gør det at lyve til et af de allervigtigste bud, der overhovedet findes. Løgn — at man ikke må lyve — er blandt de ti bud, de bud, som Gud gav Moses og Israel på bjerget: "Du må ikke vidne falsk."

Hvem har ikke forbrudt sig mod Guds lov på bare dette ene punkt? Det har vi alle gentagne gange. Intet sandhedsvidne vil kunne stå uforet i Guds nærvær. Hebræerbrevet 12, 29 siger, at Gud er en fortærende ild:

"For vor Gud er en fortærende ild."
Hebræerbrevet 12, 29

Ifølge Johannes' Åbenbaring 21, 8 skal alle løgnere sammen med de feje, de troløse, de afskyelige, morderne, de utugtige, troldmændene og afgudsdyrkerne få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl:

"Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død."
Johannes' Åbenbaring 21, 8

Det er heftigt. At Gud er sandhed bør vække en gudsfrygt i vores hjerter.

Halleluja — Gud Faderen sendte sønnen Jesus Kristus, fuld af nåde og sandhed. Der kom han, og der på korset i vores sted led han, idet han tog imod Guds straf, som vi egentlig fortjente i kraft af vores synder, hver en løgn, hver en synd. Hvis vi vender os mod ham i anger og syndserkendelse, sætter vores lid til ham alene og beder ham om tilgivelse, om frelse, om nåde, så vil han give det. Han vil give det i overflod. Han vil give sig selv og fylde dit liv med sandhed og med sig selv. Han er en vidunderlig, frelsende Gud.

Hvad må vores respons være?

Hvad betyder det her for os, at Gud er sandhed? Jeg vil afslutningsvis blot kort nævne tre punkter.

For det første: at Gud er sandhed betyder, at han er troværdig, at man kan stole på ham, at han er og altid vil være trofast mod sine løfter. Hvis han har lovet noget, så kan vi hvile trygt i det løfte, og særligt når det kommer til vores frelse er der ikke noget mere fortrøstningsfuldt end at vide, at Gud er sandhed, at han er trofast, at han ikke pludselig ombestemmer sig og giver slip på os. Er det ikke skønt? Er det ikke skønt at vide, at Gud er sandhed, og vi kan være sikre i vores forhold til ham?

For det andet: fordi Gud er sandhed, så bør vi, der er Guds børn, dagligt bestræbe os på — ved Helligåndens hjælp og ved hans kraft i vores liv, ved Guds nåde — at ligne Kristus og følge i Kristi fodspor og leve liv, der er i overensstemmelse med, hvad der er sandt. Må vores liv være karakteriseret af sandhed, fordi vi dagligt tilbringer tid sammen med ham, som er sandhed. Må vi være en Salme 15, 2-kristen, hvis man kan sige det på den måde — en, som taler sandhed i hjertet — og må det også få lov at blive set i vores liv:

"Den som vandrer retsindigt, som øver retfærdighed og taler sandhed af hjertet;"
Salmernes Bog 15, 2

Jesus bad til sin Fader i Johannesevangeliet 17, 17:

"Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed."
Johannesevangeliet 17, 17

Ved at lære at kende sandheden, som vi ser den i Skriften, og tro på den og adlyde og leve efter den og elske den og dele den med verden omkring os, så vil det uundgåeligt forvandle vores liv og dem omkring os. Jesus sagde i Johannes 8, 31-32 til dem, der var kommet til tro på ham:

"Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie."
Johannesevangeliet 8, 31-32

Lys uddriver mørke. Sandhed uddriver løgn.

For det tredje, det sidste: kender du ikke Sandhedens Gud personligt, så vend dig mod ham i dag. I Salmerne står der: "Smag og se, at Herren er god":

"Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham."
Salmernes Bog 34, 9

Læs Bibelen for dig selv og med et åbent sind og et åbent hjerte og erfar for dig selv, at det her, det er godt. Bed Gud om at åbne dine øjne, så du kan se Kristus. Bed ham om at åbne dine ører, så du kan høre hans røst, sandhedens røst. Forhærd ikke dit hjerte, men mens det stadig er i dag, så vend dig mod ham. Guds løfte til dig er, at enhver, som oprigtigt kommer til Jesus, vil han aldrig vise bort. Uanset hvor stor en synder du måske tænker, du selv er, uanset hvad du har gjort, så er Herrens nåde så meget større.

Jesus er vejen og sandheden og livet.

Amen.