Gud er treenig (del 2)

Faderen, Sønnen og Helligånden — som det var Paulus' bøn for korintermenigheden, sådan er det også min inderlige bøn i dag, at den treenige Guds nåde og kærlighed og fællesskab må være med os. Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os. Kan I overhovedet komme i tanke om noget, der skulle være bedre end det? Prøv lige at tænke på, hvad denne her verden har at tilbyde. Kan det overgå Guds nåde, Guds kærlighed og hans fællesskab med os? Der findes ikke noget bedre end det. Den velsignelse kan vi alle få del i, for hvis vores liv er i Kristus Jesus, så er du et Guds barn, så tilhører du den levende Gud, og så er den her hilsen til dig i dag. Kender du ikke Gud, så er det også min bøn, at du i dag må få lov at smage og se, at Herren er god, at biblens Gud i sandhed er den ene og sande Gud.

I dag skal vi fortsætte den her serie omkring Guds egenskaber, hvem han er. Sidste gang jeg havde glæden af at prædike, der så vi ud fra skriften, at Gud er en treenig Gud. Han er treenig, og det skal vi se nærmere på i dag. Jeg vil gerne særligt sætte fokus på den trosfællesskab med den her treenige Gud, hvor vi i dag helt specifikt skal se på vores relation til den første person i guddommen, nemlig Gud Faderen.

Gud er i sandhed Gud — helt igennem vidunderlig og usammenlignelig er han. Der er ingen anden som ham, der er ingen anden gud end ham, en retfærdig Gud, en Gud der frelser, som Esajas 45, 21 udtrykker det.

"Der er ingen anden Gud end mig, en retfærdig Gud, en Gud der frelser, der er ingen anden end mig."
Esajas' Bog 45, 21

Der er ingen som ham, ingen anden der er værdig til at modtage pris og ære og lovsang. Der er ingen anden Gud eller person i det her univers, der fortjente at få den hyldest, vi gav ham her under lovsangen. Han er den eneste og ene sande Gud, og at kende ham, at kende Gud, det er lig med evigt liv. Jesus sagde til sine disciple i Johannesevangeliet kapitel 17:

"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus."
Johannesevangeliet 17, 3

Med andre ord — kender man ikke Gud, er man uden Kristus, så er man åndeligt set fortabt. Man har ikke evigt liv. Der er kun en evig død i vente, en evig død afskåret fra Kristi nåde, afskåret fra Guds kærlighed, afskåret fra Helligåndens fællesskab, en evig død i et sted, som Biblen kalder helvede.

Hvorfor er mennesket afskåret fra Gud?

Mennesket er på grund af synd afskåret fra fællesskab med Gud. Gud er en hellig Gud, hos hvem synd eller mørke ikke kan have fællesskab med ham. Gud havde skabt og designet mennesket netop til at have vidunderligt, livsgivende fællesskab med sig selv — ikke fordi han havde brug for nogen eller noget at elske, eller fordi han havde brug for nogen til at elske ham igen. For som treenig Gud, der eksisterede der i treenigheden fra evighed af, eksisterede der et perfekt og fuldkomment kærlighedsforhold med en fuldkommen tilfredsstillelse i hinanden. Gud skabte mennesket, fordi han ønskede det, fordi det var hans vilje.

Men det forhold mellem Gud og mennesket blev fuldstændig ruineret på grund af menneskets fald i synd, på grund af lovbrud mod Guds gode bestemmelser, på grund af oprør mod hans hellige væsen. Mennesket gik i oprør mod sin skaber, og lige siden har mennesket hverken kunnet eller villet have noget med Gud at gøre — i hvert fald ikke på Guds betingelser. Apostlen Paulus' endelige diagnose af menneskeheden er, at ingen søger Gud. Det læser vi i Romerbrevet 3, og i Efeserbrevet kapitel 2 og vers 1 fortsætter Paulus med at sige, at mennesket faktisk er åndeligt set døde i deres overtrædelser og synd. Mennesket kan ikke i sig selv have fællesskab med Gud. Det hverken kan eller vil finde vejen til Gud. Selv hvis mennesket havde evnen til at finde Gud, ville det slet ikke have lyst til det. Mennesket vil ikke gå af den ene vej. Hvis der var tusindvis af veje, og der var én vej, der fører til livet, så ville mennesket vælge alle de andre veje, selvom de leder til fortabelse. Mennesket vil ikke gå af den ene vej, der netop er banet til Gud. En af poeterne har sagt, at Gud er lys, og vi er mørke. Hvad har lys med mørke at gøre? Gud er liv. Vi er døde. Gud er kærlighed. Vi er fjendske. Hvilken enhed eller hvilket fællesskab kan der være mellem Gud og mennesket? Mennesket i dets faldne tilstand har ikke Kristus og er derfor uden håb og uden Gud.

Men det skal nok blive godt, bare rolig. Evangeliets gode og fantastiske budskab er, at der er en vej til Gud. Der er en vej, hvorved fællesskabet mellem hellig, treenig Gud og syndigt menneske kan genoprettes, og den ene vej er ved troen på Jesus Kristus. Han er, som der står i Johannesevangeliet 14, 6, vejen, sandheden og livet, og igennem ham — og ham alene — kan vi have fællesskab med Gud.

Hvad lærer skriften om treenigheden?

Bare lige kort i forhold til det, vi snakkede om sidste gang i forhold til vores studie af treenigheden. Der lærte vi, at det er et helligt mysterie, hvor skriften tydeligt viser os, at ja, Gud er én. Jødernes trosbekendelse fra Det Gamle Testamente, fra Femte Mosebog 6, 4 — det som jøderne kalder for deres shema — den lyder sådan her:

"Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én."
Femte Mosebog 6, 4

Men vi så også sidste gang, at helt fra de første sider i Biblen, og noget som blev progressivt — altså mere og mere tydeligt igennem Det Gamle Testamente, og som blev helt strålende klart i Det Nye Testamente — det er den sandhed, at den ene Gud er mere end én person. Der er tre distinkte personer, som er den her ene Gud, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden. Et helligt mysterie, ja, men en bibelsk sandhed.

Biblen forkynder, som vi så sidst, tre sandheder om den ene sande Gud. For det første: i Guds guddommelige og uendelige væsen er der tre personer — Faderen, Sønnen og Helligånden. Faderen er ikke Sønnen, og Sønnen er ikke Faderen, og Sønnen er ikke Helligånden, og Helligånden er ikke Faderen. Det er tre distinkte personer. For det andet lærte vi, at hver person er fuldt ud Gud. Faderen er fuldt ud Gud, Sønnen er fuldt ud Gud, og Helligånden er fuldt ud Gud. For det tredje: Gud er én. Det at vi ikke fuldt ud kan forstå eller begribe eller rumme det her bibelske, hellige mysterie, det vidner blot om, at vi er støv, og Gud er Gud.

I dag vil jeg gerne fortsætte med at udforske det her hellige mysterie og rette vores opmærksomhed på trosfællesskabet med den treenige Gud. Som nævnt — at kende ham, at kende den treenige Gud, det er liv. Der er ikke liv at finde noget andet sted eller i nogen eller noget andet. Derfor er det at kende ham det vigtigste, der overhovedet findes for den enkelte person — ikke blot at have et kendskab til ham eller have en overfladisk relation til ham. Judas Iskariot havde et eller andet sted et tæt kendskab til Jesus Kristus. Judas Iskariot, som var en af Jesu disciple, vandrede med ham i tre år og så i Kristus Guds kraft og fulde væsen komme til udtryk i sin fuldkommenhed, og dog tragisk — så var han ikke en sand tilbeder af Gud. Han var ikke en, der tilbad Gud i ånd og sandhed, men han endte med at forråde Jesus, og kort efter hængte han sig selv. Han var så tæt på, og dog så langt fra. Må vores ønske og bøn være virkelig at kende Gud og vandre med ham, at tilbede ham, den treenige Gud, og gøre det i ånd og i sandhed. Må Gud hjælpe os til at drage ham nær. Må Paulus' hilsen til korintermenigheden være en hilsen til os også i dag — må Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os i dag. Det vil rette vores blik og vores fokus mod Gud her i dag.

I treenigheden er der ikke en af guddomspersonerne, der er mere vigtig end den anden. Der er ikke en, der er mere Gud, eller som har en højere status. Hver især er de fuldt ud Gud, hver især besidder de den samme fulde guddomsfylde, de har de samme egenskaber, som vi allerede har set på tidligere i den her serie — egenskaber som at Gud er almægtig, der er almagt og evighed og altvidende, god og sand og uforanderlig og hellig og så videre. Men ikke desto mindre åbenbarer skriften for os, at i treenighedens fællesskab med hinanden er der en fordeling af roller. Der er Faderen, og der er Sønnen, og der er Helligånden. Den eneste forskel er i deres forhold til hinanden og i deres forhold til skabelsen.

I forhold til hinanden ser vi, at der er en orden. Der er en villig underordnelse i selve treenigheden. For eksempel ser vi, at det er Faderen, som sender Sønnen. Det læser vi blandt andet i Johannesevangeliet kapitel 6 og vers 57:

"Ligesom den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen, sådan skal også den, der spiser mig, leve i kraft af mig."
Johannesevangeliet 6, 57

Så ligesom Faderen har udsendt mig — det er Faderen, der sender Sønnen. Og vi læser, at det er Faderen og Sønnen, som sender Helligånden. I Johannesevangeliet kapitel 14 og vers 16 læser vi, hvordan Jesus beder:

"Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd."
Johannesevangeliet 14, 16-17

Og i Johannesevangeliet kapitel 15 og vers 26 står der:

"Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig."
Johannesevangeliet 15, 26

Så det er Faderen og Sønnen, som sender Helligånden. Vi lærer også, at Helligånden kun taler, hvad han hører. Han vil kun forkynde det, der kom fra Kristus. I Johannesevangeliet kapitel 16 og vers 13 til 14 står der:

"Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer."
Johannesevangeliet 16, 13-14

Helligånden arbejder i perfekt og fuldkommen harmoni med Faderens og Sønnens vilje. Han gør ikke noget på eget initiativ adskilt fra Faderen og Sønnen. Så i selve treenigheden er der et perfekt, harmonisk kærlighedsforhold, hvor der er en villig underordnelse til hinanden. Man ser også det her komme smukt til udtryk i Johannesevangeliet kapitel 15 og vers 9 til 12, hvor Jesus kommer her med kærlighedsbudet og fortæller her til sine disciple:

"Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer."
Johannesevangeliet 15, 9-12

Faderen elsker Sønnen, og Sønnen giver gensvar på det. Han elsker Faderen, og han holder Faderens bud, ligesom jeg har holdt min faders bud. Der er en villig underordnelse til, at Faderen sender ham, villigt gør Sønnen Faderens vilje. Det ligger til basis for hans bud til sine disciple om, at de skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer, og holde Kristi bud.

Hvilken rolle har hver person i frelsen?

Den her perfekte harmoni i treenigheden kommer også til udtryk i den treenige Guds frelsesplan, som Mikael var inde på i vores katekismespørgsmål. Der er én Gud — det siger Biblen igen og igen, blandt andet i Esajas 45, 21, som jeg refererede til tidligere. Der er én frelser, men denne ene frelsende Gud er en treenig Gud — tre personer, som sammen som en enhed udspiller hver deres rolle i at forløse syndere fra syndens slavemarked og bringe individer ind i et levende forhold med sig selv.

Vores frelse er baseret på Gud Faders almagt, på Gud Faders kærlighed, og på det, at han indleder den her mægtige redningsmission. Vi læser for eksempel i Efeserbrevet kapitel 1 og vers 4, at før verden blev grundlagt, satte han sin udvælgende, frelsende kærlighed på en flok uværdige syndere. Så sender Gud Fader sin egen enbårne, elskede Søn som et sonoffer for den her skare af mennesker, som han vil frelse.

Sønnen, Jesus Kristus, den anden person i treenigheden, lader sig villigt og lydigt inkarnere som menneske. Sønnen forlader himlens herlighed. Han iklæder sig kød og blod, idet han bliver undfanget ved Helligånden i en fattig jødisk jomfrus moderliv, og han bliver som et menneske. Esajas 9, 5, som vi ofte citerer ved juletid:

"For et barn er født os, en søn er givet os."
Esajas' Bog 9, 5

Fuldt ud Gud, fuldt ud menneske. Han går fra himlens herlighed til sin faldne og fortabte skabning, og i en ubeskrivelig kærlighedsgerning ydmyger han sig selv og bliver lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Her lader han sig korsfæste. Han bliver naglet til et kors og gjort til genstand for Gud Faders hellige og retfærdige vrede mod al den synd, der er begået mod Gud af hver eneste synder, som han havde udvalgt til frelse. Jesus, sendt af Faderen, lider en stedfortrædende død på korset. Han soner sit folks synder, han dør, han bliver begravet, og han genopstår tre dage efter. Gælden for synd er fuldt ud betalt og sonet. Faderens hellige vrede mod synd er fuldt ud tilfredsstillet i Sønnens perfekte og tilstrækkelige offer på korset. Det gjorde han med ét gang-for-alt-offer, et offer som har en evigheds gyldighed og effekt — en effekt som intet offerdyrs blod tidligere har kunnet udrette. Det har Sønnens dyrebare blod nemlig udrettet — forsoning mellem Gud og menneske.

Helligånden gør den her frelse til en virkelighed i den enkeltes liv. Han drager synderen, han giver synderen anger, han giver synderen syndserkendelse, sorg over synd, og han giver synderen evnen — en evne som synderen ikke før havde, men en evne som kun kommer fra Gud — evnen til at kunne omvende sig fra synd og vende sig i tro mod Kristus. Evnen til at kunne gøre det er i sig selv en nådesgave fra Gud, som vi i vores bibelstudie i Efeserbrevet har været inde på. Efeserbrevet 2, 8 gør det meget klart, at frelsen er ved nåde alene, og selv det at jeg kunne tro og sætte min lid til evangeliet, det er en nådesgave af Gud.

"For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds."
Efeserbrevet 2, 8

Gud Helligånden fjerner vores hjerte af sten, som Ezekiels Bog kapitel 36 til 37 kommer ind på. Han fjerner vores hjerte af sten — et hjerte, der før var dødt over for Gud, hårdt over for Gud — og erstatter det med et nyt hjerte, et hjerte af kød, der higer og længes efter Gud. Ligesom Mikael læste i Salme 42 — vi må længes efter Gud — et hjerte der nu elsker Gud, og som vil leve til hans ære og pris. Helligånden blæser sit liv ind i en død sjæl og genføder en person til nyt liv, til evigt liv. Der sker en fuldstændig forvandling. Man bliver en helt ny person, man bliver en ny skabning. Er du i Kristus? Er du en ny skabning? Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til, født på ny, skabt i Kristus Jesus til et helt nyt og evigt liv. Ikke længere under fordømmelse og dom, men i nåde og kærlighed bragt ind i et evigt fællesskab med Gud.

Faderen udvælger sit ejendomsfolk, dem han vil frelse. Han sender Sønnen, frelseren. Sønnen sikrer frelsen for sit folk ved sin stedfortrædende og sonende død på korset, og Helligånden realiserer og virkeliggør Guds frelsesplan ved at drage synderen til Kristus og ved at genføde og forsegle den troende.

Vedrørende læren om treenigheden har puritaneren John Owen, som levede i det 17. århundrede, skrevet en bog, som hedder Communion with God — fællesskab med Gud. Den kan varmt anbefales. Bogen blev skrevet på et tidspunkt, hvor læren om treenigheden var under angreb, og inden for flere kirkelige kredse var trinitetslæren blevet reduceret til enten noget, der var helt ekstremt intellektuelt, uden dog at man rigtig kunne se, hvordan det havde gavnlig eller relevant betydning for den kristne, daglige trosvandring — eller også endte den i den anden grøft, hvor læren om treenigheden var blevet til noget helt mystisk, en lære der ikke rigtig gav mening for nogen. Men for John Owen var læren om treenigheden hjertet af det kristne liv. Det lå netop i et levende fællesskab med den treenige Gud, et forhold hvor den troende responderer tilbage i kærlighed til hver person i treenigheden. For John Owen var trinitetslæren ikke noget højintellektuelt, som kun var for den teologiske elite, eller noget mystisk og meningsløst. For John Owen var trinitetslæren grundlæggende for hans daglige vandring med Gud.

Jeg vil gerne i resten af det her budskab se nærmere på vores forhold til den treenige Gud med udgangspunkt i Paulus' hilsen til korintermenigheden, som jeg også læste op. Jeg vil gerne ud fra den her hilsen se lidt nærmere på vores forhold til Gud Fader og til Gud i lyset af, hvordan Kristi nåde og Faderens kærlighed og Helligåndens fællesskab drager os tættere ind i et personligt fællesskab med ham, med den treenige Gud.

"Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!"
Andet Korintherbrev 13, 13

Hvordan elsker Faderen sine børn?

Jeg vil gerne starte med at sætte fokus på trosfællesskabet med Gud Fader — altså midterdelen af den her hilsen, altså Guds kærlighed. Næste gang skal vi se nærmere på de to andre aspekter, nemlig trosfællesskabet eller vandringen med Sønnen og med Helligånden.

Vi læser i hilsenen her: Guds kærlighed. Guds agapekærlighed. Guds trofaste, vedvarende, utrættelige, almægtige, selvopofrende, viljebårne kærlighed. På en helt specifik og særlig måde er Faderens forhold til sine børn karakteriseret af kærlighed — en kærlighed fra Gud til os. I Andet Korintherbrev 13, 13 er det Gud Faders kærlighed, som Paulus under Helligåndens inspiration vælger at vægte i sin hilsen. Der kobler Paulus nåden til Kristus og fællesskabet til Helligånden, men til Gud Fader vælger han kærlighed. Det synes jeg er tankevækkende.

Mange har et indtryk af, at Gud er en hård Gud, en streng Gud, en kold Gud. Han er god til dom og straf, men det der med kærlighed, det er noget der kommer i anden række. Det er noget, han nedprioriterer. Men intet kunne være mere forkert eller længere fra sandheden. Ja, Gud er hellig. Ja, han kan ikke udstå synd. Han er retfærdig, absolut. Men han er samtidig også kærlighed, og for dem, der er i Kristus, børn af Gud, er de genstand for en konstant udgydelse af Guds kærlighed — en kærlighed der er fuldstændig ufortjent, den er evig, og den er ikke betinget af, om vi nu har gjort det godt nok, om vi har gjort os fortjent til den. Første Johannesbrev 4, 8 erklærer:

"Gud er kærlighed."
Første Johannesbrev 4, 8

Gud er uendelig nådig. Han er uendelig kærlig. Han er mild, og han er omsorgsfuld i sit væsen. Han udtrykker også den her kærlighed helt praktisk. Han demonstrerer den ved konstant at give af sig selv. Det er kærlighed — det er at man giver af sig selv. Ved at give af sig selv til os på den mest ypperlige måde. I versene efter i Første Johannesbrev 4, vers 9 og 10, står der:

"Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder."
Første Johannesbrev 4, 9-10

I kærlighed giver Gud det allerbedste, han har. Han sender sin enbårne Søn til verden:

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Johannesevangeliet 3, 16

I kærlighed indleder han, det er Gud der indleder. Han indleder et forhold til os. Det er Gud Fader, der først elsker os, og der i vores syndighed, hvor vi egentlig burde være fuldstændig uelskede, der sender han sin egen elskede Søn som et sonoffer for vore synder, drevet af kærlighed til fortabte syndere — syndere der er døde og adskilte fra livet uden håb. Der indleder han en frelsesplan for at bringe sine fortabte børn hjem til sig, for at genoprette et ellers uforsonligt forhold. Det gør Guds kærlighed til sine egne så utrolig — at den var rettet mod os endnu før, at Jesus havde løskøbt os. Efeserbrevet 1, 4-5:

"For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus."
Efeserbrevet 1, 4-5

Før vi overhovedet havde muligheden for at vinde Guds kærlighed, for at vinde hans gunst eller prøve at gøre os fortjent til den — hvilket i sig selv også er umuligt — der elskede han allerede sine egne. Hans tanker var rettet mod en, ja, selv mens vi endnu var hans fjender, som Romerbrevet 5 taler om, mens vi var svage og ugudelige, der viste Gud Fader sin kærlighed til os ved at sende sin egen Søn for at redde os. Synd gør i princippet en person uelsket og uønsket, og alligevel der vælger Gud — han vælger med sin agapekærlighed at elske os syndere midt i vores synd, midt i vores uelskede tilstand, der kaster og udøser Gud sin udvælgende kærlighed på sine egne, dem han vil frelse.

Sådan en kærlighed er uden sammenligning. En kærlighed der er fuldstændig ufortjent, den er overvældende, og den er evig. Som profeten Hoseas, der forbliver trofast i sin kærlighed til sin hustru, den løsslupne Gomer. Som Faderen i lignelsen om den fortabte søn — den her far, som spejder ud i horisonten og næsten ikke kan vente med at løbe sin søn i møde og omfavne ham og genoprette sin søn, der har været på grueligt afveje. Den her søn som var fortabt, men nu endelig er kommet hjem, og han venter bare på at omfavne og byde sin søn velkommen og kaste sin kærlighed på sin søn. Guds kærlighed til sine egne er helt unik. Gud Fader elsker os ikke blot for en tid, eller mens vi formår ligesom at være ham lydige, og så ved den mindste fejltrin, så falder hammeren. Nej, han er uforanderlig i sin kærlighed til sine egne. Er du i Kristus, kære ven, så tilhører du ham, så er du for evig og altid genstand for hans uendelige kærlighed.

I vores fællesskab med Gud Fader som troende bør vi som noget af det mest overskyggende og dominerende i vores forståelse af, hvem Gud er, i vores tilgang til ham, se ham som en fader fuld af kærlighed til en. Ja, vi må altid have for øje, at han er almægtig. Vi må aldrig glemme, at han er suveræn hersker, at han er hellig, og der bør altid være en dyb, dyb, dyb gudsfrygt i os. Der bør altid være en vis form for en hellig skælven for ham. Men ikke desto mindre, i Gud Faders frelsende favn er vi sikre. Vi er trygge. Selvom vi har syndet og kommet til kort, selvom vi har syndet meget, som den fortabte søn havde gjort, eller som Gomer mod Hoseas, så er der nådestilgivelse og kærlighed at finde i ham, altid. Selv når Gud tugter og opdrager og irettesætter og disciplinerer sine børn, så er det ud af kærlighed.

Hvordan tager vi imod Faderens kærlighed?

I vores fællesskab med Gud Fader, i lyset af hans uendeligt store kærlighed til os, er der to ting, vi som minimum må gøre i respons. To ting blot, jeg vil nævne her, af mange man sikkert kunne nævne. For det første, så må vi tage imod Guds kærlighed. I et hvilket som helst fællesskab eller forhold er der altid elementer af en given og en tagen imod. Som forældre oplever man måske i starten, at det her forhold nok primært er en given fra forældrenes side — i hvert fald fra morens side til barnet. Selvfølgelig giver barnet en — den her lille, søde baby giver en lykke over at være kommet, forældrene en lykke over at være kommet til, men det er så meget et ensrettet forhold. Det er forældrene, der kaster kærligheden på det her barn. Men som tiden går, som barnet vokser, sker der en modning i det her forhold, og barnet begynder at give tilbage i form af ære og lydighed og respekt og kærlighed, hjælp i hjemmet og omsorg for en. Så ethvert sundt forhold og enhver sund form for relation mellem to parter, der er en given, og der er en tagen imod.

Vi må tage imod Guds kærlighed. Det er det første, vi må gøre. Det er, at vi med stor taknemmelighed og ydmyghed må tage imod Faderens kærlighed til os. Hvordan gør vi det? Der er kun én måde, kun én vej det kan lade sig gøre, og det er ved tro. Vi må tro i henhold til skriften, og som Helligånden åbenbarer det for os, så tager vi imod Faderens kærlighed ved tro. Den eneste vej til Faderen er gennem Jesus Kristus. Han er vejen. Ingen kan komme til Faderen uden ved ham. Efeserbrevet 2, 18 siger, at det er gennem ham, det er gennem Jesus Kristus, at vi har adgang til Faderen.

"For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen."
Efeserbrevet 2, 18

Så gennem Kristus, ved troen på ham, får vi fri, uhindret adgang til Faderens kærlighed. Omvendt flyder Faderens kærlighed til os gennem Kristus, og her vil den troende erfare Guds kærlighed. Enhver grund man før havde til at frygte Guds retsmæssige dom og vrede, fordi man var en fjende af ham — enhver sådan grund til frygt er nu skyllet fuldstændig bort ved, at man nu i troen på Kristus er blevet forenet med ham, ham som har fjernet vreden, der var rettet mod os, så vi ikke længere står fordømt. Man kan nu hvile trygt og fuldkomment i Guds kærlighed, vidende om, at intet kan adskille en fra Guds kærlighed, som slutningen af Romerbrevet 8 gør klart. Intet kan adskille os fra Guds kærlighed, når først vi er i Kristus.

Vi må tro, at han elsker os, og med taknemmelighed må vi tage imod den kærlighed med den største glæde og fryd og ydmyghed og gudsfrygt. Prøv næste gang, når I sætter jer ned alene og holder andagt med Gud — start med bare at meditere over: han elsker dig. Gud Fader elsker dig. Prøv at lade det, prøv bare at meditere over den sandhed og give ham tak. Tag imod den. Sig tak. Tak, Far, fordi du elsker mig. Det er en vild sandhed.

For det andet må vi i respons til Guds kærlighed elske ham igen. Hvordan kan vi gøre andet? Fordi han først har elsket os, så kan vi nu elske ham i respons. Der er en given og en tagen imod i vores forhold til ham. I tro tager vi imod Guds ubeskrivelige, vidunderlige kærlighed, men vi må respondere også i tro og i handling og give ham vores kærlighed. Gud siger til dig og mig, som der står i Ordsprogenes Bog 23, 26:

"Giv mig dit hjerte, min søn, lad dine øjne finde behag i mine veje."
Ordsprogenes Bog 23, 26

Giv mig dit hjerte, min søn, min datter. Giv mig dit hjerte. Gud forlanger — og med rette forlanger han — vores kærlighed og siger til os, at vi skal elske ham med alt, hvad vi har i os, med hele vores hjerte, med hele vores sjæl og styrke og sind. Himlens Gud vil, at du skal elske ham. Er det ikke bare fantastisk? Er det ikke fantastisk, at han vil, at du skal elske ham? Hvem her har nogensinde været på en arbejdsplads, hvor arbejdsgiverens største ønske det er: hey, du skal elske mig? Det tror jeg ikke, der er nogen der har oplevet. Jeg tror, de fleste har oplevet en arbejdsgiver: hey, du skal simpelthen bare arbejde ypperst for mig og præstere. Det er ikke det, som Gud siger. Han siger ikke, at du skal bare præstere for mig. Han siger: du skal elske mig af alt, hvad du har i dig. Det er en vidunderlig invitation til os. Himlens Gud vil, at du skal elske ham. Det er fantastisk.

Når vi ser Gud som uendelig kærlig og omsorgsfuld, så finder vi fred og hvile til vores sjæl i vores forhold til Gud. Gud elsker os først, og helt naturligt kan vi ikke gøre andet end at respondere tilbage med kærlighed til ham. Det vil uundgåeligt komme til udtryk i den troendes liv i form af en inderlig tilbedelse til ham og en dybtfølt indstilling af taknemmelighed til ham for, hvem han er, og for hvad han i kærlighed har gjort for den troende. Men det vil også uundgåeligt komme til udtryk ved et liv karakteriseret — ikke af perfekthed — men karakteriseret af lydighed til ham. De bud vi før var ligegyldige overfor og måske endda hadede, før vi blev kristne, før vi blev et Guds barn, er nu vores største glæde og ønske og længsel at leve efter. Vi kan bede sammen med salmisten i Salme 119, 133:

"Styr mine skridt ved dit ord, lad ingen uret få magten over mig!"
Salme 119, 133

Styr min livsvej ved dit ord. Jeg ønsker ikke at ramme ved siden af. Jeg ønsker ikke at gå ved siden af. Jeg ønsker at leve i lydighed til dig. Styr mine skridt ved dit ord, Gud. Det vil være vores bøn, men vi vil helt sikkert alle sammen erfare, at vi kommer til kort igen og igen i vores kærlighed til ham. Er det ikke rigtigt? Er der nogen her der elsker Gud til perfekthed og fuldkommenhed? Det tror jeg ikke der er, ikke endnu i hvert fald. Det kommer — den dag kommer, det glæder vi os til.

John Owen siger, at Guds kærlighed er ligesom ham selv — den er uforanderlig. Men vores kærlighed er også ligesom os selv — den er skiftelig. Hans er konstant. Den bliver hverken større eller mindre. Men vores kærlighed til ham er somme tider intens, andre tider mere i dvale, somme tider voksende, andre tider aftagende. Hans kærlighed er som solen, altid skinnende, selvom vi ikke altid kan se det, fordi der måske lige kommer en sky forbi, men så skinner den altid. Hvor vores er som månen, somme tider er fuld, andre tider blot en tynd halvmåne.

At meditere over Gud Faders kærlighed er en sikker opskrift til et dybere og mere inderligt fællesskab med en treenig Gud. John Owen siger igen: den største sorg og byrde du kan lægge på Faderen, det mest uvenlige du kan gøre mod ham, det er ikke at tro på, at han virkelig elsker dig. Kære ven, er du et Guds barn, så er du højt elsket af ham, og må den sandhed opmuntre dig til dagligt at søge hans nærvær og vandre ham tæt.

Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle.

Amen.