Onesimos' omvendelse og gavn derved

Navnet Onesimos betyder gavnlig. En prædiken om at være til gavn for Guds rige, om at være hinandens hjerte og om Guds forunderlige forsyn.

I dag fortsætter vi i Filemonbrevet. Vi har været i gang med Filemon helt fra start, og nu er vi nået til vers otte. Jeg har valgt, at vi tager den helt til og med vers 16, fordi det giver rigtig god mening, når man kigger nærmere på det. Der er en sammenhæng der.

Sidst hørte vi et budskab ud fra vers fire til syv, og der indledte jeg med en sammenfatning af budskabet. Den kan I lige høre her: Budskabet handler om den kristnes aktive og ansvarlige deltagelse i fællesskabet, hvor man tager en kærlig hånd om Kristi legeme. Det giver en større erkendelse af, hvem Jesus er, og styrker troen på ham. Samtidig giver det andre troende trøst og glæde og ikke mindst noget at takke Gud for, en gudscentreret taknemmelighed.

Det var en sammenkogning af sidste budskab ud fra vers fire til syv. Vi var inde på taksigelse i bøn. Så var vi inde på det at have et virksomt, aktivt koinonia, altså fællesskab. Ikke bare at vi mødes hist og her og er lidt ligeglade med hinanden. Nej, en ansvarlig, aktiv deltagelse i fællesskabet, hvor vi virkelig tager hånd om hinanden og ser hinanden som en åndelig familie. Til sidst var der trøst og glæde: Når vi forstår, hvilke bånd vi har i Kristus, så er der trøst og glæde at hente i menigheden.

I dag kigger vi på vers 8 til 16 under overskriften "Onesimos' omvendelse og gavn derved". Ligesom sidst vil jeg give jer et kort overblik fra start, så I ved, hvor vi er på vej hen. Dagens prædiken kan sammenfattes sådan her: Når vi får troen og bliver kristne, så arbejder Gud med os. Han former os til at være fulde af gode gerninger, så vi bliver til gavn for hans rige. Med de nye hjerter, som Gud giver os ved troen, får vi også en evne til at elske vores brødre og søstre i troen, sådan at vi ligesom Paulus kan sige det, han siger om Onesimos og Filemon: De er hans eget hjerte. Vi kan se på hinanden og tænke: Du er faktisk så kær for mig, at du er mit eget hjerte. Så kan vi være fortrøstningsfulde over den gode Gud, vi har, som suverænt vælger, hvem han vil frelse. Der er ingen, der er for langt væk fra Guds frelserhånd.

Dagens tekst har tre overskrifter. Den første er "Til gavn", og det er vers 10 og 11. Den anden er "Mit eget hjerte", vers 12 og 13. Den tredje er "Guds forunderlige forsyn" i vers 15 og 16. Men inden vi rigtig kaster os ud i hver overskrift, skal vi kigge på vers otte og ni og også vers 14. For her ser vi det, der danner rammen for Paulus' appel til Filemon om, at Onesimos skal tilgives og modtages som en bror i troen.

En bøn i stedet for en befaling

Paulus siger i vers otte og ni:

"Selv om jeg derfor med stor frimodighed i Kristus kunne foreholde dig din pligt, vil jeg for kærlighedens skyld hellere rette en bøn til dig, sådan som jeg er: en gammel Paulus og nu også Kristi Jesu fange."
Paulus' Brev til Filemon 8-9

Så siger han i vers 14:

"Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at det gode, som du gør, ikke skal ske af tvang, men af fri vilje."
Paulus' Brev til Filemon 14

Paulus er klar og tydelig her. Han kunne sagtens have brugt sin autoritet som leder og apostel, men han vælger bevidst at appellere til Filemons hjerte, så Filemon af sit eget hjerte kan tilgive Onesimos.

Det er et spændende spænd: Hvornår bør man som en, der er ledende eller øverst i hierarkiet, give en ordre, en befaling, og hvornår bør man gå en anden vej og rette en bøn eller en opfordring til dem, man leder og er over?

Der er helt sikkert situationer, hvor der skal gives en klar udmelding, som for eksempel i Andet Thessalonikerbrev kapitel 3, vers 6. Der står:

"Vi påbyder jer, brødre, i vor Herre Jesu Kristi navn at holde jer fra enhver broder, der lever et uordentligt liv og ikke holder sig til den overlevering, de modtog af os."
Andet Thessalonikerbrev 3, 6

I den engelske oversættelse ESV står der "command" for "påbyder". Det er bare et ord, vi ikke bruger så tit på nudansk, men det betyder sådan set: Vi befaler jer, brødre. Bag ordet "uordentligt" står det græske ord ataktos. Når det beskrives på denne måde, betyder det i sin grundessens dovenskab. Det er dovenskab, at man ikke vil arbejde for føden. Det ser man også, hvis man læser videre. Der siger de: Vi kunne godt finde ud af at arbejde for føden, da vi kom og var sammen med jer. Vi lå ikke nogen til last. Men der var andre, som ikke ville. Så det var en klar og tydelig befaling om, at det duer ikke med dovne kristne. I skal arbejde for føden.

I nyere papyrusfund fra det første århundrede har man fundet lærlingekontrakter fra det græsk-romerske Egypten. Der har man opdaget, at ordet ataktos blev brugt i hverdagssproget om en lærling eller en arbejder, som pjækkede fra arbejdet eller ikke passede sine pligter. Det er det, ordet lægger op til i den passage. Vi skal ikke gå super meget i dybden med det; det er mere et fun fact til jer. Pointen er, at der er tider, hvor apostlen går en meget direkte vej og siger: Sådan skal det være. Det er en befaling. I skal følge den. Der er ingen slinger i valsen her. Så er der andre steder, hvor han bruger en anden tilgang, og det er den tilgang, han bruger over for Filemon. Der viser han ham, at det her skal komme fra hjertet. Det skal komme fra ham selv.

Man kan tage et andet eksempel på, hvor han virkelig bare siger det lige ud, i Første Thessalonikerbrev 5, 27. Der siger han:

"Jeg besværger jer ved Herren: Lad dette brev blive læst op for alle brødrene."
Første Thessalonikerbrev 5, 27

Igen har vi en meget klar og tydelig ordre. Det her skal altså læses op. Det er ikke noget, I skal gemme for jer selv. De andre skal også høre det. Læser man fra vers 14 i samme kapitel, er der masser af formaninger og masser af klare, tydelige, direkte befalinger og ordrer. Dem er der masser af i Skriften. Der er mange direkte formaninger fra apostlene, men der er også den personlige appel, som vi ser flere steder. Et eksempel på en personlig appel ud over her i Filemon kunne være Andet Korintherbrev kapitel 9 om indsamlingen til menigheden i Jerusalem: Gud elsker en glad giver. Det kan man læse i kapitel 9 i Andet Korintherbrev:

"Men enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver."
Andet Korintherbrev 9, 7

Man kan vel egentlig godt forstå, hvorfor Paulus vælger at rette en bøn til Filemon. Prøv at forestille jer, hvordan det havde set ud, hvis Filemon blot af ren og skær pligt modvilligt havde skullet omfavne Onesimos foran hele menigheden og demonstrere den efterligning af tilgivelse i handling, som vi har fået i Kristus. Jeg ved ikke, om I kan sætte jer ind i det, men et modvilligt kram foran hele forsamlingen er ikke noget godt vidnesbyrd om den kærlighed, vi har i Jesus. Det havde set helt forkert ud, og en sådan påtagethed havde formentlig gjort mere skade end gavn.

Så der er i Skriften en balance mellem kærlighed og pligt eller befaling. Her er det kærligheden, der er i fokus. For det er netop denne kærlighed ud af et villigt hjerte, der skal til for at skabe det virksomme fællesskab, koinonia, i menigheden i Kolossæ.

Til gavn

Nu bevæger vi os over til vers 10 og 11, og det er det første punkt: til gavn.

"Jeg beder for Onesimos, mit barn, som jeg har fået i mit fangenskab, ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig"
Paulus' Brev til Filemon 10-11

Læg mærke til, at Paulus kalder Onesimos sit barn her i vers 10. Et barn, som han har fået, mens han sad i fangenskab i Rom. Det er ikke, fordi Paulus som en ældre mand har haft lyst til at adoptere Onesimos, fordi han ikke selv havde fået nogen børn. Det er ikke det, der menes. Nej, det skal forstås sådan, at Paulus fungerer som en åndelig far for Onesimos, idet han har forkyndt evangeliet for ham. Han har ledt Onesimos til tro og derved hjulpet ham på vej, så Helligånden har kunnet gøre sit værk i ham: føde ham på ny og give ham troen.

I den nye fødsel går ens hjerte fra at være et hårdt stenhjerte, der er i oprør mod Gud, til at blive et hjerte, der bliver blødt over for Herren. Et hjerte, der før ikke ville anerkende sin egen syndighed over for en god og hellig Gud, kan pludselig se synden i øjnene og bedrøves over den. Det kan se, hvor skyldig man er i lyset af Guds hellige lov, de ti bud, som vi alle sammen har brudt: hvordan vi har løjet, begæret, har hadet, har taget ting, der ikke var vores, og har tilbedt alt muligt andet end Gud. Når troen fødes, og det nye hjerte begynder at banke, så sker der en mirakuløs forvandling med de nye kristne. Det, vi ser her med Onesimos, er netop den forvandling.

Vers 11:

"ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig"
Paulus' Brev til Filemon 11

Det er lidt sjovt, det her. Det er skrevet med et glimt i øjet. Det smager lidt af farhumor, og grunden er, at navnet Onesimos faktisk betyder gavnlig. Så det er lidt ordleg, han er i gang med her. Onesimos betyder gavnlig, til gavn eller nyttig.

Det var et navn, man ofte gav til en slave, og Onesimos var jo Filemons slave. For jer, der ikke lige kan huske det eller ikke var der: Ved introduktionen til Filemonbrevet forklarede jeg, at slaver dengang var en anden størrelse, end hvad vi tænker på i dag. En tredjedel af alle mennesker i Romerriget var slaver. På mange områder ville en slave ikke være en, man undertrykte på samme måde, som man tænker på i dag med nyere slaveri. En slave kunne være din mest betroede tjener. En slave kunne i sidste ende være ham, der stod i din forretning og langt hen ad vejen styrede den. Der blev udvist ret stor tillid til slaver, i hvert fald de steder, hvor der var en god mand, som kunne se værdien i det og behandlede sine slaver ordentligt. Der har helt sikkert også været slaver, som man har udnyttet og behandlet vildt dårligt, og der er ingen tvivl om, at slaver generelt blev anset for at være samfundets laveste. Men ikke desto mindre er det en anden størrelse end det, vi kender i dag, og det er vigtigt, at vi husker det, når vi tænker på Onesimos og Filemon her.

Onesimos betyder altså til gavn, og det var tit et navn, man gav til slaver, nok fordi man ønskede, at de var til gavn, at de rent faktisk hjalp til med det, de skulle. Så det er med et glimt i øjet, at han skriver sådan. Men ikke desto mindre ligger der en dyb sandhed i, at Onesimos nu som en født-på-ny kristen kan være til gavn og velsignelse for Guds rige på jorden.

En ikketroende vil reelt set overhovedet ikke kunne være til gavn, når det gælder Guds rige og de åndelige discipliner. I Efeserbrevet 2, 10 står der:

"For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i."
Efeserbrevet 2, 10

Vi er skabt til gode gerninger. Vi bliver gavnlige i Guds rige, når vi fødes på ny.

Måske er der nogen derude, som tænker på sig selv som kristen og mener, at det bare handler om at få billetten til himlen og ikke så meget mere. Undgå straffen, og så er alt fint. Men virkeligheden er, at Skriften siger, at troen må være en handlende tro, hvor der følger et forvandlet liv med.

Vi frelses ikke af gerninger, og det er vigtigt at sige. Vi frelses ikke af de gode gerninger, som vi er skabt til. Vi er ikke katolikker. Men fordi vi er frelst, fordi vi er troende, der er blevet født på ny og har fået det nye hjerte, så har vi fået en ny natur, der længes efter at behage Gud, elske ham og elske vores medmennesker. Gerningerne, vores gavnlighed, er en frugt af et forvandlet hjerte. Vi lever for Jesus nu og ikke for os selv. Vi ofrer os for familien og for menigheden, men også for vores medmennesker, som har brug for os.

At gøre op med det gamle liv

Prøv at betragte Onesimos sammen med mig. Filemon var en omvendt kristen, og det var han, da Onesimos formentlig stjal fra ham. Vi ved det ikke med sikkerhed, men mange er ret overbevist om, at Onesimos har været nødt til at stjæle fra Filemon for overhovedet at kunne flygte og tage den lange rejse hele vejen til Rom. Så han har formentlig stjålet fra ham, og så har han efterladt ham og er løbet fra den aftale, som de egentlig havde lavet.

Man skal ikke tage fejl: Selvom slaveri selvfølgelig handler om, at man køber sig til en slave, så var der også mennesker, som decideret solgte sig selv ind i slavetjenesten. Det kan sagtens være, at Onesimos var en af dem, der sagde: "Prøv at høre, jeg kan ikke finde noget arbejde herude, som reelt set kan betale min løn og sørge for, at jeg overhovedet har tag over hovedet. Så jeg tilbyder min tjeneste her. Så får jeg tag over hovedet, et sted at bo, noget mad, et godt sted at være og en god familie at høre til." Der var mange, som kom ind i slaveri ved selv at tilbyde den form for aftale. Så der kan sagtens have været sådan en aftale til at starte med, og den er Onesimos nu løbet fra. Vi ved ikke, hvad årsagen var til, at han gjorde det.

Men Filemon har med al sandsynlighed som kristen udvist langt større tillid, venlighed og godhed mod Onesimos, end mange andre ville gøre, efter han blev kristen. Hvorfor det? Jo, fordi Filemons hjerte også er blevet forvandlet. Han har også fået en ny natur. Paulus forkyndte evangeliet for Filemon, og han er selv gået fra mørke til lys. Han er blevet en født-på-ny discipel af Jesus. Det er den Jesus, som i Matthæusevangeliet 7, 12 siger:

"Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne."
Matthæusevangeliet 7, 12

Det ved Filemon godt, og det er det, han formentlig lever ud fra. Så han har med al sandsynlighed behandlet Onesimos utrolig godt, indtil Onesimos stak af. Filemon var en velanset mand i kirkens øjne, som oven i købet stillede sit hus til rådighed, så menigheden kunne mødes. Det var der, menigheden i Kolossæ mødtes, hjemme hos Filemon.

Måske har det faktisk netop været den godhed, venlighed og kærlighed, som Filemon pludselig viste Onesimos, der både gav en åbning til at udnytte Filemon, men som også kan have skubbet ham væk. Jeg ved ikke, om I har tænkt over, at kærlighed, godhed og venlighed for nogen faktisk kan være med til at skubbe en person væk. Man kan tænke: Hvorfor det? Hvem kan ikke lide kærlighed? Men mennesker, som aldrig har mødt den form for kærlighed før, kan have rigtig svært ved at modtage den sent i livet. Har man haft et hårdt liv og været igennem hårde tider det meste af sit liv, og man nu sent i livet møder ægte kærlighed, så kan den være rigtig svær at modtage. Vi kender det fra plejefamilier og adoptivfamilier: For børn, som aldrig er blevet vist ordentlig kærlighed og venlighed, kan det være hammersvært at modtage den. De skubber folk væk, fordi de ikke har tillid til mennesker mere. De forventer, at der er en eller anden bagtanke. Det, der føles super godt, kærligheden, er bare midlertidigt. Der venter svigt lige rundt om hjørnet.

Vi ved ikke, hvad det var, der drev Onesimos væk, men vi ved, at efter Onesimos blev frelst, fik han det nye hjerte, og så var han villig til at vende tilbage. Hvad end der drev ham væk fra livet i Filemons hus, det hus, hvor de kristne samledes og i øvrigt holdt gudstjeneste, så var han nu klar til at vende tilbage. Han var nu klar til at stole på Filemon og menigheden. Det har krævet mod og ydmyghed fra Onesimos. Ved I hvad? Mod og ydmyghed er præcis sådan noget, som Helligånden giver os kristne.

Som en sand nyomvendt kristen ønskede han også at få gjort op med den synd, han havde begået, ikke bare mod Gud, men også mod mennesker. Jeg er sikker på, at mange her kan huske tilbage på begyndelsen af deres kristne vandring, og hvordan den medførte nogle konkrete handlinger for at gøre op med det, vi før havde haft det fint med at gøre. Nogle ting tager tid at forstå, og der arbejder Guds ord, menigheden og ikke mindst Helligånden med os i vores helliggørelse.

En af de ting, mange oplever at få styr på fra start, er for eksempel et grimt sprog. Det er som regel en ret hurtig ting, Helligånden overbeviser os om: Hov, der er et eller andet her. Om ikke andet, så går det ret hurtigt op for en, når man er ny i troen og bliver koblet på en menighed, at man har et andet sprog end alle de brødre og søstre, man lige har fået i menigheden. Før kunne man bare tale på den måde uden at tænke over det. Nu rammer det en. Det kan også være grov humor, der pludselig ikke længere er så sjov. Eller det kan være piratkopier, hvor man har stjålet fra dem, der har lavet en film eller et spil. Nu forstår man pludselig, at det var forkert, og så sletter man det hele. Eller ens påklædning, hvor man før ønskede at vise det hele frem og vise verden, hvor flot og sensuel man kunne være. Nu går det op for en, at Guds ord taler om anstændighed, og at sensualitet og begær faktisk er noget, der hører til inden for ægteskabets rammer.

Der kan være folk, man har haft store konflikter med, hvor man har forbandet dem, hadet dem og bagtalt dem groft. Nu mærker man, at man er nødt til at tilgive dem og samtidig bede dem om tilgivelse.

De ting handler om at gøre op med synd og at sige nej til ting. Men Onesimos' gavnlighed lå også i, at han nu elsker Jesus, og derfor ønsker han også at tjene ham. Han kunne nu være med til at gå i forbøn for menigheden. Han kunne være med til at evangelisere. Han kan være med i hele gudstjenestedelen og tjene med de nådegaver, som Gud har lagt i ham. Han kan være med til at synge åndelige sange, salmer og hymner. Han kan være med til at give en opmuntring til en bror eller søster. Han kan formane dem, der synder eller viger bort fra Guds ord. Han kan tjene på alle mulige områder, ligefrem med glæde.

Husk på, at selvom han nok stadig ville være en tjener eller slave for Filemon, så var det simpelthen samfundsstrukturen på daværende tidspunkt. Hvis Filemon satte ham fri og ville ansætte ham som en almindelig arbejder, ville Filemon formentlig ikke kunne give ham en løn, som reelt set kunne forsørge ham med mad, hans eget tag over hovedet, tøj og så videre. Det så man også op igennem 1600-, 1700- og 1800-tallet, faktisk helt op igennem 1900-tallet. Der kaldte man det bare noget andet. Der kaldte man det tjenestefolk. Tjenestefolk boede hos dem, de tjente hos. De fik ikke nok i løn til at kunne få deres eget sted, men de fik et værelse, kost og logi, tøj på kroppen, altså alt det, de umiddelbart havde brug for.

I dag i Vesten har vi i princippet stadig slaveri. Jeg ved ikke, om I har tænkt over det. Her er et kort citat fra en reformert pastor i Storbritannien. Han er egentlig anglikaner, men han har indrømmet, at han er reformert, så han er sådan en undercover-reformert. Det er også godt; dem har vi også brug for. Citatet er fra en gennemgang af Onesimos og Filemon og Filemonbrevet. Han siger:

"Selvfølgelig har vi slaveri. Vi har bare flyttet det til udlandet, til Indien, Bangladesh og Kina. Hvordan kan det være, at vores tv'er og mobiltelefoner er så billige? Svaret er lavtlønsøkonomier, det vil sige slaveri. Ganske vist bliver de ikke kaldt slaver. De er sweatshoparbejdere. Selv nu i USA, de fries land, hvem plukker frugten og udfører det hårde landbrugsarbejde, som ingen andre vil lave? Det er de illegale indvandrere, det vil sige slaverne. De bliver ikke kaldt slaver, men de gør det, slaver gør, og bliver betragtet som slaver. Som regel gælder det, at hvis den rapper som en and og flyver som en and, så er det en and." – en reformert, anglikansk pastor i Storbritannien

Så det har formentlig stadig været den bedste løsning for Onesimos at forblive tjener eller slave hos Filemon sammen med sin nye, kærlige, åndelige familie, kirken i Kolossæ.

Vi må også ligesom Onesimos give slip på de ting, der hører mørket til. De ting, der hører vores gamle liv til. De ting, der var synd i vores liv. Prøv at overveje, om der er ting, du endnu ikke har fået gjort op med. Er der nogen, du skal tilgive eller bede om tilgivelse? Er der gamle vaner, du skal omvende dig fra? Sådan noget som forkerte sider på nettet, alkohol eller rygning, temperament, der bliver til grimme ord, sorte penge, piratkopier eller dovenskab i dit arbejde.

Mange af jer ved, at helliggørelse tager tid. Derfor må vi fortsat arbejde med frygt og bæven på vores frelse. Med andre ord må vi ikke være ligeglade med vores liv. Vi må ikke være ligeglade med det, der er syndigt i vores liv. Mens vi er fulde af glæde og taknemmelighed for korset og vores frelser Jesus, må vi samtidig i den glæde respondere med et liv, der lystrer det, Jesus, vores Herre, vil for os.

Vi var sådan nogle, som reelt set var åndeligt lamme. Vi havde ingen ben, der kunne bære os, eller som kunne levere gode gerninger. Kristus har givet os åndelige ben igen. Så bliver man ikke siddende med kæben hængende nede ved jorden alt for længe. Nej, så er det ud og prøve de ben af, se, hvad de kan, og bruge dem til at gøre gavn. At være gavnlig for Kristus.

Mit eget hjerte

Nu bevæger vi os over til det andet punkt, og det er "Mit eget hjerte". I vers 12 og 13 taler Paulus om, hvordan Onesimos er hans eget hjerte:

"ham sender jeg tilbage til dig, og dermed mit eget hjerte. Jeg havde helst beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne være mig til hjælp i mit fangenskab for evangeliets skyld."
Paulus' Brev til Filemon 12-13

Er det ikke vildt? I samfundets øjne vil Onesimos være den ringeste. Han er samfundets laveste. Sådan en fyr er nu blevet Paulus' eget hjerte.

Kigger man på grundsproget, er det et ord, der hedder splanchna, og splanchna betyder i sin grundessens ens indvolde. Så kan man tænke: Hvad, er han blevet hans egne indvolde? Men man skal ikke tage fejl, for på det tidspunkt var det en måde at sige det på, der svarer til hjertet. I vores vestlige tid er det hjertet, der er det dybeste, vi kan forestille os. Det er der, følelserne virkelig er dybe, hvis man har noget i hjertet. Men på daværende tidspunkt sagde man indvoldene. Det er, som om det ligger lidt længere nede; så er det de rigtige følelser, vi har gang i her. Det er virkelig en fyr, man er glad for. Det er med så dybe følelser, at Paulus beskriver Onesimos. Det er måske også derfor, han kalder ham sit eget barn. Det bliver ikke dybere end det.

Den dynamik, vi ser mellem Paulus, Filemon og Onesimos, hvor Paulus tydeligt har både Onesimos og Filemon i sit hjerte, er kendetegnet ved at være en åndelig familie, sådan som vi har her: stærk kærlighed til hinanden. Det synes jeg også, Matthew Henry beskriver i sin kommentar til Filemonbrevet. Prøv lige at lytte her. Han siger:

"Filemon var Paulus' søn i troen, og dog bad han ham indtrængende som en bror. Onesimos var en stakkels slave, og dog bønfaldt Paulus for ham, som om han søgte noget stort for sig selv. Kristne bør gøre det, der kan glæde hinandens hjerter. Fra verden forventer de modgang. De bør finde trøst og glæde i hinanden." – Matthew Henry

Er det ikke sandt for os her? Vi kan opleve modgang i verden, særligt for de holdninger, vi har som kristne. De er ikke så populære længere, vel? Men fra os kan vi forvente de kærligste tanker. Vi kan forvente kærlige tanker os imellem. Vi kan forvente de bedste intentioner. Vi kan forvente anti-Janteloven, ikke? Vi håber på det bedste for hinanden. Vi hepper på hinanden. Vi elsker hinanden her. Det er Guds værk.

Så kan man spørge: Er det her noget, der kan ske uden en indsats? Er det bare noget, der sker af sig selv, at vi får denne kærlighed, og at den udmønter sig i at blive så dyb, som Paulus beskriver her, "mit eget hjerte"? Nej, det kommer af, at vi praktiserer det, som Guds ord byder os. Vi havde det særligt i fokus sidste gang: Det er et aktivt fællesskab. Det er ikke bare noget, vi kommer dumpende ind i. Nej, vi bruger vores hoved, vi bruger vores tid i ordet. Vi forsøger at være nogle, der reelt set handler på det, vi læser. Nogle, der handler på det, vi tror. Nogle, der er selvopofrende.

Hvis du ikke har hørt det budskab endnu, så er det et godt budskab at gå ind og se på YouTube for at forstå den dybde, der er i det virksomme, aktive fællesskab, koinonia, som vi ser i vers seks: at vi aktivt prioriterer hinanden i bøn, at vi aktivt prioriterer at mødes i de ting, der er faste her i menigheden, men også ud over dem hjælper hinanden og bærer hinandens byrder.

Det er som Johannes Døber sagde det så lavpraktisk i Lukasevangeliet kapitel 3, vers 10 til 11:

"Skarerne spurgte ham: »Hvad skal vi da gøre?« Han svarede: »Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså.«"
Lukasevangeliet 3, 10-11

Jeg tror, det er en passage, man tit på en eller anden måde glemmer lidt, fordi Johannes Døber bliver totalt overskygget af Jesus. Det er klart; Jesus er også den, der skal have al vores fokus. Men det ændrer ikke på, at Johannes Døber havde noget, som er hamrende vigtigt at forstå. Han var den sidste profet, der blev sendt før Kristus.

Vi har generelt tøj i vores tid. Det kan jeg se på jer; I har tøj. Det mangler vi ikke. Vi har som regel også rigeligt med mad. Det er ikke sådan, at vi generelt går sultne i seng her i Danmark. Men måske kunne man stadig lære noget af princippet. Man kunne måske læse det sådan her: Den, der har overskud, skal dele med den, der intet har. Eller: Den, der har visdom, skal dele ud til den, der mangler. Den, der har evner, skal hjælpe den, der mangler.

Vi har i menighedslivet brug for de ældre, de vise, de begavede, de dygtige forvaltere, de ydmyge, de maskuline mænd, de feminine kvinder, de flittige, de disciplinerede, de optimistiske, de barmhjertige, de selvopofrende, de organiserede, de trofaste, de gæstfrie, de ivrige, de generøse, de initiativrige, den sagtmodige og stille skønhed og de stærkes beskyttelse.

Vi har sådan brug for hinanden. Jeg håber, I kan se med disse eksempler, at der selvfølgelig findes mange flere, jeg kunne have nævnt. Det er bare nogle, jeg lige kunne nævne for jer. Vi er ikke ens, det ved I. Men når vi er der for hinanden med dem, vi er, så bruger Herren os som en brik i et fantastisk og smukt puslespil, der tilsammen danner et smukt, smukt billede af Kristi legeme her i Nordjylland.

Det er ikke altid, man er den stærke beskytter som mand. Det er ikke altid, man er den optimistiske eller den gæstfrie. Men så er der andre, der træder til. Det er her, vi løfter hinanden op.

Guds forunderlige forsyn

Vi går videre til det sidste punkt, og det hedder "Guds forunderlige forsyn", vers 15 til 16. Her ser vi Guds fantastiske, suveræne hånd. Han frelser, hvem han vil, uagtet hvad vi mennesker tænker.

"Måske blev han taget fra dig for en tid, for at du kunne få ham tilbage for altid, ikke længere som en slave, men som mere end en slave: en kær broder. Det er han i høj grad for mig, og hvor meget mere skal han så ikke være det for dig, både i denne verden og i Herren!"
Paulus' Brev til Filemon 15-16

Er det ikke smukt? En kær broder, både i denne verden og i Herren.

Paulus siger det ikke med sikkerhed, for han skriver jo "måske". Han skriver "måske", netop fordi det kun er Gud, der ved, hvad der sker om ti år. Det ved vi ikke noget om. Men han mener helt sikkert, at det er sandsynligt, at det var Guds vilje, at Filemon måtte miste en arbejder i sin husstand og måske endda blive bestjålet af ham, fordi Gud ville, at denne slave skulle forbi Paulus i Rom for at blive omvendt og få det nye liv i Kristus. Nu, hvor Onesimos vender hjem, er det som mere end en slave. Det er som en kær broder.

For Filemons vedkommende er det ikke til at sige, hvordan relationen til Onesimos har været. Vi kan ikke sige noget om, hvordan den har været mellem dem. Men vi må regne med, at Filemon har evangeliseret for Onesimos og har ønsket hans frelse som en del af sin egen husstand. Afvisningen og oprøret fra Onesimos' side må have gjort ondt på Filemon. Med den viden, vi har om slavetilværelsen på det tidspunkt, hvor der reelt set har været venskaber mellem slave og herre, kan vi godt forestille os den fortvivlelse, Filemon og husstanden må have haft: Hvorfor, Gud? Hvorfor skete det her?

Men det, vi ser her i vers 15 og 16, er en utrolig betryggende sandhed for enhver, der har en søn eller datter, man er bekymret for i sin sjæl. Hvis Guds forsyn kunne opspore den kriminelle Onesimos hele vejen fra Kolossæ til Roms fangehuller, så er der intet menneske uden for Guds rækkevidde, heller ikke frafaldne eller rebelske børn i dag. Uanset hvor langt ude din søn eller datter er, så er der håb, når Gud arbejder. Uanset om relationen er brudt, så er der håb, når Gud arbejder. Det samme kan siges om familiemedlemmer, der ikke er frelst. Vi må ikke stoppe med at bede for dem. Vi må ikke miste håbet. Vi må hvile i, at Gud er i kontrol, samtidig med at vi er trofaste i det, Gud har bedt os om at forvalte.

En pastor ved navn Onesimos

Hvis du synes, det er vildt, at Gud har valgt at frelse sådan en som Onesimos og føre ham tilbage i tjeneste for Filemon, så hold godt fast nu.

Da kirkefaderen Ignatius af Antiokia var på vej til Rom for at lide martyrdøden, og vi taler om omkring år 110 efter Kristus, skrev han et brev til menigheden i Efesus. I det brev nævner han meget varmt byens pastor. Han hedder Onesimos.

Den tidlige kirkehistorie peger stærkt på, at det var den selvsamme Onesimos. Kronologien passer. Der er gået cirka 50 år mellem Paulus' brev til Filemon, som er fra omkring år 60, og Ignatius' brev fra år 110. Hvis Onesimos var en ung mand i 20'erne, da han stak af, så ville han være i 70'erne som pastor i Efesus, og det er en helt normal alder for en pastor på den tid. Geografien giver også mening. Efesus lå i Lilleasien, relativt tæt på Kolossæ, hvor Filemon boede. Det var en central by for menighederne i det område.

Så er der også det, at ordspillet gentages i Ignatius' brev. I ved, at navnet Onesimos betyder gavnlig eller nyttig. Ligesom Paulus havde sin farhumor i vers 11, "ham, som ikke tidligere var til gavn for dig, men som nu er til gavn både for dig og for mig", så gør Ignatius præcis det samme i sit brev til efeserne, hvor han velsigner Gud for at have givet dem en pastor, som er så gavnlig.

Der er et lille argument imod, at det faktisk er den samme Onesimos, og det er det, jeg nævnte tidligere: at det var et ret almindeligt navn at give en slave. Derfor kunne det godt have været en anden slave end Filemons Onesimos. Men ikke desto mindre er det stadig for vildt. Det er en slave, der er blevet pastor for en menighed. Uanset hvad vidner det om den kærlighed, vi kristne har fået givet i Helligånden. Det vidner om, at uanset hvem du er i samfundets øjne, så er der en plads til dig her i Guds menighed. Uanset hvordan folk ser på dig, så er der plads til dig her. Der er folk, som vil elske dig. Der er folk, der vil tage sig af dig. Der er ikke folk, der vil sige: "Du kan aldrig blive sådan noget her, fordi vi ved godt, hvem du var." Nej, her er der rent faktisk plads til, at du kan vokse i tro og i tjeneste. Der er også plads til, at du kan blive en leder, en, der kan stå her og lede forsamlingen, for det er lige meget, at du var slave. Hvis Gud har givet dig gaverne til det, så vil vi gerne velsigne dig med dem. Det synes jeg er så stort.

Uanset om det er Filemons Onesimos eller en anden slave, så vidner det stærkt om den kærlighed, Gud har, og det vidner om, at ingen er for langt væk. Gud frelser dem, han vil.

Så lad os ligesom Onesimos omvende os fra synd og søge forsoning, forsoning med mennesker. Lad os vokse i hellighed, så vi er til gavn. Lad os vokse i kærlighed til hinanden, så vi prioriterer hinanden og bruger det, Gud har givet os. Det er ikke ens, men det er præcis det, vi skal bruge, så vi kan give det videre til menigheden. Lad os være håbefulde og i bøn for dem, der for en kort tid er langt væk fra Gud. Vi skal ikke stoppe med at bede for dem.