Guds egenskaber - Guds vrede

Den 8. juli 1741 blev Jonathan Edwards, som er en amerikansk teolog og pastor, inviteret til at prædike i en menighed i Enfield, Connecticut, i USA. Der var en stor vækkelse i USA på det tidspunkt — The First Great Awakening, som den også hedder, og som startede i starten af 1730'erne, hvor mange i den periode kom til tro, og der var en enorm åndelig vækst. Men der var også en menighed, der var mere eller mindre uberørt, helt upåvirket af evangeliets budskab. Det var som om, der var en ligegyldighed og en hårdhjertet forsamling. At gå i kirke for dem handlede nok mere om noget, der var socialt eller kulturelt forventet, og ikke om sand gudsdyrkelse. Den lokale pastor var bekymret for sin flok. Han var bekymret for deres sjæles frelse, fordi frugten i disse menneskers liv pegede på, at der var noget, der var helt galt. Der var noget oprørsk, noget syndigt, noget selvisk i denne flok. Så han inviterede Jonathan Edwards, som havde været en nøgleperson i den her vækkelsesperiode, til at komme og dele Guds ord med den her hårdhjertede forsamling.

Det blev en af de mest kendte prædikener nogensinde prædiket uden for Biblens periode. Blandt mange forskellige emner, som han kunne have valgt den dag at tale om, valgte Edwards at prædike om Guds vrede. Titlen på hans prædiken var "Sinners in the Hands of an Angry God" — syndere i hænderne på en vred Gud. Jonathan Edwards brugte ikke store håndbevægelser, dramatiserende talens skaber eller røgmaskiner, lysshow, PowerPoints, filmklip, skuespil eller bevægende musik i baggrunden eller andre remedier for at skabe effekt. Nej, han stod ganske roligt bag talerstolen, og han læste egentlig bare op fra et manuskript, helt stille og roligt. Hans mål med sin prædiken var at bringe sine lyttere til den realisering, den forståelse, at hvis de ikke er i Kristus, så vækker deres syndige tilstand Guds hellige harme og vrede, og at deres liv hænger i en tynd tråd over helvedes evige flammer, og at de på et øjeblik kan finde sig selv i helvede under Guds evige straf for deres synd og oprør imod ham.

I hans prædiken ud fra Skriften gør han det klokkeklart for sine lyttere den dag, at de er genstanden for Guds vrede. De har vakt Guds retfærdige og hellige harme over sig, idet de har afvist hans ufattelige godhed og nåde og kærlighed. Edwards kalder denne flok til at omvende sig, til at flygte til det eneste sted, hvor de kan undslippe Guds vrede og en evig straf i helvede, og det eneste sted er Kristus. Den dag virkede Guds Ånd på en mægtig måde gennem Edwards' forkyndelse. Faktisk flere gange under sin prædiken blev han afbrudt, fordi flere i forsamlingen begyndte at klynke og græde og bryde ud: "Hvad skal vi dog gøre for at blive frelst? Hvordan undslipper jeg helvede og Guds dom? Hvordan finder jeg Kristus?" Guds ord og Guds Ånd virkede den dag i denne hårdhjertede forsamling. Mange kom til frelsende tro, og menigheden blev trøstet og styrket.

I vores studie og gennemgang af Guds egenskaber skal vi også i dag have glæden af at se nærmere på denne egenskab hos Gud — hans vrede — som kirken generelt desværre har en tendens til at nedtone. Vi skal først se lidt overordnet på, hvad Biblen har at sige om Guds vrede, med eksempler fra Det Gamle og Det Nye Testamente, og derefter skal vi se lidt nærmere på en passage i Det Nye Testamente, hvor vi ser Guds vrede komme til udtryk. Jeg håber, kære menighed, at budskabet i dag i sidste ende vil opmuntre dig, og at du må blive grebet af ærefrygt over den vidunderlige og herlige Gud, vi er kaldet til at tjene og tilbede.

Hvad er Guds vrede?

Ofte har vrede en negativ betoning — noget, der ikke er godt, noget, der er en modsætning til det gode, en modsætning til kærlighed og mildhed og godhed og så videre. Så tanken om en vred Gud, særligt en vred Gud, der også er almægtig, det kan være noget af en ubehagelig, frygtindgydende tanke.

Biblen har meget at sige om menneskelig vrede, som kommer til udtryk på en syndig måde. Vi husker måske i Første Mosebog 4, 5, hvordan Kain i sin vrede dræbte sin bror Abel. I Ordsprogenes Bog 25, 28 har vi det her billede af en mand uden selvbeherskelse som en by uden en mur:

"En åben by uden mur: en mand uden selvbeherskelse."
Ordsprogenes Bog 25, 28

Og igen i Ordsprogenes Bog 29, 22 står der, at en opfarende mand vækker splid:

"En opfarende mand vækker splid, en mand, der let bliver vred, begår tit overtrædelse."
Ordsprogenes Bog 29, 22

Der er ikke noget besværligt ved en mand, der ikke kan tæmme eller beherske sin egen vrede. Jeg tror, at mange her, mig selv inklusiv, særligt hvis man har børn, kan genkende bristninger i sine egne karaktertræk her. Jeg tror også, at vi alle har været vidner til nogen, der har ladet vreden overmande sig, og man har været vidne til nogen, der har udtrykt vrede på en uhensigtsmæssig måde. Eller også har man selv været den, der har ladet vreden overmande sig, og man har været alt for hård mod en anden. Det er aldrig godt. Derfor har vi, tror jeg, en tendens til at anskue vrede som noget, der ikke er godt. Når vi er vrede selv, selv når den er berettiget, så kan den vrede ofte komme til udtryk på en syndig måde, fordi vi stadigvæk kæmper med synd i vores liv. Efeserbrevet 4, 26 siger, at vrede som sådan ikke er forkert — "Bliv blot vrede, men synd ikke," står der — men alligevel i vores vrede kommer vi ofte til kort, og den får afløb på uhensigtsmæssige måder.

Derfor, måske underbevidst, kan vi have en tendens til at nedtone, ignorere eller nærmest undskylde for de passager i Biblen, der taler om Guds vrede, som om disse passager maler et billede af en Gud, der i raserianfald ikke kan styre sin vrede. Intet kunne være længere fra sandheden end det. Faktisk er Gud ufatteligt, nærmest ubegribeligt langmodig, tålmodig og overbærende, som Romerbrevet 2, 4 siger det, at han er rig på godhed, overbærenhed og langmodighed, og at Guds godhed faktisk har til hensigt at føre én til omvendelse. Hvis det ikke var tilfældet, var ingen af os kommet til troen. Vi var blevet udslettet længe før, hvis det ikke var for hans langmodighed, og at han i sin nåde opsøgte den enkelte med sin frelsende kærlighed.

Men i forhold til Guds vrede, ikke en menneskelig eller syndig form for vrede, der er det desværre i kirken rundt omkring sådan, at man kun hører let, hvis noget overhovedet, om Guds vrede og hans intense had og foragt mod synd. Man hører sjældent om Guds dom mod dem, som ikke omvender sig, og man hører næsten aldrig om helvede. Men hvis man trofast læser Biblen, så kan vi ikke komme udenom den virkelighed, at Biblen er fyldt med passager, der omtaler Guds egenskab i, at han er en Gud, der udtrykker had og vrede. Han er, som Salme 7, 12 siger det, en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag:

"Gud er en retfærdig dommer, en Gud, der harmes hver dag."
Salmernes Bog 7, 12

Den Danske Ordbog definerer vrede som "en stærk sindsbevægelse som følge af krænkelse, forurettelse, ondskab eller lignende". Som den retfærdige, hellige, alvidende, altseende, allestedsnærværende dommer, som Gud er, harmes han hver eneste dag som følge af den krænkelse, forurettelse og ondskab, som mennesket udviser i oprør over for hinanden og over for ham, som er deres skaber. Gud kan ikke bare være neutral over for den ondskab, der er. I sit hellige ord gør Gud intet for at skjule eller lægge låg på denne egenskab. Lige så tydeligt, som Skriften er i at påpege Guds enorme kærlighed og godhed, hans nåde og barmhjertighed, hans mildhed og langmodighed, lige så tydeligt og uden at pakke pænt ind, så viser Biblen os, at Gud er en vredens Gud. Denne egenskab gør ham herlig og værdig vores pris og ærefrygt og lovsang. Faktisk, hvis man tager en konkordans, en bibelordbog, så vil man finde flere referencer til skriftsteder omkring Guds vrede, hans raseri, hans harme mod synd, end til hans kærlighed og mildhed. Det er ret tankevækkende, ikke?

Hvordan skal vi definere Guds vrede? A.W. Pink, i sin klassiske bog "The Attributes of God", definerer Guds vrede sådan her: Guds vrede er hans evige afsky mod al uretfærdighed. Det er hans guddommelige utilfredshed og harme mod ondskab. Det er hans hellighed, som aktivt sætter sig i bevægelse mod synd. Wayne Grudem definerer det meget simpelt, at Guds vrede betyder, at han intenst hader al synd.

Hvis Gud virkelig er god, så må han og skal han stå imod ondskab. Hvis Gud virkelig er sandhed, så må han hade løgn. Hvis Gud elsker liv, så må han hade det, der fører til død. Guds væsen, hans egenskab som en hellig, retfærdig, god og kærlig Gud, det kræver, at han også besidder den egenskab, at han harmes, når hans godhed og retfærdige væsen krænkes. Hvis Gud var ligegyldig over for en ondskab begået, ville det så ikke rejse tvivl om hans moralske perfekte væsen? Som A.W. Pink også skriver: Hvordan kan han, som kun kan glæde sig i det, der er rent og elskværdigt, ikke også hade det, der er urent og afskyeligt?

Guds vrede sammen med totaliteten af alle hans egenskaber, Guds totale væsen i al hans helhed og enkelthed, gør ham uendelig vidunderlig og herlig og al pris og ære værdig. Da Moses på bjerget udtrykte sin længsel efter at se Guds herlighed, som vi læser det i Anden Mosebog 33 — "Lad mig dog se din herlighed," beder Moses — der ser vi i det efterfølgende kapitel, hvordan Gud skjuler Moses i en klippespalte og dækker ham med sin hånd for derefter kun at tillade Moses at se efterglød af Guds herlighed. For at stå ansigt til ansigt med Gud i al hans herlighed, det kan intet menneske klare. Og hvad siger Gud, idet han går forbi Moses? Hvilke egenskaber kommer her i fokus? I Anden Mosebog 34, 6-7 står der:

"Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn."
Anden Mosebog 34, 6-7

Han er sen til vrede. Han er langmodig. Han holder synderen i sin hånd og giver chance efter chance. Men i sidste ende lader han ikke den skyldige ustraffet, uden undskyldning, uden at pagt fint. Sammen med hans elskede egenskaber, som vi lige har læst, i form af hans barmhjertighed og nåde og troskab og sandhed, så vil Gud, at Moses skal vide, at Gud er en Gud, der harmes over synd — en vredens Gud, hvor dommen vil falde retfærdigvis over den skyldige. Og derigennem vil Guds herlighed også blive åbenbaret på lige fod med hans barmhjertighed og nåde, når han tilgiver en synder.

Prøv lige at smag på den her gammeltestamentlige passage omkring Guds vrede. I må gerne slå op sammen med mig i Nahums Bog. Den ligger lige klods op af Mikas Bog, lige efter Mikas Bog, blandt de 12 små profeter. Nahums Bog kapitel 1, vers 2 til 8. Det er et profetisk ord til Nineve, den her ugudelige by, men advarslen tåler også at lyde i dag i København, i New York, i London, i Johannesburg, i Sydney, i Aalborg, i Godthåb — hele verden. Nahum kapitel 1, vers 2 til 8, og det er bare for at få en smag af Biblen, når den taler om Guds vrede:

"Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud, Herren tager hævn og er fuld af harme, Herren tager hævn over sine fjender, han vredes på sine modstandere. Herren er sen til vrede, men stor i kraft og lader ingen ustraffet. Gennem storm og uvejr går hans vej, skyerne er støvet under hans fødder. Han truer ad havet og tørrer det ud, han tørlægger alle strømme; Bashan og Karmel sygner hen, og Libanons blomster sygner hen. Bjergene ryster for ham, og højene skælver; ved synet af ham råber jorden, verden og alle dens beboere: 'Hvem kan holde stand mod hans harme, hvem kan bestå mod hans glødende vrede?' Hans harme vælder frem som ild, klipperne knuses foran ham. Herren er god, et værn på nødens dag; han tager sig af dem, der søger tilflugt hos ham, når vandfloden bruser frem. Han tilintetgør sine modstandere, sine fjender jager han ud i mørket."
Nahums Bog 1, 2-8

Lidenskabelig, hævnende, fuld af harme, vredes på sine fjender og modstandere, lader ingen ustraffet. Hvem kan holde stand mod hans harme? Ingen. Hvem kan bestå mod hans glødende vrede, som vælder frem som ild, og klipper bliver knust foran ham, bjergene ryster, jorden skælver for den levende Gud, hvis vrede og harme er vakt? Hvor er der sikkerhed at finde foran en sådan frygtindgydende Gud? Han er god. Han er sen til vrede, og mod dem, der søger tilflugt hos ham, er der sikkerhed og frelse at finde. Men for den, der ikke ankrer, der ikke bøjer sig, ikke omvender sig eller vender sig mod Gud, dem vil han tilintetgøre. Han vil jage disse fjender ud i mørket — et mørke, som i sidste ende er, hvad Jesus beskriver gentagende gange som det sted, der hedder helvede, et sted, hvor Gud regerer og dømmer sine fjender, alle de faldne engle og syndige, oprørske, uomvendte mennesker, hvor det vil være mørkt og tænderskæren under Guds evige, dømmende vrede.

Hvor ser vi Guds vrede i Det Gamle Testamente?

Hvor ser vi så eksempler på Guds vrede manifesteret i Det Gamle Testamente? Her nævner jeg tre blandt mange.

For det første så ser vi det ved syndefaldet. Gud havde skabt verden perfekt, syndfri, og med mennesket som kronen på sit skaberværk, skabt i Guds eget billede, skabt til at nyde og herliggøre Gud på jorden. Mennesket var perfekt, uden synd, og mennesket nød en ubeskrivelig rigdom og velsignelse. Prøv lige at forestil dig en verden uden fordærv, uden sorg, uden sygdom, ondskab, død eller brud — en verden, hvor mennesket levede i perfekt harmoni med hinanden, i perfekt glæde og enhed, i harmoni med skabningen, og vigtigst og bedst af alt: mennesket levede i perfekt harmoni og glæde med sin skaber. Wow. Adam og Eva nød livet i et vidunderligt paradis. De måtte spise og nyde alle havens frugter. Dog fra ét måtte de ikke spise. Bare ét. Gud gav dem kun én ting, de ikke måtte gøre, og det var at spise af den forbudte frugt, og advarslen var, at hvis de gjorde det, så ville de dø.

Mennesket lod sig friste af slangen, af djævelen. De syndede mod Gud. De spiste af det ene træ, de ikke måtte spise af, og med det samme kom synd ind i verden og ødelagde mennesket. Det ødelagde menneskets forhold til sig selv, til hinanden, til skabningen og vigtigst af alt: til Gud. Det blev ødelagt. Adam og Eva erfarede, at Guds advarsler aldrig er tomme. Døden kom ind i verden, synden kom ind i verden. Gud havde advaret dem, og nu blev mennesket og verden forbandet. Mennesket blev adskilt fra Gud, jaget ud af Edens have, og synd, strid, slid, katastrofer, sygdom og død skulle nu karakterisere verdens historie fra den dag af, som vi alle er vidner til. Mennesket trodsede Gud, og hans harme og vrede mod dem blev vakt.

For det andet ser vi Guds vrede komme til udtryk ved syndfloden. I Første Mosebog kapitel 6, vers 1 står der, at menneskene begyndte at blive talrige på jorden. Answers in Genesis Ministries estimerer, at jordens befolkning på Noas tid var omkring 4 milliarder mennesker, og det er et relativt konservativt bud. Der er andre, der skyder det meget højere. Men fire milliarder mennesker. I vers 5 i Første Mosebog 6 står der, at Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. I vers 7 var han bedrøvet og sagde: "Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade." Og i vers 11 står der, at jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud. Alle mennesker på jorden handlede fordærveligt, står der i vers 12. Men i vers 8: "Noa fandt nåde for Herrens øjne."

Gud er sen til vrede. Han er langmodig. Han holder syndere i sine hænder og udholder deres synd i lange perioder og giver synderen tid og mulighed for at vende sig mod ham. Men Guds tålmodighed, hans overbærenhed, har sin grænse, og ved tidens fylde, der sendte han en syndflod. I vers 13 gjorde han det for at gøre en ende på alle mennesker, fordi de er skyld i, at jorden er fuld af vold. Guds harme og vrede mod jordens mennesker havde nu nået sin grænse, og Gud i sin nåde kalder Noa til at bygge en ark, en ark, der ville frelse de dyr og de mennesker, som var ombord, mod den verdensomspændende syndflod, som skulle ramme. Arken havde en dør, og hvis man skulle gøre sig noget håb om at undslippe Guds vrede mod jorden i form af den her kommende syndflod, så skulle man igennem den ene dør. Alt liv på jorden ville blive mødt af Guds vrede, men i arken ville der være ly. Kun i arken.

Igen gjorde Gud alvor af sine advarsler. Da Noa og hans familie var færdig med at bygge arken, som formentlig tog mange års arbejde — et arbejde til skue for dem omkring sig, uden tvivl med advarsler til mennesker om, at de skulle omvende sig og flygte til arken for at undslippe Guds kommende dom, fordi vi læser i Andet Petersbrev 2, 5, det beskriver nemlig Noa som en retfærdighedens forkynder — men det var kun Noa og hans familie samt udvalgte dyr, som undslap nok den største Gud-orkestrerede naturkatastrofe i menneskets historie. Hele jorden blev dækket af vand i 150 dage. Milliarder af mennesker og dyr omkom i Guds retfærdige vrede. Overlevede der nogen mennesker uden for arken? Første Mosebog 7, 21-23 giver svaret her:

"Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle. De blev udslettet fra jorden, og kun Noa og de, der var med ham i arken, blev tilbage."
Første Mosebog 7, 21-23

Gud giver mennesket et løfte om aldrig mere at ødelægge jorden med en verdensomspændende vandflod, og regnbuen bliver tegnet på det løfte. Regnbuen minder os om, at Gud er en vredens Gud, som dømte hele verden med en syndflod, og med regnbuen lover han, at han ikke igen vil dømme verden med vand. Det er derfor ret ironisk, at LGBTQ-bevægelsen vælger regnbuen som deres varemærke — en bue, der altid og stadigvæk tjener til at minde mennesket om Guds heftige vrede mod synd.

For det tredje ser vi Guds vrede komme til udtryk ved Sodoma og Gomorra. Cirka 300 år efter syndfloden var verdensbefolkningen på ny og igen i virkelig vækst. Syndefaldets oprindelige effekt i mennesket overlevede tydeligvis syndfloden og levede i bedste trivsel videre i Noas afkom. Vi læser om synd af den værste slags. Vi kan læse om Babelstårnet, hvordan mennesket forener sig i hovmod mod Gud — mennesket vil løfte sig selv op til gudestatus, hvilket hovmod. Når vi når Abrahams tid, befinder vi os blandt afgudsdyrkelse. Abraham bliver kaldet til at tjene den levende og sande Gud, og en dag besøger Gud Abraham og indvier ham i sin plan om at udrydde byerne Sodoma og Gomorra. I Første Mosebog 18, 20 siger Herren, at der lyder et højt skrig fra Sodoma og Gomorra, deres synd er meget stor.

Byernes kultur og deres syndige, enkle livsstil, det beskrives som et højt skrig i Guds øre. Hans harme og vrede er vakt, hans ære er krænket, hans tålmodighed har nu nået sin grænse, og han har til hensigt at sætte en stopper for denne skrigen af synd ved at udrydde disse to byer. Gud har så en samtale med Abraham frem og tilbage, hvor Abraham forsøger at få Gud til at undlade at gennemføre sin plan, hvis der blot først var 50 retfærdige i byen. Derefter forhandler Abraham antallet ned: hvis bare der er 45, 40, 30, 20, hvis bare der var 10 retfærdige i byerne, om så Gud ville undlade at udøse sin vrede. Gud går med til, at hvis der bare er 10 retfærdige i de her byer, bare 10, så vil han ikke gøre det. Men ikke engang 10 retfærdige var at finde i disse byer.

Abrahams nevø Lot og hans familie, hans kone og deres to døtre, bor i Sodoma, og de alene får mulighed for at blive reddet. Herrens engle i skikkelse af to mænd går ind i Sodomas by. De møder Lot, og med det samme er der et massivt fremstød af byens borgere — homoseksuelle mænd, hvis intense lyst er at ligge med disse to gæster. Gruppen af de ugudelige mænd trænger sig hårdt på Lots hus, og Lot tilbyder endda sine egne døtre, for at hans gæster ikke bliver antastet og voldtaget. Men de trænger sig bare hårdere på, og de truer Lot, og selv efter at Gud rammer dem med blindhed, holder det dem ikke tilbage fra at forsøge at søge efter Lots dør. Hvilken ondskab. I Første Mosebog 19, 4-5 står der:

"Næppe var de gået til ro, før huset blev omringet af mændene i byen, alle Sodomas mænd fra den yngste til den ældste, hver eneste én. De råbte til Lot: 'Hvor er de mænd, der er kommet til dig i nat? Kom ud med dem til os! Vi vil ligge med dem!'"
Første Mosebog 19, 4-5

Sikken perversitet, sikken ondskab. Ved englenes hjælp flygter Lot og hans familie fra byen, og i vers 24 står der, at Herren lod svovl og ild regne ned over Sodoma og Gomorra fra Herren i himlen. Han ødelagde disse byer, ja, hele Jordandalen, alle dem, der boede i byerne, og alt, der voksede på markerne. Guds heftige vrede ramte disse byer som en retfærdig og afmålt straf for deres genstridige og perverse synd mod en hellig Gud.

Her har vi indtil videre set på bare tre eksempler, og vi er ikke engang halvvejs med Første Mosebog. Biblen gør det klart fra start, at Herren Gud er en hellig Gud, som harmes og væmmes ved synd. Men det er også vigtigt at pointere, at i alle disse tre tilfælde af Guds vredes dom, og i alle tilfælde gennem Skriften, at Guds vrede er en juridisk vrede, forstået på den måde, at Gud som dommer udøver sin vrede i perfekt retfærdighed. Den lidelse og straf og pinsel, som enhver vil opleve, som bryder Guds lov og trodser sig mod Gud, deres skaber, og ikke omvender sig — fylden af den Guds vrede vil altid være perfekt afmålt, så den enkelte får præcis, hvad han eller hun fortjener. Gud vil aldrig straffe en for lidt eller for meget. Han vil altid afmåle straffen, så den retfærdigt står i mål til forbrydelsen.

Så er der ikke tale om et guddommeligt hysterisk raserianfald, hvor Gud kaster en atombombe over en lille landsby, fordi en enkelt borger har snydt i sin selvangivelse. Nej, Gud er retfærdig, og hans vrede er en hellig og retfærdig vrede. Romerbrevet 2, 6 siger, at han vil gengælde enhver efter hans gerninger. Og det er også vigtigt at pointere, at Guds vredes dom er noget, som det enkelte menneske faktisk selv vælger, og det sker, når det enkelte menneske bevidst vælger at trække sig væk fra lyset, væk fra det lys, som Gud lyser for at lede mennesker til ham selv. I Johannesevangeliet kapitel 3, vers 18-19 står der:

"Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde."
Johannesevangeliet 3, 18-19

Mennesket elsker mørket frem for lyset. Det er et valg, mennesker træffer. De vil hellere elske det, der hører mørket til, og derved fravælger de lyset. Og som Romerbrevet kapitel 1, vers 18 siger det, så vælger mennesket at undertrykke — det er en bevidst handling — de undertrykker sandheden med uretfærdighed, og derfor hviler Guds dom over dem.

Hvor ser vi Guds vrede i Det Nye Testamente?

Men måske tænker du: "Jamen, det der med Guds vrede, det var jo bare Det Gamle Testamente, hvor vi læser om en vred Gud. Den Gud, som bliver præsenteret i Det Nye Testamente, er langt mere kærlig og langmodig og overbærende." Jeg så engang en fyr i Kolding, og det var sikkert velmenende, men han gik rundt med en T-shirt, hvor der stod "Jesus is my homeboy" — Jesus, han er min guttermand. Nej, kære ven, Jesus er ikke din homeboy. Han er Kongernes Konge, og han er Herrernes Herre. Han er, som der står i Esajas' Bog 9, 5, Vældig Gud, Evigheds Fader, med herredømmet hvilende på sine skuldre. Han er, som der står i Hebræerbrevet 1, 3, Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Jesus er ikke vores homeboy. Jesus, han er Gud almægtig. Han er den anden person i treenigheden, og Faderen har givet Sønnen al magt i himmel og på jorden, Johannesevangeliet 5, 27, til en dag at skulle holde dom.

Den Gud, som Det Nye Testamente præsenterer, er den samme vidunderlige, herlige, hellige Gud, som vi ser ham i Det Gamle Testamente, for hvem vi bør falde på knæ for, som Esajas gjorde, med ærefrygt og råbe: "Ve mig, i nærheden at kongen hersker. Os, Herre, Gud." Gud er uforanderlig i sit væsen. Han er den samme i går — i Det Gamle Testamente — og i dag, og han vil forblive den samme perfekte, herlige Gud for evigt og altid. Og derfor ser vi også klart i Det Nye Testamente Guds uændrede intense had og foragt og vrede mod synd.

Hvor ser vi Guds vrede komme til udtryk i Det Nye Testamente? Vi ser for eksempel meget levende Guds vrede blive opflammet i det, Jesus ser Templet blive brugt som en markedsplads. Ham, som i sin mildhed kaldte børnene til sig, lod dem komme til sig, den samme Jesus, som helbredte de syge og gav de sultne mad — den samme Jesus lavede en pisk af reb og jog alle de her forretningsmænd ud fra tempelpladsen. Han var nidkær for sin Faders hus og sin Faders ære. Templet var et bedehus, et hus, hvor man kom for at tilbede almægtige Gud, men de religiøse ledere havde lavet det om til en røverkule.

På en anden måde kom Jesu vrede til udtryk i hans forkyndelse, som var vædet i advarsler om dom, om helvede, om Guds straf over synd, og et stærkt kald til omvendelse og tro. Faktisk prædikede Jesus mere om helvede, end han gjorde om himlen. Han prædikede mere om Guds kommende dom og helvede end nogen anden i Biblen. Han var en hellfire-preacher. Jesus var kommet for at frelse sit folk, for at advare fortabte syndere om helvedes realitet. Han beskrev helvede som et mørket sted i Matthæusevangeliet 8, 12 — et sted med gråd og tænderskæren, et sted, hvor alle dem, der begår lovbrud, er. Det beskrives som en ildens ovn, et sted med evig straf for alle de uretfærdige, i Matthæusevangeliet 25, 41, en evig ild, bestemt for djævelen og alle hans engle. I Markusevangeliet 9, 46 et sted, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes. Det her var ikke en leg for Jesus. Det var alvor. Syndens løn er evig død og adskillelse fra Gud, og han var kommet for at advare på det kraftigste om Guds kommende vrede og menneskets altoverskyggende behov for at omvende sig og tro.

Vi ser også Jesu vrede rettet mod de hykleriske, religiøse ledere, som ledte folket på afveje — blinde, der leder blinde. Jesus er vejen, sandheden og livet, og som Sandhedens Gud hader han løgn og vranglære. Der er dedikeret et helt kapitel — Matthæusevangeliet 23 — hvor han kommer med det ene ve råb efter det andet, ve råb rettet mod disse hykleriske ledere, disse selviske hyrder, som leder forne på afveje. Han kalder dem for fulde af rovlyst og griskhed, hyklere, blinde tåber, fulde af dødningeben og al slags urenhed, lovløse, profet-mordere, slanger og øgleyngel. Det er Jesus, det er Jesus, der siger det her. Det er Jesus, der vredes over disse ondskabsfulde, hykleriske, religiøse ledere, som ifølge vers 14 vil blive dømt så meget hårdere. Jesus er ikke en homeboy.

Hvad ser vi i Johannes' Åbenbaring?

Jeg vil gerne på en særlig måde drage opmærksomhed til en passage, Johannes' Åbenbaring kapitel 19, vers 11 til 16, hvor vi skal se Jesus, som han beskrives ved hans anden komme. Ved sin første komme kom han som Gud inkarneret, født af en jomfru. Han var Immanuel — Gud med os. Jesus, evig Gud, iklædte sig kød og blod og blev menneske og tog bolig iblandt os, og han voksede op under ydmyge forhold. Han tog en tjeners skikkelse på, og han ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. Men ved sin anden komme vil han komme i al hans pragt og herlighed. Som der står i Andet Korintherbrev 5, 10, skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.

Lad os se nærmere på den her passage i Johannes' Åbenbaring 19, 11-16:

"Og jeg så himlen åben, og se, der var en hvid hest, og han, der rider på den, hedder Tro og Sanddru, og han dømmer og strider med retfærdighed. Hans øjne er som luende ild, på hovedet har han mange kroner, og han har et navn indskrevet, som ingen kender undtagen han selv. Han er klædt i en kappe dyppet i blod, og hans navn er Guds Ord. Hærene i himlen fulgte ham på hvide heste og var klædt i lysende rene linnedklæder. Ud af hans mund står et skarpt sværd, som han kan slå folkeslagene med, og han skal vogte dem med et jernscepter og træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse. På sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes Herre."
Johannes' Åbenbaring 19, 11-16

Jesus is not our homeboy. Som vi ser i den her tekst, er han Kongernes Konge og Herrernes Herre. Han er en frygtindgydende Gud, som vil komme og dømme verden i retfærdighed, og han vil udslette enhver fjende. Han vil udrydde ondskab. Han vil straffe enhver uomvendt synd, og så vil han skabe en ny jord og en ny himmel og oprette sit nye rige med sit frelste, retfærdiggjorte folk, hans vidunderlige brud, og der vil han så regere for evigt i et nyt paradis karakteriseret af evig fryd og retfærdighed og usigelig glæde. Hvor bliver det dog fantastisk.

Der står, at han vil komme ridende på en hvid hest. Han kommer ikke ridende ind på et æselføl denne gang, som han gjorde kort før sin korsfæstelse. Han vil komme ridende på en hvid hest, hvor den hvide farve symboliserer rytterens rene, pletfrie og hellige væsen. Han vil komme ridende som en sejrende konge, der vender hjem triumferende, hjem fra krigen. Navnene Tro og Sanddru vidner om, at denne sejrrige rytter, Jesus Kristus, er tro mod sine løfter og advarsler. Han kommer for endegyldigt at gøre det af med al ondskab og løgn, alt hvad der rejser sig mod Guds hellighed og ære. Han vil dømme og stride med retfærdighed, står der.

Abraham spurgte Gud, da han prøvede at forhandle med Gud vedrørende Sodoma og Gomorra: "Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?" Jo. Himlens Gud vil sikre, at al retfærdighed vil ske fyldest. Enhver, som har sat sin lid til ham for frelse, kan vide sig sikker på, at de aldrig vil blive svigtet af Kristus, som er tro og sanddru mod sine løfter. Men samtidig vil enhver, som har fornægtet ham, trodset ham, valgt løgnen og syndens vej, som har levet i uomvendt oprør med løftet knytnæve mod ham og ikke regnet det for noget værd at kende ham — der vil han være tro mod sine advarsler og dømme retfærdigt.

Der står, at hans øjne er som luende ild. Hans gennemborende, alt seende og altvidende væsen vil afdække enhver løgn, enhver synd. Han kan se i dybet af menneskets hjerte, fordi Hebræerbrevet 4, 13 siger:

"Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for."
Hebræerbrevet 4, 13

Intet vil undslippe hans flammende øjne, når han kommer for at dømme verden. Vi læser, at han har mange kroner på sit hoved, og denne gang er det ikke en tornekrone. En konges krone vidnede om hans storhed, og i den antikke verden ville den sejrende konge ofte tage den besejrede konges krone og putte den på sit eget hoved og derved signalere sin suverænitet og herredømme over den besejrede konges rige, som David gjorde det med ammonitterkongen i Andet Samuelsbog 12, 30. Men her læser vi, at Kristus har mange kroner på sit hoved. Han alene er universets suveræne hersker. Alle kongeriger, alle magter og autoriteter er ham underlagt.

Der står, at hans kappe er dyppet i blod — blodet fra hans besejrede og slagtede fjender. I sin kamp for sin elskede brud, det folk han udgød sit eget blod for at løskøbe, i sin kamp for sin egen ære, der kommer denne krigerkost. Skal udryddes på den sidste dag. Hans navn er Guds Ord, står der. Han er Ordet. Han er sandheden og lyset, som nu endegyldigt vil uddrive al løgn og mørke. Fra hans mund udgår et skarpt sværd, et dommens våben. Under sit første komme og gennem apostlenes og kirkehistorien gennem tiden har det gode og glade budskab, evangeliet, lydt og bragt håb og frelse og styrke til den sønderknuste. Men ved sit andet komme vil han komme for at knuse enhver fjende med sit dommens ord, hvilket han vil slå folkeslagene med, står der, og der skal lyde ord som for eksempel: "Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud." Matthæusevangeliet 7, 23. Med et jernscepter vil han dømme al uretfærdighed og slå alt oprør ned, og så vil han træde Gud den Almægtiges harmes og vredes vinperse — som når man putter vindruer i en vinpresse og presser saften ud af disse frugter. Der vil Jesus knuse og træde under fod med den fulde vægt af Guds vrede og harme over enhver fjende og udtømme dem alle for liv. Han vil endegyldigt udslukke enhver fjende for ethvert håb om nogensinde at kunne gøre oprør igen. Han vil dømme enhver uomvendt synder, og som der står i Johannes' Åbenbaring 21, 8:

"Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død."
Johannes' Åbenbaring 21, 8

Jesus Kristus, han er Kongernes Konge og Herrernes Herre. Han vil triumfere over al ondskab, og som Hebræerbrevet 12, 29 siger:

"For vor Gud er en fortærende ild."
Hebræerbrevet 12, 29

Kære ven, der er ingen tvivl om, at Det Nye Testamente fastholder læren om Guds vrede.

Hvordan blev Guds vrede afbødet for os?

Men ultimativt ser vi Guds vrede komme til udtryk på en frelsende måde for os syndere, nemlig ved sit første komme, da Jesus gav sit liv på korset. Vores synd har vakt Guds harme over vores liv. Vi er syndere i en vred Guds hånd, som Edwards siger. Det er hans nåde alene, at vi endnu ikke er blevet tilintetgjort. Så der er den her enorme konflikt: vi har syndet og mistet Guds herlighed, med vores syndige tilbøjelighed står vi Guds ære og hellighed imod. Vi er fjendske over for ham, rebelske, selviske, fortabte, og vi har en uendelig gæld til Gud i kraft af alt det lovbrud, vi har begået mod ham. Samtidig så står han som en fortærende ild i fjendskab mod os. Vi har krænket ham, vi har brudt hans lov, og i hans retfærdige vrede, og som den gode dommer han er, må han og skal han straffe synd. Så hvordan kan den her konflikt løses? Hvor er svaret?

Romerbrevet 5, 6: "Mens vi endnu var svage, ude af stand til at gøre noget for os selv, ude af stand til at frelse os selv eller rette vores forkerte handlinger, mens vi endnu var svage, døde Kristus for ugudelige, da tiden var inde." Og vers 10: "Mens vi endnu var hans fjender, og han var fjende med os, mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud ved, at hans søn døde."

På korset sonede Jesus vores synd. Han blev genstand for Gud Faders fulde vrede, hele guddommens intense had og vrede mod synden i dig og mig. Hvis du er i Kristus, ramte den ikke dig, men Kristus. Esajas' Bog 53, 5 — der står, at han blev gennemboret for vore overtrædelser, han blev knust for vore synder, han blev straffet, for at vi kunne få fred. Vers 10: "Det var Herrens vilje at knuse ham." Og i vers 12, at han gjorde det, da han trådte i stedet for syndere, i stedet for os. Kun Kristus, som det pletfrie og lydefri lam, kunne afbøde Guds vrede rettet mod os og tilfredsstille Guds retfærdige retfærdighed og vrede. Kun i ham finder vi tilgivelse og frelse og håb, en ny retfærdighed, fred med Gud, nyt liv, en ny familie, hvor vi bliver genstanden for Gud Faders evige kærlighed og glæde og accept, i det vi i Kristus er retfærdiggjorte og forvandlede og nye skabninger i ham. Er det ikke fantastisk?

Må denne lære om Guds vrede vække stor ærefrygt for Gud i vores liv. Må det lede os til inderlig tilbedelse og lovsang, at vi ydmygt bøjer os for ham, som er Kongernes Konge og Herrernes Herre. Må det lede os til at prise ham for, hvem han er i sin helhed. Må vores bøn og længsel være den samme som Moses': "Lad mig dog se din herlighed." Må den her lære om Guds vrede også motivere os til at leve et helligt liv, hvor vi elsker det gode og afskyer det onde. Må denne lære motivere til evangelisation, til at advare vores medmennesker om at fly til Jesus, som er den eneste, der kan fri os fra den kommende vrede. Må denne lære også lede os til en glædesfyldt forventning ved og tryghed at vide, at Gud har og vil triumfere over al ondskab. Han vil en dag kaste djævelen og alle hans faldne engle og alle rebelske, uomvendte syndere i helvede og så skabe en ny jord og en ny himmel, hvor der skal være evig fryd mellem Guds forløste folk og ham selv. Hvilken stor glæde vi har at se frem til.

Må budskabet i dag også til dig, kære ven, hvis du endnu ikke kender Jesus Kristus som Frelser og Herre — der er det min inderlige bøn: fly til Kristus i dag. Gør ikke dit hjerte hårdt, mens det endnu er i dag, mens tiden er. Så omvend dig fra din synd, sæt din lid til Kristus, bed ham om nåde og tilgivelse, bed ham om at frelse dig. Der vil komme en dag, hvor det vil være for sent. Han vil komme og dømme verden med en retfærdig vrede, men nu er nådens tid. Han siger om sig selv i Matthæusevangeliet 11, 28-30:

"Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let."
Matthæusevangeliet 11, 28-30

Kom til Jesus. Vi har alle arvet vores første fars syndige natur. Vi er syndere, og syndens løn er død, evig adskillelse fra Gud. Men der, hvor Adam fejlede, har Kristus sejret, og i ham alene er der frelse og nåde at finde. Da Guds vrede med vand i form af syndfloden ramte hele verden, var der kun én ark, der kunne frelse. Der var én dør, én åbning, der kunne redde en fra den ellers sikre død. Og der er kun én dør, hvorigennem du kan fly Guds vredes dom over dit liv for den synd, du har begået, og den dør er Kristus. Søg ham i dag. Råb til ham, bed ham om at frelse dig i dag. Og Jesu løfte til dig vil være Johannesevangeliet 6, 37:

"Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort."
Johannesevangeliet 6, 37

Amen.